20.06.01 - Dagbladet Arbejderen - |
Det
politisk-militære mediekompleks prøver endnu en gang at forklare, at en lokal
konflikt kun skyldes de lokale: Det internationale "samfund" har,
siges det, intet andet motiv end det at presse parterne til at sætte sig til
forhandlingsbordet i stedet for at kriges.
I
denne artikel viser vi de skjulte politiske dagsordener og hvordan de mindsker
mulighederne for fred.
Da
den politiske hukommelse er kort kan det være på sin plads at opridse hvorfor
Makedonien - det land som ovenstående kompleks igen og igen har beskrevet som
en "oase af fred" og en succes for "forebyggende" diplomati
- nu er på kanten af krig.
OSCE's
mission i landet gjorde et fremragende arbejde for at fremme tolerance og en
demokratisk og tolerant politisk kultur. Men den fik aldrig de nødvendige
midler eller den rette størrelse for at få virkelig indflydelse.
Internationalt er OSCE fuldstændig sat uden for i "den nye
verdensorden." Det er NATO som regnes.
Milosevic/Holbrooke-aftalen
om at danne en OSCE observatørgruppe i Kosovo i efteråret 1998 førte til
dannelsen af en "extraction force" i Makedonien, noget Beograd så som
et brud på aftalen og en trussel mod Kosovo og Serbien.
På
den måde blev Makedonien presset ind i en anti-Jugoslavien-rolle, som var til
ubodelig skade for Makedoniens stabilitet. Fra da af så Beograd Makedonien med
internationale soldater, herunder amerikanske, som et muligt mål for gengældelse
hvis NATO skulle bombe Jugoslavien.
Tidligere
var Makedonien blevet tvunget til at acceptere NATO's krænkelse af sit luftrum,
da Wesley Clark ville udføre en bombesimulation så højt over Makedonien, at
det kunne ses på jugoslaviske radarer og på den måde signalere en mulig
kommende krig. Præsident Kiro Gligorov fortalte mig, at første gang, han hørte
om denne øvelse, var i aftennyhederne! Vesten respekterede ikke akkurat det
nyligt uafhængige - og skrøbelige - Makedoniens suverænitet.
NATO's
bombninger omdannede Makedonien til en kombineret militærbase og
flygtningelejr. Miraklet var, at landet trods alt overlevede fysisk og politisk.
Men - psykologisk set - rystedes dets identitet som uafhængigt suverænt land i
sin grundvold. Siden har der været usikkerhed om dets evne til at forblive
forenet og dets fremtidige kurs overfor EU og NATO.
Et
tiår med vestlige sanktioner mod Jugoslavien havde en negativ virkning for
Makedonien såvel som for de øvrige lokale handelspartnere.
Makedonien
tabte sine hovedmarkeder, først på grund af krigen i Kroatien og Bosnien,
siden på grund af sanktionerne. Det kunne overholde sanktionerne ved at lukke
grænsen - det ville lede til økonomisk ruin. Eller det kunne hutle sig igennem
med kriminalisering af udenrigshandelen, altså lade en masse gods gå ulovligt
igennem til Serbien/Kosovo, dets største handelspartner. Den officielle version
er, at Makedonien overholdt sanktionerne, men internationale observatører
vidste bedre - og deres rapporter blev omskrevet hjemme.
På
den måde fik mafiaen, såvel den makedonske, serbiske som albanske, et opsving.
Kriminaliseringen af udenrigshandelen faldt sammen med og forstærkedes af overførslen
af den fællesejede ejendom (det vil sige hvad arbejderne havde produceret i de
forudgående årtier) til aktieselskaber kontrolleret af de nye partibosser. Det
er det Vesten kalder privatisering og demokrati! Dagens økonomiske
korruptionsskandaler er indbyggede konsekvenser af denne udefra påtvungne
politik.
Det
skønnes at den pris landene omkring Jugoslavien betalte for sanktionerne ligger
omkring 25 milliarder USD. Jugoslaviens andel af Makedoniens udlandshandel var
meget stor, i modsætning til de store vestlige lande, for hvem det næsten
intet betød at stoppe handelen med Jugoslavien.
En
person, knyttet til Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning
i Lund, spurgte for nylig Makedoniens præsident Trajkovski om han ventede
kompensation fra Vesten for anvendelsen af Makedonien som militærbase, for den
modtagne flygtningestrøm og for sanktionerne; hans lange og meget diplomatiske
svar, kan helt sikkert oversættes til: "NEJ".
Makedoniens
dybe krise nu skyldes den forfærdelige moralske og politiske fiasko som
KFOR/NATO og UNMIK (FN's mission i Kosovo. red.) har haft i det besatte Kosovo.
I
modsætning til det hukommelsestab, der har ramt det politisk-militære
mediekompleks, kan nogen af os stadig huske, hvad der skete for to år siden.
Rambo-udseende NATO-generaler trillede ind og delte Kosovo i sektorer, sendte de
jugoslaviske styrker, soldater, embedsmænd og deres familier over til Serbien
og erklærede selvsikkert, at KLA/UCK (to betegnelser for den albanske milits.
red.) var afvæbnet og opløst og at stabiliteten nu var sikret.
KLA
og politikerne med tilknytning hertil havde været meget samarbejdsvillige og
blev belønnet for afvæbningen og opløsningen med dannelsen af Kosovo
Protection Corps (KPC), ledet af stort set de samme personer, men påstået at være
helt civilt og tage sig af blandt andet brandslukning.
Mens KLA var på 20.000 mand er KPC på 5000. Hvor resten blev af meldte
historien intet om.
Mindre
end et år efter den komplette afvæbning af KLA, ser man KLA enheder passere
ugeneret gennem den amerikanske sektor ind i den afmilitariserede zone og
oprette baser dér, hvorfra de angriber mål i Serbien. Da Kosovo er et
internationalt protektorat, er KLA's aktivitet inde i Serbien en slags
international aggression.
Med
få undtagelser stiller hverken medier eller vestlige politikere det meget
simple spørgsmål: Hvordan kan det dog gå til at et opløst KLA, som har
afleveret alle våben til NATO/KFOR, gennemfører et angreb over en
internationalt bevogtet og beskyttet grænse? Hvordan kan de gøre dette for øjnene
af 43.000 tungt bevæbnede NATO/KFOR soldater? Man har heller ikke spurgt:
beholdt de faktisk våbnene - så NATO faktisk løj - eller blev de afvæbnede
og fik så våben igen - og i så fald: hvorfra?
Som
om det ikke var nok, så dukkede der albanske militære enheder op inde i
Makedonien i marts. I henhold til næsten alle observatører, bevæbnes de
fortrinsvis fra Kosovo og optræder åbent som UCK der også kan være
forbogstaverne til National Befrielseshær (NLA). De fortæller verdens medier,
at de kan mobilisere 40.000 mand og at det eneste makedonierne forstår, er våbnenes
tale.
En
serie uafhængige "dissident"-analyser har beskæftiget sig med spørgsmålet,
hvem har bevæbnet og fortsætter med at bevæbne albanske ekstremister? De
fleste peger på USA's CIA (engang ledet af en Bush) og det tyske BND (engang
ledet af Klaus Kinkel, engang tysk udenrigsminister).
Det
er ikke længere nogen hemmelighed - hvis det har været det nogensinde - at CIA
infiltrerede OSCE's observatørkorps i Kosovo, der leverede et af påskuddene
for bombningen ved blandt andet på stedet og uden at sagen var undersøgt at
afgøre, at de mennesker der var fundet døde i Racak, var ofre for en serbisk
massakre. Ekspertrapporter har siden sat spørgsmålstegn ved denne i sin tid
usikre påstand. Men det tjente sit formål: at give Clinton og Albright en
undskyldning for at bombe.
Mindst
lige så ejendommeligt er det at Military Professional Ressources, Inc.(MPRI),
et lejesoldatfirma fra Virginia i USA arbejder
på kontrakt med Pentagon og har trænet både KLA og den makedonske hær. Det
arbejdede også for den bosniske hær og trænede den kroatiske hær, som smed
200.000 helt legale serbiske borgere ud af Kroatien i 1995. Det er den slags aktører,
som leverer midlerne til den særprægede fred og stabilitet som EU og NATO
arbejder for!
I
starten af juni, efter at EU havde fået presset Makedonien til at etablere en
samlingsregering med det formål det formål at forhindre at de moderate
albanere skulle forlade den, foretog OSCE's amerikansk chef, ambassadør
Frowick, på stedet et lille krumspring: han tog de to albanske partiledere og
chefen for UCK/NLA og fik dem til at mødes - ikke i Makedonien - men inde i Kosovo for dér at undertegne et fælles dokument.
I
strid med alle andre, inklusive EU, og bag ryggen på Makedoniens præsident og
statsminister, forsøgte Frowick dermed at radikalisere de moderate albanere og
legitimere UCK, der nu i måneder har været hovedårsag til volden
- om end ikke til konflikten.
Naturligvis
er parterne i selve Makedonien ikke "uskyldige" eller bare ofre.
Der
er endog meget reelle uløste problemer i forholdet mellem makedonierne og den
albanske minoritet. I ti år har begge sider kørt et diplomatisk spil der
forhindrede dem begge i at bygge tillid og bygge landet i fællesskab. Til
forskel fra andre republikker har den ene regering efter den anden været så
godt som handlingslammet og uden lederskab og vision - men mange spil og tårnhøj
korruption.
Men
de har så sandelig heller ikke fået nogen hjælp fra omverdenen - udover våben.
Den bedste mission var FN's, men dens vilkår blev umulige med udsigten til
NATO's bombning og de sidste blå hjelme forlod Makedonien et par uger før
NATO's skammelige aktion. Hvad der mere end noget
andet havde været brug for lige nu var en robust FN-mission i Makedonien. Men
ingen taler længere om den mulighed. Og, hvem véd, måske er det sådan, at
dem der egentlig gerne vil hjælpe Makedonien at overleve, ikke véd hvad man
skal gribe til, som for eksempel EU. Og at amerikanerne med MPRI, CIA og så
videre godt véd hvad de vil?
Når
vi altså i denne tid får at vide, at "pludselig" er makedoniere og
albanere begyndt at slås, er sandheden en smule mere kompleks. Den almindelige,
grundlæggende årsag skal vi finde i et tiårs vestlig politik og
destabilisering og den systematiske underminering af OSCE og FN i
verdenssamfundet.
Og
den specielle årsag er NATO's bombning og NATO/KFOR's og FN-missionens totale
moralske og professionelle fallit siden 1999 i Kosovo, den sidste under Hans Hækkerups
formelle ledelse.
Vesten
er parter i konflikten, ikke mæglere eller fredsskabere. Medier der fortsætter
fiktionen om det sidste er ikke frie; de gør sit til at bringe Makedoniens
eksistens i fare.
Hvor
galt skal det blive før nogen spørger hvad det egentlig er der foregår bag
overskrifterne og bag Javier Solanas, Anna Lindhs, Lord Robertsons, Colin
Powells and Rumsfelds smukke ord på pressekonferencer?
EU
taler fred mens kanonerne lades
EU's
militarisering må til debat
af Jørgen Johansen og Jan Øberg
[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]