15.01.00 - Dagbladet Arbejderen
af
Brian Becker og Sarah Sloan
Hvis
man lytter til Clinton-regeringen, skulle man tro, at FNs Sikkerhedsråd den
17. december vedtog en resolution, der fuldstændig ville afskaffe sanktionerne
mod Irak. Der er dog et stort men:
I august
1990
invaderede Irak nabolandet Kuwait på grund af en grænsestrid, som den
dag i dag er særdeles omdiskuteret. Få
dage efter indførte FNs Sikkerhedsråd med USA i spidsen økonomiske sanktioner
mod Irak. Sanktionerne er stadig i kraft den dag i dag. I
januar 1991 gik USA under
præsident Bush i krig mod Irak. Påskuddet var Iraks invasion i Kuwait.
Den dybere grund: kampen om kontrol med olieressourcer i området og stadfæstelse af den nye verdensorden, der tonede frem efter
Murens fald. Krigen,
der blev gennemført af en koalition af vestmagter under overskriften Operation
Ørkenstorm, varede i 43 dage. Irak måtte overgive sig. Krigen
ændrede styrkeforholdet i Mellemøsten radikalt til fordel for USA. Siden
har USA - alene eller sammen
med først og fremmest Storbritannien -
gennemført flere militære konfrontationer mod Irak. Sidste
krig kom i december 1998. Her
gennemførte USA og Storbritannien Operation
Ørkenræv fra den 16. til 19. december. Siden har amerikanske og britiske kampfly flere gange om ugen gennemført togter ind over dele af Irak. Det gælder de dele, som er beregnet som flyveforbudszoner. Her er Irak nægtet kontrol med sit eget luftrum. En sådan zone findes både i syd og i nord. |
Saddam
Husseins regering skal først tillade FN at genoptage inspektionerne.
Der
er tale om en fælde, et valg mellem pest og kolera. USA ved, at Irak ikke vil
indvilge i, at inspektørerne vender tilbage.
Resolutionen
blev vedtaget i Sikkerhedsrådet med et stemmetal på 11 for og ingen imod, mens
4 undlod at stemme. På grund af overordentligt stort amerikansk pres nedlagde
ingen regeringer veto mod beslutningen, men Frankrig, Rusland, Kina og Malaysia
undlod at stemme. Ud af de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet var det
kun USA og Storbritannien, der støttede resolutionen.
Stik
imod hvad Clinton-regeringen og storkapitalens medier påstår, er resolutionen
ikke et forsøg på at bringe de økonomiske sanktioner mod Irak til ophør. I
stedet udformede Washington snedigt resolutionen, så man opretholdt
USA/FN-sanktionerne.
Ifølge
FNs egne statistikker har disse sanktioner dræbt mere end 1,5 million
irakere i løbet af de sidste otte år.
Verdensopinionen
vender sig stærkt imod dette folkemord på det irakiske folk. Og USA er klart
mere isoleret i Sikkerhedsrådet, end det har været siden 1990. Men det er et
bevis på USAs økonomiske og militære styrke, at Washington kan dominere og
manipulere FN til at opretholde sanktionerne.
Hvorfor
skulle Irak afvise overvågning i bytte for at få ophævet begrænsningerne for
sit oliesalg? Hvad er det irakerne har indvendinger imod? Hvad er det i
virkeligheden, der gør disse betingelser umulige at acceptere for en suveræn
stat?
Irak
afviser at acceptere resolutionen, fordi våbeninspektørerne ikke overvåger,
men i virkeligheden er statsfjendtlige agenter, der sendes til Irak for at
smadre den irakiske regering. Ydermere vil Irak ikke overlade magten over sine
olierigdomme fuldstændig til den ny-kolonialistiske dominans.
For
godt et år siden slap USA og England Operation Ørkenræv løs igen, hvilket
resulterede i fire dages intenst bombardement af Irak. Påskuddet for dette
bombeangreb var, at Irak ikke samarbejdede fuldt ud med FNs våbeninspektører.
Det
var en lodret løgn.
FNs
særlige hold af våbeninspektører (UNSCOM) gennemførte over 9000 inspektioner
over hele Irak mellem 1991 og 1998.
Bagdad
havde endda givet særlig tilladelse til, at våbeninspektørerne kunne undersøge
irakiske toplederes hjem. Alligevel blev inspektørerne pludselig trukket ud af
Irak i december 1998, og bombekampagnen begyndte.
Irak
beskyldte våbeninspektørerne for ikke at lede efter våben, men være
amerikanske spioner. Nu har amerikanske medier afsløret, at våbeninspektionsholdene
ganske rigtigt var infiltreret af CIA. De inspicerede Iraks mest følsomme områder
og videregav denne information, så Pentagon kunne udvælge mål for sine
bombetogter.
Scott
Ritter, en tidligere marinesoldat og kontroversiel leder af et af UNSCOMs
inspektionshold, trådte tilbage i august 1998 og afslørede CIAs rolle i
januar 1999. Han fortalte Frontline:
-
På vores hold er der ni hemmelige agenter fra CIAs afdeling for hemmelige
aktiviteter. Nu udfører de UNSCOMs arbejde. De var med til at planlægge
UNSCOM. De sørgede for kommunikationsstøtte, forsyningsstøtte, praktisk
operativ støtte, den slags fyre, man har brug for til disse inspektioner.
Under
den såkaldte Operation Ørkenrævs bombninger mellem den 16. og 19. december
1998 kastede amerikanske og britiske krigsfly over 1000 bomber og missiler over
Irak. I løbet af de sidste tolv måneder har Pentagon kastet flere bomber og
missiler i nærmest systematiske bombeangreb.
Irak
svor i december 1998, at det aldrig vil lade FNs inspektionshold vende
tilbage til Irak, da de i virkeligheden er dække for USA-styret
efterretningsvirksomhed. (Indtægter fra den såkaldte olie-for-mad-ordning
betaler inspektørernes lønninger).
Amerikanske
regeringsembedsmænd som udenrigsminister Madeleine Albright har offentligt erklæret,
at det er officiel amerikansk politik at styrte den irakiske regering. De
amerikanske embedsmænd benytter sig godt nok af høflige vendinger som
systemændringer. Men en tilsvarende politik blev benyttet mod
Mossadegh-regeringen i Iran fra 1950-53, Arbenz-regeringen i Guatemala i 1954,
præsident Sukarnos regering i Indonesien i 1965, den demokratisk valgte
Salvador Allende-regering i Chile fra 1970-73 og Sandinisterne i Nicaragua i
1980erne.
Den
førte til mord på tusindvis af mennesker og oprettelse af diktatoriske
regimer, som fungerede som amerikanske marionetter.
Kongressen
har vedtaget Lov om Iraks befrielse, som blev underskrevet af præsident
Clinton den 31. oktober 1998. Denne lov skaffede 97 millioner dollars til
hemmelige operationer, der skulle undergrave og vælte den irakiske regering.
Ved
at gøre salget af Iraks olie afhængig af, at Irak accepterer en genoptagelse
af våbeninspektionerne, var den amerikanske regering sikker på, at Bagdad
ville afvise FN-resolutionen, og at den derfor aldrig bliver ført ud i livet.
Nu
kan amerikanske embedsmænd gå på tv og erklære, at de skam også vil gøre
en ende på det irakiske folks lidelser, hvis bare Saddam Hussein ikke var så
fast besluttet på at forhindre våbeninspektørernes tilbagevenden.
Ifølge
den nye FN-resolution vil Irak ikke genvinde sin uafhængighed og suveræne
kontrol over sin egen økonomi og olieressourcer. Bestemmelserne placerer alle
Iraks olieindtægter på en FN-konto under kontrol af Sikkerhedsrådet, som
domineres af USA.
Det
fejlagtigt benævnte olie-for-mad-program har fungeret efter de samme mekanismer
de sidste fem år. Irak sælger olie, indtægterne herfra kontrolleres af
Sikkerhedsrådet, og Sikkerhedsrådet overfører herefter en stor del af pengene
til en kompensations-kommission under FN.
Går
disse penge til det irakiske folk?
Mindre
end 50 procent bruges til medicin og mad. Resten går antageligt til at
kompensere ofrene for Iraks invasion af Kuwait i august 1990.
Hvem
er disse ofre?
Den
25. juni overførte FN næsten 2,8 milliarder dollars til forskellige
olieselskaber, inklusive 500 millioner til et datterselskab af Texaco, for
udstyr og faciliteter, som blev ødelagt, da USA anførte en 43-dages krig mod
Irak i 1991. Disse olieselskaber, som tjener milliarder af dollars om året,
blev betalt af FNs kompensationskommission.
Og
det er ikke bare disse selskaber. Milliarder er gået til vestlige virksomheder,
der handlede med Kuwait.
En
stor del af indtægterne går også til Kuwait, hvilket betyder til Kuwaits
kongefamilie. Som et marionetregime fortsætter Kuwaits kongefamilie med at
bruge af statsbudgettet til indkøb af uhyre mængder dyrt militær isenkram i
USA.
Alle
ved, at Kuwait har et fuldstændig ineffektivt militær og aldrig på egen hånd
vil bruge disse våben. Amerikansk våbensalg til Kuwait skal egentlig opfattes
som en form for tilskud til amerikansk militærindustri.
FN-resolutionen
overlader tilsynet med ethvert forsøg på genopbygning af Irak til nogle
kontroludvalg. De samme vestlige regeringer og oliemonopoler, som er fjendligt
indstillede overfor Irak, netop fordi det nationaliserede sine olieressourcer i
1972, dominerer disse kontroludvalg.
Kernen
i USA-Irak-konflikten er, at Irak brugte en stor del af sine olieindtægter til
udvikling af landets uddannelsesvæsen, industri, sundhedsvæsen og sociale
infrastruktur, frem for at lade disse profitter blive sendt hjem til
selskabernes investorer i USA, England og Frankrig.
I
sidste ende forsøger den amerikanske regering ikke kun at vælte Saddam
Husseins regering, men at føre Irak tilbage til den position som
ny-kolonialistisk vasalstat, det var før revolutionen i 1958.
Den
amerikanske beslutning vedrørende Irak blev formet og udtænkt i samme ånd som
Rambouillet-fredsaftalen fra februar 1998, der skulle retfærdiggøre
starten på USA/NATOs bombardementer af Jugoslavien den 24. marts.
FN har overført næsten 2,8 milliarder dollars til forskellige olieselskaber som kompensation for udstyr og faciliteter, som blev ødelagt, da USA anførte sin 43 dage lange krig mod Irak i 1991. |
Washington
insisterede dengang på betingelser, som det vidste, den jugoslaviske regering,
eller hvilken som helst anden suveræn stat, aldrig kunne acceptere.
Afsnit
otte i Rambouillet-aftalens appendix B fastslog, at:
NATO-personel,
sammen med deres køretøjer, fartøjer, fly og udstyr skal have ret til fri og
uindskrænket passage og uhindret adgang over hele Forbundsrepublikken
Jugoslavien, inklusive luftrum og territorialfarvande.
Den
jugoslaviske regering blev beordret til at acceptere fremmed besættelse af
Kosovo og give NATO ubegrænset adgang til hele Jugoslavien.
Som
tidligere embedsmand i udenrigsministeriet, George Kinney, afslørede, satte den
amerikanske side med vilje forhindringerne for højt i bevidstheden om, at
den jugoslaviske regering ikke kunne acceptere betingelserne. Det blev dernæst
brugt til at skildre Jugoslavien som ansvarlig for sammenbruddet i
forhandlingerne om en aftale.
På
samme måde udformede USA FN-resolutionen om at bringe de økonomiske sanktioner
mod Irak til ophør på en sådan måde, at de vidste, den irakiske regering
ikke kunne acceptere dem.
I
paragraf fire i resolutionen (resolution 1284 1999) hedder det for eksempel, at
Sikkerhedsrådet:
bestemmer
i særdeleshed, at Irak skal tillade UNMOVICs (FNs overvågnings-, kontrol
og inspektionskommission) grupper omgående, betingelsesløs og uindskrænket
adgang til et hvilket som helst område, facilitet, udstyr, optegnelse og
transportmiddel, som de ønsker at undersøge i overensstemmelse med UNMOVICs
mandat, ligeledes også til alle embedsmænd og andre personer under den
irakiske regerings myndighed, som UNMOVIC ønsker at udspørge.
Målet
var at lade irakerne fremstå som den stejle og uvillige part, så optaget af
deres egen evne til at fremstille masseødelæggelsesvåben, at de forsømte
at gå ind på de betingelser, der var nødvendige for løfte de sanktioner, der
dræber et ukendt antal af deres egen befolkning.
FN-resolutionen
skal følgelig opfattes som et middel til at opretholde sanktionerne, ikke til
at gøre en ende på dem.
Brian Becker
og Sarah Sloan er nogle af drivkræfterne bag det amerikanske International
Action Center, oprindelig oprettet på initiativ af den tidligere amerikanske
justitsminister Ramsey Clark. Deres opsamling er skrevet i december 1999