11.04.00 - Dagbladet Arbejderen
af
Børge Houmann
Kun
20 år efter den første verdenskrig formelt afsluttedes med freden i
Versailles, styrtedes verden ud i en ny, en endnu mere omfattende og endnu mere
ødelæggende krig.
Fredelige havde disse 20 år ingenlunde været.
Børge
Houmanns artikel om forspillet til Anden Verdenskrig er et uddrag fra DKP´s
"Besættelsestids-historie" |
De
var økonomisk præget af de voldsomme kriser,
det kapitalistiske verdenssystem gennemgik, politisk var de fyldt af uro,
internationale stridigheder og forviklinger, og i de sidste år før det
officielle krigsudbrud rasede åbne krige i Kina, Abessinien og Spanien.
Folkene
ønskede ikke denne nye krig.
Hvem
bærer da ansvaret for de millioner af dræbte soldater og civilpersoner, de
uoverskuelige ødelæggelser og den
grænseløse sorg, nød og fortvivlelse, som blev krigens umiddelbare resultat?
Som
indgangen til en skildring af det danske folks lidelser, kampe og sejr på dets
lille afsnit af krigens store front, kan det være formålstjenligt i korte træk
at opridse forspillet for derigennem
at fastholde, hvem der bærer ansvaret, at ikke de samme kræfter endnu en gang
skal få lejlighed til i desperat had til fremskridtet at bortlede folkenes liv
og ejendom.
Verdenskrisen
i 1929 ramte Tyskland hårdt.
Til tider var op mod hver anden arbejder arbejdsløs. De mindre virksomheder
ruineredes og hele middelstandendrevetudi en desperat følelse af utryghed.
Ungdommen
drev arbejdsløs rundt uden udsigter for fremtiden.
Den
reaktionære Brning-regering søgte i årene 1929-32 at rette rigets økonomi
gennem en skrap nedskæringspolitik, der for eksempel skar arbejdslønningerne
tvangsmæssigtnedmednogle og tyve procent.
Dette
skabte selvsagt endnu større utilfredshed i masserne og bidrog til at
miskreditere Weimar-republikken i arbejdernes øjne.
Nazisterne,
der først og fremmest blev finansieret af de tyske Nontane- og rustningsherrer,
forstod ved psykologisk udnyttelse af navnlig middelstandens og ungdommens nød
og påtrængende sociale behov, deres splittethed og forvirrede
antikapitalistiske indstilling, ved anvendelse af socialistisk propaganda og
ikke mindst gennem en chauvinistisk-aktivistisk udnyttelse af
Versailles-traktatens åbenlyse uretfærdigheder, at skabe sig en massebasis,
navnlig blandt de unge, middelstanden og de kroniske arbejdsløse.
Allerede
i 1932 begyndte imidlertid verdenskonjunkturerne at gå i vejret igen med det
resultat, at nazismen atter var ved at miste sit tag i masserne.
Ved
valget den 6. november 1932 mistede de to millioner stemmer og 34
rigsdagsmandater (men havde dog stadig 32 procent af vælgerne bag sig mod 37
procent i juli samme år).
Hitler
var nu klar over, at kun et kup kunne redde nazismen og i januar 1933 fik han
med de tysk-nationales støtte og
von Papens konspirationer præsident Hindenburg til at afskedige den reaktionære
Schleicher somstatsministertilfordel for sig selv.
Schleicher
henvendte sig da til fagforeningerne og foreslog generalstrejke støttet af
rigsværnet for at forhindre Hitlers overtagelse af statsministeriet.
Rigsværnet,
kommunisterne og de katolske fagforeninger var villige til aktionen, men
socialdemokraterne nægtedeatværemed til "noget ulovligt".
Resultatet
blev da, at Hitler kom til magten og i hurtig rækkefølge fulgte så forbud mod
det kommunistiske partis møder og offentlige virksomhed, massearrestationer af
kommunister og en feberagtig anti-marxistisk hetz,undtagelseslove og ophævelse
af alle borgerlige friheder og massearrestationer
også af socialdemokrater.
Denne udvikling før og omkring 1933 udviser alle de svagheder hos nazismens modstandere som lige frem til krigen skulle vise sig igen og igen på tværs af alle erfaringer i land efter land:
1.
De borgerlige søgte at "overflødiggøre" nazisterne ved selv at føre
en stærk reaktionær politik og økonomisk nedskæringspolitik til fordel for
finanskapitalen - men opnåede
derved kun at undergrave massernes tillid til demokratiet og ødelægge de
progressive klassekræfter, der alene havde været i stand til aktivt og
effektivt at modstå nazismen.
2.
Arbejderklassen stod splittet og var derfor ude af stand til
at samle de folkeelementer, som først og fremmest udgjorde nazismens
massebasis: ungdommen og middelklassen.
Kommunisterne var ofte for langsomme til at overvinde politiske fordomme og
anvendelse af stereotype, forældede paroler.
Men
navnlig stod socialdemokraternes "legale" indstilling selv overfor
notoriske lovskændere og forbrydere (Hitlers tidligere kupforsøg, Fehmemordene
og så videre), deres stædige sociale pacifisme, således som deres stilling
til Schleichers generalstrejkeforslag
viser, og i særdeleshed deres forbundethed med monopolkapitalismen, i vejen for
skabelsen af den folkenes front, som kunne have knækket Hitler og umuliggjort
krigen.
Da
Hitler først ved overtagelsen af de statslige magtmidler, hær, politi,
embedsstand, sad fast i sadlen , tog han straks fat på virkeliggørelsen af
sine hensigter.
Når
det fra engelsk-amerikansk side har været hævdet, at forberedelserne til den
tyske aggression, som resulterede i den anden verdenskrig, først tog deres
begyndelse i efteråret 1939, er dette ikke i overensstemmelse med
kendsgerningerne og kan kun tilsigte at virke som en "undskyldning"
overfor folkene.
Tyskland
begyndte krigsforberedelserne umiddelbart efter, at Hitler kom til magten, og
engelske, franske og amerikanske regeringskredse billigede fuldt ud, at de af
dem kontrollerede tyske monopoler støttede Hitler-regimet.
For
at opruste og for at kunne skaffe sig de nyeste våben måtte Tyskland
genoprette og udvikle sin sværindustri. De forenede Stater ydede den tyske
imperialisme en vidtrækkende støtte på dette område.
Et
betegnende eksempel på den nære infiltration mellem amerikansk, men også
engelsk og tysk kapital, frembyder den bekendte Schrøderbank, i hvilken den
tyske ståltrust, det af Stinnes, Thyssen og andre industrimagnater grundlagte
"Vereinigte Stahlwerke A.G." spillede en førende rolle,ogsomhavde
centraler i New York og London.
I
denne banks forretninger havde Allan Dulles, London, Køln og Hamburger Schrøderne
i New York - J. Henry Schrøder,Banking Corporation - et stort ord.
En
førende rolle i denne banks New York central spillede det kendte sagførerfirma
Sullivan og Cromwell, der efter krigen ledes af John Foster Dulles, Mr.
Marshalls hovedrådgiver.
Firmaet
er tæt knyttet til Rockefellers verdenstrust Standard Oil
samt til USA´s største bank, Chase National Bank, der har anbragt kæmpesummer
i den tyske industri.
Så
snart inflationen var blevet bremset i Tyskland i tiden efter Versailles og
marken stabiliseret, flød der - som det betegnes i en af R. Sasuly i New York
1947 udsendt bog - bogstaveligt
talt en strøm af udenlandske lån til Tyskland. I tiden fra 1924 til 1939 steg
Tysklands gæld til udlandet med mere end 30 milliarder mark.
Ved
hjælp af udenlandsk - hovedsagelig amerikansk - kapital blev den tyske
industri, navnlig Vereinigte Stahlwerke A.G., indgående rekonstrueret
og moderniseret, og enkelte lån gik lige ind i sådanne firmaer, som ved
en genoprustning ville komme til at spille hovedrollen.
Støttet
af den finansielle hjælp - hovedsagelig fra amerikanske monopoler - skabte
Tyskland på kort tid igen en stærk krigsindustri, som var i stand til at
fremstille en kolossal mængde førsteklasses krigsmaterialer.
Det må altså ikke glemmes, at den første og vigtigste forudsætning for den nazistiske aggression var genopbygningen og fornyelsen af sværindustrien og den øvrige rustningsindustri i Tyskland og at denne genopbygning kun muliggjordes gennem den direkte og vidtgående finanshjælp fra de herskende kredse i USA.
Også
på andre, betydningsfulde områder modtog den tyske fascisme hjælp fra England
og Amerika.
Allerede
i 1939 undertegnedes således en
pagt om forståelse og samarbejde mellem de fire stater England, Frankrig,
Tyskland og Italien.
Denne
pagt betød, at den engelske og franske regering indgik en studehandel med den
italienske og tyske fascisme, som allerede dengang ingen hemmelighed gjorde af
deres aggressive hensigter.
Samtidig
betød denne pagt med de fascistiske lande, at man forlod en politik, der
skulle befæste de fredselskende nationers enhedsfront mod de aggressive
stater.
I
1934 hjalp England og Frankrig Hitler med at udnytte de med dem allierede polske
godsejeres fjendtlige indstilling overfor Sovjetunionen til en tysk-polsk
ikke-angrebspagt, der var en betydningsfuld etape i forberedelserne tildentyskeaggression.
Hitler
behøvede denne pagt for at kunne bringe forvirring i rækkerne indenfor tilhængerne
af den kollektive sikkerhed og vise disse et eksempel på, at Europa ikke trængtetilkollektivsikkerhed,
men til tosidige aftaler.
Dette
gjorde det muligt for de tyske angribere selv at bestemme med hvem og hvornår
de ville slutte aftaler,hvemdeville overfalde, og hvornår det skulle ske.
Utvivlsomt
var den tysk-polske pagt den første
alvorlige breche i den kollektive sikkerhedsbygning.
I
1935 sluttedes der i London en engelsk-tysk flådeaftale, hvorefter
Storbritannien gik med til en genopbygning af de tyske søstridskræfter i et
omfang, der næsten svaredetildenfranske krigsmarine.
Desuden
opnåede Hitler ret til at bygge både med en samlet tonnage på indtil 45
procent af den engelske ubådsflåde.
I
samme tidsrum falder Hitlertysklands mange ensidige handlinger, som alle
tilsigtede at fjerne de indskrænkninger, Versailles-traktaten pålagde de tyske
stridskræfters udvikling.
Ikke
i noget tilfælde mødte disse handlinger modstand fra Frankrigs,
Englands eller USA´s side.
Heller
ikke Danmark fandt sig på noget tidspunkt foranlediget til at yde modstand
eller blot løfte sin røstmod det,somforegik og som så åbenlyst bar mod krig.
Mellemoverskrifter
er indsat af redaktionen.