30.01.02 - Dagbladet Arbejderen   - Sig din mening i Debatten  

 

70.000 græsrødder mødes

Over 20 danskere deltager i verdens største forum, som fastslår: En anden verden er mulig

I morgen åbner et kæmpemøde for græsrødder fra hele verden.

Eliten mødes i New York

Fra torsdag den 31. januar og i fem dage frem vil verdens økonomiske, politiske og medie-elite mødes i hotel Waldorf Astoria i New York.

World Economic Forums årsmøde er tidligere blevet afholdt i Davos i Schweiz. På grund af frygt for demonstrationer har Schweiz sagt nej til værtskabet i år.

Krigsmodstandere og aktivister mod nyliberalisme fra USA og andre lande forbereder store demonstrationer mod WEF-mødet på fredag og lørdag.

Parolerne er:

* Nej til krig i Afghanistan og Mellemøsten.

* Nej til globalisering på monopolernes betingelser.

* Ja til arbejde, uddannelse, sundhed og civile rettigheder.

I den brasilianske by Porto Alegre ventes omkring 70.000 mennesker fra over 100 lande at deltage at deltage i World Social Forum under overskriften En anden verden er mulig.

Fra Danmark vil over 20 repræsentanter fra faglige og sociale organisationer deltage. De rejser i to grupper, dels i regi af Socialpolitisk Forening og dels med Velfærdsinitiativet inden for BUPL i Århus.

Det er anden gang Verdens Sociale Forum (WSF) mødes - stedet er det samme, men deltagerantallet bliver mange gange større i år.

Der er forberedt 26 delkonferencer og omkring 5000 seminarer. Desuden vil der blive to store demonstrationer - den ene arrangeret at Brasiliens faglige LO (CUT) og den anden af Brasiliens millionstærke organisation af jordløse bønder (MST).

Ud over de mange tusinde græsrødder vil en række kendte personligheder deltage og bidrage med oplæg på konferencer og seminarer. Det drejer sig blandt andet om den amerikanske professor Noam Chomsky, Vandana Shiva fra Indien, Samir Amin fra Ægypten, Nobelprismodtageren Rigorberta Menchu, forfatteren Naomi Klein og de to ledende Attac-talsmænd Susan George og Bernard Cassen.

En af forummets vigtige diskussioner kommer til at handle om den folkelige modstand mod FTAA - et frihandelsområde, som USA er i færd med at presse med over hovedet på alle landene i Nord- og Sydamerika samt de karibiske østater - med undtagelse af Cuba forstås.

Når WSF netop mødes fra i morgen og seks dage frem skyldes det at græsrøddernes møde er et modspil til det årlige møde i World Economic Forum, som samler over 1000 ledende personer fra industrien, det politiske liv og medierne.

WEF-årsmødet åbner i New York - også i morgen.

/se

følg med på www.indymedia.org 

 

 

 

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]