02.08.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

FN-soldater på vej til Eritrea

Danmark forbereder 400 soldater til indsættelse på Afrikas Horn

Nu rejser 100 FN-observatører til Etiopien og Eritrea for at forberede indsættelsen af en egentlig FN-styrke langs grænsen mellem de to lande.

Det besluttede Sikkerhedsrådet enstemmigt på sit møde mandag.

Observatørerne skal i samarbejde med regeringerne i de to lande forberede, at mellem 2000 og 4000 FN-soldater indsættes for at kontrollere en 25 kilometer bred demilitariseret zone på den eritreanske side af grænsen.

Datoen for indsættelsen af FN-soldaterne er ikke vedtaget.

Det er planen at FN-styrken skal rydde miner og fjerne ueksploderet ammunition og kontrollere grænsen indtil en endelig grænsedragning er aftalt.

Etiopien og Eritrea er stadig uenige om præcist, hvor grænsen skal gå.

Gennem tiderne er der lavet hele tre officielle kort, som angiver en forskellig grænse mellem landene.

Også Danmark er blevet bedt om at bidrage til FN-styrken.

400 danske soldater fra Shirbrig-brigaden, som oprindelig forberedte sig på at blive sat ind langs grænsen mellem Israel og det sydlige Libanon forbereder sig lige nu på at blive sendt til Eritrea.

Shirbrig-brigaden er en FN-styrke, som er klar til hurtig indsættelse. Den kan udsendes i op til seks måneder - indtil en eventuel permanent FN-styrke indsættes.

/se

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]