15.01.00 -  Dagbladet Arbejderen

 

Jamen, man ophæver da ikke sanktioner

 af Brian Becker og Sarah Sloan

Ni år efter Golf-krigen januar 1991:
Den resolution, som FN’s Sikkerhedsråd vedtog 17. december om Irak, skal opfattes som et middel til at opretholde sanktionerne, ikke til at gøre en ende på dem.

Hvis man lytter til Clinton-regeringen, skulle man tro, at FN’s Sikkerhedsråd den 17. december vedtog en resolution, der fuldstændig ville afskaffe sanktionerne mod Irak. Der er dog et stort men:

I august 1990 invaderede Irak nabolandet Kuwait på grund af en grænsestrid, som den dag i dag er særdeles omdiskuteret.

Få dage efter indførte FN’s Sikkerhedsråd med USA i spidsen økonomiske sanktioner mod Irak. Sanktionerne er stadig i kraft den dag i dag.

I januar 1991 gik USA under præsident Bush i krig mod Irak. Påskuddet var Iraks invasion i Kuwait. Den dybere grund: kampen om kontrol med olieressourcer i området og stadfæstelse af den nye verdensorden, der tonede frem efter Murens fald.

Krigen, der blev gennemført af en koalition af vestmagter under overskriften Operation Ørkenstorm, varede i 43 dage. Irak måtte overgive sig. Krigen ændrede styrkeforholdet i Mellemøsten radikalt til fordel for USA.

Siden har USA  - alene eller sammen med først og fremmest Storbritannien  - gennemført flere militære konfrontationer mod Irak.

Sidste krig kom i december 1998. Her gennemførte USA og Storbritannien Operation Ørkenræv fra den 16. til 19. december.

Siden har amerikanske og britiske kampfly flere gange om ugen gennemført togter ind over dele af Irak. Det gælder de dele, som er beregnet som ‘flyveforbudszoner’. Her er Irak nægtet kontrol med sit eget luftrum. En sådan zone findes både i syd og i nord.

Saddam Husseins regering skal først tillade FN at genoptage inspektionerne.

Der er tale om en fælde, et valg mellem pest og kolera. USA ved, at Irak ikke vil indvilge i, at inspektørerne vender tilbage.

Resolutionen blev vedtaget i Sikkerhedsrådet med et stemmetal på 11 for og ingen imod, mens 4 undlod at stemme. På grund af overordentligt stort amerikansk pres nedlagde ingen regeringer veto mod beslutningen, men Frankrig, Rusland, Kina og Malaysia undlod at stemme. Ud af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet var det kun USA og Storbritannien, der støttede resolutionen.

Stik imod hvad Clinton-regeringen og storkapitalens medier påstår, er resolutionen ikke et forsøg på at bringe de økonomiske sanktioner mod Irak til ophør. I stedet udformede Washington snedigt resolutionen, så man opretholdt USA/FN-sanktionerne.

Ifølge FN’s egne statistikker har disse sanktioner dræbt mere end 1,5 million irakere i løbet af de sidste otte år.

Verdensopinionen vender sig stærkt imod dette folkemord på det irakiske folk. Og USA er klart mere isoleret i Sikkerhedsrådet, end det har været siden 1990. Men det er et bevis på USA’s økonomiske og militære styrke, at Washington kan dominere og manipulere FN til at opretholde sanktionerne.

Hvorfor skulle Irak afvise overvågning i bytte for at få ophævet begrænsningerne for sit oliesalg? Hvad er det irakerne har indvendinger imod? Hvad er det i virkeligheden, der gør disse betingelser umulige at acceptere for en suveræn stat?

Irak afviser at acceptere resolutionen, fordi våbeninspektørerne ikke overvåger, men i virkeligheden er statsfjendtlige agenter, der sendes til Irak for at smadre den irakiske regering. Ydermere vil Irak ikke overlade magten over sine olierigdomme fuldstændig til den ny-kolonialistiske dominans.

 

Våbeninspektørernes tilbagevenden

For godt et år siden slap USA og England Operation Ørkenræv løs igen, hvilket resulterede i fire dages intenst bombardement af Irak. Påskuddet for dette bombeangreb var, at Irak ikke samarbejdede fuldt ud med FN’s våbeninspektører.

Det var en lodret løgn.

FN’s særlige hold af våbeninspektører (UNSCOM) gennemførte over 9000 inspektioner over hele Irak mellem 1991 og 1998.

Bagdad havde endda givet særlig tilladelse til, at våbeninspektørerne kunne undersøge irakiske toplederes hjem. Alligevel blev inspektørerne pludselig trukket ud af Irak i december 1998, og bombekampagnen begyndte.

Irak beskyldte våbeninspektørerne for ikke at lede efter våben, men være amerikanske spioner. Nu har amerikanske medier afsløret, at våbeninspektionsholdene ganske rigtigt var infiltreret af CIA. De inspicerede Iraks mest følsomme områder og videregav denne information, så Pentagon kunne udvælge mål for sine bombetogter.

Scott Ritter, en tidligere marinesoldat og kontroversiel leder af et af UNSCOM’s inspektionshold, trådte tilbage i august 1998 og afslørede CIA’s rolle i januar 1999. Han fortalte Frontline:

 - På vores hold er der ni hemmelige agenter fra CIA’s afdeling for hemmelige aktiviteter. Nu udfører de UNSCOM’s arbejde. De var med til at planlægge UNSCOM. De sørgede for kommunikationsstøtte, forsyningsstøtte, praktisk operativ støtte, den slags fyre, man har brug for til disse inspektioner.

Under den såkaldte Operation Ørkenrævs bombninger mellem den 16. og 19. december 1998 kastede amerikanske og britiske krigsfly over 1000 bomber og missiler over Irak. I løbet af de sidste tolv måneder har Pentagon kastet flere bomber og missiler i nærmest systematiske bombeangreb.

Irak svor i december 1998, at det aldrig vil lade FN’s inspektionshold vende tilbage til Irak, da de i virkeligheden er dække for USA-styret efterretningsvirksomhed. (Indtægter fra den såkaldte olie-for-mad-ordning betaler inspektørernes lønninger).

Amerikanske regeringsembedsmænd som udenrigsminister Madeleine Albright har offentligt erklæret, at det er officiel amerikansk politik at styrte den irakiske regering. De amerikanske embedsmænd benytter sig godt nok af høflige vendinger som ‘systemændringer’. Men en tilsvarende politik blev benyttet mod Mossadegh-regeringen i Iran fra 1950-53, Arbenz-regeringen i Guatemala i 1954, præsident Sukarnos regering i Indonesien i 1965, den demokratisk valgte Salvador Allende-regering i Chile fra 1970-73 og Sandinisterne i Nicaragua i 1980’erne.

Den førte til mord på tusindvis af mennesker og oprettelse af diktatoriske regimer, som fungerede som amerikanske marionetter.

Kongressen har vedtaget ‘Lov om Iraks befrielse’, som blev underskrevet af præsident Clinton den 31. oktober 1998. Denne lov skaffede 97 millioner dollars til hemmelige operationer, der skulle undergrave og vælte den irakiske regering.

Ved at gøre salget af Iraks olie afhængig af, at Irak accepterer en genoptagelse af våbeninspektionerne, var den amerikanske regering sikker på, at Bagdad ville afvise FN-resolutionen, og at den derfor aldrig bliver ført ud i livet.

Nu kan amerikanske embedsmænd gå på tv og erklære, at de skam også ‘vil gøre en ende på det irakiske folks lidelser, hvis bare Saddam Hussein ikke var så fast besluttet på at forhindre våbeninspektørernes tilbagevenden’.

 

Ny-kolonialistisk herredømme over Iraks olie

Ifølge den nye FN-resolution vil Irak ikke genvinde sin uafhængighed og suveræne kontrol over sin egen økonomi og olieressourcer. Bestemmelserne placerer alle Iraks olieindtægter på en FN-konto under kontrol af Sikkerhedsrådet, som domineres af USA.

Det fejlagtigt benævnte olie-for-mad-program har fungeret efter de samme mekanismer de sidste fem år. Irak sælger olie, indtægterne herfra kontrolleres af Sikkerhedsrådet, og Sikkerhedsrådet overfører herefter en stor del af pengene til en kompensations-kommission under FN.

Går disse penge til det irakiske folk?

Mindre end 50 procent bruges til medicin og mad. Resten går antageligt til at ‘kompensere ofrene for Iraks invasion af Kuwait i august 1990’.

Hvem er disse ofre?

Den 25. juni overførte FN næsten 2,8 milliarder dollars til forskellige olieselskaber, inklusive 500 millioner til et datterselskab af Texaco, for udstyr og faciliteter, som blev ødelagt, da USA anførte en 43-dages krig mod Irak i 1991. Disse olieselskaber, som tjener milliarder af dollars om året, blev betalt af FN’s kompensationskommission.

Og det er ikke bare disse selskaber. Milliarder er gået til vestlige virksomheder, der handlede med Kuwait.

En stor del af indtægterne går også til Kuwait, hvilket betyder til Kuwaits kongefamilie. Som et marionetregime fortsætter Kuwaits kongefamilie med at bruge af statsbudgettet til indkøb af uhyre mængder dyrt militær isenkram i USA.

Alle ved, at Kuwait har et fuldstændig ineffektivt militær og aldrig på egen hånd vil bruge disse våben. Amerikansk våbensalg til Kuwait skal egentlig opfattes som en form for tilskud til amerikansk militærindustri.

FN-resolutionen overlader tilsynet med ethvert forsøg på genopbygning af Irak til nogle kontroludvalg. De samme vestlige regeringer og oliemonopoler, som er fjendligt indstillede overfor Irak, netop fordi det nationaliserede sine olieressourcer i 1972, dominerer disse kontroludvalg.

Kernen i USA-Irak-konflikten er, at Irak brugte en stor del af sine olieindtægter til udvikling af landets uddannelsesvæsen, industri, sundhedsvæsen og sociale infrastruktur, frem for at lade disse profitter blive sendt hjem til selskabernes investorer i USA, England og Frankrig.

I sidste ende forsøger den amerikanske regering ikke kun at vælte Saddam Husseins regering, men at føre Irak tilbage til den position som ny-kolonialistisk vasalstat, det var før revolutionen i 1958.

 

Sammenligning med Rambouillet

Den amerikanske beslutning vedrørende Irak blev formet og udtænkt i samme ånd som Rambouillet-’fredsaftalen’ fra februar 1998, der skulle retfærdiggøre starten på USA/NATO’s bombardementer af Jugoslavien den 24. marts.

’FN har overført næsten 2,8 milliarder dollars til forskellige olieselskaber som kompensation for udstyr og faciliteter, som blev ødelagt, da USA anførte sin 43 dage lange krig mod Irak i 1991.’

Washington insisterede dengang på betingelser, som det vidste, den jugoslaviske regering, eller hvilken som helst anden suveræn stat, aldrig kunne acceptere.

Afsnit otte i Rambouillet-aftalens appendix B fastslog, at:

‘NATO-personel, sammen med deres køretøjer, fartøjer, fly og udstyr skal have ret til fri og uindskrænket passage og uhindret adgang over hele Forbundsrepublikken Jugoslavien, inklusive luftrum og territorialfarvande.’

Den jugoslaviske regering blev beordret til at acceptere fremmed besættelse af Kosovo og give NATO ubegrænset adgang til hele Jugoslavien.

Som tidligere embedsmand i udenrigsministeriet, George Kinney, afslørede, satte den amerikanske side ‘med vilje forhindringerne for højt’ i bevidstheden om, at den jugoslaviske regering ikke kunne acceptere betingelserne. Det blev dernæst brugt til at skildre Jugoslavien som ansvarlig for sammenbruddet i forhandlingerne om en aftale.

På samme måde udformede USA FN-resolutionen om at bringe de økonomiske sanktioner mod Irak til ophør på en sådan måde, at de vidste, den irakiske regering ikke kunne acceptere dem.

I paragraf fire i resolutionen (resolution 1284 1999) hedder det for eksempel, at Sikkerhedsrådet:

‘bestemmer i særdeleshed, at Irak skal tillade UNMOVIC’s (FN’s overvågnings-, kontrol og inspektionskommission) grupper omgående, betingelsesløs og uindskrænket adgang til et hvilket som helst område, facilitet, udstyr, optegnelse og transportmiddel, som de ønsker at undersøge i overensstemmelse med UNMOVIC’s mandat, ligeledes også til alle embedsmænd og andre personer under den irakiske regerings myndighed, som UNMOVIC ønsker at udspørge.’

Målet var at lade irakerne fremstå som den stejle og uvillige part, så optaget af deres egen evne til at fremstille ‘masseødelæggelsesvåben’, at de forsømte at gå ind på de betingelser, der var nødvendige for løfte de sanktioner, der dræber et ukendt antal af deres egen befolkning.

FN-resolutionen skal følgelig opfattes som et middel til at opretholde sanktionerne, ikke til at gøre en ende på dem.

 

Brian Becker og Sarah Sloan er nogle af drivkræfterne bag det amerikanske ‘International Action Center’, oprindelig oprettet på initiativ af den tidligere amerikanske justitsminister Ramsey Clark. Deres opsamling er skrevet i december 1999

 

 

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]