18.04.00 - Dagbladet Arbejderen
af
Torben Retbøll
Til
at begynde med er denne konference en positiv oplevelse, både medhensyn til
form og indhold.
Men efterhånden som den nærmer sig sin afslutning, kan min begejstring ligge på
et meget lille sted
Kl.
14.00 giver dirigenten Annelise Ebbe ordet til den fjerde talerpåkonferencen om
Balkan, EU og NATO:
Zoran
Lutovac fra Anti-krigs-centret i Beograd.
Hans
oplæg har overskriften "Den politiske situation i Serbien og Kosova."
Lotovac
forstår engelsk, men taler det ikke særlig godt. Derfor holder han sin tale på
serbokroatisk, hvorefter den - stykke for stykke - bliver oversat til dansk af
en tolk, der sidder ved siden af ham.
Det
er nu et år siden NATO's krig mod Serbien begyndte, siger Lutovac.
Men
Serbien har været isoleret fra resten af verden siden 1992. Burdedet være
kommet så vidt? Nej! Hvorfor er det kommet så vidt?
Af
tre grunde:
*
For det første ville de ekstreme albanere trække NATO ind i konflikten.
*
For det andet havde NATO brug for krigen for at vise sin berettigelse.
*
Endelig ville den serbiske leder Slobodan Milosevic ikke give nogen indrømmelser.
Alle
tre parter ønskede således en konfrontation. Mange troede, krigen kunville
vare kort tid.
Men
de tog fejl. Det blev en langvarig krig, der aldrig nåede de erklærede mål.
Tværtimod har man styrket Milosevic.
Serbien
er blevet et lukket land, hvor regimet kontrollerer det sorte
marked.Sanktionerne rammer hårdt.
Folket
er blevet fattigere. Det store pres udefra betyder, at fremmedhadet er vokset.
Den
serbiske befolkning kan ifølge Lutovac deles i tre grupper:
*
De præ-moderne udgør cirka en trediedel af befolkningen; det er især den ældre
generation; og de lever især på landet.
*
De moderne udgør cirka halvdelen af befolkningen; de har en lav uddannelse
eller en mellemuddannelse og bor især i den centrale del af landet.
*
De post-moderne udgør 15-20 procent af befolkningen; de er de yngre
generationer på op til 40 år; de er de bedst uddannede, og bor hovedsagelig i
byerne, især Beograd, i den nordlige del af landet.
Den
første gruppe er den vigtigste basis for Milosevic. Den anden er delt i to. Den
tredie er den vigtigste basis for oppositionen.
Lige
nu kræver oppositionen valg før tiden og på alle niveauer, bådetil lokale råd
og til parlamentet.
Men
hidtil har regeringen afvist at følge dette krav.
Oppositionen
har både interne og eksterne problemer. De er ikke helt enigemed hinanden.
Samtidig
bliver de udsat for et voksende pres, for eksempel ved at myndighederne lukker
nogle af de kritiske medier.
Myndighederne
beskylder oppositionen for at være NATO's tjenere.
Oppositionen
stemples som landsforrædere, mens regeringen fremstiller sig selv som den store
patriot.
Opinionsundersøgelser
viser, at hvis der var valg lige nu, villeoppositionen vinde over Milosevic.
Det
er grunden til, at han ønsker at udsætte eller måske helt at aflyse det næste
valg.
Anledningen
kunne være en krise i naborepublikken Montenegro eller i det sydlige Serbien,
der grænser op til Kosova-provinsen.
Kl.
14.30 starter en runde med spørgsmål og kommentarer til Lutovac's oplæg.
En
deltager spørger, hvorfor oppostionen skulle have bedre chancer for at vinde et
valg lige nu.
Lutovac
svarer, at oppositionen er mere samlet denne gang, og at den internationale
situation var anderledes sidste gang, der var valg (november 1996).
En
anden deltager bemærker, at ordet "opposition" ikke duer, for de såkaldte
oppositions-partier er alle lige så nationalistiske som Milosevic.
Lutovac
svarer: Jeg er ikke enig.
En
tredie deltager vil gerne vide, hvad Anti-Krigs-Centret i Beograd laver.
Lutovac
svarer, at man forsøger at gennemføre offentlige kampagner mod krigen.
En
fjerde deltager spørger, om Lutovac accepterer selvstændighed for Kosova.
Lutovac
svarer: "Jeg er imod et selvstændigt Kosova.
Området
har selvstyre (autonomi). Der er internationale regler forsådannetilfælde.
Serbiens territoriale integritet må respekteres.
Internationale
grænser må ikke flyttes med brug af vold. Der er en konflikt mellem begrebet
national selvbestemmelse og suverænitet."
En
femte deltager vil gerne vide, hvordan Montenegro forholder sig til Serbien.
Lutovac
svarer, at en trediedel af montenegrinerne ønsker at bryde med Serbien og
forlade Jugoslavien, mens 40 procent ønsker opretholde den nuværende ordning.
Resten vil gerne blive i Jugoslavien, men på bedre betingelser.
En
sjette deltager spørger, hvad den serbiske opposition står for.
Lutovac
svarer, at de er enige om forholdet til Europa. De vil gerne
normalisereforholdet til naboerne. Og de ønsker mere tolerance mellem de
etniske grupper.
Der
er interne forskelle mellem partierne, men samtidig en grundlæggende enighed
om, at en forandring er nødvendig. Derfor står de meget tæt sammen lige nu.
En
syvende deltager siger: "Fjern de internationale sanktioner mod Serbien nu!
Når
befolkningen i Serbien får mad på bordet, skal de nok selv fjerne Milosevic!
Men udefra kan han ikke væltes!"
Efter
denne bemærkning meddeler dirigenten, at der er kaffepause. På dette tidspunkt
er konferencen en halv time bagefter sin egen køreplan.
Kl.
15.35 giver dirigenten ordet til den sidste af de fem talere:
Ylber
Hysa, der ikke repræsenterer Rådet for
Menneskerettigheder i Kosova, som anført i programmet, men derimod en
organisation ved navn Kosova Action for
Civic Initiatives.
Hans
oplæg har overskriften "Fred og forsoning i Kosova."
Ylber
Hysa holder sin tale på et meget dårligt engelsk. Man skal høre godtefter for
at forstå, hvad han siger.
Jo
mere jeg hører, jo mere må jeg spørge mig selv, hvorfor denne person er
blevet inviteret til denne konference.
Kosova
er blevet et internationalt protektorat efter krigen, siger Hysa.
NATO
skabte fred, men ikke forsoning. Lige nu har vi en fredsbevarende FN-mission,
hvis opgave er uklar.
Vi
har intet politi, ingen banker, ingen domstole. Der skulle holdes valg til et
parlament, men man kan ikke holde valg, når der ikke findes nogen
institutioner.
For
mig var interventionen et spørgsmål om liv eller død, siger Hysa.
Det
er svært at være akademisk, kølig og nøgtern i en sådan situation.Han spørger:
Hvorfor
er der ingen her i dag, der nævner serbernes massakrer?
Han
tilføjer, at det er hårdt at høre på folk, der siger, at serberne ikke dræbte
100.000 i Kosova men kun 2.000, og på folk, der mener, at Milosevic ikke kan
sammenlignes med Hitler.
Når
det gælder Rambouillet, så mener han, at alle forhandlingsmulighedervar udtømt:
"Jeg
vil ikke sige, NATO gjorde et fantastisk stykke arbejde, men på den anden side
vil jeg heller ikke være alt for kritisk."
Kl.
15.50 begynder en runde med spørgsmål og kommentarer til Hysas oplæg. En
deltager siger, at Rambouillet ikke var reelle forhandlinger men et ultimatum.
Hysa
svarer: "Det er ikke sandt! Husk på Operation Hestesko! Lad være medat
misbruge halve sandheder.
På
den måde hjælper I bare Milosevic!"
En
anden deltager henviser til et interview med den kosova-albanske lederHasim
Thaci i Politiken.
Ifølge
dette interview kender Thaci ikke noget til albansk vold mod serbere.Hvis det
sker, har UCK i hvert fald ikke noget at gøre med det.
Kan
vi tro på ham?
Hysa
svarer slet ikke på dette spørgsmål. I stedet smiler han og siger:
Spørg
Thaci!
En
tredie deltager fortæller, hvor mange serbere, der blev dræbt ellerfordrevet
lige efter NATO's besættelse af Kosova.
Hvad
mener Hysa om disse tal?
Hysa
svarer:
Tallene
er korrekte, men brug andre kilder! I må forstå: Alt dette sketeefter ti år
med apartheid i Kosova.
Man kan ikke bebrejde albanerne noget. På engelsk: Albanians cannot be blamed
for anything.
En
fjerde deltager spørger, hvad Hysa mener om fred og forsoning i Kosova:
"Det sagde du nemlig ikke noget om i din tale. Er NATO en besættelsesmagt
eller en befrier?"
Hysa
svarer ikke på dette spørgsmål.
I stedet siger han, at NATO vil blive i Kosova lige så længe, som Milosevic er
ved magten.
En
femte deltager vil gerne vide, hvad Hysas organisation gør for fred og
forsoning i Kosova.
Hysa svarer heller ikke på dette spørgsmål. Og dirigenten udsender en advarsel
til publikum:
"I
må ikke anklage de forkerte personer!" På
engelsk: Don't blame the wrong persons!
Paul
Villaume insisterer på, at Rambouillet var et ultimatum. Men Hysa fastholder
sin afvisning.
En
sjette deltager spørger til Kosovas status: I marts 1999 i Rambouillet vardet
antydet, at Kosova skulle have sin selvstændighed engang.
Men
i fredsaftalen fra juni 1999 er der intet om dette punkt. Og lige nu svæver
denne idé i luften. Hvad sker der på dette punkt?
Hysa
svarer: "Hvis jeg kunne svare på det, ville jeg få Nobels
Fredspris!"
En
syvende deltager opstiller en hypotese:
Mange
serbere emigrerer til Canada. Hvis de engang udgør flertallet iVancouver,kan de
så erklære Vancouver for en selvstændig serbisk stat?
Hvis
man følger denne logik, bliver vi nødt til at ændre de internationale grænser
hver eneste måned!
Zoran
Lutovac gør opmærksom på, at den kroatiske leder Franco Tudjman i 1995 kunne
fordrive 300.000 serbere fra Krajina uden at nogen gjorde noget forat standse
ham.
Milosevic
drog den forkerte lære af denne episode. Han troede, at han kunne gøre det
samme mod albanerne i Kosova, men her tog han fejl.
I
den sidste time før kl. 17 går konferencen mere og mere i stå, og
deltagernebegynder at sive bort.
Dirigenten holder op med at fungere som dirigent, og vi kommer aldrig
tildetsidste punkt på programmet:
En generel debat om situationen i Kosova, som der er afsat fem kvarter til.
Kl.
17 begynder folk at pakke sammen, hvorefter dirigenten forgæves forsøger at få
sat et pænt punktum for mødet ved at takke de fem talere for deres indsats.
Til
at begynde med er denne konference en positiv oplevelse, både med hensyntilform
og indhold.
Men
efterhånden som den nærmer sig sin afslutning, kan min begejstring ligge på
et meget lille sted.
Når
SF, Enhedslisten og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed inviterer
til konference om Kosova, så tror jeg, at det handler om et opgør med den
officielle krigspolitik.
Min
formodning bekræftes, når jeg hører de første indlæg. Men jeg forstår
ikke, hvorfor man har inviteret Ylber Hysa, der faktisk forsvarer NATO's
krigspolitik.
Han
påstår for eksempel, at Rambouillet ikke var et ultimatum, til trods for at
amerikanerne faktisk selv har indrømmet dette; og han erklærer, at albanere
ikke kan anklages for noget som helst, hvilket må siges at være et meget
bekvemt men temmelig uholdbart synspunkt.
Ifølge
programmet skal han tale om fred og forsoning i Kosova, men det gør han slet
ikke, til trods for at han to gange bliver bedt om at behandle dette spørgsmål.
Hysa
har naturligvis lov til at mene, hvad han vil, men hvad skal han på en
konference arrangeret af fredsbevægelsen?
NATO
og NATO-tilhængere har ikke ligefrem svært ved at komme til orde
idenoffentlige debat.
De
behøver ikke at inviteres til et møde, hvor man stiller spørgsmålstegn ved
den officielle linie.
Jeg
forstår heller ikke, hvorfor dirigenten advarer publikum om, at man ikke må
kritisere albanere for at begå overgreb mod serbere, når disse overgreb er både
omfattende og veldokumenterede.
Konflikten
om Kosova er tydeligvis meget kontroversiel. Ikke bare når højrefløjen møder
venstrefløjen, men også når venstrefløjen taler med sig selv.
Dette
er den sidste artikel fra en konference på Christiansborg med titlen: År ét
efter Kosova-krigen.
Konferencen fandt sted den 26. marts på christiansborg. Den var arrangeret af
SF, Enhedslisten og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed.
Den første blev bragt torsdag den 13. april. Den anden artikel blev bragt lørdag
den 15. arpil.