13.04.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Krigen om Kosova
og det nye NATO 

af Torben Retbøll

Konklusionen er ifølge den danske historiker Paul Villaume bådeuomgængelig og foruroligende:

USA ønsker at bombe serberne. Man forhandler kun på skrømt i Rambouillet. I virkeligheden har man allerede truffet sin beslutning
"Fjern de internationale sanktioner mod Serbien nu! Når folk i Serbien får mad på bordet, skal de nok selv fjerne Milosevic! Men udefra kan han ikke væltes!" 

Disse ord kom fra en serbisk kvinde, der tidligere har boet i Kosova, og som nu bor i Danmark.

Hun var en af de cirka 50 personer, der mødte op for at deltage i den heldags-konference om Balkan, EU og NATO, der blev afholdt på Christiansborg søndag 26. marts.

Konferencen var arrangeret af SF, Enhedslisten og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, og den foregik i lokale S-090, hvorfra der er udsigt til Slotspladsen og den store rytterstatue af Frederik VII, der var konge, da Danmark fik sin første demokratiske grundlov 5. juni 1849. 

Konferencens overskrift var "År et efter Kosova-krigen." Det var et heldags-arrangement fra kl. 10 til 17 med fem danske og udenlandske talere på programmet. 

 

Den første taler 

Kl. 10.15 bliver konferencen åbnet af Miriam Feilberg, der fungerersomdirigent til kl. 14. Hun giver ordet til den første taler:
Paul Villaume, der er ansat på Københavns Universitet, og somhar skrevetdisputats om Danmark og NATO.
Hans oplæg har overskriften "Udviklingen af det nye NATO og krigens betydning for det." 

Paul Villaume tager udgangspunkt i en lederartikel, der stod i Politiken påårsdagen for krigens begyndelse, 24. marts.
Artiklen er ikke signeret, men er formodentlig skrevet af avisens chefredaktør Tøger Seidenfaden.

Avisen hævder, at NATO's luftkrig mod Serbien "gjorde det muligt for 1,3 millioner fordrevne kosova-albanere at vende tilbage til deres hjem, og den bragte den 10 år gamle massive serbiske undertrykkelse af Kosova til ophør." 

Dette citat er i følge Villaume en åbenlys løgn og en grovhistorie-forfalskning, fordi det blander årsag og virkning sammen.

Mange af de 1,3 millioner mennesker blev først flygtninge efter, at NATO's krig var begyndt, og mange af dem blev flygtninge på grund af NATO's krig. 

Samme aften bragte Nyhederne på TV-2 et interview med Tøger Seidenfaden, hvor han fremsatte den samme påstand - uden at blive modsagt af intervieweren. 

Samme dag bragte Danmarks Radio på Program 1 en samtale med Jens Claus Hansen, der fremsatte en tilsvarende påstand - ligeledes uden at blive modsagt. 

Villaume spørger: Hvorfor er fremtrædende meningsdannere nødt til at lyve så groft for at forsvare NATO`s krig - og hvordan kan det være, at de ikke bliver modsagt, når de gør det? 

For at besvare dette spørgsmål søger Villaume tilbage i tiden. Han giver en hurtig oversigt over 90'ernes historie med særligt henblik på udviklingen af NATO og på Balkan. 

 

Nyt strategisk koncept 

I november 1991 afholder NATO et topmøde, hvor man fremlæggeret nyt strategisk koncept for tiden efter den kolde krig.
Alliancen skal stadig sikre fred og stabilitet, men der er også nyeopgaver på programmet: NATO skal være mere mobilt end før.
Krisestyring og fredsbevarende aktioner er en del af fremtiden for den militære alliance.

I 1992 bliver indholdet af en hemmelig rapport fra NSA, USA's National SecurityAgency, lækket til offentligheden.
Rapporten fortæller, at en betydelig amerikansk tilstedeværelse i Europa stadig er nødvendig.

Aftaler om sikkerhed i Europa må ikke indgås uden om USA. Med andre ord: NATO skal stadig være nødvendigt.

I 1994 lancerer USA's præsident Bill Clinton et nyt initiativ, nemlig det såkaldte partnerskab for fred, på engelsk Partnership For Peace, forkortet PFP. 

Det er et tilbud til de tidligere socialistiske stater i Østeuropa,der måske senere kan opnå fuldt medlemskab af NATO. 

denne måde gennemfører NATO en delvis udvidelse mod øst - trods protester fra Rusland.

Den tidligere sikkerhedsrådgiver George Kennan skriver et indlæg i New York Times, hvor han tager afstand fra dette projekt, men hans råd bliver ikke fulgt. 

Samme år starter Rusland sin første krig mod Tjetjenien. Måske er der enunderhåndsaftale om denne krig mellem NATO og Rusland.

NATO accepterer Ruslands krig mod Tjetjenien. Til gengæld accepterer Rusland NATO's udvidelse mod øst. 

Villaume understreger, at man ikke kan bevise eksistensen af en sådan aftale, men det er en udbredt opfattelse, at den findes - i hvert fald som en stiltiende forståelse mellem de to parter. 

Under alle omstændigheder er NATO stadig meget forstående over for Ruslands krig mod Tjetjenien, selv om antallet af ofre er meget større, end det var i Kosova. 

Hvad er forklaringen på denne forståelse? Rusland er en atommagt, og atommagter kan åbenbart slippe godt fra mere end andre stater.

 

 

Rigtig og nødvendig

Når det gælder NATO's håndtering af Kosova-konflikten, så siger den officielle version, at NATO's aktion var rigtig, nødvendig og den eneste mulige løsning. Men er det virkelig sandt? 

Villaume tvivler. Han citerer James Rubin fra USA's udenrigsministerium (State Department), der 3. maj 1999 bliver spurgt, om alleforhandlingsmuligheder var udtømt ved Rambouillet.

Rubin svarer: "Det må man overlade til historikerne at afgøre."

Indtil foråret 1998 bliver serbernes chikane mod kosova-albanerne kun mødt med passiv modstand.

I juli 1998 vælger kosova-albanerne et uformelt parlament, der går ind for Ibrahim Rugovas ikke-volds-linie. Dette parlament er stadig den eneste demokratisk valgte forsamling i Kosova.

Men albanerne lider af frustration. Det fører til dannelsen af den albanske befrielsesbevægelse UCK eller på engelsk KLA, der fra 1998 gennemfører en række nålestiks-aktioner, blandt andet rettet mod moderate albanere, der bliver myrdet for at samarbejde med de serbiske myndigheder. 

Ordensmagten, det vil sige serberne, slår hårdt ned på UCK, og dette bliver indirekte godkendt af USA, der kalder organisationens medlemmer terrorister. EU indtager en tilsvarende holdning. 

I august 1998 advarer EU om, at en løsning er påkrævet i Kosova, men vel at mærke en politisk løsning.

To måneder senere truer NATO med at kaste bomber for at løse konflikten, selv om det ikke er godkendt af FN's Sikkerhedsråd.

Kort efter kommer en våbenhvile i stand, og 2.000 civile OSCE-observatører bliver indsat for at overvåge, at den bliver respekteret. 

Men denne aftale har en fatal mangel: UCK har nemlig ikke lovet at standse sine aktioner. Organisationen ønsker at trække NATO ind i konflikten, på sin side, og det lykkes som bekendt i marts 1999. 

Serberne overholder deres del af aftalen, det vil sige de begynder at trække deres styrker ud af Kosova, men UCK optrapper samtidig sineaktioner. I december 1998 er cirka 30 procent af provinsen under UCK's kontrol. EU erklærer, at serberne nu er på vej tilbage til Kosova for at standse UCK's aktioner. 

Den 9. januar 1999 udtaler OSCE's Verification Mission, at UCK's uansvarlige handlinger er hovedårsagen til den voksende spænding i Kosova, mens serbernes reaktion på disse aktioner er meget tilbageholdende.

  

Massakren i Racak 

Seks dage senere sker massakren i landsbyen Racak, hvor 46 kosova-albanere bliver myrdet. Den amerikanske observatør William Walker erklærer straks, at dette er en udåd begået af serberne. 

Den 18. januar 1999 holder den britiske udenrigsminister Robin Cook en tale i det britiske parlament, hvor han kritiserer begge parter, både UCK og serberne. På dette tidspunkt følger Cook stadig EU's linie, der ønsker en fredelig og diplomatisk løsning på konflikten. 

Men for USA er Racak vendepunktet. Nu har både Clinton og hans udenrigsminister Madeleine Albright besluttet sig: Serberne skal bombes. Vejen til bomber går over forhandlinger, som ingen i Washington mener alvorligt. 

Disse forhandlinger begynder i Rambouillet i februar 1999. Villaume understreger, at der ikke er tale om direkte forhandlinger mellem de to parter. Serberne og albanerne sidder hver for sig, mens USA's diplomater går i pendulfart frem og tilbage imellem dem. 

USA kræver selvstyre (autonomi) for Kosova. Serberne siger ja, men albanerne.De ønsker nemlig selvstændighed.

Det kan USA ikke acceptere. Derfor kommer USA med 50 ekstra sider med nye krav, blandt andet det såkaldte appendix B, der giver NATO ret til at færdes uden restriktioner i hele Jugoslavien og ikke bare i Kosova.

De nye krav afvises af serberne, men USA forklarer, at de ikke er til forhandling. De er et ultimatum, der skal godkendes. Ellers falder der bomber. 

Villaume citerer den amerikanske forhandler Morton Abramovic, der i april 1999 udtaler, at USA aldrig forhandler for alvor i Rambouillet. 

Han citerer også den amerikanske senator Robert Dole, der er medlem af det republikanske parti. Efter et forgæves forsøg på at mægle mellem parterne udtaler han 10. marts 1999, at han væmmes ved kosova-albanernes indstilling. 

Konklusionen er ifølge Villaume både uomgængelig og foruroligende: USA ønsker at bombe serberne. Man forhandler kun på skrømt i Rambouillet. I virkeligheden har man allerede truffet sin beslutning. 

 

NATO's troværdighed 

Den 22. marts 1999 udtaler en talsmand for Clinton, at NATO's troværdighed står på spil. Alliancen har truet med at kaste bomber. Nu må truslen realiseres. 

To dage efter begynder bomberne at falde, og krigen varer 78 døgn. Mange tror, en uge er nok til at få serberne til at give op, men det viser sig, at de tager alvorligt fejl af situationen. 

Serbernes reaktion på krigen er flere overgreb på kosova-albanerne. Denne reaktion var forudsagt. Der var mange advarsler, men de blev alle ignoreret. 

NATO vinder (naturligvis) krigen, men ikke desto mindre er den en militær fiasko. Den tidligere svenske statsminister Carl Bildt, der har været meget engageret i konflikten på Balkan, udtaler, at NATO nok kunne starte krigen uden om FN, men ikke afslutte den uden FN. 

USA får den militære aktion, det ønsker, men det får ikke sin vilje på allepunkter.

Der bliver nemlig ikke tale om en NATO-besættelse af Kosova, men om en FN-besættelse med en betydelig NATO-deltagelse. USA er nødt til at gå på kompromis på dette punkt.

 

NATO's fødselsdag 

Villaume spørger:

Hvorfor går det så galt, som det gør? Svaret finder han ved at gå tilbage til april 1999, hvor NATO (midt under krigen) markerer sin 50 års fødselsdag ved at lancere et nyt koncept:

Alliancen må forholde sig til problemer og gribe ind overalt på kloden. Det nye koncept betyder, at NATO ikke længere er en defensiv organisation, men en offensiv styrke, der er parat til at operere i global målestok. 

Dermed stiller alliancen sig selv over FN's Sikkerhedsråd, der ellers regnes for den øverste myndighed, når det gælder verdens fred og sikkerhed. 

Nogle iagttagere mener, at Balkan ikke er særlig vigtigt for USA. Mende tagerfejl, mener Villaume.

USA har store strategiske interesser i Balkan, Kaukasus og området ved det kaspiske hav, der rummer værdifulde energi-ressourcer i form af olie og naturgas. Adgangen til dette område går gennem Balkan. Måske er Centralasien det næste Balkan?

Som afslutning citerer Villaume atter den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgiver George Kennan, denne gang en kommentar om den kolde krig. 

Man siger ofte, at den kolde krig blev vundet af NATO og vesten. Men deter entvivlsom opfattelse.

Vestens triumfalisme er både tåbelig og latterlig. Sandheden er, at alle tabte den kolde krig. Det fundamentale problem er, at man fokuserer på militære løsninger af konflikter, selv om man burde vælge politiske og diplomatiske løsninger.

 

Spørgsmål og kommentarer 

Kl. 11.15 starter en runde med spørgsmål og kommentarer til Villaumes oplæg. En deltager i konferencen fortæller, at han har hørt en anden forklaring på Kosova-krigen: 

Når USA beslutter at gå i krig med Serbien, er det for at forhindre EUi atudvikle sin egen militære styrke.

USA træffer sin beslutning i december 1998-januar 1999, og det er netop samtidig med, at EU begynder at formulere sine planer om en militær styrke. Kan det passe?

Villaume svarer, at det ikke er umuligt. Denne teori har meget for sig, mener han. 

En anden deltager minder om, at den danske udenrigsminister NielsHelveg Petersenvar meget sikker i sin sag i marts 1999.

Dengang sagde han, at alle forhandlingsmuligheder var udtømt i Rambouillet. Men nu siger han, at det kan diskuteres. Hvorfor?

Villaume svarer, at jo længere man kommer på afstand af en begivenhed, jo mere kan man tillade sig at sige om den - idet man håber, at offentligheden i mellemtiden har glemt, hvad man sagde tidligere. 

 

Krigens formål 

En tredie deltager spørger: Hvad var krigens formål? Og han svarer selv: Det officielle formål var at redde kosova-albanerne, men det virkelige formål var at redde NATO. Hvad mener Villaume om dette spørgsmål? 

Villaume svarer, at vi først kan fælde den endelige dom om mange år,når(eller hvis) vi får adgang til de relevante dokumenter.

Men han tilføjer, at mange indicier allerede nu peger i den retning, at det reelle formål med krigen var at redde NATO.

En fjerde deltager nævner den amerikanske embedsmand Zbigniew Brzezinski, der var sikkerhedspolitisk rådgiver under den demokratiske præsident Jimmy Carter, og spørger, hvilken indflydelse han har på amerikansk politik i dag. 

Villaume svarer, at Brzezinski stadig repræsenterer meget betydningsfulde og dominerende interesser i USA, både med hensyn til politik og økonomi. 

 

Appendiks B 

En femte deltager (nemlig mig selv) nævner det såkaldte Appendiks B, der ville give NATO ret til at færdes overalt i Jugoslavien, og som serberne nægtede at godkende. 

Offentligheden fik først kendskab til dette appendiks længe efter Rambouillet. Hvis serberne havde offentliggjort det under forhandlingerne, havde det været meget nemmere at forstå deres afslag. 

Hvorfor offentliggjorde serbere ikke denne tekst? De ville have afsløret USA's manipulationer og samtidig have givet sig selv et bedre image. De havde alt at vinde. Det kunne næppe gå værre, end det faktisk gjorde. Hvorfor? 

Villaume svarer, at det serbiske styre ikke altid kender sit eget bedste. Han tilføjer, at man så noget tilsvarende under den kolde krig, hvor Sovjetunionen heller ikke altid udnyttede sine chancer for at få et bedre image. Serberne ved ikke, hvordan man håndterer den vestlige opinion. 

En sjette deltager spørger: Hvad var resultatet af krigen, og han svarer selv:

Krigen betød, at NATO døde. Det skete 24. marts 1999. I stedet fik vi et nyt og aggressivt NATO. Spørgsmålet er: Har Danmark interesse i at være medlem af det? 

Efter denne bemærkning meddeler dirigenten, at talerlisten er lukket, og dermed er første del af konferencen om Balkan, EU og NATO forbi.

 

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]