09.02.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

I forventning om et fristed 

af Holger Terp

De danske myndigheders nidkærhed med at deportere tyske jøder tilbage til Tyskland skal nu undersøges, erklærede statsminister Nyrup Rasmussen søndag efter en serie af artikler i Berlingske Tidende. De tyske emigranters skæbne i Danmark er et kapitel helt for sig i besættelsestidens historie  - og den omfatter ikke blot jøder. Holger Terp ser her på baggrunden for flugt-strømmene fra Tyskland og på, hvordan myndighederne herhjemme behandlede de tyske emigranter.

I løbet af foråret og sommeren 1933 forbydes det tyske socialdemokrati og det tyske kommunistparti, freds- og kvindesagsgrupper, fagforeninger samt forskellige religiøse organisationer, herunder Jehovas Vidner og Det Mosaiske trossamfund.

Desuden begynder nazisterne at udskille personer af ikke-arisk afstamning, for eksempel jøderne og sigøjnerne. Medlemmerne af disse organisationer og samfund forfølges og fængsles i et stadigt voksende tempo.

Da de tyske fængsler således hurtigt bliver overfyldt med politiske fanger, opretter nazisterne  - efter engelsk forbillede  - koncentrationslejre til aflastning for fængslerne, hvori fangerne gennem hårdt arbejde skal genopdrages i den rette nazistiske lære.

Senere, specielt fra 1941, følger nazisternes massehenrettelser af jøder og politiske modstandere.

 

700.000 flygter i tre bølger

I takt med nazismens undertrykkelse stiger strømmen af flygtninge til Danmark, Norge, Sverige, Storbritannien, USA, Frankrig, Tjekkoslovakiet, Østrig og Sovjetunionen. De største modtagelsescentre for tyske flygtninge i mellemkrigstiden er i Paris og i Prag.

Ialt flygter cirka 700.000 mennesker fra Hitler-Tyskland i tre bølger: Den første i 1933, den anden i 1935 og den tredje i 1938.

Folk, der er kritiske over for fascisterne og nazisterne, bliver enten kastet i kz-lejr og eller henrettet. Indespærret for senere at dø af mishandlinger, som den tyske pacifist, journalist og Nobel-fredsprismodtager Carl von Ossietzky er et berømt eksempel på.

Ossietzky fængsles allerede under selve rigsdagsbranden den 28. februar 1933 sammen med andre radikale fredsaktivister for sine pacifistiske artikler som redaktør af tidsskriftet Die WeltbŸne. Han arresteres vel og mærke for artikler skrevet før nazisternes magtovertagelse, hvori han blandt andet har tilladt sig at afsløre deres oprustningsplaner.

Han kunne dog have flygtet, idet han før rigsdagsbranden blev advaret om en mulig arrestation. Ossietzky mener dog, at han med sit ‘frivillige’ kz-lejrophold kunne påvirke opinionen i udlandet mere, end hvis han flygter. Som han siger:

‘Von mir ist weiter nichts zu sagen.’ (1)

Den eneste udvej for nazismens modstandere til at undgå fængsling og henrettelse er at flygte ud af landet og koncentrationslejrene, hvilket rent faktisk lykkes for enkelte. Heraf kan eksempelvis nævnes den tyske fredsaktivist og fredsmuseumsstifter Ernst Frierich og præsten og pacifisten Martin Niemšller.

I modsætning til Ossietzky overlever Martin Niemšller kz-lejropholdet.

 

Kultur-personer på flugt

Blandt de mere kendte tyske kulturpersonligheder, der flygter udenlands, er det socialdemokratiske rigsdagsmedlem Karl Raloff, som flygter til Danmark.

Socialdemokraten Willy Brandt flygter til Norge i 1933. Atomfysikeren og pacifisten Albert Einstein flygter til USA.

Pacifisten og journalisten Kurt Tucholsky, der er medredaktør af Die WeltbŸne flytter allerede i 1930 til Sverige. I 1933 fratages han sit tyske statsborgerskab, og to år senere begår han selvmord.

Forfatteren Thomas Mann flygter til Schweiz og USA. Den kommunistiske digter Bertold Brecht flygter til Danmark.

Det er imidlertid ikke kun de kendte oppositionelle politiske ledere og intelektuelle, nazisterne er ude efter. Selv almindelige mennesker, der vover at mene noget andet end nazisterne, arresteres i kortere eller længere tid. Mest længere.

 

Gestapo bortfører i udlandet

Selv efter flugten kan de tyske politiske flygtninge imidlertid ikke vide sig sikre mod nazisterne. Der er mange eksempler på bortførelser og drab på tyske emigranter i udlandet i denne periode.

Journalisten Berthold Jacob er blot et af mange eksempler på nazisternes bortførelser af emigranter:

Jacob hører til i kredsen omkring Die WeltbŸne og flygter til Strasburg, hvor han udgiver en UnabhŠngiger Zeitungdienst, indtil han bortføres i 1935 fra Basel af Gestapo.

Jacob kommer tilbage til Schweiz efter en international kampagne til fordel for hans frigivelse, men bortføres for anden gang i 1941 via Lissabon, hvorfra han føres til Berlin. Her dør han kort før krigens slutning.

Men de direkte nazistiske bortførelser af emigranterne er ikke det værste:

Da Tyskland er en en stormagt, som er bevæbnet til tænderne, tvinger det i mange tilfældet de svagere naboer til at gøre indrømmelser. En af indrømmelserne er at gøre livet surt for emigranterne.

 

Danmark  - ikke just et fristed

I Danmark er der ikke mange emigranter. Den 1. juni 1938 er der ifølge Justitsministeriet 1262 flygtninge i landet, heraf også kvinder og børn. Af disse er 535 politiske flygtninge. Resten er jøder.

Den nazistiske smitte breder sig også herhjemme. Politikerne og fremmedpolitiet gør livet ualmindeligt surt for flygtningene. Dels ved at være meget restriktive over for dem. Og dels, hvad der er endnu værre, ved at samarbejde med Gestapo.

Ikke mange historikere og forfattere har beskæftiget sig med emigranternes skæbne i Danmark i årene før besættelsen. De kan stort set tælles på en hånd:

Hans Uwe Petersen på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Bent BlŸdnikow på Berlingske Tidende, Steffen Steffensen og sagføreren Carl Madsen.

 

Hvor blev arkiverne af

Når der ikke er flere, skyldes det den ekstremt restriktive danske arkivlovgivning. Alligevel vides det, at der findes to registraturer over emigrantsager: En registratur fra Justitsministeriets Fremmedpoliti og en fra Statsadvokaturet for særlige anliggender, der fungerede under besættelsen.

I begge tilfælde skal man søge særskilt om at få tilladelse til at benytte dem. Det er altså ikke alle og enhver beskåret.

Når man således har gennemgået registrene over flygtningeskæbnerne  - sagsakterne  - så viser det sig alt for ofte, at de er tomme, eller i alt fald tømt for indhold af værdi for senere historieskrivning. Med andre ord: Nogen har smidt dem ud.

Det kunne være interessant at få belyst, hvor meget den danske regering og det danske politi afleverede af arkivalier til tyskerne om emigranterne før besættelsen, samt at få oplyst hvor mange emigranter der blev sendt tilbage til Tyskland i den samme periode.

Ligeledes kunne det være interessant at få undersøgt, hvor mange af de emigranter, der blev sendt tilbage til Tyskland, der døde af det.

 

Hjælp behov

De tyske flygtninge havde  - ligesom nutidens politiske flygtninge brug for hjælp, både til at komme ud af landet og efter flugten. Men de omkringliggende lande var ikke særlig forstående.

Det økonomiske krak i Wall Street 1929 var endnu ikke overvundet. I Danmark var den økonomiske krise tilmed på sit højeste. Både regeringen og folketingspartierne var imod den tyske eksport af potentielt politisk besværlige emigranter.

Vilkårene for emigranterne var ualmindelig skrappe her i landet. Som regel fik flygtningene  - hvis de var heldige -kun opholdstilladelse og dét kun i København og på Frederiksberg. De måtte ikke være politisk aktive. De måtte ikke udtale sig til pressen, og danske journalister måtte ikke skrive om dem.

Selv om emigranterne ikke måtte arbejde politisk i Danmark, gjorde en del af dem det alligevel. Blandt andet udgav de tidsskriftet Breve fra Tyskland.

De fik ingen arbejdstilladelse og blev derfor i overvejende grad henvist til privat velgørenhed.

Derfor oprettedes der på internationalt plan en lang række flygtningehjælpeorganisationer i løbet af 1930’erne. Flygtningene fra Hitler-Tyskland er imidlertid politisk uenige, og derfor var det desværre nødvendigt at oprette hjælpeorganisationer for de forskellige politiske og religiøse grupper (se andetsteds på opslaget, red.).

 

De tyske emigranters skæbne under besættelsen

Ved Danmarks besættelse den 9. april 1940 gik de 28.632 udlændinge og statsløse i landet en usikker fremtid i møde. Blandt dem var 8.155 tyskere og 4.384 statsløse, dog hovedsagelig tyskere.

Straks efter besættelsen blev en del statsløse tidligere tyske emigranter, der havde fået asyl i Danmark, udvist tilbage til Nazi-Tyskland med den justitsministerielle accept:

‘Når man mente at måtte opfylde de tyske krav, skyldtes det, at i hvert fald interneringskravets opfyldelse var uundgåeligt, når begrundelsen var de pågældendes farlighed for besættelsestropperne, da man jo fra dansk side var gået ind på at træffe de fornødne foranstaltninger É Man kunde regne med, at Tyskland vilde respektere Danmarks suverænitet med hensyn til danske statsborgere, men man kunde ikke med held protestere mod udlevering af okkupationsmagtens egne statsborgere.’

Altså en utvetydig klar officiel indrømmelse af, at de danske politimyndigheder samarbejdede med nazisterne (Gestapo) i emigrantsagerne under besættelsen.

Det officielle tal på danske arrestationer og udvisninger af tyske emigranter er:

 1940: 127
1941: 63
1942 - 1943: 19

Ialt: 215     (2)

 

Tallene leverer imidlertid ikke hele sandheden. Ifølge journalisten og forfatteren Erik Nørgaard arresterede det danske politi alene den 26. juli 1940 56 flygtninge og yderligere på eget initativ 71 flygtninge, som tyskerne ikke havde bedt om.

De tyske flygtninge blev i de første år af besættelsen anbragt i Horserødlejren, inden de blev sendt til Tyskland. Ifølge den officielle redegørelse var det dog ikke alle emigranter, der blev deporteret. Enkelte flygtede til Sverige, andre gik under jorden og nogle opholdt sig her illegalt.

 

Dansk nidkærhed

Den 23. december 1940 stillede tyskerne krav om, at de danske emigrant-hjælpekomiteer skulle indstille deres virksomhed. De forlangte nærmere ‘Oplysning om Mateotti-Komiteen, Kommiteen af 4. Maj 1933 og Komiteen vedrørende Aandsarbejdene’ med krav om at skaffe regnskaber, bilag samt oplysninger om deres virksomhed.

Efter politiets ransagning og beslaglæggelse af flygtningeorganisationernes arkiver blev disse ‘taget i Bevaring og udlaant til de tyske Myndigheder til midlertidigt Gennemsyn’.

Flygtningearkiverne blev ikke leveret tilbage.

Også flygtningeorganisationernes pengemidler blev beslaglagt, men med Justitsministeriets mellemkomst enedes man om, at beløb, der skulle holde flygtningene i live, kunne udbetales ‘til Dækning af Udrejseudgifter for Flygtningene’.

Det vil med andre ord sige, at flygtningeorganisationerne blev tvunget til selv at betale emigranternes rejser ned til de tyske koncentrationslejre. Det var ikke den forhandlings- og samarbejdsvillige danske regering eller den tyske besættelsesmagt, der betalte prisen for emigranternes udslettelse. Det var de tyske emigranter selv.

 

Emigranter i modstandsarbejdet

Under besættelsen var en del af de få tilbageblivende tyske emigranter organiseret i Frit Tyskland.

De arbejdede illegalt blandt de tyske soldater, i den tyske koloni og i det tyske mindretal i Sønderjylland og samarbejdede med DKP, Frit Danmark og De danske Studenter. Frit Tyskland udsendte fra 1943 og besættelsen ud tidsskriftet Deutsche Nachrichten og forskellige flyveblade.

 

1. Carl von Ossietzky: 1889-1938: Ein Lebensbild: ‘Von mir ist weiter nichts zu sagen’. [ed] Richard von Solden hoff. Weinheim; Berlin: Quadriga, 1988. 336 sider. ISBN 3-88679-173-4 Specielt side 209-211.
2. Justitsministeriet under besættelsen, side 19.

 

(mellemoverskrifter er indsat af redaktionen)

 

 

FLYGTNINGEHJÆLPE-ORGANISATIONER I DANMARK

Den første af de store internationale flygtningeorganisationer Internationale Arbeiterhilfe oprettes allerede i 1921 i Tyskland.

Ved det kommunistiske KOMINTERN’s fjerde verdenskongres i Moskva i december 1922 dannedes Internationale Rote Hilfe med blandt andet Clara Zetkin som formand fra 1925.

I løbet af 20’erne og 30’erne blev der dannet underafdelinger i flere andre lande. I Danmark i 1928. I 1936 blev forfatteren og kommunisten Martin Andersen Nexø valgt til formand.

 

RØDE HJÆLP

Fra 1937 og frem til besættelsen drev Røde Hjælp Emigranthjemmet i København med adresse på Rådhuspladsen 77. Hjemmet blev ledet af Otto Phil.

Det var hele tiden vanskeligt at skaffe midler til driften, så i 1937 blev der oprettet endnu et par indsamlingsorganisationer:

Dels underorganisationerne 1937-Komiteen for tyske Emigranter og dels Skandia-Hjælp eller Skandinavisk Forening til Hjælp for Nødlidende Mødre og Børn, som skulle indsamle beløb til driften af emigranthjemmet.

 

MATTEOTTI-KOMITEEN

Den socialdemokratiske Matteotti-komite blev oprettet i august 1933 og opløst i 1941.

Organisationen var til dels en socialdemokratisk reaktion på etableringen af Hjælpekomiteen for nazismens Ofre.

Socialistisk Internationale havde allerede i 1929 oprettet en Matteotti-fond. Maatteotti-fonden understøttede udelukkende socialdemokratiske flygtninge.

I perioden 1934-1941 understøttede Matteotti-komiteen mellem 70 og 150 socialdemokratiske flygtninge.

 

HJ®LPEKOMITEEN FOR NAZISMENS OFRE

Blev oprettet i august 1933 af kommunisterne Martin Andersen Nexø, overretssagfører Wrechner, forfatterne Børge Houmann og Hans Kirk. Opsuges året efter i Røde Hjælp.

 

KIRKENS INDSAMLING TIL LANDFLYGTIGE IKKE-ARISKE KRISTNE

Blev grundlagt i 1936 og ledt af den pacifistiske biskop Valdemar Ammundsen der desuden var aktiv i Kristelig Fredsforening. Man hjalp kun døbte jøder.

 

DET DANSKE KV®KERCENTER

Blev oprettet i København i 1939. Kvækerne fik som de eneste lov til at fortsætte emigrantarbejdet efter besættelsen på grund af tyskernes gode erfaringer med deres hjælpearbejde i Tyskland efter Første Verdenskrig.

 

DE SAMVIRKENDE DANSKE EMIGRANTHJÆLPEKOMITEER

Blev oprettet i 1936 som en paraplyorganisation for de borgerlige flygtningeorganisationer.

 

DANSK FORBUND MOD RACEHAD

Dansk Forbund mod Racehad blev grundlagt i 1936/37 af danske mænd og kvinder, der i ‘den antisemitiske Propaganda ser et nyt tysk-imperialistisk Middel til at erobre og undertvinge andre Lae og Folk’.

 

Af andre danske emigrantorganisationer og flygtningehjælpegrupper kan nævnes Emigranternes gensidige Hjælp, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Centralkomiteen for tyske Emigranter (eksisterede kun i årene 1935-1936), Den Mosaiske Hjælpekomite (Komiteen af 4. Maj 1933) og Den Danskmite til støtte for landflygtige Aandsarbejdere.

 

   

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]