11.05.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Yankee -  go home

af Pelle Dragsted

Den caribiske øgruppe Puerto Rico er en af de få tilbageværende amerikanske kolonier.

Modstanden mod kolonialismen har i det sidste århundrede flere gange udfordret den amerikanske besættelse. Alligevel ligger uafhængigheden ikke lige om hjørnet.

Den 19. april 1999 fløj et amerikansk jagerfly som så mange gange før henover den puertoricanske ø Vieques, der i 50 år er blevet brugt som militærtøvelsesterræn af den amerikanske flåde.

Piloten tog fejl af positionen og smed sin last af 250 kilos bomber ned overet civilt observationstårn, som kontrollerede de amerikanske øvelser.

En af bomberne ramte plet, dræbte den unge puertoricaner David Sanes Rodriguezog sårede fire andre.

Drabet førte til omfattende protester mod den amerikanske regerings skalten ogvalten med puertoricansk territorium.

Modstanden mod den amerikanske kolonialisme er imidlertid lige så gammel somUSA's besættelse af øerne.

Gaia mødte Rafael Bernabe fra venstrefløjsalliancen  Frente Socialista. Han fortalte om kolonialismens historie, om modstanden og forhindringerne for puertoricansk uafhængighed.

USA var velkommen

Den amerikanske dominans på Puerto Ri1co begyndte i 1898. Puerto Rico varligesom Cuba et af det spanske imperiums sidste amerikanske besiddelser.

I 1898 erklærede USA mod Spanien krig og invaderede kort efter både Cuba ogPuerto Rico.

Cuba blev få år efter, i hvert fald på papiret, en selvstændig nation, mens Puerto Rico den dag i dag er en amerikansk koloni.

Rafael Bernabe fortæller, at Puertoricanerne faktisk bød den nye kolonimagt velkommen:

- I Puerto Rico så man USA som en moderne, demokratisk nation, i modsætning tildet gamle spanske imperium.

Derfor støttede næsten alle politiske organisationer, også de progressive, den amerikanske besættelse, og så den som en garanti for demokrati og udvikling.

 

Bristede illusioner

Der gik dog ikke mange år før illusionen brast.

Landet blev udviklet til en monokulturel sukkerproducent under direktekolonialt styre fra USA.

Allerede på dette tidspunkt opstod den uafhængighedsbevægelse, som fortsat kæmper for puertoricansk uafhængighed. Bevægelsen har dog haft meget forskellige udtryk. Rafael Bernabe forklarer:

- Den første uafhængighedsbevægelse var ledet af det konservative nationalistparti. Partiet var meget modsætningsfuldt. Det var antikolonialistisk, anti-imperialistisk, revolutionært og havde militante kampformer, men var samtidig konservativt med hensyn til religionen, familien og sociale spørgsmål.

Nationalistpartiet opnåede i 1930'erne anseelig styrke som følge af krisen påverdensmarkedet, der ramte puertoricanerne hårdt.

Nationalistbevægelsen var en voksende trussel mod USA's interesser. Partiets ledere blev arresteret, dømt for konspiration og fængslet i amerikanske fængsler.

Partiet fortsatte dog i de følgende årtier kampen for selvstændigheden og i 1950'erne gennemførte nationalisterne vigtige aktioner.

 -I 1954 nedkæmpedes et nationalistisk oprør. Oprøret inkluderede en nationalistisk kommandos angreb på den amerikanske præsidents residens, som desværre mislykkedes.

Senere i 1954 trængte fire puertoricanske nationalister ind i den amerikanske kongres og skød på kongresmedlemmerne. Det var heltemodige aktioner, men de var isolerede og først og fremmest udtryk for den desperation som bevægelsen befandt sig i, fortæller Rafael Bernabe.

Cuba inspirerer

Den cubanske revolutions sejr i 1959 førte til en genfødsel af denpuertoricanske uafhængighedsbevægelse.

Men uafhængighedsbevægelsens anden generation var i følge Bernabe anderledes:

- Den nye bevægelse var meget mere progressiv og socialistisk orienteret end den traditionelle. En lang række nye folkelige, politiske organisationer blevgrundlagt. Alle med et socialistisk udgangspunkt og for uafhængighed af USA.

Ligesom i mange andre lande fik den nationale befrielse også i Puerto Rico sitvæbnede udtryk:

- Forskellige organisationer dannede Ejercita Popular Boricua (PuertoRicos Folkehær red.) kendt som "Macheteros".

Bevægelsen gennemførte de følgende årtier mange bombeangreb og væbnede aktioner, som regel rettet mod militære installationer og amerikanske regeringskontorer.

En af de vigtigste aktioner var et angreb på en amerikansk flyvebase i PuertoRico, som blev brugt under krigene i El Salvador og Nicaragua.

Aktionerne førte til ny repression mod venstrefløjen, samt en omfattende efterretningsvirksomhed, der kulminerede med arrestationen af flertallet af medlemmerne af befrielseshæren.

En anden gren af den puertoricanske militante bevægelse blev opbygget af den puertoricanske befolkning i USA, inspireret af blandt andet De Sorte Pantere.

I 1960'erne og i mindre grad i 70'erne gennemførte denne bevægelse en række aktioner for puertoricansk uafhængighed.

"Fri tilsluttet stat"

På trods af mange års kamp for uafhængighed er Puerto Rico altså stadig dendag i dag en amerikansk koloni.

Den koloniale styreform er dog blevet ændret flere gange gennem århundredetog i dag er Puerto Rico en såkaldt "fri tilsluttet stat".

Rafael Bernabe forklarer:

- Systemet er en slags amerikansk commonwealth, hvor øens befolkning selv vælger deres lokale repræsentanter, men der er en lang række begrænsninger for hvilkeområder der kan lovgives på.

Befolkningens opbakning til fuld selvstændighed er i dag ikke særlig stor. Ved den sidste afstemning i 1998 stemte kun omkring 3 procent for fuldstændiguafhængighed.

En anden mindre gruppe ønskede fuldstændig indlemmelse i USA, mens det storeflertal ønskede at bevare det nuværende forhold til USA.

Ifølge Rafael Bernabe skyldes den manglende tilslutning ikke  at puertoricanerne er ved at blive amerikanere:

- Puertoricanerne er ikke i tvivl om deres kultur. De hører puertoricansk musik,de snakker spansk, ikke engelsk.

Hvis du tager til Puerto Rico og spørger en person hvad hun er, vil hun sige at hun er puertoricaner, aldrig at hun er amerikaner. USA's koloniherredømme iPuerto Rico forhindrer ikke vores kultur.

Hvis spansk var blevet gjort forbudt, eller hvis vi ikke måtte høre puertoricansk musik i radioen, ville det ikke være svært at mobilisere helebefolkningen og konfrontere USA.

Men sådan er det ikke. Vi behøver ikke at konfrontere nogen for at forsvare vores kultur.

Hovedårsagen til befolkningens skepsis overfor uafhængighed er imidlertid de økonomiske forhold.

- Det grundlæggende problem for uafhængighedskampen er det faktum at levestandarden i Puerto Rico, - selvom vi er undertrykt, koloniseret,underordnet - er så meget højere end i de uafhængige nabolande.

Du kan argumentere i 25 timer mod den underordning som Puerto Rico befinder sig i, men folk ser på Den Dominikanske Republik eller Jamaica og siger "hvis det er uafhæng“gheden, så er v“ ikke interesserede"

Kamp for uafhængighed 

Kampen for uafhængighed må derfor i følge Frente Socialista være en del af eninternational proces.

- Uafhængighedsbevægelsen i Puerto Rico har altid haft størst styrke, når revolutionære sektorer har haft fremgang ’ andre lande. Da Cuba lavede revolution, da Mexico lavede revolution, sagde puertoricanerne: Vi vil være endel af dette.

Vi vil ikke blive tilbage. De uafhængige nabolande som Puerto Rico sammenligner sig med er jo ikke dømt til elendighed for altid. Men så lange folk i Puerto Rico tror at det forholder sig sådan, vil de ikke have nogen interesse i uafhængigheden.

Rafad Bernabe mener, at vejen frem for uafhængighedsbevægelser er at gøreuafhængigheden til en del af en samlet social kamp.

- Derfor bruger vi begrebet selvbestemmelse. Dette betyder at menneskene har magten til at kontrollere deres liv. Selvbestemmelse er at arbejderne bestemmerpå fabrikkerne.

At kvinder har ret til at bestemme over deres krop, at alle har ret til selv atbestemme over deres seksualliv. Alt dette indeholder selvbestemmelsen.

Men en del af denne selvbestemmelse er også den nationale selvbestemmelse. Vi tror at opnåelsen af uafhængigheden er betinget, af at det lykkes at skabe en sammenhæng mellem den sociale kamp og den nationale kamp.

Den sociale kamp

Derfor prioriterer Frente Socialista den sociale kamp før agitationen forpuertoricansk uafhængighed.

Som så mange andre steder indledte regeringen i 1997 privatiseringer af de offentlige selskaber.

Det første på listen var telekommunikationen. Protesterne mod privatiseringen kulminerede i en generalstrejke i den offentlige sektor. Det lykkedes ikke at forhindre privatiseringen, men protesterne førte til en styrkelse og radikal’sering af fagbevægelsen.

I overensstemmelse med opfattelsen af selvbestemmelse arbejder Frente Socialista med emner som venstrefløjen traditionelt har undgået; - de homoseksuelles kamp,udbytningen af dominikanske gæstearbejdere og så videre. 

Amerikansk base

Selvom puertoricansk uafhængighed fra USA ikke ligger lige om hjørnet viser "slaget om Vieques" at puertoricanerne ikke vil finde sig i hvad som helst frakoloniherrerne.

USA's flåde har i de sidste 50 år brugt en del af den puertoricanske øVieques som øvelsesområde.

Tusindvis af bomber er hvert år blevet smidt ned over øen. USA har t’lmed indrømmet at have gennemført øvelser med napalm i de seneste 10 år.

Bombningerne har alvorlige miljømæssige konsekvenser, hvilket rammer øensbefolkning af fiskere hårdt.

Desuden har sygeligheden været højere end landsgennemsnittet blandt Vieques 9300 beboere. Dette har i de seneste år ført til en række protester mod bombningerne.

Drabet på David Sanes blev imidlertid dråben der fik bægret til at løbe over.Rafad Ben“abe fortæller:

- Drabet har udløst en af de vigtigste bevægelser på Puerto Rico i mange år. Deter lykkedes at samle stort set alle sociale sektorer i landet.

Base besat

Politiske og religiøse organisationer, studenter, undervisere og arbejdere,ja faktisk hele samfundet tager på en eller anden måde del i denne proces.

I løbet af de første måneder efter drabet, trængte grupper af demonstranter ind på det militære område og oprettede "modstandslejre" for at forhindre USA i at genoptage bombningerne. Disse lejre findes stadig og flere er kommet til.

Der har også været flere massedemonstrationer.

I starten af februar indgik Puerto Ricos guvenør stærkt presset af den folkeligebevægelse, en aftale med USA's regering.

Ifølge aftalen skal befolkningen på Vieques ved en afstemning afgøre om øenforsat skal være et øvelsesområde.

For at smøre befolkningen har Clinton lovet at støtte øens infrastruktur med 50millioner dollars, hvis de tillader bombningerne at fortsætte.

Mange er imidlertid ikke tilfredse med aftalen og vil fortsatte modstanden.Rafael Bernabe lover at modstanden vil fortsætte:

- Problemet ved aftalen er at flåden uanset afstemningens resultat først trækkersig ud i år 2003. Indtil da skal området fortsat bruges til militærøvelser.

Men før de kan bombe igen må, de flytte de personer, der har besat området og det kommer til at føre til alvorlige konfrontationer, slutter Bernabe.  

 

Artiklen har tidligere været bragt i Internationalt Forums tidskrift Gaia #28.  

 

protester på www.netactivist.dk

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]