19.10.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

International aktionsdag nærmer sig

Den 27. oktober er der verdensomspændende aktionsdag mod USA's krig

Da USA den 7. oktober påbegyndte bombningerne af Afghanistan, lød samtidig startskuddet for fredsaktiviteter kloden over. Lørdag den 27. oktober, 20 dage efter at bombningerne er påbegyndt, er der arrangeret en international aktionsdag mod krigen.

Flere af de danske fredsinitiativer er med på den vigtige dag. I "Nej til krig og terror" i København lægges op til en stor demonstration, der skal ende foran Christiansborg.

Der satses på, at demonstrationen skal være den største hidtil. Listen over talere bliver lang, men endnu er den ikke klar.

Annelise Ebbe der er presseansvarlig for initiativet i København mener, at det er vigtigt at gøre op med mediernes syn på fredsbevægelsen op til den 27. oktober.

 - Radioen og offentlige debattører har kunne fortælle, at fredsbevægelsen er død, og at det der var tilbage udelukkende bestod af yderligtgående venstrefløjsfolk. De har også kunne berette, at der til den anden demonstration på Rådhuspladsen kun var et par hundrede mennesker. Sandheden er, at der var i hvert fald 1200. Vi må gøre op med mediernes løgne om fredsbevægelsen i Danmark, siger hun til Dagbladet Arbejderen.

Det er ikke kun i København, at der er lagt planer for den 27. oktober. Også Odense er med i aktionsdagen.

 - Vi mener det er meget vigtigt, at rykke på dage som den, hvor man virkelig  kan se, at der sker noget. Vi håber på denne gang at komme meget bredere ud,  siger Jan Nielsen fra Stop USA's Krig-netværket i Odense.

Demonstrationen i Odense starter klokken 12 fra Flakhaven. En af talerne er den tidligere SiD-forbundsformand Hardy Hansen.

I Aalborg satses der på, at lave en demonstration med løbesedler og en underskriftsindsamling den 24. oktober hvor det er FN-dag.

Århus kan ikke nå at deltage, fordi fredsbevægelsen i Århus først stiftes den 24. oktober.

/MM

 

SE FREDSKALENDEREN

 

   

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]