| 20.06.01 - Dagbladet Arbejderen - |
af Jørgen Johansen og Jan Øberg
Med
afslutningen af den kolde krig og Warschawapagtens opløsning blev det svært at
retfærdiggøre NATO's eksistens og Sveriges invasionsforsvar.
Hvordan
skal de forklare deres opgaver, trusselsbilleder og ressourceforbrug når
fjenden var kollapset?
Det
militære forsvars berettigelse var truet, eftersom menneskene i Europa forstod,
at sikkerhed handler om velfærd, lighed, miljøværdier og skaben af tillid.
Kredse
som mangler fantasi til at forestille sig en verden med mindre oprustning, vold
og våbenhandel anvendte i den situation en gammel klassisk militær strategi:
angreb er det bedste forsvar!
Altså:
find nye fjender hver måned - Castro, Kim Il-Sung, Saddam Hussein, Milosevic,
Gadaffi, narkohandel. Og fortælle befolkningen at nye farer, for eksempel
"etniske konflikter", lurer bag hvert eneste hjørne.
Den
anden strategi var at fremskynde vestlig kontrol: udvide NATO's territorium mod
øst, give den USA-ledede militæralliance større ressourcer, gøre atomvåben
endnu mere sofistikerede, militarisere rummet og investere mere i våbenteknologi
og forskning.
I Sverige, som i resten af den vestlige verden, begyndte politikere og dele af officerskorpset et intensivt arbejde for at redde hvad der reddes kunne.
Man
testede flere forskellige trusselsbilleder for at forsvare sin eksistens. Vi
mindes forskellige varianter over temaet "russerne kan komme igen."
Men efter at den tidligere Røde Hær forlod Tjetjenien i 1996, et land på størrelse
med Bohus Amt, blev det klart, at denne hær dårligt nok kunne fungere inden
for sit eget lands grænser, langt mindre deltage i aggressive operationer
udenlands.
Senere
forsøgte man sig med "den muslimske fare", dog uden noget større
held. Redningsplanken blev "internationale fredsskabende og fredsbevarende
operationer." Udvalgte minoriteters situation og beskyttelse af udvalgte
menneskerettigheder gennem "humanitære interventioner" (humanitære =
militære) skulle redde det "militær-industrielle- politiske
kompleks."
Denne
tanke blev markedsført for alt hvad den var værd og blev testet i den freds-forhindrende
håndtering af Kosovo-problemet, som man foregøglede verdensopinionen kun kunne
løses ved en folkeretsstridig bombning af Jugoslavien.
På
denne måde skal befolkningen selv i det videre forløb acceptere, at store
skattemidler afsættes til oprustning og udvidelse af NATO. Fredsbevarelsen er
forklædt interessepolitik og imperie-byggeri.
Samme
argumentation anvendes nu for at EU skal militariseres: EU-landene bør ikke
igen stå som tilskuere, når Onkel Sam ordner problemerne i EU's baggård med
al sin styrke.
Anna Lindh (svensk udenrigsminister) og Björn von Sydow (svensk forsvarsminister) fremstiller EU's militære opbygning som minerydning og fredsbevarende indsatser. Den militære EU-kapacitet som nu opbygges peger på helt andre end rent defensive og fredelige opgaver.
Sandheden
er, at flere af EU's stater gerne ser en føderation med EU-regering (senest
Schröder). Alle arbejder for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og våbenindustri.
I en sådan vision må man også så småt have noget som ligner en EU-hær, som
kan operere uden amerikansk ledelse og uden at Washington skal kunne tage æren
for operationerne.
Vi
tror ikke på, at EU vil komme til at gennemføre militære operationer uden at
Det Hvide Hus har givet sit samtykke; af den enkle årsag at EU's samlede militære
kapacitet og industri er meget lille i forhold til USA's.
At
blive mere selvstændigt er naturligt og ønskværdigt, men så må man vælge
at føre politik på en anden måde end USA, ikke at matche en mastodont hvor
den er enormt overlegen. Dette kræver politisk opfindsomhed - hvilket savnes i
EU i det mindste på dette område.
Der
går en rød tråd fra FUSP's (EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik)
begyndelse i 1991 over Kosovo til Köln-beslutningen i 1999 om at give EU
kapacitet til at handle med støtte af militære styrker og til de seneste
aftaler, som samordner den europæiske våbenindustri. På EU's topmøde i juni
i Göteborg skal en EU-NATO integration bankes igennem.
Sverige har nu officielt givet afkald på sin nationale kontrol med våbeneksporten. Vi har også givet slip på neutraliteten, kravet om FN-mandat og solidariteten med små stater. Man har sagt farvel til evnen til at føre selvstændig udenrigspolitik. Den Store Tilpasnings Politik (STP) ruller derudad for fuldt tryk. Hvordan kan alt dette ske uden nævneværdig debat hvis vi har en fri presse?
EU's
turbo-militarisering åbner op for vældige offensive militære operationer
overalt hvor EU's interesser er truede. På omtrent samme måde som for NATO
skal der nu dannes en fælles militæralliance. Romano Prodi tilkendegav den 10.
februar år 2000, at "alle anfald eller angreb på et EU-medlemsland er et
anfald eller et angreb på hele EU - dette er den yderste garanti." Men
Sverige hævder, at vi ikke har nogen bindinger.
De
vigtigste aktører i denne nye alliance har atomvåben og indgår i NATO. De
beslutninger som nu træffes under Sveriges EU-formandskab har stor betydning
for Europas fremtid. Såvel NATO's udvidelse mod øst som EU's militarisering og
den amerikansk-japanske sikkerhedspagt AMPO's militære opbygning i Østasien
opfattes naturligvis som truende af lande som Rusland, Indien og Kina.
De
indgår i den lange række af "erfaringer" fra Napoleon, Karl XII og
Hitler. Disse militære projekter er uklog politik og får konsekvenser for
kommende generationer.
De
meget omfattende konsekvenser af alt dette benægtes systematisk af de svenske
myndigheder. Det er minimalt med information, der slippes ud. Det er
uacceptabelt at der ikke kan foregå nogen demokratisk diskussion. Alle
relevante dokumenter må offentliggøres. Dernæst må centrale aktører stille
op til debatter. Medierne må begynde at bore og ikke kun formidle de
salgsargumenter der præsenteres på pressekonferencer.
Der
behøves en bred folkelig oplysning og en alliance af folkelige bevægelser lige
som dem, der forhindrede, at Sverige skaffede sig atomvåben og som fik den
kolde krig til at stoppe og Berlinmuren til at falde. Spørgsmålet om EU's
militarisering og Sveriges udenrigs- og sikkerhedspolitiske kolbøtte har samme
værdighed i dag. Det gælder den verden, vore børn skal leve i.
Denne gang bør bevægelsen kombinere sine argumenter mod de militære projekter med konstruktive forslag til hvordan der skal tages vare på sikkerhedspolitikken i Sverige og i EU. Sådan som vi ser det, har de militære midler stort set udspillet deres rolle i en moderne sikkerhedspolitik. De bør underordnes civile instanser og kun anvendes, når alle andre midler har vist sig resultatløse - nøjagtigt som det står skrevet i FN's vedtægter, som også sigter mod at afskaffe krig. USA's, EU's og Sveriges politik øger sandsynligheden for krig.
Truslen
ser anderledes ud og opgaverne lader sig ikke løse med missiler og Jas-fly.
Humanitære katastrofer tager til når bomberne falder. Regionale konflikter
forsvinder ikke, fordi en militæralliance bomber landets infrastruktur sønder
og sammen. Kosovo var og er ikke en fredsmission men en okkupation.
Hverken
der eller i Bosnien er der udsigter til fred mellem folkene. Gamle konflikter
ulmer, nye er blevet skabt, Makedoniens krise har nu klare forbindelser til
NATO's bombekrig.
Der
må rejses en ny mur: muren mellem imperie- og magtpolitik på den ene side og
fredsskabende politik på den anden. De samme aktører kan ikke på samme tid
drive imperie- og fredspolitik.
Lad
grupper som FN, OSCE, professionelt uddannede konfliktløsere, socionomer,
politifolk, fredsarbejdere, antropologer og psykologer få fem år og ti procent
af de ressourcer, som i dag går til militær forskning.
Så
kan man få demokratiske, kreative og gennemarbejdede alternativer til de militære
midler. Skabe forudsætninger for fredsundervisning overalt og give journalister
mulighed for at lære konfliktjournalistik, ikke bare krigsrapportering.
Bombningen
af Kosovo kostede mindst 500 milliarder svenske kroner. Der kræves ikke megen
fantasi for at finde på bedre måder at anvende disse ressourcer på end et
massivt bombeangreb fra 8000 meters højde.
Sverige kommer for fremtiden til at betale en høj pris, hvis vores regering fortsætter med at ignorere grundprincippet om at sikkerhedspolitiske alternativer skal kunne udforskes og debatteres åbent. Kun da bliver den vej som vælges sikkert forankret i kundskab og folkeviljen. På EU-mødet i Göteborg i denne uge skal EU's fremtid på disse områder åbenbart bankes igennem uden folkelig støtte. Op til debat nu!
Makedonien
på vej i krig med EU's og USA's hjælp
af Jan Øberg
EU's
militarisering må til debat
af Jørgen Johansen og Jan Øberg
[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]
