Der er gået profit i energien

Den danske regering vil liberalisere el- og gasmarkedet. I Storbritannien har et lignende projekt været en dyr fornøjelse for landets fattige og el-arbejderne. Fattige skal betale mere for el og der er gennemført massefyringer i energi-sektoren.

Prisen på el er steget for almindelige mennesker. Der lukkes for strømmen til pensionister og andre på overførselsindkomster, hvis strømmen ikke betales forud. Næsten halvdelen af alle el-arbejderne er blevet fyret. Forsyningssikkerheden svigter, fordi el-nettet ikke vedligeholdes. Kun aktionærerne skummer fløden.

Sådan ser billedet ud i Storbritannien ti år efter privatisering af el-sektoren.

Herhjemme har den nye regering bebudet en totalliberalisering af el- og gasmarkedet:

"Regeringen vil liberalisere det danske el- og gasmarked for at øge effektiviteten i energiproduktionen, reducere forbrugerpriserne og erhvervslivets omkostninger og sikre, at energien produceres dér hvor det er mindst energibelastende", hedder det i regeringens grundlag "Vækst, velfærd - fornyelse".

Erfaringerne fra Storbritannien viser, at ingen af disse forudsigelser holder stik.

Dagbladet Arbejderen har talt med David Gibson, formand for Energi- og Forsyningsarbejdernes Fagforening i København. Som navnet antyder kommer han fra Storbritannien. Her blev den statsejede el-produktion privatiseret i 1990.

Energi-proletar

Efter privatiseringen af el- og gasmarkedet har briterne opfundet et nyt begreb: "Energi-proletar".

 - Der findes tre slags forbrugere: Store virksomheder, store beboersammenslutninger og almindelige mennesker. De almindelige mennesker deles op i to: Dem der har råd til at betale forud for strøm, og dem der ikke har, forklarer David Gibson til Dagbladet Arbejderen.

De private forsyningsselskaber gør alt, for at komme af med besværlige private kunder der har svært ved at betale regningen - de er ikke andet end udgifter for de store multinationale selskaber, der tjener på store erhvervskunder.

 - Det rammer især de svageste. Det er typisk pensionister, og andre på overførselsindkomster, der ikke har råd til at betale forud for strømmen. Det er samtidig disse mennesker som ikke kan sætte forbruget ned andre steder, fordi de allerede lever på et eksistensminimum. El og varme er livsnødvendigt for alle, så her kan der ikke spares. Det er også denne gruppe som bor i de dårligst isolerede, utætte og kolde boliger. De rammes altså ekstra hårdt, når el-selskabet lukker for strømmen.

Ligesom i Danmark har også briterne en el-måler. Forskellen er, at du skal putte penge i, før du kan koge kartofler og få varme i din radiator. Ingen penge, ingen strøm. El-taxametrene indsættes især i sociale boligbyggerier, for at skrue bissen på overfor dårlige betalere, fortæller David Gibson.

Ifølge Storbritanniens største fagforening Unison, oplevede 28 procent af samtlige husstande med en forudbetalings-måler fra marts 1997 til marts 1998, at strømmen blev afbrudt. I over halvdelen af tilfældene måtte familierne leve uden strøm imellem fem og 24 timer.

Den heldige middelklasse, der først modtager strøm og betaler bagefter, chikaneres også, hvis de glemmer at betale.

 - Hvis du ikke betaler for strøm, lukkes strømmen. Herefter skal betales en "genopretnings-afgift" før du igen kan få strøm. Når du igen kan modtage strøm er det til en helt anden særlig høj pris for dårlige betalere, fortæller David Gibson.

På Universitetet i Oxford har Dr. Brenda Boardman studeret begrebet "varme-fattigdom". Hun vurderer, at cirka syv millioner husstande i Storbritannien lider under "varme-fattigdom". Familier på lavindkomst bruger hele 11 procent af deres indkomst på varme.

Værdiløse folkeaktier

Da de offentlige el-selskaber kom på aktier og blev privatiseret, fik Davids mor og far (og alle andre borgere i Storbritannien) en "folkeaktie" til et beløb af cirka 1000 kroner.

 - Aktien var rent fup, som skulle give befolkningen indtryk af, at de stadig ejede det selskab, de havde betalt til gennem hele livet. Men "folkeaktien" var ikke en rigtig aktie. I stedet repræsenterede den blot et beløb, som blev trukket fra næste måneds el-regning. Herefter blev den værdiløs. Den kunne ikke sælges, og "aktionærerne" havde intet at sige på generalforsamlingerne. De rigtige aktier derimod, blev købt op af store udenlandske selskaber, forklarer David Gibson.

Salget af den britiske el-industri sikrede de nye opkøbere profit fra starten. El-industrien blev solgt for 21.000 millioner pund i 1990/1991. Ifølge fagforeningen Unison, var sektorens aktiver ellers vurderet til 37.000 millioner pund.

Aktie-priserne i de offentlige selskabet blev holdt kunstigt nede. Men så snart el-producenterne kom på private hænder, skød aktiernes værdi i vejret. Da Storbritanniens to største selskaber (National Power og PowerGen) kom på aktier var værdien 175 pence per aktie. I slutningen af 1998 var aktierkurserne steget til henholdsvis 532 for National Power og 843 pence for PowerGen.

 - Prisen på el er steget for almindelige mennesker, siden privatiseringen. Store virksomheder og boligforeninger, kan forhandle sig frem til bedre priser, men ikke almindelige mennesker.

 - Tidligere havde vi et "hvile i sig selv" princip. Der måtte ikke tjenes penge på at sælge el. Prisstigninger skulle godkendes af staten. Øget konkurrence har ikke medført billigere el. Selskaberne konkurrerer nemlig ikke på prisen. I stedet får du en gratis telefon, hvis du skifter selskab så du kan bruge endnu mere el, fastslår David Gibson.

I stedet profitterer aktionærerne på højere priser og lavere omkostninger:

I 1994 og 1993 tabte el-forbrugerne 5,7 billioner pund (i kraft af dyrere priser og lavere service). I de samme to år, scorede aktionærerne profitter på ialt 17,8 billioner pund. Det fremgår af en analyse, som det uafhængige analyseinstitut Public Services International Research Unit har udarbejdet til Unison.

Fyringer

Privatiseringen af el- og gasmarkedet har betydet massefyringer af britiske arbejdere i begge sektorer. Storbritanniens største fagforening Unison, organiserer 1,4 millioner arbejdere (herunder el- og gasarbejdere). I 1998, otte år efter privatiseringen af el-sektoren, gjorde fagforeningen status over antallet af fyrede efter privatiseringerne.

To store offentligt ejede produktionsselskaber opererede på det britiske el-marked: National Power og PowerGen. Begge firmaer kom på aktier og blev solgt til private i 1990. Dengang arbejdede 144.000 arbejdere med at producere strøm og vedligeholde nettet. I 1998 var næsten halvdelen fyret: Tilbage stod 78.000 arbejdere til at løfte de samme vedligeholdelses-opgaver. I løbet af blot otte år var 46 procent af el-arbejderne blevet fyret.

 - I Danmark er de offentlige el-selskaber allerede begyndt at fyre folk, så selskabet kan gøres salgsklar. Her er det skatteyderne der får lov til at betale for dyre aftrædelsesordninger.

Gasmarkedet oplevede samme nedskæringer. Det statsejede British Gas blev privatiseret i 1986. Dengang arbejdede her 91.500. Tolv år senere i 1998, var antallet af gas-arbejdere skåret ned til kun 36.000.

De mange fyringer har betydet, at el-nettet ikke er blevet vedligeholdt. Efter blot få år med aktionærernes tæring på nettes sikkerhed begyndte de første strømsvigt.

Lavere løn

Statsejede British Electrics, to store strøm-producenter (National Power og PowerGen), tolv regionale distributører, og transformerstationen National Grid blev alle privatiseret.

Amerikanske Southern Company var det første udenlandske selskab, der opkøbte en tidligere offentligt ejet regional distributør.

Det amerikanske selskab indførte straks individuelle aftaler med el-arbejderne og overskudsdeling, der skulle undergrave fagforeningen og kollektive overenskomster.

Unison har opsummeret konsekvenserne af privatiseringen for de el-arbejdere der stadig er tilbage. Efter at have forhandlet med de nye arbejdsgivere i snart ti år, har fagforeningen fået nok af fleksibilitet og lignende management-ideer.

"De virkelige bevæggrunde er at nedsætte omkostningerne, for at bevare profitterne og aktionærernes udbytte. De nye ændringer på arbejdspladserne har ført til løn-strategier, herunder personlige kontrakter og profit-baseret løn og bonussystem. Altsammen designet til at minimere den forhandlede løn og reducere fagforeningernes rolle", fastslår Unison i en rapport fra november 2000, som opsummerer erfaringerne fra el-privatiseringen.

Miljøet straffes

 - "Desto mere strøm du bruger, desto billigere bliver det", lyder budskabet i reklamerne fra de store multinationale selskaber. Samtidig opkøber el-distributørerne deres strøm, hvor den er billigst. Og der er ikke nødvendigvis dér hvor den er produceret mest miljørigtig.

I Danmark derimod, hvor Københavns Amt og Gentofte Kommune tilsammen ejer næsten firs procent af aktierne i elselskabet NESA, køres kampagner for at spare på strømmen.

"Den billigste strøm er den du ikke bruger", lød opfordringen fra NESA da vi skulle vænnes til at bruge tørresnoren, i stedet for tørretumbleren. Et privat selskab er ikke interesseret i at spare på strømmen, men derimod i at sælge så meget som muligt.

Udover at levere strøm til 469.000 boliger, investerer NESA i miljørigtig produktion af strøm.

/mogo

Privat el er dyrere

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]