20.02.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Protester mod USA's bombning

Bush-regimet har gennemført sin første militære aktion: fem dræbte

Der er meget skarpe reaktioner mod USA's og Storbritanniens bombning af Iraks hovedstad Bagdad natten til lørdag.

Protesterne kommer fra lande, som ikke hører til USA's allierede.

Det er blandt andet arabiske lande, samt Rusland og Kina.

Den kinesiske repræsentant i FN siger, at hans land modsætter sig: "væbnet indgriben fra ethvert FN-medlemsland under alle omstændigheder, hvis det ikke udtrykkeligt er vedtaget i Sikkerhedsrådet".

Samme holdning har den russiske regering givet udtryk for.

USA "forsøger at indtage Sikkerhedsrådets plads. Det er en farlig tendens, som vil destabilisere en i forvejen skrøbelig international situation", siger en talsmand til BBC.

Natten mellem fredag og lørdag kastede 24 fly bomber mod fem mål i og omkring Bagdad. Fem mennesker blev dræbt og otte såret.

Det er den første bombning under USA's nye præsident George W. Bush og selvom USA betegner det som et "rutineangreb", så er det det største bombetogt mod Irak siden 1998.

USA betegner provokerende angrebet som "selvforsvar". Angiveligt ønskede man at ødelægge anlæg, som kunne true USA's og Storbritanniens militære kontrol med luftrummet over Irak.

Iraks Kommunistiske Parti fordømmer bombningerne: "Ofrene er vort folk. Militær angreb løser ikke det irakiske problem", fastslår partiet.

Det kommunistiske parti understreger derimod, at blokaden og angrebene snarere understøtter Saddam Husseins diktatoriske regime.

Samme konklusion drager Enhedslisten i Danmark:

"USA's og Storbritanniens bombninger forlænger levetiden af Saddam Husseins diktatur. Der er nemlig risiko for, at Saddam Hussein forsat kan samle folkets opbakning gennem henvisning til den ydre fjende", fastslår Enhedslisten.

- Hvad er befolkningen i Bagdad skyld i, spørger en repræsentant for Den Arabiske Oplysnings-liga i Danmark? Hvorfor vil man straffe og myrde almindelige mennesker i et fremmed lands hovedstad?

Saddam Hussein dræber befolkningen - men det gør USA også, fastslår Den Arabiske Oplysningsliga.

/se

Lad den irakiske og den palæstinensiske befolkning i fred! Demonstration fredag den 23. februar kl. 15 på Rådhuspladsen i København. Arr. Den Arabiske Oplysnings-liga.

 

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]