Tekster i Tiden nr. 7 - 1998
MAI-DAY et globalt angreb på demokrati og rettigheder

Copyright: Forlaget Arbejderen - september 1998 * Må citeres med kildeangivelse

 

INDHOLD:
MAI NO!
MAI – den hemmelige aftale
Globaliseringen, MAI og den stigende økonomiske marginalisering af kvinder
MAI - et skridt tilbage for menneskerettighederne
MAI skader arbejdere og miljø
MAIGALOMANIA!
Den eksplosive vækst i udenlandske investeringer
De multinationales organisationer
Her kan du få mere at vide

Bestil pjecen

 

MAI No!

„Vi opfordrer arbejderbevægelsen og demokratiske kræfter i alle lande til at opretholde og forstærke deres forenede bestræbelser på at forhindre regeringerne i at ratificere MAI under nogen form. Der findes ikke nogen form for kompromis til en sådan arbejderklasse-fjendtlig aftale".De multinationale får forrang fremfor de enkelte stater. De får tilmed en international lov, der også formelt sætter dem over nationalstaterne.Beslutningsmyndighed overføres fra regeringer til direktionslokaler.
Det bliver umuligt for et enkelt land at forfægte en national uafhængig økonomisk politik, der beskytter dets „egen kapital", dets egne arbejdere eller borgere.
Og de multinationale får fri ret til sætte sig på et lands naturressorcer, offentlige ejendom eller en hvilken som helst anden værdi, det måtte besidde. Privatiseringer fremmes.
Sådan lyder hovedindholdet i den MAI-aftale (Multilateral Agreement on Investments) som de 29 lande i den økonomiske samarbejdsorganisation OECD forhandler om.

 

Protester i flere lande.

Som bekendt har forhandlingerne foregået siden 1995, men indtil 1997 i dybeste hemmelighed.
Kort efter at MAI-hemmelighedskræmmeriet blev afsløret, gik der imidlertid forskellige steder kampagner i gang imod MAI.

I første omgang har kampagnerne været koncentreret omkring USA, Canada og Frankrig. Blandt andet har 565 miljø-, udviklings-, forbruger-, faglige, kirkelige og kvinde-organisationer fra 67 lande i et brev opfordret OECD til at stoppe forhandlingerne om MAI.

I Canada har en landsdækkende forbrugerorganisation med 100.000 medlemmer gennemført landsdækkende aktiviteter imod MAI. Og i flere lande har lokale byråd, bydelsråd eller kommuner erklæret sig som MAI-fri zoner (Californien, Japan, Canada).

I Frankrig har protesterne især koncentreret sig om kulturområdet på grund af den stærke franske kulturelite, der frygter den totale amerikanske magt over kulturen, hvis MAI gennemføres.

 

Imod MAI - men hvordan.

MAI-aftalens eksistens blev lækket til Internettet i april 1997, og siden har Internettet været en samlende kraft i at oplyse om MAI og om kampagnerne. Kampagnerne er imidlertid uhyre spredte - både i omfang, indhold og grundlag:.

Skal man f.eks. kæmpe for „en social MAI-aftale", der indføjer rettigheder for arbejderne også? Eller skal man rette frontalangreb imod MAI og afsløre den som det led i imperialismen den er?.

Skal man nu kun kaste sig over at bekæmpe MAI på verdensplan og droppe eller neddrosle kampen mod EU, altså ny-liberalismens (MAI-aftalens) ansigt i Europa.

Det er i dag nødvendigt at kæmpe nationalt og tænke internationalt.

I sig selv er MAI-aftalen et koncentreret udtryk for ny-liberalismen på globalt plan. Og der går er en direkte sammenhæng i den ny-liberalistiske økonomiske politik, der føres verden over - om det så hedder MAI eller eksempelvis EU.

Politisk set kan kampen mod MAI altså ikke adskilles fra kampen mod EU, der er et nøglespørgsmål i Europa.

 

Kommunisterne må gå med.

Der er således al mulig grund til, at kommunisterne går aktivt ind i kampen imod MAI-aftalen.

I den sammenhæng er det positivt, at kommunistiske partier iAustralien, USA og Canada har foreslået en fællesudtalelse, der i øjeblikket er til underskrivelse blandt demokratiske kræfter, arbejderpartier og -bevægelser verden over.

I den hedder det blandt andet, at MAI:.

• Udgør en kolossal trussel mod arbejdernes og befolkningernes demokratiske og sociale rettigheder i alle lande og også imod alle staters nationale suverænitet.

• Vil få forrang overfor næste ethvert lands egne love og nationale interesser.

• Vil medføre et kvalitativt spring i den imperialistiske globaliseringsproces, som allerede har ført til en stigende økonomisk destabilisering og ulighed mellem lande og har medført arbejdsløshed, fattigdom og andre prøvelser for det arbejdende folk samt tab af sociale rettigheder og serviceydelser.

• Vil garantere kapitalens frie bevægelighed i de transnationale selskabers globale interesser.

• Et sådant investeringssystem vil totalt underminere staternes muligheder for:.

- At beslutte egne nationale økonomiske udviklingsretninger.
- At opretholde og forbedre standarden i arbejdsvilkårene.
- At kontrollere udnyttelsen af de nationale ressourcer.
- At undgå privatisering og udvikle kollektive og sociale former for ejendomsret.
- At beskytte miljøet.

Og udtalelsen konkluderer:.

"Vi opfordrer derfor arbejderbevægelsen og demokratiske kræfter i alle lande til at opretholde og forstærke deres forenede bestræbelser på at forhindre regeringerne i at ratificere MAI under nogen form. Der findes ikke nogen form for kompromis til en sådan arbejderklasse-fjendtlig aftale.".

Også i Danmark.

Det er også muligt at være aktiv i Danmark.

I København har KPiD således indkaldt til møde den 1. september med det formål at danne en dansk komite imod MAI bestående af partier, fagbevægelse, freds-, solidaritets- og andre demokratiske bevægelser.  

indhold.jpg (4690 bytes)

 

MAI – den hemmelige aftale

„Hvad vi er i gang med, er at skrive en grundlov for en global enhedsøkonomi.".

Med disse rammende ord betegner generaldirektøren for verdenshandelsorganisationen WTO, Renato Ruggiero, hvad indholdet er i den MAI-aftale, som verdens 29 rigeste lande siden 1995 har søgt at forhandle på plads.

MAI - Multilateral Agreement on Investments - er ganske enkelt en grundlov for verdens multinationale selskaber. Den er det vel nok voldsomste angreb på nationalstaterne på globalt plan og på mulighederne for at føre en selvstændig økonomisk politik.

Tager man MAI punkt for punkt, er det hårrejsende perspektiver, der viser sig.

 

1.

MAI er en investerings-aftale. Dens hovedformål er at lade udenlandsk kapital få totalt uhindret adgang i alle kroge og afkroge af verden.

Man kan naturligvis spørge, om den ikke allerede har det. I hvert fald er det en kendsgerning, at kapitalen i dag flyder i stride strømme overalt i verden. Der findes imidlertid en lang række lande, der af forskellige årsager begrænser adgangen for udenlandsk kapital. Det er disse begrænsninger, der skal helt væk.

 

2.

MAI definerer investeringer meget bredt. Der er ikke bare tale om kapital eller produktionsudstyr. I teksten hedder det direkte:.

„Investering betyder: Enhver form for værdi som ejes eller direkte kontrolleres af en investor.".

Det betyder, at investering i MAI’s definition betyder kapital, produktionsudstyr, aktier, obligationer, intellektuelle værdier, licenser, koncessioner mv. Altså stort set alt hvad der kan flyttes rundt med i kapitalens verden.

 

3.

Alle begrænsninger for disse investeringer skal væk. Dvs. at vejen skal åbnes helt for udenlandsk kapitals indtrængen.

Derfor fastslår MAI, at ingen regering, ingen stat kan behandle udenlandske investorer ringere end indenlandske investorer.

Udenlandske investorer må ikke „udsættes for en behandling der er ringere end den behandling indenlandske investorer får", står der direkte.

Det betyder med andre ord, at intet land har lov til at favorisere hjemmeproduktion eller lokal kapital. De må ikke behandle udenlandske investorer ringere end indenlandske, men de må gerne behandle dem bedre.

Selv hvis en regering stiller forskellige krav til den indenlandske kapital, kan den ikke stille de samme til den udenlandske. Overfor udenlandsk kapital kan der hverken stilles krav eller betingelser.

Konkret: Nogle lande har bestemmelser om, at hvis et udenlandsk firma etablerer sig, skal det opfylde visse betingelser. Måske skal det ansætte en vis andel lokale arbejdere eller overholde visse miljøstandarder. Det bliver ulovligt fremover. Til gengæld er det ikke ulovligt at oprette særlige skattefri zoner for kapitalen - eller fagforenings- og strejkefri områder.

 

4.

Videre:.

MAI forbyder nationaliseringer og ekspropriationer.

Det hedder direkte, at „ingen investering må eksproprieres eller nationaliseres hverken direkte eller indirekte".

Og MAI går videre endnu: Også skridt der kan have „en tilsvarende effekt" som nationalisering eller ekspropriation er ildeset. Tager en regering sådanne skridt, skal der altid betales erstatning med det samme.

Altså: Nationaliserer en stat en bank eller tager skridt overfor den der kan have samme effekt, skal staten betale for banken til markedspris.

 

5.

Nu kunne man tro, at MAI blot indeholdt hensigtserklæringer, men ingen sanktionsmuligheder overfor regeringer, der bryder med dens bestemmelser. Sådan er det ikke.

Multinationale selskaber kan således lægge sag an mod stater eller regeringer, som de mener har trådt deres interesser for nær.

MAI indeholder hvad der svarer til en domstolsmyndighed, der er totalt udenfor demokratisk kontrol, og som står over de enkelte stater.

Hvis et selskab er utilfreds med et land, hvor det har investeret, kan det vælge mellem to fremgangsmåder:.

Enten kan selskabet klage til „sin egen regering", som så kan slæbe det pågældende land for en bindende international mæglingsinstans. Eller selskabet kan direkte lægge sag an mod det land, som det mener har trådt dets interesser for nær.

begge tilfælde afgøres sagen for en lukket „domstol" bestående af nogle få eksperter. Borgere har ingen mulighed for at vidne eller komme med partsindlæg.

Hvis „domstolen" giver selskabet ret, kan den også dømme det pågældende land til at ændre sin lovgivning og betale bøde.

Der er altså tale om en særlig domstolsmyndighed for de multinationale, der kommer til at stå over de nationale domstole.

 

6.

MAI gælder naturligvis kun for de lande, der underskriver den. første omgang de 29 lande i OECD. Men meningen er, at der skal indledes forhandlinger - som det hedder - med andre lande om at tilslutte sig.

Dette er meget væsentligt:.

Hele ideen er nemlig at komme især de barrierer, som de underudviklede lande opstiller for at beskytte deres nationale økonomier, til livs. Derfor er forhandlingerne lagt i et forum, hvor der efter alt at dømme kan opnås enighed mellem de mægtigste magter for derefter at bedrive pression overfor andre lande, så de også underskriver.

 

7.

Desuden indeholder MAI bestemmelser:.

• der umuliggør internationale boykot-kampagner som kampagnen imod apartheid-Sydafrika.

• bestemmelser der sikrer hurtige valutatransaktioner og dermed fremmer spekulation og kortsigtede investeringer fremfor langsigtede investeringer.

• en musefældeklausul, der gør at man ikke kan trække sig ud af MAI før efter ekstremt lang tid. Først fem år efter at aftalen er trådt i kraft kan et land anmode om at komme ud af aftalen. Men MAI-bestemmelserne gælder fortsat 15 år frem i tiden.

• ikke et ord om borgerrettigheder eller arbejderrettigheder.

 

MAI står ikke alene.

NAFTA-aftalen er på mange måder en prøveklud for MAI.

Det vil være forkert at se på MAI-aftalen som et isoleret fænomen. Den er naturligvis udtryk for de økonomiske mekanismer, der med en ubetvingelig kraft slår igennem på verdensplan..

Udgangspunktet for disse mekanismer er, at verden fra 1989-90 blev et enhedsverdensmarked:.

Sovjetunionen og Østeuropa brød sammen og dermed brød også det marked, som de have opbygget imellem sig, sammen. Siden 1917 havde der eksisteret to konkurrerende verdensmarkeder - nu er der kun ét imperialistisk verdensmarked tilbage..

Konsekvensen er, at kloden er blevet én stor global boltreplads for kapitalen..

De sidste år er alle de mekanismer, som er indeholdt i MAI således allerede begyndt at slå igennem. Hvad MAI gør, er at knæsætte dem som en global grundlov, som alle med tiden har at følge. Vejen skal lukkes for alternative udviklingsveje..

Allerede i 1996 slog FN fast:.

• at ud af 110 lovændringer om kapital i 49 lande drejede de 108 om at „skabe friere forhold for udenlandske investeringer"..

Det svarer til at 98 pct. af alle kapital-love fremmer udenlandsk kapitals indtrængen allerede i dag..

Og FN-organisationen UNCTAD har slået fast:.

• „Udenlandske investeringer overgår nu handel som den vigtigste mekanisme for international økonomisk integration.".

MAI er heller ikke det første forsøg på at skabe et internationalt regelsæt, der gør de multinationales magt til grundlov. Tendenserne ses i både NAFTA-aftalen og i Den Internationle Valutafond IMF:.

• IMF arbejder således på at ændre sit grundlag: Der skal ændres i fondens statutter, således at IMF får fuldmagt over landenes kapitallovgivning..

I artikel 8 og 14 indeholdes der i dag et forbud mod lovgivning, der hindrer frihandel. Disse artikler skal ændres, så de også gælder lovgivning, som hindrer frie kapitalbevægelser..

Dermed vil IMF kunne bestemme i hvilken grad et land kan begrænse eller lægge restriktioner på udenlandske investeringer..

• NAFTA - den såkaldte frihandelsaftale mellem USA, Mexico og Canada, der trådte i kraft 1. januar 1994 - kan på sæt og vis opfattes som en prøveklud for MAI. Et af lighedspunkterne er, at NAFTA-aftalen indeholder en bestemmelse om at multinationale selskaber har ret til at lægge sag an mod regeringer, hvis der lægges begrænsninger på investeringer..

Den første større sag af den art har allerede været anlagt - den viser de skræmmende perspektiver ved MAI:.

Det amerikanske firma Ethyl Corporation producerer MMT, der tilsættes benzin. I Canada er det forbudt at putte MMT i benzin fordi det er sundhedsskadeligt. Det fik Ethyl Corp. til at lægge sag an mod Canadas regering med påstand om at det canadiske forbud mod MMT betyder, at MMT-produktionen er blevet „eksproprieret" og at forbuddet krænker firmaets „gode omdømme". Ethyl Corp. sagsøgte Canada for ikke mindre end 251 mio. dollars, dvs. ca. 1.760 mio. kroner (*)..

• EU skal her i august forhandle en fornyelse af en konvention med 71 lande i Asien, Afrika og Stillehavs-området - den såkaldte Lome-konvention. I oplægget fra Kommissionen lægges der op til at kræve af landene, at de skal give frit slip for udenlandske investeringer for at få adgang til EU’s marked..

 

/Lotte Rørtoft Madsen

Tidl. bragt i Dagbladet Arbejderen

 

Note:

(*) Der er netop indgået forlig i sagen. Canada har ophævet sit forbud mod MMT...  

 

indhold.jpg (4690 bytes)

 

Globaliseringen, MAI og den stigende økonomiske marginalisering af kvinder

Af Michele Sforza, PREAMBLE CENTER FOR PUBLIC POLICY:

Hvad er MAI?

Den foreslåede MAI er et sæt regler, der skaber rettigheder for udenlandske investorer. USA er sammen med de 28 andre medlemmer af OECD (sammenslutningen af verdens industrialiserede lande) i de aktive faser i forhandlingen af aftalen. Når den er færdigforhandlet vil MAI fjerne flertallet af de ejerskabs-begrænsninger, som regeringerne pålægger udenlandske investorer, som ofte er transnationale virksomheder. Det vil fortrinsvis ske ved at gøre det ulovligt for lande, regioner og lokalsamfund at styre udenlandsk investeringskapital mod særlige geografiske områder, at opstille krav til investorerne for at sikre, at den lokale eller nationale økonomi drager fordel af investeringerne, og ved at forbyde regeringerne at sortere investeringerne.

Ved at give investorerne næsten ubegrænsede rettigheder til at flytte kapital rundt på kloden vil MAI yderligere forskanse den økonomiske "maquiladora-strategi", ifølge hvilken multinationale investorer etablerer eksportproduktionsanlæg, der er karakteriseret ved dårlige arbejdsforhold, få - om nogen - arbejdstagerrettigheder samt sørgeligt lave lønninger. For det første vil MAI garantere udenlandske investorer 100% egenkapital i næsten alle økonomiske sektorer, og dermed gøre det muligt for producenterne at flytte næsten hvorhen, de måtte ønske. For det andet vil MAI gøre det mere lukrativt for virksomhederne at flytte deres produktionsfaciliteter til lavtlønslande ved at forbyde kostbare krav til adfærd eller, at værtslandet pålægger betingelser, som skulle sikre at også det fik del i fordelene ved den udenlandske investering. Og MAI-forhandlerne har sandelig heller ingen planer om at indføre bindende bestemmelser, der stadfæster arbejdstagernes rettigheder eller standarder i aftalen.

MAI vil også give de udenlandske virksomheder ret til at sagsøge regeringerne for at få kompensation i tilfælde af, at loven eller praksis begrænser deres frihed til at investere eller fjerne investeringerne, alt efter ønske. Fordi en sådan investeringspolitik står i modsætning til de økonomiske udviklingsstrategier, der bliver fulgt på nationalt, regionalt eller lokalt plan over hele verden, har forhandlerne holdt nyheden om de hastigt fremadskridende MAI-forhandlinger uden for det offentlige lys.

 

Kvinder i den globale økonomi

Ifølge Verdensbanken, udgør kvinder 40% af arbejdsstyrken inden for landbrug, 25% inden for industri og 30% inden for servicefagene. Kvindelige bønder i udviklingslandene avler nu mindst 50% af verdens føde - og helt op til 80% i visse afrikanske lande. Mens en rapport fra FN viser, at verdens kvinder bidrager med 66% af de timer, der bliver arbejdet hver dag, så viser rapporten også, at de kun tjener 10% af verdens indtægter og kun ejer 1% af verdens besiddelser. Det er rent faktisk sådan, at 70% af verdens 1,3 milliarder fattige er kvinder.

Den enorme ulighed mellem kvindernes andel af arbejdet og kvindernes andel af de økonomiske goder er noget, som de nationale regeringer og internationale organer skal løse. Igennem de seneste to årtier er antallet af kvinder på landet, der lever i absolut fattigdom, steget 50%. Og situationen bliver ikke bedre.

Globaliseringsfænomenet, der af mange af sine fortalere prises som vejen til at øge den globale levestandard har ikke forbedret tilstand for verdens kvinder, som den er beskrevet ovenfor. De fleste af de jobs, som bliver skabt gennem internationale økonomiske aftaler, der - som f.eks. NAFTA - skal øge globaliseringen, er lavtlønnede og usle, og øger ikke kvindernes mulighed for fremskridt på langt sigt. Mens disse aftaler yderligere øger de transnationale virksomheders markedsandele, så sikrer de ikke engang den basale adgang for flertallet af kvinder til anseelse, jord, penge eller uddannelse.

Faktisk, så er de nyskabende politikker, der er udviklet for at mindske kvinders økonomiske marginalisering, under konstant angreb i globaliseringsprocessen. De mikro-virksomhedsprogrammer, der skulle give verdens fattigste kvinder adgang til den kapital, der er nødvendig, hvis de skal have bare den ringeste økonomiske selvstændighed, vil simpelthen ikke lykkes, hvis kvindeejede virksomheder skal konkurrere med multinationale investorer, som nyder godt af den historisk lave told på varer. Når de står over for valget mellem at købe leverancer fra små lokale leverandører eller at importere dem fra et datterselskab, ja så vælger de multinationale som regel den sidstnævnte løsning - ofte med tilintetgørende konsekvenser for de lokalt ejede virksomheder.

På trods af de negative følger af en globaliseringsdagsorden, der fokuserer på de multinationales behov på flertallet af jordens befolkning - og især kvinderne - så har OECD-landene planer om at vedtage endnu en aftale, som vil udbrede NAFTA-principperne til hele verden og gøre det lettere for de internationale virksomheder at købe land og naturressourcer samt flytte kapital og produktionsfaciliteter over grænserne. De samme principper vil gøre det vanskeligere for landene af løse de store uligheder mellem deres borgeres besiddelser, og det vil også være vanskeligere for de internationale organer at løse den stigende fattiggørelse af kvinder og børn især i den tredje verden. MAI vil først gælde de 29 rige lande i OECD, og derefter vil lande i den tredje verden blive inviteret til at tiltræde den, enten enkeltvis eller måske gennem WTO.(1)

 

Stigningen i antallet af Maguiladora og angrebet på økonomisk udvikling

MAI er ligesom NAFTA en investeringsaftale. Den gør det muligt for virksomhederne at etablere en fysisk tilstedeværelse hen over grænserne. Hindringer for udenlandske investeringer, såsom høje toldsatser eller krav til adfærd (betingelser for udenlandske investeringer, der sikrer, at lokalsamfundet også nyder godt af udenlandske investeringer, f.eks ved at man skal ansætte et vist antal lokale, at man skal købe noget ind lokalt m.v.) skal fjernes, og gøre det muligt for de multinationale at etablere fuldtejede eksport fremstillingszoner (maquiladora) over hele verden. Den eksplosive vækst i maquiladora-zoner bliver faktisk ofte fremhævet af globsliseringsfortalerne som et godt eksempel på den frie handel, når den fungerer. De påstår, at industrien skaber jobs for hidtil uansættelige, ufaglærte arbejdere, og at den især har været en fordel for kvinder, fordi den har gjort det muligt for dem at flygte fra den undertrykkende, hjemlige rolle ind i den formelle arbejdsstyrke.

Alligevel påstår kritikerne af NAFTA og MAI, at fortalerne overdriver de økonomiske og samfundsmæssige fordele af maquiladora-beskæftigelsen. De peger på, at sexchikane og diskrimination breder sig med lynets hast, mens lønnen og den faglige organisering er lav. Det amerikanske arbejdsministerium indvilgede faktisk for nylig i at undersøge Mexico’s håndhævelse af arbejdslovgivning efter rapporter om, at kvindelige maquiladora-arbejdere rutinemæssigt undersøges for graviditet og afskediges uden videre, hvis man opdager, at de er gravide(2). Ifølge Instituttet for Politiske (3) analyser er omsætningen af arbejdere ekstremt høj, og hindrer derfor kvinder - som er overrepræsenterede i mange eksportfabrikker - i at bruge et arbejde der som en økonomisk trædesten.

Globaliseringsfortalerne påstår, at lave indkomster fra maquildora’erne er bedre end slet ingen løn. Men at bruge indfaldsvinklen "du er bedre stillet, end du var for fire år siden", når man vurderer kvindernes økonomiske fremskridt under globaliseringen, er at ramme helt ved siden af. Den overser, at fattiggørelsen af den tredje verden ikke kan forståes uden henvisning til de strukturelle justeringsprogrammer, der klart var skadelige for de nationale økonomiske udviklingsstrategier.

Selv hvis man kun tager argumentet med, at kvinder har det bedre under maquiladora-systemet, for pålydende - ja, så rammer også det forkert. Aktuelle undersøgelser viser, at maquiladora-lønningerne ikke engang kan give befolkningen den basale adgang til de daglige nødvendigheder. Sammenslutningen for Retfærdighed i Maquiladoraerne rapporterer, at lønningerne for mexicanske maquiladora-arbejdere før pesoens sammenbrud, dårligt nok kunne sætte dem i stand til at opfylde de mest påtrængende betingelser for overlevelse som mad og minimalt husly (4). Siden december 1995 er omkostningerne for den mexicanske markedskurv (sammensat af fødevarer og andre nødvendigheder) steget med 212%, mens lønningerne er stagneret (5).

På makroøkonnomisk plan indebærer maquiladora-økonomien, som opmuntres af aftaler som MAI og NAFTA, ikke en anvendelig strategi for den økonomiske udvikling. Tværtimod kuldkaster den hele tiden lokale og nationale mål for den økonomiske udviklingspolitik. MAI-kritikerne peger ofte på Haiti som et eksempel på, hvordan maquiladora-strategien på ingen måde skabte fordele for andre end de udenlandske ejere af eksportindustrianlæg. Udenlandske investeringer i Haitis monteringssektor for eksport har blot skabt 12.000 ekstremt lavt lønnede jobs - til ca. $1,20 pr. dag - og ca. 60.000 jobs, da det gik højt til i slutningen af 1980’erne. Eftersom 85% af produktionens værdi består af importerede dele, skaber investeringerne netto kun meget lidt udenlandsk valuta, især når man indregner, at profitten bliver taget ud af landet igen. Denne produktion har meget få bånd til landets produktion, og giver på denne måde heller ikke andre bidrag til Haitis økonomiske udvikling.

Mens maquiladora’erne ikke forbedrer flertallet af kvindernes økonomiske lod, eller udgør en legitim økonomisk udviklingsstrategi for lande, så gavner de lave arbejdskraftudgifter i maquiladora-zonerne de multinationale investorer. Ifølge Bureauet for Arbejdstagerstatistik var omkostningerne pr. time for produktionsarbejderne i industrien i Mexico i 1996 en ottendedel af, hvad de var i USA. Der er et fald i værdi siden 1975, hvor kompensationsudgifterne for mexicanske arbejdere var en fjerdedel af en amerikansk industriarbejders løn (6). Med MAI vil virksomhederne kunne overføre denne lavtløns profitstrategi til Østeuropa og længere mod øst.

Desuden vil ethvert program, der skal skabe kapitalakkumulering for kvinder og udstødte kun være meget lidt effektive, på grund af den langt mere magtfulde udvikling - som forstærkes af MAI - med investeringer i lavtløns maquiladora’er. Så mens internationale institutioner som FN gennem sit UNIFEM-program f.eks. forsøger at finansiere programmer, der skal opmuntre og holde liv i kvinders økonomiske udvikling, vil den modsatrettede udvikling af eksportindustrier blive styrket af MAI - formentlig til stor skade for sådanne programmer.

 

MAI-bestemmelser med betydning for kvinder

Ifølge MAI kan udenlandske investorer håndhæve deres rettigheder ved internationale domstole. De kan sagsøge regeringer for overtrædelse af enhver bestemmelse i aftalen og kræve skadeserstatning. På den måde og som tilgift til den ubetingede udfordring, som liberaliseringen af investeringerne udgør for den økonomiske udviklingspolitik, så vil MAI gøre det muligt for investorerne til direkte at udfordre nationale, regionale og lokale love, bestemmelser og politik, som man måtte finde diskriminerende. Af særlig interesse for kvinders økonomiske udviklingsaktivister er den virkning, MAI-bestemmelserne kan få på de følgende politikker, der er iværksat i USA og i udlandet:

 

• Økonomiske udviklingsstrategier, der er skabt for at opmuntre til kapitalakkumulering blandt de fattige og udstødte kan udfordres under MAI. En MAI.-ikke-diskriminationsbestemmelse - national behandling - sikrer ensartet behandling af udenlandske og hjemlige investorer. Enhver subsidiering, hjælp eller beløb, der er afsat til lokale, kvindeejede virksomheder eller udvikling af landbruget, kan blive set som diskriminerende, med mindre sådanne fordele også tilbydes de udenlandske investorer. Eksempler på projekter, der er sat i gang i den Tredje Verden for at øge kvinders adgang til kapital, omfatter bl.a.:
• Indiens programmer til forbedring af kvinders adgang til de begrænsede jordressourcer
• Pakistans programmer, der yder lavindkomstgrupper - herunder mange kvinder i mikrovirksomheder - adgang til økonomisk hjælp
• Armeniens program for at skabe beskæftigelsesmuligheder for lavindkomst-grupper, hvor kvinder aktivt er inddraget i udvælgelsen og vurderingen af projekterne
• Samfunds udviklingspolitikker, som styrer investeringerne til underudviklede eller fattige regioner - som USA’s Community Reinvestment Act, der kræver, at bankerne investerer i lokale virksomheder og lokal infrastrukturudvikling - kan forbydes ifølge MAI. Udenlandske investorer vil kunne påstå, at de udgør ulovlige krav til adfærd og dermed begrænser deres frihed til at føre kapital ud af landet
• MAI-reglerne kan udelukke de udviklingsstrategier, der bruges i den Tredje Verden for at høste fordele af udenlandske investeringer, herunder love, der kræver at udenlandske virksomheder etablerer partnerskaber med lokale virksomheder, så man kan skabe lokal akkumulation af kapital. Love, der fremmer udviklingen af den lokale intellektuelle kapital ved at kræve ansættelse af lokale ledere. Love, der kræver, at udenlandske virksomheder deler teknologisk udstyr med lokale virksomheder.
• MAI kan forbyde vigtige love, der sigter på at begrænse udenlandsk ejerskab til lokale ressourcer og industrier, herunder landbrugsjord, mineralressourcer og nye udviklingssektorer inden for økonomi. På den måde kan regler, der begrænser udenlandsk eje af landbrugsjord, som er milepælene i mange udviklingslandes jordfordelingspolitik, blive truet.
• MAI vil mindske begrænsninger af udenlandsk økonomisk spekulation for at globalisere finansmarkederne. Som resultat heraf vil niveauet og hyppigheden af lavkonjunktur blive øget, fordi markederne bliver mere følsomme over for hinandens omskiftelser (f.eks da det mexicanske aktiemarked brød sammen, kunne lavkonjunkturen mærkes så langt væk som på Thailands børs). Det vil svække kvindernes i forvejen svage økonomiske forhold, da de sædvanligvis er de første til at miste deres arbejde under lavkonjunktur.
• I modsætning til NAFTA har MAI-skaberne ingen hensigter om at tilføje en tillægsaftale om arbejdstagernes rettighed, der skulle kræve lige løn til mænd og kvinder i samme situation. Som USA’s Council for International Business - den officielle amerikanske virksomhedslobbygruppe over for den amerikanske regering og OECD - erklærer i et brev til MAI-forhandlerne: "Vi vil modsætte alle og ethvert forsøg på at lave eller bare antyde bindende forpligtelser for regeringerne eller virksomhederne om miljø eller arbejdskraft" (7).
USA’s virksomhedsinteresser bekæmper indføjelsen af det, der kaldes "extraterritorialitets"-bestemmelser i MAI. Hvis de kom med, ville doktrinen om extraterritorialitet kræve, at et udenlandsk datterselskab af et amerikansk firma skal overholde amerikansk lov. Ifølge MAI ville udenlandske datterselskaber af amerikanske virksomheder, der f.eks opererer i fremstillingssektoren, således blive tvunget til at overholde amerikansk arbejds- og arbejdspladsstandarder om ikke-diskriminering. Hvis det kommer med, vil bestemmelsen fjerne den vigtigste tilskyndelse til at flytte virksomheden: Udnyttelsen af billig arbejdskraft (især kvinder og børn).

 

Den offentlige dialog om MAI begynder nu

Kvinders udviklingsgrupper over hele verden har sat deres håb til de statslige, regionale og lokale politikeres politiske beslutningsmagt, om at de ville skrive love, der løser det andenrangs arbejdsmarked og den sociale position for kvinder over hele jorden. Aftaler som MAI tager den politiske magt ud af hænderne på politikerne og lægger den i hænderne på de multinationale virksomheder. Det er en udvikling, som kvinder og de organisationer, der repræsenterer dem, nok gerne ville hindre.

Clinton-administrationen har gjort nogle få bestræbelser på at informere offentligheden om MAI og dens mulige betydning. Men først for nylig startede orienteringen af Kongressen, selvom forhandlingerne er på et fremskredent stadie og oprindeligt skulle have været afsluttet i maj 1997.

Bestræbelserne på at informere de folkevalgte og offentligheden burde sandelig være sket, før USA afgjorde sin forhandlingsposition på de vigtigste spørgsmål. Det er alarmerende, at næsten ingen - heller ikke i politiske kredse - har hørt om aftalen.

Fordi MAI bliver udformet med meget lille input fra de berørte politiske og NGO- samfund, kan aftalen få mange utilsigtede virkninger, som den lille gruppe MAI-forhandlere ikke kan forudse. Love til offentlighedens fordel, som MAI ikke er skabt til at løse, kan endda blive udfordret af trættekære virksomhedsinvestorer ifølge de brede MAI-bestemmelser.

MAI-forhandlingerne forventes at blive afsluttet i maj 1998. Det vil give borgerne en mulighed for at starte en bred offentlig debat, og sikre, at bekymringen hos kvindernes økonomiske fortalerere over den fare, som MAI formentlig udgør for det økonomiske velbefindende hos flertallet af verdens kvinder, også kan blive hørt.

 

Noter:

1. WTO har opstillet særlige grupper, som skal undersøge, hvilken rolle den skal spille m.h.t. reguleringen af de nationale investeringspolitikker. Mens der ikke er en formel forbindelse mellem OECD og WTO, så er det OECD’s forskning, der sædvanligvis har formet den handelspolitik, der udvikles i GATT/WTO.

2. Ifølge NAFTA’s tillægsaftale om arbejdskraft, kan beskæftigelsesmyndighederne i hvert af de deltagende lande undersøge hinanden for at checke, om man opretholder standarden for arbejdskraften, eller om man sænker den for at tiltrække investeringer. Den kommission, der er etableret ved tillægsaftalen, har imidlertid meget få beføjelser til at håndhæve reglerne.

3. En skarp kritik af de strukturelle justeringsprogrammer, se Lance Taylor: "IMF betingelser: Ufuldstændig teori, politisk fejlgreb", i robert J. Meyers IMF’s politiske moral

4. Ruth Rosenberg: "Sammenligning af købekraften af de Mexico-baserede maquiladora gennemsnitlige nettolønninger i USA/mexikanske grænsebyer sammenlignet med den gennemsnitlige amerikanske arbejders nettoløn i amerikanske byer målt ved de minutter, der skal arbejdes for at købe bestemte ting", San Antonio: Coalition for Justice for Macquiladoras, 1994

5. El Menana, 26.7.97 - citat fra den mexikanske arbejderkongres

6. BLS News, 27.6.97

7. USCIB 3/21/97 brev til Jeffrey Lang, vicehandelsrepræsentant, Stuart Eizenstat undersekretær for Handelsministeriets internationale handelsadministration, Alan Larson, vicesekretær i statsministeriets afdeling for økonomi og virksomheder samt David Lipton, vicesekretær for internationale anliggender i USA’s finansministerium.

Oversat af Susanne Arends

indhold.jpg (4690 bytes)

 

MAI - et skridt tilbage for menneskerettighederne

Udarbejdet af studenter ved Harvard Lov-skole sammen med Menneskrettigheds-programmet for kliniske projekter, og i konsultation med Robert F. Kennedy Memorial Center for Human Rights: Elisabeth Drake, Laura Benugar, Michael Ewing, Paul Boesen, Elisabeth De Trindade-Asher, Rebecca Asher

 

MAI støder grundlæggende imod målene for og hensigterne med international menneskerettigheds-lovgivning

• International Menneskrettighedslovgivning anerkender den enkeltes grundlæggende rettigheder og forpligter landene, så de i deres handlinger beskytter den enkelte mod både offentliges og privates brud mod menneskerettighederne

MAI anerkender investorernes - og først og fremmest de transnationales - rettigheder, men uden tilsvarende forpligtelser, og den begrænser det enkelte lands mulighed for at beskytte og fremme den enkeltes rettigheder

International Menneskerettighedlovgivning anerkender befolkningens ret til frit at disponere over egne naturressourcer og forpligter landene til at vedtage politikker, der styrer anvendelsen af disse ressourcer til gavn for den almindelige velfærd

MAI begrænser imidlertid landenes muligheder for uafhængigt at kunne formulere egen politik, og den forringer befolkningernes ret til at nyde frugterne af egne naturressourcer

Mennskerettighedslovgivningen ser den enkelte som en aktiv deltager i de politiske beslutninger, der har indvirkning på hans/hendes fordele af rettighederne

MAI begrænser den enkeltes ret til at deltage i beslutninger, der har indvirkning på gennemførelsen af sociale, kulturelle eller økonomiske rettigheder, og MAI hindrer den enkelte i at få prøvet uenigheder om udnyttelsen af ressourcer og investeringer ved domstolene

• Bredt tiltrådte traktater, herunder ICESR, CEDAW og CERD opmuntrer de enkelte lande til at skabe særlig beskyttelse af regionale befolkninger og socialt dårligt stillede grupper for at sikre en ægte ligestilling blandt enkeltpersoner

MAI indeholder ingen bestemmelser, der anerkender særlige behov for sådanne grupper og regioner, og via sine foranstaltninger, der forbyder krav om særlig adfærd, hindrer man landet fra effektivt at fremme disse gruppers rettigheder

Menneskerettighedslovgivningen: Nærværende dokument drejer sig først og fremmest om menneskerettighedslovgivning, som den er udformet i Universal Declaration on Human Rights (UDHR), International Covenant on Civil and Political Rights (ICCPR), International Covenant on Economic, Social and Culturel Rights (ICESCR), Convention on the Elimination of All Forms og Discrimination against Women (CEDAW), Convention on the Rights of the Child samt International Convention on the Elimination of All Forms of Racial discrimination (CERD)

MAI’s bestemmelser om "national behandling" begrænser det enkelte lands muligheder for at fremme udviklingen af befolkningsgrundlaget og ressourcer, som krævet i henhold til internationale traktater, herunder ICESCR og ICCPR MAI’s bestemmelser om Krav til Adfærd, Investeringsfremme og Krav om Beskæftigelse underminerer det enkelte lands mulighed for at beskytte sårbare grupper og regioner, som krævet i menneskerettighedsbestemmelserne

MAI’s bestemmelser om Mest Begunstiget Nation forbyder landene at bruge hensynet til menneskerettigheder i formuleringen og udøvelsen af deres investeringspolitik

MAI’ s bestemmelser om konfliktløsningsprocedurer udelukker enkeltpersoner, der måtte blive forulempet af Aftalens bestemmelser, og hindrer dermed retfærdig proces.

 

Bestemmelser i MAI, der truer menneskerettighedene

Bestemmelsen om national behandling: Krænker det enkelte lands forpligtelser i forbindelse med ressourcer, ejendom og økonomisk udvikling.

Bestemmelserne i MAI om national behandling kræver, at et land ikke yder udenlandske investorer en mindre gunstig behandling end den, de yder egne investorer. På den måde forbyder MAI landet at beskytte eller fremme lokale virksomheder eller økonomiske sektorer. Det sker, selvom den internationale menneskerettighedslovgivning gentagne gange opmuntrer til bestræbelser i det enkelte land, der særligt beskytter landets egne befolknings rettigheder

1. ICESCR, Artikel 2(3) anerkender borgernes fortrinsstilling og bemærker, at udviklingslandene "selv kan fastslå i hvilket omfang de vil garantere de økonomiske rettigheder, der er anerkendt i de nuværende bestemmelser om ikke-statsborgere"

2. ICCPR, Artikel 1(2) anerkender alle folks ret til "frit at kunne disponere over egen naturrigdom og -ressourcer .... baseret på princippet om gensidig fordel"

ICCPR, Artikel 47 gentager, at intet i bestemmelsen må kunne fortolkes så den "skader alle folks naturlige ret til at nyde og fuldt udnytte deres naturrigdom og -ressourcer"

3. Det internationale samfund anerkender den forpligtelse for landene i FN’s erklæring om ret til udvikling, der i Artikel 2(3) siger, at "landene har ret og pligt til at formulere passende nationale udviklingspolitikker, som sigter på en konstant forbedring af hele befolkningens og alle individers velbefindende baseret på deres deltagelse i udviklingen og en retfærdig fordeling af de goder, der resulterer heraf"

Andre bestemmelser: forbyder fremme af lokal økonomi, beskæftigelse og lige muligheder

MAI’s bestemmelser om krav i forbindelse med adfærd, beskæftigelse og investeringsfremme går videre end blot at yde udenlandske investorer national behandling, fordi den forbyder enhver begrænsning på udenlandske investeringer på områder, der muligvis er afgørende for landets udvikling. Ifølge MAI må landene ikke kræve af udenlandske investorer, at de ansætter en vis andel lokalt personale, sikre et vist lokalt indhold, delt teknologi eller en vis andel af produktionens værdi, beskæftigelse eller forsknings- og udviklingsmidler. Landene bliver også forhindret i at opmuntre til ovennævnte adfærd gennem investeringsfremmende tiltag. Sådanne begrænsninger på landenes regulerende beføjelser vil hindre landenes mulighed for at leve op til vigtige menneskerettighedsforpligtelser.

 

1. CEDAW, CERD og konventionen om barnets rettigheder kræver at det enkelte land fremmer den økonomiske og sociale fremgang for kvinder, mindretal og børn. CERD kræver f.eks anti-diskriminerende ansættelsesbestemmelser i Artikel 2(1)d og tillader bekræftende handlingsprogrammer i Artikel 2(2). Alligevel vil et lands sådanne bestemmelser og programmer blive forbudt ifølge MAI som "investerings-forvridende" beskæftigelses- og adfærdskrav.

2. ICESCR kræver, at rettighederne i pagten progressivt skal iværksættes i overensstemmelse med det enkelte lands ressourcer "uden diskrimination af nogen art på grund af race, farve, sex, sprog, religion ... eller anden status" Landene vil ikke være i stand til at på samme tid af beskytte og iværksætte sådanne rettigheder, hvis MAI hindrer dem i at styre udenlandske investeringer mod særligt trængende regioner og grupper inden for deres eget område.

Bestemmelsen om Mest Begunstiget Nation: Begrænsninger på håndhævelse af menneskerettighederne: MAI’s bestemmelser om Mest Begunstiget nation forhindrer landene i at behandle investorer eller investeringer fra én kontraherende part dårligere end investorer eller investeringer fra en anden kontraherende part. Ved at nægte landene mulighed for bruge den ene investors eller dennes oprindelseslands fortid i forbindelse med menneskerettigheder som et af kriterie for forskelsbehandling, så underminerer MAI en af de grundlæggende måder at håndhæve menneskerettighederne. Et af de grundlæggende principper i menneskerettighedslovgivningen er anerkendelsen af, at brud på menneskerettighederne ikke er et rent internt problem. Menneskerettighedsovertrædelser er hidtil blevet underlagt international prøvelse og har dermed skabt bilaterale og multilaterale initiativer, der har gjort det muligt dramatisk at ændre menneskerettighedspolitikken i de lande, der krænker den. Den direkte aktion, der f.eks var rettet imod virksomheder, der opererede i Sydafrika spillede en afgørende rolle m.h.t. at svække apartheidsystemet. MAI vil gøre alle overvejelser om investeringer uafhængig af hensyn til menneskerettigheder og underminere en samlet international aktion rettet imod misbrug.

MAI’s konfliktløsnings-procedurer vil også skade beskyttelse af menneskerettigheder

• MAI giver investorer større jurisdiktion og mere frihed i valg af fora end den yder landene. Enkeltpersoner eller grupper, hvis rettigheder måtte blive direkte berørt af mæglingsresultatet, bliver nægtet at udtale sig som direkte part eller tredjepart, og kan heller ikke få adgang til processen, før den endelige kendelse foreligger

• Tribunalets medlemmer, der formentlig ikke har megen erfaring som dommere eller på retlige områder bortset fra handel, får kun ringe vejledning i MAI, hvad angår fortolkningen og præcedens i international og national ret. Der er ingen mekanismer i MAI, der sikrer retlig kompetence, habilitet eller uafhængighed, som det ellers kræves af retssystemer ifølge ICCPR, artikel 14(1)

• Den bindende følge af mæglingsresultatet (som kan indebære økonomisk skadeserstatning eller tilbagerulning), den manglende mulighed for anke og fortroligheden i konfliktløsningsforhandlingerne strider mod alle grundlæggende menneskeretsprincipper. Sådanne principper er indført i ICCPR’s Artikel 2(3), som garanterer alle mennesker en effektiv hjælp, hvis deres rettigheder krænkes, og omfatter de kompetente myndigheders afgørelse som en del af hjælpens effektivitet.

• De enkelte landes love, der skal garantere befolkningens grundlæggende rettigheder, kan blive draget i tvivl af de udenlandske investorer i henhold til MAI. MAI tilbyder investorerne magtbeføjelser og rettighder - men indeholder ingen tilsvarende beskyttelse af menneskerettighederne.

Oversat af Susanne Arends

 

Hvis man ønsker mere information om dette arbejde, kan man kontakte:
MAI Clinical Project, Harward Law School, Pound 401, Cambridge, MA 02138
Robert F. Kennedy Memorial Center for Human Rights, Abigail Abrash, 1367 Connecticut Avenue, N.W., Washington, D.C. 20036 - tlf. 202-463-7575 fax 202-463-6606

E-mail: hrcenter@rfkmemorial.org

indhold.jpg (4690 bytes)

 

MAI skader arbejdere og miljø

Af Mark Weisbrot, Robert Naiman og Neil Watkins (1) PREAMBLE CENTERET

 

OECD har udgivet en rapport - "de åbne markeder gør en forskel" - som skal vise fordelene ved handels- og investeringsliberaliseringer. Normalt har OECD’s publikationer - i hvert fald om spørgsmål, som ikke vedrører virkningerne af handels- og investeringsliberaliseringspolitikkerne - været anset som en troværdig informationskilde.

Desværre afviger den aktuelle undersøgelse drastisk fra normen. Dens konklusion - at samfundene har vundet ved liberaliseringen af handel og investeringer - var besluttet på forhånd (2) og tydelige beviser på det modsatte blev fuldstændigt ignoreret, hvilket vi vil dokumentere nedenfor. Bemærkelsesværdigt nok, så ignorerer OECD-undersøgelsen den konsensus, der efterhånden er i den økonomiske profession, om at handels- og investeringsliberaliseringerne bidrager væsentligt til lønulighederne og har en negativ indvirkning på lavtlønnede og lavtuddannede arbejdere. Denne konsensus støttes af så prominente og respekterede pro-globaliseringsinstitutioner som Instituttet for International Økonomi. Desuden ignorerer OECD-undersøgelsen den veldokumenterede indvirkning, som handelsliberaliseringsaftaler som GATT/WTO har på undermineringen af de nationale miljøbestemmelser og den tilsvarende trussel, som mere vidtgående aftaler som den foreslåede MAI kan forventes at udgøre for miljølovgivning i fremtiden.

 

"Markedsåbning, indtjening og beskæftigelse"

OECD-undersøgelsen indrømmer, at øget handels- og investeringsliberalisering måske vil have en "beskeden" negativ indvirkning på beskæftigelse og løn. Undersøgelsen påstår imidlertid, at de teknologiske forandringer, ændringerne af virksomhedernes organisationsstruktur og virksomhedernes cykliske nedture har en langt mere negativ effekt påå beskæftigelse og lønningere, end liberalisering af handel og investeringer.

Men, selvom vi skulle acceptere argumentet om, at andre faktorer måtte have en større virkning, når det gælder tab af arbejde, fald i reallønnen og øget ulighed, er der jo ingen grund til bare at affærdige indflydelsen fra den øgede liberalisering af handel og investeringer. Det principielle spørgsmål må være, om aftaler vedr. handels- og investeringsliberaliseringer som NAFTA og MAI eller institutioner som WTO og IMF gør tingene bedre eller værre for flertallet af borgerne. Mens det ikke er indlysende, hvilke offentlige politikker, der burde vedtages for at løse virkningerne af de teknologiske ændringer eller virksomhedernes cyklus på beskæftigelse og løn i tilfælde af handels- og investeringsliberaliseringer, er det klart indlysende, hvilke politiske valg, der kan træffes.

Lande og borgergrupper kaqn modsætte sig den foreslåede MAI. Lande og borgergrupper kan modsætte sig forsøg fra IMF’s side på at udvide sin magt, hvad enten det sker ved en ændring af dets charter eller ved at få flere penge fra medlemslandene. Det er rigtigt, at disse politiske valg måske ikke fjerner alle de negative følger af handels- og investeringsliberaliseringerne. Men det er vel ren logik, at hvis handels- og investeringsliberaliseringer har sådanne bivirkninger, så ville det være fornuftigt at stoppe de politikker, der er designet til at fremme liberalisering af handel og investeringer, og overveje at modgå dem. Ja, prominente økonomer er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved klogskaben i at videreføre politikker, der kun har til formål at fremme den hovedløse globalisering. F.eks. har Nobel-prisvinderen Robert Solow foreslået, at vi bør lægge en dæmper på globaliseringsprocessen "indtil vi mere bevidst vil kunne kompensere taberne" (3).

Påstanden om, at virksomhedernes nedadgående cyklus fører til jobtab, ignorerer imidlertid det faktum, at amerikanske virksomheder på toppen af deres cyklus fyrer hundredevis af arbejdstagere og flytter jobs i fremstillignsindustrien til lande med lavere lønninger, og at arbejdere, der er fyret under nedture, ikke får deres arbejde igen, når udviklingen atter bedres. Efter syv år med økonomisk ekspansion i USA, har flertallet af arbejdere ikke nået den realløn, som de havde før recessionen i 1990. De er heller ikke kommet sig efter det generelle fald i reallønnen siden 1973. Den gennemsnitlige real-timeløn i USA (4) er faldet fra $12,72/time i 1973 til $11,46/time i 1995 (5). Efter to år mere med økonomisk ekspansion var timelønnen kun steget tkil $11,64 - stadig 8,5% under niveauet i 1973 og 1,9% under niveauet i 1989 (6). Liberalisering af handel og investeringer har bidraget til tab af jobs i USA, som det er til at leve af.

Igennem hele undersøgelsen gentager OECD påstanden om, at de negative virkninger af handels- og investeringsliberaliseringer på beskæftigelse og løn kun er beskedne. OECD indrømmer, at de såkaldte lavtuddannede arbejdere står til at miste mest. Lavtuddannet arbejdskraft defineres typisk af økonomer som de, der ingen universitetsuddannelse har. I USA udgør de 70% af arbejdsstyrken. En stigning snarere end et fald i lønningerne for de lavtuddannede burde være af overordnet betydning for den officielle politik, især i en tid, hvor regeringer samlet gør store bestræbelser på at mindske det sociale sikkerhedsnet for disse arbejdere.

Ifølge et citat fra en IMF-rapport, så påstår OECD, at "Undersøgelser, der bruger forskellige, økonomiske modeller antyder, at den øgede handel med udviklingslandene kun udgør 10 til 20% af de forandringer, der sker med løn- og indkomstfordelingen i de udviklede økonomier. (7). Det er helt sikkert en med vilje misvisende udtalelse, eftersom den undersøgelse, som OECD henviser til i en fodnote, af den prominente økonom William Cline fra Instituttet for International Økonomi vurderer, at 39% af stigningen i ulighed i løbet af de seneste tyve år er en følge af handel (8). Den stammer udelukkende fra handel og måler ikke virkningen af den øgede kapitalmobilitet.

Lønningerne bliver også holdt nede af arbejdsgivernes øgede forhandlingsmuligheder, når de så let som ingenting kan flytte produktionen til et andet land med lavere lønudgifter. I en undersøgelse udført af NAFTA’s arbejdskraftsekretariat, undersøgte Kate Bronfenbrenner virksomheder, hvor der havde været klapjagt på de fagligt organiserede siden aftalen blev vedtaget. Hun fandt, at flertallet truede med at lukke butikken, hvis fagforeningen vandt. Og 15% af virksomhederne lukkede rent faktisk hele eller dele af fabrikken, hvis de skulle forhandle med en fagforening - hvilket er tre gange så meget som før NAFTA.

Det stemmer overens med en Wall Street Journal undersøgelse forud for NAFTA (9), hvor man spurgte lederne af de største amerikanske virksomheder om, hvad de ville gøre, hvis NAFTA gik igennem. Ca. 40% af dem sagde, at de ville flytte mindst noget af produktionen til Mexico, og 24% sagde, at de ville bruge truslen om lukning som forhandlingsredskab, for at holde de amerikanske lønninger nede (10).

Rapporten forudsætter også, at argumenterne om frihandel, baseret på teorien om komparative fordele, også gælder liberalisering af kapitalbevægelser. Men nogle af de mest prominente, internationale økonomer i verden, f.eks. Colombia Universitetets Jagdish Bhagwati, har talt meget stærkt imod den opfattelse. Faktisk har den seneste finanskrise i Asien åbnet en meget alvorlig debat inden for den økonomiske profession - ja, selv inden for meget pro-globaliseringsvenlige institutioner som IMF og Verdensbanken - om behovet for kapitalkontrol. Det er økonomernes generelle opfattelse, at den stejle stigning i korttidsudlån i løbet af de seneste få år, havde en stor del af skylden for krisen - hvis ikke den største.

Desuden har det Økonomisk-Politiske Institut (EPI) fundet, at handel spiller en særlig stor rolle, når der tales om jobtab i den amerikanske industrisektor. En EPI-undersøgelse har vist, at handel udgjorde 83% af det samlede jobtab på 2,7 millioner i industrien, der fandt sted mellem 1979 og 1994 (11).

Selvfølgelig er det også sandt, at det generelle beskæftigelsesniveau er afhængig af vækstraten inden for den samlede efterspørgsel, og derfor primært af pengepolitikken. Men netto-jobtabet i industrien på grund af globaliseringen skaber stadig nød i visse sektorer og områder. De, som taber et job i industrien, finder almindeligvis ikke et job igen, der betaler lige så godt. Desuden er lønningerne højere i industrien end i resten af økonomien, så tabet af disse jobs sænker lønningerne generelt.

Forfatterne påstår, at "omhyggelige, empiriske undersøgelser viser, at øget kapitalmobilitet, herunder outsourcing af produktionen til lavtlønslande ... kun har begrænset indflydelse på OECD’s arbejdsmarkeder" (12). Den eneste "empiriske undersøgelse", der henvises til, er World Development Rapporten fra 1995, der blev offentliggjort af Verdensbanken. Afsnittet om kapitalens mobilitet og arbejdskraft tegner et tilsvarende billede af fænomenet, men indeholder - desværre - ikke nogen "omhyggelig empirisk undersøgelse" af forbindelsen mellem kapitalens mobilitet og arbejdskraften. Og slet ingen omtale af de destruktive virkninger af ubegrænsede kapitalbevægelser på økonomi og arbejdskraft - de virkninger på arbejdskraften, som nu er set i Thailand og andre steder i Asien.

OECD-undersøgelsen påstår, at eftersom mindre end en tredjedel af de 155.000 arbejdere, som gjorde krav gældende over for Arbejdsministeriet, fordi de havde tabt deres arbejde på grund af NAFTA, havde fået noget ud af det. To-tredjedele af jobtabene på grund af NAFTA blev hurtigt absorberet af et et glødende hjemmearbejdsmarked.

Det er en noget misvisende påstand. For det første, så går man ud fra, at NAFTA-TAA-meddelelserne fanger alle jobtab på grund af NAFTA i USA, og så påstår man, at de arbejdere, som ikke havde fordel af den, er fordi de så hurtigt fandt andet arbejde og dermed var uskadte.

Vedrørende det første punkt, så indrømmer selv pro-NAFTA forskere i USA, at NAFTA-TAA underdriver antallet af jobtab, der skyldes NAFTA. Det gælder f.eks Raoul Hinojosa Ojeda i hans undersøgelse af virkningerne på arbejdskraften af NAFTA, som påstår, at NAFTA-TAA underdriver jobtabene i mindre virksomheder og firmaer uden fagforening samt blandt arbejdstagere, der mister arbejdet på grund af importen (13).

I september 1997 dokumenterede en undersøgelse fra EPI et langt højere nettojobtab og løntilbagegang som følge af NAFTA. Den udviser et nettotab af job på 394.835 jobs på grund af NAFTA. Med andre ord, er NAFTA skyld i et jobtab på ca. 400.000 mere, end den har skabt. Et langt højere tal end det absolutte tab på 150.000, som registreret af NAFTA-TAA (14).

Desuden er det sandsynlig, at selv arbejdere, som har fundet andet arbejde, har lidt store tab på grund af, at de mistede deres arbejde, især når det gælder løn og goder. En EPÌ-undersøgelse fra 1997 viste, at jobs inden for de sektorer i økonomien, hvor importen voksere, betales bedre en gennemsnittet for den overordnede økonomi eller for de sektorer, hvor eksporten vokser (15). Ifølge Arbejdsministeriet vil de beskæftigelser, der forventes at vokse mest i det kommende årti og som ikke kræver en universitetsuddannelse være kasserere, butikspersonale, hjemmesundhedsassistenter, lærerassistenter, pædagogmedhjælpere og sygehjælpere samt receptionister og informationsassistenter - og det kan dårligt kaldes erstatning for et højtbetalt job i industrien.

OECD-undersøgelsen indrømmer, at "fordelingsspørgsmålet", d.v.s. om gevinsten eller tabet vded handelsliberaliseringen samles omkring dem i samfundet, som allerede har mange ressourcer eller dem, der kun lige kan overleve. Men OECD’s foretrukne måde at håndtere "den stigende offentlige bekymring over den høje og vedvarende arbejdsløshed og den stigende forskel i indtjening" er meget indskrænket.

F.eks. påstår OECD-undersøgelsen i sit afsnit om arbejdsstandarder, at der er ved at være "international konsensus" om, at diskussionerne om "kerne-standarderne for arbejde" slet ikke hører hjemme i "kerne-"institutionerne for liberalisering af handel og investeringer som WTO og IMF, men i stedet bør behandles i et forum som ILO, og at sådanne standarder ikke skal håndhæves med handelssanktioner.

Hovedspørgsmålet er her, at ILO - i modsætning til IMF og WTO - ikke har magt til at håndhæve beslutningerne. Det er derfor, der er konsensus blandt de mest magtfulde aktører i den globale økonomi om, at arbejdsstandarder ikke hører hjemme i handelsaftaler. De mest magtfulde aktører i den globale økonomi - de transnationale selskaber og de regeringer, der støtter dem - er imod standarder for arbejdskraft, som kan håndhæves.

 

Handel, Investeringer og Miljømæssig Integritet

OECD-undersøgelsen hævder, at handel og investeringer kan have en positiv indvirkning på miljøet, under den forudsætning, at der allerede findes effektive og effektuerebare miljøpolitikker. Men den ignorerer virkeligheden. Mange miljølove og bestemmelser er blevet slået ned af handelsaftaler - og der er ikke lavet en eneste lov eller miljøbestemmelse som følge af sådanne aftaler.

For eksempel bestemte WTO i 1997, at EU’s forbud mod hormonbehandleet kød var ulovlig ifølge Uruguay-runden inden for GATT (17). WTO indrømmede, at EU-bestemmelsen ikke var diskriminerende, da den gjaldt såvel europæiske som ikke-europæiske producenter. Men alligevel dømte WTO den for ulovlig, fordi EU-politikken ikke var "retfærdiggjort af videnskaben" (18). På den måde indsatte WTO sin bedømmelse som værende vigtigere end de valgte regeringer i Europa.

På samme måde i marts 1998 dømte WTO imod havskildpadde-reje loven i den amerikanske lov om truede dyrearter, som kræver, at alle lande, der eksporterer rejer til USA, bruger "havskildpadde-udelukkelsesudstyr" (19).

De gentagne påstande i OECD-undersøgelsen om, at investeringerne i udviklingslandene i sidste ende vil føre til bedre miljøpolitikker, ignorerer det faktum, at mange af de direkte udenlandske investeringer i udviklinglandene sker i miljømæssigt følsomme sektorer, især energiproduktion og -brug, infrastruktur, minedrift, olie og gasudvinding, kemi, turisme, landbrug, skovbrug og fiskeri. Som WW-fonden dokumenterer: "har de hidtidige erfaringer vist, at de økonomiske fordele ved udenlandske investeringer ofte opvejes af manglende national reinvestering af udbyttet fra ressourceudnytningen, af øget luft- og vandforurening samt forbundne miljøproblemer på grund af tilhørende industriel udvikling, migration og urbanisering" (20).

Nye tiltag fra OECD’s side gennem dens udvikling og fremme af MAI giver indsigt i de mulige betydninger for miljøet af handels- og investeringsliberaliseringerne. Adskillige bestemmelser i MAI frygtes af miljøfolk: Fra investor-mod-stat konfliktløsningsmekanismen til aftalens bestemmelser om ekspropriation og lige-behandlingsbestemmelser. Konfliktløsningsmekanismen vil kunne bruges af investorer til at udfordre miljøbestemmelser ved en international domstol, der er kontrolleret af virksomhedernes interesser. Ja, lignende bestemmelser i NAFTA er blevet udnyttet af Ethyl corp til at sagsøge den canadiske regering p.g.a. et forbud mod et farligt benzintilsætningsstof og af Metalclad Corp til at sagsøge den mexikanske regering, fordi denne har lavet en økologisk zone i et område, der omfatter en losseplads for Metalclad (21). Miljøfolk peger på, at MAI’s eksproprierings- og ligebehandlingsbestemmelser vil gøre det muligt for magtfulde multinationale investorer at fremme deres virksomhedsdagsorden på bekosstning af offentlighedens ret til et rent og sikkert miljø (22).

 

Markedets åbenhed og den nationale suverænitet

OECD-undersøgelsen påstår, at liberaliseringsstrategierne vil "øge suveræniteten og den politiske fleksibilitet", men giver dog intet bevis for denne påstand.

Vi skal tværtimod vurdere, hvor skadelig MAI vil være for den amerikanske suverænitet. For det første skal USA for at være i overensstemmelse med MAI forsage love og politikker på en række områder - herunder miljøbeskyttelse, den lokale, økonomiske udvikling og menneskerettighederne. Politikområder, som vil være truet af MAI, omfatter love, som udtrykkelig favoriserer lokale, regionale eller nationale investorer over frem for udenlandske, love, som kræver, at der ansættes et vist antal medarbejdere, fordi de bor i netop det område, eller love, der favoriserer minoriteter ved ansættelse. "Krav til adfærd", kan f.eks. være miljøbestemmelser, som giver skattenedsættelse for virksomheder, der bruger en vis procentdel genanvendeligt materiale. OECD påstår, at suveræniteten vil blive øget under handels- og investeringsliberaliseringerne, men tager slet ikke højde for de mulige talløse indvirkninger af liberaliseringerne på land, region og by af mesterstykket inden for liberaliseringsdagsordenen - MAI!

Der er en endnu større fare for, at udenlandske investorer vil kunne bruge investor-mod-stat-mekanismen, der ligger i MAI, og sagsøge tilsyneladende suveræne regeringer for at få erstatning. Hormonkødet er et eksempel fra WTO - ikke valgte og lukket for offentlig indsigt - krænker den de europæiske regeringers suveræne ret til at lovgive i offentlighedens interesse i spørgsmål om fødevaresikkerhed. Konfliktløsningsmekanismen i MAI vil betyde endnu større udfordringer og vække endnu mere bekymring for den nationale suverænitet over for de stadigt ekspanderende handels- og investeringsliberaliseringsaftaler.

Ikke bare vil udenlandske investorer kunne sagsøge suveræne regeringer, men de vil også kunne true med det, hvilket kan have til følge, at man undlader love til fordel for almenvellet, især på stats-, regionalt og kommunalt plan. Det vil øge SLAPP - strategiske sager mod det offentliges indblanding - til et nyt, internationalt plan.

Det måske mest foruroligende i OECD’s præsentation af suverænitet, er deres sammenfattende konklusion om åbenhed og gennemskuelighed i de multinationale institutioner, der arbejder for at implementere forestående handels- og investeringsliberaliseringsdagsorden. I det afsnit, der beskriver MAI, praler undersøgelsen med, at "der har været en omfattende dialog med NGO’er" om aftalens indvirkninger. Denne beskrivelse er foruroligende, men måske meget sigende. Konsultationerne med NGO’erne begyndte ikke før, teksten var næsten 80% færdig. Tekstudkastet blev hemmeligholdt, indtil det blev lækket af NGO’er og lagt ind på Public Citizens webside. Ikke-OECD-lande har ikke lov til at forhandle de dele af aftalen, som OECD håber på, de bare tilslutter sig. Der vil ligge et enormt pres på disse lande for at tilslutte sig uden videre.

 

Konklusion

Mange kritikere af globaliseringsprocessen, som har fundet sted i de seneste år, har udtrykt håb om, at globaliseringen kan reformeres, så den indarbejder beskyttelse af arbejdere og miljø. I den forbindelse, er det faktum, at OECD har kunnet producere en så en-øjet undersøgelse - der ser helt bort fra handels- og investeringsliberaliseringens indflydelse på lønninger, beskæftigelse, levestandard og miljø - overmåde foruroligende. Den fuldstændige tilsidesættelse af den store mængde empirisk og økonomisk forskning, som modsiger deres forudbestilte konklusion, er ligeledes foruroligende. Borgerne i OECD-landede burde ellers kunne forvente en mere afbalanceret præsentation af disse kritiske spørgsmål.

 

Oversat af Susanne Arends

Hvis du vil have flere oplysninger, så kontakt:
Robert Naiman, Preamble,
202-265-3263, naimanr@rtk.net

 

NOTER:

1. Mark Weisbrot er forskningsdirektør, og Robert Naiman og neil Watkins er Forskningsassistenter ved Preamble Center for Public Policy

2. "Da vi mødtes sidste maj, bad ministrene i vores medlemsregeringer OECD-sekretariatet om at udarbejde en undersøgelse af fordelene ved handels- og investeringsliberaliseringer. Det har vi så gjort, og denne bog er resultatet af vort arbejde" - Fra forordet i undersøgelsen, side 3

3. Citat fra Pearlstine, Steven "On trade, U.S. Retrewating into globalphobia",Washington Post, 8.12.97, side A1

4. Realtimelønnen for produktionsarbejdere og ikke overordnede ansatte. Denne gruppe udgør ca. 80% af arbejdsstyrken

5. I 1995-dollars. Mishel, Lawrence, Jared Bernstein og John Schmidt: The State of Working America 1996-97, EPI, 1997

6. Ibid. I 1995-dollars. 1997-tallene nedtaget fra BLS (https://www.bls.gov) timeløn og forbrugerprisindex

7. "Open markets matter", side 67

8. William R. Cline: Trade and Income distribution. Washington DC: Institut for International økonomi, november 1997, side 234

9. Bronfenbrenner, Kate: "The effects of Plant Closing or the Threat of Plant Closing on the Right of Workers to Organize", Cornell Universitetet, sept. 1996

10. Wall street Journal, 24.9.92

11. Scott, Robert E., Thea Lee og John Schmidt: Trading away Good Jobs: An examination of Employment and Wages in the U.S., 1979-94, Washington: EPI

12. Open markets Matter, side 74

13. "Northern American Integration: Three Years After NAFTA: A Framework for Tracking, Modeling and Internet Accessing the national and regional labour market impacts", Raoul Hinojosa Ojeda, The North American Integration and Development Center at UCLA, december 1996. Hinojosa var en af hovedfortalerne for NAFTA i 1993.

14. Rothstein, jesse and Robert E. Scott: "NAFTA and the States: Job Destruction is Widespread", EPI udgave # 119, Washington EPI, 9/97

15. Robert E. Scott, Thea Lee og John Schmidt: Trading away good Jobs: An examination of Employment and Wages in the U.S., 1979-94, Washington EPI, oktober 1997

16. Employment Projections: The 10 occupations with the largest job growth, 1996-2006, Bureau of labour Statistics: https://bls.gov/news.release/ecopro.table7.htm

17. "Europe’s banning of Treated Beef is ruled illegal", N.Y. Times, 9.5.97

18. Do

19. „Environmentalists blast international trade Panel Decision", News release, Earth Island Institute, 16.3.98. Flere eksempler på WTO-beslutninger imod miljølovgivning og -bestemmelser, se "The World Trade Organisation at 39 months", Public Citizen’s Global Trade Watch, 3/98

20. Nick Mabey: "WWF Response to the Environmental component of the UK Department for International Development Commissioned Paper, WWF-UK, 4/98

21. Sforza, Michelle: "The MAI and the environment", Preamble Information, Preamble Center for Public Policy, Washington DC, 2/98

22. Do

23. "Open markets Matter", side 121

indhold.jpg (4690 bytes)

 

MAIGALOMANIA!

Udarbejdet af Corporate Europe Observatory (CEO) Februar 1998

 

Megalomania:

1. En psykisk sygdom, der karakteriseres af fejlagtig tro på egen magt
2. Uformelt: Ønske om magt

Hemmelighedsfuldhed, hast og intriger har karakteriseret forhandlingerne om den Multilaterale Aftale om Investeringer (MAI) - den økonomiske globaliseringselites seneste planer for at fjerne alle hindringer for investeringer over hele verden i en søgen efter et stadigt mere åben global økonomi. Alle de regionale og globale økonomiske liberaliseringsplaner, der er født igennem det sidste årti - WTO, NAFTA, EU, Mercosur o.s.v. - blegner ved siden af den almægtige MAI.

"Investeringer er ønskværdige og ønskede - Ikke desto mindre finder regeringer det stadigt truende, fordi frie direkte investeringer begrænser myndighedernes mulighed for at kontrollere og formere deres lands økonomiske skæbne. Det er en lille pris at betale for at gøre det muligt for beslutningstagere i den private sektor at skabe økonomiske fordele over hele verden. Men det er en pris, som nogle regeringer i visse sektorer har svært ved at betale. Det er en tragedie".

(EU-Kommissær Sir Leon Brittan)

"Overvægten af begrænsninger på udenlandske investeringer ligger uden for OECD-området ... Virksomhederne har brug for, at fordelene ved et internationalt regime også omfatter de hurtigtvoksende lande i Asien, Central- og Østeuropa samt Latinamerika"

(Det internationale Handelskammer om MAI)

 

Magt til virksomhederne

En analyse af de kræfter, der ligger bag enhver af de seneste handels- og investeringsregimer, afslører, at de transnationale virksomheder (TNC) - der arbejder både nationalt og under internationale betingelser - er aktive fortalere for en åbning af markederne og for en fjernelse af hindringer for handel og investeringer. Det er især tilfældet i OECD’s aktuelle forhandlinger om MAI. I alt 477 af verdens 500 største TNC har base i OECD-lande, og de fleste af dem er organiseret i grupper som Det Internationale Handelskammer (ICC), US’ Råd for Internationale Virksomheder (USCIB) samt det Europæiske Rundbord for Industriledere (ERT). Alle disse korporative lobbygrupper har været direkte eller indirekte inddraget i udformningen af MAI. Grunden til deres interesse for en global investeringstraktat, der skal gælde Tredjeverdenslandene i samme omfang som de OECD-lande, der forhandler aftalen, skal ses i den stigende procentdel af virksomhedernes investeringer, der flyder i sydlig retning.

Derudover er TNC’erne nære allierede med de neoliberale politikere, som regerer i de fleste af deres hjemlande, og generelt spiller de en stor rolle både i nationale - og i stigende omfang, internationale - politiske afgørelser. Færdiggørelsen af Uruguay-Runden i 1994 og etableringen af WTO var en stor sejr for de TNC’erne, der sammen med deres regeringer lobbyede for en fjernelse af de nationale hindringer for varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed. Den næste logiske udfordring for virksomhederne har været at få lavet en traktat, som - ved at fjerne hindringerne for investeringer - ville give investorerne en såkaldt "jævn sportsplads" over hele kloden. De forskellige bestemmelser i MAI skal sikre de mest ideelle investeringsbetingelser for TNC’erne - bl.a. ensartede, gennemsigtige juridiske og forskriftsmæssige rammer, standardisering af diverse lokale og nationale betingelser og - bedst af alt - retten til regres, hvis virksomhedernes profit eller omdømme bliver skadet.

 

Taberne

Aftalen vil give TNC’erne omfattende nye magtbeføjelser og nægter samtidig regeringerne retten til at kontrollere udenlandske direkte investeringer i deres lande. De regler og forskrifter, der hindrer udenlandske investeringer, og som vil blive fjernet ifølge MAI, er ofte netop de, der beskytter arbejdstagere og jobs, offentlig velfærd, de lokale virksomheder, miljøet og kulturen. Ved at omforme nationale og lokale prioriteringer efter de udenlandske investorers behov, udgør MAI en alvorlig trussel mod de demokratiske, politiske processer. Virkningerne vil være mest skæbnesvangre for de fattigere lande, som ikke vil have nogen mulighed for at opbygge en afbalanceret økonomi eller bryde deres afhængighed af vareeksport og udvinding af ressourcer i de industrialiserede landes og deres virksomheders interesse. Konsekvenserne i OECD-landene vil være anderledes, men også dramatiske.

 

Verden under belejring

Tredjelandenes modstand mod MAI og andre forsøg på at påtvinge dem MAI-lignende politikker har været betragtelig. Samtidig med OECD’s lancering af MAI-forhandlingerne, blev det EU-ledede forsøg på at gennemføre en flyvende start for en MAI-klon-traktat, der kaldtes MIA, inden for WTO, hindret af lande som Indien og Malaysia. De kunne imidlertid ikke forhindre, at der blev opstillet en WTO-arbejdsgruppe om investeringer - i hvilken EU og andre fortsætter med at skubbe på for starten af MIA-forhandlinger. OECD-landene har vedtaget en strategi med mange facetter for at nå deres mål med deregulering af investeringer i Syden, herunder at friste Tredjeverdenslande til at skrive sig på til MAI, at holde en investeringstraktat over ilden i WTO og bruge andre internationale institutioner som UNCTAD og IMF til at fremme deres mål.

Det seneste offensiv for deregulering af investeringer blev annonceret af EU-kommissær Sir Leon Brittan, som primo februar 1998 kunne meddele verden, at forhandlingerne om en Trans-Atlantisk frihandelszone, med EU og USA, kunne lanceres allerede i maj 1998.

 

Kapløb med tiden

Efter et glat forhandlingsforløb igennem halvandet år, kom MAI ind i en fase med flere forhindringer primo 1997. Problemerne voksede på grund af OECD-landenes krav om flere forbehold og delvise undtagelser samt de pludseligt opståede anti-MAI-kampagner i det ene OECD-land efter det andet. Skønt de alvorlige forberedelser af MAI allerede var begyndt i 1991, så blev NGO’er, der repræsenterer miljø, udvikling, kvinder og andre områder, der med sikkerhed ville blive ramt af MAI, ikke kontaktet før oktober 1997. Nu ligger forhandlerne i et kapløb med tiden for at undgå en ny udsættelse af deadline for forhandlingerne, en forsinkelse, som vil kunne betyde dødskysset for MAI. Det ville ellers være en lykkelig slutning for en traktat, der vil binde de underskrivende lande fast i en uhæmmet global markedsøkonomisk model i tyve år. Der ville være al mulig grund til at fejre et sammenbrud af en traktat, som vil øge det konkurrencemæssige pres på lønninger og politik, lette forflyttelser og forbyde meget af den politik, der er nødvendig for at styrke de lokale økonomier og mindske den generelle afhængighed af de transnationale virksomheder.

 

Hvad står der i MAI?

Sammenlagt vil MAI kræve af landene, at de åbner deres økonomier på vid gab for enhver interesseret investor, og TNC’s klager over ugunstig behandling i værtslandet vil kunne pådømmes ved utilregnelige internationale domstole. Hovedelementerne i aftalen er følgende:

MAI vil omfatte en ekstremt lang række investeringer

ikke bare direkte investeringer i virksomheder, men også aktier, obligationer, lån, gældsanparter, leasingaftaler, kreditlån og koncessioner på land og naturressourcer vil være omfattet. Sundheds-, uddannelses-, kommunikations-, kultur-, bank- og byggesektorerne vil alle være et let bytte for udenlandske investorer - ja, reelt vil de eneste undtagelser være forsvar og politi.

MAI er baseret på principper om national behandling og mest begunstiget nation

Med andre ord, vil det kræve, at regeringerne behandler udenlandske investorer lige så godt eller bedre end de lokale investorer - og begunstiger således automatisk transnationale investeringer fremfor de mindre, lokale virksomheder. De begrænsninger, som lande lægger på udenlandske investorer på følsomme områder - forlagsvirksomhed i Malaysia, Indonesien og Venezuela; skovbrug, fiskeri, minedrift og landbrug i en lang række lande samt giftigt affald i Colombia og den stærkt forurenende industri i Taiwan - vil være forbudt.

MAI vil fjerne såkaldte funktionskrav, det vil sige foranstaltninger, der skal beskytte arbejdstagere og omgivende samfund

F.eks vil regeringernes krav om, at der ansættes et minimum af lokale arbejdere i udenlandske firmaer, at der bruges en vis procentdel af lokale produkter, overførsel af teknologi o.s.v., være ulovlige iflg. MAI.

• MAI vil forbyde begrænsninger på overdrevne kapitalbevægelser ind og ud af landene

Dermed vil den øge omfanget af spekulative kortids-investeringer, af den type, der skabte peso-krisen i Mexico i 1994 og det seneste sammenbrud af markedet i Sydøst-Asien.

• Til forskel fra andre multilaterale traktater, kommer MAI til at indeholde en mekanisme til løsning af uoverensstemmelser, som gør det muligt for investorerne at anlægge sag mod de nationale og lokale myndigheder ved ekspropriering

Denne mekanisme, der giver de magtfulde TNC’er retten til at udfordre den nationale og lokale lovgivning, som er en del af en demokratisk politisk proces, er politisk ekstremt farlig. En dom om ekspropriering, som MAI definerer til ikke blot at være et tab af indkomst, men også af anseelse, betyder, at landene økonomisk skal kompensere investor og/eller ændre lovene. Panelet i en voldgiftssag kommer til at bestå af nogle få handelseksperter, der arbejder bag lukkede døre, uden for offentlig indsigt. Følgerne af denne bestemmelse på nationale, miljømæssige, sundheds- og sikkerhedsregler er enorme, som man kan se af den aktuelle sag under NAFTA, hvor US Ethyl Company sagsøger den Canadiske regering for 250 mio. US-dollars, under påstand om tab af profit og anseelse på grund af et forbud mod et giftigt tilsætningsstof til benzin.

• MAI vil reelt fastlåse de underskrivende lande til aftalen i tyve år

Et land kan først trække sig ud af MAI efter fem år, men virksomhederne, der har investeret i dette land, er dækket af traktatens bestemmelser i yderligere 15 år.

• MAI indeholder også de farlige bestemmelser om fastlåsning og tilbagerulning

Fastlåsningen forbyder signatarlandene at indføre nye love eller politikker, som er i modstrid med MAI - det vil have en invaliderende indvirkning på den nationale miljø- eller socialpolitik. Tilbagerulning er den procedure ved hvilken landene vil blive tvunget til at åbne op for beskyttede områder og fjerne love, der findes i modstrid med MAI. OECD-landene har udpeget 1000 sider med undtagelser, som muligvis vil skulle rulles tilbage - fra Østrigs skorstensfejerindustri til de sociale tjenster i USA.

• Bestemmelserne i MAI vil være i modstrid med adskillige internationale aftaler, der er underskrevet af regeringerne

Det drejer sig bl.a. om Klima-Konventionen og dens protokol fra Kyoto samt Konventionen om Biologisk Mangfoldighed

• MAI vil være en åben international traktat, der er åben for deltagelse af ikke-OECD-lande

Det betyder, at lande skal underskrive den, som den er, med kun få tidsbegrænsede undtagelser. Mindst ti ikke-OECD-lande har udtrykt interesse for at komme med i MAI fra begyndelsen, herunder Argentina, Brazilien, Chile og formentlig Hong Kong, Colombien samt de tre baltiske lande: Estland, Letland og Litauen. Også Ægypten forventes at deltage.

 

Oversat af Susanne Arends

indhold.jpg (4690 bytes)

 

Den eksplosive vækst i udenlandske investeringer

Udarbejdet af Corporate Europe Observatory (CEO) Februar 1998

 

Udenlandske investeringer på globalt plan nåede et hidtil uset højt niveau i 1994 og 1995, og væksten på 10% i udenlandske investeringer i 1996 var også bemærkelsesværdig. Samlet oversteg vækstraten for udenlandske investeringer de globale BNP-vækstrater (6,6%/år) samt stigningerne i det internationale handelsniveau (4,5%/år). Men selv den imponerende sum på US$ 349 mia i udenlandske, direkte investeringer i 1996 kan ikke vise bredden og dybden af den økonomiske globalisering. I samme år, investerede TNC’erne det chokerende beløb US$ 1.400 mia i lande, hvor de allerede er repræsenteret. Denne udvikling - TNC’ernes øgede nærvær i de lokale økonomier som en strategi for at sikre markedskontrol - kaldes "glokalisering".

 

De Transnationale tager over

Der er i alt ca. 44.000 TNC’er i verden, med 280.000 datterselskaber og en årlig omsætning på US$ 7.000 mia. To tredjedele af verdenshandelen sker fra TNC’s produktionsnetværk. Den andel af Verdens-BNP, der er kontrolleret af TNC’er, er vokset fra 17% i midten af 1960’erne til 24% i 1984 og næsten 33% i 1995.

I en parallel og tilknyttet proces øger de største TNC’er hele tiden deres globale markedsandele. Ifølge UNCTAD’s 1997 Investeringsrapport har de ti største TNC’er en årlig omsætning på mere end US$ 1.000 mia. 51 af verdens største økonomier er rent faktisk TNC’er. Uafbrudte sammenlægninger og overtagelser har skabt en situation, hvor næsten enhver sektor af den globale økonomi er kontrolleret af en håndfuld TNC. De nyeste tjenesteydelses- og den farmaceutiske sektor. I januar 1998 fandt den største virksomhedssammenlægning i historien sted i en handel til en værdi af US$ 70 mia, hvor Glaxo Wellcome og SmithKline Beecham blev verdens største farmaceutiske virksomhed.

 

Videre og videre

I 1996 var EU, USA og Japan ansvarlige for 85% af alle udgående, udenlandske direkte investeringer. Bortset fra det koreanske Daewoo har alle de 100 største TNC’er base i denne rige triade. I dag har denne triade også modtaget størsteparten af de udenlandske direkte investeringer - næsten 3/4 i 1996. Men den nye udvikling er klar: TNC’er med base i triaden har planer om at øge deres investeringer udenlands og især i den tredje verden. Mere end halvdelen af alle TNC’er forventer, at andelen af den omsætning, der er optjent udenlands, vil overskride 60% inden år 2000. I 1997 var kun 27% af TNC’erne så globalt orienterede. TNC’erne har allerede peget på deres yndlingsmål for investeringer: i 1996 modtog Kina 1/3 af alle udenlandske direkte investeringer i udviklingslandene, og resten af de asiatiske lande modtog næsten det samme tilsammen. I latinamerika førte Brasilien med US$ 9,5 mia udenlandske direkte investeringer, fulgt af Mexico og Argentina. Afrika (minus Sydafrika) modtog blot US$ 5,3 mia det år, hvoraf de olieproducerende lande ragede de 70% til sig.

 

Konkurrencebaseret deregulering

Investeringsbølgen i den tredje verden skyldes tre hovedfaktorer:

• Liberalisering af handelen og lave transportomkostninger, som gør det muligt at levere til ethvert marked fra alle punkter i verden

• De lave lønninger og adgangen til billige råmaterialer, der står til rådighed i den tredje verden og de forhenværende kommunistiske lande

• Behovet for vinde nye markeder, efter at Norden er "mættet" (hvilket resulterer i "lavvækst"

Fjernelse af hindringer for udenlandske investeringer i mange tredjeverdenslande, delvist gennem bilaterale og regionale investeringsaftaler

• Samt den øgede konkurrence for at tiltrække udenlandske direkte investeringer, som fik nogle lande til at sænke eller fastfryse arbejds- og miljøstandarder og tilbyde virksomhedsstøtte og skattely.

Den konkurrencebaserede deregulering og stigningerne i fordele for virksomhederne kan også ses i Norden. Ifølge UNCTAD er virksomhedsbeskatningen inden for OECD faldet fra 43% i 1986 til 33% i dag, og mange EU-lande er blevet fanget i en nedadgående spiral.

 

Hvem løftes?

OECD påstår, at den økonomiske globalisering generelt og de øgede udenlandske investeringer især vil øge levestandarden over hele kloden. Men erfaringen hos de lande, som har fjernet alle hindringer for udenlandske investeringer for at komme med i frihandelsaftaler, er helt anderledes. Siden Mexico underskrev NAFTA-aftalen, er reallønnen f.eks. Faldet med 45%, to millioner mennesker er blevet arbejdsløse, og den andel af befolkningen, der anses at være ekstremt fattig, er steget fra 31% i 1993 til 50% i dag. Det er blevet påvist, at de, der lider mest under de betingelser, der er skabt med disse frihandelsaftaler og de deraf følgende frihandelszoner, er kvinder og børn.

UNCTAD’s Handels- og Udviklingsrapport 1997, konkluderer, at globaliseringen i dens nuværende form er ansvarlig for en dramatisk stigning i den globale ulighed. I 1965 var den gennemsnitlige personindkomst i G-7 landene 20 gange højere end i de fattigste lande i verden. I 1993 var gabet udvidet til 39 gange højere. Polarisering og indkomstulighed er også voksende inden for de enkelte lande. Den andel af indkomsten, der går til de øverste 20% af befolkningen er steget næsten overalt, siden de tidlige 1980’ere. UNCTAD giver liberaliseringen af markedskræfterne skylden for denne udvikling og mener, at den nuværende situation er uundgåelig indtil regulering af økonomien igen kommer på dagsordenen.

 

Kunsten at slagte jobs

Skønt TNC’erne fremstiller sig selv som skabere af rigdom og beskæftigelse, afslører tallene noget andet. Rent faktisk er en af hovedtrækkene ved en konkurrencedygtig og vellykket TNC netop "evnen til at skille sig af med jobs". Mellem 1993 og 1995 øgede den globale omsætning hos de øverste 100 TNC’er med over 25%, men i samme periode skar de samme virksomheder 4% af deres globale arbejdsstyrke på 5,8 mio. - dvs mere end 225.000 mennesker. TNC’ernes tendenser i retning af sammenlægninger, virksomhedsflytninger, automatisering og centralisering af produktion og distribition er opskriften på tab af jobs. En del af den afskedigede arbejdsstyrke bliver måske ansat af underleverandører - en "problemløs" arbejdskraftressource - som TNC’erne i stigende grad gør brug af. Underleverandørerne bliver ofte og dygtigt spillet ud mod hinanden, hvilket resulterer i lavere priser, reducerede lønninger og dårlige arbejdsforhold. Et andet uheldigt træk ved de udenlandske direkte investeringer er, at de ofte fører til opkøb og omstrukturering af de lokale virksomheder, så de kan producere mere med færre ansatte. Ca. 2/3 af alle udenlandske direkte investeringer i perioden 1986-92 bestod af sammenlægninger og overtagelser.

Den sørgelige sandhed ved TNC’erne er, at den øgede vækst, investeringer, monopoliseringer og koncentrationer, som de bygger på - med deraf følgende jobtab og miljønedbrydning - er et strukturelt kendetegn for den nuværende neoliberale model. Men de stemmer, der kræver, at man stopper denne endeløse dereguleringspolitik, lyder stadigt højere og kommer i stigende grad fra uventet kant. UNCTAD’s Rapport fra 1997 om de globale investeringer slutter af med en advarsel til verdens ledere om, at TNC’ernes aktiviteter og deres markedskræfter reelt vil underminere den globale økonomis helbredstilstand.

 

Fundamentet lægges

Skønt forberedelserne til MAI har været undervejs i næsten et årti, så begyndte de officielle forhandlinger først i 1995, og det første traktatudkast var ikke parat før januar 1997. Mens forhandlingerne indtil da var en relativt harmonisk proces, der involverede forhandlere fra de mest neoliberale grene af de nationale regeringer og virksomhedernes lobby-grupper, så har det seneste år været fuld af uventede faldgruber. Kombinationen af konflikter OECD-landene imellem og øget modstand fra miljøfolk og fagbevægelser har sat farten på forhandlingerne op i kapløbet mod målstregen.

 

Starten

Debatten inden for OECD om noget, der ligner MAI, blev lanceret så tidligt som i 1988, hvor OECD’s udviklingsudvalg begyndte at arbejde for at ændre de eksisterende ikke-bindende OECD-aftaler - og især de regler, der vedrører den nationale behandling af udenlandske investorer - til bindende aftaler. Forhandlingerne varede i to år, men så stoppede de. Den formelle begrundelse for afbrydelsen var USA’s afvisning af at give Canada en undtagelse vedr. national behandling af kultur. Det underliggende motiv var imidlertid nogle af forhandlingsparternes ambitioner - især USA - om at starte forhandlingerne om en mere omfattende aftale vedrørende liberalisering af investeringsstrømme.

 

Gennemførlighed?

Året efter - 1991 - bestilte OECD’s Ministerkonference en undersøgelse af muligheden for at kunne gennemføre multilaterale rammer for investeringer. Arbejdet blev i starten udført af to OECD-arbejdsgrupper, den førnævnte Committee on International Investment and Multinational Enterprises (CIME) og Committee on Capital Movements and Invisible Transactions (CMIT).

Dette arbejde blev accelereret i 1994, hvor fem arbejdsgrupper "sammensat af uafhængige regeringseksperter, blev etableret for at forberede de vigtigste elementer i MAI". I denne forberedende fase, blev virksomhedernes interesser hørt systematisk. Samarbejdet foregik ikke blot med OECD’s Business and Industry Advisory Group (BIAC), der forener adskillige virksomhedssammenslutninger og har formel høringsstatus i OECD, men også med individuelle virksomheds-lobbygrupper, som det internationale handelskammer.

 

Forvarmet MAI

Efter deres konference i maj 1995 besluttede OECD-landenes ministre at påbegynde forhandlingerne om MAI med et mål om at færdiggøre aftalen inden maj 1997. OECD-landene gjorde ingen hemmelighed ud af deres hensigter om at forhandle en traktat med de ‘"allerhøjeste standarder" for udenlandske investorers beskyttelse og rettigheder, og først derefter invitere ikke-OECD-landene, især landene i den tredje verden, til at deltage. Anmodningerne til ikke-OECD-landene om at deltage startede kort herefter i den første serie af de fortsatte forhandlinger med interesserede lande.

De NGO-observatører, der fulgte forhandlingerne mellem EU og ACP-landene (Afrika, Caribbean og Pacific) om en ændring af Lomé-Konventionen, har rapporteret, at EU presser de tidligere europæiske kolonier til at acceptere MAI som en del af den nye Konvention. Fra starten af skulle MAI også gøde jorden for en global investeringstraktat i WTO.

Hovedbyggestenene i MAI, som vi kender den - herunder dens altomfattende definition på investeringer og principperne for national behandling, tilbagerulning, fastfrysning o.s.v. - var på plads fra forhandlingernes start takket være den firårige gennemførlighedsundersøgelse. De officielle forhandlinger blev sparket igang i 1995 i en forhandlingsgruppe under ledelse af hollænderen F.A. Engering, med repræsentanter fra alle OECD-landene samt EU-Kommissionen. WTO blev inviteret med som observatør. Siden da har denne forhandlingsgruppe været samlet hver fjerde til sjette uge, mens arbejds- og forslagsgrupperne har mødtes hyppigere. Mellem møderne cirkulerer deltagerne tekstudkast og forslag via E-mail.

 

Uformelle møder

Virkomhederne har haft direkte adgang under hele forhandlingsprocessen. Ud over de formelle høringer, der er udført af forhandlingsgrupperne med såvel handels- som industri- og fagforeningsrådgivere ved OECD (hhv. BIAC og TUAC), "så mødes en ad hoc ekspertgruppe fra BIAC med OECD-forhandlerne og rådgiver disse før hvert forhandlingsmøde"

Forhandlerne gør omfattende brug af Det Internationale Handelskammers (ICC) "ekspertise" - f.eks i forbindelse med udformningen af konfliktløsningsorganet. Faktisk er ICC’s egen voldgift det ene af tre mulige organer, som virksomhederne kan henvende sig til vedrørende konfliktløsning.

Lige så vigtigt som ovennævnte indslag i OECD-processen er det lobbyarbejde, der bliver udført af industrien på nationalt plan. Det amerikanske Council for International Business, har f.eks. regelmæssige møder med de amerikanske forhandlere umiddelbart forud for hvert MAI-forhandlingsmøde. Et tilsvarende tæt samarbejde mellem virksomhedsledere og nationale forhandlere har fundet sted i mange andre OECD-lande, herunder Canada og Holland. De hollandske forhandleres pres på USA for at få dem til at trække sin reservation vedrørende forsknings- og udviklingssubsidier var et direkte resultat af lobbyarbejde fra den hollandsk baserede TNC, Philips. Philips ønskede at sikre sig adgang til forsknings- og udviklingssubsidier i USA.

Virksomhedernes lobbygrupper har ligesom ICC og ERT brugt deres adgang til det højeste, politiske niveau - herunder topmødet af global betydning, som G-7 - til at understrege behovet for en snarlig færdiggørelse af MAI og for at holde dagsordenen fri for arbejdstager- og miljøkrav.

 

En fælles dagsorden

Grunden til de hyggelige høringer mellem regeringerne og virksomhedernes lobbygrupper under hele forhandlingsforløbet om MAI er, at virksomhedernes dagsorden helhjertet bliver støttet af flere af de mest indflydelsesrige forhandlingsdelegationer. ICC’s rapport fra april 1996 - "Multilateral Rules for Investment" - lader ikke nogen i tvivl om den næsten fuldendte konsensus mellem MAI-forhandlerne og industrien. De regler, der bliver foreslået i denne rapport, er stort set identiske med det første udkast til MAI, der blev færdigt ni måneder senere.

Almindeligvis repræsenterer embedsmænd fra økonomi- og handelsministerier deres land i MAI-forhandlingerne i OECD. I Holland blev de traditionelt tætte forbindelser mellem industri og ministerierne for handel og økonomi udnyttet fuldt ud. De hollandske forhandlere gik i parløb med industrien i deres fælles målsætning om at "få fjernet så mange hindringer som muligt for udenlandske investeringer" . Den hollandske økonomiminister kunne i 1995 meddele det hollandske parlament, at den nationale behandling også skal gælde "spørgsmål om offentlige indkøb og sikring af alle former for subsidier og garantier". I mange lande forblev MAI stort set ubemærket af de andre ministre - f.eks miljø, social-, arbejds- og kulturministre - indtil et meget sent tidspunkt.

 

Hård søgang

Det første udkast til MAI så dagslyset for første gang primo 1997. Indtil da, havde aftalen sejlet af sted i smult vande, og uden at offentligheden eller endog et flertal af de folkevalgte blev klar over MAI’s eksistens. Men såvel den komplicerede proces omkring reservationerne som NGO’ernes opdagelse af MAI-processen, har medvirket til at forsinke - og måske endda fuldstændigt afskære den planlagte aftales kortlagte forløb.

 

Invaliderende reservationer

Regeringerne fremlagde deres "reservationer" i forbindelse med MAI i februar 1997. Ud over omfanget af de nationale reservationer, havde regeringerne valgt også at undtage nogle kerneområder, der ikke var begrænset i aftalen. I nogle lande involverede undtagelsesprocessen formentlig nogle regeringspersoner, som ikke forinden havde været informeret om MAI, og som nu reagerede med kolde fødder over for de vidtrækkende bestemmelser i aftalen. Nogle af de vigtigste undtagelser på kerneområder:

 

• USA kræve en undtagelse fra love på delstatsplan, som kunne give lande eller lokaliteter immunitet fra MAI

• EU bad om positiv særbehandling for investeringer inden for regionale integrationsorganer, som den selv. Formålet heraf kunne være at sikre, at MAI ikke forhindrer lande i at ændre deres love i forbindelse med tilpasning til EU-lovgivning. Det ville være af afgørende betydning for de Central- og Østeuropæiske lande, der afventer EU-medlemskab, samt for de fremtidige muligheder for at harmonisere EU-lovgivning.

• Frankrig og Canada ønskede, at kultur skulle helt væk fra aftalen

• EU knurrede over behovet for at forbyde sekundær boykot, som Helms-Burton Loven, der straffer virksomheder, som handler med Cuba.

• Mange regeringer forsøgte at hindre forbudet mod at bruge skatteforanstaltninger (som f.eks kunne favorisere lokale eller mindre virksomheder).

Som for at gnide salt i såret, så fylder de enkelte landes undtagelser fra MAI 1.000 velvoksne sider, hvor nogle regeringer undtager side efter side af nøglesektorerne i deres økonomier.

Den alvorlige virkning på traktaten af disse vidtrækkende reservationer, såsom kultur, og det skræmmende omfang af de enkelte undtagelser har bidraget til at rokke ved de førhen så problemløse MAI-forhandlinger. På OECD’s ministerkonference i maj 1997 blev der truffet en beslutning om at udskyde deadline for forhandlingerne til maj 1998 med en begrundelse fra ministrene om, at MAI’s "høje standard" kræver mere tid.

 

Den offentlige eksplosion

Den anden og sideløbende kæp i hjulet for MAI var den eksplosive reaktion fra det internationale NGO-samfund, da et udkast til MAI blev lækket primo 1997. Canadiske og amerikanske NGO’er fik hurtigt lagt tekstudkastet ind på deres hjemmesider, og kampagnerne spredtes som løbeild til andre dele af verden. NGO’ernes strategier har omfattet oplysning af offentligheden, lobbyarbejde over for regeringens embedsmænd og parlamentarikere (hvoraf mange først hørte om MAI fra NGO’erne), og i oktober 1997 blev der arrangeret et globalt NGO-strategimøde om MAI og samtidig en uformel høring af OECD. Hørings/strategi-mødet samlede repræsentanter for udviklings-, miljø- og forbrugergrupper fra mere end 70 lande, og det resulterede i et krav om en større overhaling af traktaten.

NGO’er og fagforeninger har med held ført to nye krav ind i MAI-forhandlingerne - nemlig en indføring af arbejds- og miljøstandarder i aftalen. Industrien finder at disse krav - sammen med den besværlige reservationsproces - er utålelige. For nylig startede OECD’s Business and Industry Advisory Council (BIAC) en ny offensiv, efter at man havde indset, at MAI-drømmen var på vej til at blive afsporet. Ved en offentlig høring mellem BIAC og OECD’s MAI-forhandlingsgruppe i januar 1998 udtrykte virksomhederne deres bekymring over den retning, som diskussionerne var ved at tage. Herman van Karnebeek, der er formand for BIAC’s Komité om multinationale virksomheder (samt kemigiganten AKZO Nobel og den hollandske fløj af det internationale handelskammer), beklagede sig: "Nu hører vi om foruroligende tegn på, at mange af de elementer, som vi ønskede, måske ikke er mulige. Hvad så, begynder vi at spørge os selv, er MAI for os?"

Nogle BIAC-medlemmer, der især var misfornøjede med fjernelse af skatteområdet og indførelsen af arbejdskraft- og miljøstandarder, gik så vidt som til at true med, at virksomhederne kunne vælge at fjerne støtten til en minimal MAI, hvilket ville gøre ratifikationen vanskelig i mange lande. OECD-forhandlerne beroligede BIAC’s medlemmer med at forsikre, at liberalisering stadig stod øverst på dagsordenen, men at det stadig var nødvendigt med kompromiser, hvis man skulle kunne afslutte MAI inden april 1998. "Husk, at dette kun er det første skridt - ligesom GATT var det i 1947", trøstede en OECD-embedsmand med: "Vi er på vej ind i en proces af historiske dimensioner".

 

EU og MAI

Ud over de 29 OECD-lande, har EU-Kommissionen været repræsenteret som forhandler nummer 30 i hele forløbet omkring MAI-forhandlingerne. Skønt Kommissionens retlige stilling i denne rolle er uklar, så bliver MAI behandlet som en sag med delt ansvar mellem EU-Kommissionen og medlemslandene. Modsat WTO, hvor Kommissionen forhandler på vegne af de 15 EU-lande, fordi Artikel 113 i Maastricht-traktaten giver EU-Kommissionen kompetence på en stor del af medlemslandenes eksterne handelspolitik. Skønt det delte ansvar gør det muligt for Kommissionen at spille en vigtig rolle i forhandlingerne, så betyder det samtidig, at MAI skal ratificeres af Ministerrådet. Generelt har Kommissionen spillet en stadigt vigtigere rolle i koordineringen af EU-landenes holdninger, efterhånden som MAI-forhandlingerne skred frem.

EU presser samtidig på for et middel til at liberalisere investeringer både i OECD-forhandlingerne og i WTO. Som Sir Leon Brittan udtrykker det: "Vi er nødt til at fjerne de eksisterende hindringer for investeringer og stoppe de nye hindringer, der dukker op i deres sted. Kun omfattende, bindende internationale regler vil kunne skabe det ensartede spillerum, som er så afgørende for den europæiske økonomi".

 

Det kritiske, men magtesløse Parlament

Indtil videre har EP ikke haft nogen formel rolle i MAI-forhandlingerne, og det har heller ikke nogen juridisk ret til at ratificere eller afvise aftalen. Men Parlamentet har på eget initiativ udarbejdet en erklæring om MAI, som skal diskuteres i februar og sandsynligvis vedtages marts 1998. Det første udkast til erklæringen, der blev skrevet af den tyske grønne MEP, Kreissl-Dërfer, er meget kritisk over for både MAI den forhandlingsprocessen, og understreger "det faktum, at forhandlingerne hidtil har været udført i største hemmelighed, hvor selv parlamentarikerne bliver udelukket"

Udkastet siger, at MAI "afspejler en ubalance mellem investorernes rettigheder og pligter, hvor de får fuld garanti og beskyttelse, mens signatarlandene påtager sig byrdefulde forpligtelser, der kan stille deres befolkninger helt uden beskyttelse". Erklæringen kræver, at der indføres bindende sociale og miljømæssige standarder, samt en garanti for, at MAI ikke fører til konkurrence på regler i forsøget på at tiltrække udenlandske investeringer. Derudover er Artiklen om den såkaldte Regionale Økonomiske integrationsorganisation (REIO) af stor betydning for EP, som frygter, at udvidelsen af EU med de central- og østeuropæiske lande, der vil betyde ændringer i lovgivningen og de fremtidige sociale og miljømæssige politikker på EU-plan er truet af MAI. Denne frygt skyldes fortrinsvis bestemmelserne om de mest begunstigede lande og fastfrysning i MAI.

Parlamentets udtalelse om MAI slutter med, at man henstiller til "parlamenterne og regeringerne i Medlemslandene ikke at underskrive MAI, før en omfattende analyse - der skal stå til rådighed for borgerne - bliver udført omkring denne aftales indvirkning på lovgivningen inden for EU". Men Kommissionen er ikke forpligtet til at opfylde dette krav. EP har krævet retten til at ratificere aftalen, men det er stadig uklart, hvorvidt Ministerrådet vil efterkomme dette krav.

 

Angreb fra alle sider for at deregulere investeringer

Som det allerede har været antydet i denne orientering, er MAI ikke det eneste ambitiøse forsøg på at deregulere reglerne for investering. Siden 1995 har regeringer over hele jorden lavet omkring 200 ændringer af deres nationale investeringslove. 95% af disse har resulteret i større liberalisering. Igennem de seneste ti år er antallet af bilaterale investeringstraktater tredoblet, så man nu er oppe på i alt 1330 aftaler, der involverer 162 lande.

Det følgende er et overblik de angreb, der sker fra alle sider for at få indført en deregulering af investeringer, og som lanceres af OECD-landene. Ved siden af og ud over MAI drømmer EU, USA og Japan om en global investeringstraktat inden for WTO. Det første offensiv for at påbegynde forhandlingerne om en sådan traktat - stimuleret af den generelle eufori, der efterfulgte underskrivelsen af WTO - fandt sted i 1995 og 1996. Stor modstand i den tredje verden mod den såkaldte MIA (Multilaterale Investment Agreement) resulterede i et kompromis: Etableringen af et WTO-arbejdsgruppe om investeringer - og kampen kan så fortsætte inden for gruppen. En anden og mere og mere udtalt fortaler for deregulering, UNCTAD, spiller en vigtig rolle, når det gælder om at bevæge tredjeverdenslandene mod mere neoliberale holdninger omkring investeringer, f.eks ved at arrangere konsensusskabende konferencer. Og i en langt mindre subtil form fortsætter Den Internationale Valutafond (IMF) med at benytte enhver lejlighed til at pålægge lande, der er i økonomisk krise, MAI-lignende regler.

Aktiviteter fra en anden front vil formentlig optrappes i de kommende måneder: En Transatlantisk Frihandelszone, herunder fuldstændig deregulering af investeringer mellem EU og USA. Forberedelserne har været undervejs i adskillige år mellem den amerikanske regering, EU-Kommissionen og virksomhedsledere fra den Trans-Atlantiske Virksomhedsdialog (TABD). I starten af februar 1998 meddelte EU-Kommissionens viceformand, at målet er at starte forhandlingerne ved EU-USA topmødet i maj 1998. Det er en ny vej, der fører til samme mål og har samme grundlæggende mangel på offentlig høring, for slet ikke at tale om offentligt mandat.

 

Mia-sporet

1995 var et stort år for investeringsforhandlinger: Ikke bare startede MAI-forhandlingerne officielt, men OECD’s ministermøde i juni samme år vedtog samtidig at skubbe bag på for en MIA inden for WTO. Skønt der ikke var udbredt konsensus om ønskværdigheden af en dobbeltstrategi, var EU-Kommissionen formentlig den største fortaler for det hurtige spor med WTO-traktaten. Som EU-Kommissær, Sir Leon Brittan, formulerer det: "Jeg tror ikke, at udviklingslandene nogensinde har været så modtagelige, som er tilfældet i dag, for budskabet om, at udenlandske direkte investeringer ikke er en trussel, men et positivt værktøj for økonomisk vækst. I en tid, hvor over halvdelen af de nye investeringsbølger går til udviklingslandene, er dette et globalt spørgsmål, som OECD-landene ikke kan løse selv. Vi må bringe spørgsmålet ind i WTO".

Den oprindelige tanke var at lancere forhandlingerne om MIA på WTO’s ministerkonference i december 1996 i Singapore. Forslaget om MIA, der er skitseret i EU-Kommissionens papir: "A level playing field for direct investment worldwide", havde en stor lighed med MAI. Denne MIA vil tildele udenlandske investorer retten til adgang, etablering og national behandling inden for alle sektorer i alle WTO’s medlemslande, vil garantere ubegrænsede kapital- og profitbevægelser og omstrukturere alle skatte- og selskabsregler. Det, der gør en investeringstraktat inden for WTO attraktiv for de nordlige regeringer, er, at den vil tillade adgang til WTO’s konfliktløsningsmekanisme - og især til dens grænseoverskridende krydsgodtgørelsesbestemmelser, som er et meget mægtigt juridisk instrument, der betyder handelssanktioner mod lande, der ikke overholder reglerne. Indflydelsesrige virksomhedslobbygrupper - især ERT - har presset på for en sådan GATT for investeringer siden starten af 1990’erne.

 

Modstand i den Tredje Verden

Tredjevcrdenslandene gjorde oprør mod MIA fra begyndelsen. I januar 1996 bemærkede den malaysiske premierminister Mahathir Mohamad, at hans land "var opmærksom på denne udvikling og ville tage skridt til at sikre, at en så uretfærdig handelstraktat aldrig ville blive gennemført".

Snart derefter udarbejdede otte tredjeverdenslande, herunder Indien og Indonesien, en erklæring, der gav udtryk for "deres modstand imod at bringe handels- og investeringsspørgsmålet ind i WTO". De pakkede deres mishag ind i diplomatiske formuleringer, men landene udtrykte bekymring for, at MAI vil påvirke "de nationale regeringers evne til at regulere strømmen af udenlandske direkte investeringer til støtte for deres nationale udviklingsmål og -prioriteringer". "Lige så uklar", udtalte de otte regeringer, "er arten af mulige fordele og omkostninger af de udenlandske direkte investeringer og deres forbindelse til globaliseringsprocessen og ledsagefænomener som marginalisering". De krævede i stedet, at investeringsspørgmål blev diskuteret inden for rammerne af FN’s konference om Handel og Udvikling (UNCTAD), som mangler bindene retlige beføjelser, men hvor udviklingslandene befinder sig i en langt mere gunstig situation end i WTO. De tøvende Tredjeverdenslande har lært en lektie fra Uruguay-runden i GATT - at en forhandlingsstart genererer et enormt pres for færdiggørelse af vidtrækkende traktater.

 

Manipulationer i Singapore

Trods disse klare signaler fra regeringer i den Tredje Verden, satte WTO’s generaldirektør, Ruggiero, ikke desto mindre investeringer på WTO’s møde i december 1996 ved Singapore-konferencen. EU og andre fortalere for MIA havde på det tidspunkt vedtaget deres forslag om en "undersøgelsesproces" om forbindelserne mellem handel og investering. Under Singapore-konferencens forløb, blev de lande, som havde modsat sig, at man bragte investeringer op på WTO’s dagsorden, en efter en prikket til at ændre mening. Nogle lande lobbyede med et vist held for at begrænse arbejdsgruppens område. Det sidste land til at give efter var Indien, som gik med under de sidste bestræbelser for at forhindre den foreslåede arbejdsgruppe i at forberede elementerne til en MIA-forhandlingsproces. I en fuldstændig udemokratisk procedure blev det endelige udkast forhandlet af en uformel gruppe fra 30 lande. Det blev fremlagt for Konferencens plenarforsamling i allersidste øjeblik, ledsaget af en bøn fra formanden, Singapores Yeo Cheow Tong, til landene om at afstå fra at genåbne diskussionen. Og sådan blev WTO’s arbejdsgruppe om Handel og Investeringer født.

 

Hvis sejr?

Efter WTO’s ministerkonference i Singapore, åbnede EU-Kommissær Brittan døren til "multilaterale rammer for bindende regler" om investeringer vidt åben, og erklærede, at "når det gælder investering, har vi i det mindste ført WTO ind på kortet. For mig at se, har investeringer den allerhøjeste prioritet i WTO de kommende år". Men forhandlerne fra den tredje verden understregede på den anden sige, at det var lykkedes dem at hindre, at forhandlingerne om en MIA blev lanceret. Indiens Handelsminister Tejendra Kanna sagde, at "Vi gjorde det helt klart, at der ikke kan gives mandat til at undersøge spørgsmålet om en MIA. Det er ikke tilladt, heller ikke med en periode på to år. Hvis det nogensinde kommer dertil, så vil vi også blokere den på det tidspunkt"

 

Kold krig i Investerings-arbejdsgruppen

Spændingerne mellem OECD-landene og MIA-modstanderne har været meget håndgribelig på de tre møder i arbejdsgruppen i løbet af 1997, hvor OECD, UNCTAD, Verdensbanken, IMF og andre internationale institutioner deltog som observatører. Mens EU fortsat kræver en start på forhandlingerne, så er lande som Malaysia, Indien, Indonesien og Pakistan stadig helt imod selv de allermindste skridt mod en global investeringstraktat. Arbejdsgruppen har diskuteret handel, investeringer, udvikling og økonomisk vækst på abstrakt plan, men i løbet af 1998 vil man også beskæftige sig med "multilaterale aftaler og initiativer". Gruppens rapport til WTO’s ministerkonference i maj 1998 vil formentlig ikke indeholde kontroversielle anbefalinger overhovedet, og man forventer ikke, at der vil blive truffet beslutninger vedrørende investeringer ved dette møde.

 

Der varmes op

I løbet af sommeren og efteråret vil der blive fyret op under debatten i arbejdsgruppen forud for deadline i december 1998 for den endelige rapport til WTO’s almindelige Råd. Fortalerne for en WTO-traktat om investeringer vil forsøge at hente støtte til forberedelserne af forhandlingerne. Deres succes afhænger stort set af MAI-forhandlingernes skæbne. Observatører forventer, at EU og andre sigter på at genoplive MIA, så forhandlingerne kan begynde i 1999 eller i år 2000. Ifølge nogle kilder vil den mest sandsynlige strategi være påbegyndelse af nye, generelle forhandlingsrunder om at inddrage en verdensomspændende liberalisering af landbrug, investeringer og flere andre spørgsmål i begyndelsen af det nye årtusinde.

 

Oversat af Susanne Arends

indhold.jpg (4690 bytes)

 

De multinationales organisationer

Udarbejdet af Corporate Europe Observatory (CEO) Februar 1998

 

THE UN CONFERENCE ON TRADE AND DEVELOPMENT (UNCTAD)

FN’s Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) bliver i stigende grad udnyttet af OECD-lande og virksomhedsgrupper som et forum til at bevæge landene i Den Tredje Verden i retning af en venligere indstilling til deregulering af investeringer.

På dens konference i maj 1996 i Witrand, Syd-Afrika, fik UNCTAD mandat til at undersøge betydningen for udvikling af de eksisterende investeringersordninger, som bilaterale investeringstraktater (BIT) og diskutere nødvendigheden af multilaterale rammer for investeringer.

I de afsluttende konklusioner fra deres møde juni 1996 i Lyon, beskrev G-7 lederne resultaterne af Witrand-Konferencen som "en milepæl i fornyelsen af UNCTAD" og priste UNCTAD’s nye fokus på arbejdet omkring "en række små prioriteringer, der skal fremme udviklingen gennem handel og investering med formålet at lette udviklingslandenes integration i det internationale handelssystem".

Skønt konsensusdannelsen vedrørende investeringer inden for UNCTAD er uformel, så ville udviklingslandene ikke med, men skulle have et skub fra deres industrialiserede naboer. Som EU-Kommissær Sir Leon Brittan sagde det i en tale til et virksomhedspublikum i Köln: "Uformelle diskussioner er allerede begyndt i Geneve, takket være europæisk og kanadisk pres. Vi har forsøgt ikke at tromle dem til at bøje sig, men at dele frugterne af vore seneste analyser med dem for at vise, at liberalisering af investeringer er en vinderstrategi for alle aktører".

Men ikke bare G-7’s regeringer forsøger at lokke udviklingslandene ind i UNCTAD’s massageklinik - de store industri-lobbygrupper som ERT og ICC har også opdaget nytten af denne institution.

I december 1997 koordinerede ERT og UNCTAD’s sekretariat et møde på højt plan for 25 Geneve-baserede ambassadører fra udviklingslandene og 16 direktører fra ERT’s virksomheder for at diskutere et arbejdspapir om investeringer fra ERT i juni 1997. Mødet blev ledet af UNCTAD’s Generalsekretær, Rubens Ricupero og ICC og ERT bestyrelsesformand Maucher fra Nestlé, Marial Livanos Cattaui, generalsekretær for ICC, var også til stede.

Og på UNCTAD’s Verdens Investerings Forum Konference, 1996, talte ICC på vegne af verdens industri og skitserede, hvad Tredjeverdenslandene skulle gøre for at tiltrække udenlandske direkte investeringer. Det blev f.eks stærkt frarådet, at bede investorerne om at opfylde særlige betingelser.

 

DEN INTERNATIONALE VALUTAFOND (IMF)

Den Internationale Valutafond (IMF), der traditionelt har ansvaret for at hjælpe lande med at opfylde deres betalingsbalancekrav og opstille valutastandarder, har været nøglen, der skulle åbne markederne for de udenlandske investorer og kautionere for dem i tilfælde af en finanskrise. IMF’s brækjern er en række investeringsliberaliseringer, som frarøver landene suveræniteten over deres økonomi.

Som James Tobin, den Nobel-pristager i økonomi, der har foreslået en skat på alle internationale valutatransaktioner, formulerer det: "Det er svært ikke at mene, at landenes nuværende kvaler gavner en helt anden dagsorden - herunder muligheder for amerikanske virksomheder til at opnå handelsindrømmelser og en forøgelse af investeringsmulighederne".

Den seneste IMF-"genopretningspakke" for de rystede økonomier i Sydkorea, Thailand og Indonesien indeholdt sandelig også en række bestemmelser, der kunne have været taget direkte fra teksten til MAI. De indeholder krav om, at de forgældede regeringer garanterer følgende: Retten for alle udenlandske investorer til at investere i samtlige økonomiske sektorer - en svækkelse af arbejds- og miljøstandarderne for at tiltrække investeringer - fjernelse af alle sikringer på valutamarkedet, der begrænser hurtige udsalg og kapitalflugt - og forebyggelse mod vedtagelse af bestemmelser, der kan begrænse eller kontrollere de udenlandske investeringer i deres lande.

I dag, hvor de asiatiske økonomier er mere udsatte, opkøber TNC’er lokale virksomheder til indbrudspris og vinder samtidig nye markedsområder for sig selv.

 

ET INTERNATIONALE HANDELSKAMMER (ICC)

En af sværvægterne blandt de virksomhedsaktører, der ligger bag MAI, er uden tvivl det Internationale Handelskammer (ICC). ICC, der fremstiller sig selv som "Verdens virksomhedsorganisation" med medlemmer i mere end 130 lande, er ikke bare en paraply for handelskamre fra hele verden, som navnet antyder. Dets medlemmer består af nogle af verdens rigeste transnationale virksomheder: Asea Brown Boveri, Bayer, British Petroleum, Dow Chemical, General Motors, Hyundai, Nestlé, Novartis, Shell, Toshiba, Zeneca o.s.v. Temmelig mange nationale virksomhedssammenslutninger er også med i ICC.

ICC - som naturligvis har ambitioner om at blive en stor aktør i global politik - deler formand (Nestlés Formand Maucher) med det indflydelsesrige ERT. ICC’s generalsekretær er Maria Livanos Cattaui, som i mere end tyve år udviklede World Economic Forum og dets årlige møder i Davos til at blive et enormt, indflydelsesrigt globalt Topmøde for virksomhedsledere og toppolitikere.

ICC’s engagement i MAI-forhandlingerne er delvist foregået gennem Business and Industry Advisory Council (BIAC), der er den officielle virksomhedsdelegation i OECD-forhandlingerne. Kammeret selv har efterladt en række fingeraftryk på traktatudkastet, f.eks vedrørende voldgift. I det nuværende udkast er ICC’s voldgiftsdomstol inddraget som en af de vigtigste redskaber til løsning af uoverensstemmelser. Vincent J. O’Brian fra ICC, siger: "Vi hjalp sandelig til med de dele, der drejer sig om voldgift". En af de mest kontroversielle sider af MAI, en mekanisme, der kan løse uoverensstemmelser med investor-landet, og som vil gøre det muligt for virksomhederne at sagsøge regeringer ved en international domstol - er udviklet med hjælp fra ICC’s eksperter. ICC’s rolle i denne mekanisme vil være at føre tilsyn med uenigheder og lette afgørelsesprocessen.

MAI tillader sine underskrivere at erklære visse love undtaget fra traktaten af nationale sikkerhedsgrunde. Men det er op til MAI’s konfliktløsningspanel - der bliver tilset af ICC - at fastslå, om en sådan påstand er gyldig. Ingen er helt sikker på, hvordan MAI vil påvirke national lovgivning, da en fortolkning af traktaten vil blive overdraget til et uafhængigt panel, der udnævnes af de sagsøgte og de virksomheder, der strides. Ifølge den foreslåede MAI vil et lands domstole ingen jurisdiktion have på dette retsområde.

ICC har også gjort brug af sin adgang og sin rådgivende funktion ved store internationale topmøder til at presse på for MAI. Under G-7 topmødet i Denver i 1997, mødtes ICC med statslederne i denne gruppe af de syv mest industrialiserede lande og fremlagde sine synspunkter. ICC anmodede bl.a. indtrængende lederne om at arbejde hårdere for at sikre, at MAI-forhandlingerne bliver hurtigt afsluttet, og at der sker en fuldstændig afvisning af miljø- og arbejdskraft-standarder.

OECD-traktaten om investeringer er et vigtigt mål for ICC, men den er blot det første skridt. I foråret 1996 offentliggjorde ICC en Rapport: "Multilaterale Regler for Investering", hvori man udtrykker sin støtte til alle de vigtigste elementer i MAI: Det meget brede fortolkning af investeringer, national behandling, mest-begunstiget-stat-behandling, beskyttelse af investeringfer og bindende investorstatvoldgift. Rapporten støtter kraftigt MAI-forhandlingerne, men slutter med at opfordre WTO-ministerkonferencen i december 1996 til at "begynde inden for WTO med at etablere omfattende og virkeligt globale rammer for regler, der skal styre grænseoverskridende direkte investeringer".

 

VERDENS VIRKSOMHEDSRÅD FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING (WBSD)

Verdens virksomhedsråd for bæredygtig udvikling (WBSD) har for nylig optrappet sit engagement i MAI. Maskeret bag sit omhyggeligt plejede image som en "grøn" industrilobbygruppe er det lykkedes WBSD utroligt godt t fremme den globale markedsliberalisering og selvregulering i virksomhederne i stedet for regeringsindgreb som opskriften på en bæredygtig udvikling. WBSD’s tiltag har efterladt fingeraftryk på f.eks Rio Erklæringen og Klima-aftalen, som dukkede op i Kyoto i december 1997. Det er ikke overraskende, at WBSD går stærkt ind for MAI, selvom man erkender de mulige problemer.

Den 15. januar 1998 ved høringen af BIAC var det første gang, virksomhedsrådets sekretariat deltog i officielle høringer om MAI. Stort set har gruppens engagement været på uformelt plan. Stigson har deltaget i de forskellige BIAC-møder, og er medlem af dets miljøudvalg. Flere WBSD-medlemsvirksomheder er repræsenteret i BIAC og sekretariaterne for begge organisationer arbejder sammen og deler relevant information.

WBSD’s præsident, Bjørn Stigson, har også på skrift udtrykt bekymring over for OECD-funktionær Don Johnson vedrørende inddragelsen af bindende formuleringer af miljøstandarder i MAI. I samme brev har han generelt udtalt WBSD’s sædvanlige hymne om virksomhedernes selvregulering. I et citat fra Agenda 21 påstår Stigson, at "liberalisering af handel er en positiv kraft til støtte af det medst miljømæssigt og økonomisk effektive brug af varer og ressourcer, og bidrager derfor til en bæredygtig udvikling". Han konkluderer med "liberalisering af investeinger er en nær slægtning til handelsliberalisering og kan forventes at skabe en tilsvarende positiv udvikling. Han forventer, at de største fordele vil indfinde sig, når landene i den tredje verden kommer med i MAI.

Stigson erkender, at der kan være en mulig konflikt mellem nye miljøregler og MAI, og han foreslår, at disse vil kunne løses ved "at man konkretiserer de forsikringer, som virksomhederne og mange forhandlere allerede siger, ligger i aftalen, samtidig med, at man fastholder de meget vigtigge målsætninger i MAI". Han foreslår, at henvisningen til NAFTA, Sektion 114 i MAI-udkastet allerede "allerede sikrer alle deltagere en afbalanceret implementering af aftalen i konfliktløsningsprocessen". Men dette er ikke særligt beroligende. Det var netop denne paragraf, som ikke hindrede US Ethyl Corporation i at udfordre en kanadisk miljølov som værende ekspropriation ved en NAFTA-domstol sidste år.

I sit brev udtrykker Stigson store betænkeligheder ved en bestemmelse, hvorefter landene kan forpligte sig til ikke at mindske sine miljøstandarder for at tiltrække eller fastholde investeringer, uanset om den bliver uforpligtende eller tvungen. Han afviser ikke helt tvangsforanstaltninger, men det skal være under forudsætning af, at de kan håndhæves og indebærer store fordele. Stigson indrømmer også, at MAI vil kunne opmuntre virksomhederne til at flytte deres investeringer til forureningstilflugtssteder. Stedet for at indføje miljøstandarder for investeringer i MAI, foreslår han WBSD’s "løsning": "Sunde miljøstyringssystemer som et alternativ til kontrol- eller kommandofastlæggelse af miljøstandarder".

 

DET EUROPÆISKE RUNDBORD FOR INDUSTRILEDERE (ERT)

ERT har længe været dybt indraget i fremskyndelsen af investeringsliberaliseringer og har opbygget en omfattende strategi i den forbindelse. Mens man støtter MAI, er hovedmålet en investeringsaftale inden for WTO. Allerede i sin rapport for 1993 - "European Industry - A Partner for the Developing World", Understregede ERT behovet for "en GATT for investeringer" og "en institution, der kan registrere forbedringerne og være i stand til at indføre dem i liberaliseringsprocessen". Dette punkt er ofte blevet gentaget i de fem rapporter om investeringer, som ERT’s Nord-Syd-arbejdsgruppe har udarbejdet siden 1993. ERT-præsident Helmut Maucher, som også er bestyrelsesformand for Det Internationale Handelskammer (ICC) og leder af Nestlé, leder denne arbejdsgruppe.

ERT har igennem længere tid spillet en aktiv rolle i udformningen af EU’s politiske dagsorden. I processen med at bane vejen for en investeringsderegulering er ERT-medlemmer i direkte kontakt med de europæiske lederee og EU-kommissionen samt regeringer fra den tredje verden. ERT er henrykt over den positive effekt af to af deres foreslåede redskaber til fremme af den økonomiske globalisering: Konkurrence om lovene (kapløbet for at skabe de gunstigste investeringsbetingelser) og benchmarking (opmuntre lande til at sammenligne deres investeringsklima, herunder graden af deregulering). "Konkurrence om love og benchmarking har vist sig at være nogle af de mest effektive lokomotiver i den nuværende proces med åbning af økonomien, deregulering og modernisering af de private virksomhederes investerings-institutter". Denne opfattelse, der blev præsenteret i en undersøgelse fra 1993 om investering, er ivrigt blevet antaget af beslutningstagerne: "I udviklingslandene har det haft en gunstig indvirkning på holdninger og politik ... Det kan have haft en indvirkning på EU-Kommissionens og EU-landenes regeringers synspunkter og politik i de eksterne økonomiske forbindelser på mange forskellige måder".

ERT taler for en investeringsaftale inden for WTO, som skal indeholde de vigtigste elementer af MAI, men gå langt videre. Ifølge ERT, skal en WTO-traktat også indeholde en international konkurrencepolitik, der kan "sikre en fortsat åbning - også på føderalt plan" via "kriterier og regler for en effektiv offentlig politik-benchmarking og institutionaliseret vurdering af ligemænd". WTO-traktaten skal være fleksibel, så den "udvider rammerne til relevante områder". ERT’s drømme-traktat vil også skulle indeholde international konkurrencepolitik, "der skal klare de strukturelle hindringer" for markedsadgang, som udenlandske investorer måtte møde "og definere det relevante marked både større og mere globalt".

ERT synes at være overmåde optimistisk i forbindelse med tidsrammen for færdiggørelse af den WTO-aftale, de ønsker, når de foreslår: "en struktureret debat om strategi og indhold af en global investeringsaftale ved det næste WTO-ministermøde i juni 1998 ... og en hurtig færdiggørelse af en aftale af den art". De vil uden tvivl modtage fuld støtte fra EU-Kommissionen, der er en af hovedfortalerne for en MIA inden for WTO. Handelskommissær, Sir Leon Brittan, sagde som reaktion på ERT’s undersøgelse fra 1996 om betingeleser for udenlandske investeringer: "Jeg var især overrasket over budskabet om, at vi skal overveje den bedste rolle for internationale forhandlinger og nå en balance mellem brugen af WTO til at etablere den bedste praksis og samtidig bruge WTO-processen til at skabe mere moderne og dynamiske instrumenter, såsom offenlig politisk benchmarking. Mit håb er, at WTO kan gøre begge dele".

ERT har strategisk gjort det lettere at opbløde udviklingslandenes modstand mod en investeringsaftale inden for WTO. Mange tredjeverdenslande har sagt, at diskussionen om investeringer skal holdes inden for rammerne af UNCTAD, så ved udgangen af 1997 var ERT medarrangører for et møde om investeringer sammen med UNCTAD. Deltagerne var højtrangerende personer fra ERT’s medlemsvirksomheder (bl.a. ABB, British Petroleum, Krupp, Nestlé og Shell) ICC’s generalsekretær, Maria Liv anos Cattaui samt 25 ambassadører i Geneve. Mødet fokuserede på "en dialog om spørgsmål vedrørende udenlandske direkte investeringer og udviklingsdimensionen af spørgsmålene, samt begreber, der er relevante for mulige, multilaterale investeringsrammer". Grundlaget for debatten på mødet var ERT’s investeringsrapport fra jun i 1997.

 

SAMMENSLUTNINGEN AF INDUSTRI- OG ARBEJDSGIVERKONFØDERANTIONER I EUROPA (UNICE)

Unice, den europæiske arbejdsgiverorganisation, stræber efter at spille en mere aktiv rolle end ERT, og reagerer generelt på de enkelte EU-politikker, efterhånden som de dukker op. Eftersom EU ikke officielt har frigivet sin holdning til MAI, og UNICE har derfor holdt sig tilbage under forhandlingerne. Ikke desto mindre støttergruppen stærkt MAI og er repræsenteret i forhandlingerne gennem sit medlemskab af BIAC._Desuden er UNICE en varm fortaler for en multilateral aftale om investeringer inden for WTO.

 

DET AMERIKANSKE RÅD FOR INTERNATIONALE VIRKSOMHEDER (USCIB)

Når det gælder lobbyarbejde for MAI så har USCIB vist, at de er en af de mest indflydelsesrige industrigruper. Det blev grundlagt i 1945 til at "fremme et åbent system for international handel, investeringer og finans". Det tæller mere end 300 virksomheder, industrilobbygrupper, advokatvirksomheder og banker blandt sine medlemmer - bl.a. the American Petroleum Institute, BP America, Coca-Cola, Chevron, Dupont, General Electric, General Motors, the Global Climate Coalition, Honeywell, Ford, McDonalds, Mobil, Monsanto, Nestlé USA, Philip Morris, Shell, Texaco og Unilever. USCIB er USA’s underafdeling af ICC og den internationale arbejsgiverorganisation (IOE), og vigtigst: Så leder de OECD’s ekspertgruppe for Virksomhedernes og Industriens Rådgivere (BIAC).

150 virksomhedsledere har travlt med at forcere en liberalisering af investeringer ved hjælp af USCIB’s Investerings-Komité, ledet af Glen Skovholt fra Honeywell Corp. Denne politiske gruppe har været meget aktiv i forbíndelse med MAI og har udnyttet sit vidt forgrenede fangarme til diverse fremskyndelsestaktikker. Ud over regelmæssige møder med USA’s forhandlere umiddelbart før og efter hvert MAI-forhandling, har USCIB også arrangeret direkte adgang for sine medlemmer til Ambassadør Frans Engering, leder af OECD’s MAI-forhandlingsgruppe. USCIB har skabt støtte til MAI i USA via sit samarbejde med grupper som National Governors’ Association og Council og State government.

USCIB’s interesse i en liberalisereing af investeringsinitiativer er ikke begrænset til MAI i OECD. USCIB’s medlemskab i organer som Business Advisory Council for APEC og den transatlantiske virksomhedsdialog (TABD, hvor de er i ledelsen for arbejdsgruppen for investeringer) har gjort det lettere for USCIB at sikre, at investering forbliver øverst på dagsordenen i alle relevante fora, herunder WTO og regionale traktater. Oversøisk pres er også en del af taktikken, og en USCIB-delegation har besøgt den japanske virksomhedsorganisation, Keidanren, i Kyoto for at hverve støtte til de amerikanske virksomheders formål med MAI. Der er ingen tvivl om, at USCIB har påvirket MAI hel fra starten af processen. I 1994 - fire år før de officielle forhandlinger begyndte, og længe før MAI kom ud i det fri - kom USCIB allerede med forslag til præ-forhandlingsarbejdet. Senere, i marts 1995, frigav USCIB en udtalelse, der skulle præcisere de amerikanske virksomheders mål, som med deres egne ord "blev grundlaget for BIAC’s formelle forslag til OECD".

USCIB gør ikke noget for at skjule, hvorfor de ønsker MAI: "MAI vil fjerne mange af de begræsninger, der gør det så kostbart for amerikanske virksomheder at komme ind på de udenlandske markeder", skriver Stephen Canner, USCB’s vice-præsident for Investeringspolitik. Derfor er USCIB enig med andre industrigrupper om at en indskrivning af bestemmelser vedrørende arbejdskraft og miljø i MAI vil være fejltagelse af dimensioner, og man har opmuntret den amerikanske administration til at modstå presset fra sådanne interessegrupper. Sådannne bestemmelser, mener man, "vil afskrække de vigtigste af de mindst udviklede lande, der endnu ikke er medlemmer af OECD, fra at tilslutte sig og dermed virke undergravende på et af de vigtigste, amerikanske målsætninger: Nemlig, at få en række af de vigtigste ikke-OECD-lande til at deltage i MAI, før forhandlingerne om investering begynder i WTO".’

USCIB har for nylig flyttet sit fokus for at sikre, at enhver henvisning i MAI til arbejdskraft og miljø bliver ikke-bindende, og de truer med at trække deres støtte til MAI tilbage, hvis denne begrænsning bliver overskredet. Den trio af bestemmelser (det såkaldte "tre-anker-tiltag), som gruppen vil kunne sluge, er sammenfaldende med de miljøbestemmelser, der bliver fremført af USA. Det drejer sig om ikke-bindende udtalelse i præamblen om bæredygtig udvikling, ikke-bindende bestemmelser om, at man ikke må sænke standarderne for at tiltrække investorer samt et ikke-bindende tilføjelse til OECD’s retningslinjer fra 1974 om Multinationale Selskaber.

USCIB har også brugt en del energi på at afbøde skaderne, efter at NGO-kampagner i USA har sat sindene alvorligt i bevægelse i offentligheden vedrørende MAI. I december 1997 offentliggjorde USCIB et brev i Washington Times, hvor man forsøgte at dæmpe frygten for MAI. Brevet gør nar f MAI-kritikernes bekymringer, og spørger sarkastisk: "Vil MAI tillade, at de store, stygge multinationale selskaber tramper på fattige landes rettigheder, underminerer den eksisterende, nationale miljølovgivning og tager de forfatningsmæssige rettigheder fra USA? Lad os se på fakta ..." og henviser til "den febrilske atmosfære i Internets sludrepladser". De kommer til det resultat, at investeringer ikke skader miljøet, og at de vil gavne "USA generelt ... og få den økonomiske kage til at vokse både inden for USA og i udlandet".

 

VIRKSOMHEDSRÅDET FOR NATIONALE SPØRGSMÅL (BCNI)

BCNI blev grundlagt i 1976 af lederne i de USA-baserede Imperial Oil og Noranda, Business Council on National Issues (BNCI) og er den kanadiske udgave af de europæiske og amerikanske rundborde. Blandt dets 30 medlemmer er der ledere for adskillige store banker og større kanadiske og udenlandske virksomheder, herunder Air Canada, AT&T, Bechtel, Bombardier, Canadian Pacific, Cargill, Dupont, General Motors, Hewlett-Packard, Loram, MacMillan Bloedel, Mitsubishi, Monsanto, Nestlé, Northern Telecom, Petro Canada og Placer Dome.

I de senste tyve år er BCNI’s forbindelser med de på hinanden følgende kanadiske regeringer blevet stadigt tættere. Lobbygruppen har arbejdet hårdt for gennemførelsen af frihandelsaftalen mellem Kanada og USA og man har arrangeret kostbare kampagner for at sikre valget af den nuværende, neoliberale regering. Men BCNI’s indfaldsvinkel til MAI har været mindre aggressiv, måske på grund af gruppens ønske om at pynte på sit officielle image. Under høringerne i november 1997 tilkendegav BCNI sin store støtte til Paris-forhandlingerne, og fokuserede på de beskæftigelsesmæssige aspekter, en sådan traktat ville medfære - "nye undersøgelser antyder, at der for hver millard dollars, der bliver investeret årligt igennem en femårsperiode i Kanada, vil ver blive skabt i nærheden af 45.000 jobs".

BCNI-virksomhederne har også brugt andre fora, når de skulle kæmpe for deres yndlingsestemmelser i MAI. Lobbyarbejdet er blevet udført igennem det kanadiske handelskammer og det kanadiske råd for internationale virksomheder, og BCNI er også medlem af OECD’s officielle officielle virksomhedsrådgivningsråd, BIAC. BCNI er især stærk modstander af EU’s generelle undtagelser fra regionale, økonomiske integrationsaftaler (som vil tillade EU-lande at diskriminere over for ikke-EU-medlemslande) og var solidarisk med USCIB i deres fælles skuffelse over den aktuelle afvisning af handelsprivilegierne til præsidenten fra USA’s Kongres.

 

KEIDANREN
Keidanren, den mest repræsentative japanske virksomhedssammenslutning med mere end 1.000 medlemmer (heriblandt Toyota, Mitsubishi, Nissan, Sakura Bank og Nippon Steel Corp. har også presset på for MAI. Eftersom Japan og Syd-Korea er de enste asiatiske lande, der er OECD-medlemmer, er Keidanrens vigtigste mål at få så mange udviklingslande som muligt med i MAI. Samtidig med, at man påstår, at MAI er en aftale af høj standard, anbefaler man fleksibilitet for at lette medlemskabet for ikke-OECD-lande. Derudover har Keidanren slået kræfterne sammen med UNICE for at opmuntre til etablering af multilaterale investeringsrammer inden for WTO, og samtidig opmuntrer de til liberalisering af investeringer gennem bilaterale og regionale aftaler, som f.eks APEC.

Selvom man generelt er tilfreds med MAI-udviklingen, er Keidanren skuffet over, at to af deres vigtigste målsætninger - skat og nøglepersonale (som tillader særlige privilegier for virksomhedernes ansatte) - er fjernet fra aftalen. Den japanske lobbygruppe forsøger også at mindske de generelle undtagelser til et minimum, og man er f.eks. stærk modstander af bestemmelser vedrørende REIO (regionale, økonomiske, integration-organisationer), som den, der forelåes for EU-medlemmer og afviser extra-territoriale aftaler (såsom USA’s Helms-Burton-lov, der straffer virksomheder, der er aktive på Cuba) samt foreslår, at alle niveauer under regeringerne skal være bundet fuldstændigt til MAI. Og selvom man ikke er så aggressiv som sine partnere i USA, så er Keidanren bekymret for, at yderligere arbejdskrafts- og miljøregler vil afholde ikke-OECD-lande fra at skrive under på MAI.

 

Oversat af Susanne Arends

indhold.jpg (4690 bytes)

 

HER KAN DU FÅ MERE AT VIDE

Har du adgang til Internettet, kan du finde oplysninger om MAI-aftalen og kampagnerne imod den på blandt andet følgende hjemmesider:.

https://www.mai-day.dk (dansk)
https://mai.flora.org/
https://www.citizen.org/pctrade/tradehome.html
https://www.nassist.com/mai/
https://www.RTK.NET:80/preamble/mai/maihome.html
https://www.islandnet.com/~ncfs/maisite/

På flere af hjemmesiderne er der links til andre organisationer og bevægelser og oplysninger om kampen mod ny-liberalismen iøvrigt..

Hvis du ikke har adgang til internettet, men har en PC’er med CD-ROM, så kan du købe en CD med homepagen www.mai-day.dk og et par af de udenlandske på for 40 kr + forsendelse.

indhold.jpg (4690 bytes)

 

Bestil Pjecen

Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk