16.03.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Albanere starter oprør

Albanske militser har bragt Makedonien på randen af krig

Det alle modstandere af NATO-krigen mod Jugoslavien advarede mod, ser nu ud til at være på vej.

De albanske oprørere, som under krig i 1999 var Vestens allierede fortsætter kampen for at løsrive Kosova fra Jugoslavien og forsøger nu at inddrage dele af både Serbien og Makedonien i et selvstændigt Kosova.

De vil åbenbart med magt fastholde Vesten på tidligere løfter om "betinget selvstændighed", som Vesten formulerede gennem Goldstone-rapporten i efteråret.

I går kom det til alvorlige militære sammenstød mellem makedonsk politi og militær og albanske oprørere i Makedoniens næststørste by Tetovo.

Den skræmte befolkning flygter nu i store tal væk fra Tetovo og ind mod hovedstaden Skopje.

Natten til torsdag blev én makedoner dræbt og 13 såret i et otte timer langt sammenstød med de albanske oprørere, som gennem længere tid har transporteret våben over grænsen fra Kosova.

NATO's generalsekretær George Robertson forsøgte i går at adskille denne konflikt inde i Makedonien fra uroen langs grænsen mellem Kosova og Makedonien.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at de kosova-albanske oprørere, som kæmper for et selvstændigt Kosova, er dybt involveret i konflikten i Makedonien.

For et par dage siden kunne den makedonske avis  Koha Ditore oplyse navnene på fire ledende folk fra den albanske milits UCK i Kosova. De leder nu kampene i Makedonien, skrev avisen.

Samtidig rejste UCK kravet om, at Makedonien bliver omdannet fra en republik til en føderation bestående af to uafhængige folkeslag; en makedonsk og en albansk.

Den albanske befolkning udgør op mod en tredjedel af Makedoniens to millioner indbyggere.

Den ene af Makedoniens to albanske partier er med i landets regering. Partiet har fordømt volden, men militserne presser på for at få partiet til at støtte den væbnede kamp, oplyser den britiske tv-station BBC.

 

 

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]