KRONIK:

Topmødeoprørene

Flodbølgen af fordømmelse og det danske politis sabelraslen har, efter min mening, skabt en unødig panik og et indtryk af, at bare man afholder sig fra provokationer, så vil masserne rejse sig og magthaverne åbne sig for dialog

af René Karpantschof, ex-bz'er og samfundsforsker

I 1990'erne udkonkurrerede højrepopulismen tidligere tiders offensive venstrefløj som dagsordensættende opposition.

Nu tyder sommerens protester i Göteborg og Genova på en ny international bevægelse på humanismen og solidaritetens grundlag. Konsekvenserne kan blive lige så vidtrækkende som begivenhederne i 1968. Det kommer an på så meget og så mange. Debatten er i gang.

Ifølge Rød Ungdom (Arbejderen 31.7.) skal man afholde sig fra selv ikke-voldelige blokader og lignende ved næste års EU-topmøde i København. Det vil bare blive mødt med knipler og spænde ben for "en bred folkelig front".

Fremtrædende ATTAC talsmænd overvejer at droppe de store demonstrationer, mens andre taler om ordenskorps mod "voldelige anarkister". Og formanden for SF's Ungdom holder møder med Københavns Politi om, hvordan man isolerer de autonome.

Flodbølgen af fordømmelse og det danske politis sabelraslen har, efter min mening, skabt en unødig panik og et indtryk af, at bare man afholder sig fra provokationer, så vil masserne rejse sig og magthaverne åbne sig for dialog.

Men det afgørende er, at det nye oprør ikke i forskrækkelse trækker sig tilbage i en tandløs forsigtighed, der hverken udfordrer eller mobiliserer. Bevægelsen skal fortsat fremstå som noget der tør, vil og kan. Noget med holdninger og mod til at slås for dem.

Politiets rolle

Det er for eksempel svært at ignorere politistyrkernes rolle i de blodsudgydelser, vi har set. Nogle afholder sig fra at kritisere politiet af skræk for at blive stemplet som terroristsympatisører.

Men som tingene har udviklet sig, så er forsvaret af aktivisters menneskerettigheder og den almindelige ret til at demonstrere blevet spørgsmål, der trænger sig på. Sådan som mange andre bevægelser, der har udfordret den ene eller anden slags magthavere, har måttet sande.

Trods politistyrkernes brud på demonstrationsfriheden, vilkårlige voldsanvendelse og mishandlinger af tilfangetagne, i Genova såvel som i Göteborg, så blev politiet bakket fuldt op af statslederne i G8 og EU-landene. Også af den danske statsminister.

Der er derfor ingen grund til at tro, at overgreb ikke også kan forekomme i Danmark. Her tales allerede om et historisk opbud af kampklædt politi i pansrede mandskabsvogne og en nul-tolerance strategi overfor de ventede EU-protester.

Politiet taler også om præventive aktioner som at lukke grænserne, øget overvågning, ransagning og forebyggende fængsling (!) af folk fra politiske miljøer.

Alt sammen ildevarslende, ikke mindst fordi afvisninger af fredelige demonstranter ved grænserne, tåregas og politiaktioner mod fredelige forsamlinger, skud mod stenkastere, brutalitet mod anholdte og betjentes overfald på pressefolk heller ikke er ukendt i Danmark.

Provokerende aktioner

Alligevel er de radikale aktivister én af årsagerne til, at det eskalerede i Göteborg og Genova. De danske autonome var således med i Göteborg 2001 initiativet, der ville frem til EU-topmødet gennem den Hvide Overalls aktionsform. Det vil sige at man iført hvide dragter og uden brug af vold forsøger at trænge ind i demonstrationsforbudszoner.

Uanset at det viste sig urealistisk, så rejser denne aktionsform et vigtigt og principielt spørgsmål. Hvorfor må man ikke demonstrere i nærhed af topmøderne? Man kan naturligvis ikke forlange, at ordensmagten skal undlade at tage hensyn til mødedeltagernes sikkerhed.

Men det står ikke skrevet, at toppolitikere for alt i verden ikke må høre eller se, at folk protesterer imod dem. Tværtimod er det en almindelig demokratisk ret, at man må forsamles og fremføre sine krav direkte overfor de politikere og institutioner, som protesten vedrører.

Det er dét, som giver den konkrete demonstration mening og relevans, og som kan medvirke til at styrke den samfundsmæssige dialog, istedet for at magthaverne gemmer sig for utilfredsheden.

Derudover kan protesterne blive noget tamme og ikke særligt mobiliserende, hvis de henvises til irrelevante områder, hvor det hele nemt får karakter af dén form for fjernkommunikation med politikerne, som i forvejen har gjort så mange apatiske.

Protester mobiliserer kun i større omfang, hvis folk tror, at nu sker der endelig noget med betydning. En sådan tro kan skabes på mange måder. Men det er en stor misforståelse, at for eksempel konfrontationer automatisk afskrækker folk.

Når konflikten sættes på spidsen, får det ofte folk til at tage stilling. Forsvaret af den nørrebroske legeplads, Byggeren, mobiliserede mange tusinder. Ribus-konfliktens "sorte fredag" med barrikader og sammenstød i gaderne, blev fulgt af landsomfattende strejker. Opgøret med nazister i landsbyen Kværs, affødte straks mere protest i nabobyen Kollund. Og trods uroen fra Seattle til Genova er protesterne bestemt ikke blevet svagere.

Det er dén risikofyldte tankegang de Hvide Overalls har forfulgt, omend man søgte at holde sig til skubberi og håndgemæng. Men resultatet blev regulære gadekampe.

Trods kritikken af politiet, så må de autonome diskutere, hvordan de har tænkt sig at disciplinere deres demonstrationer; og de må diskutere med resten af globaliseringsbevægelsen, hvad de forestiller sig nu.

Men resten af bevægelsen må også diskutere, hvor grænsen går for, hvad man vil fordømme. Sit-downs, grydelågs-koncerter ved topmøde-hoteller, nøgenhappenings i forbudte områder? Hvor meget spræl må der være i en bred græsrodsstrømning? Og afgøres dét af politiet samt toppolitikere og avislederes fordømmelser?

De autonome

Hvad danske autonome angår, så er det uden hold i virkeligheden, at de kynisk udnytter andres demonstrationer til at slås med politiet og smadre så meget som muligt.

Hvad enten man kan lide dem eller ej, så har de autonome i mange år taget et stort slæb for at mobilisere unge og ældre til græsrodsaktivitet på en række af de områder, der optager offentligheden. Voldelige sammenstød er blevet sjældne.

Siden BZ-bevægelsen og EU-urolighederne i 1993 har almindelige demonstrationer og provokerende men fredelig aktioner været reglen. Det skyldes især, at flere autonome grupper gennem 1990'erne har haft succes med samarbejde med andre samfundsgrupper og organisationer, der også har været bekymrede over racisme, kvinders forhold, miljøet, EU med mere.

Jeg kunne nemt finde eksempler på autonome, hvis udtalelser, opførsel og aktioner, jeg synes er helt hen i vejret.

Men jeg vil hellere understrege, at betegnelsen 'autonome' i virkeligheden dækker over et netværk af tilholdssteder og aktivistgrupper med store indbyrdes forskelligheder og uenigheder.

Følger man politiets opfattelse af autonome, som en lukket, terroristisk sammensværgelse, så risikerer man at købe et fjendebillede, der kan udnyttes til at slå ned på en bred vifte af græsrodsaktivitet.

Og følger man blandt andet SFU-formandens opfordring til at isolere de autonome, så risikerer græsrødderne at miste en stor del af dén praktiske og koordinerende indsats samt ikke mindst dén sprælskhed og gå-på-mod, som - til forskel fra SF's Ungdom - har gjort de autonome i stand til at mobilisere unge som ældre til betydelig politisk engagement på gadeplan.

København 2002

Hvad der skal til, er diskussion mellem alle græsrødder, inkl. autonome grupper, om det københavnske EU-topmøde. Jeg håber, at man kan blive enige om en fælles ramme for protester, hvor det værste trusselsbillede består i at en EU-kommissær skulle få en lagkage i hovedet.

Demonstrationsfriheden er til for at styrke den samfundsmæssige dialog. Det må derfor også diskuteres om politiet skal have lov til at forhindre danske og udenlandske borgere i at protestere mod EU-mødet ved at lukke grænserne og indføre store områder med demonstrationsforbud samt hvad politiets bebudede præventive aktioner og nul-tolerance strategi kan indebære.

Ideelt vil være et klima, hvor demonstrationer kan forløbe frit og synlige for dét EU-topmøde, som protesterne retter sig mod. Det vil også kunne fremme dén dialog, som EU-statslederne i Göteborg erklærede, at de så gerne ville.

Jeg er sikker på, at kompetente NGO'ere og græsrodstalsmænd gerne stiller op til debatmøder og TV-dueller om EU's politik med hensyn til fattigdom, ulighed, miljø-ødelæggelser og demokratisk underskud.

Uanset hvilke aktionsformer man finder hensigtsmæssige, så er det afgørende, at den globale protestbevægelse, også i Danmark, fremstår som noget offensivt og insisterende. Også selvom dette naturligvis tirrer magthaverne og får dem til at slå fra sig.