09.03.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Vidner fortæller om uran-død

EU-eksperter mener ikke, at der er nogen grund til at være bange

De belgiske myndigheder forhindrede uran-ofre fra Irak i at deltage i høringen: "Ofrene taler", som fandt sted op til sidste weekend på universitetet i Bruxelles.

Myndighederne trak visum-udstedelse til en række inviterede i langdrag.

Men den irakiske læge Albeiti var til stede:

- Vi har rapporteret om en radikal øgning af kræfttilfældene og andre alvorlige og dødelige sundhedsskader efter Golfkrigen, som sandsynligvis skyldes forringet uran, sagde doktor Albeiti.

Han konstaterede indigneret, at det havde ingen taget notits af. Men da det kom til de europæiske soldater, som havde været på Balkan fik piben en anden lyd.

- Vi irakere spørger os selv om dette er en ny form for diskriminering, sagde lægen til det norske dagblad Klassekampen under konferencen.

Doktor Albeiti fremlagde chokerende statistikker.

Kræfttilfælde er øget med 500-600 procent blandt irakiske soldater. Blandt børn er stigningen helt oppe på 1200 procent.

Lægen arbejder som gynækolog og har været førstehåndsvidne til en dramatisk stigning i antallet af misdannelser hos nyfødte.

Børn fødes uden øjne og med en hud, som er tynd og bleg. Antallet af dødfødte er steget.

Det er særligt slemt i byen Basra og den sydlige del af Irak. Her var NATO-bombardementerne særligt omfattende.

- Jeg kan som fagmand ikke sige, om det skyldes DU (forringet uran, red.) eller ikke. Men det jeg kan sige er, at øgningen er mest markant i de områder, hvor det meste af DU-ammunitionen blev brugt, siger doktor Albeiti.

EU's ekspert-panel om forringet uran drager den helt modsatte konklusion.

- Jeg mener ikke der er nogen grund til at være bange, siger ekspert-panelets formand - den irske professor Ian McAulay.

Ekspert-panelet har på EU's vegne lavet en undersøgelse og deres rapport skal nu studeres af alle EU-kommissærer, oplyser den britiske tv-station BBC.

Selvom panelets konklusion er, at der ikke er grund til bekymring, så anbefaler rapporten, at der tages forholdsregler.

- Advarselsskilte bør sættes op, hvor der er store koncentrationer af forringet uran, anbefaler professor McAulay, men fastholder alligevel, at han ikke tror der er nogen "væsentlig sundhedsrisiko for lokalbefolkningen".

/se

 

 

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]