»Et
spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse.« Sådan skrev Karl
Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest i 1848.
»Kommunismen
er død«, skreg medierne i 1991, da socialismen brød sammen i Sovjet og Østeuropa
efter lang tids forfald. Borgerlige, socialdemokrater, reaktionære og afhopper
af alle slags sluttede sig til koret. Der var forbrødring over hele linjen.
Filosoffer, ideologer, politikere, eksperter, penneførere og intellektuelle
sang det samme omkvæd. Fra imperiets hjerte blev det tilmed forkyndt, at
historien var slut. Kapitalismen og den borgerlige parlamentarisme havde
endegyldigt sejret, fortalte man os. Socialismen var angiveligt kun en
midlertidig afvigelse og parentes i historien, som nu var fortid blot.
Men
kommunismen døde ikke – hverken i 1989, 1991 eller senere. I en række lande
i den tredje verden forsøger millioner af mennesker under store vanskeligheder
at omforme verden i kommunismens ånd. I mange lande i Asien, Latinamerika og
Afrika er der store kommunistiske bevægelser, som udfordrer den bestående
kapitalistiske orden. I det tidligere Sovjet og flere steder i Østeuropa udgør
kommunisterne allerede et reelt alternativ til den elendighed, som den
kapitalistiske genrejsning bragte med sig. Og selv i en række vest- og sydeuropæiske
lande udgør de en betydelig faktor.
Og heller ikke de danske kommunister har stukket hovedet i busken.
