DKP/ML Sig din mening i Debatten  
  Få email ved nye artikler

DKP/ML´s 9. kongres - påsken 2002

 

 

ENHED MOD HØJRE

Landsledelsens virksomhedsberetning  DKP/MLs 9. kongres, marts 2002

  1. Indledning 

  2. Enhed mod højre 

  3. Styrk kampen mod monopolernes forenede Europa 

  4. Kamp mod imperialisme og krig

  5. DKP/ML 

  6. Kommunisternes enhed

  7. Dagbladet Arbejderen 

  8. Afslutning

  9. Bilag

    Oversigt over Landsledelsens udtalelser

    Oversigt over udgivelser i kongresperioden

    Oversigt over møder og kontakter i den internationale kommunistiske bevægelse

     

[flere dokumenter fra DKP/ML´s 9. kongres]

 

1. Indledning

Kære kammerater!

Det har været to begivenhedsrige år i klassekampen, hvor mangt og meget er forandret siden vi sidst mødtes til kongres.  På den danske politiske dagsorden har der været både sejre og nederlag. Vi vandt en folkeafstemning om euroen men fik en borgerlig V-K regering, hvis parlamentariske grundlag er Dansk Folkeparti - det mest reaktionære, arbejderfjendske og fremmedfjendske parti i det danske Folketing.

 

Den nye regering er fra starten blevet mødt med massive protester, fra unge uddannelsessøgende, fra fagforeninger, tillidsfolk og fagligt aktive over hele landet, fra solidaritets- og humanitære organisationer og mange andre. Der er skabt et afsæt for at udvikle en bred alliance mod højre. Vi skal i de kommende dage diskutere de udfordringer og opgaver det stiller for kommunisterne.

 

På den internationale dagsorden står USA -imperialismens globale offensiv efter terrorangrebet den 11. september sidste år som den mest markante begivenhed. Endnu engang er Danmark i krig, som halehæng til USA. Det er endnu en krig der føres i modstrid med international ret, præcist som vi så det i NATOs krig mod Jugoslavien. Denne gang er det Afghanistans  befolkning der er blevet påført ufattelige lidelser. Men USA vil ikke stoppe her. Det har sat kurs mod en lang række nye krige og fremsat åbenlyse trusler mod blandt andet Nordkorea, Irak og Iran.

 

Sammen med de andre NATO-lande oprustes der nu igen af en regering der har givet grønt lys til at USA kan benytte Thule-basen i Grønland, som led i etableringen af det såkaldte stjernekrigsprojekt.

 

På denne kongres skal vi opsummere erfaringerne fra alle disse kampe og de erfaringer vi har gjort med opbygningen af vort parti, i kampen for kommunisternes enhed, i det faglige arbejde, i kampen mod EU, i fredskampen og det revolutionære ungdomsarbejde. Vi skal diskutere de vigtigste samfundsmæssige forandringer i Danmark og vurdere den internationale klassekamps udvikling.

 

Vi skal bruge disse erfaringer til at se frem. Til at diskutere hvordan kommunisternes enhed uddybes, hvordan vi sammen styrker vores rodfæste i arbejderklassen og den revolutionære ungdom og  skaber et politisk modspil, en ny politisk offensiv.

 

Vi skal diskutere hvordan vi sikrer, at det danske EU formandskab kan bruges til at synliggøre og styrke den folkelige unionsmodstand frem til folkeafstemningen om en ny forfatning i 2004.

 

Det er vigtige spørgsmål vi har på dagsordenen. Det afspejler de store udfordringer, kommunisterne står overfor - udfordringer som vi efter bedste evne er klar til at tage op.

 

 

 

2. Styrk kampen mod højre

Valget den 28 november sidste år betød et markant skridt til højre. Venstre blev landets største parti. Vi fik en borgerlig VC-regering. Dens parlamentariske flertal bygger på Dansk Folkeparti, der fik sit hidtil bedste valg. 

 

Den tidligere  socialdemokratiske regering gennemførte en lang række upopulære skridt. Fra EU-politikken over indgreb i overenskomsterne til løftebruddet omkring efterlønnen. På mange områder var det svært at se forskel på den daværende socialdemokratiske regering og den borgerlige opposition. En lang række angreb og nedskæringer rettet mod Socialdemokratiets egne kernevælgere var i høj grad med til at bane vejen for regeringsskiftet.

 

Medierne gjorde i høj grad valgkampen til et præsidentvalg, hvor Poul Nyrup Rasmussens manglende troværdighed blev skæbnesvanger. Det blev et historisk nederlag for Socialdemokratiet, der afspejler den dybe utilfredshed i arbejderklassen med Poul Nyrup Rasmussen og den politiske linie han har tegnet, siden han overtog formandskabet i Socialdemokratiet. 

 

Det lykkedes i alt for høj de borgerlige partier at skabe indtryk af, at en borgerlig regering ville være garanten for velfærden. Enhedslisten - som DKP/ML anbefalede at stemme på  - og SF fik også et dårligt valgresultat. For Enhedslisten var det andet valgnederlag i træk. Det lykkedes ikke parlamentarisk at trække opbruddet i det traditionelle Socialdemokratiske vælgergrundlag mod venstre. Samtidigt blev den politiske atmosfære forpestet af racisme og fremmedhad.

 

VC -regeringen repræsenterer de mest sorte og aggressive dele af monopolkapitalen. Den forsøger at gøre frihed til sit varemærke. Men den tømmer dette smukke ord for dets traditionelle indhold.  I deres univers betyder frihed monopolernes frihed til at tjene maksimal profit. For dem er frihed arbejderklassens ret til ikke at være medlem af en fagforening, ikke at være dækket ind af kollektive overenskomster, ikke at have nogen regler om mindsteløn eller arbejdstid. For dem er jungleloven den ultimative frihed.

 

Efter valget har den borgerlige regering åbent bekendt kulør. Både regeringsgrundlaget og regeringens første finanslov er meget ideologiske i deres afsæt. Regeringen har på en række områder erklæret arbejderklassens faglige organisationer krig. Man truer med at fjerne eksklusivaftalerne og opbygge tværfaglige og eventuelt statslige a-kasser med henblik på at adskille A-kasserne fra fagbevægelsen. Disse angrebsmål skal undergrave fagbevægelsen. Men regeringen er også gået mere direkte til angreb på arbejderklassen.

 

I den offentlige sektor har overenskomstforhandlingerne været lange og der har været flere sammenbrud. Som arbejdsgiver insisterer regeringen på at bruge denne overenskomst til at give den såkaldte "ny løn" et stort løft frem. Man ønskede at øge splittelsen blandt de ansatte i den offentlige sektor. Den tilbudte lønramme på 5,5 procent over en treårig periode betyder at reallønnen vil blive udhulet. Samtidig kan man forvente, at arbejdsgiverne vil forsøge at presse tempoet yderligere i vejret.

 

Modstanden mod "ny løn" blandt brede grupper af de offentlige ansatte kan gøre denne overenskomst til den første større styrkeprøve med den borgerlige regering. 

 

Regeringen har flere sorte lovforslag i ærmerne. Et af de mest kontroversielle er den såkaldte deltidslov, der vil give frit spil for arbejdsgivernes mulighed for at indrette arbejdsdagens længde efter virksomhedens behov.  Det vil bringe de ansatte i en situation af permanent usikkerhed, hvor den enkelte familie

ikke aner, hvad dens økonomiske grundlag for fremtiden bliver.

 

Planerne om deltidsloven er blevet mødt med protester og dannelsen af et landsdækkende netværk af tillidsfolk på store arbejdspladser, der skarpt kræver, at regeringen tager dette lovforslag af bordet.

 

Finansloven er den mest reaktionære i mange år. På den ene side gives milliarder i tilskud og lempelser til erhvervslivet. På den anden side føres sparekniven dybt mod den offentlige sektor.  Alene de planlagte besparelser i staten vil koste op mod 10.000 job.

 

På trods af de borgerlige partiers valgløfter gennemtvang man store besparelser i uddannelsessektoren og slagtede f.eks. den fri ungdomsuddannelse.

 

Der er øgede bevillinger til velfærd på nogle områder af finansloven. Således tilføres både sygehuse og ældrepleje store beløb. Alene sygehusene vil få 1.5 milliard ekstra. Men også her ligger de ideologiske overtoner. Der er nemlig kun tale om en etårig bevilling, som ikke skal bruges til en generel udbygning af det offentlige sygehusvæsen. 

 

En del af pengene skal bruges til at udvide anvendelsen af privathospitaler i patientbehandlingen. Regeringen har nemlig lovet, at man har ret til at benytte et privathospital, hvis man står på venteliste i mere end 2 måneder. 

 

Svaret fra privathospitalerne har været et krav om at afregningspriserne for patientbehandlingen sættes vejret. De kan nemlig ikke behandle patienterne for samme pris, som de offentlige sygehuse gør det.

 

Udbygningen af privathospitalerne vil betyde at behandlingen på de offentlige hospitaler bliver dårligere, fordi privathospitalerne uundgåeligt vil hente sit personale herfra.

 

Hvis ikke hele denne udvikling stoppes risikerer man en udvikling med et todelt sundhedssystem. Man kan frygte at både valgfrihed og hurtig behandling på sigt blive forbeholdt de økonomisk bedst stillede. Det er de eneste der vil have råd til at betale sig til en genvej i sundhedssystemet. 

 

Politiet og militæret undgik nedskæringer i finansloven. Militæret fik endog tilført store ekstrabevillinger i milliardstørrelsen for at finansiere Danmarks deltagelse i USA's krige. Samtidigt skar regeringen et endnu større beløb i den danske udviklingsbistand. Det vil i høj grad ramme en række af verdens fattigste lande.  

 

Dansk Folkeparti har fået sat sorte fingeraftryk på regerings politik. Således er flygtninge og indvandrerpolitikken endnu engang blevet skærpet. Det betyder blandt andet at man forhindrer et stort antal unge i at gifte sig med udlændinge.

 

Regeringen foreslår også at halvere bistandshjælpen for personer, der ikke har boet mindst 7 af de sidste 8 år i Danmark. Hvis det gennemføres skal en familie med to børn leve for 10.500 kroner før skat. Det er både reaktionært og umenneskeligt og vil i sidste ende betyde et voldsomt pres på mindstelønnen, fordi disse mennesker tvinges ud på et mere eller mindre gråt arbejdsmarked som løntrykkere.

 

Med de seneste stramninger er den danske flygtninge og indvandrerlovgivning den mest restriktive i Europa, hvor Danmark tidligere havde ry for at være et fristed for mennesker på flugt fra krig og undertrykkelse.

 

 

 

Et årelangt pres mod velfærden - nu sættes tempoet i vejret

Den offentlige sektor har længe været udsat for et omfattende pres og tiltagende krav om både udliciteringer og privatiseringer. Under den tidligere socialdemokratiske regering var der ikke de store uenigheder med Venstre og det Konservative Folkeparti i den retning. Sammen har de skåret skive efter skive af den offentlige sektor i både stat, amter og kommuner. Sammen har de åbnet stadig større dele af den offentlige sektor for private virksomheders profitjagt.

 

Mange virksomheder er solgt eller udliciteret. Scandlines, GiroBank, Post Danmark, Københavns Lufthavn, Tele Danmark, DSB Gods og meget mere. Også rengøring, ældrepleje, daginstitutioner og hele sundhedssektoren er udsat for et konstant pres for privatisering, udlicitering og markedsgørelse. Nu vil den borgerlige regering sætte tempoet yderlige i vejret i en fornyet offensiv mod den offentlige sektor. 

 

Regeringens beslutning om at lade det skandaleramte engelske Arriva overtage togdriften på en række jyske jernbanelinier er et skræmmende eksempel. I England er Arriva berygtet og idømt millionbøder for op mod 1.000 servicesvigt dagligt.

 

DSB blev fravalgt, selv om dets tilbud var bedre end Arrivas. Samtidigt viser selskabets kommende køreplaner, at det vil gennemføre betydelige reduktioner af afgangene også i myldretiden. Det understreger, at privatiseringen var ideologisk betinget - i øvrigt helt i overensstemmelse med EU's politik for jernbanedrift.

 

Forude venter en kamp om privatiseringen af nye områder af togdriften. Post Danmark skal privatiseres. Det samme planlægger regeringen skal ske med gas- og el-markedet. I stedet for at lade staten overtage den værdifulde udvinding af olie og gas i Nordsøen, når koncessionen med A.P. Møller udløber om 10 år, har regeringen varslet en privatisering af DONG.

 

Privatiseringstruslen hænger også over hele det sociale boligområde. Regeringen påstår, at markedskræfterne vil sikre billigere huslejer.  Erfaringerne fra København, hvor kommunale lejeboliger er blevet privatiseret af et flertal af socialdemokrater og borgerlige, viser at det modsatte vil ske. Samtidigt bruger man diskussionen om liberalisering og privatisering af større dele af boligmarkedet til at fjerne fokus fra det virkelige problem - at der ikke bygges nok boliger og ungdomsboliger, som almindelige mennesker har råd til at betale.

 

Også den voksende brugerbetaling udgør en asocial trussel mod velfærden. I dag er brugerbetalingen i Danmark en af de mest udviklede i Europa. Det har naturligvis  - helt tilsigtet - en negativ indflydelse på mange menneskers måde at tænke på i forhold til den offentlige sektor. Det er en bevidst plan for en trinvis selvfinansiering af velfærdsydelserne og for at lette introduktionen af individuelle forsikringsordninger, f.eks. i forhold til arbejdspladsen. Og det åbner for, at man i stigende omfang ser den offentlige sektor som et marked, hvor man betaler for det man får.

 

På DKP/MLs 8. kongres blev der vedtaget en vigtig udtalelse om kampen for velfærden, som siden har dannet afsæt for partiets arbejde på dette område.  Vi fastslog, at kernen i velfærdssamfundet er et solidarisk afsæt skabt på grundlag af en stor skattefinansieret offentlig sektor med lige rettigheder for alle. Samtidigt afviste vi EU's nyliberale politik fordi rettigheder og sociale ydelser afhænger af størrelsen af de private forsikringsordninger. Det vil sige at rettighederne ligger i pengepungen.

 

Velfærdsinitiativet, der foreløbigt kun er opbygget i Århus, er en vigtig nyskabelse i dansk politik. Med et rigtigt principielt afsæt er der skabt en bred alliance med et solidt fagligt rodfæste. DKP/ML har fra starten arbejdet for at opbygge dette initiativ, men desværre har vi ikke haft kræfter til at sikre dets udbredelse til resten af landet i denne kongresperiode.

 

 

Store samfundsforandringer                                                                                                          

Der sker store samfundsforandringer i disse år, som blandt andet medfører betydelige forandringer og forskydninger i den klassemæssige sammensætning. DKP/ML har for kort tid siden startet med at undersøge klassestrukturen i det danske samfund med henblik på at styrke både sit taktiske og strategiske arbejde. Selv om dette arbejde endnu kun er i en indledende fase, har det belyst nogle vigtige elementer i udviklingen.

 

Med sine knap 1 million ansatte spiller den offentlige sektor en utrolig vigtig rolle i det danske samfund. Det er en stigning på næsten 10 procent på 20 år, først og fremmest inden for sundhed, uddannelse og det sociale område.

Forskellene mellem løn, ansættelses og arbejdsvilkår i den offentlige og private sektor  mindskes.  I stigende omfang finder man sammen i den faglige og politiske kamp for bedre løn og arbejdsforhold, mod angrebene på den offentlige sektor og velfærden. Statens modsvar som arbejdsgiver har været at skabe splittelse , først og fremmest gennem "ny løn".

 

I den private sektor har finansvirksomhed og forretningsservice udviklet sig markant i de sidste 20 år. Det hænger naturligvis sammen med den voksende internationalisering og kapitalens tiltagende snylter- og spekulationskarakter. Ikke mindst udviklingen af EU's indre marked spiller en central rolle. Samtidigt spiller data og IT en hastigt voksende rolle, både i produktionen og administrationen. 

 

Antallet af beskæftigede i denne sektor er næsten fordoblet på 20 år til næsten 350.000 mennesker. De er ansat på et område hvor der traditionelt været en lav bevidsthed. Der har kun været ringe tradition for organisering og kollektive overenskomster.  Det er derfor en sektor, som i høj grad stemmer borgerligt og som er præget af individualisme.

 

Det er blandt andet herfra, at vi finder støtten til ideer om individuelle lønaftaler og ansættelsesforhold og en modvilje mod fagforeninger og kollektive aftaler. I modsætning til de traditionelle lag i arbejderklassen er der i denne store gruppe stort set ingen faglige traditioner, men derimod en indgroet tillid til individuelle løsninger. Det udnyttes af den nuværende og tidligere regering som et socialt afsæt for kampen mod den "danske model".

 

Under valgkampen pralede Venstres næstformand med Farum kommune, som han kaldte juvelen i partiets krone. Det skyldes naturligvis, at Peter Brixtofte har været en pioner for det borgerlige Danmarks liberale politik og nedbrydningen af den offentlige sektor, i et tæt samarbejde med en række en række af landets store erhvervsvirksomheder.

 

De har prist Peter Brixtofte til skyerne og tjent formuer på den liberale hærgen. I dag er boblen bristet. Det liberale pionerprojekt ligger i ruiner, skæmmet af kriminalitet, korruption og nepotisme.

 

 

 

Enhed mod Højre  -  Kæmp for en ny politik

Fogh og co. står for et reaktionært og sort Danmark. Højre må stoppes. Udviklingen må vendes. Aktionsenhed og fælles front i arbejderklassen er dagens vigtigste opgave. De bredest mulige alliancer i den arbejdende befolkning er vejen til forandring! Vi opfordrer til enhed og fælles kamp.[1]

 

Denne kurs blev udstukket af Landsledelsen allerede på valgaftenen. Siden har kampen mod højre været en hovedprioritet i partiets arbejde.

 

Den borgerlige regerings asociale nedskæringspolitik blev mødt af landsdækkende protester. I første omgang var det ungdommen, som protesterede mod nedskæringerne på uddannelsessektoren. På trods af at regeringen blev tvunget til indrømmelser, fortsatte aktionerne i ugevis. De kulminerede med demonstrationer, som samlede titusinder af unge.  Også en række humanitære organisationer og bistandsorganisationer gennemførte iøjefaldende protester og indsamlede omkring 30.000 underskrifter  mod regeringens nedskæringer af udviklingshjælpen. Nævnes bør også den store demonstration på Københavns Rådhusplads mod racisme og fremmedhad.    

                                                                                        

Vigtigst af alt er at protesterne på arbejdspladserne  og i fagforeningerne tog fart. Det er vigtigt at arbejderne i industrien aktivt er gået med i bevægelsen. En række faglige initiativer og konferencer har set dagens lys i de seneste måneder, senest den vigtige faglige landskonference i Silkeborg den 1. marts og protestmøderne den 20. marts i anledning af finanslovens vedtagelse.

 

 

Højere løn, kortere arbejdstid og bedre arbejdsmiljø er DKP/MLs bud på  hovedelementerne i den platform den faglige enhed nu må opbygges omkring. Samtidigt står også kampen for den fri forhandlingsret centralt, fordi man kan frygte at regeringen gennem lovgivning på forskellig måde vil blande sig i arbejdsmarkedets forhold.[2]

 

Kommunisterne  kæmper for en betydelig udvidelse af velfærdssamfundet.  Vi kæmper også for, at der bliver reel valgfrihed i den offentlige sektor som erstatning for de mange stive regler og rammer, der findes i dag.

 

De borgerlige udnytter netop de stive systemer til at introducere privatisering og udlicitering.  Kommunisterne vil gå en anden vej. Vi ønsker en reel valgfrihed, simpelthen gennem en udbygning af tilbudene i den offentlige sektor selv. Men kampen for velfærd er også en kamp for at omfordele samfundets rigdomme. DKP/ML kræver, at de velstillede i langt højere grad bidrager til velfærdsordningerne.

 

DKP/ML har kæmpet for at denne bevægelse bygges op fra neden. Det kræver organisering på landets arbejdspladser. Det kræver aktive klubber og fagforeninger, som tager initiativer for at bygge modstanden op.

 

Dermed bliver kampen mod højre også en kamp for at politisere og forny fagbevægelsen. Det bliver en kamp for at overbevise den nye generation af arbejdere om betydningen og nødvendigheden af faglig organisering og af en aktiv fagbevægelse, der er rede til at kæmpe for medlemmernes interesser.  I den sammenhæng er det naturligvis også betydningsfuldt, at f.eks. SIDs repræsentantskab har meldt  ud, at man er rede til at bekæmpe den borgerlige regering med alle lovlige midler. Det er et klart signal, som nu må brede sig til andre forbund og omsættes i konkret handling.              

                                

Uden fagforeningerne var velfærdssamfundet aldrig blevet skabt. Nu er det nødvendigt, at fagbevægelsen sætter sig i spidsen i kampen for at forhindre, at velfærden demonteres. Derfor er det afgørende for kommunisterne at kæmpe for, at der skabes enhed og aktivitet i arbejderklassen og dens organisationer.

 

Enhedsfagbevægelsen har uanset meningsforskelle plads til alle og vi må gå i offensiven for at forsvare den brede befolknings og ikke mindst de udsatte gruppers interesser. Det kræver at vi rejser diskussionen på arbejdspladser og i lokalområder; Hvad er det for et samfund vi vil haveå Det kræver at den samlede arbejderbevægelse udvikler en fælles politisk platform, der kan udgøre et troværdigt alternativ for flertallet af befolkningen.[3]

 

Det var essensen i de politiske budskaber fra den vigtige konference i Silkeborg den 1. marts, som også kom med en direkte advarsel til den borgerlige regering og arbejdsgiverne.

Roen på de danske arbejdspladser kan ikke garanteres, hvis den borgerlige regering fortsætter sine angreb på den danske fagbevægelse.[4]

 

Fra denne kongres giver kommunisterne håndslag på, at vi vil give vores bidrag til at den nuværende regering får den kortest mulige levetid.  Men vi ved også, at der ikke er en realistisk udsigt til, at et kommende folketingsvalg vil bringe en regering til magten, som vil føre en politik i folkeflertallets interesser. 

 

DKP/ML ser ikke først og fremmest kampen mod højre som en parlamentarisk kamp. For os er det ikke et snævert spørgsmål om at vælte den borgerlige regering og erstatte den med en regering ledt af Socialdemokratiet.

 

Vi kæmper for enhed på tværs af underordnede politiske modsætninger og på tværs af partiskel. Det er en enhed som må være så bred, at den også tiltrækker mange af de arbejdere, som ved sidste valg stemte på et af de borgerlige partier. Kun det kan gennemtvinge en ny politik, også under en kommende regering.

 

Som kommunister skjuler vi ikke at vores strategiske mål er at opbygge en bred folkelig alliance under arbejderklassens ledelse, som kan tage det nødvendige revolutionære opgør med monopolkapitalen, omstyrte kapitalismen og påbegynde den socialistiske opbygning. 

 

 

 

 

3. Styrk kampen mod monopolernes forenede Europa        

Efterhånden findes der næppe et område, hvor EU indflydelse og påvirkning ikke kan mærkes i hele det danske samfund. Og magthaverne har haft travlt længe. Sammen med de øvrige EU-lande har de skridt for skridt arbejdet for at knuse den brede folkelige unionsmodstand og skepsis.

 

De europæiske monopoler ønsker unionsopbygningen. De mener, at et stærkt forenet Europa er det bedste afsæt for at forsvare deres kort-  og langsigtede interesser i konkurrencen med USA og andre imperialistiske stormagter.

 

Det er således ikke tilfældigt, at tempoet i EU- integrationen for alvor blev sat i vejret under NATOs krig mod Jugoslavien. Som den reelle magthaver i NATO blev det USA, som blev den afgørende kraft i krigen på Balkan. Samtidigt brugte USA markeringen af NATOs jubilæum i ´99 til at omdanne organisationen fra en erklæret forsvarsalliance til en organisation, der har hele kloden som potentielt angrebsmål.

 

USA's dominerende rolle i denne krig på det europæiske kontinent var en tydelig markering af det politiske, økonomiske og militære styrkeforhold mellem EU og USA. Det blev yderligere understreget af, at dollaren i samme periode styrkedes. Samtidigt styrtdykkede euroen, hvad der truede EU's nye valuta allerede inden de første eurosedler var løbet igennem trykpressen.

 

På EU-topmødet i Køln i juni ´99 sagde stats og regeringscheferne det ganske åbent:.

Vi er nu fast besluttet på at tage et nyt skridt i opbygningen af Den europæiske Union.[5]

 

På trods af de danske undtagelser og de utallige løfter til den danske befolkning valgte den daværende socialdemokratiske regering at give sin tilslutning til denne plan. EU satte nu åbenlyst kurs mod europahæren og intensiverede opbygningen af en EU-baseret våbenindustri for at mindske afhængigheden af USA.

 

På grund af den hastige unionsopbygning blev de danske undtagelser hurtigt en hindring for EU-partierne. Den daværende socialdemokratiske regering havde ønsket at udskyde et opgør om euroen, indtil den var sikker på at kunne vinde en folkeafstemning. Men man valgte at tage et opgør  omkring euroen i et forsøg på at sikre, at Danmark kunne være med i Euroland fra starten.

 

I valgkampens start lancerede tilhængerpartierne spørgsmålet om euroen som en ren formalitet, som et spørgsmål om at spare penge på valutaveksling i forbindelse med rejser i udlandet. Men valgkampen udviklede sig til et stort politisk opgør.

 

Den socialdemokratiske regering kom i stiv modvind hos sine egne kernevælgere. I forvejen var mistilliden i befolkningen stor til Poul Nyrup og hans regering. Man havde ikke glemt omafstemningen i 93. Man havde ikke glemt løftebruddet omkring efterlønnen i ´98 og regeringsindgrebet i overenskomsterne samme år. Sammen med disse og andre begivenheder betød regeringens euro-kampagne, at vejen var lagt for Socialdemokratiets store valgnederlag sidste år.

 

Folkeafstemningen om euroen var den vigtigste afstemning, siden Danmark blev indlemmet i EU i 72. Den endte med et eklatant nederlag for regeringen og den borgerlige opposition, fastslog Landsledelsen i en udtalelse, da valgresultatet forelå. Den understregede også, at det danske nej var et internationalistisk nej, som udtrykte et håb for de mange millioner af europæere, som aldrig blev hørt.[6

 

 Den folkelige forståelse for sammenhængen mellem økonomi, demokrati og velfærd blev gradvist udbygget i valgkampen, og det lykkedes for modstanden at stå samlet på disse spørgsmål. Det lykkedes ikke at splitte nej-siden.

 

Valgkampen var i sit forløb en uovertruffen anskuelsesundervisning i, hvad den såkaldte danske velfærdsmodel rummer af kerneindhold. Aldrig tidligere er det "særlige solidariske" i denne model blevet opstillet så klart i en valgkamp. Valgkampens hovedspørgsmål forvandlede sig fra valutapolitik til en diskussion om samfundsopfattelse.  [7]

 

Kun to måneder efter folkeafstemningen var der topmøde i Nice. Igen tilsidesatte ja -partierne folkeviljen og ønsket om at bevare det nationale demokrati. Man vedtog endnu en overgangstraktat, som fortsatte glidebanen mod mere union. Man opgav vetoretten på nye områder og gav mere magt til de store EU-lande på de små landes bekostning. Sidst men ikke mindst gav man grønt lys for en proces, der vil resultere i en ny EU-forfatning, formodentligt i 2004.

 

Igen var det SF der splittede nej-siden og forhindrede at Nice-traktaten kom til folkeafstemning. På trods af tidligere løfter om det modsatte afviste SF at støtte kravet om en folkeafstemning, som kunne have skabt helt uoverskuelige problemer for tilhængerne.

 

Da det irske folk afviste Nice-traktaten ved en folkeafstemning, nægtede EU at tage konsekvensen og lade traktaten genforhandle eller bortfalde. Det var den eneste logiske konsekvens, fordi nye traktater kun kan vedtages i enstemmighed. I stedet begyndte det taktiske spil for at fortsætte unionsbygningen på trods af det irske folks veto. De irske nejsigere udgjorde jo blot en tusindedel af EU's befolkning, som den daværende udenrigsminister Mogens Lykketoft udtalte, som udtryk for stemningen og arrogancen i EU- toppen. 

 

 

 

Kommunisternes rolle

Mens enheden blandt nej-partierne og de folkelige bevægelser var stærk nok til at sikre  en markant sejr i afstemningen om euroen, var modstanden ikke stærk nok til at forsvare folkets nej.

 

Op til folkeafstemningen kæmpede kommunisterne for etablering af den folkelige enhed i euro-nej-bevægelsen, hvor især folkebevægelsen og  fagforeningerne spillede en vigtig rolle. En stor kulturgalla i Århus og et velbesøgt møde i Nørrebrohallen i København samlede bredt på NEJ-siden. Men der blev i det hele taget afholdt mange store og små møder over hele landet.

 

Socialdemokratiet tabte slaget på arbejdspladserne, især da velfærdsdebatten for alvor slog rod. Også Internettet blev aktivt brugt i valgkampen, hvor det vigtigste var den personlige agitation. For Dagbladet Arbejderens læsere var avisens daglige dækning en uvurderlig guldgrube af argumenter, der endnu engang viste betydningen af, at partiet har sin egen presse.

 

Men der var ikke en eneste stor demonstration, hvad der blandt andet afspejler, at den folkelige unionsmodstand kun i ringe grad er organiseret.  Da nejet blev forrådt, var det en åbenlys svaghed at bevægelsen ikke var i stand til at etablere et synligt forsvar for folkeafstemningens resultater.

 

I denne situation var det nødvendigt at tænke langsigtet. Partiet formulerede følgende forslag til plan.

I Nice blev der lagt op til, at der vedtages en ny omfattende EU forfatning i 2004. Med denne forfatning vil EU's politiske union være fuldt udbygget. I 2004 kommer vi derfor til at stå overfor en afgørende kamp. Vi opfordrer til, at den brede unionsmodstand allerede nu begynder at forberede sig til kampen imod denne EU-forfatning. Vi forudser, at en kommende folkeafstemning vil blive en afstemning for eller imod EU. Den brede unionsmodstand og unionsskepsis må stå forberedt på denne kamp.[8]

 

Samtidigt opfordrede DKP/ML til at sikre en bred deltagelse af danske unionsmodstandere og skeptikere på begge de planlagte demonstrationer mod EU-topmødet i Gøteborg. Gennem det såkaldte Gøteborginitiativ blev der skabt en meget bred politisk alliance, som samlede store dele af unionsmodstanden.

 

Det lykkedes at sende mange hundrede danskere til demonstrationerne i Gøteborg. 71 unge fra Gøteborg-initiativet i Jylland blev tilbageholdt af det svenske politi. To blev sendt tilbage til Danmark. Den ene på grund af en gammel dom for graffiti - maling, den anden fordi han havde deltaget i en fredelig aktion mod en motorvej. Det var et konkret lærestykke i hvad Schengen-land betyder.

 

Demonstrationerne i Gøteborg var en stor succes. For første gang var det unionsmodstand og skepsis, som satte den politiske dagsorden på de store massedemonstrationer, som efterhånden er blevet en tradition i forbindelse med topmøderne i EU og andre forhadte internationale organisationer. 

 

Mens det ved tidligere protester i høj grad har været krav om at forbedre EU's politik, var der selve EU og dets institutioner, som stod i centrum for protesterne i Gøteborgs gader. Men det blev ikke 30.000 EU-modstandere men derimod nogle få hundrede stenkastende bøller med og uden politiuniform, der trak opmærksomheden væk fra EU-modstanden og vores politiske budskaber.

 

 

 

Demokratiet er truet

EU-ledernes reaktioner på volden i Gøteborg var forudseelig. De vil løse problemet med mere politi, mere overvågning og indskrænkning af de demokratiske rettigheder. Det er skridt, der ikke vil løse spørgsmålet om volden. Tværtimod.

 

Problemets kerne er det voksende gab mellem EU-elitens hastige march mod unionen og befolkningens ønsker om selvbestemmelse, demokrati og velfærd. Men magthaverne lukkede øjnene og nedsatte en arbejdsgruppe til at diskutere politistrategier under fremtidige topmøder. Fra flere regeringer kom der endog forslag om at opbygge en fælles europæisk politistyrke til at varetage politikernes sikkerhed under topmøderne.

 

Efter vores opfattelse skal terrorpakken i Danmark og de andre EU-lande slet ikke bruges til at bekæmpe terrorismen. Den er rettet mod at stække unionsmodstanden og globaliseringsmodstanden, som magthaverne forventer vil vokse markant i de kommende år.

 

Kommunisterne rejser en kontant kritik af enhver form for politivold og politiprovokationer, som så mange gange er blevet brugt for at skade arbejderbevægelsen. Vi fordømmer på det skarpeste de trusselsbilleder som er tegnet i de borgerlige medier af blandt andet PET op til det kommende danske EU-formandskab. Magthaverne ruster sig til tænderne. Men de kan ikke skræmme unionsmodstanden væk fra gaderne. 

 

Det kan skade hele den folkelige unionsmodstand, hvis topmødet i København til december måned drukner i vold. Det kan skabe så megen lammelse og forvirring, at magthaverne kan få held til at banke en ny EU-forfatning igennem ved en folkeafstemning i 2004.  Derfor må de ikke få et påskud for at starte volden. 

 

DKP/ML har gentagne gange kritiseret de autonome miljøers aktionsformer. Også op til topmødet i Gøteborg advarede DKP/ML mod parolen "stop topmødet", fordi vi frygtede at den ville føre til konfrontation. Og hvorfor skulle vi stoppe topmøderneå Vi er ikke imod, at verdens regeringschefer mødes. Vi er imod, når de beslutter at gennemføre en nyliberal politik imod folkeflertallets interesser. Og i sidste ende kan topmøderne næppe forhindres. De kan afholdes i fjerne lande, hvor demonstranterne nægtes indrejse, som WTO gjorde det med deres møde i Qatar sidste år.

 

Den internationale mobilisering til topmøder, af den ene eller anden art, er vigtig. Den bidrager til at styrke den internationale solidaritet og forbindelsen mellem de kæmpende kræfter på tværs af landegrænser, ja endog kontinenter. Men vigtigst af alt er styrkelsen af kampen i de enkelte lande. Derfor må vi arbejde for en rigtig balance, f.eks. mellem mobiliseringen af folk til at deltage i protesterne mod EU-topmøderne rundt i Europa og så den konkrete kraft, vi bruger til at oplyse den danske befolkning om, hvad det rent faktisk er, der vedtages på topmødet og hvilke konsekvenser det vil få på kort og langt sigt.

 

 

 

Unionsforfatning 2004

Den unionsforfatning, som der netop nu arbejdes på, vil føre til den mest afgørende styrkeprøve mellem unionsmodstandere og  unionstilhængere nogensinde. Der er tale om en egentlig grundlov for unionen, med uhyre vidtgående konsekvenser for den nationale selvbestemmelse. Den vil fokusere på EU's centralistiske styring af regionerne, direkte og udenom det nationale niveau.

 

Denne forfatning vil også afskaffe muligheden for, at en befolkning i EU via en folkeafstemning trækker i nødbremsen på unionstoget, som danskerne og irerne har gjort det tidligere.

 

For os er det altafgørende at vinde en folkeafstemning om denne unionsforfatning. Det er DKP/MLs opfattelse, at unionsmodstanden i Danmark er klar til at tage denne afgørende styrkeprøve. Det samme er tilfældet i en række andre lande. Derfor kæmper vi for at der gennemføres bindende afstemninger i alle EU's medlemslande om den nye forfatning. Det kræver at der overalt arbejdes med at opbygge de nødvendige politiske alliancer og bevægelser.

 

I Danmark betyder det konkret at vi lægger vores kræfter for at styrke Folkebevægelsen og den alliance der nu opbygges omkring initiativet STOP UNIONEN og lignende lokale initiativer.

 

Der er rejst en politisk kamp om den politiske linie i kampen omkring den nye forfatning. Politiske kræfter i modstanderbevægelserne og partierne, personificeret ved blandt andet Kjeld Albrechtsen og Jens Peter Bonde, frygter denne styrkeprøve. De har ikke tillid til at modstanden kan sejre, men lægger op til politiske kompromisser bla. i form af en alternativ unionstraktat. Den skal angiveligt føre til "et slankere og bedre EU". De ønsker samtidigt en afstemningsprocedure hvor befolkningen kan vælge mellem 2 forskellige traktater, men fratages muligheden for at stemme nej til en ny forfatning.

 

Sådanne forslag er både naive og urealistiske. DKP/ML afviser at indgå i udarbejdelsen af nye forfatningsprojekter. Det vil skabe politisk mudder og udsende både urealistiske og tvetydige signaler. Derfor vil denne kurs uundgåeligt føre til at en kommende folkeafstemning tabes.

 

 

 

Modstanden under det danske EU-formandskab

Om få måneder overtager Danmark EU-formandskabet. Samlingen af en bred kreds af unionsmodstandere og skeptikere i organisationen STOP UNIONEN - KØBENHAVN 2002 og lignende organisationer ud over landet er et godt afsæt for at synliggøre og styrke nej -kræfterne i Danmark. Desværre har der ikke været enighed  mellem alle unionsmodstandere om at benytte det kommende danske formandskab til at styrke og synliggøre unionsmodstanden i Danmark.

 

Enhedslistens ledelse har besluttet at  arbejde med både unionsmodstand og globaliseringsbevægelsen. I praksis er denne beslutning blevet håndteret på en sådan måde, at man har satset på globaliseringsbevægelsen og ikke på unionsmodstanden. Senest har Enhedslisten sammen med kræfter fra SF besluttet at genoplive organisationen For et andet Europa . 

 

For et andet Europa forholder sig ikke til EU's institutioner men rejser en række rigtige kritikker af EU's politik og rejser en række globaliseringsparoler. Det er en platform, der godt kan rummes indenfor STOP UNIONEN, hvad Enhedslisten ikke har ønsket, selv om partiet også er tilsluttet dette netværk af unionsmodstandere og skeptikere.

 

Enhedslisten begrunder blandt andet etableringen af For et andet Europa  med vigtigheden af at mobilisere i hele Europa på en globaliseringsplatform. Det vil imidlertid uundgåeligt betyde, at kræfterne i Danmark ikke samles omkring unionsmodstanden. Derfor er det ekstra bekymrende, når partiets EU-ordfører Kjeld Albrechtsen i de borgerlige medier har slået på stortromme for, at Enhedslisten skal opgive sin konsekvente Unionsmodstand. Han har endog foreslået, at vetoretten i EU opgives på en række nye områder.

 

Selv om Enhedslistens Hovedbestyrelse har lagt afstand til Kjeld Albrechtsens udspil, er det dybt bekymrende, at han stadigt tegner partiets EU-profil, fordi hans udspil har skadet både unionsmodstanden og Enhedslistens parlamentariske muligheder.

 

Fra DKP/MLs kongres skal der lyde en kraftig opfordring til Enhedslistens landsmøde i næste måned om at stå fast på den konsekvente unionsmodstand og et forsvar for selvbestemmelsesretten. Sagens kerne er, at man hverken kan føre en konsekvent kamp mod globaliseringen eller EU, hvis man ikke tager afsæt i forsvaret af den nationale selvbestemmelsesret.

 

DKP/ML har arbejdet for at samle de folkelige protester under en hat og indenfor dette samarbejdes rammer at synliggøre modstanden mod EU mest muligt. Samtidigt har vi besluttet at gå direkte med i bestræbelserne for at undgå en gentagelse af den vold, vi har set ved en række af de seneste topmøder. Derfor er partiet en aktiv deltager i opbygningen af initiativet NGO FORUM - STOP VOLDEN, som er startet på initiativ af Mellemfolkeligt Samvirke. Med afsæt heri vil der blive arrangeret en  fælles demonstration under topmødet i december for alle tilsluttede ngo'er.

 

Det bliver ikke en upolitisk demonstration. Tværtimod kan vi som unionsmodstandere mobilisere til demonstrationen på en klar platform mod EU. Hvis vi er dygtige, kan vi sætte et solidt præg på hele dette arrangement og sikre, at det afvikles fredeligt. Samtidigt er det en vigtig opgave for kommunisterne at bringe fornyelse af formerne ind i demonstrationen, så den kommer til at sprudle af liv.

 

 

 

Kampen mod monopolkapitalens hærgen

I mange lande har der været store demonstrationer i en verdensomspændende bevægelse mod konsekvenserne af den såkaldte globalisering. Den er en kraftfuld bevægelse, som vender sig mod konsekvenserne af imperialismens hærgen og de stadigt dybere modsætninger, der udvikles rundt på kloden.

 

I kongresperioden har der været taget nye skridt til at organisere denne bevægelse, i Danmark blandt andet gennem stiftelsen af Attac. Selv om DKP/ML ikke har prioriteret mange kræfter i forhold til Attac, hilste vi dens stiftelse velkommen, fordi det er positivt, at denne strømning nu organiseres og begynder at handle.  Men vi advarede fra første færd om, at stærke kræfter arbejdede for at misbruge Attac og kampen mod globaliseringen som led i at undergrave den danske unionsmodstand.

Også i Attac må der udvikles en forståelse for, at kampen mod neoliberalismen på globalt plan er uløseligt forbundet med kampen mod neoliberalismen i vor egen del af verden; og hér er kampen mod EU det helt centrale punkt. [9]

 

 

 

4. Kamp mod imperialisme og krig

Intet land har som USA indskrevet sig i verdenshistorien som den største terrorstat, menneskeheden har kendt. Millioner og atter millioner af uskyldige civile er brevet dræbt og massakreret. Alene efter 2.verdenskrig har USA været direkte involveret i mindst 25 krige. I det skjulte har det været direkte eller indirekte part i langt flere.

 

I Mellemøsten støtter USA Israel, som er den største modtager af amerikansk økonomisk og militær hjælp i verden. Det er amerikanske dollars og kanoner, der forhindrer opbygningen af en demokratisk og selvstændig palæstinensisk stat og etableringen af en retfærdig og varig fred i Mellemøsten. Ligeledes er det USA's krav om at fortsætte blokaden mod Irak, som nu har kostet langt over 1.5 million civile irakere livet.

 

Millioner af  uskyldige har mistet livet pga. en endeløs række af statskup og militærdiktaturer, som USA har stået bag. De amerikanske efterretningstjenester har brugt alle midler i deres kamp for at styrke de amerikanske monopolers interesser overalt på kloden. CIA har i utallige situationen samarbejdet med terrorister. Således beskytter USA den dag i dag en række af de terrorister, der har gennemført både flykapringer, bombesprængninger og andre terrorangreb mod Cuba. Det understreger, at USA slet ikke ønsker at udrydde terrorismen.

 

Gennem sin dominerende stilling i IMF og Verdensbanken har USA bundet et stort antal udviklingslande i økonomiske lænker. Mere end noget andet land har USA banket en nyliberal politik igennem på alle kontinenter, blandt andet gennem WTO. 

 

USA har systematisk arbejdet for at fjerne enhver forhindring for at de amerikanske monopoler har kunnet trænge ind i selv den fjerneste afkrog på kloden. Det har smadret de fattigste landes forsøg på at opbygge en nationalt baseret økonomi.  Gennem at påtvinge de fattige lande de såkaldte strukturprogrammer har man undergravet tilløb til, at udviklingslandene har kunnet bruge deres egne råstoffer, arbejdskraft og viden i befolkningernes interesser.

 

Ubarmhjertigt har monopolerne krævet privatiseringer og fri markedsadgang i deres jagt på superprofitter. Samtidig har man krævet omfattende nedskæringer i den offentlige sektor , der kunne lindre elendigheden for de milliarder af fattige mennesker, der lever for under en dollar om dagen.

 

Efter Sovjetunionens sammenbrud satte USA kurs mod at styrke sin indflydelse og cementere sin rolle som verdens eneste supermagt. Det forsøgte brutalt at udnytte det ændrede styrkeforhold mellem stormagterne til at styrke USA's globale magt.

 

Vi husker stadig, hvordan magthaverne i den vestlige verden jublede, da socialismen kollapsede. Vi husker løfterne om nedrustning, afspænding og voksende velstand. Vi husker løfterne om, at freden nu een gang for alle havde sænket sig over verden. Vi ved at tingene udviklede sig stik modsat, præcist som kommunisterne havde forudsagt.

 

 

 

Den "ny" verdensorden

Krigen mod Irak blev den første prøve på indholdet af den nye verdensorden.. Som så mange gange før misbrugte USA FN, endog uden at betale sit medlemskontingent. Det lykkedes USA at bombe Irak tilbage til stenalderen og cementere sin strategiske indflydelse over Mellemøsten og kontrol over dette områdes enorme olierigdomme.

 

Krigen på Balkan kom, efter at stormagterne havde sønderlemmet Jugoslavien. NATOs krig blev startet i åbenlys strid med international ret. Under krigen begik NATO-landene et utal af krigsforbrydelser. Som aktiv krigsførende part har også den daværende socialdemokratiske regering et medansvar. 

 

NATOs 50 års jubilæum, som blev fejret mens bomberne faldt over Beograd, blev brugt til at omdefinere organisationens rolle fra en erklæret forsvarsalliance til en angrebspagt, der har hele kloden som operationsfelt. Under USA's førerskab tiltog NATOs sig retten til at ignorere international ret og tilsidesætte FNs Sikkerhedsråd. 

 

Væk var al snak om fredsdividende. Nu blev kursen sat mod ny oprustning og nye krige, der skulle befæste USA's rolle som verdens politibetjent. Samtidigt besluttede USA og de europæiske stormagter en trinvis udvidelse af NATO med en lang række af de tidligere sovjetrepublikker og  socialistiske lande i Østeuropa.

 

 

 

Krigene i Afghanistan

Det er ikke første gang, USA fører krig i Afghanistan. I USA's rivalisering med det daværende Sovjetunionen spillede Afghanistan en meget vigtig rolle på grund af dets strategiske placering.

 

Der lød skarpe amerikanske fordømmelser, da Sovjethæren rykkede ind i Afghanistan under den kolde krig. Men det var skuespil for galleriet. USA ønskede, at Sovjet invaderede Afghanistan. Gennem den måske største CIA-operation nogensinde samlede, uddannede og udrustede USA op mod 30.000 muslimske fundamentalister i et nært samarbejde med den pakistanske efterretningstjeneste ISI.  Blandt dem var Osama Bin Laden og mange af dem, der senere støttede opbygningen af netværket omkring ham. Ligeledes kommer både Taliban og den såkaldte Nordlige Alliance ud af de styrker, USA opbyggede dengang.

 

Der blev i disse år udviklet et tæt samarbejde mellem USA og disse terrorister, som senere også blev anvendt som redskab for USA's interesser på Balkan og andre steder.

 

Den daværende amerikanske sikkerhedsrådgiver Brzezinski har senere åbent erkendt, at målet med denne krig var at tvinge Sovjet i knæ. Og det var netop hvad der skete. Den opslidende krig i Afghanistan, der kostede en million menneskeliv og drev 3 millioner afghanere på flugt, var i høj grad med til at bane vejen for Sovjets opløsning. 

 

USA havde et samarbejde med Taliban i årevis. For bare 2 år siden var USA styrets største økonomiske bidragyder. Amerikanske oliemonopoler havde  indgået aftaler om etablering af rørledninger til både olie og gas igennem Afghanistan.  

 

På grund af Afghanistans strategiske placering med grænser til tre tidligere Sovjetrepublikker, Kina, Pakistan og Iran ønskede USA at bruge landet som springbræt for at styrke dets interesser i så mange af Afghanistans nabolande som muligt. Samtidig er der utroligt store naturrigdomme i området, især olie og gas omkring det Kaspiske Hav.

 

Præsident Bush kom til magten finansieret af de mest reaktionære kræfter i den amerikanske monopolkapital, blandt andet den magtfulde våbenindustri. Det er nogle af de mest aggressive og krigeriske kræfter, som ikke skyr nogen midler for at nå deres mål. De satsede milliarder på at få valgt Bush i forventning om, at han vil sikre USA tilstrækkeligt med nye fjender til at få krigsbudgetterne banket kraftigt i vejret.

 

Samtidigt forstærkedes den økonomiske krise i USA og andre dele af verden. Produktionen i den amerikanske industri er faldet 18 måneder i træk. Investeringerne i industrien er faldet i år og ventes at falde yderligere næste år. Tilsvarende er arbejdsløsheden stigende, på vej mod 6 procent. Lagrene er fyldte og både eksporten og importen faldende.

 

Terrorangrebet var med til at synliggøre den økonomiske krise, det skabte ikke krisen. Bush udnyttede imidlertid situationen til en historisk økonomisk omfordeling fra de fattige til de velstillede. Han igangsatte samtidig en gigantisk oprustning, der fik våbenaktierne til at stige, mens de øvrige kurser faldt.

 

Også de store amerikanske oliemonopoler, der øjner muligheden for store fortjenester i Centralasien, hvis de kan sikre sig kontrollen over den kaspiske olie, har stærke bånd til Bush-regeringen.

 

Da Taliban ikke kunne sikre så meget stabilitet i landet, at olieselskaberne turde påbegynde bygningen af rørledningerne, begyndte deres talsmand at udtale sig til fordel for at fjerne Taliban fra magten.[10] Senere er den selv samme talsmand udsendt som officiel repræsentation i Afghanistan for den amerikanske regering.

 

USA's krig mod Afghanistan var således varslet længe inden terrorangrebet den 11. september.[11]  Nu blev terroraktionen påskuddet, der satte krigen i gang.

 

Fra første færd truede Bush med at anvende alle våben i krigen - også atomvåben. I Afghanistans bjerge har man afprøvet nye og avancerede våbentyper med frygtindgydende virkning. De amerikanske bombardementer af landet har kostet langt flere civile ofre end terroraktionen den 11. september. Bin Laden, som USA påstår er terrorangrebets bagmand, er derimod forsvundet som dug for solen.

 

På mange måder blev krigen endnu en opvisning i USA's foragt for international ret og de selv samme menneskerettigheder, man så ofte erklærer at forsvare. De mange fanger USA tog i Afghanistan nægtede man længe at anerkende som krigsfanger. Selv om man, efter et hårdt internationalt pres, har måtte give visse indrømmelser, nægtes fangerne på Guantanamo-basen i Cuba stadig elementære rettigheder, som de burde have i henhold til Geneve konventionen. 

 

Efter terrorangrebet i USA blev der udformet omfattende indskrænkninger af de demokratiske rettigheder i hele den vestlige verden. Det officielle mål er at bekæmpe terrorismen, men generelt lægges der op til  stramninger og indskrænkninger af demokratiet og en betydelig forøgelse af strammerammen for handlinger, der intet har med terrorisme at gøre. Det kan få alvorlige konsekvenser for arbejderklassens og folkenes demokratiske kampmuligheder.

 

Krigen var en anledning for præsident Bush til at indføre hemmelige militære standretter mod udenlandske statsborgere anklaget for terrorisme, også udenfor USA's grænser. Det er endnu et eksempel på, hvordan USA tilsidesætter andre landes suverænitet og i dette tilfælde også sætter deres lovgivning og retsvæsen ud af kraft.

 

Efter Talibanstyrets fald har USA ingen planer om at forlade Afghanistan. For første gang nogensinde har USA nu adgang til militærbaser i både Usbekistan og Tadsjikistan og det opbygger en massiv militær tilstedeværelse i regionen som led i omringningen af Rusland og ikke mindst af Kina. 

 

Krigen i Afghanistan har destabiliseret hele regionen og bragte for en tid de to atommagter Indien og Pakistan på kanten af en storkrig. USA arbejder bevidst for at skabe ustabilitet, fordi det kan benyttes som påskud for en amerikansk militær tilstedeværelse.

 

USA's strategiske mål er at dominere verden. Det kan ikke tolerere udviklingen af nogen som helst stormagt på de europæiske og asiatiske kontinenter, som kan udgøre en trussel mod USA's stilling som supermagt.[12]

 

Den amerikanske status som supermagt er først og fremmest skabt i kraft af USA militære styrke. Ved hjælp af denne gigantiske overmagt vil USA fjerne de forhindringer, det ikke er lykkedes at skaffe af vejen med mere fredeligere midler.

 

Næppe var Bush kommet til magten, før han begyndte en reorganisering af hele den amerikanske krigsmaskine. Han omgav sig med rådgivere, som anbefalede at USA ændrede sit fokus væk fra Europa over Stillehavet til Asien. Kina blev hurtigt udpeget som USA's nye strategiske modstander.

 

Præsident Bush har igangsat en næsten altomfattende oprustning, der igen vil bringe krigsbudgetterne på højde med, hvad vi så under den kolde krig. I år når de militære bevillinger op på 331 mia. dollars. Næste år sættes det i vejret med ikke mindre end 48 milliarder dollars. Det er en stigning der nærmer sig størrelsen af det samlede danske statsbudget.

 

Bush begyndte en storstilet konventionel oprustning af styrker og våben, som muliggør en hurtig indsats overalt på kloden. Han understregede en overlegen atomslagstyrkes strategiske betydning og gjorde det klart, at USA ville bryde med den såkaldte ABM-traktat [13] og begynde udviklingen af  forskellige typer af missilskjolde.

 

USA's brud med ABM er blevet mødt med fordømmelse overalt på kloden. Bortset fra Israel og Mikronesien var USA fuldstændigt isoleret, da spørgsmålet blev behandlet på FNs Generalforsamling.

 

Om få år vil den kinesiske økonomi være større end den amerikanske, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Kina betegnes nu ganske åbenlyst som USA's nye strategiske hovedfjende. Den nye amerikanske oprustning, oprettelse af militærbaser i Kinas nabolande og ikke mindst missilskjoldet er USAs forsøg på at undertvinge Kina.

 

De mest aggressive og krigeriske dele af det amerikanske monopolborgerskab, ikke kun våbenindustrien, ønsker et nyt våbenkapløb. Belært af erfaringerne med ødelæggelsen af Sovjet ønsker de at tvinge Kina  ud i et våbenkapløb, der vil ødelægge dets økonomi.

 

Missilskjoldet er et våben som - hvis det lykkes at udvikle teknikken - markant vil forstærke USA's militære overlegenhed, fordi det dermed vil kunne true alle andre lande med et atomangreb uden selv at skulle frygte gengældelse. Set i sammenhæng med USA's offensive atomstrategi er NMD entydigt et offensivt våben.

 

USA's stjernekrigsprojekt kræver, at radaranlæggene på Thule-basen udbygges. Samme med alle andre fredselskende kræfter har også DKP/ML krævet, at den danske regering fordømmer  Stjernekrigsprojektet og garanterer, at man ikke tillader dette. [14]

 

Hvor den tidligere regering energisk forsøgte at undgå en stillingtagen til, om hvorvidt man ville give USA tilladelse til dette, har den borgerlige regering meldt klart ud. USA har frie hænder til at gøre, hvad det måtte ønske. Arrogant nægter den danske regering at lade det grønlandske folk selv træffe denne beslutning. Det sker på trods af at en udbygget radar i Thule kan gøre Grønland til et bombemål i tilfælde af en international krise.

 

 

 

På vej mod nye krige

Efter terrorangrebet den 11. september har den amerikanske regering fremsat en endeløs række af militære trusler. En meget lang række af lande har været nævnt som mulige angrebsmål. Senest er der afsløret amerikanske  planer for at angribe Kina, Rusland, Nordkorea, Iran, Irak, Syrien og Libyen med atomvåben.

 

Den såkaldte kampagne mod terrorisme bliver stadig mere tydeligt et synonym for USA's kamp med alle midler mod ethvert land og regering, som nægter at danse efter den amerikanske taktstok. Det er en plan for at sikre USA verdensherredømmet. 

 

Ekstrem fattigdom og håbløshed er et godt vækstgrundlag for terrorisme. Men USA løfter ikke en finger for at komme denne fattigdom til livs. Tværtimod. Det bruger kun 0,1 procent af sit bruttonationalprodukt på udviklingshjælp, hvorimod det næste år vil bruge 379 milliarder dollars eller nær 4 procent af bruttonationalproduktet på våben. Samtidig lever 35 millioner amerikanere eller 12 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Også store dele af den amerikanske arbejderklasse betaler dyrt for USA's politik.

 

Præsident Bush leger med ilden. Han truer med militæraktioner, der med hans egne ord vil blive "en langvarig kamp, som vi aldrig har set magen til før". Han har igangsat militære operationer i flere lande. Kampen mod befrielseshæren i Colombia blev styrket under påskud af at bekæmpe narkoproduktionen. Samtidig allierede USA sig med den såkaldte Nordlige alliance i Afghanistan, som er en storproducent af opium til verdensmarkedet.  Bush har ligeledes igen indsat soldater i Filippinerne. Lige som i Colombia er der her en hastigt voksende partisanhær, der vil kunne true USA's strategiske interesser.

 

I frihedens navn. I demokratiets navn. I terrorbekæmpelsens navn. Ja, selv i fredens navn overvejer de amerikanske våbenmonopoler og deres præsident nye krige. I sin tale til nationen i slutningen af januar måned skærpede præsident Bush tonen overfor Nordkorea, Irak og Iran, som han kaldte ondskabens akse. Det er en slet skjult parallel til aksemagterne fra 2. verdenskrig, der truede med at lægge verdens folk i lænker.    

 

En af præsident Bush´ første handlinger var at sætte en kæp i hjulet på Koreas nationale forsoning.

USA prøver at skabe alle mulige myter for at isolere Nordkorea. Påstanden om, at landet udgør en militær trussel mod USA, er latterlig. Den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver Brzezinski har derimod beskrevet sagens kerne.

Enhver forandring mod koreansk genforening vil formodentligt fjerne grundlaget for den fortsatte amerikanske militære tilstedeværelse i Sydkorea.[15]

 

Stik modsat af hvad præsident Bush påstår, udgør Nordkorea en vigtig faktor for fred og stabilitet i området. En fredelig genforening vil betyde, at den koreanske halvø bliver fri for atomvåben og alle fremmede soldater. Hvis det derimod lykkes USA at forhindre fredsprocessen, vil det forstærke sit militære brohoved på den koreanske halvø.

 

USA's trusler mod Nordkorea må naturligvis også vurderes i lyset af dets udpegning af Kina som den nye hovedfjende. Det ønsker at omstyrke socialismen i Nordkorea og herefter rykke de amerikanske atomvåben og et kommende missilskjold direkte frem til Kinas og Ruslands grænser. Det vil kunne få helt uoverskuelige konsekvenser for det internationale styrkeforhold. 

 

 

 

Danmark igen i krig

Efter terrorangrebet den 11. september erklærede Bush, at hele verden stod overfor valget mellem at støtte USA eller terrorismen. De vestlige landes stats- og regeringschefer stod næsten på nakken af hinanden for at få lov til at bidrage til USA's krig.

 

For første gang trådte den såkaldte musketer-ed i NATO i kraft med den begrundelse, at terrorangrebet den 11. september var en krigshandling mod USA. Dermed blev USA's allierede bundet op i en krig, hvor fjenden ikke defineres og krigens mål svæver i det uvisse

 

I hele den vestlige verden - også i Danmark - gentog regeringerne og medierne den aggressive amerikanske retorik og forberedte sig på  krig. Poul Nyrup Rasmussen udtrykte regeringens og den daværende borgerlige oppositions holdning ganske klart, da han sagde til CNN:

Jeg er klar. Mit land Danmark og signalet til USA er klart: Sig hvad I vil have.[16]

 

I denne sag holdt Poul Nyrup Rasmussen ord. Dansk luftrum, lufthavne og havne blev stillet til rådighed for USA. Danske officerer blev sendt til USA. Nogle for at indgå i overvågningen af det amerikanske luftrum, andre for direkte at hjælpe til i den centrale planlægning af krigens gang.  Korvetten Niels Juul blev for en tid sendt til Middelhavet. Ligesom de danske soldater man sendte til Makedonien, skulle de frigøre amerikanske styrker til krigen.

 

Senere fulgte beslutningen om at sende elitesoldater fra både Frømandskorpset og Jægerkorpset, F16-fly og til sidst også mineryddere til Afghanistan. De sidstnævnte blev sendt afsted af et enigt Folketing, altså også med støtte fra Enhedslisten

 

Konsekvenserne af den markante følgagtighed overfor USA er blevet mødt med skarp kritik.

For mig at se har vi aldrig ført en så passiv udenrigspolitik. Vi har reduceret udenrigsministeriet til et ekspeditionskontor for amerikanske ønsker. Og regeringen er endda stolt af det. Sådan sagde den tidligere SID formand Hardy Hansen ganske rammende under en af de mange demonstrationer mod krigen i Afghanistan.[17]

 

Det var tre soldater fra mineryddekorpset, der blev dræbt og tre andre der blev såret ved den tragiske eksplosion i Kabul i sidste måned. Hermed er ni danske soldater blevet dræbt langt fra landets grænser i løbet af de sidste 10 år. Et samlet Folketing  bærer et tungt ansvar overfor de efterladte koner og børn og øvrige familie. 

 

I Dagbladet Arbejderen erklærede Pernille Rosenkrantz-Theil, som er folketingsmedlem for Enhedslisten, at listen fortsat står bag udstationeringen af minerydderne.

Det vigtigste for os er, at det kommer den afghanske civilbefolkning til gode, lød hendes argument [18]

 

Men den holder ikke! Minerydderne laver ikke en humanitær indsats i Afghanistan. Deres opgaver er direkte knyttet til den krig USA fører i landet. De rydder miner i området hvor den amerikanske hær og deres internationale hjælpestyrker opholder sig. De skal ikke gøre livet mere sikkert for landets hårdt plagede civilbefolkning. Derfor er deres funktion lige så vigtig for USA som jagerpilotens eller marinesoldatens. Derfor burde alle fredselskende kræfter naturligvis afvise at støtte ethvert dansk bidrag til den uret der dagligt begås mod et af verdens fattigste lande.

 

Magthaverne og medierne stod sammen for at undgå at dødsulykken blev brugt til at sætte spørgsmålstegn ved den fortsatte danske krigsdeltagelse. Dagbladet Arbejderen skar igennem hykleriet.

Sandheden er at de (3 danske soldater) døde en meningsløs død. De døde i en krig det danske Folketing burde have fordømt og ikke støttet.  (...) De døde som en del af den internationale alliance under USA's førerskab, som angreb og sønderbombede Afghanistan. De døde i en krig hvor dårligt bevæbnede modstandere slagtes som kvæg eller spærres inde i bure som vilde dyr. I en sådan krig er både sorg og heltegerninger relative. (...) luk øjnene op. Se krigens barbari i øjnene. Styrk kampen for freden og kampen for at trække alle danske soldater i udlandet hjem. Så døde de tre mænd ikke forgæves.[19]

 

DKP/ML havde tidligere kritiseret Enhedslisten for listens støtte til at udstationere danske soldater i udlandet. I et åbent brev til Enhedslistens Hovedbestyrelse kritiserede vi at man havde stemt for et lovforslag om at sende danske soldater til Makedonien. Det skete på trods af at det fremgik  direkte af lovforslaget, at de danske soldater skulle frigøre amerikanske soldater på Balkan til nye krige efter terrorangrebet den 11. september.  Derfor spurgte vi:

Hvorfor har Enhedslisten nu tilsyneladende opgivet venstrefløjens og fredsbevægelsens traditionelle paroler mod enhver udstationering af danske soldater i udlandetå Hvilke landsmødebeslutninger ligger i øvrigt til grund for dette politiske skift. [20]

 

Konsekvensen af Enhedslistens holdningsskifte var meget tydelig efter terrorangrebet den 11 september. Da de amerikanske bombardementer af Afghanistan begyndte, sagde Søren Søndergård således:

at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at vurdere omfanget og konsekvenserne af søndagens angreb på mål i Afghanistan (...) Vi vil afvente en bedømmelse til vi ved mere.

 

Også denne udtalelse blev kritiseret af Landsledelsen i henvendelsen til Enhedslistens Hovedbestyrelse.

Er der virkelig folk i Enhedslistens ledelse eller folketingsgruppe som mener, at der er visse typer af amerikansk krigsførelse, som man ikke vil fordømme? Er der virkelig medlemmer af Enhedslistens ledelse eller Folketingsgruppe, som forventer begrænsede eller moderate svar fra USA på terrorangrebet mod World Trade Center? Hvis det er/var tilfældet har de knap 3 ugers krig vi nu har set, så ikke overbevist dem om det modsatte? [21]

 

På trods af at Enhedslistens Hovedbestyrelse offentligt opfordrede til en debat om partiets holdning til krigen, valgte man ikke at svare på henvendelsen fra DKP/ML.

 

 

 

En styrket fredsbevægelse er nødvendig

Da USA's krig mod Afghanistan startede, opfordrede DKP/ML til, at der blev opbygget den bredest mulige fredsbevægelse. I en lang række byer skød fredsgrupper frem, som i månedsvis gennemførte et utal af demonstrationer, udgav nyhedsbreve, afholdt høringer og fakkelvagter og etablerede en fredsvagt ved Christiansborg. Men desværre lykkedes det aldrig at give fredsbevægelsen den nødvendige bredde og gennemslagskraft. 

 

Da krigen efter Talibanstyrets fald gik ind i en ny fase og interessen for fredsarbejdet blev mindre, stod opgaven i København at omdanne initiativet til et netværk, der kunne aktiveres efter behov. Det kunne have fastholdt enheden og det samarbejde, som var etableret gennem næsten 4 måneders kamp. Denne plan mislykkedes og kommunisterne trak sig fra initiativet Nej til Krig og Terror i København, der blev en boltreplads for sekteriske smågrupper, der ønsker at misbruge initiativet til egen profilering. 

 

DKP/ML har i fredsbevægelsen fastholdt vores ret til at fremlægge vores egen syn på krigen og arbejde for en styrket kamp mod USA- imperialismen. På den anden side har vi opfordret til, at der blev skabt en fredsbevægelse på et bredt politisk grundlag, som kunne samle alle, der ønskede at være med. Samtidig har vi arbejdet for, at fredsbevægelsen aktivt bekæmpede enhver form for dansk krigsdeltagelse. Det har givet gode erfaringer, som må bruges i det videre arbejde fremover.

 

 

 

International solidaritet

Konflikten i Palæstina er blevet stadigt mere tilspidset i de senere år. Da Sharon kom til magten skød han de sidste håb omkring Oslo -aftalen itu.

 

Det er ikke to ligebyrdige parter, der står overfor hinanden. Israel er USA's nærmeste allierede. Israel er en brutal besættelsesmagt. Det har en stor hær, der er rustet til tænderne med moderne amerikanske våben. Selv atomvåben findes i arsenalerne. Palæstinenserne er et folk uden deres eget land. De har ingen hær, men en mindre politistyrke med lette håndvåben. De forskellige palæstinensiske militser er relativt små og dårligt udrustede.

 

Israel kan lukke for grænserne til det palæstinensiske selvstyre. De bestemmer i sidste ende om palæstinenserne kan handle med andre lande. De bestemmer hvornår lufthavnen i Gaza kan beflyves og kan med et fingerknips forhindre hundredetusinder af palæstinensere kan passe deres arbejde. Og for hver dag der går, bygges nye jødiske bosættelser på arabisk land, selv i det arabiske Østjerusalem.

 

FN har gentagne gange understreget at palæstinenserne har ret til en selvstændig stat og krævet Israels tilbagetrækning fra alle besatte områder. Kun en fredsaftale på grundlag af FNs resolutioner kan sikre en varig og retfærdig fred. 

 

Palæstinenserne kan ikke sejre alene. De har mere end nogensinde brug for international solidaritet. DKP/ML arbejder aktivt i udviklingen af solidariteten med Palæstina. Vi var med til at sikre opbygningen af Palæstina-initiativet. Det vil om kort tid starte en kampagne for at opbygge en boykot af Israel, på linie med den kampagne der blev gennemført imod apartheidregimet i Sydafrika.

 

DKP/ML mener at kampen mod USA og enhver anden form for imperialisme er tæt forbundet med kampen mod den nyliberale politik, som monopolerne gennemtvinger overalt på kloden. Det er en international kamp i sin grundlæggende karakter, en kamp der efter vores opfattelse først og fremmest skal udkæmpes indenfor de nationale rammer. 

 

Det er en kamp hvor vi sammen bekæmper vores fælles fjender. Det er en kamp hvor vi står sammen i forsvaret af folkenes ret til  nationale selvbestemmelse, frihed og demokrati, imod krig og enhver form for udbytning og undertrykkelse. Det er en kamp hvor vi som kommunister ved, at det i sidste ende kun er socialismen og kommunismen, der kan sikre varige resultater.

 

 

 

 

5. DKP/ML

DKP/ML vil næste år kunne fejre sit 25 års jubilæum. Gennem disse år har vi opsamlet en lang række værdifulde erfaringer. Vi har opbygget et parti, som stadigt er lille, men som alligevel er i stand til at gøre en forskel og spille en vigtig rolle i klassekampen.

 

Det kommunistiske parti er en levende organisme i stadig udvikling. Vores parti er påvirket af de processer der foregår i arbejderklassen og det omgivende samfund. Udviklingen i samfundet, både nationalt og internationalt, har skabt ændrede betingelser i klassekampen - også i dens organisationsformer. På godt og ondt må også det kommunistiske parti tage bestik af denne udvikling.

 

Tidligere blev Danmark kaldt "organisations-Danmark", fordi det politiske og sociale liv var kendetegnet af et stort net af organisationer. Det var et foreningsliv, der hang tæt sammen med en stærk fagbevægelse og opbygningen af velfærdssamfundet. Det havde givet en bred forståelse af betydningen af organisering, ikke alene politisk, men i alle sider af livets virksomhed.

 

Siden socialismens sammenbrud i Europa har alt dette været under pres. En voksende individualisme breder sig i samfundet. På bare 10 år er antallet af medlemmer af de politiske partier faldet med en tredjedel. Overalt i fagbevægelsen mærker man voksende vanskeligheder med at organisere den nye generation af unge og med at rekruttere tillidsfolk

 

For 10 år siden var 2 ud af 3 unge mellem 20 og 29 år fagligt organiseret. I dag er det under halvdelen. Samtidigt viser en undersøgelse fra Aalborg Universitet, at de unge er mindre aktive i foreningslivet end gennemsnittet af befolkningen. Halvt så mange unge mellem 20 og 29 vælges til tillidsposter i foreningerne. Og under halvdelen af denne aldersgruppe har været til møde i den eller de foreninger de er medlem af i løbet af de sidste 6 måneder. [22]

 

Det stiller også DKP/ML overfor store udfordringer. Vi har simpelthen brug for at skærpe vores agitation og partiets profilering for at overbevise revolutionære unge om at de skal organisere sig i det kommunistiske parti.

 

Vi må tage udfordringen op og med fornyet styrke agitere for vores kommunistiske vision om et nyt og bedre samfund uden udbytning og undertrykkelse. Det er også nødvendigt at vi løbende diskuterer partiets indre liv og sætter fokus på hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at være organiseret kommunist.

 

Selv om mange mennesker i dag kæmper på enkeltområder, så er der mere end nogensinde brug for at vurdere alting i helheder og sammenhænge. Det er en stor udfordring for kommunisterne i dag.  Det kræver at vi giver klare bud på hvordan vi mener det danske samfund konkret skal udvikles. Det kræver klare bud på hvordan vi mener den nødvendige enhed og handlekraft kan skabes i kampen mod den borgerlige regering, mod EU, USA imperialismen og NATO.

 

Kommunisterne er aktive og kæmpende mennesker, som bestandigt er i nærkontakt med mange mennesker i klassekampen. Vores styrke er vores evne til kombinere analyse, politik og handling. Vi ser  begivenhederne i deres samfundsmæssige sammenhæng og ikke som løsrevne perler på en snor.  

 

Vores kommunistiske verdenssyn har en tiltrækkende kraft, vel nok især blandt unge, i en tid hvor ideologierne officielt erklæres døde og hvor den politiske konsensus lægger en dræbende dyne af politikerlede og afmagt over hele samfundet. Det kommunistiske partis fortropsrolle er således noget meget konkret. Det er ikke noget der kan proklameres, men noget der skal tilkæmpes i en vedvarende proces.

 

 

 

Partiets sammensætning og opbygning

Vores medlemstal har været stabilt i kongresperioden. Partiets gennemsnitsalder er 39 år. Tilgangen af nye medlemmer er først og fremmest unge. Hver fjerde partimedlem er under 25 år. Halvdelen af partimedlemmerne er i aldersgruppen 36-50.

 

Partiets rodfæste i klassekampen er forbedret i kongresperioden. Over halvdelen af alle partimedlemmer har tillidsposter i massearbejdet. Næsten hver tredje medlem har faglige tillidsposter.

 

40 procent af partimedlemmerne af kvinder. I partiets ledelser er andelen af kvinder endnu større. Alle partiets afdelinger ledes i dag af kvinder. Også i sekretariatet har der været et flertal af kvinder i kongresperioden. 

 

Vi må prioritere skarpt i klassekampen for ikke at drukne fuldstændigt. I kongresperioden har vi ud over partiet selv  satset på Dagbladet Arbejderen og ungdomsarbejdet især gennem støtte til Rød Ungdom. Politisk har vi koncentreret os ind om kampen for velfærd, demokrati og national selvbestemmelse. Det har været rigtige og nødvendige prioriteringer, som alligevel har spændt vores kræfter meget hårdt.

 

Som led i opbygningen af partiet besluttede den 8. kongres at lægge mere vægt på skolings- og uddannelsesarbejdet i partiet. Hvor folk tidligere kom ind i DKP/ML med en lang række politiske og organisatoriske erfaringer har vi tydeligt kunne mærke at dette forandres. Det stiller store krav til partiets uddannelsestilbud.

 

Skolingen er forbedret i kongresperioden. I dag gennemføres ensartede introduktionsmøder for nye partimedlemmer, som obligatoriske kurser over hele landet. Her gennemgås partiets program, vedtægter, historie og centrale elementer i vores politik og taktik. Som led i at styrke den ideologiske skoling har Landsledelsen desuden arrangeret 2 velbesøgte weekendkurser, åbne for alle medlemmer. 

 

Landsledelsen har besluttet at disse kurser skal videreudbygges med nye emner i de kommende år, så de med tiden kommer rundt om alle centrale spørgsmål i den kommunistiske teori. Desuden har der på en række medlemsmøder været indlagt skolingsdiskussioner i kongresperioden, både i diskussionen om partiopfattelsen og klasseanalysen.

 

Rød Sommerlejr er i et vist omfang blevet brugt til at etablere forskellige åbne skolingstilbud. Landsledelsen har endeligt besluttet at igangsætte grundlæggende organisatoriske kurser i partiet i løbet af 2002. Også i Landsledelsen er der blevet gennemført skoling både i form af weekendkurser og selvstudier.

 

Skolingsarbejdet i partiet er ikke gold indlæring af teori. Det er en bevidst bestræbelse at forbinde skolingen tættest muligt med de opgaver partiet står overfor. I forlængelse af beslutningerne på den 8.kongres har spørgsmålet om det kommunistiske parti23 ,  klasseanalysen  og i et vist omfang også  Strategi og taktik  stået i centrum i skolingsarbejdet.

 

Diskussionen om klasseanalysen er først lige startet. Landsledelsen har lagt op til at den skal fortsættes ind i den kommende kongresperiode.

 

Satsningen på skoling er absolut nødvendig. Det har både styrket partiets enhed og i høj grad været med til at give partiet et ideologisk løft og nye input.

 

 

 

Aktive afdelinger - partiets demokratiske liv

På partiets 8 kongres vedtog DKP/ML nye vedtægter, sammenfatter vores demokratiske centralistiske organisationsprincip i overensstemmelse med partiets erfaringer og størrelse. De har vist sig som en fornuftig ramme omkring partilivet.

 

Afdelingerne er partiets grundorganisationer. De udgør et centrum for partiets politiske diskussioner. Samtidigt udarbejder de konkrete planer, der skal sikre at partiet beslutninger og politiske prioriteringer omsættes til handling.

 

Der er behov for at styrke kvaliteten  i afdelingernes arbejde. Vores erfaring viser at det bedst kan ske gennem at  styrke det politiske ledelsesarbejde. Det kan give et løft i de politiske diskussioner på møderne, sikre at afdelingen handler i klassekampen og forbedre støtten til den enkelte kammerats arbejde. Hovedproblemet er at vores ledelser er små og overbebyrdede og heller ikke har fået den støtte de har brug for fra Landsledelsen.

 

På partiets 8. kongres blev det understreget at debatkulturen i partiet skulle forbedres. [24] Landsledelsen har haft en permanent bestræbelse for at styrke debatten og erfaringsudvekslingen i partiet - mundtligt som skriftlig. 

 

Den grundlæggende ramme omkring partidemokratiet er afdelingerne. Det har været en permanent bestræbelse i kongresperioden, at afdelingerne løbende diskuterer aktuelle politiske spørgsmål og  partiets linie. Det har styrket enheden i partiet og vores evne til at agitere blandt arbejdskammerater og venner. Men det er ikke kun i afdelingerne at der diskuteres.

 

Medlemsbladet Partiarbejderen er åben for skriftlige indlæg fra partiets ledelser, afdelinger, partigrupper, udvalg og medlemmer. Den redigeres af Landsledelsen. Hovedformålet med Partiarbejderen er at være et skriftligt bindeled mellem Landsledelsen og partiets afdelinger og medlemmer og samle partiets opmærksomhed om gennemførelsen af vores prioriterede opgaver.

 

DKP/ML ønsker at gøre ledelsesarbejdet i partiet "gennemsigtigt", eller som Lenin siger det at bygge ledelsesarbejdet på "offentlighed", "valgbarhed" og "almindelig kontrol". Derfor refereres alle beslutninger fra Landsledelsesmøder i Partiarbejderen. Derfor gengives landsledelsens politiske beslutninger nu også i Dagbladet Arbejderen. 

 

Den intern medlemsside på Internettet, bliver stadig vigtigere. Denne side udbygges hurtigt. Ud over intern debat kan man her finde årsplaner, meddelelser fra Landsledelsen og udvalg, PGer mv. og øvrigt vigtigt materiale, som tidligere er optrykt i Partiarbejderen. 

 

Alle steder hvor partimedlemmer diskuterer skal det naturligvis sker med respekt overfor partiets linie, beslutninger og enhed. Som partimedlem har man et ansvar for at udbrede og forsvare partiets politik og grundlag. Alle kammerater, der skriver indlæg i det ene eller andet medie, står naturligvis til ansvar i deres afdeling. 

 

Da alle medlemmer ikke har adgang til Internettet er al information fra Landsledelsen bragt i Partiarbejderen. Landsledelsen har også sikret, at de vigtigste debatindlæg fra den interne medlemsdebat på nettet, er optrykt i Partiarbejderen.

 

For at styrke debatten er Dagbladet Arbejderen nu begyndt at bringe de vigtigste debatindlæg fra den offentlige debat på partiets hjemmeside i Dagbladet Arbejderen og omvendt. Men der er stadig for få partimedlemmer, der blander sig i debatten både i avisen og i den offentlige debat på Internettet, på trods af at disse medier er en enestående mulighed for at komme tusinder af mennesker i tale fra den ene dag til den anden.

 

Målsætningen må naturligvis være, at der aktivt agiteres for partiets og dets politik, at debatten bruges til at give os nye impulser og erfaringer, at bringe partiet frem og styrke vores enhed og handlekraft.

 

Alle partimedlemmer kan naturligvis blande sig i debatterne, men det er vigtigt at fremme de kollektive indlæg - hvor en afdeling træder frem med ideer, meninger, forslag og kritik, politiske udtalelser osv. Det er et problem vi allerede pegede på, på partiets 8. kongres, men hvor vi har haft store vanskeligheder ved at skabe forbedringer.

 

 

 

Landsledelsens arbejde

Ud fra en vurdering af partiets samlede situation besluttede partiets 8. kongres at  reducere størrelsen af partiledelsen. Kongressen gjorde det vel vidende, at

Det vil betyde et større ansvar på den enkelte i ledelsen, ligesom der fortsat vil blive lagt vægt på kollektiviteten. Det vil blive en kontinuerligt arbejdende ledelse. [25]

 

Vi har arbejdet med at give alle medlemmer af Landsledelsen et konkret ansvar og fordelt kræfterne i ledelsen konkret, i forhold til de opgaver, vi har prioriteret politisk. 

 

Selv om Landsledelsen har arbejdet godt og ansvarsfuldt er der stadigt mange ting der kan gøres bedre. Alle medlemmer af Landsledelsen må tage et ansvar for det samlede sæt af opgaver partiet stiller sig. Samtidigt skal  Landsledelsens enkelte medlemmer ofte alene løse store opgaver i det daglige.

 

Der har været to hovedsvagheder i Landsledelsens arbejde. Kammerater i Landsledelsen har - ofte pga. store opgaver i massearbejdet - haft vanskelighed ved at sikre den nødvendige koncentration om de partimæssige ledelsesopgaver. Desuden har nogle få medlemmer af ledelsen haft for mange afbud til landsledelsens møder.

 

Igennem årene er der blevet slidt på lederlaget. Vi begynder nu for alvor at mærke dets begrænsninger i forhold til partiets størrelse, den enkeltes ydeevne og vanskelighederne ved at udvikle nye kammerater i et tilstrækkeligt hurtigt tempo. 

 

På partiets landskontor i Ryesgade og i vores kontorer i Århus har kammeraterne i kongresperioden lavet et kæmpemæssigt arbejde af uvurderlig betydning for vores parti. Uden deres daglige arbejde ville det være helt umuligt for partiet at udgive et dagblad.

 

Partiets apparat er et vigtigt redskab for Landsledelsen, der udpeger både redaktionsledelsen og ledelsen af den daglige drift. I kongresperioden har en række kammerater, især unge, arbejdet i apparatet i kortere eller længere tid. Det har været yderst værdifuldt, både for partiet og de pågældende kammeraters politiske udvikling. 

 

Vi har imidlertid ikke kunnet bemande en række helt grundlæggende funktioner i både ledelsesarbejdet og på DKP/MLs landskontor.

 

En del af dette problem er objektivt og hænger nært sammen med partiets størrelse. Det kan grundlæggende set kun løses ved at vi optager langt flere nye medlemmer, end vi gør det i dag. Samtidigt har Landsledelsen opstillet det som en målsætning  at arbejde mere målrettet med udviklingen af et nyt lag af ledere i partiet til både at indgå i landsdækkende og lokalt ledelsesarbejde.

 

Vi har set en tendens til at en række kammerater, der i mange år har lavet partimæssigt ledelsesarbejde, har søgt ud i massearbejdet og bruger deres kræfter og erfaring her. Samtidigt har det vist sig vanskeligt at få det nødvendige overskud til at lede partimedlemmer der arbejder på vigtige områder i klassekampen. Her har især manglen på et fungerende fagligt landsudvalg været negativ.

 

Det betyder at partiet ikke fuldt ud har kunnet udnytte det relativt store faglige arbejde som laves. Det betyder også at støtten til de faglige kammerater der arbejder alene har været for dårlig.

 

Vi ser ingen modsætning mellem partiarbejde og massearbejde. Begge dele er absolut nødvendige og skal udvikles i et tæt samspil. Men det er Landsledelsens opfattelse at det er er der nødvendigt at vi strammer op, for at vi som kommunister ikke blot skal drukne i massearbejdet. Det er nødvendigt at vi mere bevidst evner at kombinere partiarbejde og massearbejde og fastholde vores kommunistiske perspektiv.

 

Vores erfaringer viser meget klart, at vi får de bedste resultater hvor vi har sikret kræfterne til lede og støtte partimedlemmernes massearbejde gennem partigrupperne og de valgte ledelser. Det er også den eneste vej til at udnytte partiet som kollektiv og skabe forudsætningerne for at vi overalt hvor vi arbejder kan tilkæmpe os rollen som fortrop og skabe respekt - ikke alene om det enkelte medlem - men om vores parti.

 

 

 

 

6. Kommunisternes enhed

Som kommunister er vi ikke i tvivl om betydningen af at der opbygges et stort kommunistisk masseparti, med dybe rødder i den danske arbejderklasse og arbejdende befolkning.  Uden et sådant parti, som også mestrer den kommunistiske teori, er det umuligt at skabe den enhed og kampvilje i arbejderklassen, som er nødvendig for at omstyrte kapitalismen og begynde den socialistiske opbygning. 

 

Det er også i dette lys vi ser spørgsmålet om kommunisternes enhed. Hvis ikke vi i den nuværende alvorlige situation kan finde ud af at slutte os sammen, hvordan skal vi så kunne overbevise de kampvillige arbejdere og  revolutionære unge om at vi er i stand til at påtage os ledelsen af samfundetå

 

DKP/ML ser en samlet kommunistisk bevægelse som en brændende nødvendighed for at gøre kommunisterne til en uomgængelig faktor i klassekampen, for at hæve kvaliteten i det politiske og ideologiske arbejde. Vi ser det som en brændende nødvendighed for at undgå, at vi presses yderligere tilbage og taber de styrkepositioner vi har.

 

En langt mere offensiv kommunistisk bevægelse kan i den nuværende situation kun skabes, hvis den kommunistisk bevægelse udnytter sine kræfter og ressourcer optimalt. Den kan kun skabes, hvis vi bevidst sætter kursen mod samling.

 

Dette afsæt har DKP/ML grundlæggende haft siden partiets 5 kongres. Dengang var der mange der håbede på en meget hurtig proces. I dag kan vi meget klart se tilbage på årene som gik og konstatere, at en sådan proces ikke var mulig.

 

Mere end 10 års kamp for kommunisternes enhed er endnu ikke afsluttet, blandt andet som følge af DKP/MLs egne fejl. Partikampen op til og på den 7.kongres var afsættet for et nødvendigt opgør med en række - først og fremmest sekteriske afvigelser - som vi sammenfattede i bogen 20 års kamp for socialismen. Gennem årene blev vores bestræbelse mod enhed beriget og uddybet i takt med, at vi lærte den øvrige del af den kommunistiske bevægelse bedre at kende.

 

På den 8. kongres gjorde vi en meget realistisk status. På den ene side fastslog vi optimistisk, at

kommunisterne skridt for skridt har nærmet sig hinanden (..) Først og fremmest med afsæt i aktionsenheden er der blevet skabt stadigt tættere forbindelser og bånd. [26]

 

På den anden side understregede vi, at den manglende enhed havde betydet at 

vi har reelt set ikke været i stand til at bringe os i offensiven eller placere os som et slagkraftigt alternativ i det politiske billede. [27]

 

Den 8.kongres betød en udvikling af vores opfattelse af vejen til enhed. Vi konstaterede på kongressen, at en kommunistisk samling hovedsageligt kunne ske ved en regulær sammenlægning mellem processens hovedkræfter DKP/ML og KPiD. Samtidigt rakte vi hånden ud til samarbejde med DKP og kommunisterne i Fælles Kurs.

 

De sidste par år er der kommet mere skred i tingene, selv om det stadigt går meget langsommere end den objektive situation egentligt kræver af os. Der er efterhånden regelmæssige kontakter mellem vores ledelser og et samarbejde, der i stadig mindre omfang påvirkes af skepsis og tvivl.

 

Samarbejdet udvikles ud over hele landet, hvor kommunisterne lærer hinanden bedre at kende og begynder at diskutere og handle sammen. Det omfatter efterhånden ikke alene de politiske områder, vi prioriterer højt i klassekampen, men stort set alle områder, hvor kommunisterne mødes.

 

Der har med tiden udviklet sig en situation  hvor kommunisternes politik - selv i detaljen - er ens. Vores prioriteringer i klassekampen tager det samme afsæt. Naturligvis er der meningsforskelle. Det er uundgåeligt mellem selvstændige partier.

 

DKP/ML pointe er, at ingen af disse forskelle er større end vi nemt kan leve med dem inden for rammerne af eet parti.  Derfor er det også med stor tilfredshed at vi i dag kan konstatere, at der en voksende vilje til at handle med afsæt i gensidig respekt og på et ligeberettiget grundlag og finde vejene til samarbejde. 

 

I dag er der ingen medlemmer af DKP/ML, som ikke ønsker kommunistisk samling. Det er et meget vigtigt og  håndfast resultat af den kamp vi førte i DKP/ML op til den 7. kongres. DKP/MLs afsæt er at udvikle et åbent og tillidsfuldt samarbejde. Vores forslag og initiativer har hele vejen igennem været motiveret af, hvad der tjente den kommunistiske bevægelse som helhed. 

 

 

 

En enhedsproces må etableres

Det er nødvendigt at forstå situationens alvor. Der er et brændende behov for at skabe et stærkt kommunistisk parti i Danmark. Kun et sådant parti kan sikre den nødvendige ledelse af klassens kamp. Kun et sådant parti kan forhindre, at ikke blot kommunisterne men også arbejderklassen og dens hævdvundne rettigheder og organisationer rulles yderligere tilbage af monopolkapitalens offensiv. Kun et sådant parti kan skabe en storstilet offensiv på klassekampens hovedområder. Kun et sådant parti kan skabe den nødvendige agitation og propaganda i arbejderklassen, som igen kan gøre vores kommunistiske ide til et attraktivt alternativ dybt i arbejderklassen og den revolutionære ungdom.

 

Det er en opgave, som ingen af de erklærede kommunistiske partier i Danmark i dag kan løse selv. Det er en erkendelse, som slår stadigt tydeligere igennem. Hvis ikke kommunisterne rimeligt hurtigt finder sammen, risikerer vi alle at blive svækket. En samling vil derimod frigøre ny kraft, som kan kastes ud i en samlet offensiv. 

 

Uden ideologisk enhed er samling formålsløs. Af særlig vigtighed er det at kommunisterne sammen diskuterer både strategien og principperne for et moderne kommunistisk parti. Hvordan skal den demokratiske centralisme anvendes i dag, så både partiets handlekraft, enhed og det enkelte medlems muligheder og evner bringes til fuld udfoldelseå Hvordan tilkæmper partiet sig sin fortropsrolleå Hvordan kan vi bevæge os frem mod et parti med aktive afdelinger i alle større byer, hvor det er attraktivt at være medlemå Disse og andre spørgsmål må vi sammen besvare.

 

Kapitaloffensiven efter den borgerlige regering kom til magten er så omfattende, at der må bruges endnu flere kræfter på at fremskynde processen mod enhed. Det er nødvendigt at vi bevidst diskuterer hvad der bremser kursen mod enhed.

 

DKP/ML har fremlagt sine ideer til hvordan vi kommer videre. Vores ideer og forslag er bestemt af både udfordringen vi står med i klassekampen og en vurdering af hvad det er for et parti vi ønsker at skabe.

 

DKP/ML har foreslået en stadig mere tæt koordinering i klassekampen.  Det er vores opfattelse at aktionsenheden har sin egen betydning, men også  sine åbenlyse begrænsninger i forhold til kommunisternes enhed. 

 

For at gøre kommunisterne mere synlige og handlekraftige er der behov for regelmæssige ledelsesmøder, fælles partiudvalg, udtalelser, propaganda, skoling, sommerlejre mv. Der er et indlysende behov for at kommunisterne opstiller målsætning at opbygge en fælles front i klassekampen, aftalt mellem partiernes ledelser på alle niveauer

 

For at vi kan forene os, må vi naturligvis have et fælles program. Det skal  sætte fokus på den danske revolutions brændende problemer og karakteren af det kommunistiske parti vi sammen vil skabe. Kampen for et sådant program vil dokumentere om den nødvendige ideologiske enhed i bevægelsen kan sikres.

 

Et særligt spørgsmål er de kommunister der i dag står udenfor partierne. Der er nu gået mere end ti år efter Sovjets sammenbrud og splittelsen af DKP. Mange har i gennem årene afholdt sig fra kommunistisk organisering. De havde håbet på en hurtig samlingsproces, hvorefter de igen ville indtræde i det kommunistiske parti. 

 

Til disse mange kammerater lyder vores opfordring. Organiser jer nu! Gå med i den organisation, der ligger jer nærmest og kæmp aktivt med for at styrke den kommunistiske bevægelse og dens enhed.

 

Fra DKP/MLs 9. kongres giver vi et bindende tilsagn om, at vi vil støtte ethvert skridt, der peger fremad. Vi vil give vort bidrag til  den nødvendige samlingsproces. Vi udtrykker vores faste overbevisning om, at en sådan proces kan udvikle sig til noget utroligt berigende,  hvor de danske kommunister sammen - så at sige - løfter det kommunistiske parti ind i det nye årtusinde.

 

 

 

 

7. Dagbladet Arbejderen

Af mange grunde er der i den seneste tid blevet stillet skarpt på Dagbladet Arbejderen, især efter lukningen af Aktuelt og Socialisten. Vi er ikke i tvivl om pressens betydning og nødvendighed for et kommunistisk parti. Derfor har DKP/ML satset så mange kræfter og brugt så mange penge på avisen.

 

Lukningen af Aktuelt og Socialisten har hverken ændret vores målgruppe eller den retning vi har for udviklingen af Dagbladet Arbejderen. Den har forbedret vores muligheder, først og fremmest i forhold til fagforeningerne og de fagligt aktive. 

 

Det var baggrunden for DKP/MLs henvendelse til den kommunistiske bevægelse efter landsledelsesmødet i april 2001.

 

Med afsæt i at der kun er plads til ét kommunistisk dagblad i Danmark, foreslog vi KPiD en række konkrete initiativer, hvor partiet fik mere gavn af og plads i Dagbladet Arbejderen. Efter aftale mellem partierne ansatte vi en faglig KPiDer for at styrke avisens faglige stof.

  

KPiDs ekstraordinære kongres for fire uger siden besluttede at arbejde for at styrke samarbejdet mellem kommunisterne. Partiets bladkonference i efteråret 2001 gav ligeledes tilsagn om at styrke samarbejdet med Dagbladet Arbejderen. Det er vigtige beslutninger, som i høj grad åbner muligheden for at tempoet i processen nu kan sættes i vejret.

 

DKP har svaret positivt på rækken af udspil fra DKP/ML. I en udtalelse fra DKPs Landsledelse siger man direkte, at

DKP vil arbejde for at fastholde og udvikle Dagbladet Arbejderen med det mål at det både formelt og reelt bliver dagbladet for hele den kommunistiske bevægelse og åbent for de øvrige venstrekræfter. [28]

 

DKP's Landsledelse giver desuden tilsagn om at man vil være med til at sikre Dagbladet Arbejderen både økonomisk og abonnementsmæssigt, blandt andet gennem Arbejderens Venner. Det er et vigtigt signal, vi hilser med glæde. Vi ønsker at hele den kommunistiske bevægelse står bag sit røde dagblad og aktivt bruger avisen.

 

Også Fælles Kurs har tilkendegivet sin støtte til Dagbladet Arbejderen, både gennem Arbejderens Venner og et vedholdende agitationsarbejde for avisen i Folkets Radio.

 

DKPs Landsledelse rejser i ovennævnte udtalelse også spørgsmålet om at partiet på sigt ønsker plads i både avisens redaktion og vil øve en direkte indflydelse på avisens politiske linie. I denne sammenhæng er det DKP/MLs  opfattelse at en fælles politisk ledelse af dagbladet Arbejderen først skal realiseres, når der er aftalt en proces frem mod et fælles parti.

 

 

 

Kampen for det røde dagblad

På alle niveauer i samfundet foregår der en intens meningskamp, hvor kommunisterne må blande sig med større kraft og også forsøge at skabe nye alliancer. Det er naturligvis ikke en kamp, der kan begrænses til medierne, men de spiller en stadig vigtigere rolle på grund af deres omfattende indflydelse på meningsdannelsen i hele samfundet. Det understreger betydning af at der findes en selvstændig kommunistisk presse.

 

I 1920 var der 155 dagblade i Danmark. I dag er der 30 tilbage, som med enkelte undtagelser kontrolleres af de tre store borgerlige mediegiganter Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten.. Sidste år lukkede 3 dagblade og Socialisten. Og bladdøden er ikke slut. Monopoliseringen og tendensen til en sammensmeltning mellem de danske medier og udenlandske mediegiganter vil fortsætte.

 

I stadig ringere grad afspejler medierne hvad almindelige mennesker mener og tænker. Holdningen til EU er det mest markante eksempel. På trods af en dybgående EU-modstand i den danske befolkning er Dagbladet Arbejderen det eneste dagblad, som er erklæret modstander af EU. Dagbladet Arbejderen er også det eneste dagblad med afsæt i arbejderbevægelsen.

 

I stigende omfang spiller Dagbladet Arbejderen en rolle som meningsdanner, ikke bare i DKP/ML selv, men langt uden for partiets egne rækker. Derfor har vi også  haft som bestræbelse at der lægges stor vægt på at styrke den kommunistiske agitation og propaganda i Dagbladet Arbejderen og i det hele taget at gøre DKP/ML og den kommunistiske bevægelse i ind- og udland mere synlig i avisen. Men vi har dog langt fra udnyttet de muligheder der findes i denne retning.

 

Udgivelsen af Dagbladet Arbejderen er en kæmpeopgave for partiet. Det kræver en meget stor del af vores kræfter at producere avisen med den nødvendige politiske kvalitet. Det er en daglig kraftanstrengelse at sikre at der både abonnementsmæssigt og økonomisk er et tilstrækkeligt solidt fundament. Uden partiet var det ikke muligt.

 

Det bliver nogen gange i debatten trukket frem, at det er et problem for avisen, at den udgives af DKP/ML. Jeg vil vende det om og sige: forudsætningen for at Dagbladet Arbejderen nu i 19 år er udkommet som dagblad er, at der står et parti bag. En velorganiseret organisation, som har vilje og lyst til at knokle for avisen og som er enige om den politiske linie, som avisen fører. At løsrive avisen fra partiet er det samme som at likvidere Dagbladet Arbejderen. Erfaringerne fra Land og Folk bekræfter det. Erfaringerne fra Socialisten bekræfter det. [29]

 

Dagbladet Arbejderen giver partiet respekt og indflydelse og ikke mindst muligheder for at præge den politiske dagsorden, som vi ellers ikke ville have haft. Men udgivelsen af avisen er heller ikke uden omkostninger, den spænder partiets kræfter og økonomi til det yderste. Det sidste års tid har abonnementstallet igen været stigende, men vi er stadig meget langt fra en situation hvor Dagbladet Arbejderen er økonomisk selvbærende.

 

Der er i dag en bred kreds der bruger og støtter Dagbladet Arbejderen. Den bevidste satsning på at styrke avisens faglige profil afspejles nu også på abonnementssiden. Stadigt flere fagligt aktive bruger avisen. Og der er nu 120 fagforeninger, der abonnerer på avisen, især blandt de ufaglærte .

 

Der er hundredvis af organisationer og abonnenter, der gennem kongresperioden har støttet bladets økonomiske indsamlinger og abonnementskampagner. Arbejderens Venner har ydet en vigtig indsats, som vi gerne vil benytte lejligheden til at sige tak for. Uden jeres hjælp havde vi aldrig indsamlet de knap 1.2 million som vi har gjort siden den sidste kongres.

 

 

 

 

7. Afslutning

Kammerater!

De danske kommunister har altid været ægte internationalister. I de sidste 2 år har DKP/ML brugt mange kræfter på det internationale arbejde. Vi har arbejdet målrettet for at styrke vores forbindelser med kommunisterne i Europa og med den europæiske unionsmodstand og skepsis. Vores vigtigste bestræbelse har været at opbygge kampfællesskabet mod EU på tværs af landegrænserne.

 

Vi har styrket de nære forbindelser til vores søsterpartier i både Norge og Sverige, som vi arbejdede tæt sammen med under det svenske EU-formandskab.

 

På møder og konferencer har vi aktivt understøttet at samarbejdet og koordineringen mellem de kommunistiske partier uddybes.

 

Vi har arbejdet aktivt for at styrke solidariteten med Nordkorea og Cuba, der står fast overfor imperialismens afpresning. Vi har arbejdet aktivt for at udvikle støtten til det palæstinensiske folk, der fortsætter sin kamp mod den israelske besættelse og terror under yderst vanskelige betingelser.

 

Som kommunister vil vi altid stå skulder ved skulder med de socialistiske lande og verdens kæmpende lande og folk der står fast og nægter at bøje sig for imperialismens diktat.

 

Vi ved at det vigtigste bidrag vi som kommunister kan give til den verdensomspændende kamp for fred, frihed og socialisme er den kamp vi fører i vores eget land. Derfor er den vigtigste målsætning for denne kongres at styrke vores parti og kampen for kommunisternes enhed. Uden et stærkt kommunistisk parti forbliver socialismen en uopnåelig drøm.

 

Landsledelsen

 

 

 

8. Bilag

a. Oversigt over Landsledelsens udtalelser

 

b. Udgivelser  [BESTIL UDGIVELSER]

 

c. Forbindelser med den internationale kommunistiske bevægelse

DKP/ML har haft delegationer i følgende lande

·        Belgien (deltagelse i internationalt seminar, maj 2000 og maj 2001)

·        Frankrig (besøg hos den kommunistiske fraktion i Frankrigs Kommunistiske Parti, maj 2000)

·        Portugal (besøg hos UDP, juni 2000)

·        Slovakiet (Slovakiets Kommunistiske Partis kongres, september 2000)

·        Cuba (deltagelse på verdenssolidaritetsmøde, november 2000)

·        Sverige (nordisk møde april 2001)

·        Italien (konference i Torino om kampen mod den nyliberale globalisering, juli 2001)

·        Brasilien (besøg hos Brasiliens Kommunistiske Parti, august 2001)

·        Spanien (besøg hos Spaniens Folks Kommunistiske Parti, oktober 2001)

·        Brasilien (Brasiliens Kommunistiske Partis kongres, december 2001)

·        Cuba (deltagelse i Sao Paulo Forum, december 2001)

·        Sverige (KPML(r)'s kongres, januar 2002)

·        Belgien (deltagelse på seminar om Korea, februar 2002)

 

Møde med udenlandske partidelegationer i Danmark

·        Iraks Kommunistiske Parti

·        Kurdistans Kommunistiske Parti

·        Polisario

·        Belgiens Arbejderparti

·        Arbejdernes Kommunistiske Parti, Norge

·        KPML(r), Sverige

·        Cubas Kommunistiske Parti

·        Koreas Arbejderparti


 

 

Noter

1 Fælles front mod højre. Udtalelse fra Landsledelsen 20. november 2001

2 Samling mod højre - styrk den faglige kamp. Udtalelse fra Landsledelsen 18.01.02

3 Fagligt ansvar for en bedre fremtid. Udtalelse fra Silkeborgkonferencen 01.03.02

4 Fagligt ansvar for en bedre fremtid. Udtalelse fra det landsdækkende tillidsmandsmøde i Silkeborg 01.03.2002. Se Dagbladet Arbejderen  02.03.2002

5 Samme

6 Nej og atter nej, udtalelse fra Landsledelsen 28.09.00

7 Bag et nej, side 18, forlaget arbejderen 2001

8 Fra Nice til Gøteborg. Udtalelse fra Landsledelsen 20.januar 2001

9 Styrk opbygningen af Attac, udtalelse fra DKP/MLs Landsledelse 17.02.01

10 Se dagbladet Arbejderen 03.11.01

11 Allerede i foråret fortalte embedsmænd fra USA's regering til Pakistans tidligere udenrigsminister Niaz Naik, at USA planlagde et angreb på Afghanistan senest i oktober måned, for at vælte Taliban. Se Dagbladet Arbejderen den 16.10.01.  og  mere omfattende om USA's planer i artiklen Krigen blev planlagt i foråret. Tekster i Tiden  nummer 2, 2001.

12 Joint Vision 2020.  Udgivet af den berygtede tidligere sikkerhedsrådgiver Brezinski.

13 ABM traktaten er den vigtigste sikkerhedspolitiske traktat, som blev underskrevet mellem USA og Sovjet under den kolde krig, fordi den har lagt en markant dæmper på det atomare våbenkapløb. Set i en bredere sammenhæng er det endnu et udtryk for den amerikanske arrogance. USA nægtede også at underskrive Kyoto-aftalen og har i det hele taget givet udtryk for, at det ikke vil lade sig binde af nogen form for internationale aftaler, som kan lægge bånd på det's handlefrihed.

14 Missilskjoldet og kampen mod imperialismen. Forlaget Arbejderen  2001 og Stop stjernekrigsprojektet. Udtalelse fra DKP/MLs Landsledelse 09.09.00

15 The Grand Chessboard. Brzezinski, 1997

16 Dagbladet Arbejderen 20.05.01

17 Tekster i Tiden. Nummer 2, 2001. side 17. Forlaget Arbejderen

18 Dagbladet Arbejderen 08.03.2002

19 Dagbladet Arbejderen 08.03.2002

20 Åbent brev til Enhedslistens hovedbestyrelse. Dagbladet Arbejderen 26.10.2001

21 Åbent brev til Enhedslistens hovedbestyrelse. 26.10.2001

22 Se Tekster i Tiden. Nr. 2, 2000

23 Se Tekster i Tiden. Nr.2, 2002

24 Styrk partibygningen. Udtalelse fra DKP/MLs 8. kongres

25 Styrk partibygningen. Udtalelse fra DKP/MLs 8. kongres

26 Beretning fra Centralkomiteen til DKP/ML´s 8. kongres Forlaget Arbejderen maj 2000

27 Beretning fra Centralkomiteen til DKP/ML´s 8. kongres, Forlaget Arbejderen maj 2000.

28 Udtalelse fra DKP’s Landsledelse den 03.02.02

29 Birthe Sørensen, redaktør for Dagbladet Arbejderen på DKP's medieseminar den 25. november 2001.

 

 

 


[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]