KRONIK:

Autonome som nyttige idioter

Rene Karpantschof, tidligere bz'er og nuværende autonom (?) og samfundsforsker, forsvarer i sit indlæg i Dagbladet Arbejderen sidste fredag, at autonome for eksempel tager utraditionelle metoder i brug i den politiske kamp - noget der skulle være givende for hele venstrefløjen.

af Anders Fenger

Han nævner De Hvide Overalls-bevægelsen, der gik i march til topmødecentret iført polstringer og hjelme, så politiet ikke kunne skade dem. Det endte i gadekamp. Hvor positivt var det, Reneå

Her er lidt overvejelser om disse utraditionelle metoder og nogle af de autonomes "kamp".

"Politiet startede". Sådan sagde en aktivist til mig efter gadekampene i Göteborg.

"Vi forsvarede os bare". Men kort før Göteborgs hovedstrøg Avenyn blev hærget og tiltet med brosten, udgik en såkaldt anti-kapitalistisk demonstration mod Svenska Mässan, hvor topmødet blev holdt. Her var han med.

Det var en udbryder-demo fra den, som Göteborgaktionen (Attac, trotskisterne, venstresocialisterne, globaliseringsfolkene og så videre) holdt på Götaplatsen.

Lang tid i forvejen var det meget velkendt, at det trotskistiske Rättvisepartiet Socialisterna - der støtter sig til Militant Labour i England - ville benytte denne demonstration til at gå mod Svenska Mässan.

Ifølge RS's egen "begejstrede" hjemmeside på http://www.socialisterna.org/rs  sluttede flere tusinde sig til RS's og IS's initiativ. Det svenske IS var altså medinitiativtager.

Marchen var helt klart forudbestemt til at mislykkes - til at blive stoppet af politiet. Det kan enhver tænke sig til.

AFA, der står for Anti Fascistisk Aktion, sluttede sig til forsøget alligevel med deres sorte tøj og hjelme.

Politi behøver provokatører

At påstå, at det var politiet, der startede uroen og balladen, mener jeg er en meget mild overdrivelse.

Politiet piskede bevidst en stemning op, og aktivisterne udnytter den til at sætte gang i balladen, som de fra begyndelsen havde besluttet sig for at sætte i gang. Ja, det mener jeg altså!

Politiet behøvede provokatører og provokatørerne behøvede politiet.

Det er et spil som skal skjule, hvad kampen egentlig handler om, og som skal motivere EU-magtens gryende politistat.

Et spil, der kræver et tredje link til publikum - nemlig gennem medierne. De stod ivrigt på spring for at hjælpe med i skuespillet.

Så er der tre aktører: politi-aktivister-medierne. Uha-uha-uha...

Det er deres mål og middel. Både politiet og de sortklædte aktivister. Her er det i øvrigt interessant at spørge, hvor mange civilklædte pansere, der gemte sig bag maskerneå

Det, jeg vil frem til er:

De søgte konfrontation

Nogle gange må vi se på styrkeforholdet i de politiske kampe, vi befinder os i. 15.000 svenske betjente, parat til et voldsorgie, stod foran 3000 aktivister.

Dem, der valgte at gå mod topmødet søgte efter konfrontationen med politiet. Jeg spørger bare: Var det hovedspørgsmålet i Göteborgå

Nej. Hovedspørgsmålet var heller ikke politiets vold eller skuddene mod flere demonstranter.

Det var, at 30.000 mennesker gik på gaden mod henholdsvis EU, globaliseringen og Bush et andet sted i byen.

Selvfølgelig skal vi til enhver tid vende os mod al politiovergreb og deres provokationer. Det er forkasteligt - ja fascistisk - at de skyder med skarpt.

Ja, og vi ved godt, at politiet til enhver tid beskytter magthaverne - også til topmøder bag containere og pigtråd - og vi ved også, hvordan politistaten skal bekæmpes. Vi ved, hvordan vi skal kæmpe mod EU og kapitalismen.

Derfor må balladen i Göteborg bare ikke gentage sig.

Mobiliser de mange

Dem, der gik i den anti-kapitalistiske march mod topmødet havde ikke lige hjernen med dén dag!

I stedet synes jeg at vi - kommunister, socialister, revolutionære, autonome og venstreradikale, anti-autoritære og så videre - sammen skal konfrontere magten ved at mobilisere de mange, arbejderklassen, de unge, de studerende, til kamp for deres egne krav og egne interesser.

Lad os gøre det næste gang, så der ikke bliver hærg og tilt i København næste år.

Det er kun de mange forskellige mennesker i bevægelse, kald det klassekampen, som kan forandre samfundet.

Når det er sagt, mener jeg også, at revolutionære - uanset om de kalder sig kommunister eller autonome - må til enhver tid beherske alle kampformer og supplere den ene form med den anden og tilpasse dem til taktikken. Og må kunne skifte dem ud efter behov.

Var kampformen i Göteborg den ultimative?

I dag må venstreorienterede aktivister til daglig gøre det store benarbejde - agitere overfor befolkningen og arbejderne i kolonihaverne - selv de mest dovne, passive og "håbløse". Vi må gøre dem modne til opgøret med kapitalismen. Tålmodigt og systematisk som et langt træk.

Slå fjenden hvor de er svagest

Det er unægtelig ikke besværligt at være revolutionær, når revolutionen er brudt ud, men ti gange sværere at forberede den!

Og det betyder meget mere, at være revolutionær i sin fagforening, beboerforening, a-kasse, komite og så videre, end at kaste tre sten hvert andet år mod politiet.

Så kan vi med tiden forsøge at overbevise dem om revolutionære aktionsmetoder. Også når det er nødvendigt at konfrontere politiet i kampe!

Jeg synes, vi skal bestræbe os på at bruge de våben, der er farligst for fjenden. Det er ikke stenkast i den konkrete situation i Göteborg! Ikke smadringen af McDonalds i Göteborg! Folk forstår det ikke.

Det er heller ikke ildspåsættelse af en nærpolitistation i 1980'erne, som jeg til en spontan demonstration oplevede bz'ere gøre det på Strandboulevarden i København.

Det er ikke smadring af Christiansborg dagen før en euro-afstemning (et tænkt eksempel)

Andre situationer er det ok med stenkast og militante kampformer - Ryesgade-forsvaret i september 1986 er et eksempel, hvor 500 aktivister holdt et kvarter besat mod 1000 betjente.

Vi må beherske alle kampformer

Det støttede kommunisterne også. Og deltog i kampene og stenkastene!

Men nogle tror, at alle legale kampformer er forkerte, fordi pampere og bløde socialister har brugt det til at snyde folk med gennem tiderne.

Det er de ikke. Vi skal bare være gode til at bruge legale midler når vi kan, og så illegale, når situationen er til det. Det gjorde DKP under besættelsen. Det gør kommunisterne i FARC i Colombia i dag, hvor der er blodig, retfærdig guerillakrig.

I politik kan man ikke vide, hvilket kampmidler der egner sig til den forskellige situation i landene. Men behersker vi ikke alle kampformer dør vi hen.

Magthaverne er nemlig gode til at bruge sine kampformer - tænk på euro-kampagnen, forbuddet mod DKP under besættelsen, brugen af socialdemokraterne i kampen for at dysse arbejderne ned.

Tænk på Kongens kup i 1920'erne. Og hvad med gadekampene mod bz'erne i Den Sorte Firkant i 1980'erne.

Og hvis kommunisterne i Colombia for eksempel ikke er gode til væbnet krig... så er de grueligt på røven.

Hvis ikke danske revolutionære var gode til at organisere, var kampen mod euroen nok gået dårligere.

Hvis ikke BOPA under krigen havde haft tjek på dynamit, trotyl og ledninger, var sabotagen mod industrien nok ikke kommet op at stå. Og så videre.

Eliten kører klatten

Dem som kæmpede mod politiet i Göteborg var nok en blandet landhandel.

Men de fra det danske AFA og autonome miljø må bære en del af ansvaret. Uanset, hvad I siger.

Er der stadig nogle af Jer, der bilder sig ind, at der var tale om revolutionære kampformer i den konkrete situation - ja, om klassekampå

Det har ikke en skid med klassekamp at gøre at hærge et helt kvarters forretningsstrøg - selvom der ligger et par banker og McDonalds.

Hvis der er nogle, der stadig tror at I er imod magten - så stil jer dette spørgsmål: Er i egentlig i virkeligheden ikke magtens redskab. Uanset om i tilstræber det eller ejå

Jeres ideologi er præget af en enorm foragt for arbejderklassen. I siger, at almindelige folk slet ikke duer til noget revolutionært - derfor er I heller ikke interesseret i at mobilisere blandt almindelige mennesker.

Er det fordi, I selv skal stå for selve kampen! Eliten kører klatten!

Nogle af Jer taler måske om klassekamp. Men I aner ikke, hvad det er.

I har - selvvalgt - intet med arbejderklassen eller arbejderbevægelsen at gøre.

Den svenske avis Proletären kan henvise til det svenske AFA's hjemmeside, hvor man takker de udenlandske venner for et par "vellykkede dage i Göteborg."

Det siger i virkeligheden alt.

Vi siger også tak. Men temmelig surt.

For nu er det op til arbejderbevægelsen, kommunisterne, demokraterne og alle revolutionære socialister at dæmme op for politiundertrykkelsen fremover. At dæmme op for indskrænkningerne i de demokratiske rettigheder.

Et bittert tak.