USA begår terror i Mellemøsten

Død og ødelæggelse har regnet ned over irakerne med jævne mellemrum i de sidste ti år. Bomberne kastes af USA. Det er stats-terrorisme i stor målestok

af Torben Retbøll

Død og ødelæggelse har regnet ned over irakerne med jævne mellemrum i de sidste ti år.

Bomberne kastes af USA. Det er stats-terrorisme i stor målestok. Hvordan kan det være, at denne stat bliver taget alvorligt, når den fordømmer andre for terrorå

I september 1980 angreb Irak sin østlige nabo Iran. Den irakiske leder Saddam Hussein regnede nok med, at det nye præstestyre i Teheran var et let offer for et militært angreb.

Men her tog han fejl, for selv om præstestyret var nyt, så fik angrebet den iranske befolkning til at stå sammen. Det ydre pres skabte det indre sammenhold.

Krigen blev både lang og blodig. Den sluttede først i 1988, uden at nogen af parterne havde opnået noget særligt.

Irak havde det mest avancerede militære udstyr, men Iran havde til gengæld en stor befolkning, der var parat til at ofre sig. Det var en stillingskrig, hvor fronten kun flyttede sig lidt frem og tilbage, selv om begge parter kæmpede hårdt, ligesom under Første Verdenskrig i Europa.

USA støttede Irak, selv om Irak var aggressoren, for krigens mål var Iran, der var en af USA's værste fjender.

I januar 1979 havde den islamiske revolution drevet den pro-amerikanske shah Mohammed Reza Pahlavi i eksil, hvorefter præstestyret kom til magten.

I november samme år havde iranske studenter taget personalet ved den amerikanske ambassade i Teheran til fange, og de blev tilbageholdt i 444 dage.

Først i januar 1981, netop som Ronald Reagan afløste Jimmy Carter som USA's præsident, blev de amerikanske gidsler løsladt.

Min fjendes fjende

Iran var offer for en ulovlig aggression. Hvis USA skulle hjælpe en af parterne i denne konflikt, var det helt klart Iran.

Men USA fulgte ikke international lov. Man så på sin egen interesse og fulgte ordsproget:

Min fjendes fjende er min ven. Derfor gav USA sin støtte til Irak, selv om denne stat havde brudt international lov ved at angribe sin nabo.

I midten af 1980'erne begyndte USA hemmeligt at sælge våben til Iran. Det var en del af Iran-contra-affæren.

De penge, man tjente på det ulovlige våbensalg, blev brugt til at finansiere contraernes ulovlige krig mod Sandinisterne i Nicaragua.

Derved havde man den absurde situation, at USA støttede begge parter i krigen: Den ene åbenlyst, den anden i det skjulte.

FN behandlede også konflikten, men det gik meget langsomt, og FN gjorde i praksis intet for at stoppe den. Verdensfreden var ikke truet.

Så længe der var tale om en lokal konflikt, hvor to lande i Den Tredje Verden myrdede løs på hinanden, så FN åbenbart ikke nogen grund til at gribe ind.

Stormagterne kunne naturligvis have standset krigen meget hurtigt, hvis de ønskede det. Men det skete ikke. Måske var der mange våbeneksportører, der ikke havde noget imod en rask lille krig?

Krigen mod Kuwait

I august 1990 angreb Irak sin sydlige nabo Kuwait. Den irakiske leder Saddam Hussein regnede nok med, at USA ville støtte ham, ligesom det skete, da han startede krigen mod Iran ti år tidligere.

Men her tog han fejl. Kuwait var ikke en fjende ligesom Iran. Kuwait var derimod en af USA's bedste venner, og desuden var der olie i Kuwait.

Denne olie kunne Irak ikke få lov til at disponere over. USA mobiliserede det internationale system til at fremme sin sag, og derved demonstrerede man, at dette system kan handle både hurtigt og effektivt, hvis USA ønsker det.

Først vedtog FN's Sikkerhedsråd en økonomisk blokade mod Irak som straf for den ulovlige aggression mod Kuwait.

Derpå etablerede USA en international koalition, der med magt skulle drive Irak ud af Kuwait, hvis blokaden ikke virkede.

Endelig sørgede USA for, at FN's Sikkerhedsråd gav koalitionen grønt lys til at befri Kuwait. Alt dette skete i efteråret 1990.

I januar 1991 satte USA en deadline for Irak: Træk jer ud inden 15. januar, ellers...!

Da Irak ikke gjorde det, begyndte krigen. Seks uger efter, den 28. februar 1991, var Irak drevet ud af Kuwait, og den kuwaitiske emir blev genindsat som landets lovlige leder.

Krigen var forbi, men den økonomiske blokade blev ikke ophævet.

Økonomisk blokade

FN's Sikkerhedsråd besluttede at opretholde den, indtil Irak havde destrueret alle sine masse-ødelæggelsesvåben (kemiske og biologiske våben), der kunne true dets naboer.

Blokaden er stadig i kraft i dag, selv om den er blevet modificeret en smule via en aftale, der giver Irak lov til at sælge olie og købe mad for pengene.

Blokaden kan kun ophæves, hvis alle fem faste medlemmer af Sikkerhedsrådet er enige om det.

Både Frankrig og USSR's efterfølger Rusland har i nogen tid været parat til at ophæve den, men USA og Storbritannien insisterer på at fortsætte den.

Irak mangler både mad og medicin. Børnedødeligheden er steget til alarmerende højder.

Da Bill Clintons udenrigsminister Madelaine Albright blev bedt om at kommentere dette forhold, svarede hun, at det nok var sørgeligt for de små børn, men "vi mener, det er prisen værd."

Forbudszone

Tre vestlige stormagter har helt på egen hånd proklameret en forbudszone i det nordlige og det sydlige Irak, hvor det irakiske flyvevåben ikke må færdes.

Den nordlige zone blev oprettet af USA i april 1991, mens den sydlige zone blev oprettet af USA, Storbritannien og Frankrig i august 1992.

Disse beslutninger er helt klart i strid med international lov, fordi de ikke er vedtaget af FN.

Irak er formodentlig det eneste land i verden, der har forbud mod at flyve i sit eget luftrum, blot fordi USA siger det.

Krigen mod Kuwait viste, hvorledes det internationale system kan bruges og misbruges, hvis man er stærk nok og dygtig nok. 

USA brugte både økonomiske trusler og løfter - både stok og gulerod - i Sikkerhedsrådet for at få Kina og USSR til at stemme for USA's politik eller i det mindste undlade at stemme imod den.

Siden krigens slutning i 1991 har USA bombet Irak mange gange. I slutningen af 1990'erne skete det efterhånden så tit, at medierne stort set holdt op med at dække det.

Bombardementet mistede sin nyhedsværdi: For det første var Saddam Hussein en bandit. For det andet var irakerne bare arabiske muslimer. De fik vel kun, hvad de havde fortjent! Hvorfor dog dække detå

Død og ødelæggelse har regnet ned over irakerne med jævne mellemrum i de sidste ti år.

Bomberne kastes af USA. Det er stats-terrorisme i stor målestok. Hvordan kan det være, at denne stat bliver taget alvorligt, når den fordømmer andre for terror?

Israel-Palæstina-konflikten

Da staten Israel blev oprettet i 1948, havde konflikten mellem jøder og palæstinensere allerede varet i 50 år.

Zionistiske immigranter begyndte at komme til Palæstina omkring år 1900. I denne periode havde ingen af parterne en stat til at forsvare sine interesser.

Men siden 1948 har jøderne haft en stat, hvilket i høj grad har styrket deres position.

Israel har været i krig med sine arabiske naboer mange gange:

* Uafhængighedskrigen 1948-49

* Sinai-krigen eller Suez-krigen i 1956

* Seks-dages-krigen i juni 1967 og Yom Kippur-krigen i oktober 1973.

* Libanon blev invaderet i 1978 og igen i 1982. Israel erklærede det sydlige Libanon for en sikkerhedszone, som man først forlod i år 2000.

Men palæstinenserne har hele tiden været i en meget vanskelig situation. Israels oprettelse i 1948 gjorde mange af dem til flygtninge.

Krigen i 1967 skabte endnu flere flygtninge. Nogle måtte flygte for anden gang, fordi Israel nu erobrede de områder, de var flygtet til i 1948.

De palæstinensere, der kom til at bo i Israel, blev udsat for diskrimination.

Men de var dog anerkendt som indbyggere i staten. De palæstinensere, der boede i de besatte områder, fik en mere barsk behandling, fordi de levede under militær lovgivning.

De palæstinensere, der levede i eksil, var både statsløse og meget langt fra deres oprindelige hjem.

Besat og annekteret

Under krigen i 1967 erobrede Israel en række arabiske områder: Fra Egypten tog man Sinai-halvøen og Gaza-striben; fra Jordan Vestbredden og Østjerusalem; fra Syrien Golan-højderne.

Sinai blev afleveret til Egypten i perioden 1979-82, men Østjerusalem blev annekteret med det samme (1967) og Golan i 1981.

En del af Vestbredden og Gaza-striben blev overdraget til den palæstinensiske selvstyremyndighed, der blev oprettet efter Oslo-aftalen af 1993. Men resten af Vestbredden og Gaza-striben er stadig besat område.

Det er ulovligt at besætte fremmed territorium. Men så længe det er besat, er fremtiden stadig uvis.

Måske vil man aflevere det igen. Når man annekterer et område, siger man: Det er vores for evigt. Det er endnu mere ulovligt.

Israel har oprettet mange bosættelser i de besatte og annekterede områder.

Det er strengt forbudt. Men Israel kan tillade sig at ignorere loven, fordi det får politisk, økonomisk og militær støtte fra supermagten USA.

FN's Sikkerhedsråd har vedtaget mange resolutioner, der opfordrer Israel til at følge international lov, nogle af dem er vedtaget med USA's stemme, men Israel retter sig ikke efter dem.

Resolutioner fra Sikkerhedsrådet er bindende. Når man melder sig ind i FN, lover man at respektere resolutioner fra dette råd.

Det gjorde Israel også, da det blev optaget som medlem i 1949, men det gælder bare ikke i praksis. Israel har formodentlig verdensrekord i at ignorere resolutioner fra FN.

Før og efter 1967

Indtil 1967 var USA's støtte til Israel præget af visse forbehold, men siden da har USA givet en massiv og nærmest betingelsesløs støtte til Israel.

I 1953, da en israelsk enhed anført af Ariel Sharon (den nuværende premierminister) angreb den jordanske landsby Qibya, hvor de israelske soldater dræbte 69 civile og sprængte 45 huse i luften, besluttede den amerikanske regering at standse sin bistand til Israel.

Heldigvis for Israel kom der netop på dette tidspunkt bistand fra Vesttyskland, der ville betale aflad for nazisternes forbrydelser mod jøderne under Anden Verdenskrig.

I 1956, da Israel erobrede Sinai-halvøen fra Egypten, gik USA sammen med USSR og krævede, at Israel skulle trække sig tilbage.

Den israelske regering var rasende, men den turde ikke ignorere et krav der kom fra begge supermagter på ån gang.

I 1957 trak de israelske styrker sig ud af Sinai, men først efter at de havde ødelagt alt, hvad der kunne ødelægges: Huse, veje, telegraflinier med mere.

Parolen var åbenbart: Hvis vi ikke kan få det, skal egypterne i hvert fald ikke få nogen glæde af det!

USA havde ingen indvendinger, da Israel angreb Egypten, Jordan og Syrien i 1967, eller da det invaderede Libanon i 1978 og 1982.

USA havde heller ingen indvendinger, da israelske jagerfly bombede et atomkraftværk i Irak i 1981 og PLO's hovedkvarter i Tunesien i 1985. Selv om alle disse aktioner var i strid med international lov.

Under invasionen af Libanon i 1982 lod Israels hær libanesiske falangister rykke ind i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, hvilket førte til en massakre på 800 civile.

Nogle kilder mener, antallet af dræbte var 3.000. De ansvarlige politikere var Israels premierminister Menachem Begin og forsvarsminister Ariel Sharon.

Episoden gav anledning til international fordømmelse, men den fik ikke USA til at standse eller bare begrænse sin støtte til Israel.

Den neutrale mægler

Indtil Oslo-aftalen af 1993 erklærede Israel, at PLO var en terror-organisation, som man aldrig ville forhandle med under nogen betingelser.

USA fulgte den samme linie indtil 1988. Siden da har USA flere gange optrådt som "neutral mægler" i konflikten mellem de to parter.

Men hvordan kan man være en neutral mægler, når man giver massiv og nærmest betingelsesløs støtte til den ene part, mens man lægger pres på den anden part for at få ham til at give store indrømmelser på meget principielle punkterå

Palæstinenserne anklages for at begå terror-aktioner mod Israel. De mener selv, at de kæmper for deres frihed.

Palæstinenserne får at vide, at de skal standse alle aktioner mod Israel, før man vil forhandle om fred. Vi giver ikke efter for vold! Siger den stat, der selv er meget flittig til at bruge vold mod palæstinenserne.

Men hvis palæstinenserne skal overholde loven, hvorfor gælder det samme så ikke for Israelå

Hvorfor kræver USA ikke, at Israel skal nedlægge de ulovlige bosættelser og rømme de besatte og annekterede områder, før man kan forhandle om fredå

Så længe USA støtter Israels ulovlige politik er det svært at forstå, at det kan opfattes som en neutral mægler, der arbejder for fred i Mellemøsten.