29.04.00 - Dagbladet Arbejderen
Udskrivelsen
af en folkeafstemningen til den 28. september skete ikke, fordi unionstilhængerne
står i en styrkeposition. Usikkerheden breder sig i deres rækker. De frygter,
at den nye EU- traktat, der ventes vedtaget på EU-topmødet i Nice til
december, vil kunne forpurre en dansk tilslutning til euroen, hvis dens indhold
bliver almindeligt kendt i befolkningen inden en folkeafstemning. Det er
baggrunden for Poul Nyrup Rasmussens hastværk.
Erfaringerne
fra '92 viser tydeligt, at hvis det lykkes at forene den folkelige
unionsmodstand i hele sin bredde og sikre at euroens politiske konsekvenser
bliver valgkampens hovedtema, så er der ikke støtte hos et flertal af
befolkningen til endnu et gigantisk skridt mod Unionen.
Privatisering,
udlicitering og brugerbetaling er blevet de store modeord i EU og Danmark. Bag
disse fænomener ligger kapitalens almene krise, ikke mindst profitratens
faldende tendens og storkapitalens behov for at finde nye og lukrative
investeringsobjekter for at modvirke denne tendens.
Privatisering,
udlicitering og brugerbetaling var engang et monopol hos de borgerlige partier,
men nu har den politiske konsensus også bredt sig til dette område.
Socialdemokratiet har overtaget de borgerlige partiers liberale afsæt og har
stillet sig i spidsen for en EU-harmonisering, der kan mærkes på
allesamfundets områder.
Regeringen
forsøger at sløre kendsgerningerne om sin asociale politik. Den taler således
om at give borgerne øget valgfrihed som begrundelse for at øge privatiseringen
og udliciteringen. Men valgfriheden kankun udvides for befolkningens flertal ved
at udbygge den offentlige sektor. Privatisering
og udlicitering derimod vil i sidste ende betyde, at valgfriheden kommer til at
ligge i tegnebogen. Hovedproblemet ligger et helt andet sted, ikke i mangel på
valgfrihed, men i mangel på en tilstrækkelig offentlig service overfor
befolkningen.
DKP/ML
har mange gange rettet en skarp kritik af LO-toppen, der spiller arbejdsgivernes
spil. Ved overenskomstforhandlingerne opfordrer den arbejderklassen til at
udvise tilbageholdenhed. På LO-kongressen i efteråret 1999 forsøgte
topledelsen at åbne en ladeport for udlicitering og privatiseringaf den
offentlige sektor.
Kommunisterne
ønsker en anden udvikling. Vi ser fagforeningerne som arbejderklassens vigtigste masseorganisationer. Hvis fagbevægelsen
er handlingslammet og splittet, kan arbejderklassen ikke forsvare sine
rettigheder eller tilkæmpe sig nye resultater.
PET-skandalen
har bragt en lang række afsløringer for dagens lys, men lad os understrege, at
vi formodentlig kun har set toppen af isbjerget. Vi har kun set glimt af den
borgerlige stats virkelige klassekarakter, som på lignende måde harudfoldet
sig mod arbejderbevægelsen siden dens spæde start.
Skandalen
om de danske efterretningstjenester omfatter også det socialdemokratiske AIC,
der for fagforeningernes penge blev brugt som et politisk redskab for
Socialdemokratiets kamp mod kommunisterne på arbejdspladserne og i fagbevægelsen.
Også AIC arbejdede tæt sammen med blandt andet CIA og udleverede store mængder
af oplysninger om kommunisterne og andredanske statsborgere til udenlandske
efterretningstjenester.
Der
er et stadig mere markant behov for, at kommunisterne stiller sig i spidsen for
arbejderklassens og den folkelige modstand mod denne samlede offensiv. Det kan
vi kun gøre i ét parti.
Gennem det stadigt mere konkrete samarbejde i klassekampen er der støt og roligt blevet opbygget et egentligt tillidsforhold. Først og fremmest med afsæt i aktionsenheden er der blevet skabt stadigt tættere forbindelser og bånd på tværs af partiskel. Denne proces er også blevet fremmet af, at partierne i dag stort set prioriterer ens i klassekampen og ofte i detaljen formulerer sig ens om klassekampens hovedspørgsmål.
Dagbladet Arbejderen er ubetinget et af partiets vigtigste aktiver. Gennem årene er det lykkedes partiet at skabe et dagblad, som på en og samme tid er en partiavis og en masseavis, der retter sig ud til en bred kreds af kæmpende arbejdere og revolutionære unge. Avisens kendemærke er dens klare klasseholdningog adskillelse fra de borgerlige mediers dagsorden.
Støttekredsen
Arbejderens Venner er gennem årene opbygget som en selvstændigstøttekreds,
der har slået ring om Danmarks røde dagblad.
Derfor
skal der fra denne kongres lyde en stor tak til de over hundrede fagforeninger,
der abonnerer på Dagbladet Arbejderen og igen og igen reagerer positivt på
vores henvendelser om abonnementer eller økonomiske bidrag. Der skal lyde en
tak til de græsrodsorganisationer, lokalradioer og andre, som bruger avisen
hver dag og er med til at brede dens budskaber ud. Sidst men ikke mindst en varm
tak til de mange abonnenter, der utrætteligt måned eftermåned sender en økonomisk
hilsen.
Beretning fra Centralkomiteen til DKP/ML´s 8. kongres (fuld udgave)