22.02.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Broen over floden Ibar

Nyhedskommentar af Lotte Rørtoft-Madsen

Mitrovica er blevet et symbol på, hvordan fred ser ud, når den er mest beskidt

Broen over floden Ibar er i disse dage blevet det synligste bevis af alle på, at NATO's besættelse af Kosova ikke har ført til fred.

Floden Ibar deler byen Mitrovica nogenlunde midtover. På broen over den konfronteres albanere og serbere og gør gensidigt krav på byen.

Albanerne henholder sig til, at de før NATO's krig mod Jugoslavien sidste forår udgjorde det store befolkningsflertal i Mitrovica. Derfor har de også ret til at vende hjem til de huse, som de flygtede fra under krigen.

Serberne henholder sig til, at efter NATO's bombetogter sluttede i juni måned, har de ingen steder at være. De huse, de hidtil har boet i andre steder i Kosova, kan de ikke mere være i, fordi de forfølges. Derfor er de nødt til at slå sig ned i Mitrovica.

I dette klima af had har mindst ni mennesker mistet livet i denne måned. Over 20 er såret. Blandt de sårede er også to franske soldater fra NATO's besættelsesstyrke KFOR.

  

Siden søndag er situationen optrappet dramatisk. Soldater fra en række NATO-lande - herunder Danmark - er i gang med en omfattende razzia efter våben og våbenlagre. Mandag fortsatte aktionen i form af husundersøgelser, især i den nordlige del af byen hvor serberne har slået sig ned.

Antallet af udenlandske soldater i og omkring Mitrovica stiger og stiger. En "stor" og "målrettet" styrke er nødvendig, lyder det fra KFO-styrkens lederstab.

Risikoen for egentlige krigs-episoder mellem besættelsesstyrkerne og de lokale indbygggere er overhængende. I weekenden angreb vrede serbere amerikanske soldater.

Og mandag blev had-skruen spændt endnu en omgang, da omkring 10.000 albanere drog fra Prishtina mod Mitrovica for at støtte deres landsmænd dé. I hænderne bar de NATO's flag, det amerikanske flag, det britiske ...

  

Da NATO for 11 måneder siden indledte sine massive bombardementer af Jugoslavien - inklusive Kosova - sagde vi på denne plads:
Krig og bomber skaber mere - ikke mindre - had.
Da NATO for 8 1/2 måned siden sluttede sine massive bombardementer af Jugoslavien - inklusive Kosova - sagde vi på denne plads:
En udenlandsk styrke i Kosova vil naturligvis blive betragtet som en fjende af den ene part, hvis den består af soldater fra de selvsamme lande, som i 11 uger har smidt bomber ned over deres hoveder.

  

5. februar talte den amerikanske forsvarsminister William Cohen på et militærpolitisk møde i München. Her bebudede han, at USA er på vej med en diger rapport om "læren der kan drages fra Kosova". Han løftede dog allerede det tynde slør og slog til lyd for, at især de europæiske NATO-lande skal opgradere deres militære isenkram, altså ruste op.

Hvis dét er den vigtigste lære, NATO og Co. har draget af krigen mod Jugoslavien, vil broen over floden Ibar en rum tid fremover forblive symbolet på, hvordan fred ser ud, når den er mest beskidt.

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]