05.10.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Pas på USA's høge...

Mexicanerne husker USA's erobringskrig og vil ikke stille soldater under USA-kommando

Der er en gruppe høge i USA, som ønsker at bekæmpe terrorisme med terrorisme, altså svare på uskyldige amerikaneres død med civiles død i andre lande.

Det konstaterede Venezuelas FN-ambassadør Milos Alcalay i sin tale til generalforsamlingen.

Han advarede mod "hævntørst" i kampen mod terrorisme under ledelse af USA.

Ambassadøren fastslog, at situationen er kritisk og at verden må vælge at bekæmpe terrorisme med lovlige midler. En serie tilfældige angreb kan føre til, at situationen løber ud af kontrol, citerer Radio Havanna-Cuba.

USA har vanskeligt ved at få de latinamerikanske lande til at bakke aktivt op. Umiddelbart efter terrorangrebet den 11. september mødtes udenrigsminister Colin Powell med regionens udenrigsministre til et møde i OAS - Organisationen af Amerikanske Stater.

OAS fordømte terrorhandlingen, men på trods af USA's appeller, besluttede mødet ikke at love militær støtte til USA. USA påberåbte sig denne støtte med henvisning til Rio-Pagten - en forsvarsalliance fra 1947, som indeholder en artikel der svarer til den såkaldte musketer-ed i NATO-pagten.

Det var ikke mindst Mexico, som modsatte sig at yde militær støtte til USA. Mexicanerne husker stadig, at USA erobrede halvdelen af landets territorium under krigen i 1840'erne. Det nager stadig den mexicanske befolkning, som aldrig vil kæmpe i en hær under USA's ledelse, skriver Jens Lohmann i Information.

Det gældsplagede Argentina er helt i lommen på USA og regeringen har da også lovet USA ubegrænset og ubetinget støtte. Men den samme regering er hårdt presset af protester og demonstrationer blandt befolkningen.

Påfaldende nok er det Cuba, som har lovet den mest konkrete støtte til USA efter terrorangrebet - humanitær hjælp og efterretningssamarbejde. På den politiske front arbejder cubanerne på at få indkaldt en verdenskonference imod terrorisme i FN-regi, sådan som en række lande har foreslået.

/se

Flere artikler om "terror"krigen
Balkan.jpg (3858 bytes)
 
Bog om Krigen i Jugoslavien

Få emailbesked om demonstrationer og møder