08.09.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Alle ønsker fred, men hvordan...

Konflikter skal løses militært, mener Blair - andre anbefaler social udvikling

FN's militære kapacitet er et af de politiske emner, der står centralt på det igangværende Årtusind-møde i FN's generalforsamling.

27.000 FN-soldater

Lige nu er 27.000 FN-soldater igang med 14 operationer i 20 lande i verden.

Såkaldte "freds-skabende" og "freds-bevarende" operationer spiller en stadig større rolle i FN's arbejde.

Premierminister Tony Blair fra Storbritannien har i sin tale til forsamlingen appelleret til at gøre op med FN's "bedrøvelige" præstationer med hensyn til fredsbevarelse, rapporterer tv-stationen BBC.

Hans forslag går imidlertid ikke ud på at bekæmpe den sociale nød, som oftest er årsagen til konflikterne og krigene i verden.

Blairs forslag går ud på at effektivisere FN i militær forstand.

Han foreslår, at FN opretter et militært uddannelsescenter - der skal placeres i Storbritannien.

Her skal FN-soldaterne fra medlemslandene uddannes og forberedes til deres såkaldte fredsskabende og fredsbevarende operationer.

Bemærkelsesværdigt nok, så har den britiske hær netop i disse dage afsendt et korps på 150 faldskærms-soldater til Sierra Leone.

Her skal de være klar til at gennemføre en militær aktion for at befri seks FN-soldater, der blev taget som gidsler af en oprørsgruppe i landet den 25. august.

Militær-operationen forekommer så meget mere demonstrativ i lyset af, at forhandlinger mellem briterne og gidseltagerne går fremad. Det bekræftes af Storbritanniens militære talsmand i Sierra Leone, Tony Cramp.

Tony Blairs forslag er på linie med hovedindholdet i en ekspert-rapport, som generalsekretær Kofi Annan har fået udarbejdet forud for dette særlige møde i FN.

Eksperterne anbefaler, at FN-styrker fremover får et mandat, som gør dem i stand til at gribe mere effektivt ind.

33 af verdens ledere vil holde tale på Årtusind-mødet.

Onsdag var både Ruslands Vladimir Putin, Kinas Jiang Zemin og Cubas Fidel Castro på talerstolen.

Den russiske præsident rejste indirekte kritik af USA's stjernekrigsprojekt NMD i sin tale ved at understrege betydningen af ABM-traktaten, oplyser tv-stationen CNN.

NMD-projektet er i strid med ABM-traktaten, som forbyder opbygning af nationale missil-forsvar.

Jiang Zemin lagde i sin tale meget vægt på at sikre freden i verden. Særligt påpegede han den voksende forskel der er i levevilkårene i verden, hvor 1,3 milliarder mennesker overlever for under en US-dollar om dagen.

Han understregede, at fred er en forudsætning for social udvikling og at social udvikling spiller en vigtig rolle for at sikre fred.

Castro langede hårdt ud efter de imperialistiske magter. der, som han sagde, skaber blodige krige for at opdele verden i henhold til deres interesser.

Han kritiserede også den ulige fordeling af værdierne i verden og opfordrede til at FN demokratiseres. Sikkerhedsrådet skal underlægges Generalforsamlingen, foreslår den Cubanske præsident.

/se

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]