28.08.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Et mere aggressivt FN

National suverænitet kan ikke bruges som skjold, mener generalsekretæren

Lige nu er 27.000 FN-soldater igang med 14 militære operationer i 20 lande.

Såkaldte "fredsbevarende aktioner" og "humanitære interventioner" spiller en stadig større rolle i FN's arbejde.

I sin beretning til FN's Årtusind-samling fra den 6. til den 8. september lægger generalsekretær Kofi Annan op til at bryde med hidtidige principper for indsats af FN-styrker.

"Vi må finde bedre måder at gennemtvinge internationale love og menneskerets love på", står der i Kofi Annans tale. Den kan allerede nu læses på FN's hjemmeside på Internettet.

Videre vil han slå på, at : "National suverænitet kan ikke bruges som et skjold af de, som uansvarligt bryder rettigheder og truer livet for deres medmennesker".

Generalsekretæren lægger tilsyneladende op til, at FN-tropper skal kunne påtage sig opgaver af karakter som NATO's krig mod Jugoslavien:

"Hvis humanitære interventioner virkelig er uacceptable, hvordan skal vi så svare på et Srebenica", spørger Annan.

Kritik af ineffektivitet fik Kofi Annan til at nedsætte en ekspertgruppe her i foråret.

Nu har gruppen udsendt sin rapport og sine anbefalinger.

De går ud på, at FN skal geares til at kunne udsende det, der betegnes som fredsbevarende styrker i løbet af 30 dage. Hvis det er mere krævende opgaver, så anbefaler eksperterne en tidsgrænse på 90 dage.

Lige nu betales FN's militære operationer først og fremmest ved særlige bidrag fra FN's medlemslande. Fremover anbefaler eksperterne, at operationerne finansieres af FN's ordinære budget - for at sikre hurtig udrykning.

Ifølge anbefalingerne skal FN-soldaterne også have et mere offensivt mandat i fremtiden. "Effektive regler for indsats af militær", som det formuleres.

FN's brug af private lejehære omtales ikke specifikt i papirerne.

Men det må forventes at blive en realitet. I hvert fald har FN allerede nu registreret en række private lejehære i sin database over "Leverandører til FN".

/se

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]