04.09.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Dansk våbensalg til stjernekrig

Lykketoft har intet imod, at dansk våbenindustri leverer dele til NMD

Der er intet til hinder for, at dansk våbenindustri kan tjene fede profitter på det amerikanske stjernekrigs-projekt, NMD.

Det drejer sig ført og fremmest om våben-firmaet Terma, der producerer elektronik til krigsbrug. Firmaet har blandt andet udviklet styresystemer til missiler på F-16 fly, som Tyrkiet nu benytter i Kurdistan.

I marts havde Elektronikbranchens fagavis er artikel om forventningerne til dansk produktion til stjernekrigs-projektet. Af artiklen fremgår det, at firmaer som Terma forventer forretninger på op til flere milliarder kroner.

Det fik medlemmerne af Folketingets Forsvarsudvalg til at tage sagen op på et møde i august. Nu har udenrigsminister Mogens Lykketoft svaret, at der principielt set intet er til hinder for, at Terma kan deltage i projektet.

"Forudsat at det sker inden for rammerne af gældende love og bestemmelser, har regeringen ingen principielle indvendinger i mod, at danske virksomheder gennemfører leverancer til amerikanske forsvarsprojekter", skriver Lykketoft i sit svar.

Mogens Lykketoft henviser til Folketingets beslutning om, at Danmark ikke kan tage stilling til NMD, før der kommer en direkte og konkret henvendelse fra USA.

Den beslutning blev taget kun en uge efter, at en talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium, Robert Fischer den 25. april forklarede hvad USA opfatter som en henvendelse.

USA vil ikke henvende sig, før alle detaljer om projektet ligger klar. På den anden side ligger detaljerne ikke klar, før hele programmet er opstillet og klar til brug, lød essensen af Fischers forklaring.

USA bliver formelt nødt til at spørge Danmark, om Thule-radaren må bruges i projektet. Thule-radaren er afgørende nødvendig for hele stjernekrigs-projektet, hvilket Fischer da også understregede den 25. april.

Men allerede nu kan våben-industrien altså sagtens sælge dele til NMD.

/ rtj

 

   

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]