17.06.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Afrika bløder - hvorfor

af Sven-Erik Simonsen

Medier og vestlige politikere ynder at fremstille folkene på det afrikanske kontinent som særligt krigeriske og barbariske.

Med disse løgne slører de virkeligheden på dette på en gang rige og fattige kontinent.

Vesten opgav nemlig aldrig Afrika, da kolonitiden formelt var forbi.    

Er de særligt krigeriske i Afrika?

Nej naturligvis ikke. Intet giver grund til at tro, at menneskene i Afrika ikke hader krigen og elsker freden lige så meget som mennesker i Europa.

Hvorfor er der så så mange krige i Afrika lige nu?

Hvorfor bløder Afrika?

I over 25 år har der været borgerkrig i Angola.

Der er kamp mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper i Den Demokratiske Republik Congo - mindst fem nabolande blander sig, Namibia, Angola og Zimbabwe på regeringens side og Uganda og Rwanda på oprørernes side.

Uganda selv er involveret i kampe med det store naboland Sudan - lige nu mest i form af at landene gensidigt støtter oprørsgrupper i modpartens land. Desuden er der en permanent krigssituation mellem det nordlige og det sydlige Sudan.

Der er grænsekrig mellem Etiopien og Eritrea - forhåbentlig er den lige stoppet.

Marokko har besat Vestsahara og Polisario har varslet en genoptagelse af befrielseskampen, hvis der ikke meget snart bliver en folkeafstemning om områdets fremtid.

Sierra Lone har de seneste ni år været ramt af borgerkrig mellem en regeringshær og oprørere med næsten lige så mange mand under våben.

I Nigeria blusser angivelige religiøse modsætninger op med korte mellemrum.

Og i Zimbabwe er der klassekrig: Jordløse sorte har sat sig i bevægelse for at få gennemført den jordreform, som de har drømt om og kæmpet for i flere årtier - i frustration over, at den regering, som de har sat deres lid til ikke har kunnet eller villet løse spørgsmålet.

USA's  udenrigsminister Madeleine Albright konstaterede sidste år, at Afrika oplever sin første verdenskrig.

Hun har øje for helheden - men hun er også én af anstifterne.

Løgn og mystik 

Krige og væbnede konflikter foregår over hele kontinentet.

I det omfang medierne beskæftiger sig med dem koncentrerer de sig om lidelserne, det meningsløse, det uforståelige.

Der skabes derfor en holdning blandt mennesker af, at disse konflikter kan man ikke komme til at forstå.

Det giver basis for religiøsitet og mystik.... eller forklaringer, der handler om ondskab, korruption og egoistiske statsledere - på linje med de udbredte løgne om, at Anden Verdenskrig skulle skyldes Adolf Hitlers vanvid og ondskab.

Som både Første og Anden Verdenskrig var krige, der handlede om at omfordele verden

mellem kolonimagterne/de imperialistiske magter, på samme måde er krigene i Afrika en følge af imperialismens rivalisering om kontinentet.

Nok er Afrika et fattigt og underudviklet kontinent, men det besidder umådelige rigdomme: 800 millioner mennesker, en undergrund der bugner af råvarer fra olie over metaller og til diamanter - samt muligheder for at dyrke værdifulde afgrøder.

Traditionelt har Afrika været de europæiske stormagters besiddelse - gennem århundreder som direkte kolonier.

Med afslutningen på Anden Verdenskrig ændrede magtbalancen sig i verden. USA blev den stærkeste økonomiske, politiske og militære magt.

Dog måtte imperialismen i nogle årtier leve med, at et stærkt Sovjetunionen gav de afrikanske lande og folk et alternativ.

Med Sovjetunionens opløsning står Afrika nu ansigt til ansigt med imperialismens brutale repræsentanter: USA og EU.

I globaliseringens tidsalder, hvor de store europæiske og amerikanske monopoler af økonomisk nødvendighed søger at gøre hele verden til deres marked, holder tidligere tiders opdeling af verden i interessesfærer ikke.

På alle kontinenter

Monopolerne kæmper om magten på alle kontinenter.

En analyse viser dog, at USA retter sin primære opmærksomhed mod Mellem- og Sydamerika, mens Europa først og fremmest rækker sine imperialistiske fangarme ud mod Østeuropa.

Men der er også en tendens til øget rivalisering her. USA trænger ind i Østeuropa og store monopoler fra Europa øger deres investeringer i Sydamerika.

I Afrika kæmper begge magtblokke om at få overtaget og sikre sig løvens part af byttet.

Kolonitidens plyndring, som når den var mildest og havde form af at guld, kakao og krydderier blev byttet for kulørte glasperler, er blevet afløst af en mere sofistikeret og uigennemsigtig plyndring, men grundlæggende set er ikke meget ændret.

For imperialismen er Afrikas rolle først og fremmest at være leverandør af råvarer - til gengæld får den lokale overklasse mulighed for at købe nutidens farvede glasperler: limousiner, computere, kaviar og mobiltelefoner.

En grundlæggende mekanisme i nutidens udbytning af ulandene er det ulige bytteforhold.

Priserne på råvarer fra blandt andet Afrika falder systematisk i forhold til priserne på de industriprodukter, som de rige lande sælger.

Blot et eksempel viser hvad det handler om: Prisen for et tons kobber svarede i 1980 til prisen på et røntgenapparat. Ti år senere skulle der 13 tons kobber til at betale for et røntgenapparat.

De rige landes uvilje til at ændre på dette forhold, som helt grundlæggende ødelægger ulandenes mulighed for at udvikle sig, står klart. Det har været umuligt at få vedtaget aftaler om at pristalsregulere prisen på olie, kaffe eller andre af ulandenes typiske eksportvarer.

IMF og Verdensbanken

I fællesskab har de imperialistiske magter skabt effektive redskaber. Det er Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF.

Under dække af smukke ord om lån til investering og udvikling i de fattige lande gennemtvinger disse to institutioner netop det økonomiske system, som cementerer det ulige bytteforhold, og som fastlåser de fattige lande i evig forgældelse og afhængighed.

Hele ordstrømmen om eftergivelse af gæld bliver ved det symbolske.

Nye lån bliver givet, men hovedparten bruges til renter og afdrag på den gamle gæld. Samtidig forpligter ulandene sig til at gennemføre strukturelle forandringer af deres økonomier for at få disse lån.

Disse Struktur-Tilpasnings-Programmer har et meget veldefineret indhold:

* Ulandene må ikke have underskud på deres statsbudget. Der skal skæres ned på statens udgifter til uddannelse, sundhed, sociale udgifter, transport og så videre.

* Tilskud for at sikre lave fødevarepriser er forbudt, priskontrol ophæves og skatter og afgifter skal ned.

* Statsejede virksomheder, som de fleste ulande har/havde mange af, skal privatiseres.

* Der skal åbnes for udenlandske investeringer og den udenlandske kapital skal have mindst lige så gode betingelser som den nationale kapital.

Ligesom ØMU'en

Der er en slående lighed mellem Verdensbanken og IMF's krav til Afrika og ØMU'ens krav til medlemslandenes økonomier.

Finanskapitalens krav til staternes økonomiske politik er grundlæggende set ens overalt i verden - naturligvis med lokale kendetegn. Overskriften er overalt: Mindre stat, mere privat og markedets totale dominans.

Resultatet er, at landene bliver noget nær 100 procent markedsstyrede. Den optimale situation for de internationale monopoler.

IMF, Verdensbanken og Vestens industrimonopoler har en plan for Afrika. Men planen handler ikke om at udvikle Afrika.

I 1999 blev kun én procent af alle verdens udenlandske investeringer placeret i Afrika. Det skal sammenholdes med, at der bor cirka 15 procent af verdens befolkning i Afrika.

Hvis det internationale samfund havde en seriøs plan for at skabe økonomisk og social udvikling i Afrika burde det afspejle sig i  markant højere tal for investeringer.

Det bekræfter, at imperialismens plan for Afrika er, at kontinentet hovedsagelig skal forblive leverandør af billige råvarer.

Heller ikke bistandsmidler til fattigdomsbekæmpelse, uddannelse og sundhed - altså forarbejdet for en positiv økonomiske udvikling - bevilges til det sorte kontinent i nævneværdigt omfang.

FN's børnefond UNICEF kritiserede sidste år Vesten for at bruge 40 milliarder dollars på "at bekæmpe en krig på Balkan", men ikke ville spendere én procent af dette beløb på at redde liv i Afrika.

Når imperialismens plan for Afrika ser således ud lige nu skyldes det blandt andet at der givetvis er flere og hurtigere penge at tjene på at satse på det potentiale, som eksisterer i Østeuropa, det tidligere Sovjetunionen og Latinamerika.

På et senere tidspunkt kan denne plan ændre sig, men lige nu bekymrer imperialismen sig ikke nævneværdigt over at kontinentets befolkning dør af AIDS, malaria, sult og krig.

Bag IMF's og Verdensbankens spydspids trænger den internationale kapital frem. Nogle gange direkte og nogle gange sendes regeringerne fra Washington og EU-hovedstæderne ud for at bane vejen yderligere.

De seneste par år har USA's regering rettet stadig større opmærksomhed mod Afrika.

NAFTA for Afrika

Kongressen i USA behandler et lovforslag om at skabe et NAFTA for Afrika. Det er inspireret af frihandelsaftalen (NAFTA) mellem USA, Canada og Mexico.

Denne aftale er et ekstremt udtryk for markedskræfternes frie spil.

Der er stor modstand mod aftalen blandt amerikanske græsrodsorganisationer. Blandt Afrikas politiske ledere er det næsten kun den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandela, der har undsagt forslaget.

Så dyb er ulandenes afhængighed - eller så meget er statlederne i Afrika forbundet med imperialismen på den ene side og så lidt med deres folk på den anden side!

Præsident Clinton har været på rundrejse i Afrika to gange i løbet af de seneste tre år. For at fremme denne aftale.

Den amerikanske regering lægger hovedvægten på at få indflydelse i "Sydafrika og Nigeria, som er de to vigtigste økonomier i Afrika", som det direkte konstateres i et amerikansk dokument.

EU giver USA kamp til stregen i Afrika.

Om de afrikanske lande og folk vil have mulighed for at udnytte det spillerum, der kan opstå som følge af de to supermagters rivalisering, eller om kontinentet blot skal føde to brutale udsugere må fremtiden vise.

EU i Afrika

EU's politik over for Afrika har tre større elementer - foruden alle de bindinger, som historisk set er skabt og som stadig består mellem Frankrig og dets tidligere kolonier, Portugal og dets, Storbritannien, Belgien, Spanien....

Det ene element er de såkaldte Lome-aftaler; handels- og bistandsaftaler mellem EU og 71 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet(AVS-lande). Langt det vigtigste område i denne aftale er Afrika.

Aftalen er lige fornyet og den giver disse lande en vis fortrinsstilling på EU's marked og omvendt EU et handels- og investeringsfortrin i Afrika.

Perspektivet er, at AVS-landene tilslutter sig reglerne om frihandel, fri investering og så videre, sådan som det er fastlagt i verdenshandels-organisationen WTO.

Men EU arbejder også på at oprette sine egne frihandelsaftaler med Afrika.

Først satser EU på at få en Middelhavs-aftale på plads. Etablering af et fælles marked for alle landene rundt om Middelhavet.

Dernæst går EU efter at få lavet en aftale om frihandel med hele Afrika. En aftale, som må forventes at få cirka samme indhold som USA's projekt med et NAFTA for Afrika.

Har de afrikanske statsledere ikke selv et perspektiv kontinentets fremtid?

Jo.

En afrikansk plan

I  regi af Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU) arbejder de afrikanske ledere med en plan om oprettelse af en Afrikansk Union.

Sidste år blev forslaget bragt på bane af Libyens leder Gadaffi under et topmøde, hvor 43 af kontinentets 49 stater var tilstede.

Det blev ikke vedtaget, men mødet besluttede, at gå konkret videre med planer om at oprette en afrikansk centralbank, en afrikansk valutaunion, en afrikansk domstolsmyndighed og et pan-afrikansk parlament.

OAU blev oprettet i 1963 - kort efter at hovedparten af de afrikanske lande var blevet afkoloniseret og oprettet som (i hvert fald formelt) selvstændige stater.

Denne organisation satte sig som umiddelbar opgave at afkolonisere resten af kontinentet, fremme samarbejde og solidaritet mellem landene og forsvare alle landes suverænitet.

Tanken om at tage skridt i retning af større enhed mellem landene blev første gang formuleret i 1991 i Abuja-traktaten.

Set i lyset af med hvilken succes imperialismen er i stand til at splitte Afrika og udløse den ene krig efter den anden i landene og mellem landene er det næppe sandsynligt at sådanne unionsplaner kan realiseres i den nærmeste fremtid.

Regional samhandel vil dog givetvis kunne udvikles noget til gensidig gavn.

I forbindelse med forslaget om dannelse af et pan-afrikansk parlament. Altså et parlament med valgte repræsentanter fra alle lande i Afrika, er der forslag om, at det skal kunne blande sig i landenes indre anliggender og at der eventuelt kan ændres på grænserne i Afrika.

En farlig politik

Det er en farlig politik. Langt de fleste grænser i Afrika er sat af de tidligere kolonimagter - uden hensyn til traditionelle grænser mellem etniske grupper, sprogområder og naturgivne forhold.

Det har hidtil været OAU's klare politik, at disse grænser skulle ligge fast uanset hvor urimelige de måtte forekomme. Begrundelsen er klar: Hvis der skabes præcedens for grænseændringer i Afrika, så er der overhængende fare for at hele kontinentet vil eksplodere i grænsestridigheder.

Regeringerne i Afrika er meget forskellige.

Der er langt mellem de regeringer, der kæmper for social udvikling sammen med befolkningen. Der er ikke nær så langt mellem de regeringer og regeringsledere, der har valgt at spille med i Vestens nyliberale spil.

Om befolkningens kamp for jord i Zimbabwe, Sydafrika og andre lande kan være med til at sætte en ny dagsorden må fremtiden vise. Om Kabilas styre i Den demokratiske republik Congo kan få lov til at skabe udvikling i befolkningensinteresse er også et åbent spørgsmål.

Sidste del af artiklen: Derfor bløder Afrika

 

 

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]