Der er også mulighed for at læse og udprinte teksten i Adobe Reader formatet
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() |
Det
marked, som ØMUen vil påvirke mest, er arbejdsmarkedet |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() |
Fra
kollektive overenskomster til individuelle aftaler og EU-lovgivning |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() | |
![]() |
Lige
siden starten i 1950erne var målet med EF at etablere en politisk union,
Europas Forenede Stater. Den målsætning viste sig imidlertid hurtigt at være
alt for kontroversiel. Derfor blev der valgt en strategi, så der udadtil blev
argumenteret med EFs økonomiske gevinster. Denne strategi kaldes
Monnet-metoden, opkaldt efter Jean Monnet, den første leder af
embedsapparatet i det daværende EF.
At
målet hele vejen igennem har været den politiske union, fremgår dog tydeligt
af Rom-traktaten, hvor underskriverne erklærer, at de er besluttet på at
skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske
folk. (1
Denne
taktik har været brugt lige siden 1972, hvor vi fik at vide, at vi skulle sige
ja til EF-medlemskab på grund af flæskepriserne og for den daglige
husholdnings skyld, og frem til i dag, hvor det er euroen, vi diskuterer.
Det
er det, der gør den officielle EU-debat herhjemme så forløjet. I andre lande
tales der åbent om de politiske mål. Men i Danmark opstilles der en helt anden
dagsorden. Det er blevet endnu mere udtalt siden det danske nej til
Maastricht-traktaten i 1992, der for alvor markerede den dybe unionsskepsis i
befolkningen.
Hvis
man skal prøve at forstå de drivkræfter, der ligger bag udviklingen af EU, er
to forhold afgørende:
For
det første den magt og direkte politiske indflydelse, som de europæiske
monopoler har på udviklingen. Det er især blevet meget tydeligt siden starten
af 1980erne. For eksempel blev hele slagplanen for det indre marked udarbejdet
af European Round Table of Industrialists (ERT), der er de europæiske
industrimonopolers største lobby-virksomhed.
For
det andet det særlige spil omkring den fransk-tyske akse. Som europæiske
stormagter rivaliserer Frankrig og Tyskland ustandselig, men nærer samtidig et
fælles ønske om at dominere. Frankrig har traditionelt drømt om en politisk
union og om politisk dominans i Europa, mens Tyskland har koncentreret sig om
den økonomiske dominans. Mange af de afgørende aftaler, der gennem tiden har
udformet EU, er opstået som handler mellem disse to lande.
Det
er i spillet og balancen mellem disse to forhold, at EU har udviklet sig. Det første
skridt til det, der i dag hedder EU, blev taget i 1951 med Kul- og Stålunionen.
Kul- og Stålunionen blev ledt af Monnet, der fra starten introducerede en stærk
teknokratisk ledelse, uafhængig af politikerne.
Det
har lige siden været et kendetegn ved EU: lukkede fora og mangel på demokrati.
De reelle beslutninger tages i lukkede udvalg under EU-kommissionen, hvor
erhvervslivets folk er placeret, ofte med flertal, og hvor beslutningerne ofte
er hemmelige. Ligeledes er lobbyisme en fast integreret del af EUs politiske
system: Man køber sig til politisk indflydelse.
I
de første 15-20 år fungerede det der i dag er EU udadtil primært som en
toldunion. Med Rom-traktaten fra 1958 etableredes en fælles toldunion mellem
de seks: Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxembourg, Holland og Italien.
Danmark blev medlem i 1972 samtidig med Storbritannien og Irland. En toldunion
er kendetegnet ved, at der etableres frihandel indadtil, mens der bygges høje
toldmure udadtil. Det mest ekstreme eksempel på denne politik er EUs
landbrugspolitik.
Selvom
Rom-traktaten lignede en almindelig toldunion, skal man bemærke, at der
allerede her var formuleret en målsætning om en stadig snævrere union,
ligesom det lukkede udemokratiske embedsmandsvælde var etableret.
I
de efterfølgende år spøgte tankerne om at etablere en egentlig politisk union
med fælles mønt flere gange. Det var eksempelvis tilfældet i den såkaldte
Werner-plan fra 1960erne. Men tiden var ikke moden, og planerne kuldsejlede.
Verdenskrisens
gennemslag i 1973 indledte en ny tid, hvor konkurrencen mellem monopolerne blev
meget hård, og klassekampen skærpet. Som resultat heraf begyndte monopolerne
at kræve en langt mere offensiv og direkte politisk indflydelse.
Sådan
var det ikke bare i Europa - udviklingen foregik på verdensplan. Den såkaldte
Berg-rapport, som Verdensbanken udgav i 1980, markerede for alvor dette
vendepunkt: Monopolerne sætter over hele verden dagsordenen for den økonomiske
politik og kræver ubegrænset frihed til at flytte kapital og produktion rundt
over landegrænserne.
Dette
blev indledningen til en periode, hvor nyliberalismen bliver den dominerende
politiske og økonomiske ideologi på verdensplan.
I
Europa betød den nyliberale fremmarch, at slagplanen for det indre marked blev
lagt: EF, nu EU, skulle være ét stort marked, hvor enhver begrænsning på den
frie bevægelighed af varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft skulle
fjernes.
Formålet
var dels at åbne nye områder af den europæiske økonomi for
profitakkumulering. Det drejede sig ikke mindst om statssektoren, der i nogle
lande som eksempelvis Frankrig har været langt større end i Danmark.
Et
andet formål var at skabe et stort hjemmemarked, som kunne sikre de europæiske
monopoler en stærk position på verdensmarkedet.
I
1986 blev planen for det indre marked vedtaget og sat i værk.
Det
indre marked skulle skabe en ensartet økonomisk struktur i landene og en
ensartet økonomisk politik, der kunne skabe grundlag for, at det overhovedet
var muligt at etablere en fælles mønt i området.
Nøgleordet
i det indre marked er konvergens, altså ideen om at landenes økonomiske
indretning og struktur skal nærme sig hinanden, og forskelle mellem stærke og
svage regioner udlignes. For at sikre denne konvergens blev de såkaldte
struktur- og samhørighedsfonde etableret i 1986. Herigennem skulle der
kanaliseres investeringsstøtte ud til de fattigste lande (Grækenland, Italien,
Spanien, Portugal, Irland). I dag formidler disse fonde omkring 630 milliarder
kroner årligt. Samtidig blev der udstedt løfter om, at et indre marked ville
betyde øget effektivitet og produktivitet i erhvervslivet. Forbrugerne blev
lovet billigere priser på varerne. Det skulle alt sammen være gevinster af den
forstærkede konkurrence, blev der sagt.
Men
hvad var realiteterne?
Lad
os først se på ideen om, at det indre marked skulle forstærke
priskonkurrencen og dermed dæmpe nogle af de negative effekter af monopoler i
produktionen, nemlig at priserne bliver for høje og produktionsniveauet for
lavt. Denne forudsigelse bygger på den forudsætning, at monopolerne i de
forskellige lande holder hinanden i skak, når handlen liberaliseres.
Men
i praksis blev monopoliseringen voldsomt forstærket. En bølge af konkurser,
opkøb og fusioner fulgte efter etableringen af det indre marked. I for eksempel
bilindustrien sidder syv firmaer i dag på næsten 90 procent af markedet.
Monopoliserings-problemerne er altså meget alvorligere i dag end tidligere.
Det
indre marked har ikke betydet, at forskellene mellem stærke og svage regioner
blev udlignet. Tværtimod. Under højkonjunkturen i 1960erne og først i
1970erne skete der en indkomstudligning mellem landene. Denne udvikling
standsede med krisens gennembrud. Men samtidig fandt der en specialisering sted
i landenes produktionsstruktur. Nogle lande stagnerede fuldstændigt rent økonomisk
(Grækenland). Andre tog kampen op på lave lønninger (Portugal) og lavt
skatteniveau (Irland).
Vi
begynder at se konturerne af en specialisering, der er drevet af monopolerne: De
placerer deres arbejdsintensive produktion i lavtlønslande og deres forskning i
lande, hvor arbejdskraften er højt uddannet.
Det
er vigtigt at forstå denne forstærkede økonomiske specialisering og ulighed
imellem regionerne. For den skaber - som vi skal se nærmere på senere - grundlæggende
problemer for euroens overlevelsesmuligheder.
Op
til den danske folkeafstemning om det indre marked (den såkaldte
pakkeafstemningen i 1986) blev der fra tilhængernes side kun snakket økonomi
og flæskepriser. Der blev ikke sagt noget om de vidtrækkende politiske
konsekvenser, som det indre marked ville få for landene. Tværtimod fremkom den
daværende konservative statsminister Schlüter med den senere så berygtede
udtalelse: Unionen er stendød.
Sandheden
viste sig at være en anden.
Gennem
en meget omfattende lovgivning for det indre marked har EU kunnet føre politik
på en lang række områder, som officielt slet ikke er et EU-anliggende.
Mange
af de forringelser, som vi slås med i dag, er direkte resultater af det indre
marked. Ethvert forsøg på at opretholde særlige standarder for miljø,
sundhed, fødevarekvalitet, arbejdsmiljø og lignende er i EUs tænkning udtryk
for at man griber ind overfor markedskræfterne - og det er i princippet
en ulovlig hindring for varernes frie bevægelighed.
Derfor
ser vi, at almindelige fornuftige krav om særlige hensyn i forhold til for
eksempel miljø og fødevarekvalitet typisk afføder retssager om, at der er
tale om tekniske handelshindringer. Aktuelle sager er striden om det
danske returflaskesystem og striden om mærkning af genmanipulerede fødevarer.
Et andet eksempel er striden om den danske statsstøtte til Samsøs erhvervsliv,
en støtte som ifølge EU er ulovlig.
Resultatet
har været en omfattende miljømæssig og social dumpning samt afvandring fra
udkantsregioner.
Det
er netop disse negative konsekvenser af det indre marked, der nu bruges af
Socialdemokratiet til at sige, at Den Europæiske Union er den eneste farbare
vej, hvis vi vil stække og kontrollere kapitalen. 2)
Problemet
med denne påstand er blot, at den bygger på drømmerier og mangel på indsigt
i, hvordan magtstrukturen i EU er skruet sammen. Blot et lille eksempel:
Et
ønske om at stille høje krav til legetøjsfabrikanternes brug af giftige
stoffer i legetøj kunne synes logisk. Problemet er blot, at i det udvalg, der
fastlægger produktionskravene til legetøj, sidder legetøjsfabrikanterne på
flertallet - og udvalgets arbejde er i øvrigt ikke kendt for offentligheden.
Det er blot ét af de mange tusind hemmelige udvalg under EU-kommissionen, der
for lukkede døre træffer beslutninger af afgørende betydning for miljø og
folkesundhed ud fra deres egen pengepungs interesser.
Men
også andre vigtige områder underlægges det indre marked. Kultur, operationer,
drikkevand og børnepasning er varer, der skal udbydes frit. Derfor er der
en direkte forbindelse mellem EU og den omfattende udlicitering af den
offentlige sektor.
Ligeledes
i forhold til sociale ydelser og kampen for overholdelse af kollektive aftaler på
arbejdsmarkedet. Disse kommer under angreb, fordi EU forlanger, at
arbejdskraften skal kunne bevæge sig uhindret og have ensartede vilkår i
landene. Resultatet er en harmonisering af social- og arbejdsmarkedspolitikken.
Efterlønnen er det mest kendte eksempel på en social ydelse, der kommer under
pres på grund af EUs indre marked. Herom senere.
Vi
kan altså konkludere, at det indre marked har medført en omfattende
harmonisering af den førte økonomiske politik. Men selve økonomierne og
produktionsstrukturerne i de enkelte lande er ikke blevet mere ensartede. Tværtimod
er forskellene øget.
Den
frie kapitalbevægelse, som skabes med det indre marked, og som er en helt nødvendig
forudsætning for euroens etablering, er altså samtidig euroens Achilleshæl.
Planerne
om at etablere en økonomisk-monetær union tog for alvor fart sidst i
1980erne. Også denne gang var det European Round Table of Industrialists,
industrimonopolernes lobby-organisation ERT, der var drivende i at få projektet
sat på skinner.
ERT
udarbejdede en samlet rapport, hvori den magtfulde lobby-organisation detaljeret
gjorde rede for, hvordan en fælles mønt skulle etableres. Siden fortsatte ERT
sit arbejde i en række underudvalg og var meget tæt på beslutningerne. Dette
er omfattende dokumenteret i rapporten Det korporative Europa - farlige
forbindelser mellem EUs institutioner og industri. 3)
Den
målsætning, som ERT forfulgte, var at skabe en politisk slagkraft i EU, der
matchede den økonomiske styrke. Monopolerne, der med det indre marked havde fået
fuldstændig økonomisk frihed, krævede nu at få fuld kontrol over de
politiske organer. De krævede en politisk overbygning på den økonomisk
sokkel.
Resultatet
af denne proces blev Maastricht-traktaten fra 1993. Maastricht-traktaten er den
første egentlige forfatning - grundlov med danske ord - for den nye EU-stat,
som for alvor begynder at dukke frem.
På
en lang række felter er Maastricht-traktaten uhyre vidtgående. Den afskaffer
for eksempel vetoretten og etablerer flertalsafgørelser på mange områder. Men
det mest vidtrækkende er, at den traktatfæster køreplanen for en økonomisk-monetær
union helt frem til etableringen af en fælles mønt i tredje og sidste fase af
ØMUen.
ØMU
betyder økonomisk-monetær union.
Det
er vigtigt at lægge mærke til disse ord. I historien kender vi flere eksempler
på monetære unioner, hvor det alene var mønten og ikke den økonomiske
politik, der var fælles for landene. Disse monetære unioner er alle brudt
sammen.
Men
ØMUen er kendetegnet ved, at den ikke kun har fælles mønt, men også en
harmonisering af den økonomiske politik. Det er netop ja-sigernes argument for,
at ØMUen skulle kunne undgå at bryde sammen.
Derfor
er harmoniseringen af de økonomiske politikker en helt afgørende del af
etableringen af ØMUen, hvad der kan læses direkte i Maastricht-traktaten.
Hvad
der yderligere gør ØMUen og den fælles mønt euroen speciel er, at den
ikke blot grundlovsfæster, at der skal ske en harmonisering af den økonomiske
politik. Den grundlovsfæster også en ganske bestemt økonomisk politik, nemlig
den monetaristiske, nyliberale politik. Det betyder, at uanset farven på de
politikere, der har regeringsmagten, uanset de økonomiske konjunkturer, så
skal der føres en økonomisk politik, der sikrer lav inflation og deraf følgende
høj arbejdsløshed.
Denne
overordnede økonomiske målsætning har været afgørende for indholdet af
konvergenskravene og for magtfordelingen mellem den europæiske centralbank og
Ministerrådet. Dette er noget helt enestående i verden, og på dette felt går
EU forrest i det nyliberale korstog på verdensplan.
Siden
vedtagelsen 1993 af Maastricht-traktaten, der lægger de færdige rammer for den
fælles mønts etablering, er der kommet endnu en traktatændring,
Amsterdam-traktaten. Den trådte i kraft i 1998. Denne traktat tilføjer ikke
noget nyt til ØMUen. Den er først og fremmest et markant spring frem i
forhold til at etablere en egentlig EU-statsdannelse. Amsterdam-traktaten
fjerner i realiteten det enkelte lands mulighed for at bremse unionsudviklingen
ved at bruge sin vetoret. Det sker via traktatens såkaldte
fleksibilitetsparagraf.
Traktaten
lægger rammerne for den endelige opbygning af en fælles EU-retsstat og for
opbygningen af Europa-hæren. Netop de to områder vil enhver ny statsdannelse
sikre sig kontrol med, fordi der derved etableres et magtapparatet indadtil og
udadtil. På begge felter er politikerne i dag i fuld gang med at udfylde de
rammer, som Amsterdam-traktaten lagde.
Endelig
tager traktaten et afgørende skridt i retning af at skabe EUs social- og
arbejdsmarkedspolitik. Det sker via det såkaldte beskæftigelsesafsnit.
De
næste skridt i retning af den politiske union vil blive taget i december i år
på regeringskonferencen i Nice. Hovedsigtet med den kommende nye traktat bliver
at ændre magtfordelingen mellem landene i de besluttende forsamlinger. De store
lande skal have mere at sige, således at de små lande mister indflydelse.
Slagsmålet om denne magtfordeling blev trukket ud af forhandlingerne om
Amsterdam-traktaten for at undgå politisk lammelse.
Desuden
vil det med sikkerhed blive vedtaget, at der kan tages flertalsafgørelser på
det skattepolitiske område; ligesom alt tyder på, at også social- og
arbejdsmarkedspolitikken underlægges flertalsafgørelser. Det indebærer, at
disse helt grundlæggende kerneområder trækkes ud af det nationale
beslutningsfelt.
Knap
var Maastricht-traktaten vedtaget, før landene i et ret højt tempo begyndte en
tilpasning til ØMUen.
En
lang række lande opfyldte langt fra kravene til at komme med i euroen. Men af
politiske årsager valgte man se væk fra dette og arbejde på en meget bred
euro-zone: Derfor har de fleste lande været gennem en meget hård og omfattende
tilpasningsproces, der er blevet betalt med blandt andet højere arbejdsløshed
og sociale nedskæringer. Den meget dramatiske omlægning er med andre ord
betalt af de svageste grupper i samfundet.
Det
har for alvor sat brand i den europæiske unionsmodstand. I eksempelvis
Frankrig, Spanien, Belgien og Grækenland er modstanden i dag stærkere og mere
organiseret end nogensinde. Det viste sig også ved det seneste valg til
EU-parlamentet.
Men
euroen puster også til andre modsætninger. For at få en stor og bred
euro-zone, der var politisk acceptabel, har man valgt at lade en lang række
lande snyde sig med. For eksempel har Belgien og Italien snydt med tallene for
deres offentlige underskud og gæld. Men herved udskydes problemerne blot. For
konvergenskravene skal ikke blot overholdes i 1997, der var eksamens-året
for landene i forhold til at komme med i euroen. De skal overholdes altid, hvert
år fra nu af.
Derfor
er der lagt op til problemer.
Af
frygt for at euroen skal blive en svag valuta har Tyskland krævet, at der
indgås en såkaldt Vækst- og Stabilitetspagt. Denne blev endeligt vedtaget i
1997. Stabilitetspagten er en politisk aftale, der skærper konvergenskravene.
Hele
denne proces har skærpet modsætningerne imellem landene og mellem den
politiske elite og befolkningerne og gjort dem meget dybt. Disse konflikter vil
dukke op til overfladen gang på gang i de kommende år.
I
1997-98 gennemrystedes verden af en meget omfattende finanskrise, som startede i
Asien. Den skabte stor nervøsitet i EU, fordi en økonomisk krise i Europa
ville give euroen alvorlige problemer. Hvis først EU blev ramt af den økonomiske
krise, ville euroen sandsynligvis være umulig at etablere.
I
kapløb med den økonomiske konjunktur valgte man alligevel at fastholde
tidsplanen og sætte euroen i gang den 1. januar 1999. Den endelige fastlåsning,
som uigenkaldeligt fjerner de nationale valutaer fra markedet, er planlagt til
år 2002.
Alle
økonomiske argumenter talte ellers for at vente og ikke søsætte euroen ved
indgangen til 1999. Det har fået mange EU- og ØMU-tilhængere til at advare
om, at man i realiteten har etableret et højrisiko-projekt.
Hele
dette forløb, hvor man etablerede euro-projektet stik imod alle odds, stik imod
al økonomisk teori, men af politiske årsager, fordi monopolerne krævede det,
er vel det stærkeste bevis på, hvilke kolossale kapitalkræfter, der står bag
EU-projektet.
I
Danmark har vi stemt om vores forhold til EU i alt fem gange: i 1972, 1986,
1992, 1993 og sidst i 1998. For hver gang er modstanden mod unions-projektet
steget i befolkningen frem til nejet i 1992. Der er således tale om en
modstand, der bygger på årtiers konkret erfaring med EU, ikke en tilfældig
eller en spontan modstand.
Som
bekendt faldt Maastricht-traktaten, da det danske folk stemte nej den 2. juni
1992. Danskerne nedlagde veto, og derfor kunne Maastricht-traktaten ikke
vedtages. Demokratiet havde talt. Men da demokratiet ikke længere var den olie,
som unions-maskinen kunne køre uhindret i, blev det sat ud af kraft. Herefter
gennemførtes det såkaldte Edinburgh-forlig, der var et regulært politisk kup
overfor den danske befolkning. Uden Nyrup-regeringen og de partier, som fulgte
med, herunder SF, havde dette kup ikke været muligt. Disse accepterede, at
danskerne skulle stemme igen om den samme traktat.
Ved
omafstemningen i 1993 lykkedes det tilhængerne at true sig til et ja. Dette har
været en særdeles lærerig, men også smertefuld erfaring for den danske
befolkning. En af de indrømmelser, som den politiske elite måtte give den
danske befolkning i 1993 for at få Maastricht-traktaten vedtaget, var de fire såkaldte
undtagelser, der var indføjet i Edinburgh-erklæringen. Undtagelserne var
yderst kryptisk formuleret, og i de forløbne syv år har regeringen gjort alt
for, at de i praksis ikke skulle få nogen betydning: Danmark har deltaget i
Unionen, som om disse undtagelser ikke eksisterede. Det gælder det økonomiske
område, på det rets- og politimæssige og det militære område. 4)
Men
unionsudviklingen går nu så stærkt, at de fire undtagelser, og her frem for
alt vores undtagelse fra den fælles mønt, er blevet et problem for de
unionsivrige politikere. Så nu skal danskerne stemme om ØMUen for tredje
gang.
Statsminister
Nyrup Rasmussen påstår, at vi kan melde os ud af Euroland igen, hvis vi ønsker
det på et tidspunkt. Det er imidlertid klart blevet tilbagevist af
EU-kommissionens formand Romano Prodi. Der eksisterer ganske enkelt ikke en
udmeldelsesparagraf i det juridiske grundlag for den økonomisk-monetære union.
Rent juridisk kan vi kun komme ud af Euroland ved at melde os helt ud af EU.
Grunden
til at et land ikke bare kan melde sig ud igen er enkel. Kan ét land melde sig
ud, kan alle andre også. Det betyder, at euroen ville bryde sammen i en
situation med økonomisk krise, stor social uro og hårde modsætninger om den
økonomiske politik i EU. Derfor giver EU ikke plads til den slags friheder. Et
ja til euroen har derfor meget vidtrækkende konsekvenser, fordi døren smækker
i bag os.
Et
ja den 28. september vil åbne en ladeport for Danmarks inddragelse i den
politiske union. Fra flere ja-politikeres side er det allerede åbent
formuleret, at lykkes det dem at vride et ja igennem til euroen, så vil de øvrige
tre forbehold ryge meget hurtigt.
Men
et nej har tilsvarende stor betydning. Det vil endnu engang udløse den stadig
stærkere modstand mod EU, som ulmer i hele Europa. Fremfor alt vil et dansk nej
med stor sikkerhed betyde, at Sverige også stemmer nej, ligesom Storbritannien
sandsynligvis heller ikke kommer med i euroen. Vi er altså langt fra alene.
Derfor har Nyrup ret, når han siger, at afstemningen om ØMUen den 28.
september er den vigtigste folkeafstemning i Danmark siden 1972.
I
1993 udtalte daværende EU-kommissionsformand Jacques Delors: Euroen er
affyringsrampe for den politiske union. (5) Rene ord
for pengene.
Den
danske regering nægter derimod kategorisk, at euroen skulle have nogle
politiske konsekvenser. Økonomiminister Marianne Jelved erklærer frisk og
frejdigt, at euroen overhovedet ikke berører Danmarks suverænitet og
demokratiske beslutningsret.
Her
er vi ved et af de vigtigste stridspunkter i debatten, nemlig spørgsmålet om,
hvorvidt euroen vil trække den politiske union med sig. Lad os se på denne
sammenhæng.
For
at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at dykke lidt ned i den økonomiske
teori. Konkret må vi forstå, hvordan en valutakurs virker.
Siden
den omfattende kapitalliberalisering i 1980erne, der muliggør store og
hurtige kapitalbevægelser ind og ud af landene, er valutakurserne blevet meget
mere ustabile og uforudsigelige. Det ændrer dog ikke ved, at nedenstående
mekanisme fortsat er gældende.
Lad
os tage to lande med forskellige økonomier og produktionsgrundlag og
forskellige handelsmønstre. Disse to lande vil derfor også typisk være på
forskellige stadier i konjunktur-cyklussen.
Hvis
for eksempel prisen på svinekød falder drastisk på verdensmarkedet, så vil
Danmark blive ramt økonomisk af denne ændring. Frankrig derimod vil næppe
blive ramt. Tværtimod kan det være, at Frankrigs eksport i relative priser
bliver mere værd. Det er den type udefrakommende påvirkninger, der rammer
landene forskelligt, som man kalder asymmetriske stød.
Imellem
sådanne to lande, der er på forskellige trin i konjunktur-cyklussen, er
valutakursen et meget effektivt stabiliseringsinstrument, hvis det vel at mærke
får lov til at virke. Det land, der er i økonomisk fremgang, og som har
fremgang på eksempelvis eksportmarkederne, vil oparbejde et overskud på
betalingsbalancen. Eksportoverskuddet hjemtages i udenlandsk valuta og veksles
til hjemlig valuta.
Resultatet
er en stigende efterspørgsel på hjemlandets valuta, som presser prisen på
denne op, med andre ord en revaluering. Men revalueringen medfører, at landets
konkurrenceevne på eksportmarkederne forringes (dets varer bliver dyrere).
Denne effekt bidrager altså til at mindske betalingsbalanceunderskuddet og
dermed bringe balance i systemet igen.
Fuldstændig
parallelt for det land, der er ramt af økonomisk krise. Landet vil oparbejde et
underskud på betalingsbalancen. Efterspørgslen på landets valuta bliver
derved mindre, og resultatet vil være en devaluering af valutaen. Men herved
forbedres konkurrenceevnen, og landet får derved et bidrag til at komme på
fode igen.
Det
vil sige, at valutakursen, hvis den får lov til at bevæge sig frit,
stabiliserer balancen mellem de to økonomier.
Derfor
er det også komplet useriøst, når man i den aktuelle debat har gjort dét at
devaluere og have en flydende valutakurs til et fy-ord. En devaluering, hvor en
valutakurs bringes i overensstemmelse med sin faktiske værdi på markedet, er
en stabiliserende og dermed klog handling. Den næsten religiøse sværgen til
fastkurs-politik savner belæg i såvel teori som praksis.
Ud
fra ovenstående forklaring på hvordan en valutakurs virker, er det logisk, at
hvis to lande skal have fastlåst deres valutakurs indbyrdes, eller i det
ekstreme tilfælde have en fælles mønt, så kræver det, at landene har meget
ensartede økonomier og ensartet konjunktur-cyklus. For nu kobles
stabiliseringsmekanismen ud af kraft.
Er
EU-området da et så ensartet økonomisk område, at det uden problemer kan bære
en fælles mønt? Svaret er nej. Og hvad værre er: Som vi så det tidligere, er
tendensen tværtimod, at landene erhvervsmæssigt bevæger sig væk fra
hinanden, at regionerne specialiserer sig som konsekvens af monopolernes
strategiske planlægning. Derfor vil landenes konjunkturforløb bliver stadig
mere forskellige.
Denne
ulighed, som er blevet skabt med etableringen af det indre marked, forstærkes,
når der etableres en fælles mønt. For nu mister landene deres vigtigste
stabiliseringsredskaber i tilfælde af krise, nemlig valutakurspolitik og
finanspolitik.
Når
valutakursen sættes ud af kraft betyder det, at de svage økonomier indenfor
Euroland ikke har mulighed for at afbøde krisens virkninger. De vil slå
igennem med fuld kraft i form af høj arbejdsløshed og store reallønsfald.
I
en sådan situation skal Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsætte en økonomisk
politik, der passer til alle landene (såkaldt one size fits all-politik). Det
er slet og ret en umulighed.
Derfor
har vi også set, at der siden euroen blev sat i gang 1. januar 1999, har været
voksende politisk uro om, hvilken rentepolitik Den Europæiske Centralbank skal
føre. (6) Nogle lande har brug for, at renten sænkes, andre
har brug for, at den hæves. Det er simpelthen umuligt at føre en økonomisk
politik, der er optimal for alle lande på én gang.
På
den måde bliver den økonomiske ulighed endnu mere markant. Det vil naturligvis
eskalere i perioder med lavkonjunktur og krise, hvor centrifugalkræfterne vil være
meget stærke; og den politiske og sociale ustabilitet vil blive kraftigere i
Euroland.
Men
hvordan kan en fælles mønt da bringes til at fungere i et så uensartet økonomisk
område som EU?
Det
kræver, at der er nogle mekanismer, der sikrer udligning mellem stærke og
svage regioner, så centrifugalkræfterne ikke får lov at udvikle sig. Det er
her den politiske union kommer ind i billedet.
For
en sådan indkomstoverførsel imellem regionerne sker indenfor en stat. Hvis for
eksempel en kommune i Danmark har stor arbejdsløshed og svag økonomi, vil den
automatisk betale mindre i skat til statskassen og automatisk modtage flere
penge fra statskassen i form af eksempelvis arbejdsløshedsunderstøttelse.
Disse mekanismer, som vi kalder automatiske stabilisatorer, bidrager til,
at uligheden imellem de enkelte regioner ikke bliver så stor, som den ellers
ville have været.
Ser
vi på USA, som euro-tilhængerne ynder at henvise til, så har USA i høj grad
sådanne indkomstoverførsler mellem staterne: De amerikanske staters fælles føderale
budget udgør 25 procent af bruttonationalproduktet. Til sammenligning udgør
EUs føderale budget i øjeblikket 1,3 procent af EUs samlede
bruttonationalprodukt.
Det
er disse automatiske stabilisatorer, som nødvendigvis må bringes til at
fungere indenfor euro-området, hvis den fælles mønt skal overleve. Forudsætningen
herfor er, at der etableres en politisk union, hvor de enkelte lande får status
af amter eller kommuner; således at EU-staten etablerer en egentlig fælles
skatteopkrævning og fælles finanspolitiske udgiftskonti, som enhver anden
statsdannelse.
På
lidt længere sigt taler vi altså ikke bare om en harmonisering af
skatte- og socialpolitik, men om en fælles politik.
Alt
dette ved man udmærket godt i EU. Det er derfor, at EU-kommissionen i sit oplæg
til unionsarbejdet i de kommende syv år (7) lægger vægt på,
at EU må begynde at forberede direkte skatteopkrævning fra EU-borgerne, uafhængigt
af det enkelte land, ligesom EU på topmøder i disse måneder er i gang med at
vedtage omfattende harmoniseringer af skatte-, social- og
arbejdsmarkedspolitikken.
Det
er disse sammenhænge, der er årsag til, at euroen ikke i længden kan overleve
uden den politiske union. Selv økonomer der principielt er tilhængere af en fælles
mønt og en europæisk forbundsstat er yderst skeptiske overfor euroen. De
mener, at rækkefølgen er forkert, at den politiske union skulle have været
opbygget før den fælles mønt. Derfor frygter de, at projektet bryder sammen.
Robert
Mundell, canadisk Nobel-prismodtager i økonomi, har sagt:
De
problemer, der opstår på grund af svagheder hos den centrale stat i EU, kan
ikke fejes ind under gulvtæppet. En alvorlig økonomisk krise vil formentlig kræve
en yderligere udvidelse af integrationsprocessen. (8)
På
det seneste har økonomiminister Marianne Jelved skærpet tonen yderligere og
udtalt, at vi ligefrem skulle få mere indflydelse, mere beslutningsret, hvis vi
går med i euroen. Årsagen skulle være, at Jelved i så fald sidder med ved
bordet.
Nu
er problemet bare, at det faktisk kan være lige meget, om Jelved sidder med ved
bordet eller ej. ØMUen er netop kendetegnet ved, at politikerne ikke længere
har kontrollen over den økonomiske politik.
Den
økonomiske politik styres suverænt fra Den Europæiske Centralbank (ECB) i
Frankfurt og ligger dermed i hænderne på en gruppe bankdirektører, altså
embedsmænd der aldrig er på valg, men udpeges for otte år ad gangen.
Får
Danmark da indflydelse i Den Europæiske Centralbank? Ja, i første omgang vil
Nationalbank-direktør Bodil Nyboe Andersen sidde med ved bordet. Men hun skal
som alle de andre afgive et skriftligt løfte om, at hun ikke vil varetage
nationale interesser. Nyboe Andersen er altså ikke dansker i ECB, men
europæer.
I
praksis kunne man selvfølgelig forvente, at disse nationalbankdirektører
alligevel varetager nationale interesser. Derfor er det ikke uinteressant at
vide, at Frankrig og Tyskland i forbindelse med forhandlingerne op til topmødet
i Nice allerede har stillet forslag om, at de små lande ikke fremover skal have
en fast plads i ECBs styrelsesråd. De lægger op til, at den egentlige magt
skal placeres i centralbankens direktion, hvor kun de store lande har en repræsentant.
Dertil
kommer, som det for nylig er påpeget af Niels Thygesen (9) og
andre økonomer, at det kun er et spørgsmål om tid, inden også ECB
omstruktureres, så kun de fem største lande får en direktør med i ledelsen
af centralbanken.
Socialdemokratiets
EU-ordfører Claus Larsen-Jensen påstår, at den danske regering aldrig vil gå
med til at afstå så meget indflydelse. Så må man blot spørge: Hvornår har
den danske regering sidst slået i bordet for danske interesser? Er der for
eksempel lagt op til, at regeringen vil modsætte sig, at de små lande afstår
indflydelse ved topmødet i Nice til december? Svaret er nej.
Sandheden
er, at hvis Danmark går med i euroen, mister landet fuldstændig enhver
mulighed for at føre økonomisk politik. Pengepolitikken styres fra ECB i
Frankfurt. Finanspolitikken er lagt i lænker med de strenge konvergenskrav
indenfor ØMUen. Det må siges at være afgivelse af suverænitet i massiv målestok.
Faktisk
er der tale om grundlovsbrud. Der står i grundloven, at det er kongen, der
slår mønt. Oversat til nutidsdansk betyder det, at kontrollen med
pengepolitikken og retten til at sætte penge i omløb skal ligge i Danmark.
Derfor er endegyldig dansk indlemmelse i ØMUen også et eklatant
grundlovsbrud.
Økonomiminister
Marianne Jelved påstår ofte, at vi reelt ikke har nogle valgmuligheder, at vi
ville være tvunget til at følge euroens rentekurs, også hvis vi stod uden
for.
Hvad
Jelved derimod aldrig nævner er, at der jo er tale om, at den danske regering
har placeret landet i en selvvalgt afhængighed. Afhængigheden fremkommer,
fordi man har besluttet at binde den danske valutakurs til euroen som en
skyggevaluta. Hvis Danmark i stedet gjorde som Storbritannien, altså lod
valutakursen flyde indenfor en meget bredere margin i forhold til euroen, så
bestemmer vi selv vores rentepolitik. Det er altså en afhængighed, som kan
fjernes igen, hvis vi opsiger den meget snævre aftale, der er indgået med ECB,
den såkaldte ERM2-aftale.
Vi
må konkludere, at euroen retter et grundstød mod den danske selvbestemmelse.
Men det er kun den ene side af det demokratiske problem. Den anden side er selve
euroens konstruktion, som vi har berørt tidligere:
Den
Europæiske Centralbank er politisk uafhængig. Pointen i at etablere uafhængighed
er, at pengepolitikken skal være upåvirkelig i forhold til social og politisk
pression.
Denne
konstruktion er i høj grad kontroversiel. Forbilledet er den tyske centralbank,
som er verdens mest uafhængige centralbank. Så det er simpelthen usandt, når
Jelved påstår, at denne indretning er helt ordinær, og at den danske
nationalbank har fungeret på den måde siden 1934 (10).
De
fleste nationalbanker verden over fungerer fortsat således, at deres
rentepolitik aftales i samarbejde med landets regering, idet den økonomiske
politik består af et policy mix mellem finans- og pengepolitik, ledt af den
valgte regering ud fra politiske prioriteringer.
ØMUens
specielle konstruktion er en bombe under hele det repræsentative demokrati. Når
store politiske beslutninger, som har afgørende betydning for millioner af
menneskers daglige levevilkår, flyttes fra politikere til embedsmænd, så sætter
det reelt demokratiet ud af kraft. Vi kan ikke længere via stemmesedlen vælge
en anden politik. Politik bliver ligegyldigt.
Hvilke
konsekvenser vil dette få?
Vi
kan kun gisne om, hvordan folk vil reagere, når de legale muligheder for at øve
politisk indflydelse svinder væk. Men at det vil give dybe forandringer i det
politiske liv står fast.
Da
Nyrup i marts måned udskrev folkeafstemningen om ØMUen, var budskabet til
den danske befolkning, at vi reelt ikke har noget valg: Euro eller kaos.
Et nej til euroen betyder, at vi må spænde livremmen ind, har statsministeren
siden udtalt.
Allerede
fra første dag blev der kørt frem med hårdkogte økonomiske trusler om, at
folk rammes på brødet og jobbet. Det udtrykker den panik, der præger
ja-lejren.
Lad
os se på, hvad der er fup og fakta i forhold til disse påstande.
Det
er umiddelbart indlysende, at der ikke er nogle vekselgebyrer i et fælles
valutaområde. Men hvor meget betyder det for den enkelte forbruger?
Allerede
i dag kan du spare vekselgebyrer på charterrejsen, blot ved at bruge
visa-dankort. Det er netop et eksempel på, at vi i den elektroniske tidsalder,
hvor plastickort bliver stadig mere almindelige, også får stadig færre
udgifter til transaktionsomkostninger. Den udvikling har ikke noget med euroen
at gøre, den kommer under alle omstændigheder.
Tilsvarende
for det enkelte firma. Selvom vi stemmer nej til euroen, kan danske firmaer
fortsat aflægge regnskab i euro, optage lån i euro eller købe råvarer i
udlandet i euro, hvis de har lyst. Det ekstra besvær, de måtte få i den
anledning, i form af at en del af virksomheden arbejder i én valuta og en anden
del i en anden, er ganske lille. Og ikke større end det som de fleste
eksporterende virksomheder allerede har i dag og fortsat vil have, også i tilfælde
af et euro-medlemskab, fordi den største del af dansk eksport, nemlig 56
procent, afsættes til lande uden for euro-området.
Ofte
høres den påstand, at forbrugerne vil få stor økonomisk fordel af en fælles
mønt. Argumentet er, at en fælles mønt vil betyde større
pris-gennemsigtighed på markedet og dermed hårdere priskonkurrence, altså
lavere priser.
Som
vi har set tidligere, betyder den forstærkede priskonkurrence, at der sker en
omfattende rationalisering og koncentration, fordi mange firmaer går konkurs
eller bliver opkøbt. Resultatet er endnu større monopoler, hvilket ikke gavner
forbrugerne. Så længe monopolerne konkurrerer om at dominere markedet er
priserne godt nok lave. Men når først kampen er afgjort, vender de høje
monopolpriser tilbage med fornyet kraft. Dertil kommer, at alle erfaringer fra
den hidtidige rationaliseringsbølge viser, at der sker et voldsomt tab af
arbejdspladser. Der er med andre ord ikke tale om en gevinst i forhold til beskæftigelsen
Nyrup
og Jelved har påstået, at det vil koste titusindvis af job, hvis vi står
udenfor euroen.
Lad
os indledningsvis starte med at se på arbejdsløshedstallene i henholdsvis
Euroland og i resten af Europa: Den gennemsnitlige arbejdsløshed i Euroland er
9,5 procent. I Danmark er den derimod 4,9 procent, i Sverige 7,5 procent og i
Storbritannien 6,5 procent.
Euroland
har altså markant højere arbejdsløshed end resten af Vesteuropa.
Hvorfor
er der denne forskel?
Årsagen
er, at euroen bygger på en monetaristisk politik. Det betyder, at den vigtigste
målsætning for den økonomiske politik er lav inflation. Dette sættes over
alle andre hensyn. I lavinflationens hellige navn indføres de strenge
konvergenskrav, som har betydet en voldsom nedskæring af den offentlige sektor
i EU-landene.
Jelved
påstår, at disse konvergenskrav bare er sund politik, at de ikke er snærende.
Men det er en kendsgerning, at den offentlige sektor er blevet mindre i alle
EU-lande siden 1992 (11). De strukturelle budgetunderskud (det
vil sige de offentlige udgifter, renset for konjunktur-uafhængige dele) er
faldende, men samtidig stiger de konjunktur-afhængige udgifter på grund af den
voksende arbejdsløshed i landene.
Når
den offentlige sektor barberes, forsvinder den stødpude i økonomien, som
tidligere blev brugt til at stabilisere økonomien i forhold til
konjunktur-udsvingene og dermed afdæmpe arbejdsløsheden. Når denne mekanisme
sættes ud af kraft, så er det uundgåelige resultat en markant højere
arbejdsløshed.
Det
er en kendsgerning, at arbejdsløsheden i EU-området er steget kraftigt i takt
med ØMU-tilpasningen i landene i årene 1993 til 99. Denne sammenhæng nævnes
direkte af OECD. (12)
Siden
er de strenge konvergenskrav blevet yderligere skærpet. Det er sket med den såkaldte
Stabilitetspagt, en politisk aftale, som blev indgået mellem landene i 1997. I
aftalen tilslutter landene sig, at de vil søge helt at fjerne det offentlige
budgetunderskud. Med Stabilitetspagten får EU og Den Europæiske Centralbank
desuden ret til at udskrive store bøder til lande, der ikke kan overholde
konvergenskravene. Det indebærer, at et land, der kommer ind i en lavkonjunktur
og har behov for at øge de offentlige udgifter, først ramler hovedet ind i
konvergensloftet for så oven i dette at få udskrevet en milliard-bøde fra
centralbanken.
Euroen
fastlægger altså reelt en økonomisk politik, som er destabiliserende. Altså
det stik modsatte af, hvad Nyrup påstår.
Denne
økonomiske politik, hvor man lader arbejdsløsheden eksplodere og derved trykke
lønnen, er naturligvis ikke en neutral politik. Den styres af stærke
klasseinteresser. I den periode hvor det indre marked og derefter den økonomisk-monetære
union er blevet opbygget i Europa, har profitkvoten nået historiske højder i
EU. Tilsvarende er lønkvoten faldet. Der er altså sket en mere ulige fordeling
af værdierne. Det er faktisk hele essensen i EUs politik, ikke kun på det økonomiske
område, men - som vi skal se senere - også inden for social- og
arbejdsmarkedspolitikken.
Kan
man da forestille sig en rød ØMU - altså at EU begynder at føre en fælles
økonomisk politik til gavn for arbejderne?
Denne
påstand høres ofte fra den socialdemokratiske top. Den påstår, at der er
godt nyt med Amsterdam-traktatens beskæftigelsesafsnit. I traktatteksten står
imidlertid utvetydigt, at beskæftigelsespolitikken ikke må overskride de
rammer, som ØMUen har lagt. Den skal udføres på en måde, som er i
overensstemmelse med de overordnede retningsliner for medlemsstaternes og Fællesskabets
økonomiske politik, som vedtaget i henhold til artikel 103, stk. 2. (13)
Også
LO søger at finde smutveje udenom konvergenskravene. I LOs ØMU-rapport
argumenterer man for, at man bare kan se væk fra konvergenskravene og for
eksempel gennemføre en finanspolitisk ekspansion alligevel for så at betale bøderne
til Den Europæiske Centralbank, ECB. I rapporten indrømmer LO, at den meget
omtalte kick-start af den danske økonomi i 1993 ville have kostet bøder på i
alt fire milliarder kroner fra ECB, hvis Danmark havde været medlem af euroen.
ECBs leder Wim Duisenberg slog efter LOs udtalelser fast, at den slags påfund
ikke vil blive tolereret.
Det
samme gælder de såkaldte ØMU-bufferfonde, som i øjeblikket fungerer i
Finland. Bufferfondene er et forsøg på - indenfor ØMUens rammer - at
muliggøre en national finanspolitisk ekspansion. Fondene, der er
etableret af arbejdsmarkedets parter, fungerer således at
arbejdsmarkedsbidragene sænkes i krisetider og forhøjes i gode tider. (14
Der
er altså tale om en slags privat konjunktur-instrument via en fælles
opsparingsordning.
Nogle
faglige kredse taler for, at dette kunne være en smutvej ud af ØMU-grebet. Men
man skal gøre sig klart, at hvis det bliver almindeligt i landene at benytte
sig af bufferfonde til at skrue op for økonomien, så vil Den Europæiske
Centralbank svare igen ved at stramme pengepolitikken, for eksempel via en
rentestigning. Der er ikke megen fremtid i disse krumspring.
Kort
sagt: Politikerne kan hoppe og springe. Men det er altså ikke gratis at
overlade kontrollen med den økonomiske politik i Euroland til centralbankdirektørerne
i Frankfurt.
Jelved
og Lykketoft påstår, at vi reelt ikke kan føre en anden politik, selvom vi står
udenfor euroen. Faktisk erklærer de, at vi skal være endnu mere katolske
end paven selv, hvis vi vil stå udenfor, for ellers vil investorerne flygte.
Det
tilbageviser investorerne faktisk selv. Både store tyske og engelske
investeringsbanker har udtalt, at Jelved fører renlivet skræmmekampagne, og at
et nej ikke vil påvirke deres investeringspolitik overfor Danmark.
Men
det er heller ikke korrekt, at en politik til gavn for velfærd og beskæftigelse
vil føre til pres på den danske krone. Det er ikke en sammenhæng, som vi kan
finde i virkelighedens verden. Der er grund til at se lidt nærmere på de
generelle erfaringer med valutakursuro.
Siden
kapitalliberaliseringen tog fart i 1980erne, er valutakurserne blevet langt
mere uforudsigelige og urolige. Nogle af årsagerne hertil er den omfattende
spekulation, at valutamarkederne styres af lemming-adfærd (15),
rygter og lignende.
At
melde sig ind i euroen løser ikke dette problem. Også euroen kan naturligvis
blive udsat for spekulative angreb, ligesom den amerikanske dollar bliver det.
Der findes kun én effektiv mulighed for et land, der ønsker at komme denne
usikkerhed til livs: at indføre kapitalkontrol i form af restriktioner på hot
money, altså de spekulative kapital-bevægelser. Det ville også være løsningen
for Danmark, men det vil kræve en udmeldelse af EU.
Det
er bestemt heller ikke nogen løsning at følge IMFs og EUs anvisninger for en
troværdig, monetaristisk politik, hvor markedet råder frit. Tror man
det, har man intet lært af den finansielle krise i Asien 1997-98. Denne krise
ramte netop lande, som havde fulgt IMFs anvisninger.
Hvornår
bliver et land udsat for valutaspekulationen?
Investorer
og valutahandlere straffer usikkerhed og en ikke-bæredygtig økonomisk politik.
Et klart eksempel på det første er det voldsomme kursfald på euroen siden
starten 1. januar 1999. Valutamarkederne anser euroen for at være et usikkert
politisk projekt, og derfor falder prisen på mønten.
Et
eksempel på det sidste er, når valutamarkedet går til angreb på en
urealistisk høj valuta. Hvis en fastkurs-valuta vurderes til at være
urealistisk høj, og spekulanterne forventer, at den vil give sig for et pres, så
starter angrebet. Hvis en regering som for eksempel den danske har lovet at
ville forsvare kronen med x antal milliarder, så er det attraktivt for
handlerne at udfordre dette. De optager store mængder lån i den pågældende
valuta for straks at sælge valutaen på markedet igen. Derved presser de prisen
ned - de gennemtvinger en devaluering. På den måde tjener de mange penge,
fordi deres optagne lån nu er meget mindre værd, når de skal tilbagebetales.
Derfor
er en fastkurs-valuta en direkte invitation til spekulanterne. Det så vi i
Sverige i 1993. Sverige var med i fastkurssamarbejdet EMSen og kunne altså
ikke justere sin valuta frit. I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud, som
ramte Finlands økonomi hårdt og smittede af på Sveriges økonomi, blev den
svenske krone svækket. Under normale omstændigheder ville Sverige her
devaluere sin valuta, og dermed ville stabiliteten efterhånden blive
genetableret. Men Sverige var bundet i fastkurspolitikken. Derfor fik disse
ubalancer i økonomien lov til at hobe sig op i et par år. Til sidst blev
situationen så uholdbar, at spekulanterne satte ind.
Denne
erfaring fra Sverige bruges af de danske ja-sigere som et eksempel på, hvor
galt det går, hvis man devaluerer. Men pointen er den modsatte, nemlig hvor
galt det kan gå, hvis ikke man justerer sin valuta i tide.
Det
var i høj grad denne erfaring, der fik de økonomiske vismænd i Sverige til at
anbefale, at Sverige ikke skulle træde ind i den økonomisk-monetære union.
Men
er det da ikke rigtigt, at man bør tilstræbe en stabil valutakurs? Uden tvivl.
Det er en stor fordel for eksportørerne, fordi bytteforholdet derved også er
stabilt. Men en fikseret valutakurs er netop ikke stabil.
Den
mest stabile valutakurs får man netop ved at give kursen mulighed for løbende
at justere sig; så de voldsomme udsving undgås.
Desuden
er det vigtigt at huske, at fastkurspolitik overfor euro jo uundgåeligt betyder
flydende kurs overfor resten af verden. Derfor er det optimale også at gennemføre
en valutakurv, hvor valutakursen afpasses efter alle andre samhandlende landes
valutaer. Danmark burde med andre ord lade sin kronekurs afhænge af udviklingen
i kurserne på euro, dollar, det britiske pund, den japanske yen og tilsvarende
valutaer.
Men
er det da ikke rigtigt, at en politik, der tillader hensyn til beskæftigelsen
og dermed en lidt højere inflation, vil betyde, at vi får en højere rente?
Det
er vigtigt at huske, at når vi sammenligner renteniveauer, så er det ikke den
nominelle rentesats, vi skal kigge på. Det der betyder noget for økonomi og
investeringer er den reale rente, det vil sige den pålydende rente minus
inflationen. Er den nominelle rente 8 procent og inflationen 3 procent, så er
realrenten 5 procent.
Dette
forties bevidst af Jelved, der taler, som om det er den pålydende rente, der
har betydning. Hvis inflation og nominel rente stiger i samme takt, så er
realrenten uforandret.
Det
er heller ikke korrekt, at en lidt højere inflation får investorerne til at
flygte, hvis der vel at mærke er tale om en bevidst økonomisk politik.
Investorer og spekulanter reagerer på ukontrolleret inflation eller på
regeringer, der siger ét og gør noget andet i den økonomiske politik. Og så
straffer de helt utvetydigt en destabiliserende politik, som vi har set, at ØMU-politikken
netop er.
Hvad
vil der ske med den danske rente, hvis vi stemmer nej?
Man
kan ikke afvise, at der i en kort periode umiddelbart efter et nej vil være en
lille rentestigning, indtil den politiske situation er afklaret. Men man kan på
ingen måde argumentere for, at renten vedvarende skulle blive højere i
Danmark. Det vil fuldstændig afhænge af den førte økonomiske politik.
Erfaringerne
fra renteudviklingen i Danmark efter det danske nej i 1992 viser da også, at
der ikke er noget hold i disse skræmmebilleder.
Når
Nyrup påstår, at medlemskab af euroen er en 100 procents forsikring, at økonomien
vil blomstre og dermed skabe grundlag for, at den danske velfærdsmodel kan
overleve, så tåler disse udtalelser altså ikke at blive underkastet
virkelighedens skarpe lys. Men det vidner om, at regeringen i høj grad vil
spille på at skabe frygt og usikkerhed.
Vi
ved ikke, hvor langt regeringen er villig til at gå den retning. Det er næsten
for oplagt, at Nationalbanken selv fremprovokerer et angreb på den danske krone
fra valutaspekulanterne, for eksempel fire uger før afstemningsdatoen, for at
give danskerne en lektion og skræmme sig til at ja. Men det vil være et
risikabelt træk.
Når
Nyrup udtaler, at den danske velfærdsmodel kun kan overleve indenfor Euroland,
så snakker han, som vi har set, udelukkende økonomi. Han undgår omhyggeligt
at nævne, hvilke konsekvenser EUs fælles social- og arbejdsmarkedspolitik vil
få.
Den
forberedes netop nu til endelig vedtagelse på topmødet i Nice i december.
I
andre dele af Socialdemokratiet mener man, at det er helt uholdbart fortsat at
stikke hovedet i busken. Partiets EU-ordfører Claus Larsen-Jensen har peget på
nødvendigheden af en ny offensiv strategi. Den skal gå ud på at indrømme, at
den politiske union er foran os og så argumentere med, at den fælles social-
og arbejdsmarkedspolitik netop er modstykket til kapitalens tumleplads, til det
indre marked.
Det
er den strategi, jeg her vil tage fat i: Er det virkelig rigtigt, at der er sket
et afgørende brud, således at det nu er andre interesser, der driver spillet i
EU? Eller er der tværtimod en uhyggelig klar tråd fra kapitalens indre marked
og til den politik, som EU nu lægger på social- og arbejdsmarkedspolitikken?
Det
er rigtigt, at meget af det, som vi slås med i dag - angreb på velfærden og
den offentlige sektor, på de sociale ydelser osv. - direkte stammer fra det
indre marked.
EUs
indre marked bygger på det grundlæggende princip, at der skal være et fuldstændig
frit og uhindret marked for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Sådan
er den nyliberale økonomiske ideologi i sin rene form.
I
EU er alt en vare. Uanset om vi taler børnepasning, hospitalsoperationer,
drikkevand, bananer eller pensionsordninger, så må der ikke lægges begrænsninger
på markedets frie konkurrence.
Et
aktuelt eksempel er sagen om de danske sygeforsikringer. EUs lovgivning medfører
nu, at offentlige tilskud til sygdomsbehandling skal kunne tages med til
privathospitaler i udlandet.
En
sådan politik har naturligvis omfattende konsekvenser for den offentlige sektor
i et EU-land. Et eksempel: I Danmark har vi traditionelt haft en styring af en række
offentlige ydelser, som bundede i politiske beslutninger. Med det indre marked
og de deraf følgende direktiver er det ikke længere lovligt. Vi går fra
politisk styring til markeds-styring. Hospitalerne skal konkurrere med hinanden
om at tiltrække kunder.
Men
også princippet om den frit vandrende arbejdskraft har meget store konsekvenser
for de sociale ydelser. EUs pointe er her, at der ikke må være nogle
forvridninger, men at alle europæiske lønmodtagere derimod i princippet
skal have adgang til de danske velfærdsydelser, hvis de er i landet. Dette udmøntes
i en lang række direktiver (blandt andet i den såkaldte forordning 1408 (16).
Det
er netop i denne forbindelse, at den danske efterløn kommer under pres, fordi
den ifølge EU skal være tilgængelig for den vandrende arbejdskraft. Vi har
netop set, at regeringen omdanner den danske efterløn til en privat
forsikringsordning for at komme EU-lovgivningen i møde.
Endelig
er det indre marked med til at undergrave selve det økonomiske fundament for
velfærdsordningerne. De frie kapitalbevægelser og kapitalens trusler om at
flytte gennemtvinger automatisk en harmonisering af skatteniveauet i
landene. Konkret ser vi i Danmark, at selskabsskatten er minimeret, mens
formueskatten er fjernet som et resultat af dette pres.
Denne
konkurrence i det indre marked, den sociale dumping, hvor skatteniveau,
arbejdsmiljø, miljøstandard og lønninger konkurreres i bund, bruges som
argument for at vi må have en hurtig etablering af en fælles skattepolitik, en
fælles socialpolitik og en fælles arbejdsmarkedspolitik. (17)
I
perioden fra 1993 til 1998 har EU ikke haft direkte beføjelser på disse områder,
men har alligevel fået stor indflydelse i kraft af sin konsensus-politik. Den
indebærer, at EU på fælles ministermøder vedtager retningslinier for landene
om udviklingen af de sociale udgifter, dagpengeniveau og lignende. Og dette følges
så af regeringerne i den hjemlige politik.
Denne
situation blev ændret markant med Amsterdam-traktaten i 1998. Her indførtes
det såkaldte beskæftigelsesafsnit, der giver EU direkte mulighed for med
kvalificeret flertal at fastlægge retningsliner for medlemslandenes beskæftigelsespolitikker.
Ligeledes blev Den Sociale Protokol (18) direkte indskrevet i
traktatteksten. EU får herefter mandat til langt mere direkte at tage
initiativer via sine egne institutioner, for eksempel benytte kvalificeret
flertal til beslutninger om arbejdstid, arbejdsmiljø og arbejdsvilkår.
Arbejdet
med at skabe en fælles politik på dette område afsluttes med Nice-traktaten
til december, hvor der lægges op til, at der indføres flertalsafgørelser
inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken. Dermed er disse politikker
endegyldigt blevet EU-område, og Danmark kan stemmes ned, eksempelvis i sager
hvor borgere fra andre lande skal have adgang til danske sociale ydelser, som vi
har set det med efterlønnen.
Vi
ser altså, at selvom vi ikke starter fra et nulpunkt, så har forberedelserne
til euroen forceret tempoet dramatisk. Med ØMUen tages et kvantespring i
udviklingen af den fælles social- og arbejdsmarkedspolitik. Årsagen er netop,
som vi tidligere har set, at en fælles mønt ikke kan overleve uden disse fælles
politikker.
Udenfor
Danmarks grænser bliver denne sammenhæng aldrig betvivlet. IMF skriver således
i en rapport fra 1998: (19
Manglen
på reformer på arbejdsmarkedet i de fleste europæiske lande er helt klart
euroens achilleshæl éde stive arbejdsmarkeder risikerer at give problemer for
den nye fælles valuta, fordi mange af de traditionelle typer af økonomisk
politik fremover sættes ud af spillet.
Eller
som det udtrykkes af W. Hankel, tysk professor i pengepolitik:
Det
marked, som ØMUen vil påvirke allermest er arbejdsmarkedeté Med ØMUen
ændrer man derfor ikke alene EU-staternes monetære struktur, men også deres
sociale struktur, hvilket Maastricht-traktatens fædre måske sågar havde ønsket,
men ikke fortalt deres befolkninger. (20)
Lad
os nu se på indholdet i social- og arbejdsmarkedspolitikken. Er lønmodtager-interesser
kommet i højsædet? Er der sket et politisk skifte?
Hér
er det vigtigt at se, hvordan social- og arbejdsmarkedspolitikken spiller sammen
om bestemte mål. Intet dokument er bedre til at afdække dette end daværende
EU-kommissionsformand Jacques. Delors Hvidbog, som udkom i 1993, og som er
tiltrådt af den danske regering. Bogen kaldes med rette Den Hvide Bibel. Her
formuleres linierne for omlægningen af socialpolitikken og arbejdsmarkederne i
landene klokkerent. Hvidbogen opstiller tre hovedmål for EUs politik på dette
område:
1.
De sociale overførselsindkomster skal sænkes.
2.
Lønnen skal gøres mere fleksibel.
3.
Arbejdstiden skal gøres mere fleksibel. (21)
Der
er to mål med at kræve de sociale overførselsindkomster sænket. For det første
naturligvis at spare penge på statens sociale budget. For det andet en sænkning
af de sociale ydelser, herunder dagpengeniveauet, som automatisk medfører et
pres på lønniveauet. Se blot på Storbritannien i dag.
I
1993 fokuserede Delors især på at få fjernet princippet om, at alle lønmodtagere
har ensartet adgang til sociale ydelser i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed og
alderdom. Han fokuserede på at få sænket arbejdsgivernes sociale bidrag, især
for de ufaglærte. Som det fremgår af Delors Hvidbog:
i
en række lande må arbejdsgiverne betale høje socialsikringsbidrag for lavtlønnedeé
(Derfor) forekommer (det) helt nødvendigt at nedskære de ikke lønmæssige
omkostninger, ved lidet kvalifikationskrævende arbejde med et beløb, der
svarer til 1-2 procent af BNP fra nu af og frem til år 2000.
Hensigten
er klar. Der skal være en opdeling af arbejdskraften i et A-hold og et B-hold.
A-holdet består af dem, der beholder deres job selv i krisetider, og som
arbejdsgiverne derfor er villige til at yde sociale bidrag og andre velfærdsgoder,
som knytter dem til virksomheden.
B-holdet
består af løs arbejdskraft, som kan hives ud og ind, alt efter konjunkturerne.
Delors pointe er, at denne arbejdskraft kun skal koste selve den rene lønudgift.
Det vil sige, at B-holdet ikke optjener tilstrækkelig pension,
sygdomsforsikring og lignende via et ansættelsesforhold, og de skal således
sikre sig selv via private opsparingsordninger.
Det
er netop denne udvikling, vi ser i Tyskland i dag. Her arbejder omkring syv
millioner lønmodtagere på atypiske arbejdsvilkår. De har deltidsjob, sæsonarbejde
eller tilsvarende, hvilket betyder at de ikke har ret til sociale bidrag fra
arbejdsgiveren. Her er A- og B-hold i høj grad allerede en realitet.
Igen
er sigtet at få skabt en opdeling i et A- og et B-hold. Den løse, ufaglærte
arbejdskraft skal være billigere for arbejdsgiverne. Eller med Delors ord:
En
stigning i vækstens beskæftigelsesintensitet i EF forudsætter, at der i stor
målestok gennemføres foranstaltninger, som gør arbejdsgiverne mere villige
til at ansætte folk, og navnlig en større lønspredning i nedadgående
retning.
Og
om de unge:
For
at lette ansættelsen af unge, foreslås det, at der indføres en højere
grad af fleksibilitet med hensyn til minimumslønninger, nedsatte bidrag til
socialsikringsordninger eller andre kontraktmæssige forhold. (mine fremhævninger,
KS). (22)
Samtidig
skal der ske et fuldstændigt brud med traditionen for en normal
arbejdsdag. I stedet skal der satses på atypisk arbejde, altså at der
ingen regler er for, hvordan arbejdstiden kan placeres. Det afgøres af
arbejdsgiveren. Med Delors formulering:
indførelsen af mere fleksibilitet bør foregå é f.eks. ved at fjerne de
hindringer, der gør det vanskeligt eller mere omkostningskrævende at indføre
deltidsarbejde eller ansættelseskontrakter af mere begrænset varighed. Med
hensyn til fastsættelse af arbejdstiden fremsættes der forslag om en årsnorm.
EU
er til fulde klar over, at skal dette lykkes, så kræves der et voldsomt opgør
med den stærke faglige organisering, de kollektive overenskomster og aftaler i
en række europæiske lande. Vi skal senere se, hvordan dette formål forfølges
specifikt.
Det
turde således være indlysende, at EUs social- og arbejdsmarkedspolitik i hele
sit væsen er et brud med den nordiske tradition, der har en indbygget
solidaritet: At en række sociale ydelser er ens for alle, uanset om du har
arbejdet 5 eller 40 år på arbejdsmarkedet.
Forbilledet
er det amerikanske og japanske arbejdsmarked, hvor den del af arbejdskraften,
der lever og arbejder stort set uden nogen form for social sikkerhed, er meget
stor.
Det
er også EUs klare ambition, at opnå samme arbejdskraftmobilitet som i USA. Her
bor millioner af mennesker i campingvognsbyer, således at de kan drage tværs
gennem staterne i jagten på job. Naturligvis en mobilitet, der fremmes af, at
der ikke er noget reelt alternativ.
Denne
ambition udtrykkes således af Wim Duisenberg, den nyvalgte leder af Den Europæiske
Centralbank:
Folk
må kunne flytte til andre områder i Europa, hvis deres regeringer ikke holder
økonomien sund Jeg tror, det er en fejl at undervurdere arbejdsstyrkens
mobilitet. (23)
Der
er således ikke tvivl om, hvem der skal betale for etableringen af Den Europæiske
Union og den fælles mønt. Det skal arbejderklassen.
Det
er ikke nogen tilfældighed. Delors udarbejdede sin rapport i nært samarbejde
med storindustriens lobbyorganisation European Round Table of Industrialists
ERT. (24)
Sidder
man med begge rapporter i hånden, kan man simpelthen ikke være i tvivl om, at
de er udarbejdet sammen. Delors formulerede selv klasseindholdet i sin politik i
forbindelse med EU-topmødet i København i juni 1993:
De
europæiske virksomheder kan ikke konkurrere med velfærdsstaterne som en lænke
om anklen.
Og
Jacques Delors er ikke en konservativ erhvervsmand. Han er fransk socialdemokrat
og medlem af det Europæiske Socialdemokrati. Ligesom Nyrup.
Jeg
vil i det efterfølgende blot give nogle få eksempler på, hvor disse målsætninger
ses i EU-dokumenter i perioden 1993-2000.
I
EUs beskæftigelsesstrategi (25) , der er tiltrådt af den
danske regering, kan vi læse om arbejdsmarkedspolitikken:
vil
målrettede nedskæringer i lønudgifterne og fremme af deltidsarbejde være
positive tiltag é Især bør kortere arbejdstid indføres fleksibelt og
decentralt, kombineret med kravene fra produktionscyklus. (min fremhævning,
KS)
Konkret
bliver denne politik omsat i direktiver. Blandt disse er EUs
arbejdstidsdirektiv, som nu er indarbejdet i flertallet af de danske
overenskomster. Direktivet tillader en arbejdsuge på op til 48 i op til ti uger
ad gangen. Udover at lægge pres på lønmodtagerne for at acceptere overarbejde
og lignende har det også medført en direkte forringelse af arbejdsmiljøloven
(11 timers-reglen). Årsagen er, at EU ikke accepterer begrebet en normal
arbejdsdag.
I
samme retning trækker EUs direktiv om deltidsarbejde. Indholdet i direktivet
er, at alle hindringer for deltidsjob skal fjernes.
EU-kommissionen
angiver selv udviklingstendenserne i sin seneste rapport om socialpolitikken: (26)
Et
fremherskende træk i alle medlemsstaternes politik é har været en
gennemgribende nyvurdering af kriterierne for tildeling af arbejdsløshedsydelser
é truffet foranstaltninger til at stramme op på disse kriterier é men er også
rettet mod især invaliditets- og førtidspensionsordninger.
Ovenstående
citat illustrerer, at denne udvikling forløber parallelt i EU-landene. Tag for
eksempel førtidspensionsområdet, som EU selv nævner. Kriterierne for at
modtage førtidspension er blevet skærpet i de senere år i Danmark. Folk
tvinges til at arbejde, selvom de ikke kan holde til det. Der er en rystende
parallel til Holland, hvor antallet af førtidspensionister er blevet skåret
ned med 40 procent efter samme mønster. (27)
I
de seneste år har EU især fokuseret på pensionsområdet under henvisning til
den såkaldte ældrebombe. Den diskussion kender vi alt for godt herhjemmefra,
men den er altså introduceret af EU. EU-kommissionen opridser linierne i omlægningen
således:
De
specifikke foranstaltninger é er forskellige; men fælles er, at der fokuseres
på det overordnede mål at begrænse fremtidige behov for pensionsoverførsler,
navnlig dem, som det offentlige er ansvarlige for. De mest udbredte
foranstaltninger består i at hæve den officielle pensionsalder, øge antallet
af optjeningsår, der kræves for at få fuld pension, nedsætte pensionen i
forhold til tidligere indtjening eller i højere grad at basere den på
indbetalte bidrag og oprette særlige fonde til finansiering af fremtidige
pensionsoverførsler. (28)
De
tre centrale mål for omlægningen af pensionsområdet fremgår klart af
dokumenterne:
1.
Statens udgifter til pensionsområdet skal skæres mest muligt, ligesom
arbejdsgivernes sociale bidrag til pension skal mindskes. Det betyder, at en større
del af alderdomsforsørgelsen skal over på private opsparinger.
2.
De gamle skal holdes på arbejdsmarkedet længst muligt. EU henstiller direkte
til Danmark om at overvåge effekterne af efterlønsreformen; om den giver
det ønskede resultat i form af at undgå for tidlig afgang fra arbejdsmarkedet
.
3.
De mange pensionsmilliarder skal frigøres som risikovillig kapital, som
erhvervslivet i EU kan arbejde med. <V>29
Igen
er det vigtigt at se disse ting i deres sammenhæng. Det turde være indlysende,
at når en stadig større del af alderdomsforsørgelsen lægges over på private
opsparingsordninger, så vil vi se meget markante klasseskel blandt de ældre.
Og når de private pensionsopsparinger derefter skal bruges som risikovillig
kapital, så er det forbundet med en direkte risiko for, at pensionen forsvinder
i den blå luft i tilfælde af finansiel krise.
Som
Kommissionen selv formulerer det, baseres indkomstoverførslen på
ejendomsretten til fysiske og finansielle ordninger. Ydelsernes størrelse afhænger
udelukkende af afkastet af de investerede aktier. Pensionsindkomsten påvirkes
derfor af inflation og investeringsrisiko. 3
Endelig
betyder omlægningen af alderdomsforsørgelsen til private supplerende
pensioner, at de kommer ind under lovgivningen for det indre marked. EU arbejder
netop nu på det første direktiv om disse pensionsordninger.
Vi
ser altså, at når ydelser som sygeforsikring og pensionsordninger lægges over
i private hænder, så overtager EU lovgivningsmæssigt.
Det
er velkendt, at der siden Maastricht-traktaten har været en løbende konflikt
mellem EU og Danmark om, hvorvidt EU vil godkende, at det danske arbejdsmarked
er reguleret af kollektive overenskomster. EU fastholder konsekvent, at ganske
vist kan de kollektive overenskomster få lov til at eksistere, men de må ikke
stå alene. Der skal være en parallel regulering i form af direktiver.
Den
seneste bekræftelse af, at dette standpunkt er ufravigeligt for EU, fik vi på
et EFS-møde (31) i Finland sidste år, hvor LO trods store
anstrengelser kun fik indført i teksten, at regulering af arbejdsmarkedet
kan ske enten via lovgivning eller via forhandlet lovgivning, altså at
fagforeningerne er med til at udforme direktiverne.
For
at forstå denne strid til bunds er det nyttigt at forstå EUs udganspunkt:
EUs
målsætning på dette område fremgår af Det sociale Charter fra 1989 32.
Her defineres klart, at det er en menneskeret ikke at være organiseret i en
fagforening. Med andre ord: Lønmodtagere kan melde sig ind i en fagforening,
hvis de vil, ligesom man melder sig ind i en frimærkeklub, men arbejdsmarkedet
skal ikke være reguleret af kollektive overenskomster, for i så fald vil de
gule være stillet dårligere på arbejdsmarkedet.
Hér
ligger hele den opfattelse, som danner grundlag for EUs angreb på det danske
overenskomstsystem. EU insisterer på, at arbejdsmarkedet skal være reguleret
af EU-direktiver, og at den grundlæggende aftaleform på arbejdsmarkedet skal være
individuelle ansættelsesaftaler mellem lønmodtager og arbejdsgiver (33).
Det er præcist indholdet i EUs ansættelsesdirektiv.
I
Amsterdam-traktaten fik vi for første gang en direkte henvisning til Det
sociale Charter af 1989. Derved bliver det et spørgsmål for EF-domstolen. Således
kan en dansk fagforening nu hives for EF-domstolen på grund af vores tradition
for eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet. At dette ikke er fri fantasi, fremgår
af at Menneskerettighedsdomstolen har afsagt en dom imod eksklusivaftaler.
Dommen blev begrundet med, at Det sociale Charter har ændret grundlaget for
domstolens afgørelser.
Det
er ikke svært at se, at dette er en regulær bombe under den danske
fagforeningstradition. Hvis fagforeningerne ikke har organisations- og
aktionsretten på arbejdsmarkedet, hvordan skulle de så kunne kæmpe for deres
medlemmers interesser?
EU
har tiltænkt fagforeningerne en helt anden rolle. De skal holde ro på bagsmækken,
dæmme op for den sociale uro, som følger i kølvandet på etableringen af den
økonomisk-monetære union og euroen. Dette udtrykes klart af tidligere
EU-kommissionsformand Jacques Santer: En korporativ model, hvor fagforeningerne
bindes af aftaler, er vigtig, fordi det er en forudsætning for, at ØMUens
tredje fase kan realiseres. (34)
I
det korporative system bliver fagforeningerne en stadig mere integreret del af
EU-systemet. Der sker en sammensmeltning mellem, hvad der vedtages af
arbejdsmarkedets parter, og hvad der er egentlig EU-lovgivning. Et oplagt
eksempel er forslaget om at etablere en EU-arbejdsret, der skal arbejde nært
sammen med EU-domstolen, som har kompetencen til at dømme i konflikter omkring
arbejdsmarkeds-direktiver. Den korporative socialmodel udvikles markant med
Amsterdam-traktaten. Her åbnes op for, at arbejdsmarkedets parter skal
inddrages mere direkte på lovgivningssiden, idet en rammeaftale, der er indgået
mellem arbejdsmarkedets parter, kan ophøjes til at være et direktiv, hvis
EU-kommissionen vel at mærke støtter det. Konkret har det været
forretningsgangen med deltids-direktivet.
Planen
er et gennemkontrolleret arbejdsmarked, hvor Den Europæiske Centralbank fastlægger
en tilladelig lønstigning, fastsat på baggrund af hensynet til den lave
inflation. Indenfor denne indkomstpolitiske ramme, som besluttes i
trepartsforhandlinger på EU-plan, kan fagforeningerne så gennemføre de
decentrale forhandlinger ude på fabriksplanet. Det nationale niveau er helt væk
på længere sigt.
I
en sådan topstyret økonomisk-monetær union med korporativ struktur for
arbejdsmarkedet er der naturligvis ikke plads til arbejdskampe. Det fik vi til
fulde illustreret, da EU-kommissionen i 1997 pludselig blandede sig i en fransk
chauffør-strejke.
Og
der var ikke tale om en enlig svale: EU-kommissionen har igen for nylig truet
med at skride ind overfor strejker i Frankrig, fordi varernes frie bevægelighed
er truet.
Både
herhjemme - i forbindelse med Overenskomst 2000 - og i Sverige ser vi stærke
tendenser til at forsøge at forhindre og udsætte konflikter på
arbejdsmarkedet og gøre fagforeningerne ansvarlige for dette.
Det
var derfor ingen tilfældighed, da Nyrup i forbindelse med udskrivningen af
folkeafstemningen om euroen trak en direkte forbindelse mellem ØMU-medlemskabet
og den kendsgerning, at et overenskomstforlig med et forhandlet reallønsfald
netop var gennemført uden konflikt. I hvert fald er symbolværdien til at tage
og føle på, når man kender indholdet i ØMUen og den korporative
socialmodel.
Tilhængernes
udsagn i forhold til dette er malerisk formuleret: ØMUen er en
fredsdue. Denne påstand kan virke absurd i en situation, hvor EU er i fuld
gang med at opbygge sig som militær union.
Men
lad os se på argumenterne.
Jeg
har tidligere nævnt den sociale og politiske uro, som med sikkerhed vil opstå
internt i euro-området. Euroen repræsenterer og må nødvendigvis repræsentere
voksende modsætninger mellem center og periferi og en magtpolitisk
koncentration, fordi den i bund og grund er et ustabilt højrisiko-projekt.
Dertil
kommer, hvad den økonomisk-monetære union påfører Østeuropa af social og økonomisk
ulykke.
Tag
for eksempel ØMU-politikken. Vi har tidligere set, hvordan denne politik kan
fremkalde arbejdsløshed og lønfald i vores veludviklede modne økonomier. Det
er intet at regne overfor de konsekvenser, som en sådan politik har i de østeuropæiske
lande.
Dér
har landene mistet 50 til 70 procent af deres produktion. De har galoperende
inflation. Hvis de vil slå deres inflation ned for at leve op til EUs krav, så
betyder det endnu et katastrofalt dyk i produktion og beskæftigelse. Det ses
blandt andet i Letland, hvor man har valgt at køre chok-tilpasning.
Millioner
i Østeuropa er fordrevet ud i arbejdsløshed og fattigdom, for sociale ydelser
er der stort set ikke noget af. Det er jo umuligt indenfor de budgetmæssige
rammer, som de er pålagt af EU og IMF.
Denne
påstand hører man ofte i sammenhæng med udsagn som at det kun er via EU,
at vi kan inddæmme stormagten Tyskland og undgå krig i Europa. Hvad er
realiteterne bag dette?
Det
er meget farligt at tro, at den tyske imperialisme er blevet tandløs. Sagen er,
at Tyskland som oftest ikke behøver at gå solo. Tyskland kontrollerer
alle væsentlige initiativer i EU og får derved sin politik igennem, så den
fremtræder helt legal og langt mere efffektiv.
Men
hvis Tyskland ikke får sin vilje, så går denne europæiske stormagt solo. Det
så vi klart i Jugoslavien i 1991, hvor Tyskland fremtvang EUs anerkendelse af
Kroatien og Slovenien som selvstændige stater ved selv at anerkende dem
officielt. Det var langt fra et ukontroversielt skridt. Det var faktisk det
skridt, der startede opsplitningen af Jugoslavien og igangsatte krigene på
Balkan (35)
ØMU-projektet
er et klokkeklart eksempel på, hvorledes Tyskland sætter tonen i EU. Den økonomisk-monetære
union er bygget 100 procent på tyske traditioner, mens Frankrigs traditionelle
økonomiske politik ikke er tilgodeset.
Ligeledes
i forhold til Øst-udvidelsen. Der er ingen tvivl om, at Øst-udvidelsen har
forstærket Tysklands magtposition ganske betydeligt. Tyskland står i dag for
en tredjedel af Østeuropas handel med Vesten. I en rapport fra den tyske
nationalbank Bundesbank hedder det:
Det
central- og østeuropæiske rum er allerede nu mere vigtigt som eksportmarked
for Tyskland end USA (36)
Det
er ikke nogen tilfældighed, at vi ser, hvordan EU bygger den økonomisk-monetære
union og den fælles mønt, samtidig med at der tages stormskridt hen imod en
egentlig militær union. Begge skridt er to sider af den samme
supermagtsambition.
Siden
1989, da Muren faldt og Sovjetunionen brød sammen, har EU og USA været
konkurrenter. De kæmper hårdt om de nye markeder i Øst, ligesom EU er meget
aktiv i forhold til at trænge ind i Latinamerika med investeringer.
Både
USA og EU optrapper disse konflikter - på det handelsmæssige område, i
forhold til investeringer og i forhold til at vinde politisk kontrol.
De
to poler rivaliserer imidlertid ikke kun, de samarbejder også. Atlantpagten,
der er en økonomisk-handelsmæssig aftale mellem de to magter, er et udtryk for
dette.
Det
samme var krigen på Balkan. Her var USA og EU enige om at udnytte etniske og
andre konflikter til at trænge militært ind i et område og diktere deres egne
krav. Da NATO stoppede bombningerne, underskrev de fleste lande i området
(minus Jugoslavien, der bevidst holdes uden for) den såkaldte Stabilitetspagt
for Sydøsteuropa. Åbningen for kapital og investeringer, det vil sige den økonomiske
underlæggelse, står helt centralt i denne pagt.
Hele
dette forløb sætter i perspektiv, hvordan USA og EU vil samarbejde for at få
åbnet de markeder og ressourcer, som ligger i hele dette store område, der
blev kastet for gribbene, da Sovjetunionen faldt. Når det er lykkedes, sætter
rivaliseringen, kampen om at kontrollere områderne, ind.
Næste
stop i forhold til en militær konflikt ligger sandsynligvis i Kaukasus. Kampene
i Tjetjenien indikerer, at der varmes op til krig, med det formål at få
fordelt vigtige oliekilder og -rørledninger i dette område.
Det
er uundgåeligt, at der vil komme en konflikt eller krig, hvor styrkeforholdet
mellem disse to stormagts-poler skal afklares. USA har i årtier været verdens
førende supermagt og har ikke mindst siden murens fald ført sig frem som
verdens leder. Men EU har slet skjulte ambitioner om at gøre USA rangen
stridig.
Rent
økonomisk er EU ved at være på højde med USA. Den afgørende forskel i dag
er den privilegerede situation, som USA har på de finansielle markeder på
grund af dollarens position som parallel-valuta (altså reservevaluta på
verdensplan).
Det
er den privilegerede stilling, som EU nu udfordrer via euroen. EU ønsker med
andre ord at overtage dele af denne position på verdensplan.
Rent
militært halter EU stadig bagefter USA. Men også på dette felt er der sket et
afgørende gennembrud. I april 1999 blev der i forbindelse med NATOs 50 års
jubilæum indgået en studehandel mellem USA og EU, hvor USA på den ene side får
adgang til at håndhæve NATOs offensive strategi (out of area) uden FN-mandat,
mens USA til gengæld accepterede, at EU nu kan opbygge sig som militær
supermagt med en egen militær styrke.
Udviklingen
af den militære union er uden tvivl i sig selv med til at skabe den politiske
union og går altså her hånd i hånd med den fælles mønt. Med tiden vil det
blive et krav, at pengene til den militære union kan tages direkte fra EUs egen
kasse, uden at skulle gå tiggergang hos landene. Derved bidrager den militære
union til direkte skatteopkrævning på EU-plan.
Samtidig
er det indlysende, at regningen for militære eventyr og supermagtsambitioner
betales - også rent økonomisk - af de europæiske folk. Regningen for
Balkan-krigen er også blevet betalt af de europæiske folk.
De
samme politikere, som i 50 år har hyldet USA som frihedens beskytter, kommer nu
og siger, at EU er en mere human leder af verden end USA. Det turde være
indlysende, at formålet ene og alene er at få os til at slutte op om vores
egen imperialistmagt EU.
I
nogle dele af den underudviklede verden er der forhåbninger om, at euroens
etablering vil forbedre deres situation. Nogle steder er der en opfattelse af,
at en stærk euro kan betyde mindre afhængighed af USA. Det er et synspunkt,
som især mødes i Latinamerika, hvor USAs dominans har været total i årtier,
men hvor EU nu har øget sine investeringer markant i de seneste år.
Det
er nødvendigt at sige klart og utvetydigt, at EU på ingen måde er en mindre
aggressiv kreditor og investor end USA. Den økonomiske politik skabes ikke af
onde mennesker. Den skabes af kapitalinteresser, og de reagerer ens,
uanset hvor de kommer fra i verden. Det vil også de latinamerikanske folk få
at føle.
Det
er også vigtigt overfor disse lande at gøre det klart, at euroen er et
generalangreb på arbejderklassen i de europæiske lande, på dens faglige og
sociale rettigheder. Mens EUs ledere taler om menneskerettigheder og humanitet på
rejser i andre verdensdele, så driver man renlivet klassepolitik på
hjemmefronten. Det er vores pligt at formidle dette til arbejderklassen i den såkaldt
tredje verden og derved gendrive illusioner, der kan vise sig at koste dyrt.
Når
dette er sagt, må det nødvendigvis også siges, at disse lande naturligvis
skal udnytte spillet mellem USA og EU til deres egen fordel og søge at skabe
sig en mere uafhængig situation.
Kampen
mod euroen og den nye europæiske supermagt må nødvendigvis ses i sammenhæng
med den igangværende globaliseringsproces.
I
en verden der bliver stadig mere kompliceret, og som i stadig højere grad kræver
en fleksibel og aktiv økonomisk politik, har man i Euroland bundet sig selv på
hænder og fødder og underskrevet en håndfæstning på, at man i al evighed
vil føre en ganske særlig økonomisk politik. Hvorfor skulle et land
frivilligt underlægge sig disse betingelser, når der findes bedre muligheder?
Det har ingen mening.
Selvom
vi stemmer nej til euroen, slipper vi naturligvis ikke for alle de fortrædeligheder,
der stammer fra globaliserings-processen. Men vi får bedre manøvre-betingelser
på det oprørte hav. Dertil kommer, at kampen mod euroen er højaktuel
klassekamp. På det nationale niveau er det stadigvæk muligt for
arbejderklassen og dens allierede at tiltage sig politisk magt, sætte bremser
ind overfor den internationale kapital, forsvare de sociale og faglige
rettigheder og de velfærdsgoder som er bygget op gennem årtier, mod angreb fra
den kapital, der er ligeglad med, hvad den smadrer på sin vej til hurtig
profit.
Derfor
er det nationale spørgsmål mere højaktuelt end nogensinde. Derfor skal vi
ustandselig høre på, at vi er nationalistiske og fremmedfjendske, fordi
vi ikke bare strækker armene i vejret. Lad det være en påmindelse om, at vi
har bidt os fat i en vigtig kamp.
·
Danmark
og euroen. Pjece udgivet af Folkebevægelsen mod EU, januar 1999.
·
Carsten
Heyn-Johnsen: ØMUen som magtmiddel. Pjece udgivet af Folkebevægelsen
mod EU, 1998.
·
Karsten
Skjalm: ØMU - baggrund og perspektiver. Pjece udgivet af Dansk
Udenrigspolitisk Institut.
·
Henrik
Plaschke og Poul Thøis Madsen: Den forbudte debat om ØMUen.
·
Vismandsrapporten,
1996.
·
Corporate
Europe Observatory: Det korporative Europa - farlige forbindelser mellem EUs
institutioner og industri. Udgivet af Forlaget Arbejderen 1998.
·
Jesper
Jespersen og Karen Sunds: Unionens økonomiske politik - et svar til
EU-kommissionens hvidbog. Udgivet af Folkebevægelsen mod EU, 1994. Den fælles
mønt - et rigtigt eksperiment? NOTATs forlag, 1998.
·
Karen
Sunds: Amsterdam-traktaten - et stærkt politisk redskab for
EU-monopolerne. Udgivet af Forlaget Arbejderen, 1998.
·
Euro
eller krone? Redigeret af Frank Dahlgård og Mette Kofoed Bjørnsen, 1999.
1.
I den officielle danske oversættelse er ordet union blevet til
sammenslutning. I den engelske tekst lyder formuleringen imidlertid
ever closer union, mens den på fransk lyder union sans cesse plus
troite. Der er derfor belæg for også herhjemme at bruge union om
betegnelserne i de første EF-erklæringer. Se EU-Karnov, Karnovs Forlag, 1993.
Den officielle danske oversættelse findes i præambel til Rom-traktaten,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1987.
2.
Se for eksempel: Erik Meier Carlsen, Henrik Sass Larsen, Lars Olsen og Hans
Stavnsager: En europæisk utopi - perspektiver for en velfærdsunion,
Fremad, 1997.
3.
Det korporative Europa - farlige forbindelser mellem EUs institutioner og
industri. Rapporten er udarbejdet af den hollandske gruppe Corporate Europe
Observatory, der overvåger og rapporterer om europæiske virksomheder og deres
lobby-aktiviteter. Den er oversat af Susanne Arends og udgivet på dansk under
titlen EU A/S - Velkommen til det korporative Europa, Tekster i Tiden nr.
4, Forlaget Arbejderen 1998.
4.
Danmark har deltaget på møder i EUs militære arm Vestunionen, som om vi
var fuldgyldige medlemmer. Folketinget vedtog i 1997, at Danmark skulle være
medlem af Schengen, hvilket gjorde det retslige forbehold til en ren parodi. Med
hensyn til ØMU-forbeholdet havde vi allerede i Maastricht-traktaten i 1992 en
protokol, hvor der stod, at den danske grundlov kunne indebære, at der i
Danmark skulle være folkeafstemning før tilslutning til ØMUens tredje
fase.
5.
Udtalelse refereret af Nyhedsbureauet Agence Europe, 1997.
6.
Dagbladet Børsen, 17. maj 1999: Eurolands økonomier mangler fodslag.
7.
Se EU-kommissionens Agenda 2000-program.
8.
Udtalelsen er citeret på TV2 i forbindelse med at Robert Mundell i slutningen
af 1999 modtog Nobel-prisen i økonomi. Den stammer oprindelig fra tiden kort før
euroens etablering.
9.
Børsens Nyhedsmagasin, marts 2000.
10.
Jelved komme med denne udtalelse på et debatmøde i Aalborg den 25. januar
2000. Bag mødet stod Folkebevægelsens Ungdom.
11.
Se Vismandsrapporten fra 1997.
12.
I rapport fra december 1996 hedder det direkte på side 8, at de offentlige
nedskæringer, forårsaget af konvergenskravene og forberedelsen af euroen, har
negativ indflydelse på den økonomiske aktivitet.
13.
Amsterdam-traktatens artikel 109 O.
14.
I Finland er der p.t. etableret to fonde på nationalt plan (arbejdsløshedsforsikrings-
og pensionsfonde). Efter færdigetablering rummer de 10 milliarder kroner. Der
tales om at etablere andre små fonde på fuldstændig privat basis. En 6
procents sænkning af bidragene har samme virkning over for arbejdsgiverne som
en 15 procents devaluering.
15.
Lemming-adfærd: Det fænomen, som er kendt fra lemmingerne, der vandrer
kollektivt i døden, at hvis en valutahandler begynder at sælge ud af en
bestemt aktie eller valuta, således at prisen falder en anelse på børsen, så
reagerer de alle i panik ved også at sælge ud af det pågældende værdipapir.
16.
Forordning 1408/71 omhandler sociale sikringsordninger for arbejdstagere og
deres familiemedlemmer, der flytter inden for EU. EU-kommissionen har foreslået
en ny forordning til afløsning af 1408. Med det forslag udvides personkredsen,
der har krav på sociale ydelser fra det land, de flytter til. Det nye forslag nævner
specifikt den danske efterløn.
17.
Se for eksempel Carsten Skjalm: ØMU - baggrund og perspektiver. Dansk
Udenrigspolitisk Institut, 1998.
18.
Denne protokol blev ikke en del af selve unionstraktaten i Maastricht, fordi
Storbritannien ikke ville undertegne den. Den blev så skrevet ind i traktaten i
1998. Juridisk set betød dette ikke en ændring, for en protokol har juridisk
set samme status som selve traktatteksten. Politisk set var betydningen
imidlertid stor.
19.
Jyllands-Postens opsummering af rapporten, Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi,
15. april 1998.
20.
Se Den fælles mønt - et rigtigt eksperiment, NOTATs forlag, 1998.
21.
Vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse. Udfordringer og veje ind i det 20.
århundrede. EU-kommissionen 1993
22.
Som foregående note, side 47.
23.
Interview med Wim Duisenberg i dagbladet Børsen, 27. februar 1998.
24.
Rapporten fra ERT om nødvendige omlægninger af arbejdsmarkedet i EU udkom en
uge før Delors Hvide Bibel.
25.
Vedtaget på Dublin-topmødet i december 1996.
26.
EU-kommissionen marts 2000: Beretning om social beskyttelse i Europa (KOM(2000),
163 - endelig).
27.
Danske Kommuner, nr. 29, 1999.
28.
Som note 26.
29.
EU-kommissionens grønbog: Supplerende pensioner i det indre marked
(KOM(97)283).
30.
Samme sted.
31.
EFS er Unionens faglige sammenslutning. En tilsvarende sammenslutning findes af
Unionens arbejdsgivere, kaldet UNICE.
32.
Fællespagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og
sociale rettigheder. EU-kommissionen maj 1990.
33.
I Danmark udmøntet i Loven om ansættelsesbeviser, 1993.
34.
Udtalt på et møde med EFS og UNICE i København april 1996.
35.
For en nærmere gennemgang af dette forløb se også: Sven Tarp: Historien om
en bebudet krig, Forlaget Arbejderen 1999.
36.
Se artiklen: ØMUen er en fredsdue, Vendsyssel Tidende, 2. august 1997.
Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk
03-04-02