11.04.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

28 atom-modstandere arresteret

Den skotske befolkning står bag atom-modstanderne

16 fredsaktivister fra den britiske gruppe Trident Ploughshares blev i lørdags arresterede for igen at blokere den britiske atom-ubådsbase Faslane i Skotland.

To dage tidligere blev 12 andre aktivister arresteret, da de under en spørgetids-runde i det skotske parlament udfoldede et fredsbanner. Adskillige af parlaments-medlemmerne nåede at klappe af aktivisternes budskab, inden politiet fjernede banneret.

- Vi ville gøre opmærksom på sagen og sætte den på den politiske dagsorden så hurtigt som muligt efter højesterets kendelse. Vi valgte torsdagen, fordi det var den sidste høring inden ferien, udtalte David Mackenzie fra Trident Ploughshares, til Dagbladet Arbejderen.

Den skotske højesteret underkendte i sidste måned en lokal domstol, der sidste år frikendte tre freds-aktivister. Aktivisterne ødelagde et forsøgs-laboratorium, der var en vigtig del af den britiske atom-oprustning. Aktivisterne blev oprindeligt frikendt fordi deres hærværk tjente til at forhindre en større forbrydelse, nemlig forberedelsen af massemord.

Trident Ploughshares arbejder stadig med at gennemgå alle de juridiske finurligheder i højesterets kendelse. Dommerne påstod blandt andet, at det var nødvendigt at vente på en krig før det er muligt at afgøre, hvorvidt Trident-våbensystemet var ulovligt.

Fire andre aktivister fra Trident Ploughshares venter på at få deres sag for retten i løbet af april måned.

Indtil sagerne kommer for retten, kan aktivisterne glæde sig over at de har den almindelige befolknings støtte. En meningsmåling viser, at 51 procent af befolkningen i Skotland støtter aktionerne mod atom-ubådene, mens kun 24 procent decideret er imod aktionerne.

/ rtj

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]