USA plejer egne interesser

USA støtter gladeligt militærdiktaturer og ser stort på drab og etnisk udrensning, hvis det gavner USA's politisk og økonomisk. Det viser et kig på, hvad der er sket siden Anden Verdenskrig i Grækenland, Tyrkiet og Jugoslavien.

af Torben Retbøll 

Tyrkiet har en strategisk vigtig beliggenhed, og det er medlem af NATO. USA har militære baser i Tyrkiet, og derfor kan Tyrkiet stort set gøre, som det vil. Brud på international lov og på demokratiske principper kommer i anden række 

I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet optaget som medlemmer af NATO. Begge lande ligger ganske vist langt fra Atlanterhavet, som NATO skal beskytte, og begge lande havde ganske vist et meget tvivlsomt demokrati, men til gengæld var deres regeringer parat til at føre en anti-kommunistisk politik, og det var det vigtigste for alliancens leder USA. Spørgsmålet om menneskerettigheder kom helt klart i anden række. 

Allerede i 1949, da man etablerede NATO, havde man gjort en undtagelse ved at optage Portugal som et af de oprindelige medlemmer. Den geografiske beliggenhed var naturligvis helt i orden, men noget demokrati var der ikke tale om. Igen kom spørgsmålet om menneskerettigheder i anden række. 

Amerikanske soldater havde været i Grækenland i 1947-49, det vil sige de sidste to år af borgerkrigen, der blev udkæmpet 1944-49. I første omgang havde England sendt tropper til Grækenland for at sikre et konservativt monarki efter den tyske besættelse, men det blev hurtigt klart, at England nu kun var en skygge af sig selv: 

Anden Verdenskrig havde knækket den gamle stormagt. Den kunne ikke længere sætte sin vilje igennem. Mange grækere var modstandere af monarkiet og et konservativt samfund. I 1947 meddelte den engelske regering, at man måtte give op og trække sine styrker ud. Samme år måtte man også opgive sin rolle som kolonimagt i Indien og Pakistan, og det følgende år var det slut med FN-mandatet i Palæstina. USA var den vestlige verdens nye supermagt.

Truman-doktrinen 

Præsident Harry S. Truman benyttede lejligheden til at annoncere Truman-doktrinen, der siger, at USA vil hjælpe ethvert land i verden, der er truet af kommunistisk aggression. Han bad Kongressen om at bevilge 400 millioner dollars til Grækenland og Tyrkiet for at hjælpe "frie folk til at opretholde deres frie institutioner og deres nationale integritet mod aggressive bevægelser, der forsøger at påtvinge dem totalitære regimer."

Da borgerkrigen var forbi i 1949, havde grækerne ikke længere nogen frie institutioner, fordi USA havde påtvunget dem et totalitært regime. Sådan virkede Truman-doktrinen på Grækenland. 

I april 1967 greb militæret magten i Grækenland. Oberst-juntaen sad på magten indtil juli 1974, hvor den blev væltet, da den forsøgte at gennemføre et kup på Cypern. I syv år var Grækenland et brutalt diktatur, hvis bødler hyppigt anvendte tortur mod oppositionen. Men det fik ikke USA til at ændre sin kurs. Grækenland var stadig medlem af NATO og fik stadig økonomisk og militær bistand fra USA. I en tale afholdt i USA's Senat 6. oktober 1967 kritiserede den demokratiske politiker Wayne Morse den amerikanske regerings linie: 

"Vores finansielle og militære støtte til de nuværende herskere i Grækenland er et af de mest vanærende kapitler i vores diplomatiske historie. Det er en total forkastelse af amerikanske principper. Det er det værste eksempel på den kyniske og klodsede anvendelse af fremmede lande, som er kommet til at karakterisere den amerikanske udenrigspolitik i så høj grad." 

"Det eneste, USA står for i Grækenland, er den græske juntas totale militarisme. Vores politik er i færd med at fjerne den sidste rest af tvivl om, hvad USA står for. I Grækenland står vi udelukkende for levering af flere hundrede tusinde grækere til NATO-hæren. Det er USA's eneste interesse. For at få fat på de soldater har vi nemlig forkastet det forfatningsmæssige system, vi har forkastet den personlige frihed, og vi har købt de officerer i den græske hær, der kan levere soldater til NATO. Det er skammeligt, at vores demokrati støtter et chokerende militærdiktatur i Grækenland."

Tyrkiet og Cypern 

Ligesom Grækenland havde Tyrkiet et meget tvivlsomt demokrati. Siden Anden Verdenskrig har det tyrkiske militær to gange taget magten ved et kup og indført et åbent militærstyre, 1960-61 og 1980-83. I juli 1974 forsøgte oberst-juntaen i Athen at organisere et kup på Cypern. Det fik Tyrkiet til at invadere denne ø, hvis befolkning består af 80 procent græsk-cyprioter og 20 procent tyrk-cyprioter. Den tyrkiske regering erklærede, at man invaderede øen for at beskytte det tyrkiske mindretal. 

De tyrkiske tropper besatte de nordlige 40 procent af øen. De er der stadig i dag. Cypern blev delt i to, og efter en omfattende befolknings-udveksling bor tyrk-cyprioterne nu i nord og græsk-cyprioterne i syd. Den cypriotiske hovedstad Nicosia, der ligger midt på øen, er også delt i to, omtrent ligesom Berlin var delt af Berlin-muren under det meste af Den Kolde Krig, men den cypriotiske deling har ikke noget at gøre med Den Kolde Krig. Derfor fortsætter den efter Den Kolde Krigs afslutning. 

Tyrk-cyprioterne har erklæret Nordcypern for en selvstændig republik, men den anerkendes kun af ét land, nemlig Tyrkiet. Resten af verden, herunder også FN, anerkender den græsk-cypriotiske regering i syd som repræsentant for hele Cypern. FN har udstationeret fredsbevarende tropper langs med grænsen mellem nord og syd. Der er ikke krig på Cypern, men FN kan - trods mange års forhandlinger - ikke løse konflikten. 

Tyrkiet har et stort kurdisk mindretal, cirka en sjettedel af landets 60 millioner indbyggere er kurdere, de fleste af dem bor i den østlige del af Tyrkiet, men nogle af dem er blevet flyttet til den vestlige del af landet. I 1984 begyndte en væbnet konflikt mellem den tyrkiske stat og den kurdiske organisation PKK, der ønsker en selvstændig kurdisk stat eller i hvert fald autonomi inden for det tyrkiske område.  

Denne blodige konflikt har kostet cirka 30.000 døde. Det tyrkiske militær bekæmper den kurdiske opstand med barske metoder, og kampen føres med amerikansk-leveret udstyr, der officielt kun må bruges i selvforsvar. Men den tyrkiske regerings politik over for kurderne har ikke fået USA til at ændre sin kurs, lige så lidt som invasionen af Cypern eller de tyrkiske militærkup gjorde det. Tyrkiet har en strategisk vigtig beliggenhed, og er medlem af NATO. USA har militære baser i Tyrkiet, og derfor kan Tyrkiet stort set gøre, som det vil. Brud på international lov og på demokratiske principper kommer i anden række.

Jugoslaviens opløsning 

Under Den Kolde Krig forsøgte Vesten at få kontakt med Jugoslavien for på denne måde at drive en kile ind i den socialistiske blok. Samhandel med Vesten gjorde Jugoslavien meget afhængigt af den vestlige økonomi. Det økonomiske tilbageslag efter den første oliekrise (1973-74) ramte derfor Jugoslavien meget hårdt. 

I 1980'erne forsøgte Vesten gennem Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) at få Jugoslavien til at gennemføre en række strukturtilpasningsprogrammer, det vil sige indskrænkning af den offentlige sektor og omfattende privatisering. Gennemførelse af disse programmer var en betingelse for fortsat bistand og nye lån. Et tilsvarende krav blev stillet til mange lande i Den Tredje Verden, der gav efter på grund af det store økonomiske pres.  

Da Jugoslavien nægtede at acceptere denne politik, betød det en yderligere svækkelse af staten. De nordlige republikker Slovenien og Kroatien brød ud af føderationen i 1991. Bosnien fulgte efter i 1992. Dette brud var ganske vist i strid med føderationens regler, men Vesten støttede dem, fordi man gerne så det genstridige Jugoslavien splittet op i mindre enheder, der ville være nemmere at påvirke. Af samme grund var Vesten også meget begejstret for Sovjetunionens opløsning i 15 selvstændige republikker.  

EU (der dengang hed EF) anerkendte Slovenien og Kroatien i januar 1992 og Bosnien tre måneder senere. USA anerkendte alle tre stater i april 1992. Vesten blev advaret om, at en diplomatisk anerkendelse af de tre udbryderstater højst sandsynligt ville føre til borgerkrig og opløsning af den jugoslaviske føderation, men denne advarsel fik dem ikke til at ændre kurs. Måske fordi de gerne så føderationen opløst og ikke havde noget imod en rask lille borgerkrig? 

Da de amerikanske sydstater i 1861 meldte sig ud af unionen, førte det til en lang og blodig borgerkrig. De nordlige stater kæmpede indtil 1865 for at fastslå, at man ikke kan melde sig ud af den amerikanske union. Men USA havde ingen indvendinger, da Slovenien, Kroatien og Bosnien forlod den jugoslaviske føderation. Tværtimod: De tre udbryderstater blev anerkendt og optaget som medlemmer af FN. 

EU dominerede de fredsforhandlinger, der blev ført om Bosnien i 1993, men de førte ikke til noget resultat, blandt andet fordi USA kastede grus i maskineriet. I 1994 blev forhandlingerne domineret af USA. Samtidig kom NATO for alvor med ind i billedet. Ikke som en neutral mægler, men som en aktiv deltager på den ene side: Bosnisk-serbiske stillinger blev bombet af NATO-fly i april 1994. For første gang i NATO's historie var alliancen med i en rigtig krig.

Dæmonisering 

Serberne blev dæmoniseret, samtidig med at alle andre grupper (bosniakker, kroater og slovenere) blev fremstillet i et positivt lys, enten som helte eller som ofre for serbiske overgreb. Serberne fik også skylden for nogle af modpartens forbrydelser:  

Den historiske bro i Mostar, der blev bygget af osmannerne i 1566, blev ødelagt den 8. november 1993. Hvem ødelagde denå Det gjorde bosniske kroater. Men hvem fik skylden, da historien blev fortalt i det amerikanske ugemagasin Newsweekå Det gjorde de bosniske serbere! 

I 1994 indgik USA og Kroatien en aftale om militært samarbejde, der styrkede Kroatiens stilling i Krajina-området. I det følgende år gennemførte Kroatien Operation Storm, der betød, at 150.000 kroatiske serbere blev fordrevet fra Krajina. Det var den største samlede etniske udrensning under krigene i det tidligere Jugoslavien, men det fik ikke USA til at opgive eller begrænse sin støtte til Kroatien. 

I 1995 gennemførte USA den såkaldte Dayton-aftale, der gjorde en ende på borgerkrigen i Bosnien. Aftalen mindede meget om, hvad EU havde forsøgt at gennemføre to år tidligere, men denne gang havde USA sat sit fingeraftryk på aftalen. Bosnien blev et protektorat, der styres af internationale organisationer. USA sørgede for, at Bosniens selvstændighed kan ligge på et meget lille sted. 

I 1999 gik NATO i aktion mod Serbien, der blev anklaget for etnisk udrensning af albanerne i Kosovo-provinsen. Man indledte forhandlinger om Kosovo i Rambouillet i Frankrig. USA lod resten af verden forstå, at serberne var umulige at forhandle med. De afviste nemlig et venligt tilbud om fred fra USA. Hvad man ikke sagde var, at USA havde givet Serbien et tilbud, som ethvert land ville afslå: Man krævede nemlig, at NATO skulle have uhindret adgang til alle dele af Serbien, og ikke bare til Kosovo-provinsen.  

Med andre ord: USA gav serberne et tilbud, som de skulle afslå, så man bagefter kunne bruge det imod dem. Når serberne ikke vil forhandle, er vi nødt til at bruge magt! Derpå begyndte NATO at bombe Serbien. Aktionen kostede mange menneskeliv, men førte ikke til en løsning på problemerne i Kosovo. Nu begyndte albanerne nemlig en etnisk udrensning af serberne, og det kunne - eller ville - NATO ikke forhindre.

Mange militære aktioner 

Den amerikanske forfatter Zoltan Grossman har udarbejdet en oversigt over USA's mange militære aktioner i de sidste 111 år. Oversigten begynder med nedkæmpelsen af indianerne ved Wounded Knee i 1890 og går helt frem til i dag. Ved at studere denne oversigt (der er meget lang) kan Grossman konstatere, at der er mindst seks fællestræk ved USA's militære interventioner: 

For det første får den amerikanske offentlighed altid at vide, at disse aktioner gennemføres for at forsvare amerikanske liv og den civile befolknings rettigheder. Men de militære aktioner medfører ofte store skader på den civile befolkning. Det kaldes collateral damage, det vil sige den skade, man kommer til at forvolde ved en "fejltagelse." 

For det andet bliver næsten alle aktioner gennemført for at fremme "frihed" og "demokrati", men i praksis er de ofte en støtte til pro-amerikanske diktaturer. USA forsvarer ikke "friheden," men et politisk program, for eksempel kapitalisme, eller et økonomisk program, for eksempel beskyttelse af oliekilder, der betragtes som vitale for USA's sikkerhed. 

For det tredje fordømmer USA altid modpartens aktioner som "terrorisme" eller "etnisk udrensning", men disse ord anvendes ikke, når man selv eller ens allierede gør noget tilsvarende. USA's handlinger er altid "defensive," mens fjendens er "aggressive."  

For det fjerde fremstiller USA altid sig selv som en neutral fredsmægler, der kun har humanitære ambitioner og ingen personlige bagtanker med sin indsats. Men i praksis er USA ikke neutralt, når det griber ind, fordi man hurtigt allierer sig med én part og stempler modparten som terrorist.

Polarisering 

For det femte giver USA's aktioner ofte bagslag, selv hvis man accepterer de amerikanske argumenter og forklaringer. USA bidrager som regel ikke til at løse lokale konflikter, men snarere til en polarisering, der ødelægger stabiliteten i det pågældende land. 

For det sjette betyder USA's dæmonisering af en fjendtlig leder eller en militær aktion imod ham ikke, at han svækkes. Tværtimod: Det vil ofte styrke hans position. Nogle af de regeringsledere, der har siddet længst i verden, er faktisk nogle af USA's værste fjender: Cubas Fidel Castro, Libyens Moammar Gaddafi og Iraks Saddam Hussein. 

Disse ledere kan med rette fremstille sig selv som en lille David, der trues af den mægtige Goliath. De kan med rette give USA skylden for (i hvert fald nogle af) de problemer, de må kæmpe med.

USA og de vestlige lande hævder ofte, at de har mere respekt for menneskeliv end andre kulturer og civilisationer. Men et blik på Vestens og især USA's historie viser, at virkeligheden er en ganske anden: Vesten værner om vestlige liv. Men andre liv kan sagtens ofres, hvis man mener, at det fremmer Vestens interesser.

Dokumentation

Zoltan Grossmans oversigt over USA's mange militære aktioner siden 1890 kan læses på det amerikanske tidsskrift Z Magazines hjemmeside på internettet. Adresse: www.zmag.org  

William Blum, Rogue State: A Guide to the World's Only Superpower, Zed Books: London, 320 sider, udkommer december 2001.