17.08.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

FN stjæler græsk fabrik 

Danske KFOR-soldater tjener de internationale monopoler 

Danske soldater har været med til at lukke en farlig blyfabrik, der giver albanske og serbiske børn hjerneskader. 

Men det er kun den ene side af sagen. Faktisk en meget lille side af sagen. 

FN's mission i Kosova, UNMIK, har nemlig vedtaget at de kan privatisere alle statsejede aktiviteter i Kosova. Og UNMIK har nu udpeget et britisk firma der skal gøre fabrikken miljøvenlig, og et konsortium af et fransk, et amerikansk og et svensk firma, der skal drive fabrikken.

Konsortiet hedder ITT Mining Consultants.

Men fabrikken, der er en del af Trepca-komplekset, ejes muligvis slet ikke af den serbiske stat.

 Så spørgsmålet er om UNMIK her ikke er gået for vidt i at spille sin enehersker-rolle i Kosova.

I november 1996, få dage før der blev indført sanktioner mod Jugoslavien, købte Mitilineos Holdings SA, et græsk firma der også beskæftiger sig med våben, 60 procent af Trepca-komplekset. 27 procent af firmaet ejes af de lokale albanere. 

Trepca-komplekset består af 40 forskellige miner og fabrikker, af hvilke blyminen ved Trepca og fabrikken ved Mitrovica er de vigtigste.

UNMIK har dog ikke anerkendt købet i 1996, og påstår at Serbien ejer komplekset.

Allerede i august sidste år fjernede de franske KFOR-styrker alle græske medlemmer af bestyrelsen i firmaet, skriver den serbiske journalist Glas Javnosti. På det tidspunkt var komplekset lukket på grund af krigen. 

Firmaet åbnede for seks uger siden under den serbiske stat. Mange af mineskakterne er oversvømmede og maskinerne står uden reservedele eller er brudt ned, men det lykkedes dem at få en produktion i gang. 

Blyforureningen er utvivlsomt alvorlig. For højt blyindhold i blodet giver hjerneskader og nervesygdomme. Skorstenen med specialfilter og renseudstyr fra 1980 fungerer ikke, og røgen kommer op af et hul i taget. 

Under ITT Mining Consultants vil albanerne blive sat i arbejde. Men det er tvivlsomt hvem der får ejerskabet. Foreløbig betaler FN arbejdernes løn, selvom de ikke er i arbejde, og de betaler konsortiet for at genoprette produktionen.

rtj

 

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]