03.10.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Borgerkrig truer

Massemøder både for og imod USA's krig bringer truslen om borgerkrig nærmere

Den danske fredsforsker Bjørn Møller er alvorligt bekymret over udviklingen i Pakistan, hvis militærregering støtter USA, men hvor en meget stor del af befolkningen er imod et samarbejde med USA om at angribe Afghanistan.

Regeringen i Pakistan afholdt i torsdag i sidste uge en solidaritets-dag, med massemøder og demonstrationer for at markere Pakistans integritet og sikkerhed, som det hedder.

De mange aktiviteter bliver af en stor del af befolkningen opfattet som en støtte til USA's kommende krig mod Afghanistan, vurderer blandt andet den pakistanske avis The Dawn.

På et lignende møde i Karachi om onsdagen blev mindst 12 mennesker såret, da mødet blev angrebet. Dette møde var en direkte støtte til USA's såkaldte krig mod terrorisme.

I fredags afholdt en række muslimske partier et massemøde i protest mod USA's krig i Peshawar i Pakistan.

To muslimske partier, Jamaat-i-islami og Jamiat Ulema Islam truer fortsat regeringen med masse-protester, hvis USA benytter pakistanske baser til angreb på Afghanistan.

Den tilspidsede situation bringer truslen om en decideret borgerkrig i Pakistan op, mener Bjørn Møller, der er ansat i COPRI, et dansk center for freds- og konfliktforskning.

Han gør opmærksom på, at Pakistan har atomvåben, selvom han vurderer, at de er sikre under militærets kontrol.

- Møderne i torsdags var et udtryk for, at regeringen selv er opmærksomme på problemet. Men militær-regeringen er svag, og har altid haft svært ved at løse problemerne med de militante muslimer.

- Der er store protester mod general Musharrafs styre og hans USA-politik, der bliver beskyldt for at være mod islam. Voksende fattigdom, en enorm ulighed, og en ny stor flygtninge-strøm kan skabe et generelt kaos i landet, siger Bjørn Møller til Dagbladet Arbejderen.

Han opfordrer bistands-organisationer, Danmark og FN til at tage problemet "voldsomt alvorligt".

- Der er mange opfordringer om hjælp. Jeg er bare ikke så sikker på, at budskabet rigtigt trænger ind hos dem, der vil starte krigen, siger Bjørn Møller.

/ rtj

Flere artikler om "terror"krigen
Balkan.jpg (3858 bytes)
 
Bog om Krigen i Jugoslavien

Få emailbesked om demonstrationer og møder