06¨.09.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Ingen åbenhed om militær

Det er et militærkup ad bagvejen, siger formand for europæiske journalister

 - De her begrænsninger er formuleret i så almene vendinger, at de kan tillempes forsvarspolitiske handlinger, der dermed skulle undtages for offentlig debat.

Sådan lyder EU's ombudsmand, svenskeren Jacob Södermans kommentar til EU's nye sikkerhedsregler.

EU har for nylig vedtaget en ny sikkerhedskode. Koden gælder for papirer stemplet enten top hemmeligt, hemmeligt eller blot fortroligt. Alle papirer med disse stempler inden for militære forhold, udenrigspolitik eller såkaldt ikke-militær krisestyring bliver forment offentlighedens adgang.

Ikke nok med at de ikke bliver tilgængelige. De bliver heller ikke registreret i arkiver eller biblioteker. Det bliver ikke engang muligt at vide, at de hemmelige papirer eksisterer.

EU kan dermed feje ethvert udenrigspolitisk eller forsvarspolitisk spørgsmål ind under gulvtæppet, blot ved at henvise til sikkerhedsspørgsmål.

- Det er et militærkup ad bagvejen, der kompromitterer EU's demokratiske tilregnelighed, siger formanden for de europæiske journalister sammenslutning, Aidan White. Beslutningen kommer angiveligt fordi NATO har krævet skærpet sikkerhed, hvis EU og NATO skal udvide samarbejdet.

De nye regler har ikke været til debat, men er vedtaget administrativt i COREPER, der er et permanent udvalg af de femten medlemmer. Sidste gang et forslag blev vedtaget på den måde var i 1995, da EU efter pres fra FBI indførte en række bestemmelser om overvågning af elektronisk kommunikation.

Danmark har forklaret det Udenrigspolitiske Nævn, at selvom man stemte for forslaget, er man egentlig imod, oplyser Politiken. Holland, Sverige og Finland var de eneste, der gik imod forslaget.

/rtj

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]