Aktions- og kampformer i et strategisk og taktisk lys

De seneste måneders begivenheder har med stor styrke rejst spørgsmålet om kamp- og aktionsformer. Navnlig demonstrationerne i Gøteborg i juni og sidste uges terroraktioner i USA har sat tingene på spidsen. Der er helt klart brug for en principiel diskussion af dette spørgsmål. Det er nødvendigt at afklare, hvilke aktions- og kampformer de folkelige kræfter med fordel kan bruge for at nå deres mål.

af Sven Tarp, International sekretær i DKP-ML

Kommunisterne bygger i dette som i andre spørgsmål vores opfattelser og handlinger på den videnskabelige socialisme. Vi ser spørgsmålet i såvel et taktisk som et strategisk lys. For os er det afgørende, at de kamp- og aktionsformer, som tages i anvendelse, ikke alene løser de konkrete opgaver, som vi står overfor i dag, men også peger fremad mod en løsning af vores strategiske mål, dvs. overgangen til socialismen.

Aktions- og kampformer, som ikke bidrager til at løse de umiddelbare opgaver, er selvsagt ubrugelige. Men lige så uønskede er aktions- og kampformer, som godt nok løser disse opgaver, men alligevel skader kampen for de langsigtede opgaver.

Forudsætninger for overgangen til socialismen

Kommunisternes strategiske mål er at sikre overgangen til socialismen (og dernæst opbygningen af socialismen og den gradvise overgang til et klasseløst samfund).

Erfaringen viser, at en række forudsætninger må være til stede, for at der kan blive tale om en socialistisk omvæltning. For det første må der eksistere en national krise, hvor »de "lavere lag" ikke vil og de "øvre lag" ikke kan fortsætte på den gamle vis« (Lenin).

For det andet er det nødvendigt, at der findes en revolutionær masseorganisering og bevidsthed om de opgaver, der skal løses. Og ikke mindst må der i løbet af den forudgående kamp være skabt et revolutionært center, som gennem sine handlinger nyder udbredt prestige og er i stand til systematisk at opsamle erfaringer, anvise retningen for kampen, udstikke de rigtige paroler på de rigtige tidspunkter, koordinere opgaverne og selv gå i spidsen for at løse dem.

Men alt dette er i sig selv ikke nok. Erfaringen viser, at det også er nødvendigt, at de revolutionære kræfter er trænet i og behersker alle de forskellige kamp- og aktionsformer, som kan komme på tale under overgangen til socialismen. De må forstå at føre både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk kamp, legal og illegal kamp, mediekamp og gadekamp, strejkekamp og almindelig faglig kamp (det seje træk). De må forstå at organisere massebevægelser og punktaktioner, demonstrationer og møder. De må forstå at udføre et bredt anlagt enhedsarbejde, samtidig med at de profilerer sig selv osv.

Og belært af historien og de seneste begivenheder i Malmø, Gøteborg og andre europæiske storbyer, hvor politiet ikke undslog sig for at overfalde fredelige demonstranter, må de revolutionære kræfter ved siden af de fredelige kampformer, som de foretrækker, også belave sig på at imødegå borgerskabets voldsapparat og terror med de nødvendige midler. De må med andre ord ikke alene lære at være opposition, men også ruste sig til at tage magten og fastholde den.

Strategiske og taktiske principper

For at sammenfatte er det i et strategisk perspektiv nødvendigt, at de samfundsforandrende kræfter ikke alene lærer at beherske alle nødvendige kamp- og aktionsformer. De må også opøve evnen til at kombinere dem og veksle mellem dem, efterhånden som situationen skifter.

I et taktisk lys må de derimod lære at udvælge netop de – og kun de – kamp- og aktionsformer, som bedst tjener dem i den konkrete situation.

At diskutere kamp- og aktionsformer hævet over tid og sted er absurd. En kampform kan være ganske udmærket i én situation, mens den er helt uduelig i en anden og anderledes situation. Man må her som i andre spørgsmål lære at foretage en konkret analyse af den konkrete situation. Den, der ikke gør det, er en meget dårlig revolutionær og kan i værste tilfælde skaffe sig selv og bevægelsen store ulykker på halsen.

Men det kræver tid og en teoretisk indsats at lære sig dette. Netop derfor er et revolutionært center – dvs. et kommunistisk fortropsparti, der er demokratisk opbygget og samler de mest fremskredne klassekæmpere og erfaringer – så helt igennem afgørende for revolutionens udvikling. At et sådant center endnu ikke findes, ændrer intet ved sagen, men gør det tværtimod til en opgave af første prioritet at skabe det.

Princippet om at gå i dybden og bredden

I et strategisk lys bør alt, hvad vi foretager os i dag, som nævnt sigte mod at skabe de forudsætninger, som kan sikre overgangen til socialismen, når muligheden byder sig.

Man behøver blot at kaste et hurtigt blik ud over det politiske landskab for at se, at det, vi fremfor alt mangler i dag, er massebevægelse. Det er derfor vigtigt, at vi gør op med os selv, hvilke kampformer der i den helt konkrete situation gør det lettere at inddrage arbejderklassen og dens allierede i bevægelsen.

Gøteborg var et skoleeksempel på, hvad man ikke skal gøre. Som situationen ser ud i Sverige og i Danmark, er det næppe brosten, hærgen og voldelig konfrontation med politiet, der er brug for. (Hvor retfærdigt et sådant svar end kan forekomme i betragtning af politiets vold og provokationer). Uanset om vi ønsker det eller ej, skræmmer sådanne kampformer tværtimod mange væk fra bevægelsen.

I dag gælder det om at sikre bevægelsens bredde. Efterhånden som dette opnås og bevægelsen får massekarakter, kan man så udvikle mere »militante« kampformer. Populært sagt hedder dette princip, at »man går i dybden, samtidig med at man går i bredden«.

At gå i bredden uden at gå i dybden er opportunisme. At gå i dybden uden at gå i bredden er omvendt sekterisme. At holde tungen lige i munden er hamrende svært. Det er ikke noget, man lærer på fem minutter eller ved at slå op i en eller anden manual. De forudsætter erfaring kombineret med teoretiske studier.

Hvad betyder det at gå i bredden?

Kommunisterne bygger vores politik på en analyse af klasserne i det danske samfund og internationalt. Heraf udleder vi, hvem der er socialismens drivkraft (arbejderklassen), hvem der er strategiske allierede (småborgerskabet og dele af mellemlagene), og hvem der er hovedfjenden (monopolborgerskabet). Vi udleder desuden, hvem vi kan samarbejde med i helt konkrete spørgsmål (f.eks. dele af det ikke-monopolistiske borgerskab).

Dette er strategiske overvejelser, som ikke alene bestemmer den overordnede politiske linje, men også hvordan denne linje udmøntes i konkrete situationer. Målet er at få fronterne trukket klart op, dvs. få skabt en anti-monopolistisk alliance mellem arbejderklasse, småborgerskab og dele af mellemlagene rettet imod monopolkapitalen. Det er et langsigtet perspektiv, og det kan kun nås gennem en meget kompleks taktik.

Men samtidig undersøger kommunisterne på et hvilket som helst udviklingstrin af klassekampen, om der opstår brudflader i samfundet, som i grove træk afspejler de grundlæggende klassemodsætninger.

Og det gør der faktisk. For tiden ser man det således i forbindelse med den nyliberale globalisering, undergravelsen af den nationale selvbestemmelsesret, forsvaret af dele af »velfærdssamfundet« (f.eks. det offentlige pensions- og sundhedssystem), de demokratiske rettigheder osv.

Det drejer sig om sprækker, som er åbnet i samfundets politiske, sociale eller økonomiske strukturer, og som det gælder om at udnytte og uddybe for at komme nærmere de strategiske mål.

På disse områder forsøger kommunisterne derfor af udvikle et bredt anlagt enhedsarbejde med alle de kræfter, som har samme opfattelse af specifikke spørgsmål. Vi arbejder for allerede i dag at skabe flertal på disse afgrænsede områder. Det er selvsagt et enhedsarbejde, som er kompliceret og indbefatter samarbejde med kræfter, som er meget uenige om andre spørgsmål.

Hvad betyder det at gå i dybden?

Det nævnte enhedsarbejde er skrøbeligt, fordi det ikke bygger på ideologisk enhed. Men det er samtidig nødvendigt, netop fordi det afspejler de reelle brudflader i samfundet. De historiske erfaringer viser, at hvis samarbejdet kommer til at fungere, kan det føre til gensidig tillid og samarbejde på andre områder. Og det er der perspektiver i.

At gå i dybden betyder fremfor alt at udvide enheden til også at omfatte andre spørgsmål. Det betyder, at man i stigende omfang rejser paroler, som peger frem mod et opgør med kapitalismen. I løbet af denne proces kan det næppe undgås, at nogle af de oprindelige samarbejdspartnere falder fra. Det gør dog knap så meget, da det først og fremmest er et spørgsmål om at få masseopbakning.

At gå i dybden kan også betyde, at man tyr til mere kraftfulde aktions- og kampformer, hvis situationen kræver det og der er opbakning til disse metoder. Under RiBus-konflikten i 1995 var der f.eks. udbredt folkelig sympati for arbejdernes blokade og »puffen« til politiet. Det var rigtige metoder at bruge i den konkrete situation.

Men ved demonstrationerne under næste års topmøde i København vil det – herfra hvor vi står – være meget dumt at lægge op til at blokere mødet eller »puffe« til politiet. Det vil give politiet anledning til at overfalde demonstranterne. Risikoen for at noget sådan kan ske, vil holde mange folk fra at møde op, hvad der igen vil svække styrken af det politiske budskab.

Et klassisk eksempel på opportunisme, hvor man går i bredden uden at gå i dybden, er socialdemokratiet, som i første halvdel af det 20. århundrede udviklede sig til et masseparti uden at fastholde de oprindelige socialistiske visioner. Det førte til, at partiet efterhånden faldt til patten og blev lakaj for monopolkapitalen, hvad Poul Nyrups regering er et trist eksempel på.

Et aktuelt eksempel på sekterisme, hvor man går i dybden uden at gå i bredden, er de autonome, som forsvarer urolighederne i Gøteborg. De »går i dybden« med hensyn til kampformer og tror naivt, at bredden så følger med. Noget sådan sker dog kun i en situation, hvor der er revolutionær gæring, hvad der ikke ligefrem er tilfældet i den nuværende situation. Da de i perspektivløs frustration raserede et helt kvarter i Gøteborg, opnåede de ikke andet end at støde de mennesker fra sig, som egentligt burde være allierede i kampen for en bedre verden. Hermed isolerede de sig selv og bidrog til midlertidigt at indsnævre revolutionens sociale basis.

Aktions- og kampformernes rolle

Når man skal afgøre, hvilke aktions- og kampformer der skal tages i brug, må man se tingene på to forskellige planer.

For det første må de valgte former bidrage til at løse de aktuelle opgaver, som stiller sig i klassekampen. De må derfor være valgt, så de understøtter løsningen af disse opgaver og ikke hæmmer dem. Dette forudsætter, at man på forhånd har gjort sig klart, hvilke mål man stiller sig i den konkrete situation.

For det andet må aktions- og kampformerne ofte være med til at forberede deltagerne på fremtidige kampe. Målet er, at deltagerne ikke står helt uforberedte og grønne i disse kampe. Dette gælder fremfor alt, når man ud fra en analyse af samfundsudviklingen kan forudse, at kampen inden længe vil bevæge sig ind i en ny fase.

Et eksempel på, at man ikke forberedte deltagerne på den nye situation, var ØMU-kampagnen sidste år, hvor de valgte kamp-, aktions- og organisationsformer godt nok på overbevisende måde formåede at hale nej’et hjem ved folkeafstemningen, men ikke at fastholde det, da regeringen trak sig tilbage til sine lukkede kontorer.

Man skal dog være opmærksom på, at der i bestemte situationer kan opstå en mulig modsætning mellem nutidige og fremtidige opgaver, idet en for tidlig inddragelse af fremtidige kamp- og aktionsformer vil blokere for løsningen af den aktuelle opgave. En sådan situation kræver en høj grad af fingerspidsfornemmelse.

Den aktuelle situation

Den aktuelle diskussion om aktions- og kampformer går først og fremmest på, hvordan vi skal forholde os i efteråret 2002, når Danmark har EU-formandskabet og er vært for europæiske topmøder. For kommunisterne står det klart, at de aktions- og kampformer, som må tages i anvendelse, afhænger af de konkrete opgaver, som vi stiller os i forbindelse med det danske EU-formandskab.

EU er i dag ved at forberede en egentlig unionsforfatning, som efter planen skal være klar i 2004. Denne forfatning vil blive skrevet med monopolkapitalens pen og være en sand social, demokratisk og national gyser for Europas folk. Danmarks EU-formandskab indgår som en brik i denne proces.

Det er derfor i de kommende år vores opgave at øge bevidstheden om det reaktionære indhold af denne forfatning og skabe en bred folkelig nej-bevægelse, som kan sikre en folkeafstemning, sikre et nej ved denne folkeafstemning og dernæst sikre, at der igangsættes en proces, som kan lede frem til et egentligt brud med EU og etablering af mere demokratiske forbindelser mellem Europas folk. Det vil betyde en voldsom styrkelse af de folkelige kræfter på europæisk plan.

De aktioner, som vi forbereder op til EU-topmøderne i Danmark næste efterår, må tjene dette formål. Det er derfor vigtigt, at de har en så bred karakter som muligt, og at de ikke bliver et forum for smågruppers navlebeskuende frustrationer. Og det er ligeledes vigtigt, at de ikke plagierer aktioner fra andre topmøder og opstiller generelle paroler imod globaliseringen, men forholder sig konkret til, hvordan denne udmøntes i Danmark og Europa. 30 års kamp mod først EF og dernæst EU har gødet jorden for dette.

Nogle synspunkter

Det er ikke alle, som deler kommunisternes opfattelser. Det er kommet frem i debatten siden Gøteborg. Selv om der synes at være udbredt enighed om, at man ikke selv skal lægge op til vold i København, er der ikke desto mindre synspunkter fremme, som kan vise sig at være meget uheldige.

Der er f.eks. folk, der siger, at det er ok med vold, når politiet provokerer. Hermed giver de udtryk for et utroligt snæversyn. De gør det til et moralsk spørgsmål, om de har lov til at slå igen, når politiet angriber. Selvfølgelig har de det. Men er det politisk klogt? Opnår man på denne måde de politiske mål, som man har stillet sig? Fører det bevægelsen fremad?

Andre med mere eller mindre samme holdning hævder, at vold er udtryk for »militans«. Det er et mærkeligt ord, som øjensynlig udtrykker, at det ikke er »militant« at føre andre former for klassekamp, f.eks. almindelig daglig arbejdskamp.

Andre igen rejser parolen om civil ulydighed. Denne gamle parole har udviklet sig til et sandt gummiord, som der i dag lægges alt muligt i – lige fra at bære tørklæder til at blokere topmøder. Den er derfor uegnet som generel parole, fordi den kan dække over både rigtige og forkerte aktionsformer. Det er nødvendigt at være mere præcis og specifik, når man udsteder paroler op til efteråret 2002.

Underholdning og klassekamp

Når man har fulgt med i debatten siden Gøteborg, oplever man en helt masse folk, som tilsyneladende er mere interesseret i at få gang i gaden og underholde sig selv, end i at løse de opgaver, som historien stiller. For dem er det ikke så vigtigt, om der kommer reelle resultater, som de i øvrigt ikke forstår at værdsætte. De har ingen perspektiver og bekymrer sig ikke om bevægelsens skæbne.

De fokuserer på deres egne behov for oplevelser og skyr helt det mere anonyme, tålmodige, lange og seje træk, som er nødvendigt for at nærme sig de stillede mål. De ser ned på de folk, som udfører dette arbejde, kalder dem grå og triste og bagtaler deres arbejde som kedeligt.

I virkeligheden afslører de hermed deres manglende forståelse og respekt for arbejderklassen og dens organisationer, som til syvende og sidst er den kraft, som vil sikre et brud med EU og på længere sigt en overgang til socialismen.

Erfaringen viser, at mange af dens slags mennesker blot er på gæstevisit hos revolutionen, og at de senere i livet vil finde andre måder at »realisere sig selv« på. De støjer i en periode, men på lang sigt er de ikke værd at bygge på. De mere seriøse vil derimod lidt efter lidt erkende, at revolutionens hymne kun kan spilles på et klaver med mange tangenter.

Når det er sagt, skal det dog også siges, at demonstrationer og andre aktioner ikke behøver at være kedelige. Det er givetvis behov for at give demonstrations-kulturen i Danmark en saltvandsindsprøjtning. Demonstrationer kan sagtens være provokerende, farverige, sprudlende og levende som et udtryk for bevægelsens pluralisme. Men det er ikke det samme som at kaste med sten og andre ting, som ikke svarer til situationen. Mangfoldigheden må bygge på det, man er enige om.

Enhedsarbejde og profilering

Som nævnt ovenfor er det opportunisme, hvis man ikke går i dybden, når bevægelsen udvikler sig i bredden. Men det er også opportunisme, hvis man i bestræbelserne på at stable en bred bevægelse på benene så at sige drukner i denne og mister sin selvstændige profil. Det er kommunisterne i særdeleshed bevidst om.

Det er nødvendigt at gøre opmærksom på, at vi ikke alene kæmper mod fleksibel arbejdstid, men også mod EU, at vi ikke alene kæmper mod EU, men også for socialisme, at vi ikke alene organiserer en bred bevægelse, men også et kommunistisk parti osv. Det er med andre ord nødvendigt at profilere sig.

Til sådan en profilering svarer også bestemte aktions- og kampformer. Der findes et dialektisk forhold mellem denne profilering og det brede enhedsarbejde og mellem de tilsvarende aktions- og kampformer. I et socialistisk perspektiv må de understøtte hinanden.

Men det er også vigtigt at holde disse former adskilt og ikke sammenblande dem. Det er det, nogle autonome og andre gør, når de blander sig i de brede demonstrationer med kampformer, som skræmmer deltagerne væk. Hvis de ønsker at profilere sig på deres særlige måde, må de finde andre boldbaner at gøre det på.

Målet helliger ikke midlet

Ovenfor har vi diskuteret de kamp- og aktionsformer, som er nødvendige for at føre klassekamp og sikre overgangen til socialismen. Men det er på intet tidspunkt blevet påstået, at de revolutionære må lære at beherske alle kamp- og aktionsformer.

Det skyldes, at der findes kamp- og aktionsformer, som er helt uacceptable i et strategisk lys, uanset om de kan bidrage til at løse en konkret opgave. Det drejer sig om former, hvis indhold står i skrigende modsætning til de moralske, menneskelige og solidariske værdier, som vi kæmper for.

De seneste terroraktioner i USA er et godt eksempel. Her har man brugt uskyldige civile i kaprede fly til at dræbe tusindvis af andre civile, hvoraf de fleste var ganske almindelige arbejdende mennesker: brandfolk, portnere, rengøringsassistenter, kokke, tjenere, ekspedienter, kontorpersonale osv. – altså mennesker, der intet havde med USA’s forbrydelser i udlandet at gøre.

Sådanne uhyrligheder kan kun begås af desperate og fanatiske folk, som ikke har ophøjede idealer om et menneskeværdigt samfund.

De er derimod helt uacceptable for socialistiske kræfter, som netop kæmper for af sikre den arbejdende befolknings langsigtede interesser, hvad man selvsagt ikke kan gøre ved at terrorisere og slå den selvsamme befolkning ihjel i dag. Det er grunden til, at kommunisterne så kraftigt har fordømt disse terrorhandlinger, uanset hvilke forbrydelser USA har begået rundt om i verden.

Og på lignende måde afviser vi andre former for terror mod civilbefolkningen, brug af tortur, biologisk og kemisk krigsførelse osv., som er i modstrid med vores grundlæggende menneskesyn.

»Målet helliger midlet«, skrev den italienske filosof Machiavelli i det 16. århundrede. Lignende toner lyder fra USA, hvor den officielle filosofi, pragmatismen, proklamerer, at sandheden er det, der gavner én selv. Det er således helt ok at lyve eller terrorisere, blot det giver de forventede resultater.

For kommunister gælder det stik modsatte princip. For os er arbejderklassens kort- og langsigtede interesser det ultimative princip.