NEJ I MAJ
Carl Aage Jensen
copyright Forlaget Arbejderen februar 1998
Må citeres med kildeangivelse

Forord

Den 28. maj skal vi igen stemme om en ny traktat, der udbygger det nuværende grundlag for Danmarks deltagelse i EU - den såkaldte Amsterdam-traktat.

De fleste husker sikkert, hvordan det danske nej i juni 1992 til Maastricht- traktaten blev forrådt af politikerne, som sendte den samme traktat til fornyet afstemning året efter. Maastricht-traktaten gav det tidligere EF en overordnet politisk ramme, der stort set omhandler alle politiske spørgsmål, og som bevæger EU i retning af en forbundsstat. Amsterdam-traktaten udbygger på en række centrale områder (militær, retsvæsen og politi samt det faglige og sociale område) grundlaget fra Maastricht-traktaten. Og den udgør et nyt stort skridt i bestræbelserne på at forme EU til en egentlig statsdannelse på bekostning af medlemsstaterne.

Statsministeren har ikke sparet på superlativerne i forhold til den nye traktat. »Fredens projekt« er en af Poul Nyrup Rasmussens etiketter, men hvad dækker den egentlig over? Er det EU’s nye muligheder for at gribe ind militært ude i verden, statsministeren tænker på?

Det kniber i høj grad med reel information og oplysning fra regeringens side om traktatens virkelige indhold. Behovet for reel information om den nye traktat er derfor overladt til unionsmodstanden.

Gennem en række artikler i efteråret 1997 har Dagbladet Arbejderen sat væsentlige dele af den nye traktat under lup for at afdække det egentlige indhold af traktaten og dens konsekvenser.

Det er disse artikler, som nu er samlet i denne pjece, og som vi håber vil give læseren et klart billed af, hvad det er, vi skal stemme om og nogle argumenter i debatten for et nej.

EU-traktaterne er også ved at blive sammenskrevet således at traktatens artikler skifter nummerering. I Pjecen er brugt artikelnummereringen, som den er fremlagt i den konsolidere tekst udsendt af Folketingets EU-oplysning (Arbejdsdokument version 1.7) med Amsterdam-traktatens (Ams.) nummerering i parantes.

Carl-Aage Jensen, DKP/ML’s EU-udvalg

Februar1998

INDHOLD:

Fleksibilitet eller vetoret
Unionsstatsborgerskabet udbygges
Ingen ret til politisk asyl
ØMU’en styrer beskæftigelsespolitikken
Harmonisering af levevilkårene
Miljøgarantien der stadig mangler
Ny EU-konference før udvidelse
Parlamentet bliver Unionens 2. kammer
EU-regering med EU-parlamentarisk baggrund
Jagten på landenes selvbestemmelse
EU sætter sig på de ydre grænser
De danske forbehold udhules
Europol får eget rejsehold
Harmonisering af retsvæsenet
Rets- og politikredsen Danmark
Schengen-land er foregangsprojekt i EU
EU accepterer politisk forfølgelse
EU som militær stormagt
Veto mod militære aktioner udhules i EU
EU vil være politisk og militær supermagt
Vil inddrage alle i militære indgreb
Traktaten kort - en sammenfatning

Fleksibilitet eller vetoret

– Det er veto-retten det gælder. Det er veto-retten de fjerner med den fleksibilitetsparagraf, konstaterer Karen Sunds overfor Dagbladet Arbejderen. Hun er medlem af Folkebevægelsens forretningsudvalg.

Med den nye Amsterdam-traktat bliver det muligt for et flertal af EU-lande at indføre »et tættere samarbejde« og bruge EU’s institutioner. Det skal blot fremme Unionens målsætning, overholde traktaten, være åbent for alle og ikke berøre de resterende landes beføjelser.

– Det betyder at et flertal af landene – de såkaldte kernelande – kan fortsætte unionsudviklingen, selv om de lande der kaldes fodslæbende, ikke kan følge med. Kernen og det nye er, at de kan gøre det indenfor EU’s institutioner, forklarer Karen Sunds.

Der er ingen EU-lande, der kan forhindre en gruppe af EU-lande i at lave et øget EU-samarbejde udenfor EU’s institutioner, hvilket Schengen-aftalerne er et eksempel på er sket.

– Når det foregår indenfor EU’s institutioner vil de såkaldte kernelande forme den videre unionsudvikling, som de lande der ikke deltager bliver nødt til at følge, for de er alle bundet op på den samme udvikling. Der findes ingen anden udvikling i EU end hen mod en stadig snævrere union.

Karen Sunds afviser, at der er mulighed for andre varianter som f.eks. EU i flere cirkler, hvor landene kan vælge frit mellem hvilke samarbejdsområder de vil deltage i.

– Denne afstemning er sidste gang Danmark eller et andet land har veto mod den forsatte unionsudvikling, for med fleksibilitetsparagraffen kan kernelandene blot fortsætte selv og udforme den vej som Unionen kommer til at følge.

Karen Sunds understreger, at det heller ikke er nogen fordel for Danmark at være i EU’s anden division – altså være i en situation hvor Danmark tvinges til at følge de andre blot i et langsommere tempo.

– Vi kan som eksempel bare tage ØMU’en som netop er et eksempel på et sådan samarbejde. Der er ingen forskel på de krav som stilles til økonomierne i de lande som deltager i den fælles mønt, eller de lande der blot er knyttet til euro’en via det nye valutasamarbejde, EMR2. Landene udenfor kan blot ikke pålægges en bod.

– Vi burde rejse krav overfor regeringen om, at Danmark bliver trukket ud af valutasamarbejdet for det styrer landet direkte mod at deltage i den fælles mønt, forklarer Karens Sunds.

Dagbladet Arbejderen d. 2. august 1997

TEU Afsnit VII: Bestemmelser om tættere samarbejde

Artikel 43 (Ams. Artikel k.15)

1. Medlemsstater, der har til hensigt at indføre et tættere indbyrdes samarbejde, kan anvende de institutioner, procedurer og mekanismer, der er omhandlet i denne traktat og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fælleskab, hvis samarbejdet

a) tager sigte på at fremme Unionens mål og beskytte og varetage dens interesser;

b) overholder de nævnte traktaters principper og Unionens fælles institutionelle ramme;

c) kun anvendes som sidste udvej, når det ikke er muligt at nå de nævnte traktaters mål ved anvendelse af de relevante procedurer heri;

d) omfatter mindst et flertal af medlemmsstaterne

(…)

2. (…) Medlemsstater, der ikke deltager i samarbejdet, må ikke hæmme de deltagende medlemsstaters gennemførelse heraf.

TEU: Traktat om Den Europæiske Union

TEF: Traktat om oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab (den traditionelt overstatslige del)

indhold.jpg (4690 bytes)

Unionsstatsborgerskabet udbygges

- Artikel F i Amsterdamtraktaten betyder udbygning af unionsborgerskabet, fastslår Lis Jensen fra Folkebevægelsen Mod EF-Unionen.

Med Amsterdamtraktaten bliver det slået fast, hvilken karakter den EU-stat har, som EU-eliten er ved at opbygge. Unionen bygger på retsstatprincipperne og den respekterer de grundlæggende rettigheder som generelle principper for fællesskabsretten, altså EU-domstolen.

EU er ikke længere bare en samling af selvstændige stater der samarbejder i et mellemstatsligt samarbejde som de danske EU-politikere ellers hævder. Unionen selv garanterer nu sine unionsborgere de grundlæggende rettigheder, som nu hæves op til at være generelle principper for Unionens egen domstol.

- Det er et forsøg på at udbygge unionsstatssborgerskabet, konstaterer Lis Jensen, der er medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen. Og det har et helt klart sigte, vurderer hun.

- De udstyrer unionsstatsborgerskabet med en masse rettigheder som retten til arbejde, retten til sociale goder, ligestilling og så videre. De ved, at specielt vi i de nordlige lande er modstandere af ensretning, men ved at lægge en række rettigheder ind i unionsstatsborgerskabet åbner de for, at EU kan blande sig også på det sociale område.

EU-politikerne har hidtil gjort et stort nummer ud af at EU-statsborgerskabet, som det hedder i de andre lande, ikke skal erstatte det nationale statsborgerskab, men blot supplere det.

De giver indtryk af at unionsstatsborgerskabet ikke reelt er noget og ikke skal erstatte det nationale statsborgerskab, men hvorfor skal EU have det, hvis det ikke skal bruges til noget. Og hvis det skal bruges til noget så skal det også have et konkret indhold. De bruger statsborgerskabet og garantien for de grundlæggende rettigheder til at udbygge Unionen.

- De opbygger den med en fælles mønt, nu vil de også have fælles udenrigspolitik, fælles forsvar og et unionsstatsborgerskab. Overfor omverdenen prøver de virkelig på at give indtryk af, at det her er en samlet blok, som skal opfattes som en enhed, fastslår Lis Jensen.

I Amsterdamtraktaten får EU konkret mulighed for at tage skridt i forhold til ikke forskelsbehandling under EU-domstolens kompetance

- Når EU-domstolen får kompetance til at definere hvordan de grundlæggende rettigheder skal fortolkes, vil det blive EU’s fortolkninger der kommer til at dominere fremfor de nationale. Det viser erfaringerne, siger Ib Christensen, der er tidligere medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen.

Dagbladet Arbejderen d. 9. august 1997

TEU Afsnit I: Fælles bestemmelser

Artikel 6 (tidligere Artikel F)

1. Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles.

2. Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten.

3. Unionen respekterer medlemstaternes nationale identitet.

4. Unionen tilvejebringer de nødvendige midler for at nå sine mål og gennemføre sin politik.

indhold.jpg (4690 bytes)

Ingen ret til politisk asyl

Lige så lidt som en jyde kan søge om politisk asyl i København eller omvendt kan en spanioler, en græker eller en nordirer gøre det, hvis Amsterdam-traktaten træder i kraft.

I den nye EU-traktat bliver det slået fast, at Unionen bygger på de grundlæggende rettigheder som de er fastlagt i konventionen om menneskerettigheder, og herunder også retten til at opnå politisk asyl.

Alligevel sætter Amsterdam-traktaten de selvsamme rettigheder ud af kraft, når det gælder politisk asyl for en statsborger fra et andet EU-land.

I forhold til de grundlæggende rettigheder består Unionen således ikke længere af 15 selvstændige stater, men er at betragte som en statsdannelse. Politisk asyl i EU er som hovedregel kun noget der kan tildeles personer, der ikke har et unionsstatsborgerskab – altså kommer fra en anden stat.

I »Protokollen om asyl for statsborgere i EU-medlemsstaterne« begrundes ophævelsen af asylretten med at alle EU’s medlemslande anses for at være sikre oprindelseslande. Men de 15 EU-lande er jo langt fra de eneste lande i verden, som de selv betegner som sikre oprindelseslande. Her kan oplagt nævnes lande som USA, Canada, Schweiz og Norge uden at EU af den grund nedfælder det i en protokol, som ovenikøbet traktatfæstes som det er tilfældet med beslutningen om at ophæve asyl-retten for borgere fra andre EU-lande.

EU har ganske vist indlagt en procedure eller nogle undtagelsesregler for, hvornår en sådan ansøgning om politisk asyl kan behandles.

Det kan ske når EU’s topmøde har indledt en behandling af anklager mod et medlemsland for at det »groft og vedvarende overtræder« menneskerettighederne, eller Rådet enstemmigt har vedtaget at det gør landet.

Altså kan politisk forfulgte i et andet EU-land ikke søge om politisk asyl før det bliver taget op EU-topmøderne. Og man kan naturligt i forlængelse heraf stille sig spørgsmålet: Hvor mange mennesker skal forfølges, mishandles eller ligefrem dø inden det sker.

Når det endelig er bragt op på et topmøde skal der bare være et andet medlemsland, der går imod afstemingen for at beslutningen falder. Altså bare et medlemsland, der opfatter det anklagede medlemsland som en vigtig allianceparter.

I forhold til asylproblematikken er der ingen logik i forslaget. Det kan kun opfattes som et klokkeklart signal fra EU til omverdenen om, at for unionsstatsborgerne skal Den Europæiske Union betragtes som én sammenhængende stat.

Dagbladet Arbejderen den 16. august 1997

 

Protokol om asyl for statsborgere i Den Europæiske Unions medlemsstater

Eneste artikel

(…) En ansøgning om asyl, der indgives af en statsborger i en medlemsstat, kan derfor kun tages i betragtning eller antages til behandling i en anden medlemstat i følgende tilfælde:

a) hvis den medlemsstat, hvori ansøgeren er statsborger, under anvendelse af artikel 15 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder (…) træffer foranstaltninger til på sit område at fravige sine forpligtigelser i henhold til denne konvention;

b) hvis proceduren i artikel 7, stk 1 (Ams. artikel Fa, stk. 1), (...) er indledt, og indtil Rådet træffer beslutning i den forbindelse

c) hvis Rådet på grundlag af artikel 7 (...) har fastslået, at den medlemsstat, hvori asylansøgeren er statsborger, groft og vedvarende overtræder principperne i artikel 6, stk 1 (...)

TEU: Afsnit I: Fælles bestemmelser

Artikel 7 (Ams. Artikel F.1)

1. Rådet kan (…) med enstemmighed (…) fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principperne i artikel 6 (...)

indhold.jpg (4690 bytes)

ØMU’en styrer beskæftigelsespolitikken

Den socialdemokratiske ledelse gør et stort nummer ud af at den nye Amsterdam-traktat skulle være mere »arbejdervenlig«, mere »socialdemokratisk«. Angiveligt fordi EU nu får spørgsmålet om beskæftigelsen ind i traktaten.

Mens økonomer Europa over advarer mod at gennemføre ØMU’en fordi den skaber arbejdsløshed, bliver det i Amsterdam-traktaten slået fast, at EU’s beskæftigelsespolitik skal bygge på den økonomiske politik, som er lagt fast i ØMU’en. Beskæftigelsespolitikken skal være »i overenstemmelse med de overordnede retningslinier for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik«, som det hedder i traktaten. Og denne overordnede økonomiske politik bygger på netop ØMU-kravene.

Konsekvenserne af at EU nu inddrager beskæftigelsen i traktaten bliver ikke flere job men derimod en større harmonisering af beskæftigelsespolitikkerne, som EU opfatter som skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitikkerne.

– EU får mulighed for at lave politik på området. Der står direkte i traktaten, at EU skal vedtage de overordnede retningslinier for landenes beskæftigelsespolitik. Og der nedsættes et beskæftigelsesudvalg som ganske vist kun er rådgivende, men som skal samordne landenes politik, forklarer Karen Sunds, medlem af Folkebevægelsens forretningsudvalg.

Allerede på topmødet i Essen i 1994 udarbejdede regeringscheferne en politisk ramme for en fælles beskæftigelsespolitik, som sidenhen er fulgt op. På topmødet i Amsterdam blev denne linie endnu engang bekræftet.

– En af de vigtigste ting der ligger i EU’s politik er at de vil have større lønspredning og løntilbageholdenhed og de lægger specielt vægt på tvangsaktiveringen. Kort fortalt forsøger EU at få flere i arbejde ved at gøre folk mere sultne.

Konsekvenserne af EU’s beskæftigelsespolitik har allerede været mærkbare her i Danmark. EU har lige siden lagt et massivt pres for at få ændringer af de danske sikringsordninger som dagpenge og sociale ydelser, som EU mener er for høje og gavmilde.

I 1995 gennemførte Nyrup-regeringen sit berygtede angreb på de arbejdsløse med kortere dagpengeperiode, fjernelse af dagpenge overfor visse grupper af unge, pligt til aktivering samt skrappere rådighedsregler. Alt sammen en politik der skal være med til at sikre arbejdsgiverne en billigere og mere fleksibel arbejdskraft. Nyrup sendte indgrebet til EU som bevis på at regeringen fulgte EU’s overordnede linier. Og han fik ros.

Det rejser selvfølgelig også spørgsmålet om, hvorvidt der egentlig kommer nogle forandringer ved at det nu kommer ind i traktaten.

– Det gør at EU får flere beføjelser på det her område. Vi kender jo godt EU’s beskæftigelsespolitik her i landet, men nu kan EU med traktaten i hånden gå ind og blande sig i landene. Det giver måske ikke den store forskel i Danmark i dag men det gør det i andre lande, ligesom vi heller ikke kan ændre politikken selv om vi får en regering der ønsker at tage et opgør med den politik, slutter Karen Sunds.

Dagbladet Arbejderen den 23. august 1997

TEU Afsnit VIII (Ams. Afsnit VI a):

Beskæftigelse

Artikel 125 (Ams. Artikel 109 N)

Medlemsstaterne og Fællesskabet arbejder (…) på at udvikle en samordnet strategi for beskæftigelse, især for fremme af en veluddannet, velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, som reagerer på økonomiske forandringer(…)

Artikel 126 (Ams. Artikel 109 O)

1. Medlemsstaterne bidrager med deres beskæftigelsespolitikker (…) på en måde, som er i overenstemmelse med de overordnede retningslinier for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik …

Artikel 128 (Ams. Artikel 109 Q)

1. Det Europæiske Råd overvejer hvert år beskæftigelsessituationen i Fællesskabet og vedtager konklusioner herom (…)

2. På grundlag af Det Europæiske Råds konklusioner fastlægger Rådet hvert år med kvalificeret flertal (…) retningslinier, som medlemsstaterne skal tage hensyn til i deres egne beskæftigelsespolitikker. (…)

3. Hver medlemsstat forelægger Rådet og Kommissionen en årsrapport om de vigtigste foranstaltninger, den har truffet (…)

4. På baggrund af de rapporter, der er nævnt i stk 3 (…) foretager Rådet hvert år en gennemgang af gennemførelsen af medlemsstaterne politikker på baggrund af retningslinierne(…) Rådet kan (...) rette henstillinger til medlemsstaterne, hvis det finder det hensigtsmæssigt på baggrund af gennemgangen. (...)

indhold.jpg (4690 bytes)

Harmonisering af levevilkårene

Amsterdam-traktatens sociale afsnit er et voldsomt angreb på det faglige demokrati i Danmark

Den såkaldte sociale protokol fra Maastricht-traktaten er trukket ind i selve traktaten og gælder nu for alle EU-lande.

EU-politikkerne har hidtil udråbt dette afsnit som et tegn på solidaritet med de fattigere EU-lande. Selve teksten afslører imidlertid, at målet er en harmonisering af levevilkårerne som et led i opbygningen af et fælles marked som en økonomisk helhed. For at nå dette mål kan EU vedtage direktiver omkring arbejdsmiljø og arbejdsvilkår samt med ensstemmighed om »arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse« og fyringsregler.

Hidtil har Storbritannien reelt blokeret for en omfattende brug af den sociale protokol, men EU har dog vedtaget Arbejdstidsdirektivet, der er blevet indarbejdet i de danske overenskomster. Med den nye labour-regerings tilslutning til protokollen frygter aktive dele af fagbevægelsen en ketchup-effekt, hvor direktiverne nu vil komme i et langt højere tempo. Og uanset om indholdet er godt eller skidt vil det undergrave det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet, men man kan med god grund også frygte indholdet i disse.

»Ved indskrivning af det sociale kapitel i traktaten, er der tale om mere EU-regulering af social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Dette vil føre til begrænsninger af det kollektive aftalesystem i Danmark og råderummet for de kollektive overenskomster«, konstaterer Murersvendenes Fagforening i København. I forhold til overenskomsterne er problemet at EU’s direktiver bliver indarbejdet i teksten som en lovtekst, som fagbevægelsens medlemmer ikke kan fjerne eller ændre på. Dermed bliver der mindre at forhandle om.

– Fordelen ved det danske faglige system er at medlemmerne har en direkte indflydelse på forhandlingsresultatet, som de kan stemme ja eller nej til og gå i konflikt for at forbedre, udtaler Klaus Lorenzen, formand for Lager og Handel i København. Og uddyber:

- Forskellen til et direktiv er, at det er regeringerne der sidder og bestemmer, og der er ikke noget fagligt demokrati og medlemmerne har ikke nogen indflydelse på, hvad der bliver besluttet. Det er grundlæggende et voldsomt angreb på det faglige demokrati vi har i Danmark.

Murersvendene peger på at det bliver EU-domstolen, som kommer til at fortolke arbejdsmarkedsregler i de enkelte lande i takt med at direktiverne bliver vedtaget. Men det drejer sig ikke kun om de faglige spørgsmål, på sigt drejer det sig også om sociale- og dagpengespørgsmål.

- Det er en harmonisering af social- og arbedjsmarkedspolitikken på det indre markeds og kapitalens præmisser, slår murersvendene fast.

Dagbladet Arbejderen den 30. august 1997

TEF Afsnit XI (tidligere Afsnit VIII):

Social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Artikel 136 (Ams. Artikel 117)

Fællesskabet og medlemsstaterne(…) har som mål at fremme beskæftigelsen, en forbedring af leve- og arbejdsvilkårerne for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår (…)

Med henblik herpå iværksætter Fællesskabet og medlemsstaterne foranstaltninger, der tager hensyn (…) til nødvendigheden af at opretholde fællesskabsøkonomiens konkurrenceevne. (…)

Artikel 137 (Amst. artikel 118)

1. Med henblik på at virkeliggøre de i artikel 136 fastlagte mål støtter og supplerer Fællesskabet medlemsstaternes indsats på følgende områder:

– forbedring af især arbejdsmiljøet (…)

– arbejdsvilkårerne (…)

2. Med henblik herpå kan Rådet ved udstedelse af direktiver vedtage minimumsforskrifter…

3. Rådet træffer dog på følgende områder afgørelse med ensstemmighed (…)

– arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse (…)

indhold.jpg (4690 bytes)

Miljøgarantien der stadig mangler

– Den såkaldte miljøgaranti i den nye EU-traktat er ringere end den måde danske regeringer hidtil har fortolket garantien på, fastslår Ib Christensen

Helt tilbage i 1986 kom den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen hjem fra forhandlingerne om en ny EU-traktat med forsikringer om, at Danmark havde fået en såkaldt miljøgaranti. Den skulle i følge de danske euro-politikere sikre at Danmark kunne opretholde sit høje niveau indenfor miljøstandarder og sundhed.

Virkeligheden har siden vist at Ellemanns garanti ikke var nogen garanti, men at det er Kommissionen, som kan give en dispensation. Og danske standarder er da også blevet sænket, som det for eksempel skete med de såkaldte madsminke-direktiver. Sidenhen er danske forhandlere kommet hjem med lignende forsikringer som Ellemann i 1986. Det skete både i 92 og 93 og senest nu her i 97 hvor Nyrup forsøger at sælge Amsterdamtraktaten med en ny »skudsikker miljøgaranti«.

– I 1994 afsagde EU-domstolen en dom omkring miljøgarantien, og det er den dom der nu er skrevet ind i Traktaten. Det vil sige at den fortolkning som Kommissionen hele tiden har haft, nu er skrevet ind i traktaten, konstaterer tidligere medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen, Ib Christensen og han fortsætter:

– Det betyder at der kræves nye videnskabelige beviser for at gå videre end det harmoniseringsnieveau som EU har besluttet.

Den danske regering tolker traktaten som at der kun skal være videnskabeligt belæg for det, men i den engelske traktattekst står der „bevis". I sidste ende er det EU-domstolen der fortolker hvad der kræves.

– For det andet skal der gælde et specifikt problem for Danmark, for det pågældende land, og det kan være svært nok at bevise at en gift er specielt farlig for Danmark i forhold til lande som Holland, Italien eller Grækenland, forklarer Ib Christensen.

Derudover kan miljøgarntien kun bruges indenfor det egentlige miljøafsnit i traktaten hvor for eksempel landbrugsspørgsmål reguleres under sit eget område. Derfor er spørgsmålet om pesticider et landbrugsspørgsmål som miljøgarantien ikke gælder for. Og dermed er miljøet indenfor landbrugspolitikken kun underlagt en målsætning om bedre miljø men ingen miljøgaranti.

– Kommissionen kan godkende eller forkaste de særlige regler og det skal ske indenfor en frist på seks måneder, som dog kan forlænges til 12. Det er til syvende og sidst Kommisssionen der afgør om landet kan indføre egne regler. Og den behøver ikke en gang at begrunde et afslag.

– Derfor er miljøgarantien ikke noget værd og den eksisterer kun på Kommissionens nåde. Det er en dispensationsmulghed for det enkelte land, hvis det får lov og kun hvis.

Ib Christensen understreger, at den nye miljøgaranti ikke kan siges at være ringere end den gamle, for EU-domstolen bekræftede den opfattelse som Kommisssionen hele tiden har haft. Og som nu står i traktaten.

– Men den er ringere end den måde som de danske regeringer hidtil har fortolket den på. Nyrup har ikke fået foræret flere indrømmelser.

Dagbladet Arbejderen den 6. september 1997

TEF Afsnit VI (tidligere Afsnit V):

Kapitel 3. Tilnærmelse af Lovgivningerne

Artikel 95 (tidligere Artikel 100 A)

(…)

3. Kommisssionens forslag (…) inden for sundhed, sikkerhed, miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse skal bygge på et højt beskyttelsesniveau (…)

4. Hvis en medlemsstat, efter at Rådet eller Kommissionen har vedtaget en harmoniseringsforanstaltning, finder det nødvendigt at opretholde nationale bestemmelser, som er begrundet i vigtige behov, (…) eller som vedrører miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet, giver den Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og om grundene til deres opretholdelse.

5. Når (…) en medlemstat efter at Rådet eller Kommissionen har vedtaget en harmoniseringsforanstaltning, finder det nødvendigt at indføre nationale bestemmelser baseret på nyt videnskabeligt belæg vedrørende miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet på grund af et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat, og som viser sig efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen, giver den Kommissionen meddelelse om de påtænkte bestemmelser og om grundene til deres indførelse.

6. Kommisssionen bekræfter eller forkaster inden seks måneder efter meddelselsen som omhandlet i stk. 4 og 5 de pågældende nationale bestemmelser (…)

indhold.jpg (4690 bytes)

Ny EU-konference før udvidelse

Trods løfter om mere magt til de store lande handler Amsterdam-traktaten ikke om udvidelse

– Der bliver ikke optaget et eneste nyt medlemsland før der har været indkaldt til en ny regeringskonference om ændringen af stemmevægtene i Rådet.

Så kontant fastslog Luxemburgs udenrigsminister situationen omkring udvidelsen af EU i forbindelse med, at Luxemburg overtog formandsskabet for EU den 1. juli i år og forud for de uafsluttede forhandlinger fra Amsterdam-topmødet i juni.

Og hvis der bliver optaget mere end fem lande skal der indkaldes til endnu en ny regeringskonference »med henblik på at foretage en generel revison af traktatens bestemmmelser om institutionernes sammensætning og funktionsmåde«. Altså er der langt op til endnu større omlægning af hele den måde EU fungerer på, før der kan optages mere end fem nye lande. Kommissionen har allerede udtaget seks lande, som EU skal begynde at forhandle optagelse med.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har hele tiden påstået, at Amsterdam-traktatens vigtigste formål er at sikre en udvidelse af EU med de øst- og centraleuropæiske lande. Men Amsterdam-traktaten vigtigste indhold er oplægget til en harmonisering af rets- og udenrigspolitikken, der giver EU en militær dimension samt harmonisering af beskæftigelsespolitikkerne.

Derimod bliver der ikke optaget et eneste nyt land før forhandlingerne om magtfordelingen er afsluttet på en ny konference. Luxemburgs udenrigsminister forventer ganske vist ikke at de første forhandlinger tager lang tid for i traktaten er der allerede lagt op til, at de fem store lande vil afgive én af deres to kommisssærer for at få mere magt i Ministerrådet. Enten ved at de store lande får flere stemmer på de små landes bekostning, eller ved at der indføres et nyt såkaldt dobbelt flertal, så der også skal være lande med 60 procent af befolkningerne bag et forslag.

»EU’s store lande forlanger at bevare deres nuværende magt i et eventuelt udvidet EU. Det er kernen i sagen om at tildele de store lande større stemmevægte på de små landes bekostning«, konstaterer Folkebevægelsen i sin pjece om den nye EU-traktat, og fortsætter:

Dette forehavende er ikke lykkedes ved Amsterdamtraktaten, men de store lande har fået et glasklart løfte om mere magt, når eller hvis EU bliver udvidet.

Det er et åbent spørgsmål hvad løsningen bliver, men sikkert er det, at de store får mere magt og de små mindre, Samtidig er det yderst tvivlsomt om landene bevarer deres ret til en kommissær hver.

Folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten handler derfor reelt ikke om EU’s udvidelse, men om de afgørende ændringer, som blev foregrebet og bebudet allerede i Maastricht-traktaten på de rets- og udenrigspolitiske områder.»

Dagbladet Arbejderen den 13. september 1997

Protekol om institutionerne(…)

Artikel 1

På datoen for ikrafttrædelsen af den første udvidelse af Unionen skal Kommissionen (…) bestå af én statsborger fra hver medlemstat, forudsat at stemmevægtningen i Rådet fra samme dato er blevet ændret, enten ved nye stemmevægte eller ved dobbelt flertal, på en for alle medlemstater acceptabel måde,(…) og som navnlig kompenserer de medlemsstater, der giver afkald på muligheden for at udnævne to medlemmer af Kommissionen.

Artikel 2

Mindst et år før antallet af medlemsstater i Den Europæiske Union overstiger tyve, indkaldes der til en konference mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer med henblik på at foretage en generel revision af traktatenernes bestemmelser om institutionernes sammensætning og funktionsmåde.

indhold.jpg (4690 bytes)

Parlamentet bliver Unionens 2. kammer

Tre EU-lande, Italien, Frankrig og Belgien rejste mandag krav om at der skal gennemføres en ny regeringskonferencen om omfattende institutionelle ændringer inden der optages nye medlemslande i EU.

Dermed sættes en tyk streg over de danske politikkeres påstand om ,at den nye traktat skal sikre optagelsen af de østeuropæiske lande i EU. Amsterdam-traktaten sikrer ingen nye lande medlemskab af Unionen – tværtimod stiller den i udsigt, at der vil ske ændringer af stemmefordelingen i Ministerrådet, inden der optages bare ét nyt land. Og det er allerede lagt fast i traktaten at der skal ske omfattende ændringer i forhold til institutionerne inden der optages mere end fem nye lande.

Italien Frankrig og Belgien foregriber blot udviklingen som den er stillet i udsigt i Amsterdam-traktaten. De tre lande ønsker at antallet af Kommissærer skæres ned og i Ministerrådet skal der tages flere beslutninger med flertalsafgørelser i stedet for med enstemmighed ligesom de store lande skal have mere magt i form af flere stemmer i Ministerrådet. Dermed giver de tre lande også et klart signal om hvor de barslede ændringer som Amsterdam-traktaten forudser vil bære hen.

Uanset de nye krav er der allerede i Amsterdam-traktaten indført ændringer, der lover mere magt til de store lande og giver mere magt til EU’s institutioner på medlemslandenes bekostning. En af de institutioner der får væsentlig mere magt er EU-Parlamentet.

»Parlamentet bliver lovgivningsmæssigt ligestillet med Ministerrådet som et faktisk tokammersystem i en forbundsstat på de områder, hvor Ministerrådet beslutter ved kvalificeret flertal.

Det drejer sig om beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og socialpolitik, om social- og strukturfondene, om unionsborgerskabet, transportpolitikken, miljøpolitikken, forskningspolitikken og om udviklingsamarbejde. Altså vigtige områder«.

Det opsummerer Folkebevægelsen mod EF-Unionen i pjecen Unionen breder sig.

Allerede i dag har Parlamentet magt til med et absolut flertal at forhindre Ministerrådet i at vedtage love. Med de nye regler i Amsterdam-traktaten vil denne magt blive udvidet til en række nye vigtige områder. Parlamentets magt udvides med en reel veto-ret i takt med at medlemslandene i Ministerrådet mister den samme ret, når beslutninger tages med kvalificeret flertal. Det er således også allerede forudset i trakataten, at Parlamentet skal have vetoret i forhold til asylpolitikken, når denne overføres til den overstatslige del af traktaten.

Dagbladet Arbejderen den 20. september 1997

EU-Parlamentet får udvidet sin veto-ret i Amsterdam-traktaten på 9 helt nye traktat-artikler samt 15 eksisterende artikler.

I protokollen om insitutionelle spørgsmål der er vedhæftet traktaten står bl.a.

»Nye traktatbestemmelser

Artikel: Beskæftigelse – tilskyndelsesforanstaltninger

Artikel 118 stk tredje afsnit – Social udstødelse

Artikel 119 Social- og arbejdsmarkedspolitik – om lige muligheder (…)

Eksisterende traktatbestemmelser

Social- og Arbejdsmarkedspolitk: Artikler, der følger af indskrivningen i traktaten af aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken bortset fra de aspekter af aftalen, hvor der for øjeblikket gælder enstemmighed (…)«

TEF Artikel 251 (tidligere Artikel 189B)

(…)

2. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet et forslag.

Rådet der træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter udtalelse fra Europa-Parlamentet,

– kan hvis det godkender alle ændringsforslag i Europa-Parlamentets udtalelse vedtage det således ændrede forslag til retsakt(…)

– vedtager i alle andre tilfælde en fælles holdning, som det meddeler Europa-Parlamentet(…)

Hvis Europa-parlamentet inden for en frist på tre måneder efter meddelelsen

a.) (…)

b.) med absolut flertal blandt sine medlemmer forkaster den fælles holdning, anses den pågældende retsakt for ikke-vedtaget.

indhold.jpg (4690 bytes)

EU-regering med EU-parlamentarisk baggrund

Amsterdam-traktaten styrker de politisk-juridiske muligheder for at indføre EU-parlamentarisme.

Hvis Amsterdam-traktaten bliver vedtaget tager EU et stort skridt frem mod at gøre Kommisssionen til en føderal EU-regering, der har sin parlamentariske bagland i EU-parlamentet. På trods af at traktaten taler om at der skal ske yderligere ændringer i EU’s institutionelle grundlag når der optages nye medlemslande ligger der allerede flere radikale skridt i Amsterdam-traktaten.

For det første skal EU-Parlamentet fremover godkende formanden for EU-Kommissionen. De har vetoret overfor hvem der skal lede lovgivningsarbejdet i EU.

– Jeg er sikker på at Parlamentet vil tvinge igennem, at det bliver en af deres egne der bliver kommissionsformand. Og ligesom statsministeren i Danmark udgår fra Folketinget, så bliver det samme altså tilfældet her, vurderer Ib Christensen der har siddet ti år i Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF-Unionen.

– Dertil kommer, at komissionsformanden får medindflydelse på hvem der skal være hans kommissærer. Hidtil har landene selv kunnet udpege hvem der skal være kommissær, men for eftertiden er det sådan at Komissionsformanden med Amsterdam-traktaten faktisk kan nedlægge veto mod en kandidat.

– Han får altså karakter af at være en europæisk regeringschef, sammen med det forhold at Kommissionen allerede i dag kan blive afsat af Parlamenet.

Det har Parlamentet aldrig brugt, for ifølge Ib Christensen har Ministerrådet bare kunne udnævne nye eller genudnævne kommissærerne. I Maastricht fik Parlamentet det våben at det kan forkaste Kommissionens arbejdsprogram.

– Og nu skal det altså også godkende selve regeringschefen og det vil altså også sige hans regering så at sige. Efter Amsterdam-traktaten er det nemlig ved at blive en regering, konstaterer Ib Christensen.

Der er allerede i dag en klar tendens til at Parlamentet forlanger det skal være EU-parlamentarikere, der bliver kommissærer. Et stigende antal kommissærer har nemlig en EU-parlamentarisk baggrund.

– Det betyder, at alliancen mellem Kommission og Parlament ikke bare bliver en alliance. De bliver simpelthen sammenfaldende. Efter Amsterdam-traktaten får EU de politiske juridiske muligheder, der er for at man kan lave en underhåndsparlamentarisme på EU-plan.

Ib Christensen gør opmærksom på at Kommisssionen bliver mere afhængig af Parlamentet end det var før. Hvilket bekræftes af at Parlamentet samtidig får udvidet sin veto-ret overfor nye EU-love. Alt dette styrker alliancen mellem Kommission og Parlament på den ene side mod landene som bliver repræsenteret i Ministerrådet. Samtidigt bliver det hele mere føderalt – mere i retning af en egentlig forbundstat.

– Det bliver mere føderalt, for da Kommissærerne tidligere havde deres bagland i det land der havde udpeget dem, så vil de fremover også have den baggrund at de og deres chef skal godkendes af Parlamentet. Så det vil klart give en tendens til at Kommissionen kommer på Parlamentets side i modsætning til Ministerrådet, slår Ib Christensen fast.

Dagbladet Arbejderen den 27. september 1997

TEF Femte del: Fælleskabets institutioner

Kommissionen

Artikel 214 (tidligere Artikel 158)

1. Kommissionens medlemmer udnævnes for fem år efter fremgangsmåden i stk 2 (…) De kan genudnævnes.

2. Medlemsstaternes regeringer indstiller efter fælles overenskomst den person, som de foreslår udnævnt til formand for Kommissionen; indstilling skal godkendes af Europa-Parlamentet.

Medlemsstaterne indstiller efter fælles overenskomst med den indstillede formand de øvrige personer, som de foreslår udnævnt til medlemmer af Kommissionen.

Kommissionens indstillede formand og de øvrige indstillede medlemmer af Kommissionen skal som kollegium godkendes ved en afstemning i Europa-Parlamentet(…)

indhold.jpg (4690 bytes)

Jagten på landenes selvbestemmelse

Amsterdamtraktaten fortsætter jagten på landenes veto-ret gennem afskaffelse af afstemninger i Ministerrådet med enstemmighed. De bliver erstattet med afgørelser truffet med kvalificeret flertal.

Med de 15 medlemslande i dag er der ialt fordelt 88 stemmer i Ministerrådet, hvor der kræves 62 stemmer for at vedtage et forslag med kvalificeret flertal. Danmark har 3 stemmer mens de store lande: Tyskland, Frankrig Storbritannien og Italien hver har 10, men de kræver flere stemmer inden der optages nye medlemslande.

I praksis betyder indførelsen af afstemninger med kvalificeret flertal, at Danmarks holdning mister sin selvstændige værdi idet den kun får praktisk betydning som tungen på vægtskålen i tilknytning til større blokke for eller imod et forslag.

Alligevel taler danske politikere i det evindelige om at medlemskabet af EU giver politisk indflydelse på beslutningerne fordi de sidder med ved bordet. Men det er den danske befolkning der mister indflydelse og det danske beslutningssystem der taber i takt med at flere beslutninger flyttets til Bruxelles. Det får mindre og mindre praktisk betydning, hvem der leder den danske regering eftersom de overordnede beslutninger er taget i EU. Dem kan en ny dansk regering eller nyt Folketing ikke ændre på.

I takt med at beslutningerne ikke længere tages i enighed flyttes indflydelsen og magten fra landenes regeringer og parlamenter over til selve EU-systemet. Indenfor det overnationale afsnit i traktaten er der en praksis hvor EU-Parlamentet får veto-ret i forhold til beslutningerne i Ministerrådet i takt med at beslutningerne vedtages med kvalificeret flertal. Landenes veto ret i Ministerrådet flyttes altså over til Parlamentet, hvor de politiske strømninger som hovedregel organiserer sig efter partipolitisk observans.

Alle nye skridt i retning af at give mere indflydelse til EU-institutionerne er med til at fortrænge det nationale politiske liv til fordel for et politisk liv på EU-plan endnu længere væk fra den menige borger. I EU-parlamentet har Danmark 16 pladser ud af mere end 620.

Og det er ikke tilfældige områder hvor kravet om enighed forsvinder i Amsterdam-traktaten. Det gælder spørgsmålet om retningslinierne for beskæftigelsespolitikken, der dækker skatte-, arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Det gælder de daglige udenrigspolitiske spørgsmål, som skal markerer EU udadtil. Det gælder dog ikke militære spørgsmål og EU-parlamentet har heller ikke fået veto-ret her.

Det gælder for asylspørgsmål, men det er allerede planlagt at alle dele af retspolitikken i forhold til EU’s ydre grænser skal flyttes over så EU-Parlamentet får vetoret mens landene mister deres i Ministerådet.

Dagbladet Arbejderen den 4. oktober 1997

Lovgivningsprocedure

Brug af kvalificeret flertal

Artikel 4 i nyt afsnit om beskæftigelse: Retningslinjer for beskæftigelse

Artikel 5 i nyt afsnit om beskæftigelse: tilskyndelsesforanstaltninger

Artikel 5 A, stk 2: bemyndigelse til tættere samarbejde

(…)

TEU Afsnit VII: Bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Artikel23 (Ams. Artikel J.13)

(…)

2. Uanset stk 1 træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal

– når det vedtager fælles aktioner eller holdninger eller træffer enhver anden afgørelse på grundlag af en fælles strategi;

– når det træffer afgørelse om iværksættelse af en fælles aktion eller en fælles holdning (…)

Dette stykke gælder ikke afgørelser, der har indvirkning på militær eller forsvarsområdet.

TEF Afsnit IIII (Ams. Afsnit IIIa): Visum, asyl, indvandring (…)

Artikel 67 (Ams. Artikel 73 O)

(…)

2. Efter denne priode på fem år:

(…)

– træffer Rådet med enstemmighed (…) afgørelse med henblik på at få alle eller dele af de områder der er omhandlet i dette traktatafsnit, underlagt fremgangsmåden i artikel 251 (...) (kvalificeret flertal og vetoret til Parlamentet/red)

3. uanset bestemmelserne i stk 1 og 2:

- vedtages de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 62 nr. 2) litra b) ii) og iii) (visum-regler/red)(...) med kvalificeret flertal.

indhold.jpg (4690 bytes)

EU sætter sig på de ydre grænser

På det civilretslige område tages de første skridt til harmonisering i takt med at de indre grænser forsvinder.

EU-landene har i Amsterdam-traktaten sat sig som mål inden for periode på fem år at afskaffe al personkontrol ved de indre grænser i EU – altså mellem EU-landene. Men samtidig skal der tilsvarende opbygges en ny fælles grænse udadtil med fælles regler overfor behandling af ikke unionsstatsborgere.

Det er opbygningen af det indre marked som kræver nye ofre af den nationale suverænitet. I takt med at personkontrollen sløjfes, sætter traktaten også målet at øge det civilretslige samarbejde om nødvendigt med en begyndende harmonisering – eller »fremme af foreneligheden« – af retsplejeregler og lovvalg ved retsager. Det civilretslige område dækker retssager om erstatninger, som har stor interesse for virksomheder i forbindelse med handler på tværs af grænserne. Traktaten taler ligefrem om at det civilretslige samarbejde skal omhandle anerkendelse og fuldbyrdelse af retssager i andre EU-lande i sådanne sager. Men det drejer sig også om mere personlige sager som skilsmisser og fordeling i forbindelse hermed.

– Det politiske problem er at EU begynder en harmonisering af vores regler på det her område. Teksten her drejer sig meget om praktiske foranstaltninger. Men det afgørende for os er netop at de tager det ind i traktaten og at EU kan begynde at regulere. De begynder i den tynde ende, men der er skabt det første grundlag. Det er yderligere et skridt i retning af opbygningen af en ny stat nemlig EU-forbundsstaten, understreger Bent Brier medlem af Folkebevægelsens forretningsudvalg.

Bent Brier gør opmærksom på, at med retsplejereglerne kommer EU ind på noget af det centrale i enhver nation, for det berører vores opfattelse af forholdet mellem borger og stat.

I takt med at grænserne forsvinder mellem EU-landene skærper EU kravene til, at det er EU’s politik der føres overfor folk fra andre lande udenfor Unionen. For dem bliver EU-landene til et fælles område. Således sætter Amsterdam-traktaten det som mål at EU fastlægger standarder og de procedurer som landene »skal følge ved udøvelse af personkontrol ved disse grænser«: Det gælder hvilke landes statsborgere der skal have visúm for at passere, betingelserne for at de må opholde sig på dansk og dermed EU- område. I forhold til flygtninge bliver det EU der udstikker ens regler for hvem der kan tildeles asyl og flygtningstatus samt deres rettigheder. Samtidig lægges også op til en ligelig fordelig af flygtningene, hvilket der ikke engang er opnået indenfor Danmarks grænser.

– På det her område, er der nok behov for regler mellem landene om, hvem der behandler asylansøgerne. Men det her er begyndelsen til at vi får en fælles asylpolitik, hvor de betragter EU som ‘et område. Vi ser det igen, at trin for trin går de i retning af forbundsstaten, konstaterer Bent Brier og henviser også til de øvrige afsnit i traktaten.

Dagbladet Arbejderen den 11. oktober 1997

TEF Afsnit IIII (Ams. Afsnit IIIa): Visum, asyl, indvanding (…)

Artikel 61 Ams. Artikel 73 I)

(…) vedtager Rådet

a) inden fem år (…) foranstaltninger, der skal sikre fri bevægelighed for personer (…) i forbindelse med direkte tilknyttede ledsageforanstaltninger vedrørende komtrol ved de ydre grænser, asyl og indvandring (...)samt foranstaltninger med henblik på at forebygge og bekæmpe kriminalitet.

Artikel 62 (Ams. Artikel 73 J)

Rådet ( ..) vedtager inden fem år efter denne traktats ikræftræden:

1. Foranstaltninger med henblik på (…) at sikre, at personer, uanset om de er unionsborgere eller tredjelandsstatsborgere, ikke kontrolleres, når de passerer de indre grænser.

2. Foranstaltninger vedrørende passage af medlemsstaternes ydre grænser, hvori det fastlægges

a) standarder og procedurer, som medlemstaterne skal følge ved udøvelse af personkontrol ved disse grænser;

Artikel 65 (Artikel 73 M)

Foranstaltninger vedrørende civilretsligt samarbejde (…) omfatter (…)

b)fremme af foreneligheden mellem mellemstaternes gældende regler om lovvalg og konflikter om stedlig kompetance

c) fjernelse af hindringerne for at civile retsager forløber tilfredsstillende, om nødvendigt ved fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende civile retsplejeregler.

indhold.jpg (4690 bytes)

De danske forbehold udhules

De danske forbehold mod dele af Maastricht-traktaten har været genstand for diskussion lige fra deres oprindelse. Spørgsmålet er hvor meget indhold der reelt er i disse forbehold:

Forhindrer de virkelig at Danmark glider med i unionsprocessen eller er de blot et forsøg på holde befolkningen hen.

I Amsterdam-traktaten har regeringen følt sig tvunget til at få udformet en protokol der fastlægger dele af forbeholdene i selve traktaten under hensyntagen til den øgede integration på det retspolitiske samt det udenrigs-og militærepolitiske område.

– De siger at de opretholder forbeholdet mod Vestunionen, WEU, men det er ikke nævnt i den nye protokol. Her er kun nævnt forbeholdet mod det militære samarbejde, konstaterer Bent Brier, medlem af Folkebevægelsens forretningsudvalg.

Regeringen hævder at det er dækket ind gennem forbeholdet overfor Maastricht.

Bent Brier mener ikke at Danmark er bundet til at blive medlem af WEU, men det skal bemærkes at der er lagt op til at integrere den militære alliance i EU. Samtidig med at de forstærker at WEU skal ind i EU er WEU integreret i EU’s udenrigspolitiske aktioner. Så selv om Danmark ikke er forpligtet til deltage militært i disse aktioner så er landet bundet til at støtte dem politisk.

– Det fremgår klart af traktaten. Vi er forpligtet til at støtte EU’s politik omkring brugen af WEU, og når hensigten samtidig er øget integration af WEU hvordan går det så med det forbehold, spørger Bent Brier.

På det retspolitiske område er regeringen hidtil forpligtet til ikke at lade dele af retspolitikken overføre til det overnationale afsnit under traktaten om Det Europæiske Fællesskab (TEF). Men med integrationen af Schengen-aftalerne er der netop lagt op til at spørgsmål som visum, asyl og indvandring bliver overnationalt. Visum-reglerne bliver det fra start, mens resten kommer i løbet af fem år.

Danmark er ikke bundet til at følge EU’s beslutninger på disse områder bortset fra visum-reglerne, hvor forbeholdet reelt er ophævet.

– Vi får seks måneder til at svare om vi vil følge EU’s afgørelser og i tilfælde af et nej vil der blive truffet passende foranstaltninger. Vi kan blive tvunget til at gå frivilligt med, konstaterer Bent Brier om det forbehold.

Situationen på det retspolitiske områder hænger nøje sammen med at Folketinget kort inden Amsterdam-topmødet havde travlt med at tilslutte Danmark til Schengen-aftalerne, der netop omhandler disse spørgsmål.

– Det at Schengen blev indføjet i traktaten er en udhuling af forbeholdene. Det er stadig kun på det mellemstatslige niveau, men det skal overføres til det overstatslige. Formelt kan de argumentere for at forbeholdet er opretholdt men med kendskab til den politiske virkelighed er det klart at de er ved at afskaffe det. Hele retningen er at det skal være en del af den overnationale del af EU.

– Ville de have opretholdt forbeholdet skulle regeringen have været imod at indarbejde Schengen i traktaten. Nu lægger de helt klart op til at gøre det overstatsligt. Det er derfor også utroligt vigtigt efter et nej at trække lovforslaget om Danmarks tilslutning til Schengen tilbage.

Dagbladet Arbejderen den 18. oktober 1997

Protokol Z om Danmarks stilling

(…)

Del I

Artikel 1

Danmark deltager ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i Traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Fælleskab. (…)

Artikel 3

Danmark påføres ingen finansielle følger af de foranstaltninger, som anført i artikel 1…

Artikel 4

Artikel 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse på foranstaltninger, der udpeger de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemstaternes ydre grænser, eller foranstaltninger vedrørende ensartet udformning af visa.

Artikel 5

1. Inden 6 måneder efter at Rådet har truffet afgørelse om et forslag om eller initiativ til udbygning af Schengen-reglerne under bestemmelserne i afsnit IIIa i traktaten om Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning…

2. Hvis Danmark beslutter ikke at gennemføre en rådsafgørelse (…) overvejer de medlemsstater, der er nævnt i artikel A (…), hvilke passende foranstaltninger der skal træffes.

Del II

Artikel 6

Med hensyn til foranstaltninger (…) deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet, men Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område…

indhold.jpg (4690 bytes)

Europol får eget rejsehold

- Europol får et rejsehold.

Sådan tolkede Radioavisens EU-korrespondent, Poul Smidt, Amsterdam-traktatens indhold omkring EU’s politienhed efter EU-topmødet i Amsterdam.

Sammenligningen med Rigspolitiets rejseholdsaktiviteter i Danmark er meget rammende for kernenindholdet og udviklingen i den nye traktat. Det gælder både i forhold til Europols rolle som en overordnet politienhed i forhold til de nationale politikorps og i dets rolle som »rigspoliti« for den EU-forbundsstat, der med den nye traktat tager yderligere form.

For EU er ved at opbygge en overnational politienhed, Europol, med karakter af forbundspolitiet, FBI, i USA og den nye traktat er et stort skridt i den retning.

Ideen om et EU-politi har sin baggrund i åbningen af det indre marked for kapital, varer og personer, der nu er ved at blive fulgt op med et indre marked for politi-aktiviteter. Officielt begrundes det fra EU-eliten med at det indre marked har øget den grænseoverskridende kriminalitet, og det kan landene ikke klare alene.

I den oprindelige aftale om Europol som udstikker rammerne for dets aktiviteter er der især lagt vægt på at Europol skal indsamle og registrere oplysninger, som landenes politi kan trække på. Men endnu inden denne aftale reelt har nået at fungere lægger den nye traktat op til at udvide Europols rolle markant i retning af en overordnet styrende politienhed med visse ledende beføjelser i forhold til at foretage politi-aktioner i marken.

I Amsterdam-traktaten forpligtiges Ministerrådet til i løbet af fem år at fremme samarbejdet via Europol.

Europol skal sættes i stand til at »lette og støtte forberedelsen og fremme samordningen« af særlige efterforskningsaktioner. Når Europol skal lette og støtte forberedelsen og fremme samordningen af sådanne aktioner er der direkte lagt op til at Europol reelt leder sådanne fælles politiaktioner indenfor EU. Traktaten taler da også om at Europol selv skal deltage i disse aktioner i »en støttefuntion« underforstået af ledelsen af den konkrete aktion.

Denne såkaldte støttefunktion skal ses i sammenhæng med at Europol også udstyres med muligheder for at »anmode de kompetente myndigheder« om at gennemføre og samordne efterforskningen i særlige sager, som Europol måtte ønske det. Og hvor det ligger naturligt at Europol »støtter og letter« ledelsen af denne fælles efterforskning.

Den nye traktat lægger også op til et tættere samarbejde mellem landenes anklagemyndigheder, som også skal foregå i »tæt samarbejde« med Europol, så EU-politiets rolle som det samlende led også styrkes på dette plan. Men et fælles politi kan ikke fungere optimalt uden en fælles overordnet retlig ramme. Derfor er der også i traktaten lagt op til skridt i denne retning. Konkret tales der om at indføre mindsteregler for hvad der er kriminelt og for straframmen. Så retsstaten Danmark tager med Amsterdam-traktaten et stort skridt i retning af at blive rets- og politikredsen Danmark.

Dagbladet Arbejderen den 25. oktober 1997

TEU Afsnit VI: Bestemmelser om Politisamarbejde og retsligt samarbejde i straffesager

Artikel 30 (Ams. Artikel K.2)

1.Fælles handlinger vedrørende politisamarbejde omfatter

a) operativt samarbejde mellem kompetente myndigheder, herunder politi (…) vedrørende forebyggelse, afsløring og efterforskning af straffelovsovertrædelæser.

b)indsamling, opbevaring, behandling, analyse og udveksling af relevante oplysninger, (...), navnlig via Europol, (…)

d)fælles vurdering af bestemte efterforskningsteknikker (…)

2.Rådet skal fremme samarbejdet via Europol og skal især inden for 5 år efter Amsterdamtraktatens ikræfttræden:

a)sætte Europol i stand til at lette og støtte forberedelsen og fremme samordningen og gennemførelsen af særlige efterforskningsaktioner mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder, herunder fælles operative aktioner med deltagelse af repræsentanter for Europol i en støttefunktion;

b)vedtage foranstaltninger, der sætter Europol i stand til at anmode kompetente myndigheder i medlemsstaterne om at gennemføre og samordne deres efterforsning i særlige tilfælde og til at udvikle særlig sagkundskab, som kan stilles til rådighed for medlemsstaterne for at bistå dem i efterforskningen af sager vedrørende organiseret kriminalitet;

c)fremme forbindelsesordninger mellem embedsmænd inden for anklagemyndighed og efterforskning (…), i tæt samarbejde med Europol (...)

indhold.jpg (4690 bytes)

Harmonisering af retsvæsenet

Det er et faktum, at Danmark stadig på mange områder har en anden retspolitisk tradition end for eksempel Tyskland, der har ry for at være meget restriktiv.

På samme måde er der også store forskelle mellem andre EU-lande, hvor for eksempel Holland har frit salg af hash, medens både Tyskland og Frankrig nærmest betegner det som hårde stoffer.

Disse store forskelle i EU-landenes retssytemer udspringer af de nationale forskelle og kulturelle traditioner, men de bliver sat under pres, når den nye EU-traktat bliver omsat til praksis.

Med Amsterdam-traktaten er der sat direkte fokus på en harmonisering af landenes retssystemer. Ikke formuleret som et direkte mål i sig selv, men som et naturligt skridt mod det mål som traktaten omtaler som et »område med frihed, sikkerhed og retfærdighed« basseret på et fælles såkaldt tryghedsniveau.

EU-landenes justitsministre skal nu på initiativ af EU-Kommissionen vedtage »rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemstaternes love og administrative bestemmelser« i forhold til politi og retspolitikken.

Disse rammeafgørelser er bindende for den enkelte medlemsstat. Ligesom under beskæftigelsespolitikken er det overladt til det enkelte EU-land at »bestemme form og midler« hvorunder det vil gennemføre EU’s overordnede politik.

På begge disse områder vil egentlige EU-direktiver skabe kraftige folkelige reaktioner på grund af, at det er specielle følsomme nationale områder der harmoniseres. I forhold til beskæftigelsespolitikken gælder det fordelingspolitikken gennem dagpengeregler og sociale ydelser.

Indenfor politi og retsvæsent er det som Bent Brier fra Folkebevægelsen tidligere har understreget her i traktat-spalten, spørgsmålet om forholdet mellem borger og stat, der skal tilpasses en fælles EU-opfattelse.

På samme måde som Nyrup allerede har tilpasset de danske dagpengeregler til EU’s overordnede strategi, vil det nu ske på det retspolitiske område, når EU’s Ministerråd vedtager rammeafgørelser om at tilpasse love og administrative bestemmelser.

Formålet er at give storindustriens indre marked en fælles juridisk ramme som det kan fungere i ligesom det er en betingelse for at Europol kan udvikles til et EU-forbundspoliti.

Opbygningen af EU som en fælles overordnet retsstat får også en ekstra dimension ved at EU-domstolen nu får retten til at fortolke rammeafgørelserne og konventionerne på dette følsomme område. Sammen med at Kommissionen får initiativretten åbner det for det overnationale element på det rets- og politimæssige område. På bekostning af det mellemstatslige element, hvilket klart strider imod løfterne i det danske forbehold.

Dagbladet Arbejderen den 1. november

TEU Afsnit VI: Om politisamarbejde og retsligt samarbejde i straffesager.

Artikel 34 (Ams. Artikel K 6)

(…)

2.Rådet træffer foranstaltninger og fremmer samarbejde under anvendelse af den passende form (…) med henblik på at bidrage til opfyldelsen af Unionens målsætninger. Rådet kan med henblik herpå på initiativ af en medlemstat eller Kommissionen med ensstemmighed:

a) vedtage fælles holdninger, hvori det fastlægger Unionens tilgang til et bestemt spørgsmål;

b) vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser; rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. De indebærer ikke umiddelbar anvendelighed.

c) vedtage afgørelser i ethvert øjemed i overensstemmelse med målsætningerne i dette traktatafsnit (…) Disse afgørelser er bindende, og indebærer ikke umiddelbar anvendelighed; Rådet vedtager med kvalificeret flertal de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre afgørelserne på unionsplan;

d) udarbejde konventioner (…) Medlemsstaterne indleder de gældende procedurer inden for en tidsfrist, som Rådet fastsætter.

Når konventioner er vedtaget af mindst halvdelen af medlemsstaterne, træder de i kraft for disse medlemsstater, medmindre andet er fastsat i dem. Gennemførelsesforanstaltningene til disse konventioner vedtages i Rådet med et flertal på to tredjedele (…)

Artikel 35 /Ams. Artikel K.7)

De Europæiske Fællesskabers Domstol har … kompetance til at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af rammeafgørelser og andre afgørelser, om fortolkningen af konventioner(…)

indhold.jpg (4690 bytes)

Rets- og politikredsen Danmark

Er Danmark på vej væk fra at være en selvstændig retsstat til at blive en rets- og politikreds i Den Europæiske Union i takt med udviklingen hen imod en overordnet retsstat?

Spørgsmålet kan sikkert give anledning til en spidsfindig diskussion i juridiske kredse, men det er et faktum, at den nye Amsterdam-traktat tager skridt der bærer i den retning. Der tales om at harmonisere reglerne for retssystemerne. Både i form af overordnet tilnærmelse af landens love og mere konkret i form af tilnærmelser mellem den daglige praksis i retssystemerne.

EU-landene binder sig således til at sikre »forenelighed mellem medlemstaternes gældende regler i det omfang det er nødvendigt for at forbedre samarbejdet«, som det hedder i Amsterdam-traktaten. Og der lægges op til øget samarbejde omkring retsplejen og fuldbyrdelse af dommene, altså i den konkrete gennemførelse af retsafgørelser.

Et af de konkrete områder hvor medlemslandene med den nye traktat binder sig til at løsne op, er i forbindelse med udlevering af personer – også af egne statsborgere, der er mistænkt eller anklaget for overtrædelser af loven i andre EU-lande.

Generelt set er EU-modstandere heller ikke modstandere af, at folk der begår alvorligere forbrydelser straffes for dem, men et sådan samarbejde kan også etableres uden at det behøver at underbygge opbygningen af et ensartet retssystem, som i tilfældet EU.

EU fik allerede for få år tilbage en ny aftale om udlevering af personer mellem landene også af deres egne statsborgere. Den gang tolkede krimolog og juraprofessor ved Københavns Universitet, Vagn Greve, det som et skridt mod at gøre det lige så let at udlevere folk fra en stat til en anden, som det er at udlevere anholdte i Vordingborg til Sorø politikreds. Men i dag ønsker EU-systemet at gå endnu videre, hvilket vil nedbryde Danmark som selvstændig retsstat.

Tilhængerne af denne udvikling begrunder den med hensynet til at få det indre marked til at fungere perfekt. Når varer og personer kan bevæge sig frit over grænsen kræver det fælles økonomiske område også fælles overordnede juridiske spilleregler.

I dag kan et andet EU-land kun kræve danskere udleveret fra Danmark hvis de forbrydelser, de er anklaget for, giver op til et års fængsel samt også er strafbart i Danmark. I overensstemmelse hermed stiller Amsterdam-trakaten derfor også konkret opgaven for EU’s Ministerråd at det skal vedtage »foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for organiseret kriminalitet, terrorisme og narkotikahandel«.

Dagbladet Arbejderen den 8. november 1997

TEU: Afsnit VI: om politisamarbejde og retsligt samarbejde i straffesager

Artikel 31 (Ams. Artikel K.3)

Fælles handlinger vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager omfatter:

a) fremme og fremskyndelse af samarbejdet mellem kompetente ministerier og retslige eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne vedrørende retspleje og fuldbyrdelse af afgørelser;

b) lettelse af udlevering mellem medlemstaterne;

c) sikring af foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler, i det omfang det er nødvendigt for at forbedere samarbejdet;

d) forebyggelse af konflikter om stedlig kompetence mellem medlemstaterne;

e) gradvis vedtagelse af foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for organiseret kriminalitet, terrorisme og narkotikahandel.

indhold.jpg (4690 bytes)

Schengen-land er foregangsprojekt i EU

Siden 1985 har en række EU-lande arbejdet på at indføre det såkaldte Schengen-land hvor de indre grænser fjernes og der oprettes en fælles ydre grænse.

Landene bag oprettelsen af Schengen-land har som et led i projektet opbygget et omfattende udvidet politi-samarbejde imellem landenes politikorps. Herunder oprettes to store centrale register, SIS og Sirene hvor der ikke alene bliver registreret dømte forbrydere, men blandt andet også folk der mistænkes for at være en risiko for den offentlige sikkerhed, som det kaldes.

Dette antidemokratiske projekt bliver med Amsterdam-traktaten optaget i EU som et udtryk for et såkaldt tættere eller fleksibelt samarbejde mellem en række EU-lande på det rets- og politimæssige område.

På trods af at det er et udbygget samarbejde på et område hvor Danmark officielt har et forbehold, deltager Danmark fuldt ud i Schengen-samarbejdet og har »samme rettigheder og pligter« som de øvrige deltagere. Irland og Storbritannien deltager ikke, men kommende medlemslande bliver tvunget til at acceptere Schengen-reglerne som »gældende regler« selvom det er fleksibelt samarbejde.

Med Danmarks indtræden har regeringen også accepteret at det tyske politi får mulighed for at fortsætte jagter ind på dansk jord og foretage anholdelser her. For nylig har en ny rapport skarpt kritiseret borgernes manglende sikkerhed ved de to store registre i Schengen-regi. Juraprofessor og medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen, Ole Krarup, konstaterede med henvisning til rapporten.

– Registersikkerheden er meget mangelfuld og uden kontrol i forbindelse med meget følsomme oplysninger på seks millioner EU-borgere. Schengen fremstår som en stat i staten, hvor chefer og ansatte oven i købet har immunitet og derfor ikke kan drages til ansvar.

På trods af, eller snarere på grund af det danske forbehold, vedtog et flertal i det danske Folketing at tilslutte Danmark som fuldt medlem af Schengen i maj kort inden, at Amsterdam-topmødet bekræftede at gøre Schengen-reglerne til EU-lov. Den svenske regering har derimod ventet med den fulde tilslutning til Schengen for at vurdere det samlede resultatet fra Amsterdam-traktaten.

Med Folketingets udemokratiske manøvre bliver den danske folkeafstemning om Amsterdam-traktaten derfor også en afstemning om, hvorvidt Danmark skal være medlem af Schengen-land. Folkebevægelsen mod EF-Unionen understreger da også, at et dansk nej til Amsterdam-traktaten også må have den konsekvens, at regeringen må meddele de andre lande at Danmark ikke kan tiltræde Schengen-reglerne.

Dagbladet Arbejderen den 15. november 1997

Protekol om integration af Schengen-reglerne i Den Europæisk Union

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER

Som noterer sig at de aftaler om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, som visse af Den Europæiske Unions medlemsstater undertegnede i Schengen … har til formål at fremme den europæiske integration (…)

Artikel 1

Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, (…) Kongeriget Sverige, der har undertegnet Schengen-aftaler, bemyndiges til at indføre et tættere indbyrdes samarbejde inden for anvendelsesområdet for disse aftaler. (…) Dette samarbejde gennemføres inden for Den Europæiske Unions institutionelle og juridiske rammer (…)

Artikel 2

Fra datoen for Amsterdamtraktatens ikrafttræden er Schengen-reglerne, herunder de afgørelser truffet af Eksekutivkomiteen under Schengen-aftalen, som er vedtaget før denne dato, umiddelbart gældende for de tretten medlemsstater, der er nævnt i stk 1 (…)

Rådet træffer med enstemmighed blandt de i artikel 1 nævnte medlemmer alle nødvendige foranstaltninger til at gennemføre dette stykke (…)

Artikel 3

Efter den fastsættelse, der er omhandlet i artikel 2, stk 1., andet afsnit, bevarer Danmark samme rettigheder og pligter i forhold til de øvrige signatarer i Schengen-aftalerne (…)

(...)

Artikel 8

I forbindelse med forhandlingerne om optagelse af nye medlemmer i Den Europæiske Union betragtes Schengen-reglerne og yderligere foranstaltninger, der træffes af institutionerne inden for rammerne heraf, som gældende regler, der skal accepteres fuldt ud af alle stater, der søger om optagelse.

indhold.jpg (4690 bytes)

EU accepterer politisk forfølgelse

Med Amsterdam-traktaten giver EU sig selv rollen som forsvarer og garant for at de femten lande bliver et samlet område med »sikkerhed og retfærdighed«, men der er grænser for hvem der er sikkerhed og retfædighed for.

Den nye traktat åbner direkte for en accept af forskelsbehandling på grund af politisk overbevisning i lighed med den tyske berufsverbot.

I traktaten får Ministerrådet mulighed for at »træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering«. Men forskelsbehandling på grund af politisk overbevisning er åbenbart tilladt i Den Europæiske Union.

– De har skrevet artiklen i traktaten af fra såvel Europarådets som FN’s mennskerettighedskonvention, men i forhold til dem mangler den del om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af politiske overbevisning, oplyser Bent Brier fra Folkebevægelsens forretningsudvalg. Og han fortsætter:

– Det er klart, at det er et problem. Det er da påfaldende, at de netop har sløjfet lige netop det afsnit. Tager vi udgangspunkt i det sorteste synspunkt, så er det fordi de vil have mulighed for politisk forfølgelse. I menneskerettighederne drejer det sig om politiske rettigheder og holdninger. Det drejer sig ikke om politisk vold, for det er der hjemmel til at gribe ind overfor i straffeloven.

– Der er tale om et politisk bevidst valg, for teksten er jo gennemlæst til mindste detalje af juridiske embedsmænd, så det kan ikke være en forglemmelse, konstaterer Bent Brier.

Han ønsker ikke at komme med gisninger om hvad der er årsagen til, at EU ikke har fulgt menneskerettighedskonventionerne i forhold til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af politisk overbevisning. Men han mener det er vigtigt at slå fast at stats- og regringscheferne helt bevidst har sløjfet det fra traktaten.

Det viser, at EU intet vil foretage sig mod diskrimination af politiske »afvigere« og det viser hulheden i hele projektet om, at EU skal til at være garanten for befolkningens sikkerhed og rettigheder. Især når der samtidig i forbindelse med de centrale registerer i Europol og Schengen åbnes for registrering af folk, der mistænkes for at udgøre en sikkerhedsmæssig risiko.

Dagbladet Arbejderen den 22. november 1997

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

Principperne

Artikel 13

Med forbehold af denne traktats øvrige bestemmelser indenfor rammerne af de beføjelser, som traktaten tillægger Fælleskabet, kan Rådet med ensstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

indhold.jpg (4690 bytes)

EU som militær stormagt

EU’s halvårlige topmøder kan tage beslutning om, at EU skal have et fælles militær, ligesom de kan beslutte, at integrere den militære alliance Vestunionen, WEU, fuldt ud i Den Europæiske Union. Det er således ikke længere nødvendigt at afgøre så væsentlige militære skridt på en regeringskonference, hvis Amsterdam-traktaten bliver vedtaget.

Med den såkaldte fleksibitetsparagraf kan blot et flertal af lande i EU gennemføre øget integration alene indenfor EU’s institutioner, hvis det holder sig indenfor EU’s målsætning. Og det gør både det fælles militær og integrationen af WEU. Så denne paragraf gør sammen med de nye skærpede målsætninger på det militære område, at den nye traktat er som skræddersyet til at indføre et fælles EU-millitær og integrere WEU en gang i fremtiden. Også selv om en række lande som Danmark af indenrigspolitiske årsager ikke kan deltage i et sådant samarbejde.

Det er lagt fast, at EU nu skal til at udforme en konkret fælles forsvarspolitik, hvilket der ifølge Maastricht-traktaten blot var en mulighed på langt sigt. Det er denne forsvarspolitik, der i den nye traktate kan »føre til et fælles forsvar, hvis det Europæiske Råd træffer afgørelse herom«.

Det understreges, at militæralliancen WEU udgør en intergrerende del af af EU’s udvikling, hvorfor EU nu også vil etablere tættere forbindelser på det institutionelle område »med henblik på muligheden af WEU’s integration i Unionen, hvis Det europæiske Råd træffer afgørelse herom«.

WEU er allerede i dag parat til at agere EU’s militære arm og i Amsterdam-traktaten understreges det, at de aktioner som EU kan blande sig i er humanitære, fredsbevarende og »kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredskabelse«. Fredskabelse er det militære udtryk for krigsaktioner som Golf-krigen, så der er stort set ingen grænser for, hvad EU kan beskæftige sig med militært.

Men hvad vil EU så bruge sin nye udenrigs- og militære styrke til. Hidtil har EU omtalt sig selv som en økonomisk kæmpe, men også som en politisk dværg på den internationale scene. Krigen i eks-Jugoslavien er brugt som bevis for at EU ikke kunne handle, men måtte bede om hjælp.

»Man forbereder sig på at kunne sende militære ekspeditionskorps til støtte for ‘venligtsindede’ regeringer og med henblik på varetagelse af økonomiske interesser«, noterer Folkebevægelsen i sin pjece: Unionen breder sig. Og Folkebevægelsen konkluderer: »EU er i disse år ved at gøre præcis de samme katastrofale fejltagelser overfor Mellemøsten, Afrika og Asien, som USA i generationer har gjort overfor Latinamerika, hvor man med urokkelig konsekvens har stået på godsejernes og den økonomiske overklasses side.«

TEU:Afsnit V: Bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Artikel 17 (Ams. Artikel J.7)

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle spørgsmål vedrørende Den Europæiske Unions sikkerhed, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik (…) som vil kunne føre til et fælles forsvar, hvis det Europæiske Råd træffer afgørelse herom…

Den Vesteuropæiske Union (WEU) udgør en integreret del af udviklingen af Unionen der giver denne adgang til en operationel kapacitet (…) Unionen etablerer derfor tættere institutionelle forbindelser med WEU med henblik på muligheden af WEU’s integration i Unionen, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom (…)

Den gradvise udformning af en fælles forsvarspolitik understøttes, i det omfang medlemsstaterne måtte finde det hensigtsmæssigt, af samarbejde mellem dem på forvarsmaterielområdet.

2. De spørgsmål, der er omhandlet i denne artikel omfatter humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse.

Unionen benytter sig af WEU til at udarbejde og iværksætte de af Unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på forsvarområdet.

(…)

5. Med henblik på at fremme målene i denne artikel vil bestemmelserne heri blive gennemgået på ny i overensstemmelse med artikel 48 (tidligere artikel N).

indhold.jpg (4690 bytes)

Veto mod militære aktioner udhules i EU

Officielt opretholder EU stadig et figenblad af enstemmighed i forbindelse med beslutninger omkring Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men i praksis er det en saga blot, selv om det i traktaten højtideligt erklæres, at »afgørelser under dette traktatafsnit træffes af Rådet med ensstemmighed.«

For det første opdeler EU i Amsterdam-traktaten sin udenrigs- og sikkerhedspolitik i overordnede strategier og i udmøntningen af dem i form af konkrete aktioner.

Når EU vedtager udenrigspolitiske aktioner eller holdninger »eller enhver anden afgørelse på grundlag af en fælles strategi« tages beslutninger nemlig med kvalificeret flertal, der reelt forvandler Danmarks udenrigspolitiske selvstændighed til taleret i EU’s ministerråd. For som det understreges i traktaten: »Fælles aktioner forpligter medlemsstaterne i deres stilling og handlinger.«

Det er kun når det drejer sig om de overordnede strategier og omkring militære aktioner, at der stadig fastholdes et krav om enstemmighed, som traktaten imidlertid åbner en ladeport for kan udhules specielt, når det gælder de mindre lande.

De lande der ikke ønsker at deltage i en fælles EU-aktion kan presses til at undlade at stemme, hvorefter resten af Rådet kan vedtage den i ‘enstemmighed’.

I forbindelse med militære aktioner vil dét eller de lande der ikke ønsker at deltage militært slippe for at sende militær mod at afgive en erklæring. Men de skal samtidig accepterer, at EU er bundet af aktionen. Ligesom de pågældende medlemsstater skal afholde sig «fra enhver handling, som vil kunne komme i konflikt med eller hindre en aktion fra Unionens side». Med andre ord er de pågældende lande forpligtigede til at støtte aktionen politisk, ligesom de de facto ikke længere eksisterer på det udenrigspolitiske landkort.

«Det er en udvej, som er designet til små lande, som ikke tør sætte sig op imod de store, men heller ikke af indenrigspolitiske grunde tør være med i en kontroversiel aktion» konstaterer Folkebevægelsen i sin pjece Unionen breder sig.

Et af de små lande, der har en regering, der ikke tør eller ikke vil sige de store imod er Danmark uanset om Poul hedder Nyrup eller Schlüter til efternavn. Og den nye regel om at undlade at stemme sætter da også det danske forbehold på det militære område i et helt nyt lys.

Betyder den nye regel, at Danmark blot som princip undlader at stemme i forbindelse med EU’s militære eventyr, men til gengæld er bundet politisk til at støtte dem i ord og handling?

I protokollen om de danske forbehold erklæres det at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af aktioner indenfor forsvarsområdet, ‘men Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område’. Samtidig præciseres det at Danmark ikke er bundet til at støtte økonomisk, men hvad politisk?

Erfaringer med regeringens og folketingets fortolkning af forbeholdet mod ØMU’en giver et vink med en vognstang om, at den vil lade Danmark være bundet politisk til EU’s militære supermagtsdrømme. Hvis den altså får lov.

Dagbladet Arbejderen den 6. december 1997

TEU: Afsnit V: Bestemmelser om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Arikel 14 (Ams. Artikel J.4.)

Rådet vedtager fælles aktioner. Fælles aktioner vedrører konkrete situationer, hvor der skønnes at være behov for operationel aktion fra Unionens side…

3. Fælles aktioner forpligter medlemsstaterne i deres stillingtagen og handlinger.

Artikel 23 (Ams. Artikel J.13)

Afgørelser under dette traktatafsnit træffes af Rådet med enstemmighed…

Hvis et medlem af Rådet afholder sig at stemme i forbindelse med afstemninger, kan medlemmet kvalificere sin stemmeundladrelse ved at afgive en formel erklæring i henhold til det afsnit. I så fald er det pågældende medlem ikke forpligtiget til at anvende afgørelsen, men accepterer, at afgørelsen forpligter Unionen. Under henvisning til gensidig solidaritet afholder den pågældende medlemsstat sig fra enhver handling, som vil kunne komme i konflikt med eller hindre en aktion fra Unionens side på grundlag af den pågældende afgørelse…

2. Uanset stk.1 træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal,

– når det vedtager fælles aktioner eller fælles holdninger eller enhver anden afgørelse på grundlag af en fælles strategi;

– når det træffer afgørelse om iværksættelse af en fælles aktion eller fælles holdning.

(…)

Dette stykke gælder ikke for afgørelser, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet.

indhold.jpg (4690 bytes)

EU vil være politisk og militær supermagt

EU har sat sig som mål at blive en politisk og militær supermagt på linie med USA. Med Amsterdam-traktaten bliver der taget yderligere skridt i den retning.

Generalsekretæren for Rådet af EU-landenes udenrigsministre får nu karakter af »højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«, FUSP. Hvor han specifikt får til opgave at repræsentere EU udadtil samt at lede den nye afdeling »for politikplanlægning og hurtig varsling«. Denne opgave er ovenikøbet traktatfæstet.

– Det skal føre frem til, at EU får et udenrigministerium med egen udenrigsminister, som et led i at Unionen skal til at spille en global rolle. Det er klart en optrapning af EU’s rolle på nationalstaternes bekostning, konstaterer det tidligere medlem af EU-Parlamentet Ib Christensen fra Folkebevægelsen mod EF-Unionen.

– De store lande er trætte af at blive repræsenteret af en eller anden ligegyldig udenrigsminister fra et af de små lande. Derfor skal EU nu repræsenteres af en generalsekrætær ligesom NATO.

Hidtil har generalsekretæren for ministerrådet været en embedsmandspost, men nu ændres dette på det udenrigspolitske område til en politisk post. Det understreges også i traktaten, at det nu er vicegeneralsekretæren »der er ansvarlig for generalsekretariatets drift«. Ib Christensen forventer at den nye »mr. EU« kommer til at overskygge formanden, med mindre han er fra et af de store lande, og han retter en skarp kritik af hele udviklingen.

– Det er meningen, at EU skal spille rollen som global supermagt, men vi har rigeligt med supermagter. I stedet for burde man styrke FN, men det vil de store lande ikke.

– Det er ikke alene meningen at EU skal have en stærkere udenrigspolitisk profil, men EU skal også have en militær dimension. Og her har man blandt andet vedtaget, at EU-topmødet kan beslutte at integrerer Vestunionen helt i EU og vedtage at EU skal have et fælles militær.

Efter sammenbruddet af muren og jerntæppet mener Ib Christensen det er naturligt at spørge: hvad skal EU egentlig med et militær.

– Det er foruroligende, for det er også meningen, at de skal bruge det militær. Det er netop kommet frem, at de har planer om at opstille en udrykningsstyrke i Spanien på 50.000 mand. Det er jo oplagt, at den for eksempel skal bruges til at komme militær-regeringen i Algeriet eller i Egypten til hjælp mod de muslimske fundamentalister. Den er rettet mod u-landene i den tredje verden, konstaterer Ib Christensen.

Folkebevægelsen noterer, at EU besvarer fattigdomsudfordringen fra den tredje verden med politimæssige og militære midler. Og EU er ved at gentage de samme katastrofale fejltagelser overfor Mellemøsten, Afrika og Asien, som USA i generationer har gjort overfor Latinamerika. Nemlig at stå på godsejernes og den økonomiske overklasses side.

Dagbladet Arbejderen den 13. december 1997

 

TEU Afsnit V: Bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Artikel 18 (Ams. Artikel J.8)

1. Formanskabet repræsenterer Unionen i anliggender vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

(…)

3. Formandskabet bistås af generalsekretæren for Rådet, der udøver funktionen som højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (…)

Erklæring om en enhed for politikplanlægning og hurtig varsling

Konferencen er enig om følgende:

1. Der oprettes en enhed for politisk planlægning og hurtig varsling i Generalsekretariatet for Rådet under ansvar af generalsekretæren, der er den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP).

2. Enhedens opgaver skal være følgende:

a) at overvåge og analysere udviklingen på områder der vedrører FUSP;

b) at foretage vurderinger af Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og at indkredse områder, som FUSP vil kunne fokusere på i fremtiden;

c) at foretage rettidige vurderinger og hurtig varsling af begivenheder eller situationer, som kan få væsentlige følger for Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder potentielle politiske kriser;

d) efter anmodning fra enten Rådet eller formandskabet eller på eget initiativ at udarbejde papirer med underbyggende politik- valgmuligheder, (…) og som kan indeholde FUSP-analyser, -henstillinger og -strategier.

3. Enheden skal bestå af personale fra Generalsekretariatet, medlemstaterne, Kommisssionen og Den Vesteuropæiske Union (WEU).

(...)

indhold.jpg (4690 bytes)

Vil inddrage alle i militære indgreb

Lande som Danmark der kun er observatører i den militære alliance Vestunionen, WEU, kan i praksis blive inddraget fuldt ud i de militære aktioner, der bliver gennemført for EU. Det understreges i den nye EU-traktat.

Endnu inden danskerne har fået lov til at stemme om Amsterdam-traktaten, er WEU allerede ved at omsætte traktatens ord til handling på det militærpolitiske område.

På millitæralliancens ministermøde i november glædede WEU sig dels over de store fremskridt der var gjort i forhold til at styrke de institutionelle forbindelser til EU i det korte tidsrum efter Amsterdamtraktatens tilblivelse. Og dels fastlagde WEU sin politik for at inddrage observatør- og associerede lande så de kommer til at deltage fuldt i alliancens militære aktiviteter. WEU vil konkret binde lande gennem en særlig aftale- eller konvention.

I et oplæg til mødet opfordres Vestunionen til»at udarbejde udkast til en aftale eller en konvention, der skal ratificeres af de relevante myndigheder i de berørte lande for at skabe et ordentligt, retsligt grundlag for disse landes fulde deltagelse i WEU-aktiviteter«, refererer nyhedsbureauet „Agence Europe".

De lande det drejer sig om er erklærede neutrale lande som Irland, Sverige, Østrig og Finland, eller lande som Tyrkiet, Norge og Island der slet ikke er medlem af EU. Herudover er der Danmark, som jo officielt har taget forbehold mod EU’s militære dimension og medlemskab af WEU.

På det institutionelle plan taler WEU om »mest mulig harmonisering af rækkefølgen i formandskaberne for WEU og EU samt af de administrative regler og praksis«. Ligesom der tales om »tæt koordinering af stabsarbejdet i WEU’s Generalsekretariat og EU’s Generalsekretariat, herunder udveksling og overflyttelse af personel«. På trods af at den formelle beslutning ikke er taget omkring WEU’s indslusning i EU bliver den planlagt og gennemført i praksis allerede. Og som det fremgår af opsumeringen fra WEU’s ministermøde venter de ikke på danskernes holdning til Amsterdam-traktaten.

Planen med at knytte observatør- og associerede lande til WEU’s militære aktioner betyder, at disse lande i praksis kan omgå deres officielle politik. Og i praksis blive lempet ind af bagdøren til EU’s militære arm.

Danmark kan officielt ikke deltage i WEU’s militære aktioner på grund af forbeholdet. Men hidtil har de danske ministre alligevel været yderst aktive politisk i WEU i forhold til at udvikle EU’s militære dimension. Så aktive at eksperter har betegnet Danmark som værende reelt fuldt medlem af WEU på det militær-politiske område. Den danske forsvarsminister Hans Hækkerup har endda været formand for WEAG som WEU selv betegner som det »europæiske forum for rustningssamarbejde … og etableringen af et europæisk våbenagentur«. Altså udviklingen af EU’s egen våbenproduktion gennem harmonisering af valget af våbentyper.

De nye aftaler og tilpasninger af WEU til EU betyder, at alt er forberedt til den dag ja-politikerne tror de kan vinde en afstemning om dansk medlemskab af WEU.

Dagbladet Arbejderen den 20. december 1997.

TEU Afsnit V: Bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikerhedspolitik

Artikel 13 (Ams. Artikel J.3)

1. Det Europæiske Råd fastlægger principperne og de overordnede retningslinier for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder for anliggender, der har indvirkning på forsvarsområdet.

(…)

Artikel 17 (Ams. Artikel J.7)

1. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle spørgsmål vedrørende Den Europæiske Unions sikkerhed, herunder en gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik (…) som vil kunne føre til et fælles forsvar, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom. …

Den Vesteuropæiske Union (WEU) udgør en integrerende del af udviklingen af Unionen, der giver denne adgang til en operationel kapacitet (…) Unionen etablerer derfor tættere institutionelle forbindelser med WEU med henblik på muligheden af WEU’s integration i Unionen, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom (…)

2. De spørgsmål der er omhandlet i denne ertikel, omfatter humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse.

3. (…)

Når Unionen benytter sig WEU til at udarbejde og iværksætte Unionens afgørelser vedrørende de opgaver der er nævnt i stk 2, har alle Unionens medlemsstater ret til at deltage fuldt ud i disse opgaver. Rådet vedtager i forståelse med WEUs institutioner de nødvendige praktiske bestemmelser, som skal give de medlemsstater, der bidrager til de pågældende opgaver, mulighed for fuldt ud og på lige fod at deltage i planlægningen og beslutningen i WEU.

indhold.jpg (4690 bytes)

Traktaten kort - en sammenfatning

Grundlæggende rettigheder

* EU-traktaten får et forfatningsafsnit hvor det understreges at Unionen bygger på retstatsprincippet, menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder.

* Der henvises til den europæiske socialpagt fra 1961 og fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder fra 1989, men de skrives ikke direkte ind i traktaten.

* I forhold til den grundlæggende rettighed at søge om politisk asyl betragtes EU som et stats-område, således at en statsborger i et EU-land ikke kan søge om politisk asyl i et andet.

* Et land der »groft og vedvarende overtræder« principperne omkring menneskerettigheder, retsprincipperne og de grundlæggende rettigheder kan fratages visse rettigheder som stemmeret i Rådet.

EU-topmødet skal i enighed – minus det anklagede land – afgøre om det groft overtræder reglerne, mens et kvalificeret flertal derefter kan fratage landet dets rettigheder. Landet er stadig underlagt de pligter traktaten pålægger det. Er denne procedure pågyndt åbnes der for at statsborgere fra det pågældende land kan søge politisk asyl i et EU-land.

Civilret, grænser, asyl og indvandring

* Hele området underlægges EU og gøres overstatligt.

* I en periode på fem år deler Kommissionen og landene retten til at fremsætte forslag, men derefter har kun Kommissionen denne ret.

* Efter 5 fem år er det meningen at »alle eller dele« af disse områder skal vedtages med kvalificeret flertal i Rådet samt med medstemmelse og vetoret til EU-parlamentet. Ministerrådet vedtager i enstemmighed når et område overføres til flertalsafgørelser.

* Ministerrådet pålægges inden fem år at afskaffe den interne grænsekontrol samt indføre fælles regler omkring Unionens ydre grænse, samt foranstaltninger vedrørende civilretsligt samarbejde, og de to såkaldte mellemstatslige områder politi og strafferetssager, der skal føre til at EU bliver et mere ensartet retsområde.

* Beslutninger på dette område skal som minimum bevare niveauet som er fastlagt i Schengen-aftalerne.

* De fælles visa-regler vedtages allerede nu med kvalificeret flertal eller det indføres automatisk efter fem år.

* På det civilretslige område bindes Ministerrådet til at arbejde for at retsafgørelser i et land anerkendes i et andet samt for en tilnærmelse af love og retsplejeregler.

* EU-Domstolen får nu mulighed for på ovennævnte områder at fortolke traktaten men også kommende retsakter. Domstolens afgørelser får dog ikke retsvirkning på domme der er afsagt af nationale retter og som er trådt i kraft.

De danske forbehold

* Danmark deltager ikke i de beslutninger der gennemføres under det nye overstatslige niveau bortset fra visum-reglerne, hvor Danmark fortsat er bundet af de eksisterende Schengen-regler, der nu indarbejdes i EU-traktaten.

* Når de andre lande vedtager beslutninger indenfor dette overstatslige område skal Danmark meddele inden seks måneder om det følger disse. I tilfælde af et nej træffer de andre såkaldte »passende foranstaltninger« og i tilfælde af et ja er Danmark bundet folkeretsligt til beslutningen.

* Danmark deltager ikke i afgørelser og aktioner på det forsvarspolitiske område, men frasiger sig samtidig retten til at bruge sit veto, når de andre lande går videre med opbygningen af det fælles militær.

Politi- og strafferet

* Områdets mellemstatslige karakter udvandes ved at både EU-kommissionen og EU-domstolen tildeles visse kompetancer på området, ligesom eksempelvis reglerne for EU-ombudsmanden nu også dækker dette område.

* Det er en konkret målsætning at der skal opbygges et tættere samarbejde på det kriminalpolitiske område som dækker samarbejde mellem landenes politi og toldmyndigheder gennem Europol.

* Det er et mål at få et tættere samarbejde på det strafferetslige område »om nødvendigt« via en harmonisering af de strafferetslige regler

* Medlemslandene binder sig til inden fem år at udvide Europols beføjelser så det reelt får et rejsehold der deltager i efterforskning i medlemslandene ligesom det kan rejse sager som de nationale myndigheder kan behandle.

* Medlemslandene binder sig til at lette udlevering af personer mellem landene, tilpasse retsplejereglerne til hinanden samt fastsætte mindsteregler for, hvad der er kriminelt og strafudmålingen indenfor organiseret kriminalitet, terrorisme og narkohandel.

* Rådet vedtager med enstemmighed bindende rammeraftaler for »indbyrdes tilnærmelse« af landenes love og administrative regler på det strafferetslige område.

* Konventioner der skal ratificeres i landene træder i kraft i de lande som har ratificeret dem, når halvdelen af landene har tiltrådt dem.

* EU-domstolen tildeles på dette såkaldte mellemstatslige område kompetance til at fortolke traktaten, rammeafgørelser og retsakterne. De enkelte medlemslande afgør om landets domstole skal have mulighed for selv at bruge EU-domstolen til at fortolke retsakter i forbindelse med nationale retssager.

* Kommissionen får ret til på linie med medlemslandene at fremlægge forslag til rammeafgørelse for harmonisering samt konventioner ligesom den på disse områder får ret til at indbringe sager for EU-domstolen.

* Der åbnes mulighed for at nogle medlemslande kan bruge EU-institutionerne hvis de vil indføre øget integration på dette område, som skal overholde EU’s målsætninger.

Schengen-aftalerne

* Schengen-aftalerne indarbejdes som retsakter i EU som udtryk for et »tættere« EU-samarbejde og med Danmark som deltager uanset de danske forbehold. Schengen-aftalerne dækker regler vedrørende oprettelse af en fælles ydre grænse og nedlæggelse af de indre grænser samt regler for politiet i forlængelse heraf.

Unionen og borgerne

* EU-topmøderne fastlægger den fælles beskæftigelsesstrategi, som landene skal rette sig efter. Hvert år udstikker EU-topmødet med kvalificeret flertal retningslinierne for de nationale politikker og kan uddele næser til lande som ikke følger disse. Beskæftigelæsespolitikkerne omfatter arbejdsmarkeds- og skattepolitik samt dagpenge og sociale sikringer.

* Den såkaldte sociale protokol, der fastsætter regler omkring udviklingen af en fælles social og arbejdsmarkedspolitik på EU-plan, indskrives i traktaten.

* Miljø-garantien garanterer stadig ikke landene nogen ret til at indføre eller beholde et generelt højere beskyttelsesniveau. Nu kan det kun tillades hvis det er baseret på ny viden og skyldes en specifikt national årsag, som er opstået efter efter vedtagelsen af det harmoniserede EU-niveau. Og Kommisssionen skal stadig give tilladelse.

* Principperne om nærhed indskrives i traktaten på baggrund af EU’s hidtidige retningslinier. Retten til aktindsigt indskrives også men her skal Ministerrådet fastsætte de nærmere betingelser.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

* Kravet til enstemmighed ændres radikalt så det fremover kun er de overordnede udenrigspolitiske strategier og militære aktioner, som vedtages i enstemmighed.

Enstemmigheden på disse områder omgås dog ved at op til en trejdel af medlemslandene kan fritages for at deltage i eksempelvis en militær aktion – også økonomisk – hvis de undlader at stemme, men accepterer at beslutningen forpligter Unionen.

Fælles aktioner og holdninger på det fælles udenrigspolitiske område vedtages fremover med blot kvalificeret flertal, dog med mulighed for veto-ret hvis vigtige nationale interesser er i klemme.

* Målsætningerne på det militære område skærpes, så EU nu skal i gang med en »gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar«.

* Der etableres et tættere samarbejde med WEU »med henblik på muligheden af WEU’s integration i Unionen«. Integrationen forberedes i praksis, men erklæres ikke som et juridisk bindende mål.

* Udformningen af den fælles forsvarspolitik skal understøttes med et samarbejde om det militære isenkram, hvor det menes nødvendigt.

* Det præciseres at EU’s aktioner omfatter militære kampopgaver i forbindelse med krisestyring samt egentlig militær indgriben.

* Når EU bruger WEU til militære aktioner har alle EU-lande mulighed for at deltage i beslutningsprocessen i WEU – altså også de lande der ikke er medlemmer af WEU.

* Det konstateres allerede nu at det militære område skal behandles igen på en ny regeringskonference.

* Ministerrådets generalsekretær udpeges som den person der skal varetage den daglige ledelse af Unionens udenrigspolitik som en slags fælles udenrigsminister sammen med det land der har EU-formandskabet.

Der oprettes en afdeling under generalsekretæren for politikplanlægning og hurtig varsling. Afdelingen får folk fra Kommission, WEU og medlemsstaterne og generalsekretariatet.

Institutionerne

* Mindst et år før EU får mere end 20 medlemslande skal der indkaldes en ny regeringskonference der skal foretage en generel revision af den interne magtfordeling i EU mellem store og små lande samt i forhold til EU-institutionernes magt og kompetance.

* Inden EU skal optage et nyt medlemsland skal der laves en aftale mellem de nuværende medlemslande, som skal sigte på at give de store lande flere stemmer i ministerrådet eller indføre dobbeltflertal mod at de afgiver den ene af deres to kommissærer, så hvert land stadig har en kommissær.

* EU-parlamentet får udvidet sine parlamentariske beføjelser så det på langt flere spørgsmål kan foreslå ændringer til beslutninger i Ministerrådet eller med absolut flertal forkaste forslag til EU-love.

Det gælder de fleste områder hvor Ministerrådet tager beslutning med kvalificeret flertal som beskæftigelse og den sociale protokol, men for eksempel ikke under ØMU’en.

* På en lang række områder afskaffes enstemmighed, og beslutninger i Ministerrådet tages fremover med kvalificeret flertal der er mere føderalt.

* EU-parlamentet skal fremover både godkende den ny formand for EU-kommissionen samt hele kommissionen.

* Formanden for Kommissionen får øgede beføjelser, så han fremover skal være med til at udpege kommissærerne fra medlemslandene og får mulighed for at ændre på fordelingen af opgaverne i Kommissionen under dens regeringsperiode.

* For at kunne inddrage de nationale parlamenter i stil med Folketingets Europa-udvalg indføres en normal behandlingstid i Ministerrådet og EU-parlament på mindst seks uger fra forelæggelse til vedtagelse af EU-lovforslag.

Øget EU-integration

* Via den såkaldte fleksible udbygning af Unionen kan et flertal af medlemslande omgå enkelte landes veto mod øget integration ved at indføre den øgede integration for dem selv men stadig indenfor EU’s rammer.

Et kvalificeret flertal skal blot give tilladelse ligesom det tættere samarbejde skal holde sig indenfor EU’s målsætninger og være åbent for alle. Kun hvis en sådan øget EU-integration berører et af de andre EU-landes vigtige nationale politikker kan det påkalde sig en veto-ret.

Dagbladet Arbejderen den 27. juni 1997

indhold.jpg (4690 bytes)

 

Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk

24-05-02