Tekster i Tiden nr. 5 - 1999

Cuba: 40 års kamp for friheden 
den cubanske revolution


Copyright: Forlaget Arbejderen - 1999  Må citeres med kildeangivelse


INDHOLD:

Det cubanske mirakel - og dets fremtid, af Ricardo Alarcón de Quesada 
Det 21. århundrede: Nogle udfordringer til den cubanske revolution, af Luis Suárez Dalazar
Menneskerettigheder i verden og i Cuba, af Dr. Carlos Lage Dávila 
Den cubanske revolution lever og står fast, af Ken Bruun 
Sporene efter Cubas hjælp, interview med Noemí Benítez 
NATO førte den mest kujonagtige krig mod Jugoslavien, tale af Fidel Castro 
Cubas indlæg i FN om krigen på Balkan, af Bruno Rodriguez 

 

Bestil pjecen

indhold.jpg (4690 bytes)

 

Det cubanske mirakel – og dets fremtid

Cuba og dets sociale udviklingsproces er ikke tøjret fast ved fortiden. Cuba bevæger sig fremad i denne komplicerede, moderne verden. Uden at opgive de idealer om retfærdighed, som det favnede for 40 år siden


Ved afslutningen af forrige årti - da den europæiske socialisme ilede mod sit

Af Ricardo Alarcón de Quesada, formand for Cubas nationalforsamling og medlem af Cubas kommunistiske partis politbureauet.
Han har i sin ungdom været formand for de universitetsstuderendes organisation – og har en doktorgrad i filosofi og kunst.
Han har tidligere været Cubas udenrigsminister og ledet flere forhandlinger med USA

 sammenbrud -forudsagde mange mennesker den cubanske revolutions umiddelbart forestående død. Imidlertid markerer dette år revolutionens 40 år med en fastholdt udvikling. En fjerdedel af disse år er forløbet siden opløsningen af den socialistiske lejr. Og der er ingen tegn på, at den cubanske revolution vil lide en skæbne svarende til Østeuropas frustrerende oplevelser.
Hvorfor faldt vores revolution ikke sammen med resten?


Den enkle forklaring er, at den hverken var en følge af den kolde krig eller importeret udefra.
For at forstå dette bedre, må vi kaste et blik på vor lange historie. Den viser, hvordan den cubanske nation lige fra sin fødsel har kæmpet for uafhængighed og retfærdighed - ansigt til ansigt med mægtige udenlandske kræfter. Sejren i januar 1959 var kulminationen på denne fuldstændig autonome proces.

 

Det udefra kommende chok

I 1997 foretog specialister fra FN’s økonomiske kommission for Latinamerika og Caribien (CEPAL) en undersøgelse af Cubas økonomi under den aktuelle krise. De drog nogle oplysende konklusioner.
Først af alt med hensyn til størrelsen af den katastrofe, som den europæiske socialismes fald betød for Cuba. Her konkluderede undersøgelsen: ”Afbrydelsen i 1990 af de kommercielle relationer med landene i CMEA (Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand - også kendt som COMECON) medførte et tab af markeder, der var mere alvorligt end følgerne af den store depression.” (1). (Altså krakket på børsen i Wall Street i 1929 og de verdensomspændende følger i 30’erne – red.)
Men i Cuba skete der intet, der på den fjerneste måde mindede om de dybe sociale og politiske krampetrækninger, som rystede landet i begyndelsen af 1930’erne.
Tværtimod har CEPAL påvist, at økonomiens tilbageslag er standset. Og at i tre år har økonomien været kendetegnet ved vækst. I beskeden grad, men svarende til resten af Latinamerika.
Dette er endnu mere forbløffende, når man husker: At i samme periode blev USA’s økonomiske blokade intensiveret og udvidet ved Torricelli-loven i 1992 og Helms-Burton-loven i 1996.
Som følge heraf falder følgende vurderinger i CEPAL’s undersøgelse i øjnene:
”Paradoksalt nok – og i modsætning til hvad der ellers sker i Latinamerika – så har liberaliseringen af markedet, i et socialt miljø præget af solidaritet, tjent til at mildne nogle af de negative virkninger og sprede omkostningerne ved den såkaldte ”specielle periode”.” (CEPAL’s rapport side 15-16).
… ”I betragtning af størrelsesordenen i det udefra kommende chok, var omkostningerne ved stabiliseringens politik relativt små. Fordelingen af disse omkostninger var mere ligelig end i andre latinamerikanske økonomier – takket være politikken med at garantere arbejde og indkomst for befolkningen.” (Samme rapport side 66).
Cuba er det eneste land i Latinamerika, der led alvorlig skade ved det socialistiske fællesskabs forsvinden. Det eneste, der mærker De Forenede Staters (USA’s) øgede fjendtlighed. Det eneste, der hverken modtager udviklingshjælp - eller udenlandsk finansiel hjælp, lån og kreditter.
Imidlertid er Cubas økonomi på trods af alt dette begyndt igen at ekspandere. Det har opretholdt niveauer for sundhed, uddannelse og social sikkerhed over andre latinamerikanske landes niveauer. Og på nogle områder – så som en børnedødelighedsrate på 7,2 per tusind levendefødte – har Cuba nået samme niveau som De Forenede Stater (USA).
Uden at lukke et eneste hospital eller skole i selv de værste øjeblikke under den økonomiske krise, og uden at have skåret i de vigtigste sociale ydelser, fremtræder den aktuelle virkelighed i Cuba favorabelt i sammenligning med resten af kontinentet.
Efter at have lagt den vanskeligste etape i vores historie bag os, kan vi cubanere smile ad dem, der havde så travlt med at ville begrave os.

 


Cubas demokrati

Den sande forklaring på, hvad man kunne kalde ”det cubanske mirakel”, ligger i landets politiske system – i dets demokrati. (2). Hele befolkningens aktive deltagelse har gjort det muligt at møde en så enorm udfordring. Ansigt til ansigt. Det var hele folket, der på titusindvis af møder med millioner af mennesker diskuterede og godkendte det sæt af forholdsregler, hvormed vi mødte den økonomiske krise.
I Latinamerika og andre dele af verden er mange økonomiske justeringsprogrammer blevet sat i værk. Men de er aldrig blevet diskuteret af folkets flertal i disse lande. Højst er de blevet debatteret inden for parlamenternes snævre grænser.

I Cuba er krisen blevet håndteret - og bliver det fortsat - i overensstemmelse med vort samfunds demokratiske karakter. I dette samfund er borgerne vant til at deltage dagligt i at tage alle slags beslutninger. De stiller op til forskellige poster, og de vælger kandidater til forskellige forsamlinger. De diskuterer de rapporter, som deres valgte repræsentanter er forpligtet til at aflægge hvert halve år. De tilbagekalder og udskifter deres valgte repræsentanter. De godkender og overvåger opfyldelsen af produktionsplaner. De organiserer både produktion og socialvæsen.. De indstiller og godkender også medlemmer af det kommunistiske parti og dets ungdomsorganisation.
De, der kritiserer Cuba – for ikke ganske enkelt at være et ”repræsentativt” demokrati – glemmer, at allerede Kelsen påviste den ”fiktive” karakter af denne ”repræsentation”. Og at han i socialismen ikke alene fandt muligheder for en reel demokratisk udvikling, men også en ”overraskende overhaling af parlamentarismen”. (3).

I Cuba eksisterer der en kultur med reel deltagelse. Det går langt videre end borgernes lejlighedsvise indblanding under det såkaldte repræsentative system. Denne kultur med reel deltagelse er lige netop det, der bærer vores system. Og garanterer dets permanente fornyelse og vitalitet. 
Skal en demokratisk udvikling være ægte, så skal den have følgende som grundlag: Hele den kreative rigdom i et levende samfundsmæssigt fællesskab. Og det opnår man kun fuldtud under følgende betingelser: De organisationer og institutioner, der er udtryk for dette samfundsmæssige fællesskab, tager effektivt del i ledelsen af og kontrollen med selve samfundet.

Ved siden af de organisationer, der var skabt nogle årtier før revolutionen – for eksempel De Universitetsstuderendes Føderation (FEU – grundlagt i 1922) og Cubanske Arbejderes Konføderation (Cubas LO – CTC – grundlagt i 1939) – så fremmede den proces, der indledtes i 1959, dannelsen af nye organisationer: For småbønderne, kvinderne, gymnasieeleverne og børnene. Dertil kom talrige brancheorganisationer og andre sammenslutninger for forskellige sektorer i samfundet - i overensstemmelse med deres særlige interesser. Heriblandt invalide mennesker. De døve har for eksempel fornyelig afholdt en national kongres. 
Disse organisationer og sammenslutninger omfatter praktisk talt hele universet af aktiviteter, interesser og problemer blandt alle cubanere. De har en dynamisk eksistens og omfatter hele samfundet. Men endnu vigtigere er den rolle, de spiller i samfundet. Ingen beslutning om spørgsmål, der berører disse organisationer, tages uden deres samtykke. I den cubanske kalender går der næppe en dag uden forsamlinger eller møder i disse organisationer. For at behandle et eller andet spørgsmål sammen med deltagende repræsentanter for myndighederne.

Et kig hele Cuba rundt idag illustrerer denne sandhed. På alle arbejdspladser - fra februar til maj -gennemfører arbejderne møderækker om økonomisk effektivitet. Det gentages et halvt år efter. Aftalerne fra sidste møde gennemgås. Rapporter, aflagt af ledelsen, diskuteres. Og forholdsregler, der anses for nødvendige, godkendes.
På samme tid står de valgte repræsentanter til folkemagtens kommunale forsamlinger (byråd – red.) til ansvar over for deres vælgere i hver eneste valgkreds. For det arbejde, de har udført siden forudgående oktober. Lige som de gør det igen et halvt år senere. På disse møder kan befolkningen også tage et hvilket som helst spørgsmål af interesse op. 
I de samme boligkvarterer diskuterer indbyggerne - på tilsvarende åbne møder - det dokument, der vil danne grundlag ved den næste kongres for Forsvarskomitéerne for Revolutionen (CDR).
Selvfølgelig finder mange andre aktiviteter sted samtidig i det cubanske samfund. I forskellige sfærer, der også omfatter vigtige sektorer af befolkningen. For eksempel har de unge og de intellektuelle fornyelig afholdt kongresser i deres forskellige interessesfærer. 
Vi understreger bare de tre førnævnte former for møder, fordi de udgør en systematisk forbindelse mellem befolkningen og folkemagtens organer (samlet betegnelse for Cubas myndigheder – red.)

I Cuba er parlamentet ikke en institution, der er adskilt fra og står over resten af samfundet. Sammensat af enkeltindivider med et særligt privilegium: At påtage sig og udøve samfundsmagten. – Efter at have fået bemyndigelse fra det folk, som i teorien skulle være samfundets sande herrer. For os er demokratiets kerne at forsøge at virkeliggøre det ideal, der har ledsaget civilisation siden de antikke samfund: At opnå folkets selvstyre og reelle ledelse af samfundet – nedefra og op. Ikke bare formelt, men som en faktisk kendsgerning. 
Det er noget, der kun er muligt, når regeringen er til for folket. Folket skal for altid ophøre med blot at være tilskuere - og i stedet blive de handlende, hovedpersonerne.
Vores nationalforsamling, provins- og kommunalforsamlinger har en normal lovgivende og bevilgende funktion. Men samtidig danner de et system, hvis mening er: At udbrede disse funktioner systematisk og permanent til samfundet som et hele. Det er kort sagt en kreativ imødegåelse og overvindelse af det gamle dilemma: Mellem repræsentation og folkets egen deltagelse. Den fulde udvikling af det, Kelsen beskriver som ”parlamentariseringen af hele samfundet”.

 

Den fabrikerede ”opposition”

I 1991 offentliggjorde USA’s udenrigsministerium en række dokumenter i Washington, der dækkede perioden fra 1958-1960. (4). Her fremgik det klart, hvor tætte bånd De Forenede Stater havde med Batistas tyranni. Samt hvilken hjælp USA havde givet Batista og hans snigmordere, torturbødler og tyve - som senere flygtede fra Cuba den 1. januar 1959. Det var denne støtte til et korrupt og brutalt diktatur – før og efter dets fald – der var den sande oprindelse til konflikten mellem Washington og den revolutionære regering. 
Washington påtog sig forsvaret for dem, der havde ødelagt det ”repræsentative demokrati” i Cuba. Og gennemført de mest graverende, systematiske og massive krænkelser af menneskerettigheder -mellem 1952 og 1958.

I disse dokumenter kan læseren også finde et væld af oplysninger om: Hvordan De Forenede Stater lige siden 1959 – revolutionens første år – har hengivet sig til fabrikationen af den ”cubanske opposition”. Denne opgave tog de fat på, længe inden nogen socialistiske forholdsregler var sat i værk i Cuba. Og inden nogen forbindelser med Sovjetunionen var etableret.
For kortere tid siden – den 28. februar 1998 – offentliggjorde CIA et dokument fra oktober 1961, udarbejdet af dets daværende generalinspektør. (5). Dette dokument åbenbarer: Hvordan det såkaldte ”program for intern modstand gennem hemmelig ekstern bistand” blev indledt allerede i foråret 1959. Med omkostninger på 4.400.000 dollars. 
Dette program indbefattede både skabelsen af en ”opposition” i selve Cuba og ”dannelsen af en cubansk eksil-organisation”. Det oprindelige budget blev hurtigt forøget. Ifølge generalinspektøren var det allerede det følgende år oppe på omkring 40 millioner dollars. 
Det indbefattede: Stadig øgede lønninger til de såkaldte ”eksil-ledere” – 131.000 dollars om måneden til deling mellem et halvt dusin enkeltpersoner. Radio Swan - med et budget på 900.000 dollars. Og et tidsskrift ved navn Bohemia Libre til udgivelse i hele Latinamerika - som kostede CIA 35.000 dollars per udgave.

Selvfølgelig må disse tal være multipliceret adskillige gange. Fra det næst følgende år – året for invasionen ved Svinebugten (1961 – red.) – og frem til i dag. Den relativt beskedne Radio Swan blev for eksempel erstattet af Voice of America – og siden 1985 af den radio, der misbruger José Martí’s navn. (Skribent og politisk tænker, leder af Cubas uafhængighedskrig mod Spanien – red.) Uden en eneste pause, i alle døgnets timer og i henved 40 år, har USA’s propagandatjenester – rettet direkte mod den cubanske befolkning med det formål at skabe og styre ”oppositionen” – kostet USA’s skatteydere hundredvis af millioner dollars.
Til disse summer skal vi lægge langt højere beløb for andre aktiviteter – også officielt anerkendt af Washington. For eksempel attentatforsøg, sabotage, terrorisme og kontrarevolutionære overfald.

Sandheden er, at den cubanske revolution har stået over for en opposition – ”Made in USA” – både inden for og uden for sine grænser. Denne ”opposition” har en absolut enestående karakter: Den er blevet fabrikeret, styret og opretholdt gennem fire årtier af en udenlandsk regering – den stærkeste magt nogen sinde på Jordens overflade. Denne ”opposition” har været – og er fortsat – instrument for en imperialistisk plan. En plan, hvortil De Forenede Stater har afsat ressourcer svarende til den samlede udviklingshjælp til Latinamerika i samme periode.
At denne ”opposition” er blevet – og stadig bliver – afvist af det cubanske folk burde ikke overraske nogen. Da den var skabt med upatriotiske og anti-nationale formål, var den politisk set dømt til nederlag lige fra første færd. Dette er en ”opposition”, der kun kan nå sine mål - hvis dens planer om at blive annekteret af USA lykkes. 
Torricelli-loven fra 1992 og Helms-Burton-loven fra 1996 indeholder særlige afsnit om: Tilvejebringelsen af politisk, materiel, propagandistisk og logistisk ”hjælp” til ”oppositions”- grupper i og uden for Cuba. Det er et af de nye aspekter ved begge lovtekster: Offentligt og åbent at proklamere det, som de har gjort i hemmelighed hele vejen igennem.

Nogle mennesker har vænnet sig til at referere til den cubanske revolution som: ”Castro’s revolution”. På den måde ignorerer de et århundredes nationale historie, som revolutionen voksede naturligt og uundgåeligt ud af. De ignorerer den måde, som denne revolution har udviklet sig på. Og de ignorerer de dybe forandringer, som det cubanske samfund har undergået i de sidste fyrre år. De prøver at reducere revolutionen til noget i retning af det 19. århundredes system med latinamerikanske caudilloer. (Latinamerikansk udgave af begrebet ”stærke mænd” – red.) 
Bortset fra Fidel Castros ekstraordinære talenter som leder og hans uvurderlige bidrag til vores historie – som vi ikke har plads til at gennemgå her - så ignorerer disse forsøg følgende kendsgerning: At et af Fidel Castros vigtigste bidrag lige netop har været skabelsen af en revolutionær bevægelse, der integrerer adskillige generationer. Og et samfund, hvor hovedpersoner og foregangsmænd tælles i millioner.

Siden de første dage af år 1959 har den ene administration efter den anden i USA forsøgt at dæmonisere Fidel Castro. De har fabrikeret, opretholdt og styret en ”opposition”. Og har prøvet, blandt meget andet, at bruge den som erstatning for det cubanske folk. 
Lederne af denne politiks heppekor - bosat i og omkring Miami - identificerer sig stadig med ”Cuba af i går”. Men dette ”i går” er nu 40 år gammelt. 
Cuba af idag er – som ethvert socialt fænomen – ikke tøjret fast ved fortiden. Cuba fortsætter med at udvikle sig som en uafhængig nation. Og tilpasser sig en verden, der ligeledes er under konstant forandring. Og Cuba står fast på sine idealer om social retfærdighed og menneskelig solidaritet, der – som landet allerede har vist det i sin mørkeste stund – også vil sejre.


Artiklen offentliggjort første gang i efterårs-udgaven 1998 af Harvard International Review.
Her oversat af Ken Bruun fra den engelsksprogede udgave af tidsskriftet TRIcontinental nr. 141 – Year 33/1999.

(1) ”La economia cubana: Reformas estructurales y desempeño en los noventas.” (”The Cuban economy: Structural reforms and performance in the ’90s.”) (CEPAL and the Economic Culture Fund – 1997).
(2) Naturligvis refererer jeg ikke til det såkaldte ”liberale demokrati”. I dette spørgsmål er jeg mig bevidst, ”at demokrati ikke for alvor kan gøres ensbetydende med vores enestående vestlige liberal-demokrati, men at de klart ikke-liberale systemer, som fremhersker i de sovjetiske lande – og de noget forskellige ikke-liberale systemer i de fleste underudviklede lande i Asien og Afrika – har et ægte historisk krav på benævnelsen demokrati.” (C. B. Macpherson: ”The Real World of Democracy” – Oxford University Press, 1972).
(3) Hans Kelsen: ”Teoría General del Estado. (”General theory of the state.”) (Editorial Labor – Barcelona, 1925). Og: ”Esencia y Valor de la Democracia.” (”The essence and value of democracy”.) (Editora Nacional – Mexico, 1974).
(4) ”Foreign Relations of the United States, 1958-1960, Volume VI, Cuba.” (United States Government Printing Office, Washington – 1991).
(5) ”Inspector General’s Survey of the Cuban Operation and associated documents.” (October 1961 – Central Intelligence Agency).


indhold.jpg (4690 bytes)

 

Det 21. århundrede: Nogle udfordringer til den cubanske revolution


Forfatteren deler sine overvejelser om de udfordringer, som Cuba står overfor på tærsklen til det tredje årtusind.

Den 1. januar 1999 fejrede den cubanske revolution sin 40 års dag. Tærsklen til det 21. århundrede synes en passende

Af: Luis Suárez Salazar.
Lektor ved Havanas Universitets fakultet for filosofi og historie. Tilknyttet en cubansk sammenslutning vedrørende international jura. Medlem af et rådgivende panel for tidsskriftet Tricontinental, hvor denne artikel har været bragt.

 anledning til at sammenfatte nogle af de vigtigste udfordringer, som Cuba står overfor. Særlig i forbindelse med udviklingen af sin strategiske plan for en socialistisk udvikling gennem de nærmeste år. (1).
Denne artikel præsenterer et omrids af disse udfordringer – uden at gøre forsøg på at være udtømmende. Og uden at sætte udfordringerne i en særlig rækkefølge, bortset fra at artiklen bevæger sig fra det generelle til det mere specifikke.

Disse udfordringer er:

 

Mangeartet globalisering

1) At konfrontere de mangfoldige og modsigelsesfyldte virkninger af, at forskellige fænomener nu har nået et globalt niveau. At basere sig på sine egne stærke sider samt den internationale solidaritets primært moralske styrke – herunder hvad der er tilbage af socialistisk internationalisme. 
Blandt disse fænomener er økologiske og sociologiske miljøproblemer (så som drivhuseffekt, klimaforandringer med mere), økonomisk globalisering og regionalisering samt ideologisk-kulturel globalisering. (2). Derudover den konfliktfyldte og i sandhed langstrakte overgang fra nationalstat til regionalstat. Eller fra nationalstat til overnationalstat og ”global landsby”. Og endelig opbygningen af de institutioner og den verdensorden, der svarer til den såkaldte ”post-post-kolde-krigs-periode”.

Alt dette skal håndteres, samtidig med at den nationale suverænitets hovedbeføjelser bevares i størst muligt omfang, og en selv-destruktion af Cubas sociale eksperiment undgås. Det, som ville medføre det samme, skal også undgås: Cubas sociale projekts underordning under det kapitalistiske verdenssystems mægtige økonomiske, politiske og ideologiske kræfter. Dette system har sine mangler og voksende kriser og modsigelser. Alligevel udgør spredningen af de enorme og stadig større kræfter, der fortsat opretholder kapitalismen – så vel som de stigende pres fra den indbyrdes afhængighed – en enorm udfordring for opbygning af socialisme i ethvert underudviklet land. Det gælder i endnu højere grad, når forsøget bliver gjort i et land som Cuba. Bare 90 miles fra verdens eneste multidimensionale magt – den selverklærede vinder af den kolde krig: USA.

 

Utopiens og kritikkens nødvendighed

2) At definere og planlægge et nyt revolutionært utopia. (3). Et socialistisk eller – hvis man foretrækker det – kommunistisk utopia, der kan mobilisere de energier og bedste subjektive faktorer (selvrespekt, solidaritet, heroisme, patriotisme, internationalisme), der hviler i bevidstheden og den kollektive forestillingsevne hos vigtige sektorer af det cubanske folk. 
Men frem for alt må dette utopia gribe ny generationers hjerter, sind og forestillingsevne. 
For af disse generationer - af deres igangværende udvikling - afhænger mulighederne for at fastholde, videreudvikle og fremadrette indflydelsen fra den socialisme, der bygges op i Cuba. 
Denne socio-økonomiske udvikling vil fortsætte med at være en grundlæggende betingelse for Cubas evne til at holde politisk og ideologisk stand. Svare på og imødegå den dominerende ”orden” i verden og på denne halvkugle.
Dette nye revolutionære utopia vil være nødt til at basere sig på: Dels en dybtgående og velovervejet kritik af nutidens kapitalisme – især den neoliberale, marginale og semimarginale kapitalisme. Men også på en klart udtrykt afstandtagen fra de principper (og praksis), der førte til ”den falske europæiske socialisme”s fiasko. (4). Og en tilsvarende afstandtagen fra fejltagelserne, utilstrækkelighederne og udygtighederne i de socialistiske processer (eller overgangssamfund), der stadig eksisterer – herunder Cubas egen socialistiske proces. Dette er af stor vigtighed i selve Cuba. 
Men det vil også hjælpe med til at mobilisere alle de sociale, politiske, moralske og kulturelle kræfter på Cubas side – der kritiserer både den kapitalistiske status quo (dens teori og praksis) og ”den primitive socialismes” misdannelser. Det vil tiltrække de sektorer af det politiske, sociale og intellektuelle venstre, der trods ærlige udgangspunkter og af forskellige grunde: Er uvenligt stemte over for visse aspekter af de asiatiske socialistiske projekter - og den ”overlevelsesmodel”, der er blevet institutionaliseret i Cuba.

 


Oprindelighed og videreudvikling

3) At genlægge fundamenterne til en både ægtefødt og gennemførlig socialistisk plan. Det fortsætter med at være forhåndsbetingelsen for en selvbåret, bæredygtig og uafhængig udvikling af landet. Det forudsætter blandt andet: Fastholdelse af enhed (uden steril enstemmighed) mellem Cubas folkemasser og politiske avantgarde. Opretholdelse og uddybning af statsmagtens folkelige karakter. Stadig forbedring af den interne arbejdsstil og det udadvendte arbejde i Cubas kommunistiske parti og ungkommunisternes forbund. Det forudsætter også: Fuldført opbygning og konsolidering af de folkelige, demokratiske, repræsentative og deltageraktiverende institutioner - skabt af revolutionen. Uddybning af medborgernes politiske og juridiske bevidsthed. Samt stadig forbedring af: Straffelovgivningen, lovgivningsprocessen, valgsystemet og retsplejen. Alt dette er direkte eller indirekte forbundet med tilfredsstillelsen af alle menneskerettigheder.

Ovennævnte betragtninger indebærer også: En opretholdelse og genvurdering af revolutionens sociale landvindinger. En anerkendelse af de cubanske massers stigende uensartethed. Samt skabelse af nye institutionelle og organisatoriske former som udtryk for denne pluralitet og virkeliggørelse af borgernes ret til at organisere sig autonomt om forskellige sociale formål – uden at skade den nødvendige nationale enhed. 
Det forudsætter endvidere: En stadig forbedring af de sociale organisationers, masseorganisationernes og brancheorganisationernes indsats og repræsentativitet. Stadige fremskridt i den administrative decentralisering af landet og overførsel af autoritet og ressourcer til kommunerne og regionerne. Endelig betyder det: En højnelse i mængde og kvalitet af information fra borgerne til deres valgte repræsentanter og omvendt.
Alt dette vil bidrage til en fortsat udvidelse af medborgernes deltagelse i: Definering, vurdering, beslutning om og løsning af alle de spørgsmål, der optager og berører dem. Herunder de stadig mere komplicerede processer inden for økonomien og udenrigspolitikken. 
Under de vanskelige vilkår, der ligger forude for Cuba, bliver det stadig mere rigtigt, hvad Vladimir Iljitj Lenin skitserede, i den forstand at det er masserne, der afgør statens autoritet. (5). Denne autoritet er stærkere, ”når masserne ved alting, kan dømme om alting og gøre alting bevidst.” (6).

 


Økonomisk selvbårethed og effektivitet

4) At garantere den økonomiske selvbårethed i Cubas sociale projekt. Dette er blandt andet forbundet med: Behovet for decentralisering og demokratisering af den økonomiske planlægning og styring. Samt behovet for fremskridt i socialiseringen af produktionsmidlerne og de offentlige tjenester. 
Det forudsætter også: Den rationelle og miljømæssigt bæredygtige anvendelse af de knappe energiressourcer – fossile eller alternative, nationale eller importerede – som landet har til sin rådighed. 
Det er endvidere forbundet med: Omdirigeringen og omstruktureringen af handlen med omverdenen. En forøget fremstilling af varer, der kan eksporteres med en større forarbejdning og værdiforøgelse. Salg og eksport af tjenesteydelser – blandt andet baseret på uddannelser af høj kvalitet. Skabelse af nye dynamiske konkurrencefordele ved hjælp af forskning og udviklingsarbejde. Og en afbalanceret forøgelse af importen – især af kapitalgoder med højteknologiske komponenter. 
Det indebærer også: At finde en løsning på det strukturelle underskud på betalingsbalancen. Opnå en selvbåret løsning på landets svulmende udlandsgæld i hård valuta. Det kræver øget indenlandsk opsparing og investering. Og overvindelse af systemet med to parallelle valutaer (peso og dollars – red.) med de uligheder i indkomst, det medfører i det cubanske samfund. 
Endelig forudsætter det: En omstrukturering og tilpasning af størrelsesforholdene i produktionsapparatet og apparatet for tjenesteydelser. En forskning i nye materielle og moralske midler til produktivitetsforøgelse. Og: En forøgelse af den cubanske økonomis effektivitet, dygtighed, interne integration, produktivitet og konkurrenceevne.

 

Sikkerhedspolitik i bred forstand

5) At opbygge en fornyet og integreret sikkerhed for Cuba inden for det eksklusive og ”nord-centrerede” verdenssystem, som er ved at tage form. Dette er dybt forbundet med alt det ovenfor nævnte. Men i sin eksterne dimension vil denne målsætning også fortsat være påvirket: Enten af fortsat isolation. Eller af fiasko for den strategi og taktik, som er udviklet af USA’s magtkredse og hævngerrige sektorer, som virker inden for det, der med en dårlig betegnelse kaldes ”det cubanske samfund i USA”. (7). Vi refererer her blandt andet til blokaden og planen for ”Cubas fredelige og demokratiske forandring” – Made in the USA.
Imidlertid er der også behov for at skabe nye stabiliserende faktorer verdenssystemet. Faktorer, der både idag og i fremtiden (selv i den hypotetiske situation med en ”normalisering af relationerne med USA”) vil give Cuba mulighed for at hamle op med de problemer, det står overfor. Disse problemer omfatter: Det asymmetriske styrkeforhold forbundet med USA’s overherredømme på den amerikanske halvkugle. Og de geoøkonomiske, geopolitiske og kulturelle ”tyngdelove” - der har næret USA’s elites stadige forhåbninger om: At udøve sin dominans (eller sit overherredømme) over Cuba. Baseret på dusinvis af teorier – fra den om den ”modne frugt” (at Cuba naturligt ville falde som en moden frugt ned i USA’s ventende skød) til den om ”Manifest Destiny” (manifesteret forudbestemmelse). Det er altsammen led i deres konstante ekspansionistiske længsler i forhold til deres naboer mod syd. Og om at bevare deres almagt over hele verden. (8).

Dette nødvendiggør: En konstant søgen fra de cubanske myndigheders side efter stadig bedre veje til en udvidelse og udvikling af relationerne med andre magter tilhørende triaden (eller femkanten) af global magt - Den Europæiske Union, Japan, Rusland og det fremvoksende Folkerepublikken Kina. 
Ud over de fordele, det allerede nu giver, så vil det i fremtiden give Cuba mulighed for: At vinde potentielle fordele ved det system med delt overherredømme og multipolaritet (inden for økonomien, men også den politisk-militære sfære) – der ifølge nogle forudsigelser vil karakterisere verdensordenen og verdenssystemet i det næste århundrede. (9).

Men trods disse muligheder må man ikke glemme, at nogle af disse magter – med deres egne mål og midler – også vil søge at opnå en gradvis erosion af Cubas sociale projekt. Eller Cubas underordning under og afhængighed af det kapitalistiske verdenssystem. 
Det betyder: At det også er vigtigt for Cuba at fortsætte med at udvikle sine forbindelser med de socialistiske lande – eller lande med en socialistisk orientering – i Asien. 
Vigtige er også Cubas forbindelser med andre mellemstore magter: I ”den første verden” (som for eksempel Canada), den tidligere ”anden verden” (som for eksempel Ukraine). 
Og med alle nationerne i ”den tredje verden” og ”den fjerde verden”. (10). Først og fremmest – som vi senere vil se - med dem i Latinamerika og Caribien og de afrikanske lande ved Sydatlanten. På grund af Cubas beliggenhed nær ved sine caribiske naboer er dette den naturlige arena for politisk, økonomisk og kulturel perspektivplanlægning.
Derudover må Cuba mangedoble sine multilaterale diplomatiske anstrengelser for at fortsætte med at spille en rolle i omskabelsen af verden efter den kolde krig. Frem for alt for at spærre vejen for de større imperialistiske magters forsøg på at påtvinge flertallet af verdens nationer deres regime med begrænset suverænitet. 
Cuba må forsøge at spærre vejen for deres anstrengelser for – de facto eller de jure (i praksis eller også juridisk – red.) at ændre ved: Principperne om suverænitet og ikke-indblanding i andre staters indre anliggender. Samt forbudet mod at anvende tvang eller magt for at løse internationale konflikter. Disse principper – sammen med ligheden mellem stater – tjener som grundlag for nutidig international lov og ret. 
I betragtning af Cubas ikke-favorable geopolitiske stilling er forsvaret for disse principper - fra dag til dag - af overvældende strategisk vigtighed for landet.

 


Amerikansk integration – men hvilken

6) Intimt forbundet hermed må Cuba også fortsætte med – som det har gjort det til dato; At søge de bedste måder og veje til at fremme sine komplekse tosidede og mangesidede politiske forbindelser – samt kulturelle, økonomiske og samarbejdsmæssige forbindelser – med stater og regeringer i Latinamerika og Caribien. Cuba må meget velovervejet udforske: De bedste former for samvirke med de mangeartede og undertiden påklistrede planer om samarbejde og integration eller frihandel - som er undervejs i Latinamerika og frem for alt i Caribien.
På trods af forskellige områder, hvor Cuba ikke passer sammen med Latinamerikas og Caribiens politiske, juridiske og socio-økonomiske systemer – og med de fremherskende nationale, internationale eller integrerende institutioner – så vil Cuba være nødt til: At tage stilling til alle de strukturelle problemer (mangel på komplementære økonomier, underskud på handelsbalancen, manglende afdrag på udlandsgæld etcetera) - der stiller sig i vejen for økonomisk-finansielle relationer (virkelig integration) med de vigtigste lande i regionen. 

Ligeledes vil det være nødvendigt at udvikle alternativer for at møde de udfordringer, der vil følge af: Konsolideringen i det næste århundredes første år af frihandelszonen på de amerikanske kontinenter. Aftalt ved topmødet i Miami i 1994 - og ratificeret i Santiago de Chile i 1998. Dette kom først og fremmest som en følge af den voksende faktiske integration af de fleste økonomier i det nordlige Sydamerika med markedet i USA.
I denne sammenhæng vil de cubanske myndigheder også være nødt til løbende at opdatere deres stillingtagen til centrale problemer på den inter-amerikanske dagsorden. 
Kreativt og tålmodigt opmuntre til indtagelsen af standpunkter som svar på den neo-Monroeistiske regionalisering og integration på den vestlige halvkugle, USA arbejder for at fremme mest muligt.
Blandt andet må Cuba støtte alle beslutninger og initiativer, der kan spærre vejen for: Den klare tendens til dannelse af en grundlæggende konsensus mellem dominerende sektorer af de herskende klasser i Nord- og Sydamerika. 
Denne konsensus går ud over: Den ideologiske og politiske pluralisme. Og de grundlæggende principper i inter-amerikansk lov og ret (især med hensyn til ikke-indblanding i staternes indre anliggender). 
Den tenderer også til: At konsolidere de restriktive begreber om halvkuglens sikkerhed, som er nedfældet ensidigt af USA. 
For dem, der ikke er fremmede for de fremskridt, som USA’s diplomatiske indsats har gjort i forskellige inter-amerikanske kredse siden 1994, er det åbenbart at: Institutionaliseringen af disse principper ville skabe alvorlige udfordringer for Cubas socialistiske proces (eller overgang til socialismen).

 


Nationale interesser og internationalisme

7) At søge veje og midler til at opretholde og videreudvikle relationer med samarbejde og solidaritet mellem Cuba og den folkelige og revolutionære bevægelse i verden. 
Herunder i socialistiske lande eller lande med en socialistisk orientering i Asien og Afrika – og især i Latinamerika og Caribien. Dette kræver fremme af en fornyet internationalisme, der indbefatter men også går videre end proletarisk internationalisme. Når ud til nye og uensartede aktører på den sociale scene, som tager del i det, der er kendt som ”det internationale medborgernetværk”. I særdeleshed betyder det at nå ud til dem, der – uanset deres syn på socialismen – arbejder for at fremme handling imod den herskende orden.
Dette forudsætter også den konstante løsning af modsigelser mellem den nationale udenrigspolitiks nødvendigheder på den ene side. Og på den anden side plan og praksis for den solidaritet, anti-imperialisme, anti-kolonialisme og anti-kapitalisme, der historisk har karakteriseret de cubanske revolutionæres overordnede strategi. Dette er afgørende vigtigt. 
For som Che sagde er internationalismen ikke alene en pligt. Den er også en indbygget nødvendighed for opbygningen af socialisme. 
Konsolideringen af disse værdinormer kan bidrage til nederlaget for den tilbagevendende individualisme, pragmatisme og kommercialisme – der under de nuværende omstændigheder har slået rod i bevidstheden hos nogle sektorer af de cubanske masser. 
Det vil også gøre det muligt, at selviskhed og konkurrence mellem mennesker og nationer konstant erstattes af: De anti-beherskende broderlige, samarbejdende og solidariske relationer – som både verden, kontinentet og det cubanske folk i den grad behøver.

 


Informationspolitik i en ny tid

8) At tilvejebringe bedre og mere detaljeret offentlig oplysning om de processer og politikker, som det cubanske parti og den cubanske stat udvikler. 
At anerkende det nye sprog og de nye sproglige koder – ikke altid lige hæderlige – hvorigennem de budskaber, der sendes til omverdenen, filtreres og fortolkes. 
Det betyder: At udvikle forskellige alternative midler til at formidle revolutionens standpunkter og handlinger til omverdenen. Samt en pertentlig og omhyggelig behandling af repræsentanter for den internationale presse. 
Det betyder også stillingtagen til de modsigelser, der undertiden udvikler sig: Mellem interne politiske, ideologiske eller kulturelle diskussioners nødvendigheder (eller dyder) på den ene side – og formidlingen heraf til en pluralitet af udenlandske modtagere, der lever og virker i forskellige omgivelser, kulturer og politiske situationer på den anden. 
Dette bliver endnu mere afgørende som følge af den voksende indflydelse fra den offentlige opinions side på alle processer i det internationale samfund. Et resultat af fremskridtene inden for transport og telekommunikation som følge af den videnskabelige og teknologiske revolution.

På dette afgørende tidspunkt skaber en anstændig udveksling mellem Cuba, dets institutioner og borgere på den ene side - og de såkaldte ”elektroniske hovedlandeveje” samt ”cyberspace” på den anden: Udfordringer, der er intimt forbundet med den voksende spredning af information inden for det cubanske samfund. Udfordringerne indebærer blandt andet: Skabelsen af normer, der garanterer en etisk og socialt nyttig anvendelse af disse medier. Samt formaliseringen og nydelsen af borgernes ret til at modtage og sende informationer om den virkelighed, der omgiver ham. 
Trods farerne – virkelige eller indbildte – så kan disse ”interaktive horisontale kommunikationsformer” også bidrage til den cubanske revolutions overordnede strategiske plan.

 


Dialog med eksilcubanerne

9) At fortsætte med at gøre fremskridt i alle de indefra og udefra virkende processer forbundet med: En normalisering af relationerne mellem de cubanske samfund i udlandet og deres oprindelsesland. Det betyder: At perfektionere redefineringen og formaliseringen af de forfatningsmæssige principper angående nationalitet og medborgerskab. Samt Cubas regler om udvandring og indvandring. 
Dette er også nødvendigt, fordi myndighederne – uden at skade den uomgængelige indenlandske politiske konsensus – bør fastholde og søge efter at skabe nyt indhold i dialogen om ”nationen og emigrationen”. De bør endvidere fastholde de kontakter, som de har udviklet med de såkaldte ”moderate sektorer i eksil”. Det kunne bidrage til styrkelsen af ”det tavse flertals” indflydelse blandt de cubanske indvandrere i De Forenede Stater (USA).

Men ovennævnte betragtninger ignorerer ikke den kendsgerning: At nogle af deltagerne i denne dialog har en mere eller mindre åbent udtrykt politisk dagsorden – der ikke falder sammen med interesserne og forhåbningerne hos det cubanske folks flertal. 
De ignorerer heller ikke den kendsgerning: At nogle af de internationale aktører, der er vigtige for Cuba – især visse europæiske og latinamerikanske regeringer – har givet audiens til eksil-organisationer. Og presset på, for at Cuba skulle optage lignende kontakter. Det er et led i arbejdet på at fremme, hvad de fejlagtigt kalder: ”En politisk og forhandlet løsning på den cubanske konflikt”. Eller: ”National og familiemæssig genforening”. 
Sidstnævnte var et af de budskaber, som den katolske kirke overbragte mest brændende - før, under og efter den højhellige pave, John Paul II.’s, historiske besøg i Cuba.

 


Videreudvikling af social og politisk tænkning

10) Det sidste punkt – om end ikke mindre vigtigt – er den udfordring: At fremme videreudviklingen af den cubanske sociale og politiske tænkning. 
Dette burde blive et resultat både af at søge tilbage til dens bedste rødder - og af en udveksling med fremskridtene inden for de sociale videnskaber. Herunder de nye og mangeartede fortolkninger af marxismen. Det kan føre til mere dybtgående diagnosticering og planlægning med hensyn til både verden, kontinentet og Cuba selv. 
Det kræver tilvejebringelse af midlerne og skabelse af det nødvendige klima og vejnet for: Udvikling og udbredelse af klart udtrykte synspunkter og argumenter i forhold til de forskellige svar, der findes både inden og uden for Cuba - på de komplicerede problemer, som menneskeheden, kontinentet og vores land vil stå overfor i det næste århundrede.
Den såkaldte ”verden af viden” (informationssamfundet? – red.) omfatter ikke bare udviklingen af naturvidenskab og teknisk videnskab. 
Den indbefatter også: Ny erfaringsbaseret viden, nye teorier og nye metodologier forbundet med udviklingen af alle de sociale og humane videnskaber. 
Idag mere end nogen sinde ser vi gyldigheden af ordene fra Cubas afdøde, forhenværende udenrigsminister, Raúl Roa García (kendt i Cuba som ”Ministeren for Værdighed”):
”På intet andet område er kriterierne, perspektiverne og de foreslåede løsninger så talrige og så forskellige som inden for de sociale videnskaber… Den videnskabelige ånd og intolerance er uforenelige. Den videnskabelige ånd næres af og slår rod i frihed til undersøgelse og kritik. Intolerance – den udadrettede side af en dogmatisk tros eksklusive herredømme udøvet inden i os – forgifter intelligensen, snyder sanseevnen og frustrerer den videnskabelige aktivitet, som er den befriende impuls til erobring og besiddelse af sandheden… I den uudslukkelige længsel efter at gribe sandheden og dissekere den - som besætter sindets liv med begær - har selv fejltagelserne værdi. For at omskrive Shakespeare: Der er ingen fejltagelse så stor, at den ikke indeholder et gran af sandhed.” (11).
Cubas historiske styrkepositioner
At opregne nogle af de vigtigste udfordringer og trusler - som den forudseelige fremtid indeholder for Cuba - er ikke det samme som at se bort fra: De indbyggede stærke sider af alle slags, som er akkumuleret gennem 40 års revolution. 
Disse stærke sider – især den fastholdte nationale konsensus, der er støbt omkring det socialistiske projekt og de dybtgående forandringer, som er frembragt i det cubanske folks politiske kultur og evner – er det, der muliggør ”miraklet”. Som Comandante Fidel Castro har kaldt det. (12). 
Det mirakel at have garanteret revolutionens overlevelse og videreudvikling i 1990’erne. 
Den succes, hvormed Cuba vil være i stand til at møde fremtidens udfordringer, afhænger i høj grad af bevarelsen og berigelsen af disse stærke sider. Og overvindelsen af den erosion af etik og værdinormer, der har udviklet sig i nogle sektorer af det cubanske samfund. (13).

 


Potentielle støttepunkter i verden

At opregne disse udfordringer er heller ikke det samme som at se bort fra: De mangfoldige faktorer, der vejer til Cubas fordel - i verdenssystemet, i det inter-amerikanske undersystem og i verdensopinionen. Så vel som i det uensartede ”internationale medborgernetværk”. 
Uanset nogle interne misforståelser så har Cubas udvekslinger med de mange græsrods- eller ikke-statslige institutioner (NGO’er og nye sociale bevægelser blandt andre) faktisk gjort det muligt: At fremme udviklingen af en mangesidet solidaritet med Cuba - og dannelsen af nye transnationale fællesskaber. (14). 
Disse er arvinge til de transnationale fællesskaber, der dannedes med impuls fra den nu forsvundne kommunistiske arbejderbevægelse og nationale befrielsesbevægelse. 
Disse nye fællesskaber (kvindelig, forretningsmæssig, akademisk, faglig, generationsmæssig etcetera) kunne der utvivlsomt drages større nytte af - i opfyldelsen af den socialistiske proces’ nationale og udenlandske målsætninger. Og især i forsvaret for det cubanske folks suverænitet og selvbestemmelse.
Dertil kommer den voksende modstand mod USA’s overherredømme, der kan ses i det internationale og inter-amerikanske samfund. Og det voksende forsvar for principperne om suverænitet og selvbestemmelse, der kan ses i nogle internationale organisationer. 
En yderligere faktor er den stadig mere generaliserede kritik af: De negative sociale, økonomiske, økologiske og politiske konsekvenser af de neoliberale strukturtilpasnings-programmer iværksat i de senere år. 
Afgørende er også: Underudviklede nationers retfærdiggjorte bekymringer over den voksende nedbrydning, asymmetri og afhængighed - i forhold til ”den første verden” og andre transnationale magter. Problemer der stammer fra de modsætningsfyldte tendenser i ”globaliseringen”. Og især de konstante kriser siden 1994 i det stadig mere indbyrdes forbundne og spekulative internationale finansielle system.
Mange statslige, understatslige og overstatslige kræfter gør modstand og søger nationale, regionale, subregionale og internationale udveje – stillet over for de katastrofale eftervirkninger af disse processer. 
For dem udgør den cubanske ledelses, folkemassers og socio-politiske projekts udgangspunkter og initiativer – trods fejltagelser, utilstrækkeligheder og vanskeligheder – til stadighed en ”model for modstand”. Over for den uretfærdige dominerende ”verdensorden”, ”halvkugleorden” og samfundsmæssige ”orden”. 
Nogle af disse kræfter betragter også Cubas socialistiske proces som et ”socialt laboratorium”. Cubanske successer og fiaskoer kan blive nyttige lærestykker: Ved udviklingen af alternative planer og programmer - for at hamle op med underudvikling og afhængig kapitalisme. 

 


Potentielle støttepunkter i Cuba selv

Derudover er det nødvendigt at gøre det klart, hvad de udfordringer, trusler, styrkepositioner og muligheder – som den forudseelige fremtid indeholder for den cubanske revolutions strategiske plan – ikke udelukker: 
En analyse af forskellige scenarier, der kunne udvikle sig for det kapitalistiske verdenssystem eller dets undersystem på denne halvkugle. Begge trues af dybtgående kriser og modsigelser. Den måde, hvorpå disse løses, kan – afhængig af situationen – forøge eller formindske udfordringerne og farerne. Eller mulighederne og styrkepositionerne for Cuba.
Endvidere er ingen af disse variabler forudbestemt af ”skæbnen”. 
De initiativer, der tages af den politiske ledelse og de folkelige masser i Cuba – så vel som af de organisationer, der fungerer inden for Cubas ”socialistiske medborgernetværk” – kan forstærke styrkepositionerne og mulighederne. Og neutralisere udfordringerne. 
Men de kan også gøre det omvendte: Forandre en mulighed - som man håndterer udygtigt - til en vanskelig udfordring eller en trussel. 

UNESCO’s generaldirektør, Federico Mayor Zaragoza, har kaldt dette fænomen tidens etik: ”Vi har allerede diagnosen og i mange tilfælde kuren. At udskyde det at tage korrekte forholdsregler, hvor vanskelige de end måtte være … kan føre til et punkt, hvorfra ingen tilbagevenden er mulig. Den potentielle uigenkaldelighed … er et etisk imperativ. Hvis vi ikke handler idag, kan det være for sent i morgen.” (15)
Dette understreger, at hvis det cubanske sociale projekt skal se nutiden i øjnene og arbejde for sin fremtid, er følgende nødvendigt: At analysere Cubas nutid og fortid kritisk og selvkritisk. Og at mobilisere alle de interne og eksterne kræfter - der er interesseret i at bevare det cubanske folks selvbestemmelse og uafhængighed. 
Organiseringen og mobiliseringen af alle de bedste kræfter i landet og verden er i det væsentlige en politisk opgave. Men det er - under de nuværende historiske omstændigheder - også forbundet med behovet for: At opdatere, producere og reproducere ideologien for den nuværende fase af den cubanske revolution. 

Al historisk erfaring demonstrerer nemlig: Intet socio-økonomisk system kan fungere uden en ideologisk impuls. Den hjælper med til at garantere dets legitimitet og den sociale organismes sammenhængskraft og mobilisering. Og den projicerer et billede (et utopia). Af fremtiden for samfundets bevægelse. Af oprindelsen, den aktuelle position og fremtidsmålet - for hver eneste af samfundets institutioner, sociale sektorer og individuelle borgere. 
Men for Cuba og dets strategiske plan fortsætter produktionen og reproduktionen af denne revolutionære ideologi også – og vil til stadighed fortsætte – med at være en uomgængelig betingelse for: Frugtbar og dynamisk udveksling og samvirke - med det 21. århundredes komplekse verden.


Oversat fra den engelsksprogede udgave af tidsskriftet TRIcontinental nr. 141 – Year 33/1999.
Oversættelse og mellemoverskrifter: Ken Bruun


Noter

(1) Forfatteren forklarer i sine noter, at han bruger begrebet ”external plan” i den engelske udgave af hans artikel: ”til at sammenknytte begivenheder og definitioner, der – om end de for en nøjere betragtning er led i indenrigspolitikken, retsordenen og den økonomiske, ideologiske, informationsmæssige eller kulturelle politik – bidrager (eller ej) til at cementere den cubanske revolutions strategiske målsætninger i dens mange former for udveksling og samvirke med det såkaldte ”internationale samfund”.
Jeg har valgt simpelthen at oversætte vendingen med: Strategisk plan/Overordnet strategisk plan.
(2) Forfatteren forklarer, at han (og mange spansksprogede) skelner mellem to betydninger af det engelsk/amerikanske begreb globalisering. Og at man på spansk bruger to forskellige ord derfor:
Globalización – først og fremmest om økonomiske og politiske tendenser.
Mundialización – om kulturel verdensomspændende spredning.
Jeg har søgt at klare det ved at sætte tillægsord foran globalisering, hvor det er nødvendigt for at tydeliggøre meningen.
(3) Forfatteren skriver i sine noter: ”Der er mere end en definition af vendingen ”utopia”. Jeg vil her definere det – som filosoffen og teologen Franz Hinkellammert gjorde det – som den permanente og fortsatte kritik af nuværende vilkår, baseret på håbet om en bedre fremtid.
Af den samme utopiske vision vokser mere end en fremtidsplan. 
Det er også, hvad der er sket i løbet af den cubanske revolution: På en mere eller mindre regelmæssig måde har den løbende kritiseret sin aktuelle situation, baseret på forsøget på at skabe en bedre fremtid.
Bortset fra resultaterne, så har dette ført til fremvæksten af forskellige planer for overgangen til socialisme på øen. Hver af disse planer har haft sin særlige virkeliggørelsesproces. De har været betinget både af interne faktorer – og forandringer, der har fundet sted i internationale begivenheder, som har dannet ramme om de cubanske revolutionæres handlinger.”
(4) Se Carlos Rafael Rodriguez: ”Intervención en la ingauración del XVIII Congreso de la Asociación Latinoamericana de Sociologia (ALAS).” In: ”Estado, nuevo orden económico y democracia en América Latina.” (Editorial Nueva Sociedad, Caracas, 1992. Pag.: 21).
På dansk: ”Tale ved åbningen af den 18. kongres i den latinamerikanske sammenslutning af sociologer (ALAS).” Bragt i: ”Staten, en ny økonomisk orden og demokrati i Latinamerika.”
Udgivet af: Center for Amerikanske Studier (CEA)/Editorial Nueva Sociedad, Caracas, 1992.
(Om Carlos Rafael Rodriguez: Højt respekteret, afdød revolutionær cubansk leder og veteran. Fremtrædende intellektuel - og international talsmand for det revolutionære Cuba. Oprindelig fra Cubas gamle og traditionelle kommunistiske parti, PSP. Men en af dem, der først tog kontakt og sluttede alliance på partiets vegne - med Fidel Castros ”26. juli-bevægelse” og Rebelhæren i Sierra Maestra-bjergene i 1958. Ledende i enhedsbestræbelserne siden. 
Har indtaget mange ledende poster i Cuba – fra revolutionens sejr til sin død i 1990’erne).
(5) Forfatteren skriver i sine noter: ”Jeg bruger vendingen ”statens magt”, som den defineres af Roberto Gonzáles i hans bog ”Teoria de las Relaciones Politicas Internacionales” (”Teori om internationale politiske relationer”) – udgivet af: Pueblo y Educación, La Habana, 1990.
Siderne 41-45. Det vil sige statens evne til at handle, øve indflydelse, udføre eller have udført sine forehavender på den internationale arena. Og ligeledes evnen til at spærre vejen for gennemtvingelsen af andre staters vilje over dens indenrigs- og udenrigspolitik. Denne statslige magt afgøres af forskellige geografiske, økonomiske, demografiske, politiske, moralske og militære faktorer. Så vel som den herskende klasses evne til at cementere sine positioner og alliancer med andre stater og andre sociale aktører, som virker i det internationale samfund.”
(6) Se Vladimir I. Lenin: ”Obras Escogidas”. (”Udvalgte værker”). 
Udgivet af: Editorial Progreso, Moscow. Bind II – side 492.
(7) Vedrørende kritik af den ukorrekte brug af dette begreb – se: 
Milagros Martínez Reinosa/Jorge Hernández Martínez: ”Algunas facetas de la emigración cubana.” (”Nogle aspekter af den cubanske emigration.”)
Trykt i tidsskriftet: ”Cuba Socialista” – 3. årgang nr. 2, Havana 1996. Siderne: 26-33.
(8) Se Juan Bosch: ”De Cristóbal Colón a Fidel Castro: El Caribe, frontera imperial.”
(”Fra Christoffer Colombus til Fidel Castro: Caribien, imperiets frontlinie”.)
Udgivet af: Casa de las Américas, Havana, 1981.
Se også Ramiro Guerra: ”La expansión territorial de los Estados Unidos.”
(”De Forenede Staters territoriale ekspansion.”)
Udgivet af: Editorial de Ciencias Sociales, Havana, 1975.
(9) Se Alejandro Bendana: ”Hegemonia y nuevo orden internacional.”
(”Overherredømmet og den nye verdensorden.”)
Udgivet af: Centro de Estudios Internacionales, Managua, 1992.
Se også Alejandro Dabat: ”El mundo y las naciones.” 
(”Verden og nationerne.”)
Udgivet af: Centro de Investigaciones Multidisciplinarias, UNAM, Mexico, 1993.
Og se Abelardo Morales: ”Cambio y orden mundial.”
(”Forandring og verdensordenen.”)
Udgivet af: Facultad Latinoamericana de Ciencias Sociales (Costa Rica Program), 
San José, 1993.
(10) Forfatteren skriver i sin note: ”De skarpe processer med voksende ulighed, der er blevet sat i gang i landene på den sydlige halvkugle, har medført: Tilsynekomsten af en vigtig gruppe nationer – der som følge af deres faktiske isolation fra verdensmarkedet og deres skrøbelige eksistensvilkår kan kategoriseres som ”en fjerde verden”. Det drejer sig om de næsten 50 lande, der af Forenede Nationer med en mild omskrivning kaldes: ”Lande med mindre relativ udvikling”.
(11) Se Raul Roa García: ”Historia de las Doctrinas Sociales.”
(”De sociale doktriners historie.”)
Udgivet af: Hbana University Press, 1949. Siderne: 9-10.
(12) Se Fidel Castro: ”Discurso pronunciado en la clausura del Congreso Pedagogía ’97.”
(”Tale ved afslutningen af uddannelseskonferencen ’97.”)
Trykt som tillæg til det cubanske dagblad ”Granma” i februar 1997.
(13) Se: ”Nuevas vertientes y continuidad del trabajo politico e ideológico del movimiento sindical.”
(”Nye kilder og kontinuitet i fagbevægelsens politiske og ideologiske arbejde.”)
Trykt i fagbevægelsens avis ”Trabajadores”, den 1. juni 1998. Siderne: 4-5.
(14) Se Daniel Mato: ”Teoría y politica de la construcción de identidades y diferencias en América Latina y el Caribe.”
(”Teori og politik i skabelsen af fællesskab og forskelle i Latinamerika og Caribien.”)
Udgivet af: UNESCO/Editorial Nueva Sociedad, Caracas, 1994).
For forfatteren – skriver han i sin note – er ”transnationale fællesskaber” dem, der omfatter: De forskellige økonomiske, sociale, klassemæssige, racemæssige, etniske, kulturelle, religiøse, kønsmæssige og generationsmæssige grupper og sektorer – der handler i det konfliktfyldte internationale ”medborger-netværk”.
(15) Se Federico Mayor Zaragoza: ”Valores éticos de la democracia.”
(”Etiske værdier i demokratiet.”)
Trykt i: ”Capítulos del SELA” – nr. 52, oktober-december 1997, Caracas. Siderne: 15-22.

indhold.jpg (4690 bytes)

 


Menneskerettigheder i verden og i Cuba

Tale af Dr. Carlos Lage Dávila, vicepræsident for Republikken Cubas statsråd, ved Forenede Nationers menneskerettigheds-kommissions 55. samling i Geneve den 24. marts 1999.




Ærede fru formand,
Ærede medlemmer af ledelsen,
Ærede delegerede,


Vi er mødt frem her i dag for at afsløre bagvaskelser, fortælle sandheden og forsvare idéer.

Igennem 40 år har vi cubanere været udsat for en blokade, vi er blevet angrebet og konsekvent bagvasket – og mere end én gang er vi blevet kritiseret og fordømt for de love og forholdsregler, vi har været tvunget til at gennemføre for at forsvare os.

Igennem de sidste få uger er der blevet sagt en masse om tillæggene til vores straffelov og vores lov om beskyttelse af Cubas nationale uafhængighed og økonomi, begge vedtaget af vort parlament den 16. februar i år, samt om en retssag ved hvilken fire fædrelandsfornægtende personer blev dømt i fuld overensstemmelse med loven.

Under den heraf følgende forvirring har et temmelig stort antal rapporter i medierne foretaget en sammenblanding af de nye straffemuligheder i tillægget til straffeloven vedrørende almindelig kriminalitet med de domme, der kan fældes efter en anden lov vedrørende folk, der handler i en fjendes tjeneste, som fører krig mod vor nation.

De ændringer, der er indført i vores straffelov, svarer til karaktertrækkene og omstændighederne ved kriminaliteten i verden i dag og indbefatter tre nye forbrydelser – nemlig hvidvask af penge, menneskehandel og salg af mindreårige. Desuden er der indført strengere straffe for forbrydelser og anden fremfærd med meget skadelig indvirkning på borgernes fred, samfundets moral og etiske værdier samt menneskers sundhed.

Vi anvender dødsstraf i ekstremt alvorlige tilfælde over for gerningsmænd til særligt afskyelige forbrydelser – så som anvendelsen af vort land til international narkotikahandel – samt alvorlige tilfælde af voldtægt og misbrug af mindreårige, eftersom vi bedømmer det som helt nødvendigt under de herskende globale omstændigheder at skræmme enhver fra sådanne modbydelige handlinger.

Vi respekterer dem, der mange steder i verden er imod dødsstraf, og deler håbet om, at den dag vil komme, da en sådan straf ikke kræves i noget samfund. Imidlertid kan Cuba som et land, hvor foragt for retten opmuntres udefra i tusindvis af timer med illegale radioudsendelser om ugen, ikke for tiden afskaffe dødsstraf – en straf der anvendes i andre lande, som ikke har været udsat for samme fjendtlighed og belejring.

Reformerne af den cubanske straffelov er baseret på internationalt accepterede legale principper - og støttes bredt af vort folk, der er vant til at nyde den tryghed revolutionen har skabt og har krævet mere strenge straffe for gerningsmænd til sådanne lovovertrædelser.

For det andet er loven om beskyttelse af Cubas nationale uafhængighed og økonomi blevet beskrevet af dem, der udøver informationsmonopolet, som en lovgivning der går imod tanke- og ytringsfrihed. At forestille sig dette er muligt er det samme som at antage, at et folk vænnet til at kæmpe hårdt for sine idéer samtidig kan være spagfærdigt og svagt med hensyn til sine egne menneskelige vilkår. Ingen straffes i Cuba for at tænke eller sige, hvad de vil.

Denne lov er skabt for at straffe enhver borger, hvis handlinger støtter den aggressive magt i dens økonomiske krigsførelses mål – det vil sige at destabilisere landet, undergrave den indre orden og ødelægge revolutionen. Denne lov definerer forbrydelser, der består i samarbejde med fjenden, snarere end meningsforbrydelser , som nogen med vilje har fejlfremstillet det.

De Forenede Staters (USA´s) intense og skrupelløse krig har fået ikke bare Cuba, men også den Europæiske Union og lande som Canada, Mexico og Argentina til at vedtage lovgivning med henblik på at beskytte deres individuelle suverænitet og uafhængighed stillet over for ekstraterritoriale beslutninger taget af USA´s kongres.

Vores nye lov beskytter ikke bare Cubas suverænitet og vort lands indbyggeres rettigheder, men også andre landes borgere som især har været målet for pression, gengældelse og straf udøvet som et led i blokadepolitikken.

Dirigeret fra USA og i mere end et år er en mediekampagne med ondskabsfulde historier mod den cubanske revolution blevet udløst - i forbindelse med arrestationen af fire borgere, som fornylig blev stillet for retten anklaget for tilskyndelse til oprør og idømt fra tre og et halvt til fem års fængsel.

Deres skæbne ville have været anderledes, hvis de var blevet stillet for retten i USA. Dér ville de - for bare nogle af de forbrydelser de har begået i Cuba - være blevet betragtet som lovbrydere mod skattevæsenets regler om indtægtskontrol og idømt op til 10 års fængsel samt tvunget til at betale en bøde på 250.000 dollars. Faktisk straffes ethvert forsøg på at kontakte en fremmed regering eller agent - for ikke at tale om forsøg på at undergrave eller konspirere mod regeringen - med en bøde på op til 5.000 dollars og tre års fængsel efter Logan-loven, som har været i kraft de sidste 200 år.

Ved retssagen mod dem fremlagdes der et overvældende bevismateriale for deres konsekvente samarbejde med fjenden via USA´s interessekontor i Havana, hvorfra de modtog instruktioner, penge og andre midler – med det mål, blandt andre, at forhindre udenlandske investeringer ved at ty til alle slags trusler og således internationalisere den kriminelle blokade, vort land lider under, og forstyrre den indre orden. Som enhver anden nation ville gøre det, hævder vi vor ret til at straffe dem, der handler i en fremmed magts tjeneste, som belejrer deres eget fædreland.

Som et resultat af mediemagten, de interesser der er på spil, forvirring, mangel på information samt uansvarlig opførsel – så nyder angriberens løgne større troværdighed end det bevismateriale, der er fremlagt af de angrebne.

Vi ved, at der er mennesker i verden, selv venligt indstillede enkeltpersoner, der ud fra sammenligninger med deres egne eller andre lande har sat spørgsmålstegn ved retfærdigheden i disse retshandlinger, som er gennemført under fuld garanti og respekt for det menneskelige væsen.

Men når det handler om at dømme om Cuba og dets revolution, kan man ikke se bort fra, at vores land ikke er et hvilket som helst land. Cuba er et permanent mål for fjendtlighed fra den mest magtfulde stat i verden, der ikke ét øjeblik er ophørt med sine trusler og aggressioner. Vi er et land blokeret af en supermagt, der tvinger os til at være på vagt og beredt på forsvar, fordi vi er fast besluttet på ikke at føje en stjerne mere til USA’s flag.

Ingen har ret til at angribe et land i fyrre år eller forsøge kriminelt at blokere det til underkastelse, heller ikke til at finansiere drømmene om indlemmelse i en fremmed stormagt og kontrarevolutionære aktiviteter hos isolerede grupper, der sælger deres eget fædreland, for derefter at anklage landet for at have forsvaret sig selv.

Hvis ikke Helms-Burton loven, blokaden og den økonomiske krigsførelse mod Cuba, som har den samlede hensigt at bryde den indre orden, destabilisere vort land og likvidere Cubas socialistiske stat og uafhængighed, var kendsgerninger – så ville loven om beskyttelse af Cubas nationale uafhængighed og økonomi ikke have været påkrævet. Kun ved både at anerkende de enestående betingelser i vor virkelighed og den kendsgerning, at ingen nation nogen sinde har været tvunget til at udholde en mere stædig aggression fra en grådig og magtfuld nabos side – kan man forstå de aktuelle udviklingstræk i vort land. 
Den krig, der føres mod Cuba af USA og dets annektionistiske tjenere (tilhængere af reel indlemmelse – red.), er vitterligt eet og det samme. Der er ingen vandtætte skillevægge. Psykologisk krigsførelse, bombeattentater, tilskyndelse til oprør, propaganda; hvad som helst er gangbart, og hvad som helst bliver taget i anvendelse. Facaderne er mange, målet kun eet.

I denne menneskeretskommission kan man undre sig over, hvem der har autoriseret USA til at tiltage sig retten til øjensynligt for livstid at handle som anklager mod Cuba? Hvem gav USA ret til at udnævne sig selv til ”øverste dommer” angående menneskerettigheder i hele verden, øjensynligt også for livstid?

Hvorfor skulle vi acceptere, at USA’s udenrigsministerium med mandat fra kongressen år efter år udarbejder tykke rapporter om alle landes forvaltning af menneskerettighederne, undtagen USA’s egen selvfølgelig?

Hvordan skulle vi på nogen måde kunne acceptere, at USA fælder sin dom over verden på i alt 5000 sider?

Skal man virkelig godkende at en nation, hvis hæmningsløse forbrug af narkotika opmuntrer til narkotikafremstilling og handel, ensidigt kan udstede certifikater om ”dårlig opførsel” til lande, hvor der produceres, sælges eller transporteres narkotika?

Hvorfor kan USA ignorere det internationale samfund og den kendsgerning, at FN’s generalforsamling gentagne gange ved afstemninger har vendt sig mod blokadepolitikken mod Cuba?

Hvorfor tillades det USA at gennemføre 61 ensidige sanktioner mod en række lande med 42 procent af verdens befolkning uden så meget som at blive kaldt til orden i den anledning?

Hvorfor er USA imod at udvide FN’s sikkerhedsråd med lande som Indien, Nigeria, Sydafrika, Indonesien, Brasilien, Mexico og andre – og udstyre dem med samme forrettigheder som de siddende medlemmer?

USA sætter sig selv over alt og alle og kræver andre til regnskab for krænkelser af menneskerettighederne, mens dets egne præstationer på det område lader meget tilbage at ønske.

I USA, den rigeste og mest magtfulde nation nogen sinde:

Lever næsten en million mennesker på gaderne, under broer eller i nødboliger,
alt imens bare én af dets borgere har samlet sig 80 milliarder dollars.

Har 43 millioner mennesker, herunder 11 millioner børn, ingen sygesikring. 

Er millioner af lavtlønnede, syge, ældre og enlige mødre fornyelig blevet udelukket fra socialhjælp.

I den rigeste og mest magtfulde nation nogen sinde:

Er 20 procent af befolkningen funktionelle analfabeter.

Er 17 millioner kvinder blevet voldtaget eller seksuelt misbrugt, og over halvdelen af den kvindelige befolkning har været offer for vold.

De 45 millioner fattige mennesker i USA er mest latinamerikanere, sorte og børn.
Sorte børn har dobbelt så mange chancer for at dø i deres første leveår som hvide.

Den sorte befolkning er blevet udsat for eksperimenter godkendt af myndighederne, der har medført forsætlige skader på helbredet. 

Den rigeste og mest magtfulde nation nogen sinde, som angriber Cuba og beder Dem fordømme Cuba: Er Jordens førende forbruger af narkotika.

Er karakteriseret ved politibrutalitet mod sorte, latinamerikanere og immigranter.

Har det største antal straffefanger i verden, og dets fængsler udsætter indsatte for inhuman og nedbrydende behandling.

Håndhæver dødsstraffen med lethed, endskønt sjældent eller kun undtagelsesvis over for en hvid borger med rent arisk blod. Kendsgerningen er, at de elektriske stole, gaskamrene og de dødelige indsprøjtninger konstant og i forbløffende omfang tages i anvendelse over for sorte, latinamerikanere og indvandrere fra den tredje verden.

Den rigeste og mest magtfulde nation nogen sinde:

Holder over 100 politiske fanger indespærret i maksimumsikkerheds-fængsler – herunder 15 puerto-ricanske mænd og kvinder, der har kæmpet for deres lands uafhængighed. Dette tal indbefatter ikke de hundredtusindvis af mennesker, der er blevet straffet med overdreven hårdhed, bare fordi de var sorte, indianere, mestitser eller latinamerikanere – hvis liv i diskrimination og bundløs fattigdom har ført dem til at begå virkelige eller indbildte forseelser.
Tillader i stilhed udbredelsen af neo-fascistiske og fremmedfjendske grupper, der går ind for diskrimination og øger deres voldelige handlinger.

Har skabt de mest dødbringende udryddelsesvåben og undladt at sætte en stopper for dette hæslige maskineri.

Er den laveste yder af udviklingshjælp blandt de industrialiserede lande og den største skyldner blandt FN´s medlemmer til denne organisation.

Den nation, der har til hensigt at dømme verden, kastede atombomber over Hiroshima og Nagasaki, invaderede Cuba via Svinebugten og førte en krig i Vietnam, der dræbte næsten fire millioner sønner og døtre af dette tapre folk. Det er det land, der invaderede Den Dominikanske Republik, Grenada, Panama og Somalia. Det er det land, der førte en beskidt krig i Mellemamerika, støttede de mest folkemorderiske diktaturer i vor verdensdel og på CIA-skoler trænede deres mest blodtørstige ledere i torturmetoder. Den nation, der har til hensigt at dømme verden, har ensidigt besluttet at føre krig og har sendt missiler i enhver retning - for måske, men først sidenhen at opklare nogen som helst misgerninger.

Blokaden og den økonomisk krig udgør et sandt folkemord. Den universelle samvittighed kan ikke tolerere forsøget på at tilintetgøre et folk med sult og sygdom. Vort fædreland har udholdt det i 40 år. Har en så uhyrlig forbrydelse nogen sinde været underkastet analyse i denne kommission?

Det er meget sandsynligt, at NATO under USA’s beskyttelse om få timer vil foretage brutale luftangreb imod Serbien, hvis folk var det, der kæmpede mest heroisk i Europa imod de nazistiske horder under Anden Verdenskrig. Brugen og misbrugen af magt kan ikke være løsningen på verdens problemer. Hvem vil forsvare de uskyldiges menneskerettigheder, der dør under de missiler og bomber, der så vil falde over et lille land i det kultiverede og civiliserede Europa?

Hvis verden en dag skulle blive en retssal, så ville USA ikke være i stand til at forlade anklagebænken i nogle århundreder.

USA’s regering, der portrætterer sig selv som en mester i menneskerettigheder, er bevidst om eksistensen af terrorist-organisationer på dets territorium, som handler imod Cuba. Den opretholder forbindelser med dem og nyder godt af deres penge. Jeg vil nu uddybe denne påstand.

Fornylig fremlagdes ved to retssager i Havana uigendrivelige vidnesbyrd og dokumentarisk bevismateriale om, at ledende medlemmer af den velkendte organisation, Cuban American National Foundation (CANF), og dens betalte snigmorder, Luis Posada Carriles, har været involveret i terrorist-aktiviteter og andre handlinger mod Cuba og står i forbindelse med institutioner og myndigheder i USA.
Det må erindres, at Luis Posada Carriles, som for øjeblikket har base i El Salvador, og Orlando Bosch , som har base i Florida, planlagde den sabotage mod et civilt cubansk fly i luften, som dræbte 73 mennesker i oktober 1976, og ingen af dem har sonet deres straf.

To salvadoranere, hyret af notoriske kontrarevolutionære af cubansk oprindelse, med dokumenteret forbindelse med både CIA og organisationen Cuban American National Foundation (CANF), stod anklaget for at have anbragt adskillige eksplosive mekanismer i hoteller i Havana, hvoraf en dræbte en ung italiensk turist og sårede andre cubanere og udlændinge. Hensigten var at skade Cubas voksende turisme. De havde også planer om at bringe bomber til sprængning på hellige historiske steder i vort fædreland, herunder det mausolæum hvor Enesto Guevaras jordiske rester er lagt til hvile. 
CIA dræbte Che Guevara, men kunne ikke dræbe hans idéer. Han blev begravet sammen med sine faldne kammerater i uidentificerede grave. Medmenneskelighed reddede de fleste af dem fra deres negligerede og spredte grave. Nu havde man til hensigt at sprænge deres jordiske rester i luften.

Vi er bevidste om, at disse retssager og fordømmelserne af de efterviste handlinger blev sparsomt dækket af medierne og vakte utilstrækkelig international genklang.

Det er grunden til at det må gentages her, at Cuban American National Foundation (CANF) - i USA registreret som en ”non-profit, velgørende og uddannelsesmæssig” organisation - rent faktisk er en terroristisk mafia, hvis store formue af højst tvivlsom oprindelse er blevet skrabet sammen gennem svig, underslæb, sideindtægter og offentlig støtte. 
Denne organisation har dækket omkostningerne ved dyre politiske kampagner for at hjælpe med at få valgt bestemte borgmestre, kongresmænd, ja selv senatorer og præsidenter i USA.

Denne organisation, som har ydet økonomisk støtte til både det republikanske og demokratiske parti, lobbier for og propaganderer for og forårsager vedtagelsen af folkemorderiske love imod Cuba. Den samler og støtter de værste CIA-trænede terrorister, organiserer og dækker omkostningerne ved at udarbejde planer for snigmord på cubanske ledere – samt udtænker og begår forbrydelser imod arbejdere og turister. Denne organisation er aldrig afstået fra at støtte et hvilket som helst projekt med aggression og militær intervention, der kunne udtænkes mod Cuba. Dette er organisationens ”biografi”.

De terrorist-grupper, der handler med udgangspunkt i USA for at vælte den cubanske revolution, finder dække i dette lands voksende fjendtlighed mod vort. Fra 1992 til dags dato har USA taget mere end 21 lovmæssige forholdsregler, herunder Helms-Burton og Torricelli lovene. Advarende breve er blevet sendt og indrejse-visa til USA er blevet nægtet for at skræmme udenlandske forretningsmænd med investeringer i Cuba bort. 
De, der handler med Cuba, er blevet sortlistet – og tilladelser til flyforbindelser med Cuba samt udstillinger af lægeudstyr og medicin i Cuba er blevet holdt tilbage. Søgsmål er blevet indledt, trusler er blevet fremsat og bøder er blevet idømt firmaer og enkeltpersoner i USA for deres relationer med Cuba, og selv foræringer af lægemidler er blevet forhindret.

Kan et land se passivt til, mens dets nabo gennemfører sådan en lovgivning igen og igen - og sætter forholdsregler i værk igen og igen for at kolonisere det på ny?

Utroligt nok og til trods for det ovennævnte, er der blevet henvist til en lettelse i politikken mod Cuba. Hensigten er at dæmme op for en voksende afvisning af blokaden i den offentlige opinion, både i og uden for USA. Og også at demobilisere den stadig stærkere solidaritetsbevægelse med vort land, tilintetgøre vor modstands patriotiske indhold og bedrage dem, der måtte ønske eller finde det i deres interesse at blive bedraget.

Dette er den virkelige hensigt med de forholdsregler, der blev annonceret af Præsident William Clinton den 5. januar – uanset at mange pressebureauer, regeringer og personligheder i den samme hensigt eller ej har budt det velkommen og beskrevet det som en gestus for at mildne blokaden.

Da USA´s præsident ikke har nogen udøvende magt i dette spørgsmål, fordi han gav afkald på at have det, var talsmanden for Det Hvide Hus kategorisk, da han gjorde det klart, at disse forholdsregler ikke betød forandringer i politikken mod Cuba, og USA´s udenrigsminister selv tog hurtigt affære for at bekræfte dette.

Det ville være passende at minde om, at måneder inden da, i marts 1998, havde USA´s administration annonceret en ny række forholdsregler – også af falsk og bedragerisk karakter.

Den angivelige lettelse i restriktionerne er ikke andet end en plan om at finansiere og støtte deres agenter på øen og forsøge at undergrave den indre orden i vort land. De har ikke solgt os en eneste aspirin, og Western Union Company har heller ikke været i stand til at åbne et kontor i Havana som ventet for at organisere pengeforsendelser til Cuba fra slægtninge i USA. Hverken må disse oversendelser finde sted uden restriktioner eller rejser for borgere af cubansk oprindelse lettes – og hvad mere er: selv telefonopkald mellem de to lande hæmmes og forhindres.

Stillet over for en sådan kriminel, forfejlet og latterlig politik, efter at den kolde krig er ovre og USA nyder absolut overherredømme, undrer mange i verden sig over, hvorfor det ikke én gang for alle gør en ende på en så stædig politik og vender dette smudsige blad i historien.

Den sande årsag er korrumperingen i USA af det politiske system - det samme som de ønsker at påtvinge os som model – så vel som lyssky levebrødspolitiske interessers herredømme over grundlæggende etiske principper, som et land der har i sinde at fremstille sig selv som et mønstereksempel aldrig skulle fravige under nogen omstændigheder.

Simple ligninger rækker til en forståelse: Kongresmænd, der søger genvalg, eller håbefulde førstegangs kandidater er tvunget til at rejse betragtelige pengemidler for at finansiere deres valgkampagner. I gennemsnit er omkostningerne ved at vinde en plads i senatet i USA ikke mindre end tre millioner dollars. Hvem betaler dem? Alle slags virksomheder og organisationer. Nogen af samme slags som Cuban American National Foundation (CANF), som senerehen i bedste ”mafia-godfather” stil vil kræve en stemme for en lov eller et tillæg, underskrivelsen af en anden, fordømmelsen af det utroligste, tolerance over for organisering og træning med henblik på terroristisk handling og fabrikation af ”shows” for internationale pressebureauer. En noget-for-noget leg. 
Det er den sædvanlige fremgangsmåde, undtagen for hæderlige og velkendte undtagelser som i kraft af deres prestige overvinder sådanne uheldige omstændigheder, eller dem der har tilstrækkelige personlige midler til at finansiere deres kampagner

Hvad skulle man ellers tænke om en artikel trykt i El Nuevo Herald den 5. marts under overskriften ”The Foundation mødes med Clinton”, der handler om ham som fund-raiser (pengeindsamler – red.) ”til den demokratiske senator Robert Torricellis politiske kampagne i New Jersey”? Hvordan kunne man ellers forstå, at USA’s præsident gav audiens for ledende medlemmer af Cuban American National Foundation (CANF), når USA´s myndighedspersoner og institutioner bedst af alle ved, hvem de er og hvad de laver? Hvad skal det cubanske folk tænke om en præsident, der gør sig til ven med sådanne folk?

Er det sådan, at disse kendsgerninger og denne meddelagtighed ikke vil blive fordømt? Til tider kunne det se ud, som om fordømmelser mod FN´s medlemsstater udelukkende er forbeholdt og vedtages mod underudviklede lande.

Mange flere usandheder kunne afvises og uretfærdigheder undsiges i denne sal, som har været vidne til fortsatte og oprørende vendettaer mod Cuba, baseret på den politiserede og selektive manipulation med den universelle menneskerettighedserklæring, hvormed den kolde krigs magtfulde sejrherrer har bestemt at underkue vort folk og sønderrive dets suverænitet og selvbestemmelse.

Det er allerede sket engang, at en lammet - opfundet af USA´s propaganda - vandrede rask og rørig gennem korridorerne til denne selvsamme sal – en mand som i tilgift blev tilkendt titlerne poet og ambassadør. Kun hans muse var aldrig i stand til at forlade rullestolen.

De, der er en smule fortrolige med den cubanske revolutions historie, ved at lige fra befrielseskampens dage har vi aldrig løjet.

Sandheden har altid været vort vigtigste våben. Med det har vi vundet selv vore fjenders respekt. Det er for sandhedens skyld, at vi er til stede her. Sandheden havde svækket USA´s ryggesløse standpunkt, indtil 19 medlemsstater af denne kommission i 1998 efter syv års forløb afviste den anti-cubanske resolution.

Men vi vidste, at det ikke ville blive enden på slaget, og at USA ville fortsætte med at presse andre stater til at genoptage dets skammelige anstrengelser mod Cuba.

Og det søgte efter og fandt en god stik-i-rend-dreng til at tage de umoralske hensigter på sig og bære skylden for de resultater, der måtte komme ud af det: et pinligt nederlag eller en pyrrhus-sejr. Vi er ikke overraskede over den, der blev valgt. Der må altid være en eller anden, som til gengæld for almisser vil udføre en hvilken som helst foragtelig handling, og glemmer at i visse lejlighedsvise alliance sker der det, at ”den, der sår vind, høster storm”.

Mange repræsentanter, som er til stede her, vil finde det vanskeligt at gå ind for en tekst, der fordømmer Cuba, for de er ikke uvidende om alt det, der er blevet gjort i Cuba til fordel for dets folks menneskerettigheder. De ved, at det at anklage os for at krænke dem er en skændsel, fordi de har mere end tilstrækkeligt med eksempler på, hvordan Cuba – selv om det er et land uden store materielle ressourcer, og selv i det nuværende stadie med vanskeligheder og mangler – har klaret at brede solidariteten langt ud.

Vi bliver anklaget for at krænke menneskerettigheder i en tekst, der har arvet den samme perverse manipulation som sine forgængere.

På trods af at vi lever under en blokade og under en belejring, med langt færre ressourcer end andre:

Hvor i Cuba er analfabeterne, børnene uden skoler og lærerne uden klasseværelser?

Hvor er der en eneste borger uden sygesikring og helbredsbeskyttelse?

Hvor er de handicappede uden muligheder for at studere og arbejde?

Hvor i Cuba kan man finde en forhenværende arbejder uden pension eller en ubeskyttet ældre?

Hvor er de kvinder, der får lavere løn end mænd for samme arbejde?

Hvor er der racediskrimination eller fremmedhad?

Hvor i Cuba bliver arbejdere fyret uden garantier eller beskyttelse?

Hvor er der en medborger, som bliver henvist til at sejle sin egen sø?

Hvor i hele Cuba, fra kyst til kyst, kan man finde én eneste person, som er blevet tortureret eller snigmyrdet eller nogen som helst, som er blevet bragt til at ”forsvinde”?

Hvor i Cuba er der dødspatruljer og henrettelser uden ret og dom?

Folk som det cubanske folk, uddannet og opdraget under revolutionens principper, revolutionens etik og moral, kan møde her med hovedet højt løftet og en ren samvittighed.

Det cubanske folk ved meget vel, at med revolutionen blev sand nydelse af de mest vidtrækkende friheder gennemført for første gang i historien.

Vi har gjort det muligt for vores landsmænd virkelig at tage del i statens affærer og i vigtige beslutningstagende processer.

Vi har organiseret arbejdere, bønder, intellektuelle, unge mennesker, studerende, kvinder, naboer og selv børn i deres egne sammenslutninger, som med fuld autonomi repræsenterer deres sektorers interesser og øger deres til den fælles indsats.

Vi skammer os ikke over vores medier – knappe, men renfærdige og hævet over småtskårne målsætninger.

Vores valg er gennemsigtige. Kandidaterne opstilles af folket - og i stemmeurnerne, som bevogtes af vores børn, lægger 98 procent af vælgerne deres stemme. Der er ikke bare et glimt af bedrag, og optællingen af stemmer foregår offentligt.

Ja, vi har ét eneste parti. Men det parti hverken opstiller eller vælger førstepladserne på listerne, og det vælger heller ikke medlemmerne af parlamentet på forhånd. I vores land opstiller og vælger folket deres repræsentanter fra græsrodsniveau. Vi foretrækker dette parti, som forener os hen over fragmentation og splittelse. Men lige som vi respekterer det system, som hvert land har valgt, så kræver vi respekt for vort. USA fordømmer ikke og forfølger heller ikke de allierede nationer, som mangler begge dele – partier og demokrati. Hvis vi ikke bliver forstået, så er det ikke en grund til at sælge os selv. Lad os minde om, at der gik århundreder, men kirken endte med at anerkende, at Galilei havde haft ret.

Vores forpligtethed over for menneskerettighederne rækker ud over vort fædrelands grænser, uden at vi kræver en femøre for det og med den største uselviskhed nogen sinde:

Mere end 25.000 cubanske læger har gennemført internationalistiske missioner de mest fjerne steder på kloden - og mere end 14.000 børn, ramt af Tjernobyl-katastrofen, har fået lægehjælp og pleje i Cuba.

Tusindvis af cubanske lærere har bragt deres viden til andre lande, og mere end 41.000 unge og teenagere fra 120 lande i verden har studeret eller studerer nu i Cuba. Da der fandt en grusom massakre sted i Kassinga, en namibiansk flygtningelejr for civile i det sydlige Angola, fandt de overlevende forældreløse børn og unge et hjem og en skole i Cuba. Mange af dem er idag fremragende og højtuddannede specialister i deres fædreland.

Imens andre handlede med, og oven i købet støttede, det racistiske regime i Sydafrika, så udgød cubanere deres blod for at bidrage til Angolas og Namibias uafhængighed. På samme tid gav de sammen med angolanerne, namibianere og kæmpende fra ANC det afskyelige apartheid-regime et knusende slag, et slag det aldrig kunne komme sig efter. Cuba har ikke olie, diamanter, forretningsforetagender, fabrikker eller bare en skrue i Afrika – og havde heller aldrig til hensigt at få det til gengæld for sine generøse ofre.

Hvor mange blandt dem, der forestiller sig at de kan dømme os, kan hævde noget tilsvarende?

Hundredvis af læger og sygepleje-personel er rejst til de fjerneste og mest ugæstfri områder hærget af naturkræfterne i Mellemamerika, Den Dominikanske Republik og Haiti – og tusindvis har meldt sig frivilligt til at rejse til disse og andre lande i vor region og i Afrika og lagt ryg til den permanente orkan af fattigdom, underudvikling og manglende sundhedspleje, der dræber millioner af børn og voksne i verden. Dette har vi gjort gennem revolutionens 40 år.

Cuba tilbyder idag 1.000 studiepladser årligt, så latinamerikanske studenter kan uddannes inden for sundhedssektoren - samt alle de studiepladser, der ønskes af studenter i Caribien, så de kan gennemføre universitetsstudier på et hvilket som helst område.

Effektive sundhedsprogrammer er blevet sat i værk i Haiti og fornylig i Niger, to af de lande der har de dårligste tal for sundhed i verden. Ikke mindre end fem hundrede læger blev tilbudt begge landene - eller så mange som nødvendigt - for at redde 100.000 liv årligt, deriblandt mere end 60.000 børn.

Alt det jeg har sagt tilbydes absolut gratis - og er en hjælpeindsats med den kostbare menneskelige værdi, som er skabt af revolutionen. Dette er et uigendriveligt bevis på, at selv under en blokade og økonomisk krig kan meget udrettes med meget lidt.

Fra de rige industrialiserede lande forventes et minimum af den nødvendige medicin. Mange græsrodsorganisationer bidrager allerede med, hvad de kan.

Menneskerettigheder forsvares ikke ved at give overskudsvarer væk forbundet med betingelser, men ved betingelsesløst at dele hvad man har, og hvad der behøves.

For os er menneskerettigheder mere end bare de principper, der er fastslået i den universelle erklæring om dem.

Menneskerettigheder betyder social retfærdighed, virkelig lighed og en retfærdig fordeling af rigdom.

Denne kommissions tid og andre af Forenede Nationers underorganisationers tid burde ikke spildes af dem, der anklager os af ren fortrydelighed. Tiden skulle snarere bruges til at finde løsninger på de gigantiske problemer, verden står overfor.

Lad os diskutere og finde løsninger for de 60 procent af verdens befolkning, der er fattige, og for de 25 procent, der lever i ekstrem fattigdom; for de 800 millioner, som sulter, og for de 2 milliarder, der lider af underernæring.

Lad os tage os af de 30 millioner afrikanere, der lider af AIDS og ikke har adgang til nogen lægemidler.

Vi skulle spørge os selv, om det er retfærdigt at inddrive den gæld, der skyldes af de lande, hvor disse mennesker lever – og som i mange tilfælde koster dem mere end halvdelen af deres begrænsede indtjening, mens der alene i USA bruges 8 milliarder dollars på kosmetik. I rige lande bruges der 17 milliarder dollars på føde til kæledyr, og i hele verden bruges der 400 milliarder dollars på narkotika.

Næsten 800 milliarder dollars bliver der investeret hvert år i verden for at fremstille våben, heraf mere end 300 milliarder dollars i USA – mens der hvert døgn føjes 68.000 nye tiggere til den menneskelige familie, og 25.000 børn dør af helbredelige sygdomme.

Tyve procent af verdens befolkning, som hovedsageligt lever i udviklede lande, tegner sig for 86 procent af de samlede udgifter til forbrugsgoder. De 225 rigeste mennesker i verden har formuer svarende til 2,5 milliarder menneskers årlige indkomst. De tre med mest overflod har større aktiver end de 48 mindst udviklede landes bruttonationalprodukt.

Skovdøden er koncentreret i fattige lande, men mere end halvdelen af tømmeret og tre fjerdedele af verdens papir bliver brugt i de rige lande. Rovfangst har reduceret mange havdyr drastisk og hævet prisen på dem, hvilket har gjort fisk utilgængelig for de fattige. Røg og gas fra udviklede lande forurener atmosfæren til skade for det miljø, som tilhører alle – alt imens det land, hvis forurenende udslip tegner sig for 25 procent af de samlede, nægter at begrænse dem.

Mens kløften vokser mellem de rige og fattige lande, deporteres tusindvis af mellemamerikanere fra USA, selv hvis deres lande er blevet ødelagt af en orkan. Alt imens bygges der mure som den på grænsen til Mexico - hvor det antal latinamerikanere, der dør hvert år, er større end det samlede antal døde ved den velbekendte Berlin-mur.

Det, der bringer os hertil i dag, er USA´s patologiske forstokkethed imod Cuba, der daterer sig helt tilbage til første halvdel af det 19. århundrede - for allerede dengang var indlemmelsen af Cuba et mål, som man satte sig for og længtes efter i det lands ekspansionistiske planer.

Det, der bringer os hertil i dag, er afmagten hos en magtfuld nabo, der ikke har været i stand til at overtage Cuba, som det gjorde med Puerto Rico og mere end halvdelen af Mexico - og langt mindre kunnet ødelægge dets heroiske og eksemplariske revolution, født i 1959, ikke engang efter Sovjetunionens og det socialistiske fællesskabs forsvinden.

Det, der bringer os hertil i dag, er USA´s reaktion på verdens opposition i de Forenede Nationers generalforsamling, hvor blokaden mod Cuba er blevet fordømt de sidste syv år og på en stadig mere overvældende måde.

Et af imperiets tilbagevendende våben imod den cubanske revolution har været de løgne, det skrupelløst spreder ud over hele verden. Det er oven i købet blevet sagt, at vores regering er engageret i narkotikahandel, og at Fidel Castro har en af de største formuer i verden. 
Vi kan erklære her, at Cuba muligvis er det land i verden, der er mindst berørt af narkotika, at vores regering er tusind lysår på afstand af den korruption, der idag breder sig som en ukontrollabel eftervirkning af neo-liberalismen - og at vores præsident er en af de mest seriøse og ekstraordinære politiske ledere i dette århundrede, som har viet sit liv til sit folk og alle folkeslag i verden med lige så meget lidenskab og beslutsomhed som spartansk levevis og personlig hæderlighed.

Det er moralen, der bærer den socialisme, vi forsvarer. Verden ved, at de af os der indtager ansvarsfulde poster i landet ikke har private forretningsvirksomheder og lever af vores arbejde. Vi kæmper ikke for at beskytte personlige ejendomme, men for at forsvare vores idéer. Der vil hverken blive tale om arv eller privilegier for vores børn, kun vores eksempler.

Bagvaskelserne og løgnene vil måske fortsætte - og stillet over for dem citerer vi, som cubanere så ofte gør det, José Martí: ”Et retfærdigt princip er - om det så virker fra bunden af en hule - mere magtfuldt end en hær”.

Ingen nation burde fordømmes for at forsvare sin uafhængighed.

Den globaliserede verden, hvori det er blevet vor lod at leve, kan ikke udvikles på grundlag af bare én tankeretning og én altdominerende magt.

Cuba kæmper og vil fortsætte med at kæmpe for en retfærdig verden.

Tak.


Oversat af Ken Bruun

indhold.jpg (4690 bytes)

 

 

Den cubanske revolution lever og står fast

Af Ken Bruun

I anledning af 46 års dagen for starten på den cubanske revolution - 26. juli 1953 -og revolutionens 40 års historie siden sejren - ved nytårstid 1959: Den cubanske revolution lever og står fast. Til nogens glæde. Til nogens vrede. Til nogens ærgrelse. - Hvorfor?


Nytårsdag 1999 kunne cubanerne fejre 40 års dagen for deres revolutions sejr.
Og diktatoren Batistas flugt fra landet i et fly. Med nationalformuen under armen.
Det gjorde cubanerne også. Selv om vi ikke fik lov at se eller høre nævneværdigt om det i de frie vestlige og danske medier.
Men endnu mere plejer cubanerne at fejre den 26. juli hvert år.
I år som 46 års dagen for starten på den kamp, der førte til revolutionens sejr 5 ½ år senere. Men det vil også - traditionen tro - blive fortiet her hos os. 
Eller brugt som endnu en anledning til at rakke ned på Cuba som: 
Et trist mangelsamfund. Et ensrettet, kommunistisk diktatur under en enevældig leder. Med et overdimensioneret og ressourceslugende militær.

 


- Hvorfor mon?

Manglerne er langt mere katastrofale for de mange i resten af Latinamerika og den tredie verden. Cuba indtager en førsteplads med hensyn til: 
Folkesundhed, uddannelse, sport, kultur - og social og menneskelig tryghed. 
Der er hemmelige og frie valg til byråd, provinsstyre og nationalforsamling i Cuba. Det kommunistiske parti stiller ikke op til valgene.
Kandidaterne opstilles af de almindelige cubanere i deres valgkreds.
For at blive valgt skal en kandidat have over halvdelen af stemmerne i sin valgkreds.
Det gælder også Fidel Castro.
De valgte kan skiftes ud af deres valgkreds mellem valgene, hvis vælgerne er utilfredse med deres indsats.
At have et meget stærkt forsvar er nødvendigt som oprørsk nabo til USA.
Det har cubanerne oplevet på egen krop. 
Og set i Chile, Grenada, Nicaragua, Panama - og mange andre steder i verden.
Hvorfor mon så det stadige fjendskab fra USA’s og Vestens side?
Og hvorfor den stadige fortielse og bagtalelse fra mediemedløberne verden over?
Måske blandt andet netop af disse grunde. Men af mange flere.
Ikke bare tog cubanerne fat på et oprør - mod et korrupt og brutalt diktatur - den 26. juli 1953. De førte oprøret til sejr ved nytårstid 1959. 
Og videre i et oprør mod USA’s overherredømme og Cuba’s underudvikling. 
Fra foråret 1961 med opbygning af socialismen som mål.
Og gennem hele revolutionens historie med en storsindet international solidaritet som ledetråd. Sammen med det urokkelige forsvar for Cubas selvstændighed og uafhængighed. 

 

Godt eller dårligt eksempel

Den cubanske revolution var altså fra starten et opmuntrende og inspirerende eksempel. For de fattige og undertrykte i resten af Latinamerika og verden.
Det er Cuba den dag idag, hvor det stadig står fast. Og taler verdens herrer midt imod.
For disse herrer var og er den cubanske revolution derfor et tilsvarende afskyeligt og skræmmende eksempel. Først og fremmest den økonomiske og politiske elite i USA.
Men også deres allierede og medløbere i Latinamerika og hele resten af verden.
- Og i medieverdenen…

De ønsker at banke ind i hovederne på verdens fattige milliarder: 
At der er ikke andre udviklingsveje (og underudviklingsveje) - end dem de økonomiske og militære stormagter og transnationale selskaber dikterer. 
Uanset alle menneskelige omkostninger.
De ønsker hverken at blive modsagt eller modbevist.
Slet ikke siden 1989. Hvor selv de stædige cubanere skulle have indset, at tiden nu var inde til at overgive sig. Opgive selvstændigheden og socialismen og den internationale solidaritet. Som Sovjetunionen, Østeuropa og Balkan.

Det er den cubanske revolutions seneste og største synd, at den ikke fulgte trop.
Men stod fast på sine principper og fortsætter med højlydt at forsvare dem.
Og lige så højlydt at fordømme økonomiske og militære folkemord verden rundt.

 

- En synd i hvis øjne monstro?

Naturligvis i disse folkemords bagmænds og aktionærers øjne.
Men også for mange vestlige mediearbejdere og kommentatorer at se. 
Som føler sig indviede ved at viderebringe magtens evangelium.
Og indsigtsfulde ved at fremstille cubansk politik som: 
Forældet, forstokket, fanatisk og aldeles urealistisk. 
Dertil kedelig - fordi cubanerne bliver ved med at mene det samme.

Tilsvarende er denne opførsel den seneste og måske største historiske præstation fra den cubanske revolutions side.
For mange fattige folkeslag og nationer at se. I Latinamerika og resten af verden.
Dertil den mest realistiske politik, hvis menneskehedens flertal skal overleve.
Og deres lande have lov at udvikle sig i en menneskeværdig retning.

 


Bedrifter eller dødssynder

Den cubanske revolutions 40-årige eller 46-årige historie har været en lang kæde af sådanne historiske præstationer - eller dødssynder. Alt efter, hvem der betragter dem.
Vi kan bruge anledningen til at kaste et blik på nogen af dem.

Det var en historisk præstation af rang at gennemføre en anti-imperialistisk revolution - lige under næsen på verdens rigeste og militært mægtigste magt.
Der gennem halvandet århundrede havde betragtet Latinamerika som sin baggård.
Og som igennem første halvdel af det 20. århundrede havde opdyrket Cuba som en nærliggende forlystelsespark for overklassen i det sydlige USA: 
Kombineret bordel, spillecasino og bar. 
Samt leverandør af: Sukker, rom, tobak og tropiske frugter til fingerpris.
Selvfølgelig fik en lille cubansk elite af godsejere og levebrødspolitikere deres bid af kagen. På den betingelse at de lod de nordamerikanske interesser i fred. 
Og de brutale ordenshåndhævere i hær, politi og hemmelige tjenester fik lommepenge. For deres beskidte, men nødvendige arbejde. 
Suppleret med, hvad de selv stjal fra folket.

For det store flertal af cubanere så det ganske anderledes ud. 
Men stort set som i resten af Latinamerika, Caribien og Mellemamerika:
Undertrykte, sultende, forgældede, jordløse og arbejdsløse bønder og landarbejdere. Overalt på den frugtbare ø. Fattige fiskere langs landets gavmilde kyster.
Uden ringeste udsigt til uddannelse og lægehjælp, en ordentlig bolig eller tøj og sko.

I byerne som på landet et mindretal i arbejde på slaveagtige vilkår.
En sværm af småhandlende og fuskere, skopudsere og tiggere. Der slog sig igennem fra dag til dag, så længe det gik. Og en hær af prostituerede.
Også i byerne uden menneskeværdige boliger og klæder.
Uden adgang til uddannelse og lægehjælp. 
Og underkastet en hæmningsløs undertrykkelse ved mindste tegn på oprør mod disse vilkår: Mord, forsvindinger, massakrer, tortur, fyring og fratagelse af eksistensmidler.

Den historiske præstation blev ikke mindre af, at revolutionen blev gennemført uden hjælp udefra. I et Cuba omringet af USA mod nord og USA’s sattelitter i alle andre retninger. Det blev den større af.

 


Jordreformen - et afgørende skridt

Men for den cubanske befolknings store flertal var den vigtigste historiske præstation:
At de revolutionære ledere brød en lang, solid tradition i Cuba og hele Latinamerika. De koncentrerede sig ikke om at berige sig selv, da de var kommet til magten.
Men om at virkeliggøre de løfter, de havde givet befolkningen.

En gennemgribende jordreform gjorde de største godser - ejet af cubanske herremænd eller nordamerikanske selskaber - til statsfarme. Med garanteret arbejde, løn og bolig, lægehjælp og uddannelse til de ansatte og deres familier.
Mellemstore og små jorder forblev i storbøndernes og småbøndernes besiddelse.
Deres eventuelle gæld til godsejere og ågerkarle blev sløjfet.
Nogle jordløse fik overdraget noget af den nationaliserede jord.
Den revolutionære regering opfordrede til og støttede sammenlægning af de små og mellemstore bønders jord i kooperativer.
Men under absolut frivillige former, som fastholdes den dag idag.
Handel og spekulation med jord blev forbudt.

Denne den vigtigste og mest grundlæggende reform for landets flertal - bønderne - var også en af de allerførste. Den blev gennemført allerede i maj 1959 efter revolutionens sejr i januar. To år inden revolutionen satte kurs mod socialismen.
Men den vakte de cubanske godsejeres, de nordamerikanske frugtselskabers og deres regering i Washington’s dødsfjendskab. 

Brødrene Dulles - der sad som udenrigsminister og chef for CIA i Eisenhowers regering - havde selv store interesser i United Fruit Company. 
Hvis store plantager blev taget tilbage af cubanerne. Med tilbud om erstatning - fastsat efter de værdier, selskabet selv i årevis havde opgivet til det cubanske skattevæsen. 

For at tvinge revolutionen i knæ - før den kom for godt i gang - lukkede USA for importen af sukker. Som Cuba næsten udelukkende levede af at sælge til USA.
Og stoppede for de leverancer af olie, der var forudsætning for: Industri, transport og strømforsyning i det lille land.
Samtidig forsøgte Washington sig med et godt, gammelt og gennemprøvet middel:
At købe eller true de revolutionære ledere til at makke ret og snyde deres folk.

 

Flere skelsættende reformer

Hermed kommer vi til revolutionens næste historiske præstation. Grundlæggelsen af en helt ny tradition i latinamerikansk politik - og politik i det meste af verden:
Aldrig at lade sig købe eller true til underkastelse. Aldrig at lyve for eller snyde folket.
Altid at svare hurtigst og modigst muligt igen på fjendens angreb.

Cubanerne optog i efteråret 1959 forhandlinger med Sovjetunionen om leverancer af cubansk sukker mod leverancer af sovjetisk råolie.
Da de amerikanske olieselskaber nægtede at raffinere den sovjetiske råolie på Cubas raffinaderier - som de også ejede - nationaliserede cubanerne raffinaderierne.

Og fortsatte ufortrødent med reformerne:
En alfabetiseringskampagne i 1961, der på et år gjorde kål på analfabetismen i Cuba. 
Udbygning af uddannelsessystemet. Og fastlæggelsen af princippet om gratis adgang for alle på alle trin.
En storstilet sundhedskampagne. Udbygning af sundhedssystemet. Der som uddannelsessystemet kun havde omfattet de rige i byerne.
Og fastlæggelsen af princippet om gratis lægehjælp og medicin for alle overalt i Cuba.
To kæmpe skridt, som har gjort Cuba til det land i den tredie verden - der har det højeste sundheds- og uddannelsesniveau. Ja, i store dele af hele verden.
- Ikke bare for nogen få, men for befolkningen som sådan.
Derudover talrige andre reformer som: Prisstop og loft over huslejer. Forbud mod spil og narkotika. Gratis adgang til sportslig og kulturel uddannelse og nydelse i massemålestok. Hvilket gjorde Cuba til en kulturel og sportslig stormagt i verden.

Lige så sandt som dette var historiske præstationer i de mange cubaneres og latinamerikaneres øjne - lige så sandt var det dødssynder i den nordamerikanske regerings. For eksemplets skyld.

 

Død over revolutionen

Da de første økonomiske kvælningsforsøg slog fejl - begyndte USA at organisere militære. Først ved landsætning af kontrarevolutionære og agenter. Finansieret, bevæbnet og trænet af USA.
Deres opgave var at undergrave Cuba’s økonomi - og revolutionens folkelige støtte.
Gennem sabotage og terror. Ledsaget af brandbomber fra luften.
Da det ikke rakte, gik forberedelsen af en regulær invasion i gang.

I april 1961 - kort efter at John F. Kennedy havde afløst Eisenhower som USA’s præsident - gik omkring 1400 kontrarevolutionære cubanere i land ved Playa Girón (Svinebugten). Bevæbnet og trænet af USA. Og transporteret dertil af dets flåde.
I dagene inden havde fly fra USA - overmalet med cubanske kendetegn - bombet Cuba’s militære lufthavne. 
Både invasionsstyrken, CIA og USA´s militære ledelse gik ud fra: At præsidenten ville være tvunget til at sætte USA’s luftvåben ind, hvis de invaderende behøvede det.
Men de invaderende var nedkæmpet - og hovedparten taget til fange - efter tre døgn. Herefter vovede Kennedy ikke at sætte luftvåbnet ind. Af skræk for et endnu større prestigetab - i Latinamerika og verden.
Han tog ansvaret for nederlaget og invasionen. Som han havde nægtet ville finde sted, mens den var undervejs.

Efter nederlaget gik USA igen over til dækket krig. Med mange mordforsøg på Castro og andre cubanske ledere. Med fortsat sabotage og terrorangreb på økonomiske og civile mål, dyr og mennesker. Med ildspåsættelse, sprængstoffer, biologisk og kemisk krigsførelse. Frem til idag. Sammen med den fortsatte og stadig mere intense, økonomiske krigsførelse. Som man stadig håber fører til revolutionens sammenbrud.

Over de tilfangetagne blev der holdt frivillige, offentlige og radiotransmitterede forhør. Hvor de fik lov at udtale sig, som de ville - om deres ædle hensigter, hvis invasionen var lykkedes: At sikre frihed, demokrati, menneskerettigheder, kristendom.
Men gennem forhørene afdækkedes deres klassemæssige baggrund. Hvilke materielle interesser, de havde haft før revolutionen. Hvordan de havde forholdt sig til diktaturet.
- En gigantisk politisk skole for hele det cubanske folk, der lærte at bag de smukke ord gemte sig: Landets tidligere overklasse og bødler i ledtog med USA.

 

Kurs mod socialismen

Umiddelbart før invasionen erklærede Fidel Castro ved et massemøde i Havana - til minde om de dræbte ved USA’s luftangreb: At revolutionen nu satte kurs mod socialismen. Og fik de forsamlede mange hundrede tusindes højlydte tilslutning.
Den cubanske ledelse havde i mere end to år vist, at folket kunne stole på dens løfter. At den stod på bøndernes, arbejdernes og studenternes side. Og ønskede at udvikle landet til et menneskeværdigt samfund med arbejde og velfærd for alle.
Det vejede mere end mange års amerikansk propaganda mod socialismen.


En anden følge af invasionen var et udbygget militært, politisk og økonomisk samarbejde med Sovjetunionen og dens allierede.
Men ikke Cuba’s lydige underordning under Sovjetunionens diktat eller lignende. Som mange har påstået eller troet.
Selv om Cuba havde stor gavn af og var meget taknemlig for det nære samarbejde.
Og selv om det blev et meget alvorligt tilbageslag for Cuba’s økonomi og manøvremuligheder - da Sovjetunionen og socialismen i Østeuropa gik i endelig opløsning 30 år senere.

Over for USA og Vesten stod Cuba sammen med Sovjetunionen og dens allierede.
Fra først i 60’erne til sidst i 80’erne. Men ikke på bekostning af sin selvstændighed.
Hverken i indenrigspolitiske eller udenrigspolitiske spørgsmål.
Det nære samarbejde - og enheden over for den vestlige imperialisme - udelukkede ikke skarpe uenigheder. Og gjorde ingenlunde cubanerne underdanige over for Sovjetunionen og landene i Warszawa-pagten og Comecon.
Den cubanske revolution var kommet til verden ved egne kræfter. Og overlever den dag idag ved egne kræfter. Tro mod sine egne grundlæggende principper.
Og mod sin egen udviklede form for socialisme, internationalisme og folkestyre. 

Endnu en historisk præstation. Eller dødssynd. 
Måske ikke alene efter vestlig målestok.

 

Enhed og uenigheder med USSR

Sovjetunionen gik efter aftale med Cuba i gang med at installere mellemdistance-raketter med atomvåben på øen i efteråret 1962. 
Som afskrækkelse mod nye angreb på Cuba. 
Og som opvejning af USA’s tætte omringning af USSR med atomvåben.
Men efter en nervepirrende konfrontation mellem de to supermagter - med truslen om atomkrig hængende i luften - indgik USSR aftale med USA om at fjerne raketterne.
Hen over hovedet på cubanerne, som blev rasende.

Cuba ydede også en langt mere militant støtte til befrielsesbevægelser i Latinamerika og Afrika - end Sovjetunionen og dens allierede syntes om. 
Men uden at spørge om lov.
For Cuba var ikke bare et socialistisk land i forbund med Sovjetunionen og Østeuropa. Det var også et latinamerikansk og caribisk land. Det var et land i den fattige og undertrykte tredie verden. Og et militant foregangsland i den alliancefri bevægelse.

Det var voldsomt uenig i Sovjetunionens og Kinas prioritering af egne interesser - i indbyrdes rivalisering og samspil med USA - på bekostning af angrebne lande som Korea, Vietnam og Cuba selv.
Det sendte tusinder og atter tusinder af civile og militære hjælpere til lande og befrielsesbevægelser i hele den tredie verden. Og havde omvendt tusinder af unge fra den tredie verden på gratis studieophold i Cuba.
Senere - i 1986 og frem - var Cuba det land, der modtog flest stråleramte børn til behandling og rekreation. Efter atomkraft-katastrofen ved Tjernobyl i Ukraine.

Militært var kulminationen den massive hjælp til Angola fra 1975 til 1988. 
I forsvaret mod Sydafrikas gentagne invasioner. Samt apartheidregimets og USA’s støtte til de folkefjendske og falske befrielsesbevægelser - FNLA, FLEC og UNITA. Der ville sikre Vesten og Sydafrika fortsat kontrol med Angolas uhyre mineralrigdomme.
Det endte med en overvældende sejr over apartheidregimets elitestyrker i det sydlige Angola i foråret og sommeren 1988. Midt under socialismens gigantiske globale tilbageslag. Og i uenighed med Sovjetunionens ledelse.
Denne sejr var stærkt medvirkende til Namibias uafhængighed og apartheidregimets endeligt i Sydafrika.

 

Kamp for en retfærdig verden

Endelig stillede Cuba sig lige fra 1960’erne i spidsen for de fattige landes krav om en langt mere retfærdig økonomisk verdensorden. Også fra de socialistiske landes side.
Selv pressede det økonomiske forbindelser med Sovjetunionen igennem - der fastlåste forholdet mellem prisen på cubansk sukker og sovjetisk olie.
Så Cuba altid kunne regne med at få samme mængde olie for samme mængde sukker.
Uanset svingningerne på verdensmarkedet, der altid er til fordel for de rige lande.
Det var det, Vesten og vestlige medier kaldte: 
“Den kunstige, sovjetiske understøttelse af den cubanske økonomi”. 
Og som til deres store glæde forsvandt med Sovjetunionens og Comecons opløsning.

Cuba udfoldede også store anstrengelser fra midt i 80’erne - for at få Latinamerika til at stå sammen: Om at nægte videre afbetaling på deres ufattelige, ødelæggende gæld til de rige lande og deres banker. Ganske vist forgæves. 
Men med stor indvirkning på de fattige landes og folkemassers fortsatte glæde over: At der dog er et land i verden, der bliver ved med at tale deres sag. 
Og siger tingene højt og tydeligt. Uanset hvordan de rige stormagter reagerer.
Som Cuba også gjorde det ved FN’s sociale topmøde i København i marts 1995.
Som det senest har gjort det i forbindelse med NATO’s forbryderiske krig mod Jugoslavien. Og alliancens forandring fra forsvarspagt til angrebsalliance.

Lad os slutte denne gennemgang af eksempler på den cubanske revolutions historiske præstationer - med at komme mediemedløbernes sure invendinger i forkøbet.
For dem er det også en dødssynd ikke at huske at tage kritisk afstand.
Især da fra et land som Cuba.
Som mange af dem selv tidligere i deres liv har beundret. Men nu er blevet trætte af.
Og så står de bestemt ikke model til store ord eller slagord som de cubanske:
Fædrelandet eller døden! Socialismen eller døden!
Selv om cubanerne gang på gang har vist, at de efterlever dem.
Derimod gerne til Vestens diktater til folkene på Balkan og i hele verden:
Markedsøkonomi eller døden!

Vi kunne spørge dem, om ikke de tror: At verdens fattige og undertrykte folkeslag er betydelig trættere af de livsfornægtende vilkår - de får fortalt er verdens bedste.
Om ikke de tror: At også i vores del af verden er vi mange, der er dødtrætte af deres ukritiske efterplapren af de herskendes evangelium.
Om markedskræfterne som eneste rorpind for verdens (og deres egen) udvikling.
Det forekommer betydelig mere nærliggende - i anledning af den 26. juli: 
At fortælle om cubanernes mod og moral, stædige trods og internationale solidaritet.
Og kritisere den vestlige imperialisme. Som fører sig hæmningsløst og menneskefornægtende frem. På tærsklen til et nyt århundrede og årtusinde. 

indhold.jpg (4690 bytes)

 


Sporene efter Cubas hjælp


Noemí Benítez y de Mendoza er Cubas vice-minister for investeringer i udlandet og internationalt samarbejde. Hun blev i 1997 udmærket som ”fremragende kadre inden for stats- og regeringsapparatet”. 
Noemí Benítez y de Mendoza bliver her interviewet om Cubas samarbejde med store dele af Afrika. 
Anledningen var: At Noemí er en cubansk kvinde, der siden 1971 har haft tætte bånd til det afrikanske kontinent. Som internationalistisk arbejder, specialist og leder. Siden 1986 som vice-minister. 
Med andre ord: Hun har gennemlevet de forskellige faser i Cubas samarbejde med dette kontinent. Der er ikke den cubanske ambassadør i Afrika - eller afrikanske ambassadør i Cuba - der ikke har mærket hendes støtte for at gøre drømme til virkelighed. På en måde der har styrket båndene stadig mere mellem vores folkeslag.
Med sin intime forståelse af, hvor meget Cuba har at tilbyde - og også af de afrikanske landes specifikke betingelser – er Noemí en ven, der altid er parat med en hjælpende hånd angående forbindelserne mellem Cuba og Afrika.
- Her i en samtale med Clara Pulido.



Clara Pulido: Forholdet mellem Cuba og Afrika var fra starten præget af historiske sammenfald. I 1959 sejrede den cubanske revolution. Bare to år tidligere havde den første afrikanske sejr for uafhængighed fundet sted i Ghana. I 1958 blev uafhængigheden opnået i Guinea. Og 1960 var ”Afrikas år”. I løbet af 1960’erne vandt nogle afrikanske lande deres uafhængighed. Andre indledte deres kampe for uafhængighed på forskellige måder.
Den cubanske revolutions internationalistiske appel – med rødder i vor egen historie – syntes at have fundet et gunstigt sted for sin videreudvikling i Afrika.
- Er det en korrekt bedømmelse?

Noemí Benítez: Den cubanske revolutions kerne – dens internationalistiske og humanistiske karakter – krævede en videreudvikling af Cuba, allerede inden revolutionen havde sejret. Som en nødvendighed: Ikke bare for det cubanske folk, men også for at andre folkeslag kunne komme til at mærke Cubas solidaritet.
Vi vil aldrig glemme den hjælp, vi selv fik. Efter revolutionens sejr, da Cuba blev blokeret og angrebet fra USA-imperialismens side. Da vores højtuddannede og teknikere blev stjålet fra os - og Cuba stod alene uden ressourcer, uden teknikere… Den hjælp, der blev rakt os i disse kritiske øjeblikke - af det tidligere Sovjetunionen og resten af de socialistiske lande.
Før 1959 havde Cuba knap nok haft diplomatiske forbindelser med landene i den tredje verden. Med vores revolutions sejr begyndte forbindelser at blive knyttet med landene i Afrika.

 


Den cubanske hjælps historie 

Clara Pulido: Vores militære hjælp til de lande og regeringer, der har været vores venner, er i almindelighed det, der er mest kendt om Cubas hjælp til Afrika uden for vores eget land. Ikke desto mindre så var dette jo ikke udgangspunktet – og det har heller ikke været grunden til Cubas forbindelser med de fleste afrikanske lande.
Noemí Benítez: Samarbejdsrelationerne voksede ud af alle de diplomatiske relationer. Cubas økonomiske og videnskabeligt-teknologiske samarbejde har sine egne rødder i det afrikanske kontinent anno 1960: Det tidspunkt, hvor den første samarbejdsaftale blev underskrevet med Republikken Guinea, da den cubanske revolution ikke engang var to år gammel.
Algeriet var det første sted, hvor vores internationalister var til stede. Et kontingent på 58 cubanske læger, teknikere og sygeplejersker begyndte i 1963 at yde hjælp dér. Sådan indledtes systemet med gratis teknisk hjælp (internationalismen).

Clara Pulido: Det er interessant, at denne hjælp har været rettet mod meget forskellige lande. Og selv om forbindelserne udviklede sig dybest med de lande, som vi identificerede os tættest med politisk og ideologisk, så var det ikke en hindring for at udbygge relationer med andre.
Noemí Benítez: I løbet af 1960’erne fandt vores samarbejde grundlæggende sted med Algeriet, Guinea og Tanzania. Jeg bør understrege, at vores politik med samarbejde med lande i den tredje verden er stemplet med princippet om internationalistisk hjælp til andre folkeslag. Grundlagt på vores partis og regerings erklæringer og vedtaget på partiets kongresser. Det er en politik med humanitær hjælp. Og vores eneste anliggende har været udviklingen for disse folkeslag. At hjælpe dem med at konsolidere deres egne økonomier.
I den første del af 1970’erne blev der taget nye skridt for at styrke disse samarbejdsrelationer. Så i 1975 var der næsten 400 cubanere beskæftiget med teknisk assistance i 8 afrikanske lande. Tre år senere var antallet steget til 7.864 i 16 lande. Med hovedparten – 6.408 – i Angola. Højdepunktet kom i 1979 – det år hvor antallet af teknikere var 8.700 i 16 lande. Med mere end 6.600 i Angola.
Når man analyserer de faktorer, der fik vores land til at sende denne mængde internationalistiske arbejdere til kontinentet, så er det vigtigt at huske på:
• For det første afkoloniseringen af de portugisiske kolonier og etableringen af revolutionære regeringer – der repræsenterede de befrielsesbevægelser, som vi allerede tidligere havde samarbejdet med. Det gjorde det lettere for disse unge afrikanske regeringer at se i vores retning efter samarbejde.
• For det andet gjorde visse økonomiske betingelser i den periode det muligt at sende et stort antal arbejdere afsted – alt afhængigt af tilgangen af kvalificeret personale – samt påtage os praktisk talt alle omkostninger ved deres ophold i forskellige lande.

I 1980 begyndte en proces med gradvis reduktion i antallet af cubanske arbejdere på det afrikanske kontinent. Det første fald fandt sted det år i Angola (et fald på mere end 2.500). Grundlæggende set som følge af en skærpelse af den politiske og militære situation.
Fra 1984 og frem til idag blev nye lande føjet til dem, der allerede fik teknisk hjælp af os: Zambia, Burkina Fassou, Zimbabwe, Ghana, Nigeria, Botswana og Tunesien bragte det samlede antal op på i alt 25. Men det øgede antal lande kunne ikke vende tendensen til et fald i niveauerne for den bistand, vi ydede.

 

Ændrede betingelser i Afrika

Clara Pulido: Inden for rammerne af denne reduktion i kvantitet kunne man forestille sig en søgning efter større kvalitet – og indsats på de områder, hvor Cubas hjælp kunne være mest effektiv.
Noemí Benítez: Siden 1980 har hovedtendensen været at reducere kvantiteten af den tekniske hjælp. Og det har været tydeligt i: Angola, Algeriet, Ethiopien, Guinea, Guinea-Bissau, Libyen, Mozambique, Sao Tomé og Principe samt Tanzania blandt andre.
Det kan være rigtigt nok at sige, at kvaliteten af vores tekniske hjælp samtidig er blevet forbedret. 
Men der er andre faktorer, der har haft indflydelse på hovedtendensen til reduktion:
• Den kritiske økonomiske situation - som flertallet af de lande, der har fået teknisk hjælp af os, har stået i – har hæmmet deres opfyldelse af aftaler om de arbejds- og levevilkår, som skulle garanteres de cubanske arbejdere.
• Finansielle aftaler med Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken resulterede i begrænsninger af opmærksomheden omkring og videreudviklingen af de sociale sektorer. Det vil sige selve modtagerne af de største fordele ved det samarbejde, som vi tilbød. Tæt forbundet med dette var også privatiseringen af forskellige aktiviteter, der førte til en indskrænkning af de sektorer, der kunne gøre brug af Cubas tekniske assistance.
• Manglen på udstyr, forsyninger, råvarer og andre nødvendigheder – så vel som et utilstrækkeligt budget med hensyn til at dække disse omkostninger – hvilket havde en negativ indvirkning på evnen til at drage fordel af vort personel.

Det var de vigtigste faktorer i den økonomiske sfære. Men det er også værd at nævne andre faktorer af politisk natur:
• I nogle lande er den politisk-militære situation skærpet, hvilket har ført til vores tilbagetrækning af hjælp fra visse zoner – på grund af risikoen for vores specialister og teknikere.
• I mindre omfang har Cubas tekniske assistance i nogle lande mødt modstand og er blevet afvist. Af visse professionelle institutioner – især inden for læge- og sundhedsuddannelsen – som har hævdet, at vores samarbejde ville begrænse beskæftigelsesmulighederne for landets egne uddannede.

 

Ændrede betingelser for hjælpen

Fra og med 1990 stod vort land over for den påtrængende nødvendighed af at indlede en gradvis forandring af de vilkår, som vi kunne tilbyde teknisk assistance på. Som en følge af den socialistiske lejrs sammenbrud i Østeuropa og dobbeltblokaden mod Cuba. 
Med dette for øje forklarede vi i den indledende periode landene: At de var nødt til at dække rejseudgifterne for vores specialister, der ydede gratis teknisk assistance.
Derudover var de nødt til at garantere: At det månedlige beløb, som det cubanske personel fik i lokal valuta, ville være tilstrækkeligt til at dække deres nødvendige behov. Eftersom det nu var umuligt for os at afsætte beløb til dette formål.
Flertallet af landene var forstående over for dette. Og det gjorde det muligt for Cuba at opretholde sin tilstedeværelse i Afrika.
Senere er en ny fase startet. Først med anvendelsen af et nyt system med økonomisk selv-finansiering fra landenes egne institutioners side. 
Senere en helt ny fase - begyndende med det sundhedsmæssige samarbejde med Sydafrika. Forhandlinger afsluttet i 1995 muliggjorde individuelle kontrakter med et højere lønningsniveau. Samt fremme, udvikling og konsolidering af betalt teknisk bistand på kontrakt - som en indtægtskilde for Cuba.
Cubas internationale arbejdere yder idag ikke alene en vigtig hjælp i de lande, hvor de er udstationeret. De yder også vigtige bidrag til de sektorer, de tilhører i Cuba.
På denne måde er Cuba fortsat med at arbejde sammen med landene på det afrikanske kontinent. 
Cuba arbejder nu for at fremme teknisk bistand med finansiering fra internationale økonomiske institutioner. Og der ses resultater heraf i: Angola, Guinea-Bissau, Ækvatorial Guinea, Mozambique, Nigeria og Sydafrika.

Antallet af cubanere er atter steget til 1.200 i 21 lande i Afrika. Af disse arbejder mere end halvdelen efter mellemstatslige overenskomster med lønnet arbejde. Eller efter direkte kontrakt med private eller statslige institutioner.
Omkring 400 udfører internationalistiske opgaver. Og vi har også her en gruppe på kontrakt med internationale institutioner. 
De lande, hvor der arbejder flest, er: Sydafrika med 401, Botswana med 114, Zambia med 154, Mozambique med 79, Ghana med 75, Angola med 74 og Namibia med 52. 
De fleste af dem – mere end 80 procent – arbejder inden for sundhedsvæsenet.
Det er værd at bemærke: At siden 1977 har 439 cubanske sundhedsarbejdere ydet gratis hjælp til folket i Saharas Arabiske Demokratiske Republik (Vestsahara – red.) Selv under den ”specielle periode” (Cubas økonomiske kriseperiode først i 90’erne – red.) er den cubanske regering fortsat med at påtage sig omkostningerne ved dette. Ud fra den betragtning, at det er en grundlæggende pligt over for et folk, der stadig kæmper for sin uafhængighed.

 


Hjælpens karakter

Clara Pulido: Du har først og fremmest talt om hjælpen inden for sundheds- og uddannelsessektoren. Er det bare et tilfælde, at disse to områder - der er varemærket for Cubas eget sociale projekt - også har været fanebærere i vort samarbejde med afrikanske lande?
Noemí Benítez: Som jeg nævnte tidligere, tog dette samarbejde sin begyndelse i 1963 inden for sundhedssektoren - da en lægebrigade blev sendt til Algeriet. Og det har senere bredt sig til 27 lande på det afrikanske kontinent. Denne sektor er blevet det område, hvor vort samarbejde har udviklet sin største styrke og mangfoldighed.
Vi kan sige, at inden for rammerne af sundhedssektoren har vores folk udført hjælpearbejde med: Forebyggelse, pleje, rekonvalescens og revalidering. 
Endvidere: Træning af undervisere, fremstilling af forsyninger, afholdelse af seminarer, videnskabelige undersøgelser, vaccinationskampagner, grundlæggelse af læge- og sundhedsfaglige skoler (som den i Guinea-Bissau og den, der vil åbne om kort tid i Ghana). 
Endelig er talrige diagnostiske og prognostiske helbredsundersøgelser blevet gennemført i forskellige lande.
Vi er stolte over at kunne påpege: At flere cubanere har arbejdet inden for dette område i Afrika – end udsendinge fra en international organisation så prestigefyldt som Verdenssundheds-organisationen WHO. En institution, som vi i øvrigt også udvikler fælles projekter med.

På uddannelsesområdet er der ydet bistand på forskellige uddannelsesniveauer. Vi har organiseret og deltaget i alfabetiseringskampagner. Vi har tilrettelagt studieprogrammer og fremstillet undervisningsmaterialer. Vi har skolet uddannelsespersonale fra grundskole- til universitetsniveau. Herunder teknisk, landbrugsfaglig, økonomisk og sproglig uddannelse.
Che Guevara-kontingentets arbejde i Angola og programmet for læreruddannelse i Zimbabwe har været særlig betydningsfulde.

Men vort samarbejde har også udstrakt sig til andre områder: Byggeri og anlæg, landbrug, fiskeri, sukkerindustri, svær- og letindustri, ernæring, elektrificering og maskinarbejde.
Vi har bygget skoler, kornmagasiner, hovedlandeveje og boliger. Vi har lavet forundersøgelser og handlingsplaner. Og vi har skænket udstyr, undervisningsmateriale, medicin, kvæg, vacciner og så videre.
På den anden side har Cuba også modtaget gaver fra nogle lande på kontinentet. Især i form af vilde dyr og plantefrø blandt andet. 
Som følge af den økonomiske situation, som vort land har stået overfor i de senere år, har nogle regeringer ydet os bistand i form af naturalier eller penge. Særlig bemærkelsesværdige dem fra Egypten og Ghana - i kølvandet på hurricanen ”Lily” og århundredets storm i 1993.

 

Mange afrikanere uddannet i Cuba

Clara Pulido: Samarbejdet på uddannelsesområdet har ikke været begrænset til tilstedeværelsen af cubanere i Afrika. Tilstedeværelsen af afrikanere i Cuba er blevet en del af dagligdagen på vores uddannelsescentre.
Noemí Benítez: En af vores første former for samarbejde med andre lande startede i begyndelsen af 1960’erne: Da de første studenter fra Asien, Afrika og Latinamerika begyndte at komme til Cuba - på Cubas regning – for at studere inden for forskellige områder på mellem og højere niveauer. 
Vi vil aldrig glemme de grupper af studerende på stipendier, der var pionerer. Som dem fra Republikken Guinea, Algeriet, Congo og senere Angola.

En anden form for samarbejde - som vi har udviklet med landene på det afrikanske kontinent - har været mange uddannelser af forskelligt slags personale i Cuba. I løbet af de sidste 30 år har mere end 7.000 personer fra 23 lande i Afrika fuldført kurser inden for næsten alle områder af samfundsøkonomien. Omkring 56 procent af dem kom fra Angola og Mozambique. Dem har vi kunnet opretholde meget tætte forbindelser med. På grund af ligheden mellem vores sprog, som gør det let at videregive informationer meget hurtigt.
Denne form for samarbejde havde den fordel, at Cuba ikke pådrog sig store udgifter i konvertibel valuta (hård valuta – red.) De lande, der nød fordel af samarbejdet, dækkede nemlig som regel rejseudgifterne. De største vanskeligheder ved dette system har været de økonomiske begrænsninger, som disse lande står overfor - hvilket påvirker deres evne til at påtage sig disse omkostninger. Samt de kvalifikationer og det uddannelsesniveau, der kræves på forhånd af deltagerne - hvis de skal have noget ud af uddannelsen her.

Nu tilbydes denne form for samarbejde af Cuba mod betaling. Den videnskabeligt-tekniske udvikling - der er opnået inden for vigtige grene af den cubanske produktion - fik nogle lande til at søge om at kunne sende personale hertil for at blive uddannet. Så en række forholdsregler er sat i værk for at gøre dette system til en indtægtskilde for Cuba - og for at videreudvikle systemet. 
Med særlige takster for landene i den tredje verden.
Bevillingen af fulde stipendier til studerende fra det afrikanske kontinent er en anden vigtig form for samarbejde, der begyndte i 1960’erne. Frem til skoleåret 1997-98 har 27.211 studerende fra 43 lande taget eksamen i Cuba. Af disse eksaminer var 30 procent på universitetsniveau. 
De lande, hvorfra flest studerende har taget eksamen i Cuba, er: Angola, Ethiopien, Mozambique, Zimbabwe, Congo, Guinea-Bissau, Namibia, Saharas Arabiske Demokratiske Republik, Ghana og Guinea.

Clara Pulido: Efter min bedømmelse var en af de mest ekstraordinære erfaringer i det cubanske oversøiske samarbejdes historie skabelsen af de internationalistiske skoler på Ungdommens Ø. 
Selv om denne bedrift – som ethvert menneskeligt forehavende – også havde sine fejl. 
Afgørende vigtigt har det været: At undervisningen i de landes historie og kultur, der var involveret, blev forestået af lærere fra disse lande. Rejst til Cuba med dette særlige formål, når deres lande havde de nødvendige ressourcer dertil. 
Den grundlæggende idé havde at gøre med den kendsgerning: At Cuba ikke gav disse stipendier og studiepladser for senere at gennemføre en brain drain (hjerneflugt eller rettere røveri – red.) fra disse lande. Sådan som vi har set det ske i andre dele af verden. Men snarere for at forme disse mennesker på en måde, så de vendte tilbage for at arbejde i deres egne lande.
Noemí Benítez: Netop. Gennem disse vanskelige år for Cuba - da det omlagde sine internationale økonomiske forbindelser - klarede det alligevel at opretholde dette uddannelsesprogram for udlændinge.
Jeg mindes grundlæggelsen i 1977 af de første to high schools (nærmest gymnasier – red.) for afrikanske studenter på Ungdommens Ø: Samora Machel Skolen og Agostinho Neto Skolen. (1). Det var på personligt initiativ af vores øverstkommanderende, Fidel Castro.

 


Overblik over hjælpen og dens udvikling

Et kort overblik over det internationale samarbejde - efter de tre metoder, vi nu har diskuteret - ser sådan her ud:
• Arbejdere sendt til det afrikanske kontinent fra 1963 til 1997: 80.524.
• Af disse var der af MINSAP (Sundhedsministeriet) udsendt: 24.714.
• Afrikanere uddannet i Cuba inden for forskellige fag fra 1963 til 1997: 5.850.
• Studerende på stipendier (på Cubas regning – red.) fra Afrika, som har taget eksamen i Cuba fra 1961 til 1997: 26.294.
• Af disse var der på universitetsniveau: 7.900.

Clara Pulido: For adskillige år siden offentliggjorde en af vores ambassadører i Afrika en artikel i Brasilien med statistiske oversigter over Cubas samarbejde med den tredje verden – herunder Afrika. Da artiklen blev bragt, bemærkede han, at der var udeladt et ciffer i hvert eneste tal. I vrede kontaktede han avisen for at klage. Avisen undskyldte og forklarede, at fejltagelsen ikke var sket med vilje. Men at redaktøren simpelthen havde tænkt, at der måtte være tale om en trykfejl. For han kunne ikke tro, at et land så fattigt som vort kunne gennemføre en så omfattende indsats.
Noemí Benítez: Jeg kender godt historien. Og det er virkelig en skam, at det er så lidt kendt, hvad vort land har udrettet på dette område. Der skulle være langt mere oplysning om de tusindvis af cubanske mænd og kvinder, der så ædelt har ydet deres støtte til disse folkeslag. 
Ofte under vanskelige vilkår i afsides områder. Hvor den cubanske læge – for at give det mest sigende eksempel – sommetider er den eneste læge, der er.

Men lad mig lige afslutte oplysningerne om de bevilgede stipendier, der har været en værdifuld hjælp for disse lande. Omkostningerne er blevet delt på den måde, at modtagerlandene har betalt rejseudgifterne, og Cuba alle de studerendes udgifter i Cuba. 
Der er stadig 2.000 afrikanere, der studerer i Cuba på gymnasiale og højere niveauer.
I 1990’erne blev denne form for hjælp også berørt af den vanskelige økonomiske situation, som vort land skulle finde ud af at håndtere. Ikke desto mindre besluttede regeringen og vort parti, at ikke en eneste afrikansk student i Cuba ville komme til at stå uden studieplads eller lærer. 
Vi kunne ikke tilbyde alt det, vi havde tilbudt førhen. Men vi kunne garantere, at de ville få de samme levevilkår, som vores egne unge har haft gennem disse vanskelige tider. 
Vi ved, at det undertiden ikke har været let for dem. Men for dem og for os er det vigtigste: At disse unge har virkeliggjort - eller er ved at virkeliggøre - deres drømme om at blive teknikere og højtuddannede.

Clara Pulido: Så nye tider og nye realiteter har nødvendiggjort tilpasninger på samarbejdets område.
Noemí Benítez: Vort samarbejde begyndte som noget, vi tilbød uden betaling. Det vil sige uden nogen omkostninger for det land, der modtog hjælpen. Dette gjaldt ud fra et teknisk synspunkt. Og også med hensyn til omkostninger i forbindelse med vores folks ophold i landene. Cuba påtog sig de oversøiske omkostninger – herunder rejseudgifter og nødvendige forsyninger under deres ophold.
Et vigtigt aspekt er, at vores arbejdere ikke tjente nogen lønninger. Vi tog ikke noget som helst for den hjælp, vi gav. Det var på samme måde, vi bød studenterne på stipendier velkommen til Cuba. Fra starten og frem til 1980’erne blev vort samarbejde gennemført på den måde, jeg her har forklaret.

Det skal dog påpeges, at i 1978 begyndte vi samtidig at udvikle et system med betalt teknisk assistance. Til de lande, der var i stand til at dække omkostningerne ved den assistance, Cuba gav, så længe assistancen stod på. 
Disse lande – og den periode det drejede sig om – var:
• Angola (1978-1983) – bortset fra lærerkorpset.
• Algeriet (1978-1991).
• Libyen (1978-1987).
• Mozambique (1982-1985) i de produktive sektorer.
Derudover begyndte vi på samme tid sammen med andre lande på det afrikanske kontinent at undersøge mulighederne for: At dele omkostningerne ved dette samarbejde. 
Vi nåede til enighed med nogle af landene om, at de dækker omkostningerne ved indenlandske rejser, i overensstemmelse med deres muligheder.

Fra det tidspunkt, hvor vi begyndte at opleve økonomiske problemer som følge af opløsningen af den socialistiske lejr, tog vi denne udfordring op: At fastholde vores samarbejdsrelationer med landene i den tredje verden trods alle odds. Vi ønskede ikke, at disse lande skulle blive ramt. 
Men vi havde ikke økonomiske betingelser for at dække alle de omkostninger, som vi tidligere havde påtaget os. Og vi ønskede alligevel ikke, at vores venner skulle blive ramt. 
Så vi sluttede aftaler om, at de ville dække omkostningerne. 
Det var her, revolutionens prestige kom ind i billedet. Den seriøsitet og hengivelse, der havde præget vores hjælp - samt vigtigheden af den værdifulde hjælp, vi havde givet - blev taget med i betragtning af de regeringer, der havde modtaget cubansk hjælp.

 


Nye samarbejdsformer og hjælpens kerne

Senere er vi begyndt at arbejde på: At åbne vej i de afrikanske lande for de forskellige forretningsmuligheder, som eksisterer i Cuba. Og arbejde på at fremme fælles økonomiske selskaber mellem staten og private virksomheder. 
Som følge heraf har vi etableret fælles virksomheder i: Ghana, Uganda og Angola. 
I september 1997 blev en fælles virksomhed grundlagt i Uganda, hvor der fremstilles veterinære produkter. Og selv om vi for tiden kun har cubanske investeringer i to lande i regionen – Uganda og Ghana – så ser vi frem til i den nære fremtid at skabe flere joint ventures i Afrika. 
Efterhånden som den cubanske økonomi kommer til kræfter. Og på baggrund af de historiske samarbejdsrelationer mellem Cuba og de afrikanske lande.
Derudover har vi grundlagt joint ventures i Cuba sammen med Sydafrika. Inden for minedrift – og udforskning og bjærgning af sunkne galeaser (klassiske spanske krigsskibe – red.) i farvandene omkring Cuba. 
På samme måde søger vi at udvikle – og har gjort det med nogle lande – gensidigt fordelagtigt økonomisk og handelsmæssigt samarbejde.

Clara Pulido: Der er en meget stærk tendens til at måle resultaterne af al økonomisk aktivitet i tal.
Noemí Benítez: Jeg mener, at vores hjælp ikke er så vigtig ud fra et tal-synspunkt. Vi kunne godt gøre den matematisk og kvantitativt op. Men eftersom vores hjælp har været en handling, båret af solidaritet og menneskelighed, kan værdien af den bedst bestemmes ved at spørge: Hvad har denne hjælp betydet for folkene? Utvivlsomt at være solidaritet fra et lille land - parat til at opfylde sin internationalistiske pligt over for andre folk med større behov. 

Hjælp kan blandt andet måles i: De tusindvis af børn, der er blevet vaccineret mod smitsomme sygdomme. De millioner af syge mennesker, der er blevet behandlet. De liv, der er blevet reddet. De boliger, der er blevet bygget. Og de offentlige anlæg, der er blevet opført. De børn og voksne, der er blevet undervist af vores lærere. Præstationerne inden for landbruget, industrien og hele den økonomiske produktion. Uddannelsen af teknikere på alle niveauer – og inden for de større brancher og sektorer af disse landes interne økonomier.
Det er vigtigt at have for øje, at Cuba aldrig har brugt at eksportere manuel arbejdskraft. Hvad vi har gjort, er at tilbyde vor viden og kundskab. Og vi har presset os selv for at kunne yde den størst mulige og bedst mulige hjælp. 
Cubas tekniske assistance – hvadenten den har været ydet her eller udenlands – er resultatet af vort lands internationalistiske politik og principper.

Clara Pulido: Er der noget i øvrigt, som du ønsker at tilføje?
Noemí Benítez: Ja, et element – som ikke er teknisk, men som er essentielt: Respekt, venskab og gensidig hengivenhed. Dette er noget, som er meget nemt at se, når vi modtager en delegation af venner her – og lige sådan når vi besøger deres lande. Og endnu vigtigere: Vores aktivister i Afrika møder disse følelser hver dag. 
Hvadenten vi taler om statsniveau, regeringsniveau eller partiniveau, så kan vi sige: At Afrika sandsynligvis er den mest lydhøre region – eller en af de mest lydhøre i verden – over for cubanske synspunkter og principper. 
Hvad angår befolkningen, så føler vi cubanere: At i Afrika bliver vi elsket som intet andet sted. Dér føler vi os hjemme. Som hos vores familie.

Oversat fra tidsskriftet TRIcontinental nr. 141 – Year 33/1999 – af Ken Bruun, der også har indsat mellemoverskrifter


(*1) Ungdommens Ø hed oprindelig Fyrretræsøen. Den var under diktatoren Batista en fængselsø, hvor blandt andet Castro og hans kammerater sad fanget efter starten på den cubanske revolution: Angrebet på Moncada-kasernen i Santiago den 26. juli 1953.
Efter revolutionen blev den omdøbt til Ungdommens Ø - og blev hjemsted for en mængde skoler på gymnasie-niveau. Først for den cubanske ungdom, senere også for tusindvis af unge fra den tredje verden. 
De to første af disse internationalistiske skoler var opkaldt efter henholdsvis Mozambiques og Angolas første præsident efter befrielsen – og tidligere ledere i befrielses-bevægelserne – Samora Machel (Mozambique) og Agostinho Neto (Angola).

indhold.jpg (4690 bytes)

 

 

NATO førte den mest kujonagtige krig mod Jugoslavien

I denne tid udkæmpes der et kolossalt slag imod suveræniteten. Det fastslog Præsident Fidel Castro i en tale, ved den internationale kongres for kultur og udvikling i Havana, juni ’99

 

Kapitalismen har ikke alene slået fejl med hensyn til at garantere menneskehedens perspektiver for udvikling, men bringer - som system - selve menneskehedens eksistens i fare. 
Det fastslog Præsident Fidel Castro ved det afsluttende møde på: Den første internationale kongres for kultur og udvikling. I Havana den 11. juni 1999.
Fidel refererede til en af kongressens centrale konklusioner om, at: Den kapitalistiske økonomi vil ikke garantere menneskehedens perspektiver for udvikling. Heller ikke de kulturelle og menneskelige tab der er forbundet med dens egen ekspansion tages i betragtning.
Under henvisning til et tema, han foreslog at kalde kultur og suverænitet – erklærede den cubanske præsident: At uden suverænitet kan der ikke være nogen kultur.
Og mindede om, at det var blevet fremført på kongressen, hvordan en håndfuld fremragende personligheder havde klaret at redde den nationale kultur i Cuba.

 


Ansigt til ansigt med USA’s nykolonialisme og overherredømme.

Han funderede over: At selv om det er muligt at nævne eksempler på besiddelse eller bevarelse af kultur i en vis udstrækning, selv om suveræniteten er væk. Så kan man i verden af i dag og i fremtiden ikke forestille sig suverænitet uden kultur.
Under henvisning til FN’s Sikkerhedsråds møde om at godkende fredsplanen i forbindelse med Jugoslavien - kaldte Fidel denne krig for:
Et historisk slag. For i virkeligheden udkæmper USA-imperialismen, og dem der støtter den – selv mod deres egne interesser – et kolossalt slag imod princippet om suverænitet.

 

Supermagten gennemtvinger sine normer

Den cubanske præsident bemærkede: 
Da den socialistiske blok brød sammen – efterladende sig bare én supermagt i verden – var det allerede åbenlyst: 
At denne supermagt - hvis rødder, principper og diabolske metoder er velkendte – ikke kunne modstå fristelsen til at fremføre sin overvældende magt. For at påtvinge verden sine normer og interesser. I begyndelsen forsigtigt – og derefter på en stadig mere hæmningsløs måde.
Nu iagttager vi en imperialistisk magt - som udøver sin fulde styrke og magt for at feje alt bort, der kommer den i vejen.
Kultur er en af de ting, som er den en kæmpe forhindring.
Hvad mere er: Supermagten ejer den overvældende majoritet af kommunikations-netværkerne.
Lige som den ejer: 60 procent af verdens medie-netværker, de mest magtfulde og urørlige fjernsynskanaler – og har et faktisk monopol på de film, der vises i verden.
Der er vigtige latinamerikanske lande - hvor 90 procent af de film og serier, der bliver vist, er fra De Forenede Stater. Næppe noget som helst europæisk materiale trænger igennem dér.
Der er en total kulturel kolonisation fra USA’s side på dette område.
Lad det være tilstrækkeligt at nævne: At i vort eget tilfælde finder vi det ekstremt vanskeligt at finde film at fremvise på TV, der dog har nogen værdi eller moralsk og kulturel kvalitet.
Hvordan skal vi kunne undgå så mange fremmedgørende og forgiftende film, som distribueres over hele verden?
Den kommercielle ånd er blevet introduceret på en sådan måde, at den knuser kulturen.
Hvilket europæisk land kan bruge 300 millioner dollars eller mere på en film?
Og alligevel støtter de europæiske lande denne imperialistiske politik med at feje principperne om suverænitet bort. Nogle af dem, mens de lider under et veritabelt kulturelt trauma, andre relativt ligeglade med fænomenet. Og alt imens de håber på at udvikle deres økonomiske, teknologiske, videnskabelige og kulturelle potentiale. Gennem enhed og integration. Praktisk talt som et spørgsmål om overlevelse.
Dem, der afgiver deres suverænitet
Selvfølgelig opgiver disse lande noget af deres nationale suverænitet ved at forene sig. Åbne deres grænser og tillade fri cirkulation af kapital, arbejdere, fælles teknisk personnel og institutioner. Udelukkende til de europæiske landes fordel.
Det er utænkeligt, at en gennemsnitlig borger i USA har lige så meget eller mere politisk kultur end en cubansk eller en europæisk. Jeg ville sige, at europæerne har mere politisk kultur end deres modparter i USA. Men i al almindelighed har europæerne ikke en højere politisk kultur end cubanerne, det er helt sikkert.
I vore latinamerikanske lande gør nød og fattigdom til tider mere for at udvikle den politiske kultur – end tilfældet er i meget rige lande, som ikke lider under de katastrofer, der overgår os.

Når de taler om suverænitet i Europa, kan de ikke have samme begreb om det, som vi har. De forener sig. Og overlader mange af nationalstatens attributter til en overnational stat, et overnationalt fællesskab. Andre lande i andre dele af verden er nødt til at gøre det samme. Og vi latinamerikanere er nødt til at gøre det.

 

FN’s charter: En anakronisme?

Sagt i al almindelighed: Så er Europa i høj grad involveret i denne anti-suverænitets doktrin.
Det forklarer, hvorfor et europæisk land, hvis ambassadør talte i FN på en fuldstændig ny måde: Kunne betegne FN’s charter og princippet om suverænitet og ikke-indblanding - der er så fundamentale for international ret - som anakronistiske. (Historisk forældede – red.)
De, der har udtalt sig, har således faktisk renonceret på deres suverænitet.
Og de vil i den meget nære fremtid simpelthen gå over til: 
Blot at nyde et nationalt selvstyre - inden for rammerne af en overnational stat. Med et overnationalt parlament. Og en overnational udøvende magt.
Er det muligt for landene i Den Europæiske Union at have samme begreber herom - som den overvældende majoritet af landene i verden, der er ved at gå i opløsning?

Vi latinamerikanere har mere til fælles - meget mere - end europæerne. 
Helt op i nyere tid kæmpede de med hinanden gennem århundreder. Europæerne har overvundet alt dette. Fordi de er blevet bevidste om enhed. Om nødvendigheden af at forene sig og integrere sig.
En retning, de har arbejdet i, omkring 50 år.
Vi er knap nok begyndt.
Nogle kommentatorer og skribenter i USA undsiger den kulturelle invasion. Den næsten totale beherskelse af massemedierne - og det kulturelle monopol, som De Forenede Stater forsøger at påtvinge verden. Og påviser altså: Hvordan dette imperiums mest ivrige teoretikere betragter kultur som det 21. århundredes atomvåben.

 

Fire globale trusler 

Der eksisterer, hvad der bliver kaldt globale trusler. Temaer, som ganske retfærdiggør indblanding. Lad os nævne fire: Narkotika. Terrorisme. Besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Massive krænkelser af menneskerettigheder.
De Forenede Stater kan have alle de masseødelæggelsesvåben, det ønsker: Missiler og et fuldstændigt arsenal af laboratorier. Beskæftiget med biologiske våben - eller en hvilken som helst anden type våben.

USA har underskrevet nogle få aftaler om at eliminere kemiske og biologiske våben.
Men på samme tid udvikler det andre, som vil blive endnu mere dødelige.
Ifølge den førnævnte doktrin kunne et land i den tredje verden tænkes at have atomvåben. Og så se sig selv udsat for altomfattende luftangreb og invasion.
Et andet påskud er det med massive krænkelser af menneskerettighederne. 
Indtil dato har De Forenede Stater været den store bagmand, den store godfather, det store opdragende ophav - og forsørger: For dem, der har begået massive krænkelser af disse rettigheder.
Og til den massive ødelæggelse af et lands infrastruktur og økonomi. Som det netop har fundet sted i Serbien.
En hel filosofi er under udvikling: For at feje FN’s charter- og principperne om national suverænitet - bort. Doktrinen kan opdeles i tre kategorier af indblanding:
Humanitære interventioner i anledning af interne konflikter.
Interventioner i anledning af globale trusler, som vi allerede har omtalt.
Og interventioner i anledning af eksterne konflikter. Til hvilke vi kan føje: USA’s i høj grad vilkårlige princip om diplomati støttet på magt.
En invasion af Colombia på grund af dets dyrkning af coca?
Dette betyder for eksempel: At hvis Colombia er ude af stand til at vinde slaget om en løsning på dets interne konflikt – et vanskeligt slag selvfølgelig…
Hvis freden dér – som mange arbejder for (herunder Cuba) – ikke kan opnås…
- Så kunne dette land blive målet for en væbnet intervention.
USA’s styrker trænger ind og invaderer Colombia. Fordi der eksisterer en global trussel dér. Og fordi problemet med narkotika ikke kan kontrolleres med enkle undertrykkelsesmetoder.
Selvfølgelig ville det være sindssygt at invadere Colombia. Fordi de tropiske skoves hede i dets lavland ville gøre en ende på soldater, der er vant til at drikke Coca-Cola og koldt vand på alle tidspunkter - og til is af den bedste kvalitet - under deres krigstogter.
Nej, nej, nej. Vi ved, hvordan det var i Vietnam. Og de bliver mere og mere vant til alle slags luksus og komfort.

Bare myggene og heden ville gøre det af med dem. Og ingen ved, hvilken katastrofe de ville stå med i hænderne - hvis de en skønne dag invaderer for at gøre en ende på narkotikaproblemet.
Dér ville det ikke være et spørgsmål om en af disse bombekrige med B-2’ere og den slags ting.
For man kan ikke bekæmpe coca-afgrøder med laserstråler eller med intelligente missiler eller med kampfly. Dér ville det dreje sig om en landkrig.
Og eftersom De Forenede Stater kalder guerilla-krigsførelse for: Terrorisme, opstand og højspænding - eller faktisk en global trussel… Så har vi her et land med to bogholderier, der kunne udgøre påskuddet for intervention. (Jeg mener to kategorier): Intern konflikt og narkotika.
Selvfølgelig skal man ikke glemme det colombianske folks militante og patriotiske tradition.
Jeg er sikker på: At vanvid af denne art - i stil med Serbien – begået i et land så som Colombia, ville blive en katastrofe, sindssyge. Men da de er vanvittige, kan ingen vide sig sikre.

 

Kunne det samme ske i Rusland, Kina eller Indien?

Jeg har spurgt mig selv, hvordan NATO’s doktrin kunne anvendes i Rusland for eksempel?
Hvis en konflikt som den i Tjetjenien skulle opstå.
Eller forskellige andre, som kunne opstå. I anledning af at denne stat omfatter talrige etniske grupper. Oven i købet med forskellige religiøse overbevisninger.
Eller på grund af en intern konflikt blandt de slaviske russere indbyrdes. Eftersom nogle af dem er kommunister, og andre er liberale eller neoliberale. Eller tænker i mellemproportioner mellem disse holdninger.
Hvad så? Vil de så invadere Rusland? Vil de udløse en atomkrig?
Tidligere var der to supermagter. Nu er der én supermagt og en stormagt. Hvad er forskellen?
At stormagten ville kunne ødelægge supermagten tre eller fire gange. 
Og supermagten ville kunne ødelægge stormagten 12 eller 14 gange.
Med andre ord: Mange gange. Men én gang er tilstrækkeligt.

Hvis der er en konflikt i Indien, muligvis en grænsekonflikt – lige nu udveksles der skud og artilleribeskydning langs grænsen mellem Pakistan og Indien – kunne doktrinen så tages i anvendelse dér? Hvor der er over 100 millioner pakistanere? Og hvad mere er: Næsten en milliard indere - af vidt forskellig etnisk oprindelse - på den anden side?
Kunne en sådan absurd teori finde anvendelse over for lande, som derudover har atomvåben?
Jeg vil gå en smule videre: Og hvis så der er en konflikt i Kina? Hvor der også er etniske forskelle. I et land med 1,25 milliarder indbyggere. Med en exceptionel militær erfaring, tapperhed og militans?

 

Cuba: Om jeg dør – hvad er så livet?

Det er naturligvis alene forestillinger… Og i vores tilfælde: Hvis nogen skulle tænke sig, at vi er bekymrede over, hvad der kunne ske med os… Nuvel… 
Uden nogen form for enfoldighed eller forfængelighed, så kunne vort land – der er kommet igennem nogle meget hårde prøver – gentage med La canción del pirata (Piratens Sang):
Og om jeg dør
hvad er så livet?
Jeg opgav det som tabt
da jeg dristigt afkastede
slaveriets åg.

Disse linier er blandt de 100 fineste digte på det spanske sprog.
Cubanske revolutionære kan sige: Om vi dør, hvad er så livet?
Og der er mange cubanske revolutionære. Og vi ved: At ingen sand revolutionær, ingen sand leder af den cubanske revolution ville tøve det ringeste med at dø - hvis vort land blev mål for en aggression af den art.

Jeg vil sige noget mere. For vi har studeret alle USA’s teknologier og taktikker meget omhyggeligt. Der er ikke nogen lille krig eller stor krig – eller kriminel og kujonagtig bombning – som vi ikke omhyggeligt har studeret.
Helt bortset fra den kendsgerning, at det ikke ville være let at finde et påskud.
De Forenede Stater provokerer konstant - og opfinder ting og sager imod Cuba. Og forsøger at skabe konflikter internt i vort land. Det gør sig enorme anstrengelser for at skabe en eller anden slags intern konflikt. Der kunne retfærdiggøre uhyrlige forbrydelser - som dem, det netop har begået imod det serbiske folk.
Her leger de uansvarlige personer - der stiller sig selv i USA’s tjeneste og modtager løn fra USA’s Interessesektion (en slags diplomatisk repræsentation i Cuba – red.) – virkelig med ting, som er hellige. De leger med vort folks liv og skulle være bevidst om dette.
I sit hovmod og sin arrogance kan USA ikke affinde sig med cubansk modstand. Det kunne godt tænke sig at få os til at forsvinde fra Jordens overflade. Som det prøvede at gøre med Serbien.
Der er bare en forskel her. Nej, der er ikke nogen forskel. 
Jeg skal ikke på nogen måde sætte spørgsmålstegn ved det serbiske folks heltemod og tapperhed.

 

Intet land er mere tappert end et andet.

Det, der gør folk tapre, er deres overbevisninger. Og visse moralske værdier.
Til tider kan endog en religiøs overbevisning føre dem til martyriet. Eller det kan være en politisk overbevisning, som støttes af religiøs inderlighed.
Mennesker som ville dø, før de bøjede sig
Den cubanske præsident gentog: At hvis De Forenede Stater og NATO skulle overveje et sådant vanvid i forbindelse med Cuba… 
Så ville de ikke alene møde mennesker, som han havde beskrevet.
Men mennesker med en solid, politisk kultur - og afgørende og hellige værdier - at forsvare.
Vi har udkæmpet dette slag i mange år. Og jeg kan fortælle jer: At med os er der ikke noget, der hedder våbenhvile. Og at de, der har ansvar for denne revolution, er mænd og kvinder: Der ville dø - før de gav en eneste indrømmelse i principspørgsmål til USA-imperiet.
Frem for opgivelsen af et gram af vores suverænitet er de af os - som er ansvarlige for at lede vort folk i krig eller fred, eller i en hvilken som helst opgave: Mennesker, som ikke ville overleve en overgivelse. Vi er mennesker, som er i allerhøjeste grad forpligtede over for: Hvad vi har udrettet gennem hele vores liv. Og føler dette meget dybt. For vi tager vores udgangspunkt i overbevisninger og værdinormer. Vi er endog parat til at bringe os inden for bombernes mållinie -før vi overgiver os.
Det er ikke vanskeligt at dø under et eventyrisk forehavende af den slags. 
Hvilken storslået hæder! I det mindste ville vi give et eksempel for andre. 
Og Jugoslaviens folk gav et sådant eksempel. Idet det uden at tøve modstod de mest utrolige bombardementer i næsten 80 dage. 
Vi ved noget om folkets ånd - for vi har vores diplomatiske repræsentanter der.
Jeg kritiserer ikke nogen – langtfra. Jeg respekterer de beslutninger, der tages af en hvilken som helst regering. Jeg erkender, at beslutninger er vanskelige at træffe under visse omstændigheder. 
Men sådanne beslutninger ville ikke være vanskelige for os at træffe. Eftersom dette problem er løst for lang tid siden.

 

Europa ville ikke acceptere en forlængelse af krigen

Jeg vil gerne sige noget andet. Hvis de gjorde dette (forlængede krigen – red.), ville de simpelthen ikke kunne vinde. Ikke engang gennem folkedrab. For deres kapacitet som forbrydere - og med hensyn til at dræbe - har sine grænser. 
Jeg er overbevist om: At hvis aggressorerne skulle forlænge disse bombninger i 15 eller 20 dage mere - så ville verdens og Europas offentlige opinion ikke acceptere det. Få dage før de påtvang Jugoslavien den berømte fredsformel, var uenigheden allerede voksende.“
Selvfølgelig ville ingen kunne påtvinge os nogen formel. For igennem lang tid har vi stået alene her. Alene. Alene. Tæt på den mest magtfulde nation - der nogen sinde har eksisteret. Så hvem skulle kunne komme og påtvinge os en formel?
Vi behøver heller ikke nogen mægler af nogen slags. 
Hæderligheden er ikke til forhandling. Fædrelandet er ikke til forhandling. Værdigheden er ikke til forhandling. Suveræniteten, historien og æren er ikke til forhandling! 

Med os er der ikke tale om at forhandle en våbenstilstand.
Jeg kan sige på forhånd. At hvis de begynder at bombe os - kommer de til at bruge de næste 100 år på det. Hvis de skulle have lyst til at lave en lille luftkrigsførelse eller kaste nogle få bomber…
For så længe der er nogle få soldater i live i dette land - vil de skulle sætte en lille landstyrke ind.
Jeg kunne godt lide at vide, hvad der ville ske - hvis de gjorde det.
Vi vil ikke gøre noget som helst dumt - der kunne tjene dem som et påskud.
Se, hvor tålmodige vi har været med denne base. (USA’s flådebase ved Guantanamo – red.)
Det er et lille stykke cubansk jord. Og vi har al mulig ret til at få det leveret tilbage.
Vi siger: Nej, det er meget vigtigere, at verden bliver befriet - før befrielsen af dette lille stykke jord. Højt elsket og aldrig opgivet.
De Forenede Stater ville gerne have os til at udløse en stærk national bevægelse. Der krævede basen leveret tilbage. For at få et nemt påskud for at begive sig ud i eventyr. Og bedrage dets nationale og den internationale offentlige opinion ved at hævde: At vi havde angrebet dem.
De kan heller ikke finde et eneste tilfælde af tortur, politisk mord eller forsvundne personer her!
Hvis de skulle gennemføre en af de førnævnte slags vanvid her - ville de have undervurderet os. 
Og jeg tror ikke, at de undervurderer os i den grad. Forstår I mig?
Jeg skal ikke sige mere om det.

Det skal siges: At den krig, der blev ført mod Jugoslavien - er en kujonagtig krig. Alle tiders mest kujonagtige krig. Den angivelige sejr er - moralsk set - en pyrrhus-sejr. Og det var en folkedrabskrig.
Hvor længe skulle bombardementerne så vare? De talte om at fortsætte indtil oktober eller november. Det var rygtet. Vi ved meget vel, hvad mange europæiske ledere tænkte. Voksende uenighed og opposition - i Europa og selv i De Forenede Stater - mod bombningerne. Og en endnu større opposition mod indsættelsen af landstyrker. Efter min bedømmelse var NATO ikke i en position - hvor det kunne forlænge denne bombning meget længere. Hverken Europa eller verden ville have tolereret det. NATO ville være gået i opløsning - hvis det havde stået fast herpå.
Hvad ville der være sket - hvis serberne havde fortsat med at gøre modstand?
Hvor meget længere kunne de have fortsat med dette barbari?
Lige nu trækker serbiske tropper sig ud af Kosovo… Jeg er forbløffet…
- Med næsten alle deres tanks, deres kanoner, deres pansrede kampvogne. 
Det er forbløffende at se intakte enheder trække sig tilbage. De, der vises på fjernsyn. 
Efter tætheden og intensiteten af de angreb - der blev udløst mod dem. 
De var i perfekt stand til landkrig. Folket ville med sikkerhed have gjort ubegrænset modstand. 
NATO ville have været nødt til at føre landkrig. Og med en landkrig ville det ikke have været let for NATO at overvinde de voksende politiske forhindringer. Og krigen ville aldrig have fået ende. 
Eller også ville NATO have været nødt til at indstille bombardementerne. 
- Det er mit synspunkt.


Oversat efter det engelsksprogede, ugentlige sammendrag af det cubanske dagblad, Granma –
Granma International, den 27. juni 1999 – af Ken Bruun.

indhold.jpg (4690 bytes)

 



Cubas indlæg i FN om krigen på Balkan 

Af Bruno Rodríguez, Cubas permanente ambassadør i FN juni 1999

Hr. Præsident!

Sikkerhedsrådet er sent ude. Den resolution, det netop har vedtaget, vil ikke ændre virkeligheden.
Dette har været og vil fortsætte med at være en invasion foretaget af USA og NATO.
Negligeringen af de Forenede Nationer (FN) og ulydigheden mod Sikkerhedsrådet er uoprettelig.
Aggressorerne vil aldrig blive upartiske og vil aldrig igen fastslå de principper, de har trådt under fode.
Den Føderale Republik Jugoslaviens suverænitet og territoriale integritet - som højtideligt og hyklerisk er blevet proklameret - er absolut umulig at håndhæve på de gennemtvungne vilkår. Og den tvangsmæssige opløsning af en suveræn stat forklædes ikke engang.

Syv dage er gået siden Den Føderale Republik Jugoslaviens regerings og det serbiske parlaments accept af det fredsforslag, som blev overbragt af De Højtstående Specielle Udsendinge.

I dette tidsrum har der imidlertid fundet 3.684 NATO-flyvninger og 996 luftangreb sted imod en lang række mål - herunder civile mål - ifølge den senest tilgængelige information.
Efter den serbiske accept dræbtes og såredes uskyldige mennesker fortsat. Og den velovervejede ødelæggelse af landet gik videre.


I denne uge efter at NATO har fremsat sine krav - tilføjet de Høje Udsendinges drakoniske forslag - er det blevet mere åbenbart, at De Forenede Stater (USA) og NATO ikke søgte en politisk løsning. Men snarere konsolideringen af en ny verdensmagts-mekanisme, ødelæggelsen af Serbien, likvideringen af dets regering og ydmygelsen af dets folk.
Det er nu bekræftet, at forhandling ikke er mulig under en bomberegn.

Der er nu ikke længere tvivl - hvis der nogen sinde var det - om det virkelige mål for denne uhæmmede aggression. I 79 dage angreb en kolossal militær, økonomisk og teknologisk magt ustraffet et lille udviklingsland og gennemførte 35.778 kamp- og støttetogter.
Aggressorernes samlede bruttonationalprodukt er 1.163 gange så stort som deres offers.
Deres samlede befolkning er 77 gange så stor.
Deres samlede territorium er 226 gange så stort.
Og deres regulære tropper er 43 gange så mange.
Det serbiske folks modstand har været heroisk - med tusindvis af civile dræbte eller sårede, enorme afsavn, ødelæggelsen af deres land, det uudslettelige trauma efter bombardementerne i deres børns sind.
Aggressorerne fortjener ingen laurbær.

Sikkerhedsrådets tavshed vil ikke udviske billederne af det bombede Grdelica Jorge passagertog.
Af Djakovica Pec konvojen med albanske flygtninge. Af de civile faciliteter i Beograd og Novi Sad. 
Af landsbyerne Paracin, Kralijevo og Sremska Mitrovica. Af den serbiske fjernsynsstation. 
Af Luzane-bussen. Af boligkvarteret i Surdulica. Af Lucani-fabrikken. 
Af kraftværkerne. Af vandværkerne. Af Valjevo-hospitalet. 
Af den græske (nødhjælps) konvoj nær Vlac.
Af Folkerepublikken Kinas ambassade. 
Af markedspladsen og hospitalskomplekset i Nis.
Af den kosovar-albanske landsby Korisa.
Af 18 diplomatiske repræsentationer.
Af Istok-fængslet.
Af titals broer, jernbaner og veje.

Det har været et folkedrab. De systematiske aktioner for at berøve millioner af mennesker mad, varme, drikkevand og lægehjælp. De planlagte og daglige angreb mod ikke-militære mål, hvor man vidste at civile befandt sig. Og brugen af internationalt bandlyste våben som de uranium-belagte og klyngebomberne. 
Eller den uindskrænkede brug af seismiske bomber i byområder og grafit-bomber mod kraftstationer - for at lamme alle vitale funktioner. Alt dette kan ikke beskrives anderledes.
Disse handlinger krænker Geneve-konventionerne (om krigsførelse – red.), internationale humanitære love og skik og brug under krigsførelse.
De, der er ansvarlige, må straffes eksemplarisk.

Denne krigs miljømæssige indvirkninger i hele regionen er i virkeligheden umulige at opregne. 
De påskud, som NATO-politikerne har proppet deres taler med - idet de lyver for deres egne borgere, imens de smiler fjollet - kan ikke modstå nogen analyse.

De hævdede, at de ønskede at forhindre en massiv udvandring af flygtninge – og skabte en sand og tidligt forudsigelig humanitær katastrofe: 
860.000 flygtninge forlod deres land, efter at bombningerne begyndte.
De vigtigste angribende lande har kun taget imod 30.703 flygtninge – 3,6 procent af det antal, de skabte med deres bombninger.
De Forenede Stater (USA) og Storbritannien (UK) tilsammen har taget imod 0,9 procent.
To trediedele af flygtningene fra Bosnien, hvis tilbagevenden planmæssigt skulle have fundet sted i år, er ikke vendt tilbage – og ingen tager ansvaret.

De ønskede at forsvare det kosovar-albanske folks menneskerettigheder og forhindre den såkaldte ”etniske rensning”:
De, der bomber, har for mange gamle og aktuelle synder på samvittigheden, til at nogen skulle tro på deres oprigtighed. De har også en tradition for dobbeltmoral, der diskvalificerer dem moralsk.

De Forenede Stater (USA) og nogle af dets allierede brød internationale sanktioner og opretholdt apartheid-regimet (i Sydafrika). De tolererede grusomhederne i Cambodia og Centralamerika og plejede sameksistens med de fascistiske militære regimer i Latinamerika.
De forholder sig passive og tavse over for forbrydelserne imod de arabiske folk – og over for dem, der nu åbenlyst begås imod det palæstinensiske folk.
Tre hundrede muslimer – halvdelen af dem børn under fem – dør hver dag i Irak som et resultat af sanktioner og aggressioner.
De lader sig ikke forstyrre af eller gør nogen indsats for at løse konflikterne i Afrika - hvor 11 millioner flygtninge for øjeblikket lever i en sand humanitær nødsituation.

De Forenede Stater (USA) opretholder for øjeblikket stadig udskillelsen af sin egen indfødte befolkning. I overensstemmelse med den etniske rensnings bedste traditioner - tidligere taget i anvendelse for at udrydde denne befolkning.
I dag forfølges indvandrere brutalt. Der er grusomme tilfælde som Louima og Diallo.
Og der er et diskriminerende etnisk mønster i samfundet, retssystemet, straffesystemet og anvendelsen af dødsstraffen.
Og bagmændene til beskidte krige, ekstraterritoriale love og folkemorderiske blokader har ikke den fornødne moralske autoritet til at undervise andre i humanitet.

Det er meget iøjnefaldende, at NATO intet har gjort eller sagt om den forfærdelige udvandring af talløse serbere, herunder 500.000 alene fra Krajina – ifølge Forenede Nationers (FN’s) officielle tal – der udløste den på forhånd udtænkte opløsning af det tidligere Jugoslavien. 
Fremmet af en del af Europa - og enstemmigt støttet af Vesten.

Tidligere, i 1941, grundlagde Ante Pavelics fascistiske regering - der var påtvunget Zagreb af Adolf Hitler og kontrollerede Kroatien, Bosnien, Hercegovina og en del af Voivodina, helt op til tærsklen til Beograd - den berømte ”tre trediedeles doktrin”:
En trediedel af serberne skulle fordrives, en anden trediedel assimileres og tvangsmæssigt omvendes til den officielle religion og den sidste trediedel skulle fysisk elimineres.

Mange af de tvangsmæssigt omvendte blev også i sidste ende elimineret.
Og da deportationen blev besværlig, blev udryddelse den generelt anvendte formel.
Omkring 675.000 civile serbere - i alle aldre og af begge køn – blev myrdet af Pavelic’s ustacha’er, ifølge det britiske admiralitets veldokumenterede arkiver.

Dette holocaust fandt sted knap 7 år før NATO blev grundlagt. Er Europa ikke skamfuld over de tusindvis af forfærdeligt destruktive bomber, som NATO netop har kastet over det serbiske folk?
Den aktuelle folkemorderiske krig har snarere end at hjælpe til harmoni oppisket hadet og ophidset til etniske og religiøse krige i Kosovo og hele Balkan.

Det er også bemærkelsesværdigt, at NATO’s nye ”humanisme” ikke går så langt som til NATO’s lommer. De krigshærdede ledere for de rigeste af de angribende magter har uden at rødme udtalt: 
At de ikke vil bevilge nogen pengemidler, før Serbien ”bliver demokratisk”.
Åbenbart bliver ”Fase IV” af operationen – med mindre puritanske mål – nu erklæret.

Der er heller ikke erklæret nogen konkrete forpligtelser i forhold til beskadigelserne – der opgøres skønsmæssigt til 100 milliarder dollars.
Genopbygning er det internationale samfunds moralske pligt – og bør være en juridisk forpligtelse for aggressorerne. 

Cuba ønsker at genbekræfte sin villighed til at deltage – i den udstrækning dets beskedne formåen muliggør det – i et hvilket som helst projekt for genopbygning af Den Føderale Republik Jugoslavien og i humanitær hjælp til kosovar-albanerne. 
Og gentager tilbudet fremsat så tidligt som den 5. April - 12 dage efter at luftangrebene begyndte – om at samarbejde ved at sende omkring 1.000 læger omkostningsfrit. For at tage sig af flygtninge i deres lejre og hjemme efter deres tilbagevenden - så vel som dem der måtte have behov for det i Kosovo, i resten af Serbien og i Montenegro.

Bevarelsen af Europa’s stabilitet er også blevet set som et mål for den udløste krig.
Imidlertid er det åbenbart, at regionens ustabilitet er vokset. 
Besættelsen af Kosovo kan ikke vare for evigt. Og de invaderendes ordrer udgør overhovedet ikke nogen som helst garantier.
Nabolandene vil komme til at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af det, der er foregået. 
Med stor risiko for nye konflikter - eller skærpelsen af dem, der allerede er undervejs.

Mens Cuba’s regering skarpt fordømmer den forbrydelse, der er begået imod det serbiske folk –
støtter vi også det kosovar-albanske folks ret til fuldtud at få garanteret sin nationale, kulturelle og religiøse identitet. Samt til at nyde det videst rækkende selvstyre - og selv uafhængighed.
Hvis kosovarer af alle etniske grupper og Republikken Serbien fredeligt og demokratisk skulle træffe denne beslutning. Efter at en retfærdig og varig fred er opnået - ikke påtvunget Serbien gennem en grusom angrebskrig.

Vejen til fred går gennem at garantere absolut lige rettigheder og sikkerhed for alle nationale grupper. Samt hele de sår af had, som er uddybet gennem aggression.
Et konkret program for genopbygning, fred, sikkerhed og stabilitet i regionen er påkrævet.
Det er vort oprigtige håb, at nabolandene - med intelligens, tolerance og uegennytte - vil udvikle evnen til at undgå nye konflikter. På et grundlag af respekt for alle nationale gruppers rettigheder.

Hr. Præsident!
Europa er paradoksalt nok også blevet offer. Selv om målet var at konsolidere og fastslå NATO’s offensive evne over for resten af verden – så er det, der aktuelt er blevet konsolideret og fastslået: 
De Forenede Staters (USA’s) overherredømme (hegemoni) over det gamle og kultiverede Europa. 
På en ydmygende og lærerig måde for den europæiske suverænitet.

Europa er øjensynligt blevet behandlet som junior-partner. Det er De Forenede Stater (USA), der tager alle beslutningerne, fastlægger strategien, udøver kommandoen, gør brug af de nødvendige militære midler - og afprøver sin nye og kriminelle teknologi på den europæiske skydebane.

De Forenede Stater (USA) bidrog med 74 procent af kampflyene - og 97 procent af de luftbårne genoptankere. 90 procent af bomberne var laserstyrede - alle fremstillet af USA.
Det anvendte tusindvis af krydsermissiler, satte for første gang sine B-2’ere ind – og brugte milliarder af dollars på at finansiere operationen næsten alene.
Det var USA’s krig – selv om nogle allierede kappes om del i æren eller forsøg på et umuligt lederskab.

Imidlertid vil det blive Europa, der kommer til at betale for konsekvenserne af konflikten. Kommer til at påtage sig de humanitære problemer skabt ved luftangrebene. Sandsynligvis kommer til at yde de eventuelle ressourcer til genopbygning. Og i særlig grad kommer til at lide under de mere ustabile betingelser frembragt på hele Balkan.

Et integreret, politisk uafhængigt, økonomisk magtfuldt og kultiveret Europas valuta og møntfod har lidt en gigantisk skade. Euro’en betaler allerede for disse fejltagelser på valutamarkedet.

Europa vil blive nødt til at gentænke sine målsætninger – nu da dets underordning er blevet konsolideret. Det er bevist, at det sårer Europa – eftersom konferencen i Bremen og nu topmødet i EU er enedes om at skabe en ”europæisk identitet og forsvarsevne”.

Dernæst indvier NATO’s ”nye strategiske koncept” dets ret til militær intervention på verdensplan. 
I Kosovo blev doktrinen prakteriseret – endog før den var født.

Det viser sig, at NATO - hvis eneste moralske værdi var dets defensive karakter, og hvis eneste dyd var ikke at være blevet aktiveret – nu erklærer sig som og handler som verdensgendarm.
Uden Kold Krig eller en virkelig fjende bliver det nu en offensiv alliance. Erklærer at det vil handle uden for sine medlemsstaters grænser. At det vil angribe uden at være blevet angrebet, når det skønner sine interesser på spil. Og at det vil handle uden om FN, når dette bliver umedgørligt.

Vi får løfte om, at NATO med kanonskud vil hamle op med ”globale trusler” som terrorisme, narkotikahandel, eksistensen af masseudryddelsesvåben og menneskerettighedskrænkelser.
(Interessant nok nævnes sult og AIDS ikke).
Og NATO vil forbeholde sig retten til at bestemme, hvad der er en trussel – og hvor og når den påkalder sig at blive mål for dets missiler.
Princippet om ”magtens diplomati” breder sig hastigt ved knopskydning.

Den nye ”NATO-humanisme” er simpelthen retten til ”humanitær intervention”. Som ingen har defineret - og som de Forenede Nationer (FN) ikke er enedes om.
Udviklingslandene må betragte Kosovo som det sted, hvor de kollektivt er blevet svækket over for stormagternes overherredømme (hegemonisme) og militære trussel.

Den frivole (løsslupne) retorik om globaliseringens ”muligheder”, myten om den ”nye finansielle arkitektur” eller luftspejlingen om ”reform af de Forenede Nationer (FN)” - er blevet klart demonstreret på Balkan. I dag er de dermed forbundne risici og udfordringer tydeligere.
Ingen vil give os noget som helst.
Det er ingen trøst, at vores kreditorer - passagerer i den samme båd - vil gå ned sammen med os.
Udviklingslandene - sammen - vil være nødt til selv at forme vores fælles fremtid i en globaliseret verden.

Hr. Præsident!
Alliancen ejer luftvåbnet og aviserne. Krigsshowet er endnu en vare. Krigs- og informationsmarkedet har i Kosovo fundet fælles interesser og gigantiske indkomster.
NATO’s krig har fyldt skatkisterne for smarte våbenfabrikanter og producenter af dumme TV-shows.

Den epidemiske vold i de samfund, der har bombet Den Føderale Republik Jugoslavien, kan ikke løsrives fra denne krig.
Børn skyder i De Forenede Staters (USA’s) skoler – og følger således i alt væsentligt den samme logik, som deres forældre har fulgt i Serbien.

Hr. Præsident!
Vi er nu vidner til manipulationen med de Forenede Nationer (FN) og Sikkerhedsrådet.
Efter 79 dages ulydighed mod og foragt for disse organer - bruges de i dag for at forsøge at give aggressionen en facade af legalitet. FN’s charter blev ignoreret – og nu påkaldes det. 
Selv om det i realiteten er blevet erstattet med NATO’s ”nye strategiske koncept”.
Den kollektive sikkerhedsmekanisme er – for de mægtiges skyld – blevet erstattet med junglens lov.
Den Internationale Domstol erklærede ikke bombningerne illegale – og gjorde således international lov hjælpeløs.
Det er ikke noget nyt eller exceptionelt, at FN’s Menneskerettighedskomission manipuleres. 
Men det er alvorligt, at den ikke erklærede: At luftangrebene er en massiv, flagrant, febrilsk og systematisk krænkelse af menneskerettigheder.


Udviklingslandene i verden lider mest under unipolarismen (det ensidige verdensherredømme – red.)
- og løber de største risici med svækkelsen af de Forenede Nationer (FN).
Den eneste, der nyder fordel heraf, er USA.
Det eneste alternativ er at kæmpe imod denne imperiepraksis.
Forsvare de Forenede Nationer (FN). Genoprette respekten for og gennemførelsen af dets charter.
Bevare principperne om ikke-indblanding, ikke-aggression, ingen trusler om eller brug af magt - og respekt for suverænitet.

Det faktum at NATO har været nødt til at komme til Sikkerhedsrådet - signalerer at denne kamp stadig er mulig. Og at hvis udviklingslandene bruger deres styrke - som er betragtelig, når den forenes - så vil vi kunne redde de Forenede Nationer (FN).
Mange tak.

 

Replik til Cuba’s indlæg fra USA’s repræsentant.


Hr. Præsident!
Jeg er i den grad lamslået over den cubanske repræsentants kommentarer og iagttagelser, at jeg ønsker at fremsætte en kort bemærkning i den forbindelse.
Selvfølgelig er det svært som repræsentant her for De Forenede Stater (USA) at blive lamslået over hans kommentarer.

Selv om vi er vant til de cubanske repræsentanters trætte retorik og antikverede analyser her i de Forenede Nationer (FN), og normalt ikke svarer – så tror jeg alligevel på denne eftermiddag, at en kommentar er vigtig.

Jeg var i den grad lamslået over, at han fuldstændig undgik enhver anerkendelse af de menneskelige realiteter i Kosovo forud for starten på NATO’s luftkampagne den 24. marts – at jeg ønskede at påpege dette i min replik.

Det er øjensynligt, at det veldokumenterede fænomen med massiv etnisk rensning - anvendelsen af terror og brutalitet imod den civile befolkning - ikke får lov at fæstne sig i cubanske embedsmænds sind. 
Jeg tror, at årsagen til denne forbløffende mangel på intellektuel kapacitet står enhver i dette rum klart.

Tak, hr. Præsident.



Tilbagevisning fra Republikken Cuba’s permanente repræsentant, ambassadør Bruno Rodríguez


Tak, hr. Præsident.

Jeg har henvist til uigendrivelige historiske kendsgerninger på en objektiv, nøjagtig og respektfuld måde. 
Jeg har ikke haft den mindste hensigt om at skyde skylden på noget som helst enkelt land - og endnu mindre på noget som helst enkelt folk. 
Jeg har udelukkende henvist til kendsgerninger, som historien har registreret på en uudslettelig måde – og som på beklagelig måde er blevet forbigået ved dette møde.

For de deltagendes skyld - og for referatets - bør jeg fastslå: 
At de data, jeg fremlagde i forbindelse med den såkaldte exodus fra Krajina, er indeholdt i en nylig rapport. Afgivet til dette selvsamme Sikkerhedsråd den 2. juni - af den assisterende generalsekretær for humanitære affærer.

Hr. Præsident!

Man kan ikke bombe uskyldige civile i menneskerettigheders navn.
Man kan ikke myrde folkeslag i en international retsordens navn.
Man kan ikke undgå en exodus af flygtninge - med krigsførelse og ødelæggelse af eksistensmidler, af livsvigtige lægelige institutioner, af fødevare- og vandforsyning til befolkningen.
Man kan ikke skabe hundredtusindvis af flygtninge med en forbryderisk og uansvarlig politik – og så forholde sig ubekymret til dem.
Man kan ikke udløse en krig i fredens og stabilitetens navn.
Man kan ikke begå folkedrabs-handlinger i frihedens navn.

De Forenede Stater (USA) begår brutale handlinger – og derpå frygter dets repræsentanter de ord, der beskriver dem.
Lad protokollen og det officielle referat bekræfte det - og alle vore kolleger høre det:
Bombardementet af Den Føderale Republik Jugoslavien (FRY) er en fortsat og velovervejet folkedrabs-handling. 

I den strengeste juridiske forstand består folkedrab i systematisk aktion, rettet mod at frarøve en forsvarsløs befolkning dens eksistensmidler.

Det samme er en kampagne med luftangreb mod civile mål – og forudgående kendskab til tilstedeværelsen af uskyldige mennesker dér. Hvilket indebærer en velovervejet hensigt om at forårsage deres død, fordi de er der.
Det synes som om der her tales om to adskilte krige. Logisk nok.

Den ene er den ”virtuelle” krig. Udløst af De Forenede Staters (USA’s) teknologiske overlegenhed, af dets overskudskapital, overflod, overlegenhed og overherredømme (hegemoni).
Det er en ”ikke-tabs” krig, en ”fjernsyns” krig. Som beruser folk - mens de grådigt forbruger, som om intet var på færde.

Den anden – som jeg talte om – er en virkelig krig. Hvor uskyldige civile dør. Hvor børn sønderrives. Hvor hospitaler, skoler og fabrikker ødelægges. Hvor mennesker lider under mangel på vand, energi, fødevarer, operationsstuer. Hvor der ingen stråleterapi eller dialysebehandling er. Hvor for tidligt fødte børn dør. Hvor toge, busser, flygtningekonvojer, fængsler og diplomatiske missioner reduceres til aske.

Hr. Præsident! 

Hvordan kan fortsættelsen af bombardementerne og drabene og lemlæstelsen af uskyldige civile forklares – i kølvandet på Den Føderale Republik Jugoslaviens (FRY’s) accept af de såkaldte fredsbetingelser?
Militært var det unødvendigt, etisk er det uacceptabelt – og fra et humant synspunkt er det forbryderisk.

Historien vil aldrig tilgive frasen ”collateral damage” (bivirknings-skader - red.) – som er blevet anvendt så flittigt de sidste måneder under henvisning til de sønderrevne lig af uskyldige børn.

For at sige sandheden, som den er: Vi skal undgå, at De Forenede Stater (USA) og NATO fylder os med militære interventioner - og besætter vore lande på den sydlige halvkugle. 
Med et hvilket som helst påskud - og når som helst det passer dem. Nøjagtig som disse nationer i tidligere århundreder fyldte vore kontinenter med elendighed og ulykke.

Vi har intet at lære af landet med krigen i Vietnam, med politibrutalitet, med købet og salget af politikere – og hvor selv Lincoln’s soveværelse lejes ud for penge.
Det var NATO – ikke Cuba – der skamløst krænkede en medlemsstats suverænitet og territoriale integritet.

Det var NATO – ikke Cuba – der forrådte FN’s Charter og tilrev sig Sikkerhedsrådets bemyndigelser.
Det var NATO – ikke Cuba – der krænkede alle internationale konventioner, ødelagde en ambassade og beskadigede mere end et dusin diplomatiske missioner.

Det var NATO – ikke Cuba – der iværksatte over 35.000 kamp- og støtteflyvninger og udløste tusindvis af bomber og tonsvis af sprængstoffer.
Det er NATO – ikke Cuba – der er ophavsmand til folkedrabet, og som bærer ansvaret for drabet på og lemlæstelsen af tusindvis af uskyldige civile.

Nu er De Forenede Stater (USA) og NATO kommet til Sikkerhedsrådet.
Hvad kommer de for, hr. Præsident? De kommer for at manipulere Sikkerhedsrådet.

De Forenede Stater (USA) betaler ikke (sin gæld til) de Forenede Nationer (FN) – og ønsker at behandle det som sin fæstebonde.
Når Sikkerhedsrådet – næsten altid til dets tjeneste – ikke makker ret, så bliver det genstand for foragt og disrespekt.
Når undersåtterne undlader at falde på knæ, så bombarderer USA dem.

USA ignorerer FN’s Charter – ved på dette møde at erklære det for forældet.
Dette charter skal forsvares, hr. Præsident!Det er ikke bare en bunke papirer.Det er det fundamentale grundlag for FN. Det er denne organisations eksistensberettigelse (raison d’être).
For at glemme det, skal man have glemt bombardementet af Rotterdam – og forfølgelsen af jøderne i Amsterdam.

Hr. Præsident!

Jeg vil ikke svare på de personlige hentydninger fra den ærede repræsentants side. 
Angående mit ”lille bitte land” - som det blev kaldt med en dårlig vittighed, under en pressekonference afholdt af G-8 landene.

Imidlertid vil jeg fastslå, at Cuba kan møde her og sige sandheden med løftet pande.
For det har fortjent sin ret til at gøre det gennem sin absolutte uafhængighed. 
Sin heroiske modstand ansigt til ansigt med en beskidt krig, konstant aggression – og en folkemorderisk blokade iværksat af De Forenede Stater (USA).

Cuba kan gøre dette - fordi det i tide tog den beslutning, som er genbekræftet i dag:
At forsvare den revolution, det selv gennemførte, til sine sidste konsekvenser.

Mange tak.


Oversat fra det engelsksprogede uddrag af det cubanske dagblad ”Granma” 
- Granma International, den 20. juni 1999 - af Ken Bruun
indhold.jpg (4690 bytes)

 

 

 

[DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]