28.03.01 - Dagbladet Arbejderen - |
På
fredag afsiger en britisk sær-domstol en kendelse i sagen om tre aktivister fra
den britiske fredsorganisation Trident
Ploughshares.
De
tre aktivister, Angie Zelter og Ellen Moxley fra Storbritannien og Ulla Røder
fra Danmark, blev i 1999 frikendt ved en lokal skotsk domstol.
De
havde i juni 1999 aktioneret mod et flydende laboratorium, og ødelagt
forskningsudstyr for mange tusinde kroner. Laboratoriet blev brugt i det
britiske atom-ubådsprogram.
Dommeren
i den skotske domstol løslod de tre, fordi de ved deres handling havde arbejdet
på at forhindre en forbrydelse mod menneskeheden. Sær-domstolen tager nu
stilling til, om en skotsk domstol overhovedet har kompetence til at dømme på
grundlag af international ret.
Den
skotske domstol gav nemlig de tre aktivister ret i, at atomvåben er en
forbrydelse mod menneskeheden. I ånden fra Nrnberg-dommene efter Anden
Verdenskrig er det menneskers pligt at gribe ind, hvis deres regering begår
forbrydelser.
Retssagen
på fredag er derfor ikke en egentlig appel-sag i teknisk forstand, men en afgørelse
om den skotske domstols kompetence.
I
den forstand stiller særdomstolen ikke spørgsmålstegn ved, at atomvåben er
en forbrydelse mod menneskeheden. Den stiller spørgsmål ved, om det enkelte
menneskes overbevisning giver dem ret til at handle mod deres regering.
Storbritannien
har gennem de seneste år oprustet ved at modernisere atomraketterne ombord på
Trident-ubådene. Det har den britiske freds-organisation kæmpet mod, blandt
andet ved utallige blokader af atom-basen Faslane, og ved at forsøge at ødelægge
det britiske forskningsudstyr.
Modstanderne
planlægger en demonstration foran retsbygningen fra i morgen eftermiddag indtil
der er afsagt kendelse i sagen.
Under
den 30 måneder lange kampagne er 784 mennesker blevet arresteret, hvoraf nogle
har været arresteret adskillige gange. To mennesker sidder i fængsel for at
have saboteret en atombombe-transport sidste november.
/
rtj