22.01.02 - Dagbladet Arbejderen   - Sig din mening i Debatten  

 

2300 elever strejker

Elever fra 13 københavnske skoler strejker i disse dage mod bebudede nedskæringer

Besparelser på cirka 45 millioner kroner på skoler der allerede er i dårlig stand. Det er den virkelighed, som en række københavnske skoler måske kan se frem til i 2003. Det fik i går mere end 2300 elever fra 13 københavnske skoler til at gå i strejke.

Langelinieskolen på Østerbro er en af de skoler, der er med.

 - Der er stor opbakning blandt eleverne til strejken, fortæller Andreas Ejbøl Jensen, tidligere elevrådsformand på skolen til Dagbladet Arbejderen. Han pointerer stærkt, at skolerne simpelthen ikke kan klare flere nedskæringer. Tværtimod er der brug for flere penge.

 - De små klasser har stole og borde, som er cirka 40 år gamle, vi har mindre end 20 computere til omkring 500 elever og de er som oftest i stykker, vinduerne kan ikke åbnes uden at gå i stykker og vores landkort viser Sovjetunionen samt Øst- og Vestberlin, oplyser Andreas.

Også på Grundtvigsskolen i Københavns Nordvest-kvarter ruller strejken. Her gik dagen i går blandt andet med at lave bannere til demonstrationen i dag.

 - Nogle har lavet bannere, og ellers har gymnastiksalen, biblioteket og andre ting været åbne, og så har de store passet på de lidt mindre, forklarer næstformand i elevrådet, Bangin Turan.

Baggrunden for strejken er, at der i Københavns Kommune er lagt op til at nedskæringer på to procent til næste år på de allerede forpinte og nedslidte skoler. Det svarer til 45 millioner kroner. I år undgik skolerne de varslede nedskæringer, da budgettet blev vedtaget lige inden kommunalvalget.

/MM

 

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]

UNDERSKRIFTS-INDSAMLINGER
mod regeringens udlændinge-/rets- og ulandspolitik
www.kritiskforum.net - www.kan-det-passe.dk - www.7aar.dk

DEN NYE REGERING

KOMMUNALVALG 2001

 

 

chart.dk