Tekster i Tiden nr. 8 - 1998
Brændpunkt Kosova

Copyright: Forlaget Arbejderen - september 1998 * Må citeres med kildeangivelse

 

INDHOLD:
Imperialismen står bag tragedien på Balkan
Balkans historie
Baggrunden for Jugoslaviens opløsning
De tyske monopoler på march
Tyskland går enegang
USA lukkede for pengekassen
600 års strid om Kosova
Studenteroprør
Kosova udsultes økonomisk
Racistisk terror midt i Europa
Albanerne har ret til national selvbestemmelse
NATO’s overvejelser
Konflikten holdes i live
Kosovas Befrielseshær
Send nødhjælp - ikke bombefly

Kommunisternes holdning
»lmperialismens planer for Balkan må forhindres«

Bestil pjecen

 

Imperialismen står bag tragedien på Balkan


- Balkan udgør et forbindelsesled for de imperialistiske interesser, der ønsker at ekspandere og udnytte de rige ressourcer i landene i det tidligere Sovjetunionen såsom olie- ressourcerne i Kaukasus- regionen. De imperialistiske magter ønsker at bringe Balkanlandene under deres totale kontrol for at bruge dem som en permanent base for deres planer om ekspansion og intervention i dette langt større område.

Det er hovedbudskabet i en fællesudtalelse fra de kommunistiske partier i Albanien, Bulgarien, Grækenland, Rumænien og Jugoslavien fra den 22. maj i år. Med denne udtalelse gør Balkans kommunister fælles front mod imperialismen og lover nye initiativer fremover.

For det er imperialismen der skal sættes på anklagebænken. Ud af de omkring 20 millioner mennesker, der boede i Jugoslavien ved dets opløsning, har langt hovedparten betalt en enorm pris.

Allerede efter tre års krig anslog den kendte svenske fredsforsker Jan Øberg, at mere end 4 millioner var på flugt, mens hundredetusinder var dræbt eller lemlæstet. Selv om mange er vendt tilbage til deres byer og landsbyer er især Bosnien langt fra genopbygget.

Nu er konfliktens brændpunkt flyttet fra Bosnien og hårde kampe er brudt ud i Kosova mellem den serbiske hær og politistyrker og væbnede albanere fra Kosovas befrielseshær.

 

Balkans historie

Krige på Balkan er ikke noget nyt. De har foregået i århundreder. Europas skiftende stormagter har utallige gange gjort Balkan til en blodig slagmark. Den danske journalist og udenrigskorrespondent Klauz von Jessen skrev i 1913 om Balkan, at det blev brugt som byttepenge i stormagternes transaktioner igennem historien.

Ser man på et verdenskort, forstår man, hvorfor det har været muligt. Balkan er utroligt centralt placeret på verdenskortet, hvor Centraleuropa, Centralasien, Mellemøsten mødes og hvor Sydeuropa når ud til Middelhavets bredder. ( Se fig. 1)fig 1.jpg (15722 bytes)

Grænserne på Balkan er blevet flyttet et utal af gange i historien. Stater er blevet oprettet og nedlagt og grænserne trukket af sejrherrerne ofte midt igennem det ene eller det andet folk.

Det sydlige Balkan var i 500 år besat af tyrkerne og blev derfor præget af den tyrkiske kultur, herunder mange muslimske traditioner. Grænsen gik midt igennem eks- Jugoslavien. De nordlige republikker Slovenien og Kroatien blev derimod en del af det store Østrig/Ungarske rige og knyttede sig senere tæt til Hitlertyskland. Det har skabt en betydelig del af de økonomiske, politiske og kulturelle forskelle og de religiøse modsætninger, der nu pustes til fra alle sider.

De skiftende statsdannelser, grænseændringer og en bevidst stormagtspolitik for at skabe nationale mindretal, gennem flytning af store menneskemasser, har gjort det nuværende Balkan til et broget kludetæppe af nationaliteter, som for det tidligere Jugoslaviens vedkommende først og fremmest bestod af slaviske folk, med serbokroatisk som hovedsprog. (Se fig. 2)

 

Jugoslavien efter 2.verdenskrig

Efter 2.verdenskrig lykkedes det at skabe en balance mellem de jugoslaviske folk, gennem et kompliceret system hvor magten blev fordelt, med en høj grad af selvstyre, til landets 6 republikker Kroatien, Slovenien, Bosnien/Hercegovina, Serbien, Makedonien og Montenegro. fig2.jpg (29423 bytes)

Den eneste nationalitet der markant blev diskrimineret og nægtet sine nationale rettigheder, var det store albanske befolkning i Kosova og Makedonien, der på trods af at de udgjorde den 3. største nationalitet i eks- Jugoslavien ikke fik ret til republikstatus.

På trods af at albanerne i Jugoslavien bor og boede på et sammenhængende landområde, blev de ydermere opdelt mellem flere republikker. Magtbalancen i landet blev i høj grad opretholdt ved at Jugoslavien mere og mere åbnede sig for alle imperialistiske magter. Lederne i de forskellige republikker knyttede sig i større eller mindre grad til de stormagter, som de gennem historien har haft tilknytning til og som de har det den dag i dag.

Af størst betydning både historisk og i dag er Sloveniens og ikke mindst Kroatiens historiske bånd til Tyskland og Serbiens forbindelser med Rusland, der er betydeligt svækket efter Sovjetunionens opløsning.

 

Baggrunden for Jugoslaviens opløsning

Der er naturligvis mange årsager til at Jugoslavien faldt fra hinanden. For at tegne billedet så fuldstændigt som muligt, må man søge årsagerne både i landet selv og i den internationale situation der opstod i kølvandet af Sovjetunionens og Østeuropas sammenbrud i ’89- ’91.

Allerede inden sammenbruddet i Østeuropa lå Jugoslaviens økonomi i ruiner Titos såkaldte økonomiske selvforvaltning havde spillet fuldstændigt fallit. I 1989 var inflationen på 600 pct. og de økonomiske spændinger mellem det relativt rige nord og det langt fattigere syd begynder for alvor at vokse. Det truende økonomiske sammenbrud er den afgørende indre faktor for Jugoslaviens opløsning.

Landet var håbløst forgældet til IMF, Verdensbanken og udenlandske storbanker. De reaktionære nationalistiske kræfter begynder at sætte sig i bevægelse. I første omgang er det den serbiske ledelse der har størst muligheder, i kraft af at serberne udgør Jugoslaviens største nationalitet.(42 pct. af Jugoslaviens befolkning) Men udfaldet af krisen blev dikteret af stærke udenlandske kræfter

 

Den er mange internationale faktorer for Jugoslaviens opløsning, men afgørende for processens udvikling er og bliver Sovjetunionens og i mindre omfang Østeuropas sammenbrud. Det betyder at magtforholdene mellem stormagterne ændres radikalt, samtidigt med at det forværrer Jugoslaviens økonomiske krise.

Vestmagterne og især Tyskland begynder aggressivt at blande sig i Jugoslaviens indre anliggender og satser åbenlyst på en opløsning af den Jugoslaviske forbundsrepublik. Partnerne finder man først og fremmest i reaktionen i Slovenien og Kroatien, som så muligheden for at bryde med det fattige Serbien i syd og var villig til at underlægge sig Tyskland for at opnå dette. En historisk alliance genoplives. Under 2. verdenskrig brugte Tyskland således den kroatiske reaktion til at sikre sig kontrollen i området. Mindst 500.000 serbere mistede livet under den kroatiske terror fra 1940 til ’45.

Sammenbruddet i Østeuropa svækker i betydelig grad Serbien, hvis vigtigste allierede synker i knæ. Samtidigt sker der det, at Jugoslaviens Kommunisters Forbund går i opløsning og dermed forsvinder den eneste politiske kraft, der findes på tværs af alle republikkernes grænser. Og så går det stærkt. De tidligere titoister erstattes af borgerlige nationalister i blandt andet Slovenien og Kroatien. De nye ledere spiller bevidst på frygten for et Storserbien og vinder folkeafstemninger om løsrivelse med overvældende flertal. Herfra var der ikke langt til, at borgerkrigen kunne starte.

 

De tyske monopoler på march

Ændringerne i det internationale styrkeforhold kom til at spille en vigtig faktor for krigens udbrud og for konfliktens videre forløb. Af særlig stor betydning var Tysklands rolle. De tyske monopoler havde lagt en omfattende og langsigtet plan. Inden vi ser nærmere på den, så lad os et øjeblik skrue tiden tilbage til den 12.september 1990. Det var en stor dag for de tyske monopoler. Da underskrev man i Moskva aftalen, der betød at Vesttyskland i en stor mundfuld kunne opsluge DDR.

Fra CSCE- mødet i Paris i november 1990 udsendte man en erklæring som sagde, at - Etableringen af national enhed i Tyskland er et vigtigt bidrag til en retfærdig og varig fredelig ordning i et forenet, demokratisk Europa, der er klar over sit ansvar for stabilitet, fred og samarbejde

Nu skulle Europas grænser ligge fast, lovede man. I første omgang måske nok så meget for at berolige lande som Polen og Tjekkoslovakiet, der med bekymring havde set på Vesttysklands fremmarch mod Øst. Få måneder efter faldt løfterne om fred i Europa sammen. Den tragiske borgerkrig i Jugoslavien brød ud. Det skyldes i høj grad Tysklands indblanding.

Igen kan man tage sin pejling ud fra økonomien. Gennem de sidste årtier, og særligt da sammenbruddet i Østeuropa tog fart fra 1989 til 91 har tyske monopoler investeret milliarder i Jugoslavien især i Slovenien og Kroatien.

 

I årene op til Jugoslaviens sammenbrud udviklede det økonomiske samarbejde sig så meget, at EF blev Jugoslaviens største samhandelspartner. På grund af landet store afhængighed af Tyskland besluttede den jugoslaviske ledelse i 1989 at binde Dinarens kurs direkte til den tyske D-mark.

De tyske monopoler vil have markeder og råstoffer

Fra Tyskland kom der ganske klare politiske meldinger. Det tyske forsvarsministerium sagde i en erklæring fra den 20. januar 1992: "Opretholdelse af den fri verdenshandel og tilgang til strategiske råstoffer" udgør den tyske sikkerhedspolitik.

En leder fra Daimler- Benz udtrykte det i samme periode endnu mere åbent „Verdensmarkederne vil blive opdelt på ny og vi vil være med. Vi vil sammen med vore handelspartnere erobre og sikre nye områder på verdensmarkedet."

Faktisk er det tredje fremstød på Balkan Tyskland har lavet i dette århundrede:

• Det første blev anført af Thyssen som ved århundredskiftet ønskede en forbindelsesvej til Orientens råstoffer.

• Det andet blev gennemført af Hitlers armeer fra 1940 til 45

• Og det tredje endte med borgerkrig og Jugoslaviens opløsning

Der understreger at de tyske monopoler har fulgt en målrettet plan for at sikre sig kontrollen over det strategisk vigtigt placerede område og dets store mineralforekomster og - for første gang siden 2. Verdenskrig - adgang til Middelhavet.

 

Tyskland går enegang

-15. januar 1992: Slovenien og Kroatien anerkendes

-6. april 1992: Bosnien-Hercegovina anerkendes på selve årsdagen for Hitlers invasion.

Og lad os i parentes blot bemærke at det officielle Danmark, der advarede mod tysk enegang, hurtigt fulgte op bag den tyske anerkendelsespolitik.

Før denne anerkendelse havde Tyskland problemer med at komme sine kroatiske og slovenske allierede til undsætning i et begyndende militært opgør med Serberne. En direkte tysk indgriben ville være umuligt, blandt andet fordi det ville være indblanding i en suveræn nations indre anliggender. Med anerkendelsen af Slovenien og Kroatien blev de to områder, der var en slags kommuner eller amter med udpræget selvstyre i Jugoslavien, til selvstændige stater. Dermed kunne Tyskland sikre sine allierede militært. I løbet af 8 måneder fik Kroatien således våben for 300 millioner dollars. Alle rustede op til det kommende blodbad i Bosnien og til langvarig ustabilitet .

Den svenske fredsforsker Jan Øberg sagde i 1992 på et møde i København: Jeg har tidligere givet udtryk for den opfattelse at EFs og specielt Tysklands optræden i Balkan- konflikten måtte bunde i uvidenhed og dumhed. Nu hælder jeg mere til, at der et tale om en bevidst og uhyre kynisk tilrettelæggelse af et spil.

 

USA lukkede for pengekassen

Ikke kun Tyskland, men også USA spillede en vigtig rolle i Jugoslaviens opløsning. I november ’90, trekvart år før krigen bryder ud, offentliggør CIA en rapport om situationen i Jugoslavien. Denne rapport giver den jugoslaviske forbundsrepublik 1 1/2 år at leve i og forudser borgerkrig og opløsning. Kort før rapportens offentliggørelse har USA vedtaget en lov med det officielle navn The Foreign Appropriation Bill of 1990.

Denne lov stopper med øjeblikkelig virkning al amerikansk hjælp, lån og kreditter til den jugoslaviske regering. Men ikke nok med det. Loven pålægger direkte USA’s repræsentanter i IMF og Verdensbanken , at bruge amerikansk indflydelse til at modsætte sig enhver assistance til Jugoslavien, skrev New York Times i en omtale af loven.

Med denne lov får den Jugoslaviske forbundsstat dødsstødet, fordi den fratages den udenlandske kapital, som allerede Tito havde gjort landet så afhængig af.

 

Imperialistisk magtkamp

I medierne fremstiller stormagterne sig selv som de ædle forsvarere for demokrati og national selvbestemmelse, som om det er deres indsats, der er vejen til fred på Balkan.

Sandheden er, at de ændrede styrkeforhold i verden efter Sovjets sammenbrud blev brugt til at omfordele magt og indflydelsessfære på Balkan efter et traditionelt imperialistisk mønster.

I følge den svenske fredsforsker Jan Øberg tyder alt på, at der er foregået en storstilet international sammensværgelse, for at puste til borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Formålet skulle i følge Øberg blandt andet være at legitimere NATOs nødvendighed efter Berlinmurens fald .

Blot et enkelt eksempel viser hvordan stormagterne har handlet forskelligt overfor de indblandede parter.

Officielt erklærede EF i ’92, at man ville anerkende alle republikker der bad om det, som en selvstændig stat. Men albanerne i Kosova gennemførte, ligesom slovenerne og kroaterne, den krævede folkeafstemning og en afstemning i parlamentet om løsrivelse. De blev ikke anerkendt af stormagterne, på trods af at albanerne var den tredjestørste nationalitet i det tidligere Jugoslavien og næsten enstemmigt stod bag kravet om løsrivelse.

I første omgang blev magtfordelingen på Balkan afgjort gennem underskrivelsen af den såkaldte Daytonaftale, som i høj grad kom på benene efter amerikansk indgriben. Inden havde NATO bombet den serbiske ledelse på plads. Aftalen sikrer stormagternes soldater i området og en aftale om magtfordelingen i Bosnien. Her spillede den serbiske ledelse omkring Milosevic en vigtig rolle for at tvinge de bosniske serbere på plads.

For at få Serbien med til aftalen, så man gennem fingrene med de principper man havde opstillet, da Kroatiens og Slovenien skulle anerkendes og gav den serbiske ledelse frie hænder over Kosova.

Når man følger de seneste ugers mediedækning, virker det pludseligt som om at netop spørgsmålet om at stoppe krænkelserne af albanernes rettigheder, altid har ligget stormagterne mest på sinde.

Ligesom de mindst 35 våbenhviler der brød sammen mens kampene om Bosnien stod på, så måtte også Daytonaftalen føre til nye stridigheder, simpelthen fordi den først og fremmest tog sigte på at være en ramme om stormagternes magt og indflydelse i Jugoslavien. Det er ikke en aftale der sigter på fred og afspænding på baggrund af en anerkendelse af lige rettigheder for alle Jugoslaviens folk. Det skortede ikke på advarsler dengang, men stormagterne reagerede ikke, fordi de ikke ønskede at skabe en varig og retfærdig fred på Balkan.

 

600 års strid om Kosova

Serbernes krav på Kosovas jord går tilbage til det 14. Århundrede, dvs. før tyrkerne besatte området. Her var Kosova centrum i et storserbisk rige under Stefan Dushan fra 1331 til 1355. Dushan kaldte sig selv kejser over serbere, grækere, bulgarere og albanere. Denne stat omfattede Serbien, Albanien og størstedelen af det nuværende Grækenland.

I Kosova var der i 1389 et vigtigt slag på Kosovas såkaldte Solsorteslette, hvor den serbiske hærfører Marko Kraljevic led nederlag i en afgørende kamp mod den tyrkiske besættelsesmagt. ifølge den historiske tradition i Serbien er Kosova serbisk jord, hvortil albanerne først indvandrede fra Albanien mellem 1690 og 1783.

Går man til de historiske kilder fra det 13 og 14 århundrede finder man imidlertid utallige dokumenter fra både korstogene, Vatikanet, Tyrkiet og staten Ruguza (Dubrovnik) som viser, at albanerne ikke alene udgjorde befolkningsflertallet i Kosova, men også at de blev brutalt undertrykt af serberne. Også senere kilder f.eks. ærkebiskop Pjeter Mazrekus´ rapport fra 1623 laver en meget grundig gennemgang af befolkningen i Kosova. Han skriver således, at der i 1623 boede 12.000 muslimske albanere, 200 katolske albanere og 600 serbere i Prizren, som er Kosovas største by.

Alt dette materiale blev udgivet af den jugoslaviske ledelse i Beograd i 1950, men er – i takt med at den sorte nationalisme er blusset op i Serbien, blevet gemt væk til fordel for de heroiske helteepos, der skal give serberne en historisk ret til Kosova og legitimere undertrykkelsen af albanerne.

Igen og igen vender man tilbage til slaget på Solsortesletten, som Milosevic gjorde til en stor nationalistisk manifestation i ’89, hvor man fejrede 600 året for begivenheden. Sandheden er imidlertid, at slaget på Kosovasletten var et led i bestræbelserne på at danne en alliance mellem en række europæiske stater og flere Balkanlande for i fællesskab at sætte en stopper for den tyrkiske fremmarch.

Slaget om Kosova blev anført af Sultan Murat og den serbiske zar Lazar, der sammen stod i spidsen for alliancens styrker. Historikere omtaler både serbere, bulgarere, tjekker, kroatere og albanere. Den albanske Prins Gjergj Balsha ledte således 50.000 albanere i dette slag og den albanske prins Muzaka døde i kampen. I virkeligheden udtrykker denne store alliance balkanfolkenes historiske kamp for at leve et frit liv. Det er ikke ejendom for serbiske nationalister, men derimod et historisk eksempel på forbrødring mellem Balkans folk i krig mod datidens stormagt Tyrkiet.

Det er i øvrigt ikke et enestående eksempel. Siden dengang var der flere forsøg af lignende karakter, f.eks. i 1690, hvor både albanere og serbere kæmpede sammen med den østrigske hær og tabte til tyrkerne. Flere tusind albanere måtte flygte til Kroatien for at undgå de tyrkiske styrkers repressalier. Helt frem til dette århundredes begyndelse boede der her en albansk koloni.

Da det Osmanniske rige nærmede sig sin undergang og tyrkerne kom under pres, begyndte nyopdelingen af Balkan endnu engang. Efter en række opslidende krige med først Bosnien/Hercegovina og Bulgarien og senere med Rusland stillede især England krav til Tyrkiet om at omdanne Bosnien og Bulgarien til selvstyrende provinser. De albanske områder skalle fordeles mellem provinserne.

En række albanske ledere fra alle de albanskbeboede områder rejste sig i en væbnet kamp. Modstanden var stærkest i Kosova, hvor albanerne under ledelse af Abdyl Frasheri afholdt en national konference i Prizren i juni 1878 og oprettede en national komite – det såkaldte Prizrenforbund. Det skete samtidigt med at stormagterne afholdt den første konference om Balkan i Berlin. Her dikterede Bismark rammerne for en fredsaftale mellem Rusland og Tyrkiet om grænserne på Balkan.

Da det stor klart at stormagterne ikke ville tillade dannelsen af en selvstændig albanske stat vedtog Prizrenforbundet at opbygge en organisation til skabelse af albansk national enhed i alle de albanske områder, som var besat af Tyrkiet. Samtidigt oprettede man en albansk hær. Da Tyrkiet, i henhold til aftalen i Berlin, begyndte at afstå de albanske områder til andre, gik den albanske hær til modstand. Albanerne slog Montenegro i flere slag, men efter 2 års kampe tabte albanerne endeligt i en slag til tyrkerne udenfor Prizren.

Fra 1910 - 12 blussede kampene voldsomt op mod den tyrkiske besættelse. I oktober 1912 erklærer balkanlandene direkte krig mod Tyrkiet. Albanerne udnytter på forskellig måde modsætningerne mellem stormagterne om hvorvidt man skalle fortsætte eller stoppe krigen mod tyrkerne. Det muliggjorde, at den albanske leder Ismael Qemal den 28 november 1912 i den albanske by Vlora, udråbte den uafhængige albanske stat.

Grænserne på Balkan blev igen ændret med stormagtskonferencen i London i 1912- 13. For albanerne betød det, at omkring 50 pct. af albanerne ikke kom med i den albanske stat. Det mest velstillede af de albansk beboede områder, nemlig Kosovasletten kom under kongeriget Serbien..

Fra 1918 blev Kosova en del af kongeriget Serbien, Kroatien og Slovenien. Denne opdeling blev fastholdt på fredskonferencen efter 1. verdenskrig i Versailles i 1919. Herefter lå grænserne fast frem til 1929 hvor Kosova blev en del af kongeriget Jugoslavien.

I årene fra Londonkonferencen i 1912 til afslutningen af 2.verdenkrig blev albanerne i Kosova på den mest brutale måde undertrykt. Mens 58.000 serbere og montenigrenere immigrerede til Kosova, blev ikke mindre end 500.000 albanere fordrevet især til Tyrkiet.

 

De Jugoslaviske kommunisters løfter til albanerne

I 1939 blev Albanien besat af Italien. Fascisterne lovede albanerne en samlet nation, hvis de støttede Italien og Tyskland i krigen. Efter at Jugoslavien blev besat af nazi- Tyskland i ’41 kom de albanskbeboede områder under Italiens administration. Den albanske nation var samlet, men var under fascistisk åg.

For kommunisterne var der ingen tvivl. Spørgsmålet om at knuse nazismen og leve i frihed stod i centrum. Albanerne i Kosova ville vinde retten til selvbestemmelse ved selv at befri Kosova fra den fascistiske besættelse. Kommunisterne i Albanien og Jugoslavien aftalte, at organisere den nationale modstandskamp indenfor de grænser, der herskede før krigen. Dvs. at de albanske kommunister og patrioter i Jugoslavien kæmpede sammen med kommunisterne her. I 1944 var der således 50.000 albanere fra Kosova med i befrielsen af Jugoslavien. Efter Albaniens befrielse kom tusinder af albanere deres Jugoslaviske kammerater til hjælp.

Tito lovede ved flere lejligheder, blandt andet i partibladet Proleter, at enhver nationalitet i Jugoslavien efter befrielsen skulle have ret til, ved en folkeafstemning at afgøre sin fremtidige tilknytning til det nye Jugoslavien. Det samme løfte blev enstemmigt gentaget under et stormøde i det nationale befrielsesråd i Kosova i 1944. I førkrigsårene fordømte Jugoslaviens Kommunisters Forbund i øvrigt den nationale undertrykkelse af albanerne, som " var slavebundet og bestemt til at blive udryddet af de hegemonistiske stor- serberes nationalistiske politik", som Tito skrev det i partiavisen Proleter.

På det første møde mellem den albanske partileder Enver Hoxha og Tito efter befrielsen i 1946 krævede Tito spørgsmålet henlagt, fordi han var under pres fra serberne.. Som bekendt fik kosovarerne aldrig deres folkeafstemning. I stedet genoptog serberne deres undertrykkelse, som blev ekstra intens, da den serbiske ledelses planer om at indlemme Albanien som den 7. republik i Jugoslavien mislykkedes og forholdet mellem de to partier og lande blev yderst skærpet.

Fra 1946 til ’66 var Rankovic indenrigsminister i Jugoslavien. Han var en bøddel af værste skuffe. Under hans regime blev 230.000 kosovarer fordrevet til Tyrkiet. Tusinder blev myrdet og fængslet frem til Rankovic blev styrtet.

Studenteroprør

Studenteroprøret i ’68 kom også til Jugoslavien. For albanerne i Jugoslavien gav det startskuddet til et voldsomt opsving i den nationale kamp. Hovedkravet var at albanerne i Jugoslavien skulle have status som republik inden for den jugoslaviske stat, på linie med Jugoslaviens øvrige folk. Samtidigt krævede man ret til at modtage undervisning på albansk og ret til at flage med nationalflaget.

Mange af de politiske og nationale krav blev imødekommet ved en forfatningsændring i ’74, som gav Kosova status af en såkaldt autonom provins. Der kom albansk politi, et albansk universitet og andre uddannelsesinstitutioner, men den økonomiske underudvikling fortsatte.

 

Kosova udsultes økonomisk

I en tale i Prishtina i 1980 sagde den daværende formand for Jugoslaviens Eksekutivråd direkte: Kosovas udvikling står i stampe….Det ses klart, at politikken for hastigt at udvikle denne region ikke realiseres i det omfang, det var forudset i planen. Tværtimod vokser svælget mellem Kosova og de andre dele af landet sig stadig større….. De økonomiske investeringer i Kosova er 43 pct. mindre end gennemsnittet i Jugoslavien

På et CK møde i Jugoslaviens Kommunistiske Forbund i december 1980 fremgik det, at Kosovas økonomi var i direkte stagnation. I stedet for at udviklingsraten i denne region (dvs. Kosova) kom op på 60 pct. over udviklingsraten i landet som helhed, sådan som det var planlagt, blev den i virkeligheden 46,9 pct. under landsgennemsnittet. Tendensen til at dette svælg udvides har fortsat helt fra 1947 og op til i dag. Denne proces, hvor kløften udvides, har nået en kritisk grænse.

På grund af den økonomiske vanskelige situation rejste 200.000 albanere fra Kosova til først og fremmest Vesttyskland frem til 1988.

Serberne nægtede at give slip på Kosova. Naturligvis ikke på grund af begivenhederne på Kosovasletten for 600 år siden, men først og fremmest af økonomiske årsager. Kosova er nemlig et utroligt rigt område, når det gælder naturrigdomme. Problemet var dengang, som det er det i dag, at disse rigdomme ikke kommer den albanske befolkning til gode.

Den serbiske ledelse fik stor fortjeneste gennem salg af naturrigdomme fra Kosova. Blandt andet solgte serberne 60.000 tons bly årligt til Sovjet, som også købte 75.000 tons Zink . Et land som Tjekkoslovakiet købte 10.125 tons bly, 12.025 tons zink og 12 tons sølv om året. Det er tal fra Jugoslavien i perioden 1982 til ’89. Værdien af eksporten gik til Serbien, fordi Kosova ikke var en republik. De albansk beboede områder blev derimod økonomisk udsultet.

Arbejdsløsheden var 3,3 gange højere i Kosova i 1988 end i det nordlige Jugoslavien. I nogle år endog 20 gange højere end Slovenien.. I 1980 var årsindkomsten i Kosova 800 dollars, mens den i Jugoslavien var 2.300 dollars i gennemsnit.

Jo mere den økonomiske krise strammer til i Jugoslavien, jo mere gøres albanerne til syndebukke af den serbiske ledelse, Det nationale hysteri blusser op igen. I løbet af 1988 demonstrerer i hundredetusindvis af serbere under paroler som "død over albanerne" og " vi marcherer mod Tirana", der som bekendt er Albaniens hovedstad.

Serberne fratager i marts ‘89 Kosova sin stilling som autonom provins. Med et slag forbydes albansk som sprog i skolerne, Universitetet lukkes og stort set alle albanere i den offentlige sektor fyres uden kompensation. En ny bølge af serbisk terror sættes i gang uden sidestykke i nyere europæisk historie.

 

Racistisk terror midt i Europa

I 1937 udarbejdede den serbiske akademiker Vaso Cubrilovic en plan til den serbiske konge for fordrivelse af albanerne fra Kosova. I 1987 blev denne plan igen diskuteret. Denne gang i det jugoslaviske parlament. I anledning af 50 året for planens udarbejdelse foreslog et albanske parlamentsmedlem i alt enkelthed, at man skulle fordømme planen og fjerne dens indflydelse på Jugoslaviens skolebøger. Forslaget faldt. I stedet vedtog parlamentet en hyldest til Cubrilovic, der stadig levede og var en hædret videnskabsmand i Jugoslavien.

Lad mig give et par smagsprøver på hvad det egentligt er for en plan serberne har anvendt i årtier og stadigt bruger mod albanerne. Det følgende er korte pluk fra planen: Det er umuligt at trænge albanerne tilbage ved hjælp af gradvis kolonisering….Den eneste mulighed og det eneste middel er brutal vold fra en gennemorganiseret statsmagt, hvori vi altid har været dem overlegne….Der er kun en vej tilbage for os, massefordrivelse. I denne sammenhæng har vi to stater for øje, Albanien og Tyrkiet…..Statsapparatet .. må udnytte lovene til det yderste, så det bliver uudholdeligt for albanerne at blive hos os; bøder, fængsel, hensynsløs anvendelse af alle politimæssige muligheder... Voldelig gennemførelse af alle forordninger, også indenfor folks private huse….. dårlig behandling af deres præster, ødelæggelse af deres kirkegårde. osv. osv. osv.

Det lyder som apartheidregimet i Sydafrika, og det er faktisk noget tilsvarende.

En meget veldokumenteret periode hvor planen blev gennemført var perioden fra 1981 til 1988. Her var der ikke mindre end 500.000 albanere i Kosova, som var udsat for varetægtsfængslinger, arrestationer, frihedsberøvelser og samtale hos sikkerhedspolitiet. Det oplyste den daværende leder af Jugoslaviens Kommunisters Forbund i Kosova Rahman Morina i en samtale med den albansksprogede avis Rilindja.

Det er næsten halvdelen af den voksne befolkning som i løbet af bare 7 år blev søgt kriminaliseret. Også en række menneskerettighedsorganisationer har omfattende dokumenteret forbrydelserne.

Hvorfor reagerede ingen? Simpelthen fordi stormagterne hyttede deres egne interesser. De var fuldstændigt uinteresserede i kosovaalbanerne dengang, fordi Albanien dengang var socialistisk og Kosovaalbanerne i hele Vesteuropa stod samlet omkring den albanske nation. De blev opfattet som en reserve for det lille socialistiske balkanland. Først da socialismen faldt og nationen blev splittet politisk og ideologisk for alle vinde forsøgte stormagterne at bruge albanernes kamp for en nation til deres egne formål, præcist som Italien gjorde det under krigen.

 

Albanerne har ret til national selvbestemmelse

Socialismens fald og kommunistpartiets sammenbrud i Albanien var en afgørende forhindring for at den albanske nation blev forenet, da Jugoslavien brød sammen. Dermed forsvandt den eneste kraft, der havde styrken til at genskabe nationens enhed.

I lang tid troede albanere både i og udenfor Albanien, at USA og EU ville bringe dem lykke og velstand i et naivt håb skabt gennem imperialismens dygtige manipulation, præcist som vi så det i en række lande i Østeuropa, men kontrarevolutionen blev en national katastrofe, også for albanerne.

Men undertrykkelsen fortsatte og den økonomiske udsultning skærpede til. Derfor måtte det albanske folks kamp fortsætte og finde nye veje og udtryksformer, som en uundgåelig lovmæssighed.

Efter års fredelige aktioner, blev situationen i Kosova så spændt, at den væbnede kamp begyndte for et par år siden. I starten var det et par hundrede unge albanere, som angreb serbiske militser og politisoldater, som terroriserede befolkningen. Siden hen udviklede det sig til regulære militære enheder forsynet med våben fra erobrede militærdepoter i Albanien og våben erobret fra serbiske soldater. Kosovas Befrielseshær så dagens lys.

Der er ingen tvivl om at Kosovas Befrielseshær har massiv national støtte i det albanske folk, i Albanien, i Kosova og Vesteuropa. Alene i København deltog 1.000 herboende albanere for kort tid siden i et møde, hvor de erklærede deres støtte til UCK, som befrielseshæren hedder. De besluttede samtidigt fremover at betale en frivillig skat til UCK på 3 pct. af deres indtægter, en skat som tidligere var gået til Kosovas uofficielle regering. Samtidigt strømmer unge albanske mænd til Kosova for at kæmpe for deres lands frihed.

Kosova- albanerne udgør over 90 pct. af befolkningen i de mere end 10.000 kvadratkilometer hvor de bor. De har ret til løsrivelse fra Serbien, de har ret til at danne deres egen stat og de har ret til en sammenslutning med Albanien. Den reaktionære serbiske ledelses henvisninger til Kosovasletten ville svare til, at Poul Nyrup fremsatte krav på Nordtyskland og krævede Dannevirke tilbage til Danmark på grund af vores historiske tilknytning til dette område.

De skærpede kampe i Kosova, hvor UCK siges at kontrollere mellem 30 og 40 pct. kommer i en situation hvor NATO truer med militær indgriben og hvor NATO- fly for få uger siden fløj truende på grænsen mellem Albanien, Makedonien og Kosova. Især Tyskland og USA kæmper for en militær indgriben, amerikanerne i et sådant omfang, at man har erklæret sig rede til aktion, selv uden et mandat fra FN, hvor Rusland blokerer for en beslutning i Sikkerhedsrådet.

Det har fået FN’s generalsekretær Kofi Annan til at advare USA mod at handle militært uden et FN mandat.

- Det vil skabe en farlig præcedens, hvis regionale organisationer tager magtmidler i brug, uden FN har sanktioneret det, understregede Kofi Annan.

Situationen er imidlertid stadig eksplosiv. Kampene kan hurtigt brede sig fra Kosova til Makedonien, hvor albanerne udgør 40 pct. af befolkningen og undertrykkes lige så hårdt som i Kosova. Kampene kan hurtigt udvides til en krig hvor Albanien, Grækenland, Tyrkiet og muligvis endnu flere lande er dybt involveret. Også langs den albanske og Jugoslaviske grænse er situationen spændt og der har været grænseepisoder.

Der bliver talt meget om titusinder af albanske flygtninge der er ankommet eller på vej til Albanien. Men lad os slå fast. Der er ikke et omfattende uafhængigt grundlag tilstede at vurdere situationen ud fra, ligesom der ikke er kommet troværdige oplysninger frem om UCK’s faktiske militære styrke.

De borgerlige medier har spredt så mange løgne, at der er grund til at tage enhver oplysning med den største skepsis, selv hvis den serveres med omfattende billeddokumentation. Gang på gang har medierne leveret netop de billeder, der har skabt den rette folkestemning, der muliggjorde at stormagterne har kunnet tage nye drastiske skridt.

 

NATO’s overvejelser

Fra NATOs topmøde i Bruxelles den 11. Juni i år kom der en meget klar melding. Man truede simpelthen med at anvende hele spændvidden af NATO’s militære kapacitet, som Javier Solana udtrykte det. Blandt de mulige initiativer blev nævnt indsættelse af både fly og NATO- soldater i selve Kosova.

I medierne blev det fremstillet som om at NATO truede Serbien med bombardementer, hvis de ikke stopper angrebene mod albanerne i Kosova. Men NATO truer med at bombe både serbiske og albanernes militære stillinger i området.

Efter topmødet har især USA været meget aktiv ved forhandlingsbordet. Vestmagterne arbejder tilsyneladende på at holde to mulige løsninger åbne.

• En forhandlingsløsning hvor der efter en våbenhvile sikres Kosova en selvstyrestatus indenfor Jugoslavien muligvis garanteret af NATOs kanoner.

• En militær løsning, med bombninger af den eller de parter der ikke vil makke ret og muligvis en massiv landstyrke, sådan som vi har set det i Bosnien.

En mulighed er også en kombination af de to modeller. Afgørende for stormagterne, er det at situationen er under deres kontrol og at deres interesser ikke anfægtes.

Den græske regering har reageret skarpt mod NATO’s militære planer og også kritiseret NATO’s flyøvelse over Albanien og Makedonien. Samtlige stormagter har erklæret, at der ikke bliver tale om nye grænseændringer på Balkan.

 

Konflikten holdes i live

NATO og især USA og Tyskland ønsker hvad man kan kalde en kontrolleret ustabil situation på Balkan af en lang række grunde.

• Gennem en militær optræden på Balkan søger man at øge støtten til NATO, og de militære bevillinger på trods af, at det gamle fjendebillede er sunket i grus. Den vedvarende sabelraslen mod Serbien skal også ses i lyset af, at Serbien i dag er det eneste Balkanland, som ikke er medlem af eller har søgt om optagelse i NATO.

• NATO bruger bevidst krisen til at styrke det såkaldte partnerskab for fred og gennemføre både militærøvelser og udstationering af soldater på Balkan, sådan som vi f.eks. har set det i Makedonien og Albanien.

• NATO ønsker at bruge Balkan som et springbrædt der kan sikre dem kontrollen over naturrigdommene i det tidligere Sovjetunionen, blandt andet olierigdommene i Kaukasus- regionen.

• De mange små Balkanlande kan ikke overleve alene. I stedet for at folkene finder sammen ønsker NATO, at de knytter sig til deres allierede stormagter.

Rusland søger tilsvarende at udnytte situationen til at vise at de kan skabe forhandlingsresultater overfor Serberne og derfor stadig kan spille en rolle i stormagtspolitikken. Men Rusland har længe været henvist til at spille en helt underordnet rolle, sådan som det f.eks. kom til udtryk da der blev udstationeret en international militær styrke i Bosnien og de russiske soldater reelt kom under amerikansk kommando.

Den 16. Juni afholdt den serbiske leder Milosevic et møde med Ruslands præsident Jeltsin. I en erklæring fra mødet lover Milosevic at alle flygtninge kan vende hjem, samtidigt med at han garanterer fuld bevægelsesfrihed for både udenlandske diplomater og internationale hjælpeorganisationer.

Milosevic appellerede under sit seneste besøg Moskva til en forhandlingsløsning på konflikten. Det er godt og positivt, men der er grund til at tage alvoren af disse appeller med et gran salt.

Den serbiske ledelse har stadig ikke anerkendt at albanerne i Kosova skal have samme rettigheder som serberne. Milosevic afviser også at trække de berygtede sikkerhedsstyrker ud af Kosova, ligesom man fortsat kalder UCK for terrorister.

 

Kosovas Befrielseshær

I ugevis undlod UCK- ledelsen at forholde sig til NATOs trusler mod Serbien. Efter flere forhandlinger med USA udsendte UCK så en erklæring hvor man blandt andet skrev: Vi hilser det internationale samfunds seneste bebudede initiativer vedrørende Kosova velkommen, men kræver at disse initiativer gennemføres i praksis og ikke kun forbliver ord.

Når man analyserer deres udtalelser, virker det som om de vurderer alt ud fra om det styrker eller svækker deres serbiske hovedfjende og ikke ud fra klare antiimperialistiske principper. Det svarer til musen der erklærer at katten er verdens farligste dyr. Og det er værd at bemærke, at netop havde UCK udsendt sin erklæring med støtte til stormagterne, før der kom opfordringer fra både Tyskland og USA om at der blev sat en stopper for de økonomiske indsamlinger blandt albanerne i Vesteuropa til UCK.

Vestmagterne ønsker ikke at den albanske befolkning i Kosova er bevæbnet og aktive i kampen for national selvbestemmelse, uanset hvor eventyrpræget denne kamp end måtte være. De så hellere at albanerne var passive og stolede på de mere eller mindre uduelige politiske ledere i Kosova og Albanien, der er dybt miskreditere fordi de igen og igen har optrådt som ler i stormagternes hænder.indhold.jpg (4690 bytes)

 

Send nødhjælp - ikke bombefly

FNs Sikkerhedsråd vedtog onsdag aften endnu en resolution om Kosova. Den kræver, at der øjeblikkeligt etableres en betingelsesløs våbenhvile og indledes forhandlinger mellem konfliktens parter om Kosovas fremtid. Sker det ikke vil Sikkerhedsrådet overveje yderligere tiltag for at bevare eller genskabe fred og stabilitet i regionen, som det hedder i udtalelsen. På almindeligt dansk betyder det, at man igen vil lade bomberne falde over Jugoslavien. Situationen kompliceres yderligere af, at EU er ved at lægge sidste hånd på planerne om at sende en international politistyrke til Albanien, i kølvandet på den langvarige politiske krise her.

NATO har allerede udarbejdet militære angrebsplaner, både for massive bombardementer af den serbiske hær og Kosovas Befrielseshær (UCK) og man overvejer også indsættelse af et større kontingent af landstyrker. På et møde for NATOs forsvarsministre i går i Portugal blev planerne pudset af og USA forsøgte at få de enkelte NATO-lande til at stille både fly og landstyrker til rådighed for operationen. Amerikanerne kan naturligvis nemt selv levere den nødvendige slagstyrke, men Washington ønsker den bredere deltagelse for at give en eventuel aktion den størst mulige legitimitet.

Hvis NATO vælger igen at føre krig i Jugoslavien så skyldes det ikke bekymring for den humanitære katastrofe der truer i Kosova. NATO spiller med musklerne for at varetage stormagternes interesser på Balkan og for at legitimere sin egne eksistens. Det kan ikke siges tydeligt nok. Der findes ikke militære løsninger på konflikten i Kosova. Derfor må Danmark sende nødhjælp og ikke bombefly til Jugoslavien.

I Kosova fortsætte de serbiske styrker deres militære fremmarch mod UCKs sidste større base i området. Men selv hvis man nedkæmper den sidste lomme af bevæbnede albanere ligger løsningen på konflikten langt væk. Jugoslaviens økonomi er blevet stadigt mere forkrøblet af krigen. Det store befolkningsflertal i Jugoslavien betaler en høj pris for at holde Kosova i lænker. For albanerne er tiden også inde til at gøre status. UCK overvurderede sin egen militære styrke og troede man let kunne besejre den serbiske hær. I dag er UCK på tilbagetog og fordrevet fra det meste af Kosova. ifølge FN er mere end 230.000 albanere på flugt. Op mod 50.000 lever i dag i bjergene uden tag over hovedet og mangler alle elementære livsfornødenheder.

UCK var længe tvetydig i sin holdning til stormagterne farlige spil. I stedet for at gøre front mod imperialismen er UCK i dag en af de mest energiske fortalere for at NATO sender styrker til Kosova. Det sker på trods af, at NATO og ikke alene fordømmer UCK, men også gentagne gange truer med at bombe UCKs stillinger.

En varig løsning må skabes ved forhandlingsbordet, med henblik på at sikre både serbere og albanere de samme rettigheder og økonomiske muligheder. Indtil det sker vil der være en konflikt, som igen og igen vil tænde et bål, hvor stormagterne vil puste til flammerne.indhold.jpg (4690 bytes)

 

Kommunisternes holdning

Som kommunister må vi gøre front mod imperialismen og vende os imod enhver form for militær magtanvendelse eller afpresning stormagterne anvender, for at diktere deres beslutninger.

1. Den første gruppe af krav vi må rejse må være

Nej til NATO- aktioner i Jugoslavien. Alle fremmede tropper væk fra Balkan og lignende paroler, der peger i samme retning. Vi må støtte ethvert skridt der peger i retning af at folkene på Balkan gør fælles front mod imperialismen, sådan som de har gjort det tidligere i historien.

2. Men vi må også rejse krav direkte mod den danske regering. De har kaldt EU og en styrkelse og udvidelse af NATO for fredens projekt, samtidigt med at de har sendt danske soldater i krig i Bosnien. Det har foreløbigt kostet 7 danske mænd livet. Nu er de villige til at gå i kamp igen og deltage i en ny NATO-aktion.

Nej til enhver form for dansk krigsdeltagelse på Balkan. Træk alle danske soldater hjem. Opløs den internationale brigade. Militær nedrustning og social oprustning.

3. Den tredje gruppe krav må forholde sig direkte til den aktuelle konflikt mellem albanere og serbere.

Vores principielle holdning - i en ikke prioriteret rækkefølge, må være,

• at en løsning må findes ved forhandlingsbordet mellem alle involverede parter

• at udgangspunktet for forhandlingerne må være, at begge folk skal have samme rettigheder

• at Kosovas kolonistatus i Jugoslavien må ændres til f.eks. en konføderation

• at der må igangsættes en proces af national forsoning

• at albanerne har ret til national selvbestemmelse og for den sags skyld genforening med Albanien, men af frygt for at Balkan bryder ud i lys lue advarer vi mod grænseændringer i den nuværende situation.

• at alle sikres mod enhver form for national og social diskriminering

• at nationale mindretal beskyttes og f.eks. sikres ret til sprog, uddannelse og medier på eget sprog

• at de ensidige økonomiske sanktioner mod Serbien må ophør

• at der må gennemføres en omfattende økonomisk og humanitær indsats i området, som er et af Europas fattigste. De penge Danmark har brugt på udstationering af soldater kan vi f.eks. kræve erstattet med en sådan hjælp.

• At der i Makedonien må gennemføres en proces, som ligeledes sikrer det store albanske mindretal mod enhver form for national undertrykkelse, ellers flytter konflikten hurtigt hertil.indhold.jpg (4690 bytes)

 

»lmperialismens planer for Balkan må forhindres«

 

I forbindelse med et internationalt møde i Athen 22.24. maj til markering af 150-året for offentliggørelsen af Det Kommunistiske Manifest og 80-året for grundlæggelsen af Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) analyserede de kommunistiske partier fra Balkan-landene udviklingen i regionen ved et særligt møde og kom til følgende konklusion:

Balkan-regionen er i de senere år blevet et særligt mål for imperialistiske styrker, især fra USA, Tyskland, NATO, Den Vesteuropæiske Union (WEU) og for andre imperialistiske organisationer såsom Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og Organisationen for økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

Balkan udgør en forbindelsesled for de imperialistiske interesser, der ønsker at ekspandere og udnytte de rige ressourcer i Iandene i det tidligere Sovjetunionen såsom olieressourcerne i Kaukasus-regionen. De imperialistiske styrker ønsker at bringe Balkan-landene under deres totale kontrol for at bruge dem som en permanent base for deres planer om ekspansion og intervention i dette langt større område.

Efter de socialistiske styreformers fald i Balkan-landene og opløsningen af Det Forenede Jugoslavien har Balkans folkeslag „nydt frugterne af imperialistiske interventioner: Blodige krige, umådelige finansielle katastrofer, kriminelle blokader.

Den finansielle krise, fattigdommen, arbejdsløsheden og tilbageslaget på alle fronter - der fulgte efter socialismens fald, imperialismens intervention og den kapitalistiske genrejsning - er karakteristisk i alle Balkan-landene.

Imperialismens plan må forhindres. Folkelige bevægelser har altid haft dette i deres magt.

Trods den seneste tids negative udvikling, er der også i dag betydelige kræfter i vores region og hele verden, som gennem koordineret handling vil kunne forhindre og også gøre en ende på denne situation, samtidig med at de bekæmper de kræfter i deres

egne lande, der opretholder og fremmer den imperialistiske status quo.

De kommunistiske partier fra Balkan-landene enedes om at koordinere deres anstrengelser og tage initiativer til fælles handling. Med henblik på opfyldelsen af dette formål besluttede de at mødes påny i december.

 

Underskrevet af:

Albaniens Kommunistiske Parti • Bulgariens Kommunistiske Parti • Den Forberedende Komité for Tilslutning til den Kommunistiske Bevægelse i Bulgarien • Bulgariens, Socialistiske Parti "Marxistisk Platform" • Grækenlands Kommunistiske Parti • Rumæniens Kommunistiske Parti • Jugoslaviens Nye Kommunistiske Parti

indhold.jpg (4690 bytes)

 

Bestil Pjecen

Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk