13.01.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

50 års forsøg med rumkrig

Det er ikke første gang, USA tilsidesætter ABM-traktaten

Allerede inden Anden Verdenskrig er afsluttet, beslutter den amerikanske hær at udvikle et forsvarssystem mod ballistiske missiler.

Under krigen bombarderede Tyskland Storbritannien med missiler. Første generation, V-1 bomberne, var ikke hurtigere, end at jagerfly kunne skyde dem ned. Anden generation, A-4 eller V-2, som de allierede kaldte den, fløj med en hastighed fire gange lydens.

Den fløj for højt til, at radarer kunne registrere dem, og for hurtigt til, at noget våben kunne uskadeliggøre den.

Derfor besluttede den amerikanske hær til den fjerde juli, at opbygge et forsvarssystem mod missiler, mens krigen stadig rasede mod Japan.

 

Begyndelsen

I 1946 starter to projekter sideløbende. Formålet med disse er at udvikle målsøgende missiler, der kan ramme et fjendtligt missil i 130 kilometers højde, altså uden for atmosfæren.

Forskerne konkluderer nemlig, at jagerfly og almindeligt anti-luftskyts ikke kan bruges mod fjendtlige missiler.

Forskerne tager de første computere i brug. I 1955 foretager amerikanske forskere 50.000 forsøg på analoge computere, og konkluderer, at det er muligt at ramme et missil med et andet missil.

Teknologien halter dog stadig langt bag efter teorien. Nike-raketter bliver udviklet som et forsvar mod missiler, men kan i praksis end ikke ramme fly, der flyver meget lavere og meget langsommere end missiler.

De forskellige forskere foreslår derfor, at forsvarsmissilerne skal udrustes med atomsprænghoveder.

På den måde behøver de ikke ramme det fjendtlige missil direkte, men skal blot komme i nærheden af det.

Forslaget om atombomber i forsvarsraketterne får også USA til at begynde at tænke på at udvide deres forsvarslinie. De bryder sig ikke om tanken om, at atombomber sprænges i atmosfæren over hjemlandet.

 

Sputnik-krisen

I 1957 sender Sovjetunionen verdens første satellit i kredsløb. Blandt mange andre ting afføder det også et intenst missilkapløb mellem de to supermagter.

Et missil der kan løfte en satellit ud i rummet, kan også ramme et hvilket som helst sted på jorden. Begrebet ICBM, det Inter-kontinentale Ballistiske Missil, er født.

Fra 1958 til 1968 løber et amerikansk program under navnet Nike-X. Det er en videreudvikling af Nike-missilet, og det er udrustet med atomsprænghoveder. Projektet skifter navn flere gange i løbet af perioden.

I 1962 lykkes det flere gange at sende Nike-raketter så tæt på et affyret missil, at en atombombe ville være i stand til at ødelægge missilet. Det drejer sig om to kilometer.

Pentagon beslutter at opstille Nike-X missiler i 1967. I første omgang skal forsvarssystemet være rettet mod, hvad de kalder Ingensteds-truslen (Nth country threat).

I dag hedder det slyngelsstater, men begrebet dækker det samme: små lande, der tror de selv kan bestemme over deres politik, samt Kina.

Nike-X skal i første omgang beskytte affyringsramperne for de amerikanske inter-kontinentale atommissiler.

 

Nixon til Reagan

Efter en kort pause i 1968, beslutter præsident Nixon i 1969, at missilforsvarssystemet skal opstilles.

Samtidig indledes forhandlinger med Sovjetunionen om en traktat på området.

Traktaten om missilforsvar underskrives den 26. maj 1972. Den forbyder et landsomfattende missilforsvar, men tillader to taktiske forsvar af egne ICBM. Senere bliver traktaten revideret i 1974, til kun at tillade et lokalt forsvarsområde.

USA opstiller den 1. oktober 1975 de første missiler i projekt Safeguard. Missilerne er udrustede med atomsprænghoveder.

Den anden oktober beslutter det amerikanske Repræsentanternes Hus at nedlægge Safeguard, fordi det ikke kan beskytte mod de sovjetiske MIRV-missiler.

MIRV betyder, at hvert missil er udrustet med mange sprænghoveder, der hver især kan søge sit eget mål. MIRV vil være i stand til fuldstændigt at overvælde de amerikanske forsvarsraketter.

 

Stjernekrig I

Den 23. marts 1983 annoncerer den nyvalgte præsident Ronald Reagan et nyt raketprogram, der skal gøre atomvåben " magtesløse og overflødige". Først og fremmest Sovjetunionens atomvåben, naturligvis.

Projektet hedder officielt SDI, Det Strategiske Forsvarsinitiativ, men bliver hurtigt kaldt Stjernekrigsprojektet af sine modstandere.

I modsætning til de gamle forsvar, skal Stjernekrigsprojektet baseres på helt ny teknologi.

Det drejer sig om satellitter i rummet, udrustede med henholdsvis kemiske lasere og partikelstråler, laserkanoner og atom-røntgenstråler affyret fra jorden, samt avancerede radarer i rummet og på jorden. Ingen af de ovennævnte teknologier er udviklede.

Under paraplyen Stjernekrig sættes et utal af projekter i gang. Nogle opnår begrænsede resultater, mens andre snarere hører hjemme på hylden med dårlig science-fiction.

I 1989 revideres SDI. De umulige laservåben, der krævede kolossale mængder energi, tages lidt efter lidt af bordet.

Stjernekrigsprojektet var åbenlyst i strid med ABM-traktaten fra 1972. Men den amerikanske højesteret bestemmer ensidigt den 13. maj 1987, at ABM-traktaten ikke omfatter rumbaserede forsvarssystemer.

Nogenlunde samtidig bliver ideen om de "geniale småsten", brilliant pebbles, søsat.

Den består i at udruste forsvarsraketterne med tusindvis af små bomber, der hver især vil søge efter et mål, og ødelægge det. Ved at sende nok raketter i luften med nok målsøgende småbomber, vil det være muligt at ramme et fjendtligt missil, siger fortalerne.

Da George Bush bliver præsident i 1989, beslutter han at videreføre Stjernekrigsprojektet som "geniale småsten".

 

Stjernekrig II

I 1991 bliver skifter fokus fra et forsvar mod Sovjet til et forsvar mod slyngelstater.

Samtidig bliver en lang række af Stjernekrigsprojektets ideer udfaset, fordi de ganske simpelt ikke kan lade sig gøre. Tilbage er kun ideen om en rumbaseret kemisk laserstråle, der skal ødelægge et fjendtligt missil, inden det når at lette.

George Bush får i december 1991 vedtaget en ny lov om missilforsvar. Den lægger vægt på, at forsvarssystemet skal være dækket af ABM-traktaten.

Ideen om de " geniale småsten" tages også af bordet.

 

Missilskjold

Under Golfkrigen blev amerikanske styrker i Saudi-Arabien beskudt med Scud-missiler, og brugte Patriot-missiler til at skyde dem ned med.

Op gennem 1990'erne lægger USA derfor vægten på det såkaldte område-forsvar, theater defense. Japan-Korea eller den Persiske Golf er sådanne områder.

Sideløbende hermed arbejdes der videre på et begrænset missilforsvarssystem, der bliver vedtaget i 1996. Programmet får navnet NMD, Det Nationale Missilforsvar, i daglig tale missilskjoldet.

Da Nordkorea i 1998 sender en lille satellit i rummet, får koldkrigerne i Pentagon et nyt fjendebillede. NMD får en adrenalin-indsprøjtning, og flere forsøg bliver sat i gang.

NMD skal bestå dels af raketter, der direkte skal ramme fjendtlige missiler, dels af en kemisk laser monteret på et stort fly, der skal brænde fjendtlige missiler væk, inden de når at lette.

For at systemet skal fungere, skal der bygges en ny kæde af sporingsradarer rundt omkring USA. Thule-radaren bliver en af hjørnestenene i denne radarkæde.

Flere forsøg på at ramme et missil med et andet slår fejl, men computersimulationerne virker udmærket.

Det fik præsident Clinton til at udsætte beslutningen om at gennemføre NMD.

Med valget af George W. Bush til præsident ser det ud til, at planen genoptages.

I år 2011 skal systemet, fuldt udbygget, være i stand til at ramme 20 missiler på en gang.

 

rtj

 

 

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]