04.08.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Ny rapport kritiserer NMD

Tværpolitisk britisk udenrigskomite frygter nyt våbenkapløb, hvis USA gennemfører missilforsvar

Britiske parlamentsmedlemmer advarer nu også mod det amerikanske missilforsvar.

De udgav onsdag en kritisk rapport, der beskriver konsekvenserne af at Storbritannien deltager i NMD.

Rapporten er skrevet af parlamentets Udenrigspolitisk Komite. Her sidder en række parlamentsmedlemmer på tværs af partierne.

De anfører, at et britisk nej til modernisering ville være uden fortilfælde, og at det ville blive en belastning for NATO.

Ikke desto mindre opfordrer de den britiske regering til at finde alternative udveje.

Rapporten understreger at NMD er i strid med ABM-traktaten fra 1972, der er en af hjørnestenene i at kontrollere våbenkapløbet.

De kritiske parlamentsmedlemmer mener, som mange andre kritikere, at missilforsvarssystemet vil føre til et nyt våbenkapløb.

Det vil de-stabilisere forholdene til Kina og Rusland, og føre til at en række andre lande, deriblandt Indien, vil foretage en oprustning, står der i rapporten.

Det afviser den britiske forsvarsminister Geoff Horn.

Nu kræver forfatterne bag rapporten, at den britiske regering melder klart ud om den støtter de amerikanske planer.

Men det vil regeringen ikke. Den lur-passer ligesom den danske regering og med den samme begrundelse.

- Der har intet formål, at tage en beslutning før vi faktisk får en anmodning fra USA, siger Geoff Horn til den britiske radiostation Radio 4.

Også i Danmark kræver folketingsmedlemmer fra både de radikale og de konservative at regeringen gør sin stilling klar.

De er villige til at gå med på USA's ønske om at inddrage Thule-radaren i Grønland, hvis Rusland og USA bliver enige om at ændre ABM-traktaten.

Også SF og Enhedslisten kræver, at den danske regering melder klart ud, men de kræver til gengæld at regeringen siger nej til NMD.

Hvis NMD skal fungere, skal USA opgradere radarer over hele verden.

Tre af disse skal findes i Storbritannien, ved Fylingdales og Menwith Hill i Nordengland samt en mindre station i samme område.

 

rtj/mj

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]