08.09.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

 

Sabra og Shatila - 19 år siden massakre

Bulldozerne kunne begrave de døde, men solidariteten med Palæstina lever

Bulldozerne kørte hele natten og begravede ligene i ruinerne af deres egne huse, mens skæret fra de israelske lysbomber ubarmhjertigt oplyste nattehimlen.

Høring om Sabra og Shatila

Medborgerhuset Nørre Alle 7, 2200 København N.

Lørdag klokken 19-24

* Film fra flygtningelejrene * Levende lys og teater på Sankt Hans Torv * Palæstinensisk mad

Søndag klokken 14-17

* Panel med vidner til massakrerne * Ariel Sharon som krigsforbryder * Historisk baggrund

 

På lørdag er det 19 år siden. 19 år siden den israelske hær under ledelse af Ariel Sharon slap den falangistiske libanesiske milits ind i de to ubeskyttede palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut i Libanon.

Palæstina-Initiativet i København mindes ofrene for massakren ved en to dages høring. I solidaritet med ofrene for massakren dengang, og i solidaritet med dagens palæstinensere, der endnu engang er truet på deres livsgrundlag.

 

 

Længe siden - men aktuelt

Staten Israel invaderede Libanon i juli 1982 i forsøget på én gang for alle at knuse PLO og den palæstinensiske modstand. Op mod 10.000 palæstinensere mistede livet i kampene, inden PLO med garanti fra stormagterne USA, Frankrig og Italien trak sine væbnende styrker ud af Libanon.

Siden 1948 havde palæstinenserne opholdt sig i Libanon i flygtningelejre. De var ikke velkomne, men det var trods alt et sted, de kunne føle sig nogenlunde sikre. Men så kom den israelske jernnæve endnu engang for at smide dem i havet.

PLO's soldater blev sejlet til Tunesien. Tilbage blev palæstinenserne i de mange flygtninge lejre rundt omkring i Libanon. De var fuldstændigt prisgivet den israelske besættelsesmagt og deres falangistiske medløbere.

Konference for Palæstina-aktivister

Landsdækkende konference for alle, der arbejder med solidaritet med Palæstina.

 Lørdag den 15. september klokken 10-13 Abildgårdskolen, Gillestedvej 15 Vollsmose 5240 Odense NØ.

Tilmelding på telefon 75 53 99 57 hos Bent Hansen

I dagen op til den 15. september trak den såkaldt internationale beskyttelses-styrke sig ud af Beirut. Israel omringede de to lejre Sabra og Shatila i Beirut.

Resultatet blev en massakre, hvor mellem 800 og 2500 palæstinensere blev skudt, brændt eller hakket ihjel af falangisterne. Det nøjagtige antal kommer nok aldrig for dagen.

Den israelske hær kunne have stoppet massakren, de befandt sig nogle gange kun tyve meter fra mordene. Det skete ikke. Israels ansvar, Ariel Sharons ansvar, ligger tungt.

 

 

Høring om massakrerne

Palæstina Initiativet består af en række organisationer, fagforeninger, partier på venstrefløjen og enkeltpersoner i København, der er fælles om at arbejde for solidaritet med palæstinenserne.

I den ånd afholder initiativet lørdag den 15. og søndag den 16. september en høring om Sabra og Shatila i medborgerhuset på Nørre Alle 7.

Om lørdagen viser initiativet Jens Nauntoftes film fra de to lejre. Han var i 1982 i Beirut for Danmarks Radio, hvor de lavede en dokumentar-udsendelse om livet i flygtningelejrene.

Senere på aftenen vil initiativet mindes ofrene ved at tænde lys på det nærliggende Sankt Hans Torv. Her vil der også være en dramatisk happening.

Om søndagen er der en høring, hvor et panel af øjenvidner samt historiske og juridiske eksperter vil gennemgå, hvad der skete i de tunge dage i september for 19 år siden.

/ rtj

 

   

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]