28.07.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

FN forhandler med lejehær

Lejehær skal sikre regeringen kontrol med Sierra Leones diamanter

Der er optræk til at private lejesoldater vil blive hyret af FN og blive sat ind i Sierra Leone.

Landets regering er ude af stand til at vinde kontrollen med de rige diamantområder, som i lang tid har været i hænderne på oprørerne i Revolutionary United Front RUF.

RUF udvinder diamanter, sælger dem illegalt og finansierer dermed sin oprørshær, som vurderes til at omfatte 45.000 mand.

Hverken regeringshæren eller de 8000 FN-soldater i landet har været i stand til at sikre regeringen kontrol med diamantområdet.

Derfor har der FN været i kontakt med Tim Spicer, der er direktør i lejesoldat-firmaet Sandline International.

Tim Spicer bekræfter over for flere internationale medier, at han er blevet kontaktet vedrørende Sierra Leone.

- Det vil være billigere at engagere et privat selskab til en militær aktion end at sammensætte en FN-styrke, siger Spicer.

Han er en erfaren mand, som tidligere var oberstløjtnant i den britiske hær og som sådan deltog han i Falklandskrigen.

Han og Sandline International har også konkrete erfaringer fra Sierra Leone.

I 1997 lejede den britiske ambassadør i Sierra Leone og udenrigsministeriet i London hans soldater for at genindsætte præsident Ahmad Tejan Kabbah.

Det fandt sted mens alle parter i konflikten i Sierra Leone var underlagt en våbenblokade vedtaget af FN. Alligevel sendte Sandline International 35 tons bulgarske AK-47 automatrifler til landet.

Private lejehære har i nogen tid været på vej ind i FN-systemet. Det sker i en situation, hvor antallet af militære FN-aktioner vokser samtidig med at medlemslandenes vilje til at betale for indsættelse af FN-styrker falder.

FN har endog medtaget private lejehære i sin database i Norge over "almindelige leverandører".

/se

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]