29.02.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Skjulte ubådsbaser i Grønland

Venstrefløjspartiet IA vil have undersøgt om USA har to hemmelige baser

Miljøkort fra miljøprogrammet AMAP afslører, at der er to ubådsbaser i det nordøstlige Grønland. En skal være placeret ved Station Nord, den anden ved Danmarkshavn.

Det er venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA), der har løftet sløret for de hemmelige baser og oplysningerne dukkede op i Grønland i fredags i den grønlandske avis Sermitsiak.

De kommer netop som det grønlandske Landsting i dag skal drøfte USA’s eventuelle opgradering af radaren på Thulebasen. Opgraderingen skal indgå i et nyt såkaldt nationalt missilforsvar (NMD-system), som den amerikanske regering pusler med at få gennemført.

Det er IA’s landstingsmedlem, Johan Lund Olsen der står bag afsløringerne. Han har skrevet til Landstingets Udenrigs-og Sikkerhedsudvalg og bedt det om, at undersøge sagen.

‘Jeg har hidtil troet, at det amerikanske militær kun havde basen ved Pituffik. På baggrund af kortene har jeg nu begrundet mistanke om, at der derudover kan eksistere stationære ubådsbaser på grønlandsk territorium’, skriver Johan Lund Olsen.

Korterne, der viser ubådsbasernes placering, stammer fra Arctic Monitoring and Assessment Programme  - et miljøprogram, der omfatter de otte nationer omkring Nordpolen. Det omfatter altså også såvel USA som Rusland.

I Danmark benægter Forsvarsministeriet ethvert kendskab til de nye baser.

 - Danmark har ikke nogen og kender ikke til at fremmede nationer har ubådsbaser ved Grønland, siger en pressetalsmand fra ministeriet ifølge Sermitsiak.

Hvis kortene fra AMAP holder stik er det brud på en beslutning i Folketinget fra den 5. marts 1987. Her vedtog Folketinget at både de grønlandske og de danske myndigheder løbende skal holdes orienteret om alle militære installationer i Grønland.

Mj

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]