Noter /ordforklaring
(Denne ramme kan gøres større eller mindre ved at trække i den sorte streg med musen)

 

1. Klemens Metternich (1773-1859) var en reaktionær østrigsk minister, der spillede en ledende rolle i europæisk politik op til 1848. Francois-Pierre Guizot (1787-1874) var en borgerlig fransk politiker og historiker, som var tilhænger af monarkiet. Han var førsteminister i Frankrig 1840-48.

2. I en note til den engelske udgave af Manifestet fra 1888 præciserede Engels denne formulering: »Det vil nøjagtigt udtrykt sige: den historie, der er skriftligt overleveret. I 1847 kendte man så godt som ingenting til samfundets forhistorie, den samfundsorganisation, der gik forud for al nedskreven historie. Senere har Haxthausen opdaget landsbyfællesskabet i Rusland, og Mauer har påvist, at det er det samfundsmæssige grundlag, som er det historiske udgangspunkt for alle tyske stammer. Og efterhånden blev man klar over, at landsbykommuner med jordfællesskab var samfundets urform fra Indien til Irland. Endelig blev den indre organisation af dette oprindelige kommunistiske samfund klarlagt i sin typiske form med Morgans afgørende opdagelse af gensens sande natur og dens stilling inden for stammen. Med opløsningen af dette oprindelige fællesskab begynder samfundet at spaltes i særlige klasser, der ender med at stå i modsætning til hinanden. Jeg har forsøgt at skildre denne opløsningsproces i „Familiens, privatejendommens og statens oprindelse".«

3. Senere påviste Marx, at arbejderen ikke sælger sit arbejde, men sin arbejdskraft.

4. Loven om 10 timers arbejdsdag blev vedtaget af det engelske parlament i 1847.

5. Den engelske reformbevægelse førte i 1832 til en parlamentsreform, som gav det højere borgerskab magten i underhuset.

6. »Der sigtes ikke til den engelske restaurationstid 1660-89, men til den franske restaurationstid 1814-30.« (Note af Engels).

7. »Legitimisterne« var de adelige godsejeres parti. De var tilhængere af det »legitime« monarki, dvs. bourbonerne, som regerede i Frankrig 1589-1792 og 1814-48.

8. »Det unge England« var en kreds af engelske politikere og litterater, som tilhørte det konservative parti. Dets vigtigste repræsentanter var Disraeli, Thomas Carlyle o.a.

9. »Det passer især for Tysklands vedkommende, hvor den jordejende adel og junkerne udbytter den største del af deres godser for egen regning ved hjælp af forvaltere og desuden er storproducenter af roesukker og ejere af brændevinsbrænderier. De mere velhavende engelske aristokrater har endnu ikke drevet det så vidt. Men også de ved, hvordan man kan erstatte den faldende rente ved at låne sit navn til mere tvivlsomme personer, der vil oprette et aktieselskab.« (Note af Engels).

10. Jean-Charles Simonde de Sismondi (1773-1842) var en svejtsisk økonom og småborgerlig kritiker af kapitalismen.

11. »Revolutionsstormen i 1848 har fejet hele denne lurvede retning af vejen og frataget lederne lysten til fortsat at spekulere i socialisme. Denne retnings hovedrepræsentant og klassiske type er hr. Karl Grün.« (Note af Engels).

12. Pierre-Joseph Proudhon (1809-65) var en småborgerlig fransk økonom og filosof. Hans hovedværk er »Elendighedens filosofi«, som Marx pillede fra hinanden i sin bog »Filosofiens elendighed« fra 1847.

13. Francois-Noël Babeuf (1760-97) var en fransk revolutionær, som under den store franske revolution organiserede en kommunistisk sammensværgelse af utopisk tilsnit. Efter at være blevet afsløret blev han sendt i guillotinen.

14. Henri Saint-Simon (1760-1825) var en af de klassiske utopiske socialister.

15. Charles Fourier (1772-1837) er en klassisk repræsentant for den utopiske socialisme. I hans idealverden var samfundet opdelt i småsamfund, de såkaldte »falanstèrer«.

16. Robert Owen (1771-1858) var en engelsk fabrikant, som bl.a. grundlagde kommunistiske kolonier i USA og England, de såkaldte »Home-kolonier«, hvor privatejendom, ægteskab og religion var ophævet.

17. »Home-kolonier (kolonier i hjemlandet) kalder Owen sine kommunistiske mønstersamfund. Falanstèrer var det navn, Charles Fourier gav de samfundspaladser, han planlagde. Ikarien hed det utopiske fantasiland, hvis kommunistiske indretninger Cabet har skildret.« (Note af Engels).

18. »Chartisterne« var betegnelsen for den engelske arbejderbevægelse i 1830’erne og 40’erne. »Reformisterne« var tilhængere af det franske blad »La Reforme«, som udkom 1843-50.

19. »Et parti, der dengang var repræsentaret i parlamentet af Ledru-Rollin, i litteraturen af Louis Blanc og i dagspressen af „Rèforme". Navnet socialdemokrati betegnede hos disse folk, der er ophavsmændene til det, en del af det demokratiske eller republikanske parti med mere eller mindre socialistisk anstrøg.« (Note af Engels).

20. Krakov blev oprettet som selvstændig republik i 1815, men indlemmet i Østrig i 1835. Opstanden i 1846 blev slået ned.

21. Lassalleanerne var tilhængere af den tyske socialist Ferdinand Lassalle (1825-64).

 

Ordforklaring

 

aristokrati i middelalderen betegnelsen for den adelige overklasse.

bourgeois se bourgeoisi.

bourgeoisi »Ved bourgeoisi forstås de moderne kapitalisters klasse, som er ejere af de samfundsmæssige produktionsmidler, og som udbytter lønarbejde.« (Engels). Undertiden kaldes bourgeoisi også for borgerskab, men dette ord er lidt mere upræcist.

feudal noget, der har med feudalismen at gøre. Se feudalisme.

feudalherre middelalderlig godsejer. Se feudalisme.

feudalisme betegnelse for produktionsmåden i middelaldren, dvs. før kapitalismens frembrud. Feudalismen byggede på godsejernes, feudalherrernes, ejendomsret til jord og deres udbytning af bønderne, f.eks. gennem tvangsarbejde, det såkaldte hoveri.

feudalsamfund se feudalisme.

filantrop velgører.

klerikal gejstlig, kirkelig.

kommune »Sådan kaldte de italienske og franske borgere deres bysamfund, efter at de havde afkøbt eller aftvunget deres feudalherer de første selvstyrerettigheder.« (Engels).

kosmopolitisk verdensborgerlig.

landjunker betegnelse for medlemmer af den tyske godsejerklasse, især i Prøjsen.

lav en sammenslutning af mestre inden for samme erhverv, f.eks. bødkere, smede osv. I middelalderen var fagene opbygget strengt hierarkisk. For at få en faglig uddannelse måtte man først gå i lære, så blev man svend og endelig kunne man gøre sig forhåbninger om at blive mester. Man kunne ikke bare nedsætte sig som selvstændig. For at blive mester skulle man ud over sin uddannelse opnå godkendelse fra lavet, der ikke så med venlige øjne på al for megen konkurrence.

lavsmester håndværksmester, der tilhørte et af middelalderens lav. Se lav.

len var i middelalderen betegnelsen for et landområde eller embede, som lensherren, f.eks. en fyrste eller biskop, overdrog til en såkaldt lensmands forvaltning. Modydelsen kunne være, at man ydede fyrsten krigstjeneste o.lign. En lensmand kaldes også en vasal.

lensadel se len.

manufaktur »De storværksteder, som fra omkring midten af det 16. århundrede til sidste tredjedel af det 18. århundrede var den fremherskende form for kapitalistisk produktion.« (Marx).

patriarkalsk refererer til patriarkat, dvs. en samfundsorden, hvor magten ligger hos det ældste mandlige medlem af slægten. Ofte bruges udtrykket også om de relationer, som gjorde sig gældende mellem mesteren på den ene side og hans svende og lærlinge på den anden side, samt mellem godsejeren og de livegne bønder.

patricier medlem af den gamle romerske fødselsadel. Det modsatte af en plebejer.

plebejer en romer, der tilhørte plebs, dvs. den ikke-adeligestand. Det modsatte af en patricier.

proletar besiddelsesløs arbejder, der lever af at sælge sinarbejdskraft til en kapitalist. Se proletariat.

proletariat »Ved proletariat forstås de moderne lønarbejdere, som ikke besidder egne produktionsmidler og derfor er henvist til at sælge deres arbejdskraft for at kunne leve.« (Engels). I dag bruger man for det meste ordet arbejderklasse i stedet for proletariat.

stænder flertal af stand. I middelalderen regnede mannoralt med tre eller fire stænder, nemlig gejstlighed, adel, borgere (og bønder). Bourgeois-klassen blev ofte kaldt »tredje stand«.

stændermonarki en middelalderlig statsform, hvor kongen benyttede sig af indkaldte stænderforsamlinger, som bestod af repræsentanter for samfundets stænder. Stænderforsamlingerne havde ofte kun en rådgivende eller formel funktion. Se stænder.

utopi ordet stammer oprindelig fra Thomas Mores bog »Utopia«, som betyder »landet, der intetsteds er«. Utopisk socialisme er betegnelsen for en strømning, der ikke bygger sine planer på virkeligheden, men på drømmeri og fantasifostre.

vasal person, der står i et afhængighedsforhold til en lensmand. Se len.

 

 

Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk