18.04.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Fred og forsoning på Balkan

af Torben Retbøll 

Konflikten i Kosova er meget kontroversiel. Ikke bare når højrefløjen møder venstrefløjen, men også når venstrefløjen taler med sig selv  

Til at begynde med er denne konference en positiv oplevelse, både medhensyn til form og indhold.
Men efterhånden som den nærmer sig sin afslutning, kan min begejstring ligge på et meget lille sted

Kl. 14.00 giver dirigenten Annelise Ebbe ordet til den fjerde talerpåkonferencen om Balkan, EU og NATO:

Zoran Lutovac fra Anti-krigs-centret i Beograd.

Hans oplæg har overskriften "Den politiske situation i Serbien og Kosova." 

Lotovac forstår engelsk, men taler det ikke særlig godt. Derfor holder han sin tale på serbokroatisk, hvorefter den - stykke for stykke - bliver oversat til dansk af en tolk, der sidder ved siden af ham. 

Det er nu et år siden NATO's krig mod Serbien begyndte, siger Lutovac.

Men Serbien har været isoleret fra resten af verden siden 1992. Burdedet være kommet så vidt? Nej! Hvorfor er det kommet så vidt?

Af tre grunde: 

* For det første ville de ekstreme albanere trække NATO ind i konflikten. 

* For det andet havde NATO brug for krigen for at vise sin berettigelse. 

* Endelig ville den serbiske leder Slobodan Milosevic ikke give nogen indrømmelser. 

Alle tre parter ønskede således en konfrontation. Mange troede, krigen kunville vare kort tid.

Men de tog fejl. Det blev en langvarig krig, der aldrig nåede de erklærede mål. Tværtimod har man styrket Milosevic. 

Serbien er blevet et lukket land, hvor regimet kontrollerer det sorte marked.Sanktionerne rammer hårdt.

Folket er blevet fattigere. Det store pres udefra betyder, at fremmedhadet er vokset.

 

Tre grupper 

Den serbiske befolkning kan ifølge Lutovac deles i tre grupper: 

* De præ-moderne udgør cirka en trediedel af befolkningen; det er især den ældre generation; og de lever især på landet. 

* De moderne udgør cirka halvdelen af befolkningen; de har en lav uddannelse eller en mellemuddannelse og bor især i den centrale del af landet. 

* De post-moderne udgør 15-20 procent af befolkningen; de er de yngre generationer på op til 40 år; de er de bedst uddannede, og bor hovedsagelig i byerne, især Beograd, i den nordlige del af landet. 

Den første gruppe er den vigtigste basis for Milosevic. Den anden er delt i to. Den tredie er den vigtigste basis for oppositionen.

 

 

Valg før tiden 

Lige nu kræver oppositionen valg før tiden og på alle niveauer, bådetil lokale råd og til parlamentet.

Men hidtil har regeringen afvist at følge dette krav.

Oppositionen har både interne og eksterne problemer. De er ikke helt enigemed hinanden.

Samtidig bliver de udsat for et voksende pres, for eksempel ved at myndighederne lukker nogle af de kritiske medier.

Myndighederne beskylder oppositionen for at være NATO's tjenere.

Oppositionen stemples som landsforrædere, mens regeringen fremstiller sig selv som den store patriot.

Opinionsundersøgelser viser, at hvis der var valg lige nu, villeoppositionen vinde over Milosevic.

Det er grunden til, at han ønsker at udsætte eller måske helt at aflyse det næste valg.

Anledningen kunne være en krise i naborepublikken Montenegro eller i det sydlige Serbien, der grænser op til Kosova-provinsen.

  

Spørgsmål og kommentarer 

Kl. 14.30 starter en runde med spørgsmål og kommentarer til Lutovac's oplæg.

En deltager spørger, hvorfor oppostionen skulle have bedre chancer for at vinde et valg lige nu.

Lutovac svarer, at oppositionen er mere samlet denne gang, og at den internationale situation var anderledes sidste gang, der var valg (november 1996). 

En anden deltager bemærker, at ordet "opposition" ikke duer, for de såkaldte oppositions-partier er alle lige så nationalistiske som Milosevic. 

Lutovac svarer: Jeg er ikke enig. 

En tredie deltager vil gerne vide, hvad Anti-Krigs-Centret i Beograd laver. 

Lutovac svarer, at man forsøger at gennemføre offentlige kampagner mod krigen. 

En fjerde deltager spørger, om Lutovac accepterer selvstændighed for Kosova. 

Lutovac svarer: "Jeg er imod et selvstændigt Kosova.

Området har selvstyre (autonomi). Der er internationale regler forsådannetilfælde. Serbiens territoriale integritet må respekteres.

Internationale grænser må ikke flyttes med brug af vold. Der er en konflikt mellem begrebet national selvbestemmelse og suverænitet."

 

Montenegro 

En femte deltager vil gerne vide, hvordan Montenegro forholder sig til Serbien. 

Lutovac svarer, at en trediedel af montenegrinerne ønsker at bryde med Serbien og forlade Jugoslavien, mens 40 procent ønsker opretholde den nuværende ordning. Resten vil gerne blive i Jugoslavien, men på bedre betingelser. 

En sjette deltager spørger, hvad den serbiske opposition står for.

Lutovac svarer, at de er enige om forholdet til Europa. De vil gerne normalisereforholdet til naboerne. Og de ønsker mere tolerance mellem de etniske grupper.

Der er interne forskelle mellem partierne, men samtidig en grundlæggende enighed om, at en forandring er nødvendig. Derfor står de meget tæt sammen lige nu.

En syvende deltager siger: "Fjern de internationale sanktioner mod Serbien nu!

Når befolkningen i Serbien får mad på bordet, skal de nok selv fjerne Milosevic! Men udefra kan han ikke væltes!" 

Efter denne bemærkning meddeler dirigenten, at der er kaffepause. På dette tidspunkt er konferencen en halv time bagefter sin egen køreplan.

 

 

Den sidste taler 

Kl. 15.35 giver dirigenten ordet til den sidste af de fem talere:

Ylber Hysa, der ikke repræsenterer Rådet for Menneskerettigheder i Kosova, som anført i programmet, men derimod en organisation ved navn Kosova Action for Civic Initiatives.

Hans oplæg har overskriften "Fred og forsoning i Kosova."

Ylber Hysa holder sin tale på et meget dårligt engelsk. Man skal høre godtefter for at forstå, hvad han siger.

Jo mere jeg hører, jo mere må jeg spørge mig selv, hvorfor denne person er blevet inviteret til denne konference.

Kosova er blevet et internationalt protektorat efter krigen, siger Hysa.

NATO skabte fred, men ikke forsoning. Lige nu har vi en fredsbevarende FN-mission, hvis opgave er uklar.

Vi har intet politi, ingen banker, ingen domstole. Der skulle holdes valg til et parlament, men man kan ikke holde valg, når der ikke findes nogen institutioner. 

For mig var interventionen et spørgsmål om liv eller død, siger Hysa.

Det er svært at være akademisk, kølig og nøgtern i en sådan situation.Han spørger:

Hvorfor er der ingen her i dag, der nævner serbernes massakrer?

Han tilføjer, at det er hårdt at høre på folk, der siger, at serberne ikke dræbte 100.000 i Kosova men kun 2.000, og på folk, der mener, at Milosevic ikke kan sammenlignes med Hitler.

Når det gælder Rambouillet, så mener han, at alle forhandlingsmulighedervar udtømt:

"Jeg vil ikke sige, NATO gjorde et fantastisk stykke arbejde, men på den anden side vil jeg heller ikke være alt for kritisk."

  

Et ultimatum 

Kl. 15.50 begynder en runde med spørgsmål og kommentarer til Hysas oplæg. En deltager siger, at Rambouillet ikke var reelle forhandlinger men et ultimatum. 

Hysa svarer: "Det er ikke sandt! Husk på Operation Hestesko! Lad være medat misbruge halve sandheder.

På den måde hjælper I bare Milosevic!" 

En anden deltager henviser til et interview med den kosova-albanske lederHasim Thaci i Politiken.

Ifølge dette interview kender Thaci ikke noget til albansk vold mod serbere.Hvis det sker, har UCK i hvert fald ikke noget at gøre med det.

Kan vi tro på ham?

Hysa svarer slet ikke på dette spørgsmål. I stedet smiler han og siger:

Spørg Thaci!

En tredie deltager fortæller, hvor mange serbere, der blev dræbt ellerfordrevet lige efter NATO's besættelse af Kosova.

Hvad mener Hysa om disse tal?

Hysa svarer:

Tallene er korrekte, men brug andre kilder! I må forstå: Alt dette sketeefter ti år med apartheid i Kosova.
Man kan ikke bebrejde albanerne noget. På engelsk: Albanians cannot be blamed for anything.

En fjerde deltager spørger, hvad Hysa mener om fred og forsoning i Kosova:
"Det sagde du nemlig ikke noget om i din tale. Er NATO en besættelsesmagt eller en befrier?"

Hysa svarer ikke på dette spørgsmål.
I stedet siger han, at NATO vil blive i Kosova lige så længe, som Milosevic er ved magten.

 

Fred og forsoning 

En femte deltager vil gerne vide, hvad Hysas organisation gør for fred og forsoning i Kosova.
Hysa svarer heller ikke på dette spørgsmål. Og dirigenten udsender en advarsel til publikum:

"I må ikke anklage de forkerte personer!" På engelsk: Don't blame the wrong persons!

Paul Villaume insisterer på, at Rambouillet var et ultimatum. Men Hysa fastholder sin afvisning.

En sjette deltager spørger til Kosovas status: I marts 1999 i Rambouillet vardet antydet, at Kosova skulle have sin selvstændighed engang.

Men i fredsaftalen fra juni 1999 er der intet om dette punkt. Og lige nu svæver denne idé i luften. Hvad sker der på dette punkt?

Hysa svarer: "Hvis jeg kunne svare på det, ville jeg få Nobels Fredspris!" 

En syvende deltager opstiller en hypotese:

Mange serbere emigrerer til Canada. Hvis de engang udgør flertallet iVancouver,kan de så erklære Vancouver for en selvstændig serbisk stat?

Hvis man følger denne logik, bliver vi nødt til at ændre de internationale grænser hver eneste måned!

Zoran Lutovac gør opmærksom på, at den kroatiske leder Franco Tudjman i 1995 kunne fordrive 300.000 serbere fra Krajina uden at nogen gjorde noget forat standse ham.

Milosevic drog den forkerte lære af denne episode. Han troede, at han kunne gøre det samme mod albanerne i Kosova, men her tog han fejl.

 

Form og indhold 

I den sidste time før kl. 17 går konferencen mere og mere i stå, og deltagernebegynder at sive bort.
Dirigenten holder op med at fungere som dirigent, og vi kommer aldrig tildetsidste punkt på programmet:
En generel debat om situationen i Kosova, som der er afsat fem kvarter til.

Kl. 17 begynder folk at pakke sammen, hvorefter dirigenten forgæves forsøger at få sat et pænt punktum for mødet ved at takke de fem talere for deres indsats. 

Til at begynde med er denne konference en positiv oplevelse, både med hensyntilform og indhold.

Men efterhånden som den nærmer sig sin afslutning, kan min begejstring ligge på et meget lille sted.

Når SF, Enhedslisten og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed inviterer til konference om Kosova, så tror jeg, at det handler om et opgør med den officielle krigspolitik. 

Min formodning bekræftes, når jeg hører de første indlæg. Men jeg forstår ikke, hvorfor man har inviteret Ylber Hysa, der faktisk forsvarer NATO's krigspolitik. 

Han påstår for eksempel, at Rambouillet ikke var et ultimatum, til trods for at amerikanerne faktisk selv har indrømmet dette; og han erklærer, at albanere ikke kan anklages for noget som helst, hvilket må siges at være et meget bekvemt men temmelig uholdbart synspunkt.

 

En kontroversiel konflikt 

Ifølge programmet skal han tale om fred og forsoning i Kosova, men det gør han slet ikke, til trods for at han to gange bliver bedt om at behandle dette spørgsmål. 

Hysa har naturligvis lov til at mene, hvad han vil, men hvad skal han på en konference arrangeret af fredsbevægelsen?

NATO og NATO-tilhængere har ikke ligefrem svært ved at komme til orde idenoffentlige debat.

De behøver ikke at inviteres til et møde, hvor man stiller spørgsmålstegn ved den officielle linie.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor dirigenten advarer publikum om, at man ikke må kritisere albanere for at begå overgreb mod serbere, når disse overgreb er både omfattende og veldokumenterede. 

Konflikten om Kosova er tydeligvis meget kontroversiel. Ikke bare når højrefløjen møder venstrefløjen, men også når venstrefløjen taler med sig selv.

 

Dette er den sidste artikel fra en konference på Christiansborg med titlen: År ét efter Kosova-krigen.
Konferencen fandt sted den 26. marts på christiansborg. Den var arrangeret af SF, Enhedslisten og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed.
Den første blev bragt torsdag den 13. april. Den anden artikel blev bragt lørdag den 15. arpil.

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]