27.04.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Amerikanere imod stjernekrig

Frygt for våbenkapløb og brud med Rusland får amerikanerne til at tænke sig om

Et flertal af amerikanere er mod opbygningen af det amerikanske stjernekrigs-program NMD, National Missile Defense, hvis det overtræder internationale traktater, eller fører til et nyt våbenkapløb.

- Meningsmålingerne afslører, at den amerikanske befolkning er modstandere af missilforsvars-programmet, og modstanden er meget større, end politikerne tror, sagde John Steinbruner på onsdagens høring om missilskjoldet, som var indkaldt af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

- Bliver amerikanerne spurgt, om USA skal kunne forsvare sig mod Nordkorea, hvis de vil bombe os med atom-missiler, siger to tredjedele ja.

- Men når spørgerne fortæller, at det vil koste 100 milliarder dollars, bryde en international traktat og føre til øget oprustning i verden, så går to tredjedele imod, sagde John Steinbruner, der til dagligt forsker i sikkerhedspolitik ved universitet i Maryland.

Den seneste meningsmåling fra den amerikanske tv-station ABC News og avisen Washington Post underbygger Steinbruners oplysning.

Her svarede 80 procent, at de støtter opbygningen af et system der kan beskytte USA mod fjendtlige missiler. Tallet svandt dog ind til kun 37 procent af de 1513 adspurgte, da konsekvenserne gik op for dem.

Tidligere meningsmålinger viser tilsvarende tal.

John Steinbruner forklarer, at det ikke er omkostningerne ved at opstille NMD, der afskrækkede amerikanerne.

- Selvom det koster 60 milliarder dollar, er det jo alligevel kun en lille del af de samlede forsvarsudgifter på 300 milliarder om året, sagde John Steinbruner.

300 milliarder dollar svarer til omkring 2500 milliarder kroner, og er cirka halvdelen af verden samlede militær-udgifter.

Meningsmålingen viser da også, at det først og fremmest er bekymringen over ensidigt at bryde ABM-traktaten, der får amerikanerne til at tænke sig om.

ABM-traktaten forbyder USA på den ene side, og Rusland, Kasakhstan, Hviderusland og Ukraine på den anden side at opstille et forsvar mod missiler - blandt andet for at forhindre et nyt våbenkapløb.

/ rtj

 

Send en protest til Bush-administrationen

 

www.space4peace.org

 

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]