Fup eller Fakta om EUROen

af Karen Sunds
copyright Forlaget Arbejderen august 2000
Må citeres med kildeangivelse

Der er også  mulighed for at læse og udprinte teksten i Adobe Reader formatet

INDHOLD

Vejen frem mod en økonomisk-monetær union

En stadig snævrere union

Hvilke kræfter driver Unionen

Fra toldunion for ”de seks” til det indre marked

Det indre marked: mere monopol - mere ulighed

Det indre marked: drivkraft for fælles politik

Den økonomisk-monetære union (ØMU’en)

Hvad er ØMU’en

ØMU-ensretning og euro-disciplin

Danmarks særlige stilling

Om euroen og den politiske union

Lidt om hvordan valutaer virker

Fælles mønt fører uundgåeligt politisk union med sig

En håndfuld bankdirektører i Frankfurt får magten

En bombe under det repræsentative demokrati

Dansk økonomi på dybt vand eller i sikker havn

Lidt om sparede vekselgebyrer

Hvor blev vækst og beskæftigelse af

En ”rød ØMU” er en illusion

Valutaspekulant-spøgelset

Eksemplet Sverige

Rentespøgelset

Velfærden afmonteres

Det indre marked: Varer eller velfærd

”Det marked, som ØMU’en vil påvirke mest, er arbejdsmarkedet”

Den fælles social- og arbejdsmarkedspolitik

Fra Delors til i dag

Pensioner i skudfeltet

Fra kollektive overenskomster til individuelle aftaler og EU-lovgivning

Den ultimative kontrol med fagbevægelsen

Euroen er ingen fredsdue

Europas sår heles ikke - ulighederne bliver større

Tyskland inddæmmes ikke – tværtimod

Fælles valuta udfordrer USA

En militær union i svøb

Men er euroen så ikke en fordel for ulandene da

Slutord

Læs mere

Noter

 

 

VEJEN FREM MOD EN ØKONOMISK-MONETÆR UNION

”En stadig snævrere union”

Lige siden starten i 1950’erne var målet med EF at etablere en politisk union, Europas Forenede Stater. Den målsætning viste sig imidlertid hurtigt at være alt for kontroversiel. Derfor blev der valgt en strategi, så der udadtil blev argumenteret med EF’s økonomiske gevinster. Denne strategi kaldes ”Monnet-metoden”, opkaldt efter Jean Monnet, den første leder af embedsapparatet i det daværende EF.

At målet hele vejen igennem har været den politiske union, fremgår dog tydeligt af Rom-traktaten, hvor underskriverne erklærer, at de ”er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”. (1

Denne taktik har været brugt lige siden 1972, hvor vi fik at vide, at vi skulle sige ja til EF-medlemskab på grund af flæskepriserne og ”for den daglige husholdnings skyld”, og frem til i dag, hvor det er euroen, vi diskuterer.

Det er det, der gør den officielle EU-debat herhjemme så forløjet. I andre lande tales der åbent om de politiske mål. Men i Danmark opstilles der en helt anden dagsorden. Det er blevet endnu mere udtalt siden det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992, der for alvor markerede den dybe unionsskepsis i befolkningen.

 

Hvilke kræfter driver Unionen

Hvis man skal prøve at forstå de drivkræfter, der ligger bag udviklingen af EU, er to forhold afgørende:

For det første den magt og direkte politiske indflydelse, som de europæiske monopoler har på udviklingen. Det er især blevet meget tydeligt siden starten af 1980erne. For eksempel blev hele slagplanen for det indre marked udarbejdet af European Round Table of Industrialists (ERT), der er de europæiske industrimonopolers største lobby-virksomhed.

For det andet det særlige spil omkring den fransk-tyske akse. Som europæiske stormagter rivaliserer Frankrig og Tyskland ustandselig, men nærer samtidig et fælles ønske om at dominere. Frankrig har traditionelt drømt om en politisk union og om politisk dominans i Europa, mens Tyskland har koncentreret sig om den økonomiske dominans. Mange af de afgørende aftaler, der gennem tiden har udformet EU, er opstået som handler mellem disse to lande.

Det er i spillet og balancen mellem disse to forhold, at EU har udviklet sig. Det første skridt til det, der i dag hedder EU, blev taget i 1951 med Kul- og Stålunionen. Kul- og Stålunionen blev ledt af Monnet, der fra starten introducerede en stærk teknokratisk ledelse, uafhængig af politikerne.

Det har lige siden været et kendetegn ved EU: lukkede fora og mangel på demokrati. De reelle beslutninger tages i lukkede udvalg under EU-kommissionen, hvor erhvervslivets folk er placeret, ofte med flertal, og hvor beslutningerne ofte er hemmelige. Ligeledes er lobbyisme en fast integreret del af EUs politiske system: Man køber sig til politisk indflydelse.

 

Fra toldunion for ”de seks” til det indre marked

I de første 15-20 år fungerede det der i dag er EU udadtil primært som en toldunion. Med Rom-traktaten fra 1958 etableredes en fælles toldunion mellem ”de seks”: Tyskland, Frankrig, Belgien, Luxembourg, Holland og Italien. Danmark blev medlem i 1972 samtidig med Storbritannien og Irland. En toldunion er kendetegnet ved, at der etableres frihandel indadtil, mens der bygges høje toldmure udadtil. Det mest ekstreme eksempel på denne politik er EUs landbrugspolitik.

Selvom Rom-traktaten lignede en almindelig toldunion, skal man bemærke, at der allerede her var formuleret en målsætning om en stadig snævrere union, ligesom det lukkede udemokratiske embedsmandsvælde var etableret.

I de efterfølgende år spøgte tankerne om at etablere en egentlig politisk union med fælles mønt flere gange. Det var eksempelvis tilfældet i den såkaldte Werner-plan fra 1960erne. Men tiden var ikke moden, og planerne kuldsejlede.

Verdenskrisens gennemslag i 1973 indledte en ny tid, hvor konkurrencen mellem monopolerne blev meget hård, og klassekampen skærpet. Som resultat heraf begyndte monopolerne at kræve en langt mere offensiv og direkte politisk indflydelse.

Sådan var det ikke bare i Europa - udviklingen foregik på verdensplan. Den såkaldte Berg-rapport, som Verdensbanken udgav i 1980, markerede for alvor dette vendepunkt: Monopolerne sætter over hele verden dagsordenen for den økonomiske politik og kræver ubegrænset frihed til at flytte kapital og produktion rundt over landegrænserne.

Dette blev indledningen til en periode, hvor nyliberalismen bliver den dominerende politiske og økonomiske ideologi på verdensplan.

I Europa betød den nyliberale fremmarch, at slagplanen for det indre marked blev lagt: EF, nu EU, skulle være ét stort marked, hvor enhver begrænsning på den frie bevægelighed af varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft skulle fjernes.

Formålet var dels at åbne nye områder af den europæiske økonomi for profitakkumulering. Det drejede sig ikke mindst om statssektoren, der i nogle lande som eksempelvis Frankrig har været langt større end i Danmark.

Et andet formål var at skabe et stort hjemmemarked, som kunne sikre de europæiske monopoler en stærk position på verdensmarkedet.

I 1986 blev planen for det indre marked vedtaget og sat i værk.

 

Det indre marked: mere monopol - mere ulighed

Det indre marked skulle skabe en ensartet økonomisk struktur i landene og en ensartet økonomisk politik, der kunne skabe grundlag for, at det overhovedet var muligt at etablere en fælles mønt i området.

Nøgleordet i det indre marked er ”konvergens”, altså ideen om at landenes økonomiske indretning og struktur skal nærme sig hinanden, og forskelle mellem stærke og svage regioner udlignes. For at sikre denne konvergens blev de såkaldte struktur- og samhørighedsfonde etableret i 1986. Herigennem skulle der kanaliseres investeringsstøtte ud til de fattigste lande (Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Irland). I dag formidler disse fonde omkring 630 milliarder kroner årligt. Samtidig blev der udstedt løfter om, at et indre marked ville betyde øget effektivitet og produktivitet i erhvervslivet. Forbrugerne blev lovet billigere priser på varerne. Det skulle alt sammen være gevinster af den forstærkede konkurrence, blev der sagt.

Men hvad var realiteterne?

Lad os først se på ideen om, at det indre marked skulle forstærke priskonkurrencen og dermed dæmpe nogle af de negative effekter af monopoler i produktionen, nemlig at priserne bliver for høje og produktionsniveauet for lavt. Denne forudsigelse bygger på den forudsætning, at monopolerne i de forskellige lande ”holder hinanden i skak”, når handlen liberaliseres.

Men i praksis blev monopoliseringen voldsomt forstærket. En bølge af konkurser, opkøb og fusioner fulgte efter etableringen af det indre marked. I for eksempel bilindustrien sidder syv firmaer i dag på næsten 90 procent af markedet. Monopoliserings-problemerne er altså meget alvorligere i dag end tidligere.

Det indre marked har ikke betydet, at forskellene mellem stærke og svage regioner blev udlignet. Tværtimod. Under højkonjunkturen i 1960erne og først i 1970’erne skete der en indkomstudligning mellem landene. Denne udvikling standsede med krisens gennembrud. Men samtidig fandt der en specialisering sted i landenes produktionsstruktur. Nogle lande stagnerede fuldstændigt rent økonomisk (Grækenland). Andre tog kampen op på lave lønninger (Portugal) og lavt skatteniveau (Irland).

Vi begynder at se konturerne af en specialisering, der er drevet af monopolerne: De placerer deres arbejdsintensive produktion i lavtlønslande og deres forskning i lande, hvor arbejdskraften er højt uddannet.

Det er vigtigt at forstå denne forstærkede økonomiske specialisering og ulighed imellem regionerne. For den skaber - som vi skal se nærmere på senere - grundlæggende problemer for euroens overlevelsesmuligheder.

 

Det indre marked: drivkraft for fælles politik

Op til den danske folkeafstemning om det indre marked (den såkaldte pakkeafstemningen i 1986) blev der fra tilhængernes side kun snakket økonomi og flæskepriser. Der blev ikke sagt noget om de vidtrækkende politiske konsekvenser, som det indre marked ville få for landene. Tværtimod fremkom den daværende konservative statsminister Schlüter med den senere så berygtede udtalelse: ”Unionen er stendød.”

Sandheden viste sig at være en anden.

Gennem en meget omfattende lovgivning for det indre marked har EU kunnet føre politik på en lang række områder, som officielt slet ikke er et EU-anliggende.

Mange af de forringelser, som vi slås med i dag, er direkte resultater af det indre marked. Ethvert forsøg på at opretholde særlige standarder for miljø, sundhed, fødevarekvalitet, arbejdsmiljø og lignende er i EUs tænkning udtryk for at man ”griber ind overfor markedskræfterne” - og det er i princippet en ulovlig hindring for varernes frie bevægelighed.

Derfor ser vi, at almindelige fornuftige krav om særlige hensyn i forhold til for eksempel miljø og fødevarekvalitet typisk afføder retssager om, at der er tale om ”tekniske handelshindringer.” Aktuelle sager er striden om det danske returflaskesystem og striden om mærkning af genmanipulerede fødevarer. Et andet eksempel er striden om den danske statsstøtte til Samsøs erhvervsliv, en støtte som ifølge EU er ulovlig.

Resultatet har været en omfattende miljømæssig og social dumpning samt afvandring fra udkantsregioner.

Det er netop disse negative konsekvenser af det indre marked, der nu bruges af Socialdemokratiet til at sige, at Den Europæiske Union er den eneste farbare vej, hvis vi vil stække og kontrollere kapitalen. 2)

Problemet med denne påstand er blot, at den bygger på drømmerier og mangel på indsigt i, hvordan magtstrukturen i EU er skruet sammen. Blot et lille eksempel:

Et ønske om at stille høje krav til legetøjsfabrikanternes brug af giftige stoffer i legetøj kunne synes logisk. Problemet er blot, at i det udvalg, der fastlægger produktionskravene til legetøj, sidder legetøjsfabrikanterne på flertallet - og udvalgets arbejde er i øvrigt ikke kendt for offentligheden. Det er blot ét af de mange tusind hemmelige udvalg under EU-kommissionen, der for lukkede døre træffer beslutninger af afgørende betydning for miljø og folkesundhed ud fra deres egen pengepungs interesser.

Men også andre vigtige områder underlægges det indre marked. Kultur, operationer, drikkevand og børnepasning er varer, der skal ”udbydes frit”. Derfor er der en direkte forbindelse mellem EU og den omfattende udlicitering af den offentlige sektor.

Ligeledes i forhold til sociale ydelser og kampen for overholdelse af kollektive aftaler på arbejdsmarkedet. Disse kommer under angreb, fordi EU forlanger, at arbejdskraften skal kunne bevæge sig uhindret og have ensartede vilkår i landene. Resultatet er en harmonisering af social- og arbejdsmarkedspolitikken. Efterlønnen er det mest kendte eksempel på en social ydelse, der kommer under pres på grund af EUs indre marked. Herom senere.

Vi kan altså konkludere, at det indre marked har medført en omfattende harmonisering af den førte økonomiske politik. Men selve økonomierne og produktionsstrukturerne i de enkelte lande er ikke blevet mere ensartede. Tværtimod er forskellene øget.

Den frie kapitalbevægelse, som skabes med det indre marked, og som er en helt nødvendig forudsætning for euroens etablering, er altså samtidig euroens Achilleshæl.

 

Den økonomisk-monetære union (ØMU’en)

Planerne om at etablere en økonomisk-monetær union tog for alvor fart sidst i 1980’erne. Også denne gang var det European Round Table of Industrialists, industrimonopolernes lobby-organisation ERT, der var drivende i at få projektet sat på skinner.

ERT udarbejdede en samlet rapport, hvori den magtfulde lobby-organisation detaljeret gjorde rede for, hvordan en fælles mønt skulle etableres. Siden fortsatte ERT sit arbejde i en række underudvalg og var meget tæt på beslutningerne. Dette er omfattende dokumenteret i rapporten ”Det korporative Europa - farlige forbindelser mellem EUs institutioner og industri”. 3)

Den målsætning, som ERT forfulgte, var at skabe en politisk slagkraft i EU, der matchede den økonomiske styrke. Monopolerne, der med det indre marked havde fået fuldstændig økonomisk frihed, krævede nu at få fuld kontrol over de politiske organer. De krævede en politisk overbygning på den økonomisk sokkel.

Resultatet af denne proces blev Maastricht-traktaten fra 1993. Maastricht-traktaten er den første egentlige forfatning - grundlov med danske ord - for den nye EU-stat, som for alvor begynder at dukke frem.

På en lang række felter er Maastricht-traktaten uhyre vidtgående. Den afskaffer for eksempel vetoretten og etablerer flertalsafgørelser på mange områder. Men det mest vidtrækkende er, at den traktatfæster køreplanen for en økonomisk-monetær union helt frem til etableringen af en fælles mønt i tredje og sidste fase af ØMU’en.

 

Hvad er ØMU’en

ØMU betyder økonomisk-monetær union.

Det er vigtigt at lægge mærke til disse ord. I historien kender vi flere eksempler på monetære unioner, hvor det alene var mønten og ikke den økonomiske politik, der var fælles for landene. Disse monetære unioner er alle brudt sammen.

Men ØMU’en er kendetegnet ved, at den ikke kun har fælles mønt, men også en harmonisering af den økonomiske politik. Det er netop ja-sigernes argument for, at ØMU’en skulle kunne undgå at bryde sammen.

Derfor er harmoniseringen af de økonomiske politikker en helt afgørende del af etableringen af ØMU’en, hvad der kan læses direkte i Maastricht-traktaten.

Hvad der yderligere gør ØMU’en og den fælles mønt euroen speciel er, at den ikke blot grundlovsfæster, at der skal ske en harmonisering af den økonomiske politik. Den grundlovsfæster også en ganske bestemt økonomisk politik, nemlig den monetaristiske, nyliberale politik. Det betyder, at uanset farven på de politikere, der har regeringsmagten, uanset de økonomiske konjunkturer, så skal der føres en økonomisk politik, der sikrer lav inflation og deraf følgende høj arbejdsløshed.

Denne overordnede økonomiske målsætning har været afgørende for indholdet af konvergenskravene og for magtfordelingen mellem den europæiske centralbank og Ministerrådet. Dette er noget helt enestående i verden, og på dette felt går EU forrest i det nyliberale korstog på verdensplan.

Siden vedtagelsen 1993 af Maastricht-traktaten, der lægger de færdige rammer for den fælles mønts etablering, er der kommet endnu en traktatændring, Amsterdam-traktaten. Den trådte i kraft i 1998. Denne traktat tilføjer ikke noget nyt til ØMU’en. Den er først og fremmest et markant spring frem i forhold til at etablere en egentlig EU-statsdannelse. Amsterdam-traktaten fjerner i realiteten det enkelte lands mulighed for at bremse unionsudviklingen ved at bruge sin vetoret. Det sker via traktatens såkaldte fleksibilitetsparagraf.

Traktaten lægger rammerne for den endelige opbygning af en fælles EU-retsstat og for opbygningen af Europa-hæren. Netop de to områder vil enhver ny statsdannelse sikre sig kontrol med, fordi der derved etableres et magtapparatet indadtil og udadtil. På begge felter er politikerne i dag i fuld gang med at udfylde de rammer, som Amsterdam-traktaten lagde.

Endelig tager traktaten et afgørende skridt i retning af at skabe EUs social- og arbejdsmarkedspolitik. Det sker via det såkaldte beskæftigelsesafsnit.

De næste skridt i retning af den politiske union vil blive taget i december i år på regeringskonferencen i Nice. Hovedsigtet med den kommende nye traktat bliver at ændre magtfordelingen mellem landene i de besluttende forsamlinger. De store lande skal have mere at sige, således at de små lande mister indflydelse. Slagsmålet om denne magtfordeling blev trukket ud af forhandlingerne om Amsterdam-traktaten for at undgå politisk lammelse.

Desuden vil det med sikkerhed blive vedtaget, at der kan tages flertalsafgørelser på det skattepolitiske område; ligesom alt tyder på, at også social- og arbejdsmarkedspolitikken underlægges flertalsafgørelser. Det indebærer, at disse helt grundlæggende kerneområder trækkes ud af det nationale beslutningsfelt.

 

ØMU-ensretning og euro-disciplin

Knap var Maastricht-traktaten vedtaget, før landene i et ret højt tempo begyndte en tilpasning til ØMU’en.

En lang række lande opfyldte langt fra kravene til at komme med i euroen. Men af politiske årsager valgte man se væk fra dette og arbejde på en meget bred euro-zone: Derfor har de fleste lande været gennem en meget hård og omfattende tilpasningsproces, der er blevet betalt med blandt andet højere arbejdsløshed og sociale nedskæringer. Den meget dramatiske omlægning er med andre ord betalt af de svageste grupper i samfundet.

Det har for alvor sat brand i den europæiske unionsmodstand. I eksempelvis Frankrig, Spanien, Belgien og Grækenland er modstanden i dag stærkere og mere organiseret end nogensinde. Det viste sig også ved det seneste valg til EU-parlamentet.

Men euroen puster også til andre modsætninger. For at få en stor og bred euro-zone, der var politisk acceptabel, har man valgt at lade en lang række lande snyde sig med. For eksempel har Belgien og Italien snydt med tallene for deres offentlige underskud og gæld. Men herved udskydes problemerne blot. For konvergenskravene skal ikke blot overholdes i 1997, der var ”eksamens-året” for landene i forhold til at komme med i euroen. De skal overholdes altid, hvert år fra nu af.

Derfor er der lagt op til problemer.

Af frygt for at euroen skal blive en ”svag valuta” har Tyskland krævet, at der indgås en såkaldt Vækst- og Stabilitetspagt. Denne blev endeligt vedtaget i 1997. Stabilitetspagten er en politisk aftale, der skærper konvergenskravene.

Hele denne proces har skærpet modsætningerne imellem landene og mellem den politiske elite og befolkningerne og gjort dem meget dybt. Disse konflikter vil dukke op til overfladen gang på gang i de kommende år.

I 1997-98 gennemrystedes verden af en meget omfattende finanskrise, som startede i Asien. Den skabte stor nervøsitet i EU, fordi en økonomisk krise i Europa ville give euroen alvorlige problemer. Hvis først EU blev ramt af den økonomiske krise, ville euroen sandsynligvis være umulig at etablere.

I kapløb med den økonomiske konjunktur valgte man alligevel at fastholde tidsplanen og sætte euroen i gang den 1. januar 1999. Den endelige fastlåsning, som uigenkaldeligt fjerner de nationale valutaer fra markedet, er planlagt til år 2002.

Alle økonomiske argumenter talte ellers for at vente og ikke søsætte euroen ved indgangen til 1999. Det har fået mange EU- og ØMU-tilhængere til at advare om, at man i realiteten har etableret et højrisiko-projekt.

Hele dette forløb, hvor man etablerede euro-projektet stik imod alle odds, stik imod al økonomisk teori, men af politiske årsager, fordi monopolerne krævede det, er vel det stærkeste bevis på, hvilke kolossale kapitalkræfter, der står bag EU-projektet.

 

Danmarks særlige stilling

I Danmark har vi stemt om vores forhold til EU i alt fem gange: i 1972, 1986, 1992, 1993 og sidst i 1998. For hver gang er modstanden mod unions-projektet steget i befolkningen frem til nej’et i 1992. Der er således tale om en modstand, der bygger på årtiers konkret erfaring med EU, ikke en tilfældig eller en spontan modstand.

Som bekendt faldt Maastricht-traktaten, da det danske folk stemte nej den 2. juni 1992. Danskerne nedlagde veto, og derfor kunne Maastricht-traktaten ikke vedtages. Demokratiet havde talt. Men da demokratiet ikke længere var den olie, som unions-maskinen kunne køre uhindret i, blev det sat ud af kraft. Herefter gennemførtes det såkaldte Edinburgh-forlig, der var et regulært politisk kup overfor den danske befolkning. Uden Nyrup-regeringen og de partier, som fulgte med, herunder SF, havde dette kup ikke været muligt. Disse accepterede, at danskerne skulle stemme igen om den samme traktat.

Ved omafstemningen i 1993 lykkedes det tilhængerne at true sig til et ja. Dette har været en særdeles lærerig, men også smertefuld erfaring for den danske befolkning. En af de indrømmelser, som den politiske elite måtte give den danske befolkning i 1993 for at få Maastricht-traktaten vedtaget, var de fire såkaldte undtagelser, der var indføjet i Edinburgh-erklæringen. Undtagelserne var yderst kryptisk formuleret, og i de forløbne syv år har regeringen gjort alt for, at de i praksis ikke skulle få nogen betydning: Danmark har deltaget i Unionen, som om disse undtagelser ikke eksisterede. Det gælder det økonomiske område, på det rets- og politimæssige og det militære område. 4)

Men unionsudviklingen går nu så stærkt, at de fire undtagelser, og her frem for alt vores undtagelse fra den fælles mønt, er blevet et problem for de unionsivrige politikere. Så nu skal danskerne stemme om ØMU’en for tredje gang.

Statsminister Nyrup Rasmussen påstår, at vi kan melde os ud af Euroland igen, hvis vi ønsker det på et tidspunkt. Det er imidlertid klart blevet tilbagevist af EU-kommissionens formand Romano Prodi. Der eksisterer ganske enkelt ikke en udmeldelsesparagraf i det juridiske grundlag for den økonomisk-monetære union. Rent juridisk kan vi kun komme ud af Euroland ved at melde os helt ud af EU.

Grunden til at et land ikke bare kan melde sig ud igen er enkel. Kan ét land melde sig ud, kan alle andre også. Det betyder, at euroen ville bryde sammen i en situation med økonomisk krise, stor social uro og hårde modsætninger om den økonomiske politik i EU. Derfor giver EU ikke plads til den slags friheder. Et ja til euroen har derfor meget vidtrækkende konsekvenser, fordi døren smækker i bag os.

Et ja den 28. september vil åbne en ladeport for Danmarks inddragelse i den politiske union. Fra flere ja-politikeres side er det allerede åbent formuleret, at lykkes det dem at vride et ja igennem til euroen, så vil de øvrige tre forbehold ryge meget hurtigt.

Men et nej har tilsvarende stor betydning. Det vil endnu engang udløse den stadig stærkere modstand mod EU, som ulmer i hele Europa. Fremfor alt vil et dansk nej med stor sikkerhed betyde, at Sverige også stemmer nej, ligesom Storbritannien sandsynligvis heller ikke kommer med i euroen. Vi er altså langt fra alene. Derfor har Nyrup ret, når han siger, at afstemningen om ØMU’en den 28. september er den vigtigste folkeafstemning i Danmark siden 1972.

 

OM EUROEN OG DEN POLITISKE UNION

I 1993 udtalte daværende EU-kommissionsformand Jacques Delors: ”Euroen er affyringsrampe for den politiske union.” (5)  Rene ord for pengene.

Den danske regering nægter derimod kategorisk, at euroen skulle have nogle politiske konsekvenser. Økonomiminister Marianne Jelved erklærer frisk og frejdigt, at euroen overhovedet ikke berører Danmarks suverænitet og demokratiske beslutningsret.

Her er vi ved et af de vigtigste stridspunkter i debatten, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt euroen vil trække den politiske union med sig. Lad os se på denne sammenhæng.

 

Lidt om hvordan valutaer virker

For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at dykke lidt ned i den økonomiske teori. Konkret må vi forstå, hvordan en valutakurs virker.

Siden den omfattende kapitalliberalisering i 1980’erne, der muliggør store og hurtige kapitalbevægelser ind og ud af landene, er valutakurserne blevet meget mere ustabile og uforudsigelige. Det ændrer dog ikke ved, at nedenstående mekanisme fortsat er gældende.

Lad os tage to lande med forskellige økonomier og produktionsgrundlag og forskellige handelsmønstre. Disse to lande vil derfor også typisk være på forskellige stadier i konjunktur-cyklussen.

Hvis for eksempel prisen på svinekød falder drastisk på verdensmarkedet, så vil Danmark blive ramt økonomisk af denne ændring. Frankrig derimod vil næppe blive ramt. Tværtimod kan det være, at Frankrigs eksport i relative priser bliver mere værd. Det er den type udefrakommende påvirkninger, der rammer landene forskelligt, som man kalder ”asymmetriske stød”.

Imellem sådanne to lande, der er på forskellige trin i konjunktur-cyklussen, er valutakursen et meget effektivt stabiliseringsinstrument, hvis det vel at mærke får lov til at virke. Det land, der er i økonomisk fremgang, og som har fremgang på eksempelvis eksportmarkederne, vil oparbejde et overskud på betalingsbalancen. Eksportoverskuddet hjemtages i udenlandsk valuta og veksles til hjemlig valuta.

Resultatet er en stigende efterspørgsel på hjemlandets valuta, som presser prisen på denne op, med andre ord en revaluering. Men revalueringen medfører, at landets konkurrenceevne på eksportmarkederne forringes (dets varer bliver dyrere). Denne effekt bidrager altså til at mindske betalingsbalanceunderskuddet og dermed bringe balance i systemet igen.

Fuldstændig parallelt for det land, der er ramt af økonomisk krise. Landet vil oparbejde et underskud på betalingsbalancen. Efterspørgslen på landets valuta bliver derved mindre, og resultatet vil være en devaluering af valutaen. Men herved forbedres konkurrenceevnen, og landet får derved et bidrag til at ”komme på fode igen”.

Det vil sige, at valutakursen, hvis den får lov til at bevæge sig frit, stabiliserer balancen mellem de to økonomier.

Derfor er det også komplet useriøst, når man i den aktuelle debat har gjort dét at devaluere og have en flydende valutakurs til et fy-ord. En devaluering, hvor en valutakurs bringes i overensstemmelse med sin faktiske værdi på markedet, er en stabiliserende og dermed klog handling. Den næsten religiøse sværgen til fastkurs-politik savner belæg i såvel teori som praksis.

 

Fælles mønt fører uundgåeligt politisk union med sig

Ud fra ovenstående forklaring på hvordan en valutakurs virker, er det logisk, at hvis to lande skal have fastlåst deres valutakurs indbyrdes, eller i det ekstreme tilfælde have en fælles mønt, så kræver det, at landene har meget ensartede økonomier og ensartet konjunktur-cyklus. For nu kobles stabiliseringsmekanismen ud af kraft.

Er EU-området da et så ensartet økonomisk område, at det uden problemer kan bære en fælles mønt? Svaret er nej. Og hvad værre er: Som vi så det tidligere, er tendensen tværtimod, at landene erhvervsmæssigt bevæger sig væk fra hinanden, at regionerne specialiserer sig som konsekvens af monopolernes strategiske planlægning. Derfor vil landenes konjunkturforløb bliver stadig mere forskellige.

Denne ulighed, som er blevet skabt med etableringen af det indre marked, forstærkes, når der etableres en fælles mønt. For nu mister landene deres vigtigste stabiliseringsredskaber i tilfælde af krise, nemlig valutakurspolitik og finanspolitik.

Når valutakursen sættes ud af kraft betyder det, at de svage økonomier indenfor Euroland ikke har mulighed for at afbøde krisens virkninger. De vil slå igennem med fuld kraft i form af høj arbejdsløshed og store reallønsfald.

I en sådan situation skal Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsætte en økonomisk politik, der passer til alle landene (såkaldt one size fits all-politik). Det er slet og ret en umulighed.

Derfor har vi også set, at der siden euroen blev sat i gang 1. januar 1999, har været voksende politisk uro om, hvilken rentepolitik Den Europæiske Centralbank skal føre. (6) Nogle lande har brug for, at renten sænkes, andre har brug for, at den hæves. Det er simpelthen umuligt at føre en økonomisk politik, der er optimal for alle lande på én gang.

På den måde bliver den økonomiske ulighed endnu mere markant. Det vil naturligvis eskalere i perioder med lavkonjunktur og krise, hvor centrifugalkræfterne vil være meget stærke; og den politiske og sociale ustabilitet vil blive kraftigere i Euroland.

Men hvordan kan en fælles mønt da bringes til at fungere i et så uensartet økonomisk område som EU?

Det kræver, at der er nogle mekanismer, der sikrer udligning mellem stærke og svage regioner, så centrifugalkræfterne ikke får lov at udvikle sig. Det er her den politiske union kommer ind i billedet.

For en sådan indkomstoverførsel imellem regionerne sker indenfor en stat. Hvis for eksempel en kommune i Danmark har stor arbejdsløshed og svag økonomi, vil den automatisk betale mindre i skat til statskassen og automatisk modtage flere penge fra statskassen i form af eksempelvis arbejdsløshedsunderstøttelse. Disse mekanismer, som vi kalder ”automatiske stabilisatorer”, bidrager til, at uligheden imellem de enkelte regioner ikke bliver så stor, som den ellers ville have været.

Ser vi på USA, som euro-tilhængerne ynder at henvise til, så har USA i høj grad sådanne indkomstoverførsler mellem staterne: De amerikanske staters fælles føderale budget udgør 25 procent af bruttonationalproduktet. Til sammenligning udgør EU’s føderale budget i øjeblikket 1,3 procent af EUs samlede bruttonationalprodukt.

Det er disse automatiske stabilisatorer, som nødvendigvis må bringes til at fungere indenfor euro-området, hvis den fælles mønt skal overleve. Forudsætningen herfor er, at der etableres en politisk union, hvor de enkelte lande får status af amter eller kommuner; således at EU-staten etablerer en egentlig fælles skatteopkrævning og fælles finanspolitiske udgiftskonti, som enhver anden statsdannelse.

På lidt længere sigt taler vi altså ikke ”bare” om en harmonisering af skatte- og socialpolitik, men om en fælles politik.

Alt dette ved man udmærket godt i EU. Det er derfor, at EU-kommissionen i sit oplæg til unionsarbejdet i de kommende syv år (7) lægger vægt på, at EU må begynde at forberede direkte skatteopkrævning fra EU-borgerne, uafhængigt af det enkelte land, ligesom EU på topmøder i disse måneder er i gang med at vedtage omfattende harmoniseringer af skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Det er disse sammenhænge, der er årsag til, at euroen ikke i længden kan overleve uden den politiske union. Selv økonomer der principielt er tilhængere af en fælles mønt og en europæisk forbundsstat er yderst skeptiske overfor euroen. De mener, at ”rækkefølgen er forkert”, at den politiske union skulle have været opbygget før den fælles mønt. Derfor frygter de, at projektet bryder sammen.

Robert Mundell, canadisk Nobel-prismodtager i økonomi, har sagt:

”De problemer, der opstår på grund af svagheder hos den centrale stat i EU, kan ikke fejes ind under gulvtæppet. En alvorlig økonomisk krise vil formentlig kræve en yderligere udvidelse af integrationsprocessen.” (8)

 

En håndfuld bankdirektører i Frankfurt får magten

På det seneste har økonomiminister Marianne Jelved skærpet tonen yderligere og udtalt, at vi ligefrem skulle få mere indflydelse, mere beslutningsret, hvis vi går med i euroen. Årsagen skulle være, at Jelved i så fald ”sidder med ved bordet”.

Nu er problemet bare, at det faktisk kan være lige meget, om Jelved sidder med ved bordet eller ej. ØMU’en er netop kendetegnet ved, at politikerne ikke længere har kontrollen over den økonomiske politik.

Den økonomiske politik styres suverænt fra Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt og ligger dermed i hænderne på en gruppe bankdirektører, altså embedsmænd der aldrig er på valg, men udpeges for otte år ad gangen.

Får Danmark da indflydelse i Den Europæiske Centralbank? Ja, i første omgang vil Nationalbank-direktør Bodil Nyboe Andersen sidde med ved bordet. Men hun skal som alle de andre afgive et skriftligt løfte om, at hun ikke vil varetage nationale interesser. Nyboe Andersen er altså ikke ”dansker” i ECB, men europæer.

I praksis kunne man selvfølgelig forvente, at disse nationalbankdirektører alligevel varetager nationale interesser. Derfor er det ikke uinteressant at vide, at Frankrig og Tyskland i forbindelse med forhandlingerne op til topmødet i Nice allerede har stillet forslag om, at de små lande ikke fremover skal have en fast plads i ECB’s styrelsesråd. De lægger op til, at den egentlige magt skal placeres i centralbankens direktion, hvor kun de store lande har en repræsentant.

Dertil kommer, som det for nylig er påpeget af Niels Thygesen (9) og andre økonomer, at det kun er et spørgsmål om tid, inden også ECB omstruktureres, så kun de fem største lande får en direktør med i ledelsen af centralbanken.

Socialdemokratiets EU-ordfører Claus Larsen-Jensen påstår, at den danske regering aldrig vil gå med til at afstå så meget indflydelse. Så må man blot spørge: Hvornår har den danske regering sidst slået i bordet for danske interesser? Er der for eksempel lagt op til, at regeringen vil modsætte sig, at de små lande afstår indflydelse ved topmødet i Nice til december? Svaret er nej.

Sandheden er, at hvis Danmark går med i euroen, mister landet fuldstændig enhver mulighed for at føre økonomisk politik. Pengepolitikken styres fra ECB i Frankfurt. Finanspolitikken er lagt i lænker med de strenge konvergenskrav indenfor ØMU’en. Det må siges at være afgivelse af suverænitet i massiv målestok.

Faktisk er der tale om grundlovsbrud. Der står i grundloven, at det er kongen, der ”slår mønt”. Oversat til nutidsdansk betyder det, at kontrollen med pengepolitikken og retten til at sætte penge i omløb skal ligge i Danmark. Derfor er endegyldig dansk indlemmelse i ØMU’en også et eklatant grundlovsbrud.

Økonomiminister Marianne Jelved påstår ofte, at vi reelt ikke har nogle valgmuligheder, at vi ville være tvunget til at følge euroens rentekurs, også hvis vi stod uden for.

Hvad Jelved derimod aldrig nævner er, at der jo er tale om, at den danske regering har placeret landet i en selvvalgt afhængighed. Afhængigheden fremkommer, fordi man har besluttet at binde den danske valutakurs til euroen som en skyggevaluta. Hvis Danmark i stedet gjorde som Storbritannien, altså lod valutakursen flyde indenfor en meget bredere margin i forhold til euroen, så bestemmer vi selv vores rentepolitik. Det er altså en afhængighed, som kan fjernes igen, hvis vi opsiger den meget snævre aftale, der er indgået med ECB, den såkaldte ERM2-aftale.

 

En bombe under det repræsentative demokrati

Vi må konkludere, at euroen retter et grundstød mod den danske selvbestemmelse. Men det er kun den ene side af det demokratiske problem. Den anden side er selve euroens konstruktion, som vi har berørt tidligere:

Den Europæiske Centralbank er politisk uafhængig. Pointen i at etablere uafhængighed er, at pengepolitikken skal være upåvirkelig i forhold til social og politisk pression.

Denne konstruktion er i høj grad kontroversiel. Forbilledet er den tyske centralbank, som er verdens mest uafhængige centralbank. Så det er simpelthen usandt, når Jelved påstår, at denne indretning er ”helt ordinær”, og at ”den danske nationalbank har fungeret på den måde siden 1934” (10).

De fleste nationalbanker verden over fungerer fortsat således, at deres rentepolitik aftales i samarbejde med landets regering, idet den økonomiske politik består af et policy mix mellem finans- og pengepolitik, ledt af den valgte regering ud fra politiske prioriteringer.

ØMU’ens specielle konstruktion er en bombe under hele det repræsentative demokrati. Når store politiske beslutninger, som har afgørende betydning for millioner af menneskers daglige levevilkår, flyttes fra politikere til embedsmænd, så sætter det reelt demokratiet ud af kraft. Vi kan ikke længere via stemmesedlen vælge en anden politik. Politik bliver ligegyldigt.

Hvilke konsekvenser vil dette få?

Vi kan kun gisne om, hvordan folk vil reagere, når de legale muligheder for at øve politisk indflydelse svinder væk. Men at det vil give dybe forandringer i det politiske liv står fast.

 

DANSK ØKONOMI PÅ DYBT VAND ELLER I SIKKER HAVN

Da Nyrup i marts måned udskrev folkeafstemningen om ØMU’en, var budskabet til den danske befolkning, at vi reelt ikke har noget valg: ”Euro eller kaos.” Et nej til euroen betyder, at vi må spænde livremmen ind, har statsministeren siden udtalt.

Allerede fra første dag blev der kørt frem med hårdkogte økonomiske trusler om, at folk rammes på brødet og jobbet. Det udtrykker den panik, der præger ja-lejren.

Lad os se på, hvad der er fup og fakta i forhold til disse påstande.

 

Lidt om sparede vekselgebyrer

Det er umiddelbart indlysende, at der ikke er nogle vekselgebyrer i et fælles valutaområde. Men hvor meget betyder det for den enkelte forbruger?

Allerede i dag kan du spare vekselgebyrer på charterrejsen, blot ved at bruge visa-dankort. Det er netop et eksempel på, at vi i den elektroniske tidsalder, hvor plastickort bliver stadig mere almindelige, også får stadig færre udgifter til transaktionsomkostninger. Den udvikling har ikke noget med euroen at gøre, den kommer under alle omstændigheder.

Tilsvarende for det enkelte firma. Selvom vi stemmer nej til euroen, kan danske firmaer fortsat aflægge regnskab i euro, optage lån i euro eller købe råvarer i udlandet i euro, hvis de har lyst. Det ekstra besvær, de måtte få i den anledning, i form af at en del af virksomheden arbejder i én valuta og en anden del i en anden, er ganske lille. Og ikke større end det som de fleste eksporterende virksomheder allerede har i dag og fortsat vil have, også i tilfælde af et euro-medlemskab, fordi den største del af dansk eksport, nemlig 56 procent, afsættes til lande uden for euro-området.

Ofte høres den påstand, at forbrugerne vil få stor økonomisk fordel af en fælles mønt. Argumentet er, at en fælles mønt vil betyde større pris-gennemsigtighed på markedet og dermed hårdere priskonkurrence, altså lavere priser.

Som vi har set tidligere, betyder den forstærkede priskonkurrence, at der sker en omfattende rationalisering og koncentration, fordi mange firmaer går konkurs eller bliver opkøbt. Resultatet er endnu større monopoler, hvilket ikke gavner forbrugerne. Så længe monopolerne konkurrerer om at dominere markedet er priserne godt nok lave. Men når først kampen er afgjort, vender de høje monopolpriser tilbage med fornyet kraft. Dertil kommer, at alle erfaringer fra den hidtidige rationaliseringsbølge viser, at der sker et voldsomt tab af arbejdspladser. Der er med andre ord ikke tale om en gevinst i forhold til beskæftigelsen

 

Hvor blev vækst og beskæftigelse af

Nyrup og Jelved har påstået, at det vil koste titusindvis af job, hvis vi står udenfor euroen.

Lad os indledningsvis starte med at se på arbejdsløshedstallene i henholdsvis Euroland og i resten af Europa: Den gennemsnitlige arbejdsløshed i Euroland er 9,5 procent. I Danmark er den derimod 4,9 procent, i Sverige 7,5 procent og i Storbritannien 6,5 procent.

Euroland har altså markant højere arbejdsløshed end resten af Vesteuropa.

Hvorfor er der denne forskel?

Årsagen er, at euroen bygger på en monetaristisk politik. Det betyder, at den vigtigste målsætning for den økonomiske politik er lav inflation. Dette sættes over alle andre hensyn. I lavinflationens hellige navn indføres de strenge konvergenskrav, som har betydet en voldsom nedskæring af den offentlige sektor i EU-landene.

Jelved påstår, at disse konvergenskrav bare er ”sund politik”, at de ikke er snærende. Men det er en kendsgerning, at den offentlige sektor er blevet mindre i alle EU-lande siden 1992 (11). De strukturelle budgetunderskud (det vil sige de offentlige udgifter, renset for konjunktur-uafhængige dele) er faldende, men samtidig stiger de konjunktur-afhængige udgifter på grund af den voksende arbejdsløshed i landene.

Når den offentlige sektor barberes, forsvinder den stødpude i økonomien, som tidligere blev brugt til at stabilisere økonomien i forhold til konjunktur-udsvingene og dermed afdæmpe arbejdsløsheden. Når denne mekanisme sættes ud af kraft, så er det uundgåelige resultat en markant højere arbejdsløshed.

Det er en kendsgerning, at arbejdsløsheden i EU-området er steget kraftigt i takt med ØMU-tilpasningen i landene i årene 1993 til 99. Denne sammenhæng nævnes direkte af OECD. (12)

Siden er de strenge konvergenskrav blevet yderligere skærpet. Det er sket med den såkaldte Stabilitetspagt, en politisk aftale, som blev indgået mellem landene i 1997. I aftalen tilslutter landene sig, at de vil søge helt at fjerne det offentlige budgetunderskud. Med Stabilitetspagten får EU og Den Europæiske Centralbank desuden ret til at udskrive store bøder til lande, der ikke kan overholde konvergenskravene. Det indebærer, at et land, der kommer ind i en lavkonjunktur og har behov for at øge de offentlige udgifter, først ramler hovedet ind i konvergensloftet for så oven i dette at få udskrevet en milliard-bøde fra centralbanken.

Euroen fastlægger altså reelt en økonomisk politik, som er destabiliserende. Altså det stik modsatte af, hvad Nyrup påstår.

Denne økonomiske politik, hvor man lader arbejdsløsheden eksplodere og derved trykke lønnen, er naturligvis ikke en ”neutral” politik. Den styres af stærke klasseinteresser. I den periode hvor det indre marked og derefter den økonomisk-monetære union er blevet opbygget i Europa, har profitkvoten nået historiske højder i EU. Tilsvarende er lønkvoten faldet. Der er altså sket en mere ulige fordeling af værdierne. Det er faktisk hele essensen i EUs politik, ikke kun på det økonomiske område, men - som vi skal se senere - også inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken.

 

En ”rød ØMU” er en illusion

Kan man da forestille sig en ”rød ØMU” - altså at EU begynder at føre en fælles økonomisk politik til gavn for arbejderne?

Denne påstand høres ofte fra den socialdemokratiske top. Den påstår, at der er godt nyt med Amsterdam-traktatens beskæftigelsesafsnit. I traktatteksten står imidlertid utvetydigt, at beskæftigelsespolitikken ikke må overskride de rammer, som ØMU’en har lagt. Den skal ”udføres på en måde, som er i overensstemmelse med de overordnede retningsliner for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik, som vedtaget i henhold til artikel 103, stk. 2”. (13)

Også LO søger at finde smutveje udenom konvergenskravene. I LOs ØMU-rapport argumenterer man for, at man bare kan se væk fra konvergenskravene og for eksempel gennemføre en finanspolitisk ekspansion alligevel for så at betale bøderne til Den Europæiske Centralbank, ECB. I rapporten indrømmer LO, at den meget omtalte kick-start af den danske økonomi i 1993 ville have kostet bøder på i alt fire milliarder kroner fra ECB, hvis Danmark havde været medlem af euroen. ECBs leder Wim Duisenberg slog efter LOs udtalelser fast, at den slags påfund ikke vil blive tolereret.

Det samme gælder de såkaldte ØMU-bufferfonde, som i øjeblikket fungerer i Finland. Bufferfondene er et forsøg på - indenfor ØMU’ens rammer - at muliggøre en national ”finanspolitisk ekspansion”. Fondene, der er etableret af arbejdsmarkedets parter, fungerer således at arbejdsmarkedsbidragene sænkes i krisetider og forhøjes i gode tider. (14

Der er altså tale om en slags privat konjunktur-instrument via en fælles opsparingsordning.

Nogle faglige kredse taler for, at dette kunne være en smutvej ud af ØMU-grebet. Men man skal gøre sig klart, at hvis det bliver almindeligt i landene at benytte sig af bufferfonde til at skrue op for økonomien, så vil Den Europæiske Centralbank svare igen ved at stramme pengepolitikken, for eksempel via en rentestigning. Der er ikke megen fremtid i disse krumspring.

Kort sagt: Politikerne kan hoppe og springe. Men det er altså ikke ”gratis” at overlade kontrollen med den økonomiske politik i Euroland til centralbankdirektørerne i Frankfurt.

 

Valutaspekulant-spøgelset

Jelved og Lykketoft påstår, at vi reelt ikke kan føre en anden politik, selvom vi står udenfor euroen. Faktisk erklærer de, at ”vi skal være endnu mere katolske end paven selv”, hvis vi vil stå udenfor, for ellers vil investorerne flygte.

Det tilbageviser investorerne faktisk selv. Både store tyske og engelske investeringsbanker har udtalt, at Jelved fører renlivet skræmmekampagne, og at et nej ikke vil påvirke deres investeringspolitik overfor Danmark.

Men det er heller ikke korrekt, at en politik til gavn for velfærd og beskæftigelse vil føre til pres på den danske krone. Det er ikke en sammenhæng, som vi kan finde i virkelighedens verden. Der er grund til at se lidt nærmere på de generelle erfaringer med valutakursuro.

Siden kapitalliberaliseringen tog fart i 1980’erne, er valutakurserne blevet langt mere uforudsigelige og urolige. Nogle af årsagerne hertil er den omfattende spekulation, at valutamarkederne styres af ”lemming-adfærd” (15), rygter og lignende.

At melde sig ind i euroen løser ikke dette problem. Også euroen kan naturligvis blive udsat for spekulative angreb, ligesom den amerikanske dollar bliver det. Der findes kun én effektiv mulighed for et land, der ønsker at komme denne usikkerhed til livs: at indføre kapitalkontrol i form af restriktioner på hot money, altså de spekulative kapital-bevægelser. Det ville også være løsningen for Danmark, men det vil kræve en udmeldelse af EU.

Det er bestemt heller ikke nogen løsning at følge IMFs og EUs anvisninger for en ”troværdig, monetaristisk politik, hvor markedet råder frit”. Tror man det, har man intet lært af den finansielle krise i Asien 1997-98. Denne krise ramte netop lande, som havde fulgt IMFs anvisninger.

Hvornår bliver et land udsat for valutaspekulationen?

Investorer og valutahandlere straffer usikkerhed og en ikke-bæredygtig økonomisk politik. Et klart eksempel på det første er det voldsomme kursfald på euroen siden starten 1. januar 1999. Valutamarkederne anser euroen for at være et usikkert politisk projekt, og derfor falder prisen på mønten.

Et eksempel på det sidste er, når valutamarkedet går til angreb på en urealistisk høj valuta. Hvis en fastkurs-valuta vurderes til at være urealistisk høj, og spekulanterne forventer, at den vil give sig for et pres, så starter angrebet. Hvis en regering som for eksempel den danske har lovet at ville forsvare kronen med x antal milliarder, så er det attraktivt for handlerne at udfordre dette. De optager store mængder lån i den pågældende valuta for straks at sælge valutaen på markedet igen. Derved presser de prisen ned - de gennemtvinger en devaluering. På den måde tjener de mange penge, fordi deres optagne lån nu er meget mindre værd, når de skal tilbagebetales.

 

Eksemplet Sverige

Derfor er en fastkurs-valuta en direkte invitation til spekulanterne. Det så vi i Sverige i 1993. Sverige var med i fastkurssamarbejdet EMS’en og kunne altså ikke justere sin valuta frit. I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud, som ramte Finlands økonomi hårdt og smittede af på Sveriges økonomi, blev den svenske krone svækket. Under normale omstændigheder ville Sverige her devaluere sin valuta, og dermed ville stabiliteten efterhånden blive genetableret. Men Sverige var bundet i fastkurspolitikken. Derfor fik disse ubalancer i økonomien lov til at hobe sig op i et par år. Til sidst blev situationen så uholdbar, at spekulanterne satte ind.

Denne erfaring fra Sverige bruges af de danske ja-sigere som et eksempel på, hvor galt det går, hvis man devaluerer. Men pointen er den modsatte, nemlig hvor galt det kan gå, hvis ikke man justerer sin valuta i tide.

Det var i høj grad denne erfaring, der fik de økonomiske vismænd i Sverige til at anbefale, at Sverige ikke skulle træde ind i den økonomisk-monetære union.

Men er det da ikke rigtigt, at man bør tilstræbe en stabil valutakurs? Uden tvivl. Det er en stor fordel for eksportørerne, fordi bytteforholdet derved også er stabilt. Men en fikseret valutakurs er netop ikke stabil.

Den mest stabile valutakurs får man netop ved at give kursen mulighed for løbende at justere sig; så de voldsomme udsving undgås.

Desuden er det vigtigt at huske, at fastkurspolitik overfor euro jo uundgåeligt betyder flydende kurs overfor resten af verden. Derfor er det optimale også at gennemføre en valutakurv, hvor valutakursen afpasses efter alle andre samhandlende landes valutaer. Danmark burde med andre ord lade sin kronekurs afhænge af udviklingen i kurserne på euro, dollar, det britiske pund, den japanske yen og tilsvarende valutaer.

 

Rente-spøgelset

Men er det da ikke rigtigt, at en politik, der tillader hensyn til beskæftigelsen og dermed en lidt højere inflation, vil betyde, at vi får en højere rente?

Det er vigtigt at huske, at når vi sammenligner renteniveauer, så er det ikke den nominelle rentesats, vi skal kigge på. Det der betyder noget for økonomi og investeringer er den reale rente, det vil sige den pålydende rente minus inflationen. Er den nominelle rente 8 procent og inflationen 3 procent, så er realrenten 5 procent.

Dette forties bevidst af Jelved, der taler, som om det er den pålydende rente, der har betydning. Hvis inflation og nominel rente stiger i samme takt, så er realrenten uforandret.

Det er heller ikke korrekt, at en lidt højere inflation får investorerne til at flygte, hvis der vel at mærke er tale om en bevidst økonomisk politik. Investorer og spekulanter reagerer på ukontrolleret inflation eller på regeringer, der siger ét og gør noget andet i den økonomiske politik. Og så straffer de helt utvetydigt en destabiliserende politik, som vi har set, at ØMU-politikken netop er.

Hvad vil der ske med den danske rente, hvis vi stemmer nej?

Man kan ikke afvise, at der i en kort periode umiddelbart efter et nej vil være en lille rentestigning, indtil den politiske situation er afklaret. Men man kan på ingen måde argumentere for, at renten vedvarende skulle blive højere i Danmark. Det vil fuldstændig afhænge af den førte økonomiske politik.

Erfaringerne fra renteudviklingen i Danmark efter det danske nej i 1992 viser da også, at der ikke er noget hold i disse skræmmebilleder.

Når Nyrup påstår, at medlemskab af euroen er en 100 procents forsikring, at økonomien vil blomstre og dermed skabe grundlag for, at den danske velfærdsmodel kan overleve, så tåler disse udtalelser altså ikke at blive underkastet virkelighedens skarpe lys. Men det vidner om, at regeringen i høj grad vil spille på at skabe frygt og usikkerhed.

Vi ved ikke, hvor langt regeringen er villig til at gå den retning. Det er næsten for oplagt, at Nationalbanken selv fremprovokerer et angreb på den danske krone fra valutaspekulanterne, for eksempel fire uger før afstemningsdatoen, for at give danskerne en lektion og skræmme sig til at ja. Men det vil være et risikabelt træk.

 

VELFÆRDEN AFMONTERES

Når Nyrup udtaler, at den danske velfærdsmodel kun kan overleve indenfor Euroland, så snakker han, som vi har set, udelukkende økonomi. Han undgår omhyggeligt at nævne, hvilke konsekvenser EUs fælles social- og arbejdsmarkedspolitik vil få.

Den forberedes netop nu til endelig vedtagelse på topmødet i Nice i december.

I andre dele af Socialdemokratiet mener man, at det er helt uholdbart fortsat at stikke hovedet i busken. Partiets EU-ordfører Claus Larsen-Jensen har peget på nødvendigheden af en ny offensiv strategi. Den skal gå ud på at indrømme, at den politiske union er foran os og så argumentere med, at den fælles social- og arbejdsmarkedspolitik netop er modstykket til kapitalens tumleplads, til det indre marked.

Det er den strategi, jeg her vil tage fat i: Er det virkelig rigtigt, at der er sket et afgørende brud, således at det nu er andre interesser, der driver spillet i EU? Eller er der tværtimod en uhyggelig klar tråd fra kapitalens indre marked og til den politik, som EU nu lægger på social- og arbejdsmarkedspolitikken?

 

Det indre marked: Varer eller velfærd

Det er rigtigt, at meget af det, som vi slås med i dag - angreb på velfærden og den offentlige sektor, på de sociale ydelser osv. - direkte stammer fra det indre marked.

EUs indre marked bygger på det grundlæggende princip, at der skal være et fuldstændig frit og uhindret marked for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Sådan er den nyliberale økonomiske ideologi i sin rene form.

I EU er alt en vare. Uanset om vi taler børnepasning, hospitalsoperationer, drikkevand, bananer eller pensionsordninger, så må der ikke lægges begrænsninger på markedets frie konkurrence.

Et aktuelt eksempel er sagen om de danske sygeforsikringer. EUs lovgivning medfører nu, at offentlige tilskud til sygdomsbehandling skal kunne tages med til privathospitaler i udlandet.

En sådan politik har naturligvis omfattende konsekvenser for den offentlige sektor i et EU-land. Et eksempel: I Danmark har vi traditionelt haft en styring af en række offentlige ydelser, som bundede i politiske beslutninger. Med det indre marked og de deraf følgende direktiver er det ikke længere lovligt. Vi går fra politisk styring til markeds-styring. Hospitalerne skal konkurrere med hinanden om at tiltrække kunder.

Men også princippet om den frit vandrende arbejdskraft har meget store konsekvenser for de sociale ydelser. EU’s pointe er her, at der ikke må være nogle ”forvridninger”, men at alle europæiske lønmodtagere derimod i princippet skal have adgang til de danske velfærdsydelser, hvis de er i landet. Dette udmøntes i en lang række direktiver (blandt andet i den såkaldte forordning 1408 (16).

Det er netop i denne forbindelse, at den danske efterløn kommer under pres, fordi den ifølge EU skal være tilgængelig for den vandrende arbejdskraft. Vi har netop set, at regeringen omdanner den danske efterløn til en privat forsikringsordning for at komme EU-lovgivningen i møde.

Endelig er det indre marked med til at undergrave selve det økonomiske fundament for velfærdsordningerne. De frie kapitalbevægelser og kapitalens trusler om at flytte gennemtvinger ”automatisk” en harmonisering af skatteniveauet i landene. Konkret ser vi i Danmark, at selskabsskatten er minimeret, mens formueskatten er fjernet som et resultat af dette pres.

 

”Det marked, som ØMU’en vil påvirke mest, er arbejdsmarkedet”

Denne konkurrence i det indre marked, den sociale dumping, hvor skatteniveau, arbejdsmiljø, miljøstandard og lønninger konkurreres i bund, bruges som argument for at vi må have en hurtig etablering af en fælles skattepolitik, en fælles socialpolitik og en fælles arbejdsmarkedspolitik. (17)

I perioden fra 1993 til 1998 har EU ikke haft direkte beføjelser på disse områder, men har alligevel fået stor indflydelse i kraft af sin konsensus-politik. Den indebærer, at EU på fælles ministermøder vedtager retningslinier for landene om udviklingen af de sociale udgifter, dagpengeniveau og lignende. Og dette følges så af regeringerne i den hjemlige politik.

Denne situation blev ændret markant med Amsterdam-traktaten i 1998. Her indførtes det såkaldte beskæftigelsesafsnit, der giver EU direkte mulighed for med kvalificeret flertal at fastlægge retningsliner for medlemslandenes beskæftigelsespolitikker. Ligeledes blev Den Sociale Protokol (18) direkte indskrevet i traktatteksten. EU får herefter mandat til langt mere direkte at tage initiativer via sine egne institutioner, for eksempel benytte kvalificeret flertal til beslutninger om arbejdstid, arbejdsmiljø og arbejdsvilkår.

Arbejdet med at skabe en fælles politik på dette område afsluttes med Nice-traktaten til december, hvor der lægges op til, at der indføres flertalsafgørelser inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken. Dermed er disse politikker endegyldigt blevet EU-område, og Danmark kan stemmes ned, eksempelvis i sager hvor borgere fra andre lande skal have adgang til danske sociale ydelser, som vi har set det med efterlønnen.

Vi ser altså, at selvom vi ikke starter fra et nulpunkt, så har forberedelserne til euroen forceret tempoet dramatisk. Med ØMU’en tages et kvantespring i udviklingen af den fælles social- og arbejdsmarkedspolitik. Årsagen er netop, som vi tidligere har set, at en fælles mønt ikke kan overleve uden disse fælles politikker.

Udenfor Danmarks grænser bliver denne sammenhæng aldrig betvivlet. IMF skriver således i en rapport fra 1998: (19 )

”Manglen på reformer på arbejdsmarkedet i de fleste europæiske lande er helt klart euroens achilleshæl éde stive arbejdsmarkeder risikerer at give problemer for den nye fælles valuta, fordi mange af de traditionelle typer af økonomisk politik fremover sættes ud af spillet.”

Eller som det udtrykkes af W. Hankel, tysk professor i pengepolitik:

”Det marked, som ØMU’en vil påvirke allermest er arbejdsmarkedeté Med ØMU’en ændrer man derfor ikke alene EU-staternes monetære struktur, men også deres sociale struktur, hvilket Maastricht-traktatens fædre måske sågar havde ønsket, men ikke fortalt deres befolkninger.” (20)

 

Den fælles social- og arbejdsmarkedspolitik

Lad os nu se på indholdet i social- og arbejdsmarkedspolitikken. Er lønmodtager-interesser kommet i højsædet? Er der sket et politisk skifte?

Hér er det vigtigt at se, hvordan social- og arbejdsmarkedspolitikken spiller sammen om bestemte mål. Intet dokument er bedre til at afdække dette end daværende EU-kommissionsformand Jacques. Delors’ Hvidbog, som udkom i 1993, og som er tiltrådt af den danske regering. Bogen kaldes med rette Den Hvide Bibel. Her formuleres linierne for omlægningen af socialpolitikken og arbejdsmarkederne i landene klokkerent. Hvidbogen opstiller tre hovedmål for EUs politik på dette område:

1. De sociale overførselsindkomster skal sænkes.

2. Lønnen skal gøres mere fleksibel.

3. Arbejdstiden skal gøres mere fleksibel. (21)

 

Sænkning af de sociale overførselsindkomster

Der er to mål med at kræve de sociale overførselsindkomster sænket. For det første naturligvis at spare penge på statens sociale budget. For det andet en sænkning af de sociale ydelser, herunder dagpengeniveauet, som automatisk medfører et pres på lønniveauet. Se blot på Storbritannien i dag.

I 1993 fokuserede Delors især på at få fjernet princippet om, at alle lønmodtagere har ensartet adgang til sociale ydelser i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed og alderdom. Han fokuserede på at få sænket arbejdsgivernes sociale bidrag, især for de ufaglærte. Som det fremgår af Delors’ Hvidbog:

”i en række lande må arbejdsgiverne betale høje socialsikringsbidrag for lavtlønnedeé (Derfor) forekommer (det) helt nødvendigt at nedskære de ikke lønmæssige omkostninger, ved lidet kvalifikationskrævende arbejde med et beløb, der svarer til 1-2 procent af BNP fra nu af og frem til år 2000”.

Hensigten er klar. Der skal være en opdeling af arbejdskraften i et A-hold og et B-hold. A-holdet består af dem, der beholder deres job selv i krisetider, og som arbejdsgiverne derfor er villige til at yde sociale bidrag og andre velfærdsgoder, som knytter dem til virksomheden.

B-holdet består af løs arbejdskraft, som kan hives ud og ind, alt efter konjunkturerne. Delors’ pointe er, at denne arbejdskraft kun skal koste selve den rene lønudgift. Det vil sige, at B-holdet ikke optjener tilstrækkelig pension, sygdomsforsikring og lignende via et ansættelsesforhold, og de skal således sikre sig selv via private opsparingsordninger.

Det er netop denne udvikling, vi ser i Tyskland i dag. Her arbejder omkring syv millioner lønmodtagere på atypiske arbejdsvilkår. De har deltidsjob, sæsonarbejde eller tilsvarende, hvilket betyder at de ikke har ret til sociale bidrag fra arbejdsgiveren. Her er A- og B-hold i høj grad allerede en realitet.

 

Fleksibilisering af løn og arbejdstid

Igen er sigtet at få skabt en opdeling i et A- og et B-hold. Den løse, ufaglærte arbejdskraft skal være billigere for arbejdsgiverne. Eller med Delors’ ord:

”En stigning i vækstens beskæftigelsesintensitet i EF forudsætter, at der i stor målestok gennemføres foranstaltninger, som gør arbejdsgiverne mere villige til at ansætte folk, og navnlig en større lønspredning i nedadgående retning.”

Og om de unge:

”For at lette ansættelsen af unge, foreslås det, at der indføres en højere grad af fleksibilitet med hensyn til minimumslønninger, nedsatte bidrag til socialsikringsordninger eller andre kontraktmæssige forhold.” (mine fremhævninger, KS).” (22)

Samtidig skal der ske et fuldstændigt brud med traditionen for en ”normal arbejdsdag”. I stedet skal der satses på ”atypisk arbejde”, altså at der ingen regler er for, hvordan arbejdstiden kan placeres. Det afgøres af arbejdsgiveren. Med Delors’ formulering:

” indførelsen af mere fleksibilitet bør foregå é f.eks. ved at fjerne de hindringer, der gør det vanskeligt eller mere omkostningskrævende at indføre deltidsarbejde eller ansættelseskontrakter af mere begrænset varighed. Med hensyn til fastsættelse af arbejdstiden fremsættes der forslag om en årsnorm.”

EU er til fulde klar over, at skal dette lykkes, så kræves der et voldsomt opgør med den stærke faglige organisering, de kollektive overenskomster og aftaler i en række europæiske lande. Vi skal senere se, hvordan dette formål forfølges specifikt.

Det turde således være indlysende, at EUs social- og arbejdsmarkedspolitik i hele sit væsen er et brud med den nordiske tradition, der har en indbygget solidaritet: At en række sociale ydelser er ens for alle, uanset om du har arbejdet 5 eller 40 år på arbejdsmarkedet.

Forbilledet er det amerikanske og japanske arbejdsmarked, hvor den del af arbejdskraften, der lever og arbejder stort set uden nogen form for social sikkerhed, er meget stor.

Det er også EUs klare ambition, at opnå samme arbejdskraftmobilitet som i USA. Her bor millioner af mennesker i campingvognsbyer, således at de kan drage tværs gennem staterne i jagten på job. Naturligvis en mobilitet, der fremmes af, at der ikke er noget reelt alternativ.

Denne ambition udtrykkes således af Wim Duisenberg, den nyvalgte leder af Den Europæiske Centralbank:

”Folk må kunne flytte til andre områder i Europa, hvis deres regeringer ikke holder økonomien sund  Jeg tror, det er en fejl at undervurdere arbejdsstyrkens mobilitet.” (23)

Der er således ikke tvivl om, hvem der skal betale for etableringen af Den Europæiske Union og den fælles mønt. Det skal arbejderklassen.

Det er ikke nogen tilfældighed. Delors udarbejdede sin rapport i nært samarbejde med storindustriens lobbyorganisation European Round Table of Industrialists ERT. (24)

Sidder man med begge rapporter i hånden, kan man simpelthen ikke være i tvivl om, at de er udarbejdet sammen. Delors formulerede selv klasseindholdet i sin politik i forbindelse med EU-topmødet i København i juni 1993:

”De europæiske virksomheder kan ikke konkurrere med velfærdsstaterne som en lænke om anklen.”

Og Jacques Delors er ikke en konservativ erhvervsmand. Han er fransk socialdemokrat og medlem af det Europæiske Socialdemokrati. Ligesom Nyrup.

 

Fra Delors til i dag

Jeg vil i det efterfølgende blot give nogle få eksempler på, hvor disse målsætninger ses i EU-dokumenter i perioden 1993-2000.

I EUs beskæftigelsesstrategi (25) , der er tiltrådt af den danske regering, kan vi læse om arbejdsmarkedspolitikken:

 vil målrettede nedskæringer i lønudgifterne og fremme af deltidsarbejde være positive tiltag é Især bør kortere arbejdstid indføres fleksibelt og decentralt, kombineret med kravene fra produktionscyklus.” (min fremhævning, KS)

Konkret bliver denne politik omsat i direktiver. Blandt disse er EUs arbejdstidsdirektiv, som nu er indarbejdet i flertallet af de danske overenskomster. Direktivet tillader en arbejdsuge på op til 48 i op til ti uger ad gangen. Udover at lægge pres på lønmodtagerne for at acceptere overarbejde og lignende har det også medført en direkte forringelse af arbejdsmiljøloven (11 timers-reglen). Årsagen er, at EU ikke accepterer begrebet ”en normal arbejdsdag”.

I samme retning trækker EUs direktiv om deltidsarbejde. Indholdet i direktivet er, at alle hindringer for deltidsjob skal fjernes.

Pensioner i skudfeltet

EU-kommissionen angiver selv udviklingstendenserne i sin seneste rapport om socialpolitikken: (26)

”Et fremherskende træk i alle medlemsstaternes politik é har været en gennemgribende nyvurdering af kriterierne for tildeling af arbejdsløshedsydelser é truffet foranstaltninger til at stramme op på disse kriterier é men er også rettet mod især invaliditets- og førtidspensionsordninger.”

Ovenstående citat illustrerer, at denne udvikling forløber parallelt i EU-landene. Tag for eksempel førtidspensionsområdet, som EU selv nævner. Kriterierne for at modtage førtidspension er blevet skærpet i de senere år i Danmark. Folk tvinges til at arbejde, selvom de ikke kan holde til det. Der er en rystende parallel til Holland, hvor antallet af førtidspensionister er blevet skåret ned med 40 procent efter samme mønster. (27)

I de seneste år har EU især fokuseret på pensionsområdet under henvisning til den såkaldte ældrebombe. Den diskussion kender vi alt for godt herhjemmefra, men den er altså introduceret af EU. EU-kommissionen opridser linierne i omlægningen således:

”De specifikke foranstaltninger é er forskellige; men fælles er, at der fokuseres på det overordnede mål at begrænse fremtidige behov for pensionsoverførsler, navnlig dem, som det offentlige er ansvarlige for. De mest udbredte foranstaltninger består i at hæve den officielle pensionsalder, øge antallet af optjeningsår, der kræves for at få fuld pension, nedsætte pensionen i forhold til tidligere indtjening eller i højere grad at basere den på indbetalte bidrag og oprette særlige fonde til finansiering af fremtidige pensionsoverførsler.” (28)

De tre centrale mål for omlægningen af pensionsområdet fremgår klart af dokumenterne:

1. Statens udgifter til pensionsområdet skal skæres mest muligt, ligesom arbejdsgivernes sociale bidrag til pension skal mindskes. Det betyder, at en større del af alderdomsforsørgelsen skal over på private opsparinger.

2. De gamle skal holdes på arbejdsmarkedet længst muligt. EU henstiller direkte til Danmark om at ”overvåge effekterne af efterlønsreformen; om den giver det ønskede resultat i form af at undgå for tidlig afgang fra arbejdsmarkedet ”.

3. De mange pensionsmilliarder skal frigøres som risikovillig kapital, som erhvervslivet i EU kan arbejde med. <V>29

Igen er det vigtigt at se disse ting i deres sammenhæng. Det turde være indlysende, at når en stadig større del af alderdomsforsørgelsen lægges over på private opsparingsordninger, så vil vi se meget markante klasseskel blandt de ældre. Og når de private pensionsopsparinger derefter skal bruges som risikovillig kapital, så er det forbundet med en direkte risiko for, at pensionen forsvinder i den blå luft i tilfælde af finansiel krise.

Som Kommissionen selv formulerer det, ”baseres indkomstoverførslen  på ejendomsretten til fysiske og finansielle ordninger. Ydelsernes størrelse afhænger udelukkende af afkastet af de investerede aktier. Pensionsindkomsten påvirkes derfor af inflation og investeringsrisiko.” 3 0

Endelig betyder omlægningen af alderdomsforsørgelsen til private supplerende pensioner, at de kommer ind under lovgivningen for det indre marked. EU arbejder netop nu på det første direktiv om disse pensionsordninger.

Vi ser altså, at når ydelser som sygeforsikring og pensionsordninger lægges over i private hænder, så overtager EU lovgivningsmæssigt.

 

Fra kollektive overenskomster til individuelle aftaler og EU-lovgivning

Det er velkendt, at der siden Maastricht-traktaten har været en løbende konflikt mellem EU og Danmark om, hvorvidt EU vil godkende, at det danske arbejdsmarked er reguleret af kollektive overenskomster. EU fastholder konsekvent, at ganske vist kan de kollektive overenskomster få lov til at eksistere, men de må ikke stå alene. Der skal være en parallel regulering i form af direktiver.

Den seneste bekræftelse af, at dette standpunkt er ufravigeligt for EU, fik vi på et EFS-møde (31) i Finland sidste år, hvor LO trods store anstrengelser kun fik indført i teksten, at ”regulering af arbejdsmarkedet kan ske enten via lovgivning eller via forhandlet lovgivning”, altså at fagforeningerne er med til at udforme direktiverne.

For at forstå denne strid til bunds er det nyttigt at forstå EUs udganspunkt:

EUs målsætning på dette område fremgår af Det sociale Charter fra 1989 32. Her defineres klart, at det er en menneskeret ikke at være organiseret i en fagforening. Med andre ord: Lønmodtagere kan melde sig ind i en fagforening, hvis de vil, ligesom man melder sig ind i en frimærkeklub, men arbejdsmarkedet skal ikke være reguleret af kollektive overenskomster, for i så fald vil ”de gule” være stillet dårligere på arbejdsmarkedet.

Hér ligger hele den opfattelse, som danner grundlag for EUs angreb på det danske overenskomstsystem. EU insisterer på, at arbejdsmarkedet skal være reguleret af EU-direktiver, og at den grundlæggende aftaleform på arbejdsmarkedet skal være individuelle ansættelsesaftaler mellem lønmodtager og arbejdsgiver (33). Det er præcist indholdet i EUs ansættelsesdirektiv.

I Amsterdam-traktaten fik vi for første gang en direkte henvisning til Det sociale Charter af 1989. Derved bliver det et spørgsmål for EF-domstolen. Således kan en dansk fagforening nu hives for EF-domstolen på grund af vores tradition for eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet. At dette ikke er fri fantasi, fremgår af at Menneskerettighedsdomstolen har afsagt en dom imod eksklusivaftaler. Dommen blev begrundet med, at Det sociale Charter har ændret grundlaget for domstolens afgørelser.

Det er ikke svært at se, at dette er en regulær bombe under den danske fagforeningstradition. Hvis fagforeningerne ikke har organisations- og aktionsretten på arbejdsmarkedet, hvordan skulle de så kunne kæmpe for deres medlemmers interesser?

EU har tiltænkt fagforeningerne en helt anden rolle. De skal holde ro på bagsmækken, dæmme op for den sociale uro, som følger i kølvandet på etableringen af den økonomisk-monetære union og euroen. Dette udtrykes klart af tidligere EU-kommissionsformand Jacques Santer: En korporativ model, hvor fagforeningerne bindes af aftaler, er vigtig, ”fordi det er en forudsætning for, at ØMU’ens tredje fase kan realiseres”. (34)

 

Den ultimative kontrol med fagbevægelsen

I det korporative system bliver fagforeningerne en stadig mere integreret del af EU-systemet. Der sker en sammensmeltning mellem, hvad der vedtages af arbejdsmarkedets parter, og hvad der er egentlig EU-lovgivning. Et oplagt eksempel er forslaget om at etablere en EU-arbejdsret, der skal arbejde nært sammen med EU-domstolen, som har kompetencen til at dømme i konflikter omkring arbejdsmarkeds-direktiver. Den korporative socialmodel udvikles markant med Amsterdam-traktaten. Her åbnes op for, at arbejdsmarkedets parter skal inddrages mere direkte på lovgivningssiden, idet en rammeaftale, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter, kan ophøjes til at være et direktiv, hvis EU-kommissionen vel at mærke støtter det. Konkret har det været forretningsgangen med deltids-direktivet.

Planen er et gennemkontrolleret arbejdsmarked, hvor Den Europæiske Centralbank fastlægger en tilladelig lønstigning, fastsat på baggrund af hensynet til den lave inflation. Indenfor denne indkomstpolitiske ramme, som besluttes i trepartsforhandlinger på EU-plan, kan fagforeningerne så gennemføre de decentrale forhandlinger ude på fabriksplanet. Det nationale niveau er helt væk på længere sigt.

I en sådan topstyret økonomisk-monetær union med korporativ struktur for arbejdsmarkedet er der naturligvis ikke plads til arbejdskampe. Det fik vi til fulde illustreret, da EU-kommissionen i 1997 pludselig blandede sig i en fransk chauffør-strejke.

Og der var ikke tale om en enlig svale: EU-kommissionen har igen for nylig truet med at skride ind overfor strejker i Frankrig, fordi ”varernes frie bevægelighed” er truet.

Både herhjemme - i forbindelse med Overenskomst 2000 - og i Sverige ser vi stærke tendenser til at forsøge at forhindre og udsætte konflikter på arbejdsmarkedet og gøre fagforeningerne ansvarlige for dette.

Det var derfor ingen tilfældighed, da Nyrup i forbindelse med udskrivningen af folkeafstemningen om euroen trak en direkte forbindelse mellem ØMU-medlemskabet og den kendsgerning, at et overenskomstforlig med et forhandlet reallønsfald netop var gennemført uden konflikt. I hvert fald er symbolværdien til at tage og føle på, når man kender indholdet i ØMU’en og den korporative socialmodel.

 

EUROEN ER INGEN FREDSDUE

Tilhængernes udsagn i forhold til dette er malerisk formuleret: ”ØMU’en er en fredsdue.” Denne påstand kan virke absurd i en situation, hvor EU er i fuld gang med at opbygge sig som militær union.

Men lad os se på argumenterne.

 

Europas sår heles ikke - ulighederne bliver større

Jeg har tidligere nævnt den sociale og politiske uro, som med sikkerhed vil opstå internt i euro-området. Euroen repræsenterer og må nødvendigvis repræsentere voksende modsætninger mellem center og periferi og en magtpolitisk koncentration, fordi den i bund og grund er et ustabilt højrisiko-projekt.

Dertil kommer, hvad den økonomisk-monetære union påfører Østeuropa af social og økonomisk ulykke.

Tag for eksempel ØMU-politikken. Vi har tidligere set, hvordan denne politik kan fremkalde arbejdsløshed og lønfald i vores veludviklede modne økonomier. Det er intet at regne overfor de konsekvenser, som en sådan politik har i de østeuropæiske lande.

Dér har landene mistet 50 til 70 procent af deres produktion. De har galoperende inflation. Hvis de vil slå deres inflation ned for at leve op til EUs krav, så betyder det endnu et katastrofalt dyk i produktion og beskæftigelse. Det ses blandt andet i Letland, hvor man har valgt at køre chok-tilpasning.

Millioner i Østeuropa er fordrevet ud i arbejdsløshed og fattigdom, for sociale ydelser er der stort set ikke noget af. Det er jo umuligt indenfor de budgetmæssige rammer, som de er pålagt af EU og IMF.

 

Tyskland inddæmmes ikke - tværtimod

Denne påstand hører man ofte i sammenhæng med udsagn som at ”det kun er via EU, at vi kan inddæmme stormagten Tyskland og undgå krig i Europa”. Hvad er realiteterne bag dette?

Det er meget farligt at tro, at den tyske imperialisme er blevet tandløs. Sagen er, at Tyskland som oftest ikke behøver at ”gå solo”. Tyskland kontrollerer alle væsentlige initiativer i EU og får derved sin politik igennem, så den fremtræder helt legal og langt mere efffektiv.

Men hvis Tyskland ikke får sin vilje, så går denne europæiske stormagt solo. Det så vi klart i Jugoslavien i 1991, hvor Tyskland fremtvang EUs anerkendelse af Kroatien og Slovenien som selvstændige stater ved selv at anerkende dem officielt. Det var langt fra et ukontroversielt skridt. Det var faktisk det skridt, der startede opsplitningen af Jugoslavien og igangsatte krigene på Balkan (35)

ØMU-projektet er et klokkeklart eksempel på, hvorledes Tyskland sætter tonen i EU. Den økonomisk-monetære union er bygget 100 procent på tyske traditioner, mens Frankrigs traditionelle økonomiske politik ikke er tilgodeset.

Ligeledes i forhold til Øst-udvidelsen. Der er ingen tvivl om, at Øst-udvidelsen har forstærket Tysklands magtposition ganske betydeligt. Tyskland står i dag for en tredjedel af Østeuropas handel med Vesten. I en rapport fra den tyske nationalbank Bundesbank hedder det:

”Det central- og østeuropæiske rum er allerede nu mere vigtigt som eksportmarked for Tyskland end USA” (36)

 

Fælles valuta udfordrer USA

Det er ikke nogen tilfældighed, at vi ser, hvordan EU bygger den økonomisk-monetære union og den fælles mønt, samtidig med at der tages stormskridt hen imod en egentlig militær union. Begge skridt er to sider af den samme supermagtsambition.

Siden 1989, da Muren faldt og Sovjetunionen brød sammen, har EU og USA været konkurrenter. De kæmper hårdt om de nye markeder i Øst, ligesom EU er meget aktiv i forhold til at trænge ind i Latinamerika med investeringer.

Både USA og EU optrapper disse konflikter - på det handelsmæssige område, i forhold til investeringer og i forhold til at vinde politisk kontrol.

De to poler rivaliserer imidlertid ikke kun, de samarbejder også. Atlantpagten, der er en økonomisk-handelsmæssig aftale mellem de to magter, er et udtryk for dette.

Det samme var krigen på Balkan. Her var USA og EU enige om at udnytte etniske og andre konflikter til at trænge militært ind i et område og diktere deres egne krav. Da NATO stoppede bombningerne, underskrev de fleste lande i området (minus Jugoslavien, der bevidst holdes uden for) den såkaldte Stabilitetspagt for Sydøsteuropa. Åbningen for kapital og investeringer, det vil sige den økonomiske underlæggelse, står helt centralt i denne pagt.

Hele dette forløb sætter i perspektiv, hvordan USA og EU vil samarbejde for at få åbnet de markeder og ressourcer, som ligger i hele dette store område, der blev kastet for gribbene, da Sovjetunionen faldt. Når det er lykkedes, sætter rivaliseringen, kampen om at kontrollere områderne, ind.

Næste stop i forhold til en militær konflikt ligger sandsynligvis i Kaukasus. Kampene i Tjetjenien indikerer, at der varmes op til krig, med det formål at få fordelt vigtige oliekilder og -rørledninger i dette område.

Det er uundgåeligt, at der vil komme en konflikt eller krig, hvor styrkeforholdet mellem disse to stormagts-poler skal afklares. USA har i årtier været verdens førende supermagt og har ikke mindst siden murens fald ført sig frem som verdens leder. Men EU har slet skjulte ambitioner om at gøre USA rangen stridig.

Rent økonomisk er EU ved at være på højde med USA. Den afgørende forskel i dag er den privilegerede situation, som USA har på de finansielle markeder på grund af dollarens position som parallel-valuta (altså reservevaluta på verdensplan).

Det er den privilegerede stilling, som EU nu udfordrer via euroen. EU ønsker med andre ord at overtage dele af denne position på verdensplan.

 

En militær union i svøb

Rent militært halter EU stadig bagefter USA. Men også på dette felt er der sket et afgørende gennembrud. I april 1999 blev der i forbindelse med NATOs 50 års jubilæum indgået en studehandel mellem USA og EU, hvor USA på den ene side får adgang til at håndhæve NATOs offensive strategi (out of area) uden FN-mandat, mens USA til gengæld accepterede, at EU nu kan opbygge sig som militær supermagt med en egen militær styrke.

Udviklingen af den militære union er uden tvivl i sig selv med til at skabe den politiske union og går altså her hånd i hånd med den fælles mønt. Med tiden vil det blive et krav, at pengene til den militære union kan tages direkte fra EUs egen kasse, uden at skulle gå tiggergang hos landene. Derved bidrager den militære union til direkte skatteopkrævning på EU-plan.

Samtidig er det indlysende, at regningen for militære eventyr og supermagtsambitioner betales - også rent økonomisk - af de europæiske folk. Regningen for Balkan-krigen er også blevet betalt af de europæiske folk.

 

Men er euroen så ikke en fordel for ulandene da

De samme politikere, som i 50 år har hyldet USA som frihedens beskytter, kommer nu og siger, at EU er en mere human leder af verden end USA. Det turde være indlysende, at formålet ene og alene er at få os til at slutte op om ”vores egen” imperialistmagt EU.

I nogle dele af den underudviklede verden er der forhåbninger om, at euroens etablering vil forbedre deres situation. Nogle steder er der en opfattelse af, at en stærk euro kan betyde mindre afhængighed af USA. Det er et synspunkt, som især mødes i Latinamerika, hvor USAs dominans har været total i årtier, men hvor EU nu har øget sine investeringer markant i de seneste år.

Det er nødvendigt at sige klart og utvetydigt, at EU på ingen måde er en mindre aggressiv kreditor og investor end USA. Den økonomiske politik skabes ikke af ”onde mennesker”. Den skabes af kapitalinteresser, og de reagerer ens, uanset hvor de kommer fra i verden. Det vil også de latinamerikanske folk få at føle.

Det er også vigtigt overfor disse lande at gøre det klart, at euroen er et generalangreb på arbejderklassen i de europæiske lande, på dens faglige og sociale rettigheder. Mens EUs ledere taler om menneskerettigheder og humanitet på rejser i andre verdensdele, så driver man renlivet klassepolitik på hjemmefronten. Det er vores pligt at formidle dette til arbejderklassen i den såkaldt tredje verden og derved gendrive illusioner, der kan vise sig at koste dyrt.

Når dette er sagt, må det nødvendigvis også siges, at disse lande naturligvis skal udnytte spillet mellem USA og EU til deres egen fordel og søge at skabe sig en mere uafhængig situation.

 

SLUTORD

Kampen mod euroen og den nye europæiske supermagt må nødvendigvis ses i sammenhæng med den igangværende globaliseringsproces.

I en verden der bliver stadig mere kompliceret, og som i stadig højere grad kræver en fleksibel og aktiv økonomisk politik, har man i Euroland bundet sig selv på hænder og fødder og underskrevet en håndfæstning på, at man i al evighed vil føre en ganske særlig økonomisk politik. Hvorfor skulle et land frivilligt underlægge sig disse betingelser, når der findes bedre muligheder? Det har ingen mening.

Selvom vi stemmer nej til euroen, slipper vi naturligvis ikke for alle de fortrædeligheder, der stammer fra globaliserings-processen. Men vi får bedre manøvre-betingelser på det oprørte hav. Dertil kommer, at kampen mod euroen er højaktuel klassekamp. På det nationale niveau er det stadigvæk muligt for arbejderklassen og dens allierede at tiltage sig politisk magt, sætte bremser ind overfor den internationale kapital, forsvare de sociale og faglige rettigheder og de velfærdsgoder som er bygget op gennem årtier, mod angreb fra den kapital, der er ligeglad med, hvad den smadrer på sin vej til hurtig profit.

Derfor er det nationale spørgsmål mere højaktuelt end nogensinde. Derfor skal vi ustandselig høre på, at vi er ”nationalistiske og fremmedfjendske”, fordi vi ikke bare strækker armene i vejret. Lad det være en påmindelse om, at vi har bidt os fat i en vigtig kamp.

 

LÆS MERE

·        ”Danmark og euroen.” Pjece udgivet af Folkebevægelsen mod EU, januar 1999.

·        Carsten Heyn-Johnsen: ”ØMU’en som magtmiddel.” Pjece udgivet af Folkebevægelsen mod EU, 1998.

·        Karsten Skjalm: ”ØMU - baggrund og perspektiver.” Pjece udgivet af Dansk Udenrigspolitisk Institut.

·        Henrik Plaschke og Poul Thøis Madsen: ”Den forbudte debat om ØMU’en.”

·        Vismandsrapporten, 1996.

·        Corporate Europe Observatory: ”Det korporative Europa - farlige forbindelser mellem EUs institutioner og industri.” Udgivet af Forlaget Arbejderen 1998.

·        Jesper Jespersen og Karen Sunds: ”Unionens økonomiske politik - et svar til EU-kommissionens hvidbog”. Udgivet af Folkebevægelsen mod EU, 1994. ”Den fælles mønt - et rigtigt eksperiment?” NOTAT’s forlag, 1998.

·        Karen Sunds: ”Amsterdam-traktaten - et stærkt politisk redskab for EU-monopolerne.” Udgivet af Forlaget Arbejderen, 1998.

·        ”Euro eller krone?” Redigeret af Frank Dahlgård og Mette Kofoed Bjørnsen, 1999.

 

 

NOTER

1. I den officielle danske oversættelse er ordet ”union” blevet til ”sammenslutning.” I den engelske tekst lyder formuleringen imidlertid ”ever closer union”, mens den på fransk lyder ”union sans cesse plus troite’. Der er derfor belæg for også herhjemme at bruge ”union” om betegnelserne i de første EF-erklæringer. Se EU-Karnov, Karnovs Forlag, 1993. Den officielle danske oversættelse findes i præambel til Rom-traktaten, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1987.

2. Se for eksempel: Erik Meier Carlsen, Henrik Sass Larsen, Lars Olsen og Hans Stavnsager: ”En europæisk utopi - perspektiver for en velfærdsunion”, Fremad, 1997.

3. ”Det korporative Europa - farlige forbindelser mellem EU’s institutioner og industri.” Rapporten er udarbejdet af den hollandske gruppe Corporate Europe Observatory, der overvåger og rapporterer om europæiske virksomheder og deres lobby-aktiviteter. Den er oversat af Susanne Arends og udgivet på dansk under titlen ”EU A/S - Velkommen til det korporative Europa”, Tekster i Tiden nr. 4, Forlaget Arbejderen 1998.

4. Danmark har deltaget på møder i EU’s militære arm Vestunionen, som om vi var fuldgyldige medlemmer. Folketinget vedtog i 1997, at Danmark skulle være medlem af Schengen, hvilket gjorde det retslige forbehold til en ren parodi. Med hensyn til ØMU-forbeholdet havde vi allerede i Maastricht-traktaten i 1992 en protokol, hvor der stod, at den danske grundlov kunne indebære, at der i Danmark skulle være folkeafstemning før tilslutning til ØMU’ens tredje fase.

5. Udtalelse refereret af Nyhedsbureauet Agence Europe, 1997.

6. Dagbladet Børsen, 17. maj 1999: ”Eurolands økonomier mangler fodslag.’

7. Se EU-kommissionens Agenda 2000-program.

8. Udtalelsen er citeret på TV2 i forbindelse med at Robert Mundell i slutningen af 1999 modtog Nobel-prisen i økonomi. Den stammer oprindelig fra tiden kort før euroens etablering.

9. Børsens Nyhedsmagasin, marts 2000.

10. Jelved komme med denne udtalelse på et debatmøde i Aalborg den 25. januar 2000. Bag mødet stod Folkebevægelsens Ungdom.

11. Se Vismandsrapporten fra 1997.

12. I rapport fra december 1996 hedder det direkte på side 8, at de offentlige nedskæringer, forårsaget af konvergenskravene og forberedelsen af euroen, har negativ indflydelse på den økonomiske aktivitet.

13. Amsterdam-traktatens artikel 109 O.

14. I Finland er der p.t. etableret to fonde på nationalt plan (arbejdsløshedsforsikrings- og pensionsfonde). Efter færdigetablering rummer de 10 milliarder kroner. Der tales om at etablere andre små fonde på fuldstændig privat basis. En 6 procents sænkning af bidragene har samme virkning over for arbejdsgiverne som en 15 procents devaluering.

15. Lemming-adfærd: Det fænomen, som er kendt fra lemmingerne, der vandrer kollektivt i døden, at hvis en valutahandler begynder at sælge ud af en bestemt aktie eller valuta, således at prisen falder en anelse på børsen, så reagerer de alle i panik ved også at sælge ud af det pågældende værdipapir.

16. Forordning 1408/71 omhandler sociale sikringsordninger for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for EU. EU-kommissionen har foreslået en ny forordning til afløsning af 1408. Med det forslag udvides personkredsen, der har krav på sociale ydelser fra det land, de flytter til. Det nye forslag nævner specifikt den danske efterløn.

17. Se for eksempel Carsten Skjalm: ”ØMU - baggrund og perspektiver’. Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1998.

18. Denne protokol blev ikke en del af selve unionstraktaten i Maastricht, fordi Storbritannien ikke ville undertegne den. Den blev så skrevet ind i traktaten i 1998. Juridisk set betød dette ikke en ændring, for en protokol har juridisk set samme status som selve traktatteksten. Politisk set var betydningen imidlertid stor.

19. Jyllands-Postens opsummering af rapporten, Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, 15. april 1998.

20. Se ”Den fælles mønt - et rigtigt eksperiment”, NOTAT’s forlag, 1998.

21. ”Vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse. Udfordringer og veje ind i det 20. århundrede.” EU-kommissionen 1993

22. Som foregående note, side 47.

23. Interview med Wim Duisenberg i dagbladet Børsen, 27. februar 1998.

24. Rapporten fra ERT om nødvendige omlægninger af arbejdsmarkedet i EU udkom en uge før Delors’ Hvide Bibel.

25. Vedtaget på Dublin-topmødet i december 1996.

26. EU-kommissionen marts 2000: Beretning om social beskyttelse i Europa (KOM(2000), 163 - endelig).

27. Danske Kommuner, nr. 29, 1999.

28. Som note 26.

29. EU-kommissionens grønbog: Supplerende pensioner i det indre marked (KOM(97)283).

30. Samme sted.

31. EFS er Unionens faglige sammenslutning. En tilsvarende sammenslutning findes af Unionens arbejdsgivere, kaldet UNICE.

32. Fællespagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder. EU-kommissionen maj 1990.

33. I Danmark udmøntet i ”Loven om ansættelsesbeviser”, 1993.

34. Udtalt på et møde med EFS og UNICE i København april 1996.

35. For en nærmere gennemgang af dette forløb se også: Sven Tarp: ”Historien om en bebudet krig”, Forlaget Arbejderen 1999.

36. Se artiklen: ”ØMU’en er en fredsdue”, Vendsyssel Tidende, 2. august 1997.

 

Tilbage til DKP/ML's hovedside: www.dkp-ml.dk

03-04-02