04.09.01 - Dagbladet Arbejderen   -

Sig din mening i Debatten  

LEDER:

 

De forkerte

De 438 afghanere ombord på Tampa er helt forkerte mennesker, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

I løbet af den sidste uges tid er 438 flygtninge fra Afghanistan blevet et omsejlende eksempel på det umenneskelige vanvid, som er ved at tære vores klode op.

Siden det norske skib Tampa den 26. august samlede dem op fra en synkende flugtskude, har deres skæbne udstillet den herskende klasses totale mangel på moral og anstændighed.

De 438 er nemlig helt forkerte. De er de forkerte mennesker, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

De kommer ikke - som de vietnamesiske bådflygtninge for 25 år siden - fra "en kommunistisk diktaturstat". De kommer derimod fra et middelalderdiktatur, som USA for år tilbage hjalp godt på vej. Derfor kan de få lov til at sejle deres egen sø. I bogstaveligste forstand.

Deres plimsoller flød ikke rundt i farvandet omkring Cuba eller Nordkorea eller en anden politisk ukorrekt stat. De flød derimod rundt i farvandet omkring "et vestligt demokrati". Derfor er der ingen grund til at gøre et stort nummer ud af, at tungt bevæbnede soldater onsdag i sidste uge invaderede Tampa for at tvinge skibet væk fra australsk farvand.

Og ulykkeligvis har de 438 tilmed været så utjekkede, at de har planlagt deres flugt fra hjemlandet på et tidspunkt, hvor Australien står foran at skulle have valg. I optakten til en hektisk valgkamp senere på året ruster flere af landets politiske partier sig med fremmedfjendskhed. Derfor er alt sat ind på at holde de 438 ude.

De er nemlig helt forkerte....  

I skrivende stund er det endnu usikkert, hvor de havner. Kun New Zealand, verdens mindste stat Nauru og verdens nyeste stat Østtimor har sagt ja til at huse dem. Mod behørig betaling naturligvis.

Den australske regering - et fremtrædende medlem af den kapitalistiske klub - er ved at gøre det til international standard, at man kan nægte mennesker i havsnød hjælp.

Især når der er tale om de forkerte. Om verdens undermennesker. Om dem der ikke er plads til i den globale landsby, der ellers siges at have plads til alle.

Moral og anstændighed er i fuld fart på vej mod havets bund.

 

Send et nødblus for flygtningene på www.popup.dk

 

   

[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]