11.04.00 -  Dagbladet Arbejderen

FORSPIL TIL EN KRIG 

af Børge Houmann

60 år efter 9. april 1940:
"Det må ikke glemmes, at den første og vigtigste forudsætning for den nazistiske aggression var genopbygningen og fornyelsen af sværindustrien og den øvrige rustningsindustri i Tyskland og at denne genopbygning kun muliggjordes gennem den direkte ogvidtgående finanshjælp frade herskende kredsei USA."

Kun 20 år efter den første verdenskrig formelt afsluttedes med freden i Versailles, styrtedes verden ud i en ny, en endnu mere omfattende og endnu mere ødelæggende krig.
Fredelige havde disse 20 år ingenlunde været.

De var økonomisk præget af de voldsomme kriser,  det kapitalistiske verdenssystem gennemgik, politisk var de fyldt af uro, internationale stridigheder og forviklinger, og i de sidste år før det officielle krigsudbrud rasede åbne krige i Kina, Abessinien og Spanien. 

Folkene ønskede ikke denne nye krig.

Hvem bærer da ansvaret for de millioner af dræbte soldater og civilpersoner, de uoverskuelige ødelæggelser  og den grænseløse sorg, nød og fortvivlelse, som blev krigens umiddelbare resultat? 

Som indgangen til en skildring af det danske folks lidelser, kampe og sejr på dets lille afsnit af krigens store front, kan det være formålstjenligt i korte træk at opridse forspillet for derigennem at fastholde, hvem der bærer ansvaret, at ikke de samme kræfter endnu en gang skal få lejlighed til i desperat had til fremskridtet at bortlede folkenes liv og ejendom.

Verdenskrisen i 1929 ramte Tyskland hårdt

Verdenskrisen i 1929 ramte Tyskland hårdt.
Til tider var op mod hver anden arbejder arbejdsløs. De mindre virksomheder ruineredes og hele middelstandendrevetudi en desperat følelse af utryghed.

Ungdommen drev arbejdsløs rundt uden udsigter for fremtiden.

Den reaktionære BrŸning-regering søgte i årene 1929-32 at rette rigets økonomi gennem en skrap nedskæringspolitik, der for eksempel skar arbejdslønningerne tvangsmæssigtnedmednogle og tyve procent.

Dette skabte selvsagt endnu større utilfredshed i masserne og bidrog til at miskreditere Weimar-republikken i arbejdernes øjne. 

Nazisterne, der først og fremmest blev finansieret af de tyske Nontane- og rustningsherrer, forstod ved psykologisk udnyttelse af navnlig middelstandens og ungdommens nød og påtrængende sociale behov, deres splittethed og forvirrede antikapitalistiske indstilling, ved anvendelse af socialistisk propaganda og ikke mindst gennem en chauvinistisk-aktivistisk udnyttelse af Versailles-traktatens åbenlyse uretfærdigheder, at skabe sig en massebasis, navnlig blandt de unge, middelstanden og de kroniske arbejdsløse.

Hitler var nu klar over, at kun et kup kunne redde nazismen

Allerede i 1932 begyndte imidlertid verdenskonjunkturerne at gå i vejret igen med det resultat, at nazismen atter var ved at miste sit tag i masserne.

Ved valget den 6. november 1932 mistede de to millioner stemmer og 34 rigsdagsmandater (men havde dog stadig 32 procent af vælgerne bag sig mod 37 procent i juli samme år). 

Hitler var nu klar over, at kun et kup kunne redde nazismen og i januar 1933 fik han med de tysk-nationales  støtte og von Papens konspirationer præsident Hindenburg til at afskedige den reaktionære Schleicher somstatsministertilfordel for sig selv.

Schleicher henvendte sig da til fagforeningerne og foreslog generalstrejke støttet af rigsværnet for at forhindre Hitlers overtagelse af statsministeriet.

Rigsværnet, kommunisterne og de katolske fagforeninger var villige til aktionen, men socialdemokraterne nægtedeatværemed til "noget ulovligt".

Resultatet blev da, at Hitler kom til magten og i hurtig rækkefølge fulgte så forbud mod det kommunistiske partis møder og offentlige virksomhed, massearrestationer af kommunister og en feberagtig anti-marxistisk hetz,undtagelseslove og ophævelse af alle borgerlige friheder og  massearrestationer også af socialdemokrater.                                      

Nazismens modstandere led af en række svagheder

Denne udvikling før og omkring 1933 udviser alle de svagheder hos nazismens modstandere som lige frem til krigen skulle vise sig igen og igen på tværs af alle erfaringer i land efter land:

1. De borgerlige søgte at "overflødiggøre" nazisterne ved selv at føre en stærk reaktionær politik og økonomisk nedskæringspolitik til fordel for finanskapitalen -  men opnåede derved kun at undergrave massernes tillid til demokratiet og ødelægge de progressive klassekræfter, der alene havde været i stand til aktivt og effektivt at modstå nazismen. 

2. Arbejderklassen stod splittet og var derfor ude af stand til  at samle de folkeelementer, som først og fremmest udgjorde nazismens massebasis: ungdommen og middelklassen.
Kommunisterne var ofte for langsomme til at overvinde politiske fordomme og anvendelse af stereotype, forældede paroler.

Men navnlig stod socialdemokraternes "legale" indstilling selv overfor notoriske lovskændere og forbrydere (Hitlers tidligere kupforsøg, Fehmemordene og så videre), deres stædige sociale pacifisme, således som deres stilling til Schleichers  generalstrejkeforslag viser, og i særdeleshed deres forbundethed med monopolkapitalismen, i vejen for skabelsen af den folkenes front, som kunne have knækket Hitler og umuliggjort krigen.

USA ydede tysk imperialisme omfattende støtte

Da Hitler først ved overtagelsen af de statslige magtmidler, hær, politi, embedsstand, sad fast i sadlen , tog han straks fat på virkeliggørelsen af sine hensigter. 

Når det fra engelsk-amerikansk side har været hævdet, at forberedelserne til den tyske aggression, som resulterede i den anden verdenskrig, først tog deres begyndelse i efteråret 1939, er dette ikke i overensstemmelse med kendsgerningerne og kan kun tilsigte at virke som en "undskyldning" overfor folkene. 

Tyskland begyndte krigsforberedelserne umiddelbart efter, at Hitler kom til magten, og engelske, franske og amerikanske regeringskredse billigede fuldt ud, at de af dem kontrollerede tyske monopoler støttede Hitler-regimet. 

For at opruste og for at kunne skaffe sig de nyeste våben måtte Tyskland genoprette og udvikle sin sværindustri. De forenede Stater ydede den tyske imperialisme en vidtrækkende støtte på dette område. 

Et betegnende eksempel på den nære infiltration mellem amerikansk, men også engelsk og tysk kapital, frembyder den bekendte Schrøderbank, i hvilken den tyske ståltrust, det af Stinnes, Thyssen og andre industrimagnater grundlagte "Vereinigte Stahlwerke A.G." spillede en førende rolle,ogsomhavde centraler i New York og London.

I denne banks forretninger havde Allan Dulles, London, Køln og Hamburger Schrøderne i New York - J. Henry Schrøder,Banking Corporation - et stort ord.

En førende rolle i denne banks New York central spillede det kendte sagførerfirma Sullivan og Cromwell, der efter krigen ledes af John Foster Dulles, Mr. Marshalls hovedrådgiver.

Firmaet er tæt knyttet til Rockefellers verdenstrust Standard Oil  samt til USA´s største bank, Chase National Bank, der har anbragt kæmpesummer i den tyske industri.

På kort tid skabte Tyskland igen en stærk krigsindustri

Så snart inflationen var blevet bremset i Tyskland i tiden efter Versailles og marken stabiliseret, flød der - som det betegnes i en af R. Sasuly i New York 1947 udsendt bog  - bogstaveligt talt en strøm af udenlandske lån til Tyskland. I tiden fra 1924 til 1939 steg Tysklands gæld til udlandet med mere end 30 milliarder mark. 

Ved hjælp af udenlandsk - hovedsagelig amerikansk - kapital blev den tyske industri, navnlig Vereinigte Stahlwerke A.G., indgående rekonstrueret  og moderniseret, og enkelte lån gik lige ind i sådanne firmaer, som ved en genoprustning ville komme til at spille hovedrollen. 

Støttet af den finansielle hjælp - hovedsagelig fra amerikanske monopoler - skabte Tyskland på kort tid igen en stærk krigsindustri, som var i stand til at fremstille en kolossal mængde førsteklasses krigsmaterialer. 

Det må altså ikke glemmes, at den første og vigtigste forudsætning for den nazistiske aggression var genopbygningen og fornyelsen af sværindustrien og den øvrige rustningsindustri i Tyskland og at denne genopbygning kun muliggjordes gennem den direkte og vidtgående finanshjælp fra de herskende kredse i USA.

Pagt om forståelse mellem fire europæiske magter, inklusiv Tyskland

Også på andre, betydningsfulde områder modtog den tyske fascisme hjælp fra England og Amerika.

Allerede i 1939  undertegnedes således en pagt om forståelse og samarbejde mellem de fire stater England, Frankrig, Tyskland og Italien. 

Denne pagt betød, at den engelske og franske regering indgik en studehandel med den italienske og tyske fascisme, som allerede dengang ingen hemmelighed gjorde af deres aggressive hensigter.

Samtidig betød denne pagt med de fascistiske lande, at man forlod en politik, der  skulle befæste de fredselskende nationers enhedsfront mod de aggressive stater.

I 1934 hjalp England og Frankrig Hitler med at udnytte de med dem allierede polske godsejeres fjendtlige indstilling overfor Sovjetunionen til en tysk-polsk ikke-angrebspagt, der var en betydningsfuld etape i  forberedelserne tildentyskeaggression.

Hitler behøvede denne pagt for at kunne bringe forvirring i rækkerne indenfor tilhængerne af den kollektive sikkerhed og vise disse et eksempel på, at Europa ikke trængtetilkollektivsikkerhed, men til tosidige aftaler.

Dette gjorde det muligt for de tyske angribere selv at bestemme med hvem og hvornår de ville slutte aftaler,hvemdeville overfalde, og hvornår det skulle ske.

Utvivlsomt var den tysk-polske  pagt den første alvorlige breche i den kollektive sikkerhedsbygning. 

I 1935 sluttedes der i London en engelsk-tysk flådeaftale, hvorefter Storbritannien gik med til en genopbygning af de tyske søstridskræfter i et omfang, der næsten svaredetildenfranske krigsmarine.

Desuden opnåede Hitler ret til at bygge både med en samlet tonnage på indtil 45 procent af den engelske ubådsflåde.

Heller ikke Danmark satte sig til modværge

I samme tidsrum falder Hitlertysklands mange ensidige handlinger, som alle tilsigtede at fjerne de indskrænkninger, Versailles-traktaten pålagde de tyske stridskræfters udvikling.

Ikke  i noget tilfælde mødte disse handlinger modstand fra Frankrigs, Englands eller USA´s side.  

Heller ikke Danmark fandt sig på noget tidspunkt foranlediget til at yde modstand eller blot løfte sin røstmod det,somforegik og som så åbenlyst bar mod krig.

I lørdags bragte Dagbladet Arbejderen to erindringer fra 9. april 1940, dels af "Røde Ras", dels af Ragnhild Andersen

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]