| 23.08.01 - Dagbladet Arbejderen - |
|
DELTAG I DEBATTEN OM TOPMØDERNE |
af Sven Tarp, international sekretær, DKP/ML
Bevægelserne imod globaliseringen og de tilsvarende former for politisk-ideologisk bevidsthedsgørelse har deres rødder i både den objektive og subjektive virkelighed i verden i dag.
På den ene side afspejler de forværringen af den globale situation og de alvorlige modsætninger, som imperialismen har skabt i sin nuværende etape, der misvisende kaldes globalisering.
| I weekenden før G-8 topmødet i Genova den
21. og 22. juli blev der afholdt et internationalt forum om globaliseringen.
De to hovedemner var dels en analyse af imperialismen i globaliseringens
tidsalder og dels forholdet mellem kommunisterne og de forskellige
bevægelser imod globaliseringen. Forummet var organiseret af Kommunistisk Netværk i Italien. I løbet af de to dage blev der fremlagt en række dybdegåående analyser af imperialismen i dag, samtidig med at begrebet "globalisering" blev diskuteret ud fra en kritisk synsvinkel. På konferencen var der blandt andet repræsentanter fra Rifondazione Comunista, tidsskriftet Ernesto, Bevægelsen for Samling af Kommunister og fagbevægelsen samt forskellige initiativer, der forberedte demonstrationerne i Genova. Dertil kom eksempelvis delegationer fra det tyske kommunistiske parti (DKP), Belgiens Arbejderparti, Spaniens Folks Kommunistiske Parti (PCPE), DKP/ML, Koordinationen af Kommunister i og uden for Frankrigs Kommunistiske Parti (ved Rene Lefort og Jean Luc Salle) samt repræsentanter fra Grækenland. ----------
Bevægelsen mod EU og kampen for et alternativ |
På den anden side afspejler de den dybe krise, som marxismen i årtier har befundet sig i som lære og praksis for social forandring.
De nuværende bevægelser imod globaliseringen og deres tilsvarende ideologiske udtryk fungerer som et barometer, der viser den subjektive faktors udviklings- og modenhedsgrad over for en objektiv virkelighed, som mere og mere kræver en radikal omformning af vores samfund.
Bevægelserne udvikler sig i et politisk-ideologisk miljø, hvor den nuværende herskende ideologi, nyliberalismen, ikke længere har noget som helst svar på de store problemer, som er skabt af kapitalismen og forværret af den selv.
Samtidig er marxismen - den eneste lære, som er i stand til at give dette svar - endnu ikke kommet sig af den krise, som er fremkaldt såvel af det alvorlige nederlag i nogle tidligere socialistiske lande som af den dogmatisme og revisionisme, der har undergravet den i åårtier.
Dette gør det vanskeligere at finde teoretiske forklaringer, der svarer til den nuværende virkelighed og kan vejlede de revolutionære kræfter i deres handling.
Denne situation styrker spontaniteten i bevægelserne imod globalisering. Den gør det sværere at bibringe de mennesker, som deltager i dem, en videnskabelig-revolutionær bevidsthed.
Og den forklarer ogsåå det rum, som andre politiske og ideologiske strømninger, der ikke tjener de folkelige lags interesser på lang sigt, har fåået.
Det gælder eksempelvis Socialdemokratiet, der er i dag er delt mellem en herskende, nyliberal fløj og en traditionelt reformistisk fløj, og som forsøger at afspore bevægelsen i retning af et stadigt mere umuligt klassesamarbejde; den grønne bevægelse, som ønsker at redde kloden og dens liv uden at ty til en grundlæggende social forandring; trotskismen, som i bevægelsen imod globalisering foregiver at finde sin såå eftertragtede "permanente revolution"; og den vulgære anarkisme, som søger en perspektivløs, direkte aktion imod magten.
Alle disse tendenser repræsenterer forskellige klasseinteresser hos borgerskabet, smååborgerskabet, mellemlagene og arbejderaristokratiet.
Dette billede stiller kommunisterne, der repræsenterer arbejderklassens strategiske interesser, over for en sååvel teoretisk som praktisk udfordring: at uddybe analysen af kapitalismens nuværende fase; studere bevægelserne imod globalisering og deres ideologiske, politiske, organisatoriske og kampmæssige former; udarbejde en ajourført strategi og planlægge vores politisk-ideologiske indgriben og de tilsvarende organisations- og kampformer; og handle nu, fra i dag, i bevægelsen imod globaliseringen.
Vi kan ikke vente, til vi har alle svar og resultater af den teoretiske bestræbelse!
Nåår vi bruger termen "globalisering", tænker vi fremfor alt på kapitalismens nuværende fase. Det drejer sig grundlæggende set om den imperialisme, som Lenin analyserede, men med nogle træk, som han ogsåå analyserede, men som er mere markante end på hans tid, og med andre helt nye træk.
Vi er hverken for eller imod globaliseringen abstrakt set. Vi ved, at globaliseringen - eller internationaliseringen - er en objektiv proces sååvel under kapitalismen som i udviklingen af de menneskelige samfund generelt.
Vi kan ikke være imod denne tendens. Derimod kan vi tage stilling til og vende os imod den konkrete form, som den iklæder sig for tiden, det vil sige den nyliberale globalisering, som fremmes af den transnationale monopolkapital.
Nyliberalismen og den nyliberale globalisering er ikke en "dårlig" eller fejlagtig politik, som kan udskiftes med en "god" og korrekt.
Det er en politik, som er nødvendig for de store kapitalister i den nuværende situation. Den er kapitalismens svar på sine egne problemer. Men den kan ikke løse disse problemer. Tværtimod vil den skærpe og tilspidse dem endnu mere.
Vi mener, at den nuværende situation er fyldt med modsætninger, rystelser og farer for menneskeheden.
Efter næsten tre åårtiers unormal kapitalistisk udvikling med "velfærdssamfund" og andre indrømmelser, som imperialismen var tvunget til at give efter Anden Verdenskrig, vendte kapitalismen midt i 70'erne tilbage til en mere normal situation med almen og langvarig krise.
Fra dette øjeblik indførtes nyliberalismen som herskende ideologi i de imperialistiske lande, og den lange proces, der er kendt som den "nyliberale globalisering", indledtes. Denne proces blev fremskyndet af den socialistiske lejrs endelige sammenbrud i 1989-91.
Dette fænomen kendetegnes ved en uhørt koncentration og centralisering af rigdommen, kapitalen, produktionsmidlerne og magten.
Den kendetegnes ved liberalisering og deregulering af markederne, ved privatiseringer og pres mod den nationale suverænitet.
Ved den spekulative kapitals forrang for den produktive kapital som bevis på den grad af snylteri, kapitalismen har nåået.
Ved undergravning af sociale og demokratiske landvindinger, totalitarisering af staten og de politiske strukturer, brutalisering af arbejdslivet og udstødning af hundrede millioner af mennesker fra forholdet arbejde-kapital og uden udsigt til at finde et arbejde, der kan sikre dem et værdigt liv.
Den kendetegnes af marginalisering af lande og hele regioner uden nogen udsigt til udvikling, såå længe det nuværende verdenssystem fortsætter.
Af voksende uligheder inden for de kapitalistiske lande, mellem de udviklede lande og de øvrige lande og mellem de forskellige regioner indbyrdes.
Og endelig kendetegnes den på den ene side af en uhørt udvikling af produktivkræfterne og den videnskabelig-teknologiske erkendelse, som kunne løse de grundlæggende problemer, hvis der var vilje til stede.
På den anden side er den kendetegnet af fattigdom, forarmelse og hååbløshed for hundreder af millioner mennesker, som lever fuldstændig løsrevet fra disse teknologiske og videnskabelige fremskridt.
Alt dette viser klart, hvordan den grundlæggende modsigelse mellem produktivkræfternes udviklingsgrad og de nuværende produktionsforhold skærpes.
Der er voksende modsætninger mellem de arbejdende og folkelige lag og kapitalisterne i hvert land, mellem de underudviklede lande og de imperialistiske lande, og mellem de imperialistiske lande indbyrdes.
Faren for lokale og regionale krige vokser. Og det samme gør ogsåå faren for en almen krig, som det fremgåår af den voksende oprustning og det vååbenkapløb, som er sat i gang af planerne om et amerikansk missilskjold. Og ydermere vokser den forbryderiske ødelæggelse af miljøet, som omgiver os, og som giver os de midler, der er nødvendige for vores overlevelse som art.
Det er indlysende, at den kapitalistiske produktionsmååde historisk set har udlevet sig selv.
Objektivt stårå socialismen på dagsordenen som en historisk nødvendighed. Men den kommer ikke automatisk, af sig selv. Det er nødvendigt med en subjektiv kraft, som kan sikre omformningen af samfundet.
Hvis det ikke lykkes os at skabe denne kraft, er der en reel fare for tilbagefald i barbariet og tilmed en undergang for menneskeheden.
Bevægelserne imod globalisering udgør en spontan reaktion på denne alvorlige situation.
De reagerer i større eller mindre grad på de store problemer, som er skabt af kapitalismen, og er spontane udtryk for de protester, som måå udvikles. Som såådan er de meget positive og løfterige.
Men samtidig har de klare begrænsninger. Ved at fastholde delen og ikke helheden, ved at fokusere påvirkningerne og ikke åårsagen, kan de ogsåå komme til at udgøre en bremse for den nødvendige bevidsthedsgørelse.
Vi ser, hvordan forskellige kræfter bevidst arbejder i denne retning, for eksempel socialdemokraterne, "de grønne", trotskisterne, anarkisterne og så videre.
Det er derfor nødvendigt, at kommunisterne afklarer deres stilling til dette fænomen.
Det er vigtigt, at vi klarlægger de forhold, som bør findes mellem det bevidste element og det spontane element, det vil sige mellem kommunisterne og bevægelserne imod globaliseringen.
Uden at klargøre denne problematik kan vi ikke forberede og planlægge vores indgriben og handlen i den nye virkelighed, og vi kan heller ikke bekæmpe de politiske og ideologiske ideer, som er fremmede for arbejderklassens interesser.
For os er spørgsmåålet om det kommunistiske parti, det leninistiske fortropsparti, af afgørende betydning. Uden parti nåår vi aldrig vores strategiske måål, socialismen og kommunismen.
Dette ved ogsåå vores modstandere. Og derfor oplever vi under de nuværende betingelser, hvor nyliberalismen er blevet herskende ideologi, et voldsomt pres mod selve begrebet fortropsparti. Vi ser to modsatrettede mååder at reagere på og give efter for dette pres.
På den ene side en udbredt tendens med en relativt broget skare af tilhængere, som på grundlag af en overfladisk og tendentiøs analyse af ændringerne i den objektive og subjektive situation hævder, at det kommunistiske parti hører fortiden til,
Istedet er de brede, flade græsrodsorganisationer i dag de bedste og mest egnede til at samle folk, og de er desuden mere demokratiske, fordi de afspejler det spontane element uden at passere gennem partistrukturernes elitære deformering.
På den anden siden ser vi den sekteriske og elitære tendens, som ønsker at opbygge det kommunistiske parti isoleret fra de nye sociale og folkelige bevægelser, heriblandt bevægelserne imod globaliseringen, og som ikke bekymrer sig om de brede, frontlignende former for organisation af den nye spontane bevægelse, som spirer frem overalt.
Faktisk findes der ikke nogen uforsonlig modsætning mellem udviklingen af den brede bevægelse og opbygningen af det kommunistiske parti. Disse bestræbelser er og bør tværtimod være komplementære.
Den folkelige bevægelse og bevægelsen imod globaliseringen kan ikke udvikle sig og antage stadig bredere og mere antiimperialistiske former uden kommunisternes bevidste og planmæssige indgriben.
Og det kommunistiske parti kan ikke opbygges isoleret fra klassekampen og den reelle bevægelse.
Som bekendt er det spontane kimen til det bevidste. Ethvert menneske, som deltager i bevægelserne mod globalisering, gør det som resultat af en bevidst overvejelse og beslutning, selv om vedkommende ikke forståår hele rækkevidden af denne beslutning.
Men det spontane kan som bekendt ikke forvandle sig til klassebevidsthed alene gennem deltagelse i en bevægelse af "økonomistisk" slags. Der er behov for noget mere.
Der er behov for et bidrag, som kommer fra sfæren uden for den "økonomistiske" bevægelse, fra videnskabens sfære, det vil sige fra marxismens videnskabelige teori. Og uden bærere af denne teori, det vil sige uden kommunister, kan antiglobaliseringens kæmpere aldrig blive bevidste kæmpere, som er udstyret med en teori, der kan vejlede dem i deres handlinger.
Disse overvejelser er ogsåå relevante, fordi der er andre politisk-ideologiske kræfter, som arbejder i bevægelsen med det formål at køre den af sporet.
De socialdemokratiske ledere hævder for eksempel ogsåå, at de er imod de alvorlige globale problemer, men samtidig hæver de det reaktionære EU's fane som det vigtigste redskab i kampen mod den nyliberale globalisering.
Med denne argumentation søger de at afspore antiglobaliserings-bevægelsen i retning af klassesamarbejde med "globaliserings"kræfterne a la "den tredje vej". De ønskede at ændre ATTAC-Danmark til en bevægelse for EU, men det mislykkedes heldigvis.
Trotskisterne arbejder ogsåå aktivt i bevægelsen med deres egne ildevarslende mål og taktik. De fleste af dem interesserer sig ikke for bevægelsens succes, men alene for at score medlemmer med henblik på deres snævre interesser.
For eksempel udstak de fra deres positioner i ATTAC op til EU's topmøde i Göteborg i juni parolerne "Fra Seattle til Göteborg" og "For et alternativt Europa".
De afviser ikke alene eksistensen af det nationale spørgsmåål i kampen mod EU, men forsøger ogsåå med disse paroler at bombe den brede bevægelse mod EU tilbage til det niveau, den havde for flere åår siden.
De lader håånt om de erfaringer og erkendelser, som er opnåået af den danske befolkning, hvoraf næsten halvdelen nu ååbent kræver Danmark ud af storkapitalens europæiske projekt.
De danske kommunister arbejder i bevægelsen mod globalisering. Vi har tilmed taget stilling til og i et vist omfang deltaget i opbygningen af ATTAC for at undgåå, at den udvikler sig i den gale retning. Og vi deltager ogsåå i andre bevægelser, som på den ene eller anden mååde vender sig imod nyliberalismen.
Vi mener, at disse bevægelser dannes omkring de reelle skillelinjer i den nuværende verden.
Hvor svage og spontane de end er, afspejler de brudflader i vores samfunds politiske og sociale strukturer og udgør kimformer for de brede fronter og store massebevægelser, som vi måå opbygge for at nåå vores strategiske mål.
Hvad er vores nuværende strategi og taktik i disse bevægelserå
Vi arbejder for at fastholde deres brede karakter, for at gøre dem endnu bredere.
Vi er imod ethvert sekterisk forsøg på at skrive programmer og bruge organisations- og kampformer, som ikke tager hensyn til denne brede karakter, og som besværliggør inddragelsen af nye folkelige lag.
Vi ønsker alene at udelukke de elementer, som befinder sig på den forkerte side af skillelinjen som for eksempel racister, fascister og lignende reaktionære kræfter.
Men samtidig er vi bevidste om, at såvel programmet som organisations- og kampformerne må ændres, efterhåånden som bevægelsen udvikler sig.
Med dette mål arbejder vi først og fremmest for, at arbejderklassen - direkte, via fagforeningerne eller gennem sit parti - kommer til at spille en stadig mere central og ledende rolle i bevægelsen. Og vi bestræber os ligeledes for at udvikle en antikapitalistisk argumentation og kritik af den nuværende nyliberale globalisering.
| 24.08.01 |
Bevægelsen mod EU og kampen for et alternativ
af Sven Tarp, international sekretær, DKP/ML |
Med hensyn til mobiliseringen og det politiske indhold af demonstrationerne var Göteborg en stor succes. |
[Se de nyeste Artikler] * [DKP/ML Hovedside] * [til Emneoversigt] * [Søg] * [Bestil bøger eller pjecer]
