25.04.02 - Dagbladet Arbejderen   - Sig din mening i Debatten  
  Få email ved nye artikler

DKP/ML´s 9. kongres - påsken 2002

 

11 år efter den ny verdensordens år nul

Som tingene former sig nu er der et skrigende behov for et internationalt aktionsfællesskab mod USA-imperialismen og til forsvar for den nationale selvbestemmelse. Der er brug for den bredest tænkelige front mod militarisering og krig.

:af Lotte Rørtoft-Madsen

Det er vist ingen hemmelighed for nogen, at vi lever i en verden der er mere turbulent og omskiftelig end nogensinde før.

Næppe nogensinde før har en enkelt magtfuld stat med så stort held forsøgt at tiltage sig det uindskrænkede verdensherredømme, som USA gør i dag.

Vi er alle sammen vidne til, hvordan verden er urolig, præget af ustabilitet. Vi har en fornemmelse af, at freden, friheden og den nationale uafhængighed verden over balancerer på en knivsæg.

Vi lever i en tid, hvor Lenins beskrivelse af imperialismen som "reaktion over hele linjen" opleves meget konkret og håndgribeligt.

Verden kendetegnes i dag af en kapitalkoncentration uden lige i økonomien, af nyliberalisme og militarisme i politikken og af barbari og middelalder i de internationale forbindelser.

Faren for krig banker på døren utallige steder. Og krig er ikke hvad den var "i gamle dage". Krig er ikke mere noget, der føres af ligeværdige parter. Det er beskidte krige. Kujonkrige. Krige der føres af en overmagt, af verdens største slyngelstat, mod forsvarsløse eller forsvarssvage nationer.

Siden 1991 - den "ny verdensordens" år nul - har USA ikke nogetsteds stået over for en ligeværdig modstander. Vi kan nævne i flæng: Golfkrigen 1991, invasionen i Somalia 1993, Balkan-krigen 1999 og senest krigen i Afghanistan som nu har varet i 175 dage.

USA vil ganske enkelt ikke tillade, at nogen kraft - det være sig en enkelt stat eller en alliance af stater - rejser sig imod dets strategiske interesser og næsten uindskrænkede herredømme. I dag står det klarere end nogensinde, at USA forsøger at samle alle omkring netop disse strategiske interesser.

 

 

Kontrol med Eurasien

Det er vigtigt, at vi gør os klart, hvad disse strategiske interesser går ud på. Ingen magt i verden kan opnå verdensherredømme uden at kontrollere Eurasien, fikspunktet der forbinder det europæiske og asiatiske kontinent. I Eurasien befinder sig 75 procent af verdens befolkning. Området står for 60 procent af verdens bruttonationalprodukt og tre fjerdedele af de kendte energiressourcer.

Den amerikanske strategi sigter på at opnå kontrol med dette kolossale kontinent. Det indebærer en inddæmningsstrategi over for verdens folkerigeste stater Indien og Kina samt en strategi for at splitte den alliance som er undervejs mellem Kina og Rusland, som i juli 2001 indgik en strategisk samarbejdsaftale.

Derfor er det ikke et tilfælde, at Afghanistan pludselig kom i centrum for den amerikanske såkaldte krig mod terror, og foreløbig har betydet amerikansk militær tilstedeværelse i en række randstater i området.

 

 

De grundlæggende mekanismer

Som kommunister kan vi imidlertid ikke nøjes med at beskrive det, vi kan iagttage, begivenhederne som de udfolder sig for øjnene af os. Vi er forpligtet til at forklare, hvorfor de sker. Hvad det er for kræfter, der driver dem frem. Marxismen lærer os, at det kan vi kun gøre, hvis vi går til samfundets basis, til dets grundlæggende økonomiske mekanismer.

Ser vi på den, så fortæller den os, at kapitalen i dag er mere koncentreret nogle ganske få steder end nogensinde før, at verdens udvikling foregår mere ujævnt end nogensinde før, og at den nedtur de fleste økonomiske centre har været inde i de seneste år blot er forspillet til en større og mere dyb krise.

Verden af i dag er absurd:

De 500 største virksomheder på kloden har i dag en indtægt, der svarer til en tredjedel af det samlede bruttonationalprodukt, der fremstilles. Hele 455 af de 500 har hovedkvarter i USA, EU eller Japan - verdens tre økonomiske magtcentre, den internationale triade som de omtales som.

 

 

Hvor går investeringerne hen

Samtidig er det en kendsgerning, at kapitalen søger derhen, hvor der i forvejen er kapital. De 49 mindst udviklede lande i verden kunne i 2000 kun trække 0,3 procent af de internationale investeringer til sig. I det hele taget får de underudviklede lande mindre og mindre af den investeringskapital, der flyder rundt i verden: i 1994 fik de 41 procent - i 2000 19 procent.

Bag tallene gemmer sig en stadig større mangel på udviklingsmuligheder, en stadig større global ulighed.

Mellem de tre økonomiske magtcentre - USA, EU og Japan - cirkulerer de transnationale selskaber til gengæld langt, langt hovedparten af deres kapital. Mellem 70 og 80 procent af de transnationales investeringskapital flyder rundt i et lukket kredsløb mellem netop USA, EU og Japan i form af fusioner, virksomhedsovertagelser og andre tiltag der øger kapitalens koncentration stadig mere.

FN's organisation for handel og udvikling, UNCTAD, konkluderer:

"Koncentrationen af direkte udlandsinvesteringer er et udtryk for, hvorledes økonomien i det hele taget er koncentreret. "

Koncentrationen betyder ikke, at konkurrencen afskaffes. Tværtimod. Konkurrencen mellem monopolerne er på verdensplan så ekstrem, at ingen trækker sig frivilligt. I kampen om markederne er de transnationale i dag villige til på kort sig at acceptere tab, fordi de har store vanskeligheder med at afsætte deres varer, mod på længere sigt at erobre nye positioner.

Verden over gennemfører regering efter regering love, der fremmer denne skævvridning og giver de transnationale større og større operationsmuligheder. Kapitalens frie bevægelighed er blevet det nyliberale mantra, uden hvilket ingen regering kan føle sig sikker i sadlen:

Af de investeringslove, der i tiåret mellem 1991 og 2000 blev gennemført verden over, fremmede de 95 procent kapitalens frie bevægelighed. Alene i 2000 var der 69 lande, der gennemførte 150 nye investeringslove, hvoraf 147 (98 procent) fremmede udenlandske investeringer, altså den udenlandske kapitals magt.

 

 

Krisen lurer...

Kapitalens stadig stigende koncentration, de transnationale selskabers, monopolets efterhånden uindskrænkede magt øger verdens uligheder og skævvrider den økonomiske udvikling. Den lægger samtidig grunden til nye kriser, der ryster det kapitalistiske system.

Det er den egentlige basis for den turbulente politiske og militære udvikling, vi er vidne til verden over.

I de sidste par år har de udslagsgivende dele af verdensøkonomien befundet sig i vanskeligheder. Vi kan endnu ikke tale om en verdensomspændende økonomisk recession, en verdenskrise. Men meget tyder på, at vi befinder os ved indledningen til en sådan.

Af verdens tre økonomiske hovedcentre er de to alvorligt ramt. Den asiatiske finanskrise i 1997-98, der bredte sig som en steppebrand til Rusland og siden til Latinamerikas mægtigste økonomi Brasilien, har sat sig dybe og uoprettelige spor.

Den japanske økonomi har i flere år befundet sig i dyb krise. Der er direkte produktionsnedgang, banksektoren er i fare for direkte at bryde sammen, og sammenligningen med en depression a la 1930'erne ligger lige for.

Den amerikanske økonomi er yderst skrøbelig, hvilket betyder at grundlaget for et amerikansk verdensherredømme på sigt er spinkelt. Det skyldes ikke kun de sidste par års økonomiske nedtur, men har langt dybereliggende årsager: Den økonomiske vækst er lav, der er et kolossalt budgetunderskud, arbejdsproduktiviteten falder, der er overproduktion i afgørende grene som bilindustrien og investeringer og opsparing har nået et lavpunkt. Samtidig er USA af i dag gældsat i historisk store dimensioner. Et kunstigt højt forbrug holder en kunstig men meget skrøbelig økonomi i gang.

Imperiets hjerte eller juvel om man vil er med andre ord gennem-usundt.

 

 

Måske løser de det - denne gang

Som det ene ben i den imperialistiske verdensøkonomis trekant udgør EU en lomme, som det hidtil - af forskellige årsager - er lykkedes at holde sig fri af de fleste økonomiske krisesignaler.

Mange faktorer peger imidlertid på, at den internationale økonomi i det lange løb går mod nye lavpunkter. Den amerikanske boble-økonomi er en af dem. En anden faktor er den afvikling af den offentlige sektor, der systematisk finder sted, og som langsomt men uafvendeligt afmonterer den økonomiske buffer, som siden Anden Verdenskrig har været anvendt som kriseregulator. En tredje faktor er den spekulation, som verden fik øjnene op for under finanskrisen i Asien, som stadig sætter dybe spor i verdensøkonomien.

I 2001 var den økonomiske situation så alvorlig, at de kapitalbevægelser, der finder sted i form af udlandsinvesteringer - de udslagsgivende i verden - oplevede et veritabelt sammenbrud. De endelige tal foreligger endnu ikke, men en af UNCTAD's ledere forudså for nylig et faldt i de udviklede kapitalistiske lande på 50 procent efter det ene boom-år efter det andet.

Det argentinske sammenbrud er blot et forsvarsel om mere af samme skuffe.

Det kan naturligvis ikke afvises, at kapitalen kan finde veje til at afværge et sammenbrud. USA's voldsomme pression på at skabe en økonomisk union på de amerikanske kontinenter, ALCA eller FTAA - det vel nok voldsomste angreb hidtil på de latinamerikanske landes nationale suverænitet - er et af forsøgene herpå. Optagelsen af Kina i verdenshandelsorganisationen WTO og åbningen af dette kolossale marked for monopol-konkurrence er et andet.

Kina er imidlertid ikke blot et jomfrueligt marked, der står til rådighed for enhver, men en økonomisk magt, der - hvis de nuværende vækstrater fortsætter - mere er en gigantisk konkurrent end en letindtagelig fæstning for profit.

 

 

Vi ved nok til at handle

Det foregående giver sig på ingen måde ud for at være en analyse af den internationale økonomiske situation. Det er nærmere nogle iagttagelser og bemærkninger. En egentlig analyse til at understøtte og begrunde vores opfattelse af den internationale situation har vi endnu til gode.

Men vi ved nok til at kunne handle. Vi har en klar opfattelse af, hvor verden bevæger sig hen. Vi har en klar opfattelse af, at verden af i dag er unilateral, samlet omkring ét centrum, USA, som er verdens folks hovedfjende.

Samtidig har vi også en klar opfattelse af, at enhed mellem imperialisterne altid er betinget, midlertidig. De store økonomiske magter, som i dag ikke kan andet end samle sig bag USA-imperialismen, vil uundgåeligt komme op at toppes. Det betinger den ujævne økonomiske udvikling.

Vi står i en international situation, som på ingen måde kan betegnes som gunstig for de progressive og revolutionære kræfter. Det er ikke fordi der ikke er lyspunkter:

* En relativt stærk såkaldt anti-globaliseringsbevægelse, en bevægelse mod nyliberalisme og imperialistisk rovdrift, er vokset frem i løbet af de seneste to-tre år og kan blive en virkelig magtfaktor i det omfang den forbinder sig med arbejderklassens kamp og arbejderbevægelsen.

* På det latinamerikanske kontinent er USA-imperialismen presset flere steder - fra Cuba over Venezuela og Colombia til Argentina og Ecuador.

* I Asien er det forhadte Suharto-diktatur i Indonesien faldet, Nordkorea svarer igen og den sydkoreanske fag- og nationale bevægelse er i bevægelse.

Men set i et globalt lys ér situationen reaktionær. Inden for en kort tidshorisont kan vi derfor ikke forestille os, at de revolutionære kræfter kan genvinde offensiven.

Vi lever med andre ord i en tid, hvor der er brug for en modstandsstrategi. En tid hvor vi stiller os opgaven at akkumulere kræfter.

 

 

Kamp for fred og suverænitet

For at tilvejebringe en sådan modstandsstrategi er det nødvendigt at definere vores egne platforme, vores egne alliancer. Som tingene former sig nu er der et skrigende behov for et internationalt aktionsfællesskab mod USA-imperialismen og til forsvar for den nationale selvbestemmelse. Der er brug for den bredest tænkelige front mod militarisering og krig.

Kampen mod imperialistisk krig, for fred er på mange måder det samlende omdrejningspunkt for et sådant internationalt aktionsfællesskab. Som kommunister har vi et særligt ansvar for - med de muligheder vi nu engang råder over - at fremme en sådan bevægelse, der favner bredt og faktisk mobiliserer.

Det handler om at føre fredskampen ind i fagbevægelsen. Og det handler om at forbinde fredskampen med sociale spørgsmål.

Og det handler også i denne sammenhæng om at sætte forsvaret for den nationale suverænitet, som er blevet svækket på alle kontinenter, i centrum. I vores tid indebærer proletarisk internationalisme i sidste ende forsvar for alle landes nationale suverænitet.

Samtidig må vi som kommunister stille os opgaven at hæve bevidstheden, at forklare at krig ikke er en tilfældighed, men har materielle, økonomiske, årsager. Vi har den særlige opgave at sætte fokus på de grundlæggende imperialistiske mekanismer, der driver politikken fremad og som fører til krig.

På dén måde fører vi også perspektiv ind i kampen for freden.

Lotte Rørtoft-Madsen holdt dette oplæg på DKP/ML's 9. kongres i Påsken.

   

dokumenter fra DKP/ML´s 9 kongres
DKP/ML´s 9 kongres - påsken 2002
 
25.04.02 11 år efter den ny verdensordens år nul 9. KONGRES: Som tingene former sig nu er der et skrigende behov for et internationalt aktionsfællesskab mod USA-imperialismen og til forsvar for den nationale selvbestemmelse.
25.04.02 Kommunister må overvinde splittelse 9. KONGRES: Hvis det skal lykkes for kommunisterne at samle sig, kræver det et alvorligt og seriøst forarbejde
04.04.02 Stop USA - for fred, demokrati og sociale rettigheder

 

UDTALELSE: Verdens folk befinder sig i den mest faretruende situation i årtier. Næppe nogensinde før har en enkelt magtfuld stat med krig, terror og udplyndring forsøgt at tiltage sig det uindskrænkede verdensherredømme, som USA gør i dag
04.04.02 God kongres! 9. KONGRES: Hilsener fra den internationale kommunistiske bevægelse
03.04.02 Partiets prioriteringer i kongresperioden 

 

 

UDTALELSE: Siden den nye regering er kommet til, står det klart, at vi befinder os i en ny politisk situation, der  stiller nye krav til vore prioriteringer. Det kræver en forstærket indsats for organiseringen af en bred folkelig modstand mod monopolerne og den reaktionære regering, de har ved magten.
03.04.02 STOP UNIONEN  -  Forsvar det nationale demokrati UDTALELSE: For EU tilhængerne er formandskabet forbundet med stor prestige. Tilhængerne vil udnytte formandskabet til et regulært fremstød for mere Unionsopbygning.
03.04.02 Enhed mod højre – Forsvar velfærden UDTALELSE: Anders Fogh Rasmussen og hans sorte regering har startet et ideologisk bestemt nedskæringsfelttog. De har sat kurs mod den minimalstat, der er monopolernes drøm og befolkningens mareridt.
03.04.02

Stop USA - for fred, demokrati og sociale rettigheder

UDTALELSE: Næppe nogensinde før har en enkelt magtfuld stat med krig, terror og udplyndring forsøgt at tiltage sig det uindskrænkede verdensherredømme, som USA gør i dag. 

02.04.02 Uddrag fra landsledelsens beretning Uddrag fra landsledelsen i DKP/M´s beretning til 9. kongres
02.04.02 Landsledelsens Beretning til 9. kongres Hele beretningen til 9. kongres
02.04.02 Behov for politisk kamp Vi har gjort for lidt ud af at diskutere med de arbejdere, der stemte på Venstre eller Dansk Folkeparti, sagde delegerede på DKP/ML's kongres
02.04.02 500 nye abonnenter til Dagbladet Arbejderen UDTALELSE: Kommunisterne og den progressive bevægelse står over for store udfordringer i kampen for at forsvar velfærden og tilkæmpede rettigheder, for at forny fagbevægelsen, for at stoppe unionsopbygningen og i kampen for fred.
02.04.02 Israel skal tvinges til fred UDTALELSE: Nu er tiden inde til massivt at boykotte Israel, indtil det trækker sig ud af de besatte områder.
  DKP/ML´s nye landsledelse  

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]